Kim Wall var journalist.
Hun skulle ikke være historien
Den virkelige Kim Wall – den 30-årige svenske journalist og feminist – synes forsvundet ud af retssalen i ubådssagen. Og sammen med hende den virkelige historie om, hvad der er mistet.

Her fortæller Eva Prag om sin ven, Kim, og tabet.

Det sidste foto, Kim Wall lagde op på Instagram, viser noget om hendes blik på verden. Det er taget, knap to uger før hun forsvandt. Det er et billede taget i veninden Eva Prags families hus på Kullen i Sverige. Et lille rødt træhus, der ligger på en bakketop med en udsigt.

Kim har fotograferet ud gennem vinduet fra stuen. I baggrunden er udsigten og det blå hav, som de fleste andre ville have nøjes med at fotografere. I forgrunden er vindueskarmen med en række finurlige og grimme porcelænsfigurer. En detalje, der giver fotoet et anstrøg af menneskelighed, og som gør, at man kan forbinde sig til stedet.

Det er dette blik på verden, skarpt, humoristisk og menneskeligt, Eva savner.

Hun drømte for et par dage siden om Kim. I drømmen var hendes ven endnu levende.

»Hun havde på mirakuløs vis overlevet. Det føltes meget virkeligt.«

I drømmen befandt Kim Wall sig i sit og kæresten Oles hjem. Kim var iført en rød kjole. Hendes hår var samlet i en knold – men ikke den normale. Ikke den, vi kender hende for på de billeder, som medier i hele verden har bragt.

»I drømmen tænkte jeg: Det er, fordi du ikke vil genkendes. Som om det skulle være en forklædning,« siger Eva.

Hun har før drømt om at tale med Kim om ubådssagen.

»Det er absurd, at det er sket. Men det er særlig absurd, at det er sket for hende.«

Kim Wall var journalist. Hun skulle ikke være historien.

Kim Wall var feminist. Hun skulle ikke være et offer for nogen mand.

Eva Prag er fattet, men holder pauser hist og her. Går i stå. Trækker vejret dybt.

»Der var nogle ting i den drøm, som jeg ikke kan tage ind, er sket. Drømmen bekræftede noget, jeg føler meget af tiden. At hun jo stadig er her. Jeg blev ikke særligt overrasket over at se hende i drømmen, det var bare et gensyn efter lang tids adskillelse, som jeg var vant til. At vågne føltes som at miste hende igen.«

Eva bliver nødt til at fortælle sig selv hele den faktuelle historie hver gang.

»Det er ikke, fordi jeg skubber noget væk. Det er bare … ubegribeligt. Jeg skal virkelig fortælle mig selv, at det er sådan, det er.«
»Sent på eftermiddagen i Havanna, da temperaturen var steget til over 30 grader, steg Maykel Molina Gutiérrez af bussen i det pæne kvarter Vedado, gik hen til en boligblok og besteg trapperne til 6. sal. Han var 34 år gammel med en antydning af skæg, han havde en sort rygsæk over skulderen. Da han nåede toppen, var hans t-shirt våd af sved …«

Kim Wall om Cuba. Fra artiklen »En pakke om ugen« om, hvordan cubanerne får adgang til kultur uden internet. Publiceret i Harpers Magazine juni 2017.
Østerbro
Der er friske blomster i den lille, hyggelige lejlighed på Østerbro og flere fotos af Kim, som Eva Prag har taget. På et af dem er Kim Wall iført den orange sweater, hun bar, den aften og nat hun forsvandt.

Det er taget 12 døgn før Kim Walls forsvinden. Det er let at genkende hende på knolden.

På stuebordet står nogle turkisgrønne skåle i keramik, som Kim har lavet. Eva og Ole hentede dem sammen i keramikovnen, hvor de havde stået siden i sommer.

»Som Ole sagde, var det som at åbne en tidskapsel,« siger Eva.

I perioder har hun undgået at læse nyheder og se tv. Hun er blevet bange for aviser. Man ved ikke, hvad der pludselig kan stå på næste side. Har forsøgt at holde sig ude af medievirvaret. Men nu, under en retssag, hvor Kim Wall enten synes at forsvinde helt eller gøres til et objekt, der ikke er til at genkende, vil hun gerne fortælle om sin ven.

Nogen gange helgenkåres Kim, når der skrives om hende. Den unge ambitiøse, succesfulde journalist, der havde verden for sine fødder. Det er alt sammen faktuelt korrekt, alt det og meget mere var Kim virkelig.

»Jeg tror, at Kim ville grine lidt af det polerede portræt. Hun havde helt almindelige problemer. Med uddannelse, med mænd og med redaktører. Vi jokede med, at livet er en lang serie af eksistentielle kriser. Hun var i tvivl om alt muligt.«

Hendes kompromisløse journalistik vil blive stående. Det samme vil det eksempel, hun satte med hele sit liv og væsen.

»Hun var … ekstraordinær.«
Afskedsfest
Eva Prag var inviteret til den afskedsfest, Ole og Kim holdt på Refshaleøen. Parret var på vej til Beijing for at bo og leve dér.

Kim havde på et tidspunkt i foråret nævnt, at hun gerne ville skrive en historie om det danske rumkapløb. Det var en af den slags finurlige historier, hun havde blik for, og som ville have et internationalt publikums interesse: et Olsen Banden-agtigt forehavende og en uimodståelig historie for en journalist, optaget af subkulturer og 'the undercurrents of rebellion'.

Hun forlod sammenkomsten, da muligheden for et interview ombord på ubåden Nautilus UC3 pludselig opstod.

Kim vinkede til Ole og vennerne, da hun sejlede forbi.

Eva vidste ikke, at Kim tog ud på ubåden den aften. Hun kunne ikke komme til festen, men havde aftalt med Kim, at de skulle ses, inden hun rejste den følgende uge. Desuden var det aldrig et rigtigt farvel mellem hende og Kim. Kim kom altid tilbage til København med nogle måneders mellemrum. Eva Prag og hendes kæreste, David, skulle besøge Kim og Ole i Beijing til foråret.

Den følgende aften, fredag, skulle Eva ud at spise med sin kæreste, som hentede hende fra arbejde ved 17-18-tiden.

»David var helt ude af den. 'Du bliver nødt til at ringe til Ole.' 'Hvad er Oles nummer?'«

Politiet havde forsøgt at ringe til Eva Prag. Men de havde ringet på hendes gamle nummer, så hun havde ikke hørt deres besked.

De følgende timer og dage var en lang sekvens af bristede håb. En virkelighed, der hele tiden viste sig grummere end hendes værste frygt.

»Jeg husker absurditeten i, hvor hurtigt, det man tør håbe på, ændrer sig. I starten håbede jeg, at hun blev fundet i god behold. Det gik over til, at jeg bare håbede, hun blev fundet. Hver gang vi lærte noget nyt, var det en milliard gange værre end det, jeg havde haft fantasi til at forestille mig.«

Eva Prag ringede til en af Kims veninder i Sverige for at forklare, hvad der var sket.

»Det var sådan nogle absurde ord, der kom ud af min mund.«

Samme aften skrev hun et opslag på Facebook.

»Min kære veninde, Kim Wall, har været forsvundet siden i går aftes, hvor hun skulle være blevet sat af på Refshaleøen kl. 22.30 efter at have rapporteret fra ubåden, der er sunket i Køge Bugt. Hvis du har set hende, eller har oplysninger, der kunne være opklarende, så kontakt venligst politiet. Tak.«
Screenshot
»Jeg tog et screenshot af min messengerkonto, fordi hun var den første i den række, man taler mest med. Jeg vidste, at hun ikke ville blive dér. Jeg ville gerne holde fast i hende. Det er nogen mærkelige ting, man gør.«

De dage er ret tågede for Eva Prag.

»Der var ret mange dage i den periode, hvor jeg kun kunne kigge ind i en væg. Der kunne gå tre timer, jeg ikke kunne gøre rede for.«

Når vennerne ringede til hinanden, udviklede de et særligt sprog. Det var for fjollet at spørge, om man var o.k. Ingen af dem var noget, der lignede o.k. De var i opløsning.

»Er du funktionel? Det var det ord, vi brugte.«
Tidslinje: Ubådssagen
Torsdag den 10. august 2017
Peter Madsen og Kim Wall sejler ud i ubåden Nautilus fra Refshaleøen i København omkring klokken 19. Kim Wall skal lave en artikel for det amerikanske medie Wired.

Ubåden forsvinder sent om aftenen, og Kim Walls kæreste, Ole, kontakter politiet og Forsvaret. En større redningsaktion med både helikoptere og skibe sættes i gang.
Fredag den 11. august
Ubåden dukker op i Køge Bugt ved middagstid. Peter Madsen reddes i land af en motorbåd, mens ubåden synker.

Men Peter Madsen bliver anholdt og sigtet for drab på den svenske journalist. Til politiet forklarer han, at Kim Wall er sat i land aftenen før.
Lørdag den 12. august
Lørdag formiddag ændrer Peter Madsen forklaring.

Kim Wall er død efter en ulykke på ubåden, hvor hun fik en tung luge i hovedet, siger han og fortæller, at han har kastet liget i Køge Bugt i hel tilstand.

Efter et grundlovsforhør bliver han varetægtsfængslet.
Mandag den 21. august
En torso findes i vandet ud for Amager.

DNA-undersøgelser bekræfter to dage senere, at der er tale om Kim Wall. Senere findes de andre ligdele.
Tirsdag den 16. januar 2018:
Peter Madsen tiltales for at have dræbt Kim Wall efter forudgående planlægning og forberedelse.

Anklagemyndigheden kræver Peter Madsen idømt livsvarigt fængsel. Alternativt tidsubestemt forvaring.

Peter Madsen nægter sig skyldig i drab og seksuel mishandling, men erkender parteringen.
Tirsdag den 8. marts
Processen mod Peter Madsen begynder i Københavns Byret.
London
Eva Prag lærte Kim at kende i London, hvor de begge læste internationale studier på London School of Economics. Kim var 21, og Eva var 20 år.

»Der er mange, der gerne vil vise, hvor kloge de er på LSE. Det er et hyper-konkurrencepræget miljø. Det var Kim ikke på nogen måde en del af. Hun var ambitiøs og arbejdede meget hårdt. Men Kim var uprætentiøs og meget ydmyg.«

Eva og Kim sad sammen på læsesalen i dagevis, de gik i byen sammen, lyttede til musik sammen ­– The xx, Hot Chip og Breakbot – og sov sammen i Evas lille lejlighed i Bloomsbury.

»Kim vidste altid, hvad det nyeste og det sejeste var.«

Det var lige efter finanskrisen. Forvirrede som de var, overvejede Eva og Kim ligesom alle de andre studerende på LSE et internship hos Goldman Sachs.

»Vi anede ikke, hvordan man søgte sådan et. Det er helt skørt set i bakspejlet, for selvfølgelig skulle vi ikke ind hos GS. Vi prøvede bare at finde ud af, hvordan verden hang sammen.«

På et tidspunkt deltog de to veninder i en workshop i journalistik. Nogle journalister fra avisen The Guardian holdt oplæg. Kims mor er journalist og hendes far fotograf.

»Jeg var sådan: 'Jeg ved ikke rigtig, hvad det her er'. Hendes interesse var oprigtig.«

På LSE var der en stemning af, at det var vigtigt, at man fik de gode internships, at man fik bygget ovenpå og var på vej til noget, siger Eva Prag:

»Der var et enormt stort pres for hele tiden at give sig selv de bedste muligheder. Det deltog Kim ikke i. Jeg har aldrig oplevet Kim som én, der havde en plan.«

Kim var »pissedygtig«.

»Hun fulgte sin intuition og interesse meget mere kompromisløst og frygtløst end mange andre. Det var, som om heldet smilede til hende. Det ordnede sig på en eller anden måde altid for hende. Men det var netop ikke, fordi hun var heldig. Det var, fordi hun var forberedt.«
»Den gitterport, som holdt tusindvis af fanger under jorden, var væk, og loftet var faldet ned i store stykker på gulvet. Den eneste vej ind var med båd. En mørk linje, dækket af skimmelsvamp, markerede, hvor en dødbringende flod, som kunne gøres strømførende med et enkelt tryk på en kontakt, engang løb. Ikke alle omkom første eller anden gang, de fik stød. Nogen valgte at hoppe i.«

– Kim Wall om Idi Amin. Publiceret i Harpers Magazine 27. december 2016. Fra artiklen »Spøgelseshistorier« om Idi Amins torturkamre.
New York
Ironisk nok var det Eva, som fik praktik på en arabisk avis i London, mens Kim fik praktik på den svenske ambassade i Australien.

Deres veje krydsedes igen i New York, da Eva satte en udstilling op på Columbia University, hvor Kim læste journalistik. Allerede året før havde Kim forsøgt at komme ind, men blev ikke optaget. I mellemtiden havde hun arbejdet for EU-delegationen i Indien.

Eva Prag fulgte Kim i New York. Fra en af de første artikler, hun fik trykt om livet efter orkanen Sandy i New York, til hendes sidste prisbelønnede fortælling om klimaforandringerne, der truer de atomforurenede Marshalløer, og især de mennesker, der lever dér.

»Hun voksede ind i den profession. Men allerede før var hun alt det, der gjorde hende til en god journalist. Hun er enormt nysgerrig og åben og kritisk. Var

Det sker af og til for Eva. At hun omtaler Kim i nutid og må rette sig selv.

I deres venskab var det en fundamental del af, hvad der gjorde hende til en virkelig god ven, siger Eva Prag:

»I de største kriser kunne hun hjælpe mig med at få mening ud af tingene. Hun var så åben. Hun kom aldrig ind i en samtale med ideen om det rigtige svar. Hun kom heller ikke med fordømmelse. Det var hun helt fri for. Det gav en enorm frihed til at udforske, hvad der var det rigtige.«

»Digteren Rainer Marie Rilke har et billede af et figentræ, som ikke blomstrer og viser sig frem, men derimod modner ind i sig selv. Det passer på Kim. Hun voksede ind i sig selv og blev mere og mere den, hun skulle være.«

Både Eva og Kim boede i Brooklyn. Kim i South Willamsburg og Eva i et område, der hedder Prospect Heights.

»De fleste finder deres bolig på Craigslist, som er sådan noget a la Den Blå Avis. Det er super hardcore. Du bliver svindlet til højre og venstre. Men på typisk Kim-vis fandt hun en fantastisk gammel, men renoveret industriejendom. Rigtigt New Yorker-agtigt med en sej rooftop terrace

Kim boede sammen med en god ven med rødder i Island. Hun elskede at synge karaoke – og tilfældet ville, fortalte Kim til Eva, at han var »National Karaoke Champion of Iceland«.

Det kunne ikke passe mere perfekt.
Refshaleøen
Kim tilbragte sommeren 2015 i København, hvor hun boede hos Eva, som hun ville gøre mange gange efter, når hun var i byen. Det var længe siden, at Eva selv havde boet i København, og sammen opdagede de byen igen.

Der var folketingsvalg, og på valgaftenen tog de til Alternativets fest på Papirøen. De var nysgerrige på den nye tendens i dansk politik.

Valgresultatet blev ikke, som de havde håbet.

»Vi var mega deprimerede.«

De gik hjemad over Knippels Bro. Broen var plastret til med valgplakater for en politiker, der ikke ulig en koloniherre lettede på sin hat på vej ud af et fly et sted i Afrika.

»Der var sådan en verden-går-under-agtig-stemning mellem os. Så stod vi på broen og var helt fortvivlede. Kim tog sin eyeliner frem og skrev på en plakat: 'Take up the white mans burden'. Hun kunne altid finde noget komisk i en mørk situation, så man kunne grine sig igennem det.«

I julen var de i byen hver for sig. Eva fik en besked fra Kim:

»Kom og mød os. Jeg er i byen med en gruppe super seje designere.«

En af dem var Ole. I begyndelsen udviklede det sig langsomt. I sensommeren 2016 mødtes de en gruppe venner på Assistens Kirkegård på Nørrebro, sad og drak øl. De fandt et langbord på Mikkelers ramen-sted.

»David observerede, hvad der skete med Ole og Kim. Jeg havde ikke observeret noget som helst. 'Hvad med ham Ole,' spurgte David, da vi gik hjem. 'Hvad er der med ham?' Et par dage efter skrev Kim: 'help, I think maybe I have a crush on Ole.' De skulle mødes ugen efter, og derfra gik det virkelig hurtigt. Hun var helt teenageforelsket, de gik rundt i deres egen boble. Sådan havde jeg aldrig set hende før.«

Ole fandt et sted til ham og Kim på Refshaleøen. Et vegansk bofællesskab, hvor de indrettede sig med sjove og skøre ting, de fandt på gaden.

»Hun syntes, det var et fedt sted. Hun kunne godt selv se, hvor stereotypt det var, og gjorde tykt grin med, at hun boede i et 'vegan squatter collective'. Men hun var også fascineret af, at der var sådan et tilsyneladende øde sted i København. Vi cyklede rundt derude sammen en dag. Det dér golde landskab, der er, når man cykler hele øen rundt. Det var hun ret vild med.«

Den dag nævnte Kim det her rumprojekt, hun tænkte på at skrive en historie om, da de cyklede forbi deres værksted. Hun havde altid tusind idéer til historier.
»Roslyn Mays er for fed til fitness – eller det var i hvert fald den officielle begrundelse for, at hendes 15 sekunders berømmelse blev afbrudt tidligere på sommeren. Headhuntet på de sociale medier og fløjet til Chicago stod hun foran Howard Stern, Heidi Klum og Melanie 'Scary Spice' Brown på tv-showet America's Got Talent.

Hun klatrede på stangen, gned sig op ad og 'twerkede' i en glitrende top og hotpants i 90 sekunder, indtil Stern fældede den brutale dom: Mays skulle aldrig have sagt sit job op for at blive danser. Hun er en vittighed, sagde han, og hvorfor var hun overhovedet her?«

– Kim Wall om Pole Dancing. Publiceret i The Guardian 19. september 2015. Fra artiklen »For tyk til at danse? Ikke hvis du er pole dancing-divaen Roz«.
Kullen
Eva havde glædet sig til at vise Kim og en fælles veninde hendes families sted i Kullen. Kim kom med en flaske vin og en stikkelsbærmarmelade, hun havde lavet med sin mor.

Det var faktisk ikke vejr til at sidde ude. Men Eva var opsat på, at de skulle se det allerbedste ved stedet. Hun havde lavet aubergine og tomat med parmesanost. Det begyndte at regne, de trak indenfor.

De diskuterede Donald Trump. Efter hans valgsejr havde Kim henvist Eva til et 'feminist encryption site'.

»Det skulle vi lære alt om. Ikke på nogen paranoid måde. Men fordi der var noget empowerment i at kunne sådan noget.«

Kim Wall havde levet en rodløs tilværelse i lang tid, men følte, hun var på vej et godt sted hen. Hun glædede sig til at skabe et hjem med Ole i hutongerne i Beijing.

»Kim havde lige været i New York og havde talt med nogle af sine journalistvenner om Ole, og hvor glad hun var for at have mødt ham. Det havde været en stormfuld forelskelse. Hun var ret bange for, hvad det gjorde ved hendes arbejde … eller ikke bange. Hun mærkede bare, at der var andre ting, der også var vigtige for hende, og var i tvivl om, hvad det gjorde ved alt det, hun gerne ville opnå.«

Kim talte om kontrasten til vennerne i New York, et sted med mange ambitioner – også kompromisløse ambitioner og idéer om, hvad der må tilsidesættes for at opnå de ting, man vil.

Eva og den anden veninde havde boet i Danmark og Sverige et stykke tid. De havde en lidt anden fortælling om, hvad der også var vigtigt i livet.

»Det var sådan lidt: 'Nu må de newyorkere lige slappe lidt af'.«

De gik en tur ned til vandet, hvor en kat fra en nærliggende gård fulgte dem helt ned på stranden. Katten blev ved med at hoppe op på Kim og var meget kælen. Veninderne tog billeder af den, hvor den stirrede ud over vandet, som en parodi på et billede til en Tinder-profil.

Søndag tog Kim og veninden hjem.

»Jeg fulgte dem til bussen med følelsen af: Jeg ser hende lige om lidt.«

12 dage senere var Kim forsvundet.
Karaoke
En uges tid efter hendes forsvinden satte de nærmeste venner sig i en bil og kørte til Sverige for at besøge Kims forældre. Eva havde ikke truffet dem, siden Kim og hun blev færdige på London School of Economics. Eva havde aldrig før været i Kims barndomshjem.

Det blev en speciel dag. De fortalte historier om Kim, gik tur langs vandet og var sammen. Kims bror kom også.

»Det var en betydningsfuld dag. Varm, god og smuk og enormt udmattende.«

Kims islandske ven, som hun boede med i New York, var der. På et tidspunkt talte de om Kims forkærlighed for karaoke. Det kom op, at Kim, Ole og den islandske ven for nylig havde været på karaoke-bar.

Eva tog ordet:

»Nu vi taler om karaoke, skal vi så ikke lige nævne, at vi sidder med The National Karaoke Champion of Iceland.«

Der blev stille. Så sagde den islandske ven:

»Ja, det lykkedes hende at bilde ret mange folk det ind.«

Alle grinede højt.

»Det var så sjovt og så ubeskriveligt trist, at Kim ikke var der.«

Bagefter tog vennerne sammen tilbage og drak en øl i København. Om mandagen fandt politiet Kims lig.

»Det er umuligt at finde mening i det.«

Sorgen og det møjsommelige arbejde, det er at leve med den, kan Eva Prag ikke have for sig selv. De billeder og ord, vi medier rapporterer sagen med, støjer og larmer og forstyrrer Eva i hendes sorg, uanset hvor meget hun prøver at holde hændelserne i 'ubådssagen' og tabet af sin ven adskilt.

Eva er traumatiseret af Kims død. Men hun er også traumatiseret af medierne. Hun lærte om politiets fund af et kvindelig, som ikke var intakt, fra en overskrift. Hun begyndte at skrige. Hun kan ikke huske meget om de timer selv.

»Mængden af makabre detaljer i mediedækningen tjener for mig at se intet andet formål end underholdning. Det er svært at holde ud. Det umenneskeliggør Kim. Og det umenneskelige i alt dette er jo ikke hende.«
»Så godt som enhver, der forlader øerne, tager til USA. På billboards lover amerikanske firmaer arbejde og en fremtid. Den adkomst har øboerne dog betalt dyr for. For næsten 70 år siden har de allerede mistet en stor del af deres jord. Dengang blev de ikke oversvømmet. De blev forgiftet.«

– Kim Wall om Marshalløerne. Publiceret i Süddeutsche Zeitung 27. november 2015. Fra artiklen »Hvor verden går under«om klimaforandringerne på de atomforurenede Marshalløer.
Tabet
»Har jeg lært noget om at miste?«

Eva Prag gentager spørgsmålet. Det er et dumt spørgsmål. Grotesk.

»I sidste ende er det, der står tilbage, tabet. At finde ud af, hvad det vil sige at miste. Jeg er taknemmelig for at have haft hende i min verden. Men det er en fattigere verden nu.«

»Meget af tiden tænker man jo: Hvad fanden er formålet med noget som helst. Den her nye verden, jeg er blevet sat til at leve i, er ikke en, jeg har særligt meget lyst til at være i.«

»Det er svært at bære, at hun ikke kommer til at gøre de ting, hun skulle have gjort. Det er svært at forstå, at der allerede er gået mere end et halvt år. At jeg selv skal blive ældre, og hun ikke skal blive det. At jeg ikke får lov at følge hende.«

Tilbage står Kims arbejde og det eksempel, hun satte.

Ole nævnte i retten, at Kim var »en utrolig ambitiøs journalist og et fantastisk nysgerrigt levende menneske, der fandt skønhed alle mulige steder og ikke kunne holde sig fra at rejse rundt og opdage det og beskrive det for andre mennesker«.

Eva nævner den værdighed og generøsitet, Kims forældre, Joachim og Ingrid, har mødt verden med. De har stiftet fonden Kim Wall Memorial Fund, som skal hjælpe unge kvindelige freelancejournalister til rejse ud og fortsætte Kims arbejde.

»Hendes forældre prøver på en meget smuk måde gennem fonden at skabe noget godt i Kims ånd. Det bliver vigtigt for dem at kunne gå igennem alle de ansøgninger og tænke over: Hvad ville Kim synes var en god historie? Det er smukt, at så mange har bidraget til den, at de kan give uddelinger de næste mange år.«

Det er for Eva »meningsfyldt midt i det meningsløse«.

At miste Kim Wall er også at blive slået med forbløffelse over den kærlighed, der findes i verden.

»Kim har berørt helt vanvittigt mange menneskers liv. Folk, hun har mødt kortvarigt eller skrevet en historie om, og alle os, der var heldige at tage del i hendes liv. Der er forskellige Facebook-grupper, hvor folk deler minder. Mennesker samles i hele verden for at ære hende. Hun var og er virkelig, virkelig elsket.«

»På de bedste dage prøver jeg at holde fast i det. Der er så meget kærlighed og kærlighed, der er blevet delt mellem os, der kendte Kim.«
Tekst: Morten Frich
Fotos: Privat
Redaktører: Anders Fjordbak-Trier & Anton Geist
Kilde til artikeluddrag: Rememberingkimwall.com
Digital produktion: Mikka Tecza

31. marts 2018
Dagbladet Information

Anbefalinger

  • Flemming Berger
  • Robert Ørsted-Jensen
  • Britta Hansen
  • Oluf Husted
Flemming Berger, Robert Ørsted-Jensen, Britta Hansen og Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ole Brockdorff

Dette unikke portræt af den unge Kim Wall, fortalt gennem veninden Eva Prag, er på alle måder et fremragende stykke journalistisk arbejde af Morten Frich, ligeså dagbladet Informations opsætning af hele artiklen, som både familie, kæreste, venner, kollegaer og alle rundt omkring i hele verden med almindelig nysgerrighed for sagen, må være begejstret for at læse, for profilen af den svenske journalist er hamrende godt sammenfattet og sammenskrevet.

Men på èt punkt anfægter jeg kraftigt Eva Prags syn på sagens udvikling, nemlig hendes påstand i artiklen om, at medierne har traumatiseret hende på grund af den løbende journalistiske dækning. At mængden af makabre detaljer fra retssagen ikke tjener andet formål end underholdning. At det er svært at holde ud. At den omfattende dækning i medierne umenneskeliggør Kim Wall. Og at det umenneskelige i alt dette jo ikke er hende.

Her undervurderer Eva Prag – bevidst eller ubevidst – millioner af mennesker som har læst om sagen, og som på intet tidspunkt har betragtet afdækningen af Kim Walls uhyggelige skæbne som ”underholdning”, men tværtimod en tragisk sandfærdig historie om en ung kvindelig journalist, der tilfældigvis falder i kløerne på en psykopatisk mand, der – uanset dødsårsagen – finder på noget så modbydeligt, at partere hendes krop i stumper og stykker, hvorefter manden smider hendes ligdele i Køge Bugt i håb om, at de aldrig bliver fundet.

I et åbent og frit civiliseret samfund med ytringsfrihed som vores, skal befolkningen naturligvis have den fulde sandhed i detaljer om, hvad der skete på Peter Madsens ubåd. Også alle de makabre detaljer. Ikke for underholdningens skyld, men for at fortælle omverdenen, hvad denne afskyelige danske mand har foretaget sig imod en ung kvindelig journalist, der udelukkende ønskede at skrive om hans ubådsprojekt, og som tillidsfuldt gik ind til opgaven ved at gå ombord på hans ubåd.

Samtlige danske medier har dækket sagen på virkelig anstændig vis, og det er ganske enkelt noget forvirret og følsomt sludder, når Eva Prag til journalist Morten Frich siger, at mediedækningen har umenneskeliggjort Kim Wall. Tværtimod. Hendes forfærdelige skæbne i kløerne på danske Peter Madsen har flere gange fået tårerne frem i mine øjne på grund af smerte og sorg over, at et menneske kan blive udsat for en så bestialsk handling som at blive parteret i stumper og stykker og efterladt som affald i Køge Bugt.

Politiet har i denne sag gjort et fremragende stykke efterforskningsarbejde, og anklagemyndigheden har fremlagt sagen i fuld offentlighed så blidt som overhovedet muligt, så alle vi læsere kan forstå, hvad Peter Madsen har forvoldt. Medierne har refereret afdæmpet og loyalt over for sagens komplekse sammenhæng, og nu får vi så også denne fremragende artikel om personen Kim Wall fortalt gennem hendes veninde Eva Prag.

Så, nej, Eva Prag, din veninde Kim Walls død har bestemt ikke været ”underholdning” for os læsere, nøjagtig som Kim Walls mange journalistiske beretninger fra den store verden om fattige mennesker eller mennesker i nød, ikke bare har været underholdning, men simpel oplysning til andre mennesker om, hvor beskidt og brutalt livet kan være i et civiliseret samfund, som desværre også rummer mennesker som Peter Madsen, der på linje med den nu dømte og indespærrede Peter Lundin koldblodigt parterer et andet menneske.

Kim Wall vil aldrig nogensinde blive umenneskeliggjort i folks bevidsthed.

Tine Andersen, christian christensen, Povl Jensen, Robert Ørsted-Jensen, Kim Houmøller og Bjarne Frederiksen anbefalede denne kommentar
Per Eskildsen

Det er også en historie om den følelseshæmmede mand og den overfølsomme pige der vil finde lykken ved at sejle i ubåde og opsende raketter eller rejse ud i verden på the current of rebellion og på den måde bliver den moderne individualisme måske mere en pseudo demokratisering af et ulige samfund end en egentlig udvikling.

Tine Andersen og christian christensen anbefalede denne kommentar
Britta Hansen

Jeg ville gerne have været fri for detaljerne. I forhold til ofret, Kim Wall, har været absolut tilstrækkeligt for mig at læse beretningen om politiets arbejde og søgen i dagene efter.

Det ville være tilstrækkeligt for mig at læse om retssagen og vedrørende detaljerne blot blive orienteret bredt.

Jeg er ikke spor forbavset over, at Eva Prag, som hendes veninde, er helt knust over denne del af rapporteringen.

For slet ikke at tale om, hvordan Kim Walls familie må opleve det.

Christian Larsen, Christel Gruner-Olesen, David Joelsen, Anne Eriksen, Stina Schmidt, Rasmus Bartram, Vibeke Hansen, Nike Forsander Lorentsen, Jens Frederiksen og Marie Jensen anbefalede denne kommentar
Robert Ørsted-Jensen

Sry men detaljerne er en del af virkeligheden, familien b åde for og vil givet ønske at vide hvad der præcist skete. Men er man tæt på ofret bør man måske overveje selv at skrue ned for mediedækningen.

Morten Østerlund Jørgensen, Tine Andersen, christian christensen og Povl Jensen anbefalede denne kommentar
Bettina Jensen

"Hun skulle ikke være historien"
Det forekommer lidt paradoksalt at hun derpå bringes i fokus. Hvad ville det offentlige Danmark, herunder den danske befolkning, egentligt have mistet hvis der blot var blevet bragt notitser om denne sag? Den har jo ingen bred samfundsmæssig interesse eller særlig læringsværdi.

Christian Larsen, Allan S. K. Frederiksen og Jens Frederiksen anbefalede denne kommentar
Sören Tolsgaard

Tak til Eva Prag for en artikel, som giver et nænsomt indblik i Kim Walls mangefacetterede liv, hvor der givetvis blev taget nogle chancer, om end der ikke umiddelbart syntes tale om risikobetonet adfærd, da hun dykkede ned i Øresundsregionens "undercurrent of rebellion" på en solbeskinnet sensommeraften i 2017.

Politiet manglede i denne sag i begyndelsen både lig, motiv, tilståelse, mordvåben, etc. Man var derfor nødt til at engagere en bred offentlighed for at få hjælp i efterforskningen. At Kim Wall relativt hurtigt blev fundet, skyldes en række omstændigheder, som morderen ikke havde taget højde for. Selv med disse afgørende indicier på hånden var det dog forbundet med store vanskeligheder at afdække sandheden bag Peter Madsens søforklaringer. Politiet har derfor for så vidt muligt måttet engagere PM's diffuse bekendtskabskreds, idet rystede vidner følte trang til at meddele sig, efterhånden som PM's meritter blev afsløret.

Dele af pressen har naturligvis trukket unødigt store overskrifter, og TV's dækning af ikke-familieegnet stof kan diskuteres, men den brede eksponering har givetvis medvirket til opbygningen af indicier. Det bør også tages i betragtning, at Politiet både på Sjælland og i Skåne står med flere uopklarede drab på kvinder, som muligvis kunne have forbindelse til nærværende, om end det ikke har kunnet bekræftes.

Omvendt er flere drab i de senere år, hvor de konkrete omstændigheder hurtigt har kunnet afdækkes, typisk "familiedrab", blevet lukket meget hurtigt ned i offentligheden, givetvis af hensyn til de efterladte og fordi eksponering ikke forventes at have betydning for sagens videre forløb. Her savner jeg i nogen grad en klarere afdækning af omstændighederne, idet en stærkere bevidsthed om sådanne morderes baggrund muligvis vil kunne forebygge eller afmontere tilsvarende situationer i opløbet, bl.a. finder jeg på flere måder nedenstående sag lemfældigt behandlet, - den har dog vistnok været en af anledningerne til, at man er i færd med at ændre betingelserne for forældremyndighed i lignende tilfælde.

https://www.kristeligt-dagblad.dk/liv-sjael/praesten-sagde-man-som-forae...

Tine Andersen, christian christensen og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar
Allan S. K. Frederiksen

@Bettina Jensen
Den eneste grund til at der er så meget fokus på Kim Wall, er at hun var journalist. Havde det været enhver anden "ligegyldig" ikke medieperson var der næsten intet blevet skrevet om offeret. En generel observation siger mig at pressen altid mister sans for relevans og proportioner, når ofre er pressefolk.

Prøv i øvrigt om i kan huske navnene på Lundins ofre, eller hvilket hverv moderen havde. Jeg mindes ikke at have set blot en artikel som handlede udelukkende om ofrene, deres liv og karriere. Det samme kan siges om næsten alle andre bestialske mord, hvor pressen går i selvsving, med mindre ofret er en offentligt kendt person (hvilket Kim Wall ikke var).

Jeg fulgte sagen på ing.dk, og siden har overskrifter, samt folks snak været mere end rigeligt. Faktisk klikkede jeg kun på artiklen her for at læse kommentarer og harcelere over den opmærksomhed ofret får i medierne, fordi hun var journalist.

Bjarne Bisgaard Jensen og christian christensen anbefalede denne kommentar

Tak for artiklen, Information.
Var det ikke en idé at forfølge intentionen ved også at bringe noget af Kim Walls arbejde?

Sophia Merete Ronnenberg

Tak for en utrolig smuk og velskrevet artikel Information.

@Allan S. K. Frederiksen
Jeg er en af dem som kan huske Lundin sagen og begivenhederne som fulgte, begge står stadig meget tydeligt frem hos mig, selv den dag i dag. Sorgen bider stadig i brystet efter alle de år, når jeg tænker tilbage.
For os som gik i klasse med Dennis og Brian, vil de altid være med os gennem de minder vi har om dem. Jeg var ikke en som kendte dem og Marianne meget personligt, men jeg glemmer aldrig at jeg ofte legede med begge brødre på Fritidshjemmet, koloniture m.m. .Deres ansigter står printet fast i hukommelsen.
Jeg var en af Dennis' klassekammerater indtil han blev revet fra os i 4. klasse. Brian gik på årgangen over os. Ingen børn burde nogensinde være vidne til den slags bestialske grusomheder.

Du må huske at tilbage til 1999 - rundt regnet 19 år siden - så var de sociale medier ikke-eksisterende. Der var mediedækning, men sagen kunne ikke deles på samme måde som de kan i dag. Der blev lavet op til flere dokumentarer, men flest om Lundin selv fordi han jo også havde dræbt sin mor. Det er svært at sige hvordan det ville være den dag i dag, men det ville med sikkerhed have haft større interesse også globalt.

Så måske er det fordi Kim var Journalist, men det kan også være omstændighederne omkring det og det informationssamfund vi lever i I dag. Nu er det jo nemmere end nogensinde at dele med andre både indlands og udlands.

christian christensen

På den ene side har ubådsdramaet givetvis trukket store overskrifter og mange læsere, hvilket har gavnet pressen. De makabre detaljer har sikkert også vakt nogle menneskers nysgerrighed. Men man kan næppe forestille sig, at dækningen af sagen på nogen måde kunne være dæmpet eller dysset ned.

Hvis man googler submarine og danish får man over 800.000 hits. Med den interesse fra navnlig udlandets side, må alt frem i det åbne, hvis ikke der skal opstå konspirationsteorier og ideer, om at vi forsøger at skjule noget, dækker over danske forbrydere, kvindesynet i Danmark, dansk mandschauvinisme osv. Man har indtil videre klart undgået, at historien har smittet af på landets renomme.