usa
Det her er ikke en kirkegård – det er videnskab
På en bjergskråning i North Carolina i USA går døde mennesker i forrådnelse i forskningens tjeneste for at medvirke til opklaring af drabssager
Artiklen indeholder stærke billeder
Line Vaaben, TEKST
Sigrid Nygaard, FOTO
For et øjeblik siden var der helt stille på bjergskråningen. Bortset fra fuglefløjt og summende insekter. Men så kommer lyden. Insisterende. Metallisk:

»Biiip-biiip-biiip.«

Den baner sig vej ud fra resterne af en indsunken krop, der ligger på ryggen med hovedet på siden. Det er en 62-årig mand, afgået ved døden den 19. september 2017. Det kan man læse på en træpind, banket ned i jorden lige ved siden af hans kranie. Efter syv måneder på en skrænt i North Carolina er det meste af hans krop forsvundet, og kun knoglede ben og arme stikker ud fra en blåternet hospitalskittel delvist dækket af jord og blade.

»Bare rolig. Han sprænger ikke i luften,« forsikrer ph.d. i antropologi, professor Katie Zejdlik, da hun ser vores forskrækkede ansigter.

»Det er bare hans pacemaker, som er ved at løbe tør for batterier. Mange af vores donorer kommer direkte fra hospitalet, og pacemakeren sidder så dybt, at vi ikke kan fjerne den, før han er helt skeletteret.«

Det er en varm, næsten lummer forårsdag på en del af Western Carolina University, kun de færreste får lov at besøge: et anlæg for human nedbrydning – hvor døde mennesker går i forrådnelse til fordel for forskning i retsantropologi. På jorden omkring os ligger 12 kroppe i forskellige stadier af nedbrydning. En er oppustet med sværme af fluer omkring, andre er indtørrede og læderagtige af se på, mens nogle kun består af solblegede knogler. Donorerne har enten selv meldt sig, mens de levede, eller er blevet skænket til universitetet af deres efterladte.

Katie Zejdlik står for det praktiske omkring anlægget og leder donorprogrammet, som hører under det antropologiske institut. Lyden fra pacemakeren er en påmindelse om, at de døde på skrænten i en ikke så fjern fortid gik lyslevende rundt:

»For mig er det ikke bare kroppe. Det er stadig mennesker. Og de er på en måde ikke døde, for vi kan lære så meget af dem. Ikke kun mens de ligger her, men også senere, når kun knoglerne er tilbage, bidrager de med værdifulde data.«
Respekt for donorerne
Retsantropologi er en disciplin, der primært bruges i forbindelse med drabssager, hvor man identificerer afdøde og stræber efter så præcist som muligt at bestemme dødstidspunkt. Verdens første anlæg, som gav mulighed for kontrolleret at forske i kroppens forrådnelsesproces blev grundlagt i 1981 i Knoxville, Tennessee, af feltets pioner, antropologen William Bass.

Op gennem 1970’erne havde han assisteret politiet ved opklaringen af en række drabssager og opdaget, hvor lidt viden, der fandtes om, hvad der sker med kroppen efter døden.

I 2006 blev anlægget her i North Carolina etableret som landets andet, og i dag findes der otte nedbrydningsanlæg fordelt ud over USA samt et i Australien. I Europa er et anlæg i opstartsfasen uden for Amsterdam.
Jeg stødte første gang på fænomenet i kriminalromanen The Body Farm fra 1992 af Patricia Cornwell. Bogen handler om en kvindelig efterforsker, der finder svar på en mordgåde på en ’body farm’ i Tennessee. Ordet er siden blevet optaget i populærkulturen og har optrådt i en række bøger og tv-serier.

»De fleste kender udtrykket, men vi bryder os ikke om det her på stedet. Det spiller på det makabre, og det klinger af manglende på respekt for de mennesker, der har doneret deres krop til videnskaben,« siger Katie Zejdlik.
Fra frygt til fascination
Nogle timer forinden har vi mødt den 37-årige professor Zejdlik i en lav firkantet bygning midt på universitetets campus, hvor studerende i T-shirts og shorts er på vej til time. På bordet i hendes lille kontor ligger en bog med titlen Human Body Decomposition og et målebånd. Vi hilser på hendes mand, Nicholas Passalacqua, der for tre år siden blev ansat som retsantropolog på instituttet. Katie Zejdlik fulgte i første omgang med som ægtefælle, for selv om hun også er antropolog, er hendes speciale egentlig skeletter og museumssamlinger. Men da stillingen her blev ledig, slog hun dog til. Også selv om hun som studerende havde afvist at have noget med retsantropologi at gøre. Alene billederne gav hende kuldegysninger.

»Men siden jeg fik jobbet, er jeg vendt 180 grader og er gået fra frygt til fascination.«

Ægteparret har bænket sig i et tomt undervisningslokale, hvor kun to skoleskeletter gør os selskab. Der er ingen undervisning i dag, for de studerende forbereder sig til eksamen. West Carolina University er et af landets eneste med en bacheloruddannelse indenfor retsantropologi. Da instituttet åbnede i 2006 var det med en enkelt ansat og 15 studerende. Nu er her fire ansatte og 120 studerende. Ikke alle ender med at arbejde direkte med faget, men uddanner sig videre inden for retssystemet som eksempelvis kriminalteknikere eller drabsefterforskere.

»Der er en stor og voksende interesse for faget. Retsantropologi er blevet cool. Mange af vores studerende er vokset op med tv-serier som CSI og Bones og søger hertil med en forestilling om faget formet af populærkulturen,« siger Nicholas Passalacqua.

Langt fra alle, kan dog klare det, fortæller Katie Zejdlik:

»Jeg havde en kvindelig studerende for nylig, som efter to ugers undervisning mødte op på mit kontor og sagde: ’Jeg kan ikke mere. Jeg har mareridt hver nat.’ En ting er at have en forestilling om, hvor sejt det kan være efter at have set det på tv, men det er noget andet at stå i lugten, se væskerne og høre fluerne.«
I et aflåst arkivskab længere nede ad gangen opbevares informationer om de cirka 150 personer, der har ladet sig registrere som donorer på forhånd. Nogle af dem melder sig, fordi de gerne vil være med til at løse mordgåder.

»Og man ved aldrig. Måske har de en operationsfraktur i deres lårbensknogle, som svarer præcis til en, der bliver fundet på et lig, og dermed kan de rent faktisk være med til at løse et drab,« siger Katie Zejdlik.

Men langt de fleste donerede kroppe kommer via pårørende, som tænker, at et bidrag til videnskaben får døden til at give mere mening.

»En af donorerne i anlægget er blevet ramt af et tog. Og hans far sagde, at der på den måde kunne komme noget positivt ud af det. Og netop den unge mand er et utroligt vigtigt bidrag, fordi det er en ulykke, som sker relativt ofte, men som vi sjældent har mulighed for at studere konsekvenserne af,« siger Katie Zejdlik.

Og så er der dem, som er imod kremering og balsamering, og godt kan lide tanken om at gå i et med naturen:

»Forrådnelse er en naturlig cyklus, som hele tiden sker omkring os. Men vi sætter ikke pris på den, når det handler om mennesker,« siger Nicholas Passalacqua.

»Nej,« supplerer Katie Zejdlik. »Så ser vi det som ulækkert og giftigt. Men jeg kan godt lide ideen om, at vores kroppe en dag skaber det her rige, biologiske miljø. Det er naturligt, nærmest døden, som Moder Natur udtænkte den.«

— Er I selv donorer?

Ægteparret kaster blikke sidelæns på hinanden, griner og siger et højt og simultant »Nej!«

»Det har vi ikke talt om,« siger Katie Zejdlik. »Vi har faktisk ikke engang lavet testamente.«

Da latteren er klinget af siger Nicholas Passalacqua:

»Jeg har intet imod tanken. Men hvis vi donerede vores kroppe her til universitetet, ville det være vores egne studerende, som skulle håndtere os. Det ville nok være for mærkeligt. Særligt for dem.«
»Universitetets stinkende juvel«
For at komme ud til anlægget kører vi sammen med Katie Zejdlik ad en snoet smal asfaltvej som ender ved en metalbom med hængelås og et skilt med ’ingen adgang’. Hun låser op, og vi fortsætter på grus. Universitetet ligger i Cullowhee, en lille by med kun få tusind indbyggere, og de færreste ved, at der i skoven oppe på bjerget ligger døde mennesker i landskabet. Inden man åbnede anlægget i 2005, gik universitetets folk dog fra dør til dør og sørgede for, at de nærmeste naboer var indforståede.

Da vi parkerer bilen i en lille lysning, letter to gribbe fra et lille skur i nærheden. Vi får overtræksfutter i blå plastik til skoene, så vi ikke slæber ligrester med ind i bilen. Forude kan vi skimte et højt hegn mellem træerne. Jeg har det mærkeligt i kroppen. En blanding af spænding og nervøsitet. Fotografen siger, at hun lige har spist et par kiks for at undgå at blive dårlig, hvis hun går ind på tom mave. Jeg selv har undladt at spise af samme årsag.
Katie Zejdlik forstår os. Hun kalder anlægget for ’universitetets stinkende juvel’ – som hun indimellem bliver bedt om at vise frem til prominente besøgende fra andre universiteter eller uddannelsessektoren.

»25 procent kommer aldrig gennem lågen,« siger hun.

Information er det første medie nogensinde, som har fået adgang til anlægget.

»Af både juridiske og etiske årsager er vi nødt til at sikre os, at besøgende ikke har en skjult agenda. Hvis bare én eneste tager en selfie herinde og lægger den op på Facebook eller Instagram, må vi lukke for altid.«

Hegnet omkring det cirka 100 kvadratmeter store område er tre meter højt og kantet med pigtråd. Det skal holde både uvedkommende mennesker og større dyr ude. Katie Zejdliks nøglebundt klirrer igen. Og så er vi inde.
Lugten
På en vestvendt skrænt er kroppene placeret med få meter imellem. Lige foran indgangen ligger en mand, hvis brunsorte hud folder sig stramt over skelettet. Et tyndt lag gråt hår sidder tæt omkring hans kranie.

Han har ligget her nogle måneder, men ligner mest af alt et moselig. En ældre kvinde til højre for ham er derimod en helt anden oplevelse. Hun har kun været død i en uge og lugten fra hende er intens. Sød og kvalmende. Tættere på kan man høre fluerne og se maddikerne arbejde. Maven er oppustet og huden er marmoreret i gul, rød og hvid.

Fra ansigtet flyder en brun suppe ud over jorden, mens andre dele af kroppen er helt intakte. Ikke mindst hendes hænder med perfekte rynker omkring knoerne og hendes lange hår, der er bredt ud over jorden i en vifte.

Forrådnelsen bliver nøje fulgt af forskerne og de studerende, der registrerer, hvordan temperatur, vejr, insekter, fugle og andre ådselædere påvirker processen. Man inddeler nedbrydningen i fire stadier: Det første indtræder lige efter døden. Her bliver kroppens muskler stive, og der frigives enzymer, som får cellerne i kroppen til at briste og huden til at løsne sig. I anden fase frigøres gasser, og bakterier får huden til at skifte farve. Kroppen svulmer op, insekter kommer til og en kraftig lugt udvikles. I tredje fase går muskler og fedt i opløsning og væsker siver ud omkring kroppen. I fjerde stadie tørrer kroppen ind, og skeletteringen begynder. Kvinden foran os befinder sig i slutningen af stadie to.

»Pas på, I ikke træder på noget,« advarer Katie Zejdlik.

Selv om flere af kroppene har netposer om hænder og fødder i et forsøg på at holde skelettet intakt, markerer små røde flag steder, hvor knogler og andre kropsdele alligevel er blevet spredt ud over området.

»Retsantropologi handler jo blandt andet om at kunne bestemme kønnet ud fra en enkelt tåknogle, for nogle gange er det jo, det eneste man finder. Så vi vil så nødig miste de små bitte dele. Men det er svært, for vores ådselædere er meget aktive.«

Ikke mindst gribbene flytter rundt på ligene, fortæller Katie Zejdlik og udpeger en hånd midt på bakken markeret med et lille flag.

»Det er fra den mand, der blev ramt af et tog. Hans hånd har siksakket sig herned. For et par dage siden lå den længere oppe,« siger hun.

Hvert anlæg i de forskellige stater har sin særlige profil, for der er stor forskel på, hvordan et lig nedbrydes i et skovområde og i en ørken. Her på stedet er ådselædernes adfærd et fokusområde. Ud for hver krop er opstillet et dyrekamera, der døgnet rundt tager billeder, som Katie Zejdlik og hendes studerende kigger igennem.

»Min forgænger fangede en puma på kameraet, den kravlede både ud og ind over hegnet. Men ellers er det mest pungrotter, krager og skovskader,« siger hun.
Spor i jorden
Bjergene omkring Cullowhee er ofte dækket af sne om vinteren, og kulden sætter forrådnelsesprocessen i stå. Men så snart foråret og varmen kommer rullende som nu, går det stærkt. Også med plantevæksten. Flere steder er skvalderkål og blomster skudt op omkring de solblegede knogler. Blandt andet ved en 63-årig kvinde, som ifølge træpælen blev lagt ud i 2015.

»Jeg er desværre ikke biolog, så jeg kan ikke fortælle dig noget om planter eller træer. Jeg har brugt hele min karriere på knogler,« siger Katie Zejdlik med beklagelse.

Faktisk vil hun gerne involvere andre faggrupper.

»Efter knap fire årtier skulle man tro, vi efterhånden vidste alt, men forskningen i feltet er faktisk ret snæver, blandt andet fordi størstedelen af den er lavet alene af retsantropologer. Vi har et ønske hos os om at samarbejde mere på tværs med biologer, kemikere og molekylærbiologer,« siger hun.

Hun kunne eksempelvis godt tænke sig at igangsætte et studie af DNA-spor:

»Hvad der sker med jorden og planterne omkring de nedbrudte lig? Hvor længe efter, at kroppen er fjernet, kan man finde menneskeligt DNA i jordbunden? Og kan man spore det i de maddiker, der besøger ligene?«

Hun fortæller, at maddikerne faktisk med tiden bliver fire gange så store, som dem, der kravler på kvinden foran os netop nu.

»Så bliver de også mere højlydte. Har du lagt mærke til, at man kan høre dem?« spørger Katie Zejdlik.

Det havde jeg ikke. Men nu er det svært at undgå at lægge mærke til den fugtige smasken på stadie-to-kvinden.

»Hun havde allerede ligget nogle dage, da vi fik hende ind, og lugten var meget intens, så i samme øjeblik jeg lynede bodybaggen op, var fluerne der bare med det samme. Zoom! Jeg må indrømme, at jeg lige blev lidt svimmel et øjeblik. Men da vi så kom herud forleden dag, sad der kæmpestore humlebier og sommerfugle på hende. Det var meget smukt.«

Hun kigger sig omkring og tilføjer:

»Nej, jeg ser ikke døden herude. Jeg ser videnskab. Og jeg ser historier, som bliver fortalt. Og historier, som venter på at blive fortalt.«
Mange hospitaler har skrappe kriterier for at modtage donorer: Den afdøde må eksempelvis ikke have været involveret i en ulykke eller have været død i mere end fire timer.

»Derfor henviser hospitalerne indimellem videre til os. Vi tager gerne imod folk, selv om de har ligget noget tid netop som kvinden her,« siger Katie Zejdlik.

Kun få bliver afvist – hvis de eksempelvis lider af en blodsygdom eller vejer mere end 110 kilo. Det sidste handler om arbejdsmiljø. For det er Katie Zejdlik, der sammen med de studerende kører rullebordet fra rustvognen op ad bakken og bærer dem det sidste stykke.

»Og døde mennesker er altså virkelig tunge,« siger hun.

Hun er petit, klædt i nederdel og små sandaler, med det lyse hår redt tilbage i en knold og med små perler i ørerne. Det er svært at forestille sig hende bakse rundt med en død krop som den foran os. Og det ville ikke kunne lade sig gøre uden de meget disciplinerede og energiske studerende, siger hun. De er med i hele processen med at løfte ligene, beslutte hvor og hvordan donorerne skal placeres, skrive skilte og indstille kameraerne.

»Jeg gør det meget klart for dem, at det er mennesker, og at jeg ikke tolererer negative kommentarer. Men de siger aldrig noget upassende eller klager over, at det er ulækkert. De kan højst finde på at sige ’professor, jeg går lige uden for et øjeblik, lugten gør mig utilpas’. Og det kan jeg forstå. For det bliver varmt, og her er ikke ret meget vind.«
Instituttet afholder også workshops for politiet. Her kan efterforskere dels lære om de forskellige stadier af nedbrydning, men også hvordan de får mest mulig ud af efterforskningen og bedst sikrer data, når de støder på en krop i forrådnelse. Og så bliver stedet også brugt til at træne sporhunde, der skal lære lugten af døde mennesker af kende.

»De fleste hunde bliver bange, når de møder et lig for første gang. De kan genkende lugten af et menneske, men mærker, at der er noget galt. Det skal de øve sig i at forholde sig til.«

Og det er en lugt, man har med sig, når man forlader skoven igen. Selv flere dage efter. Det er, som om den hænger i tøjet. I næsen. På tungen.

»Man kan godt tage bad flere gange og skifte tøj. Jeg tror måske den sætter sig fast i de små fimrehår i næsen. Men det kan også være noget psykisk,« siger Katie Zejdlik.

Og selv den mest professionelle professor kan blive grebet af frygt, indrømmer hun. For noget tid siden skulle hun sammen med en studerende tage et hudskrab og en hårprøve på liget af en 96-årig kvinde til forskningsbrug.

»Jeg havde et plastikclipboard og en saks med mig, og lige da jeg lænede mig over den døde kvindes krop, gled saksen ned af pladen med en lyd, der lød præcis som et dybt, inderligt ’gisp’. Både jeg og den studerende skreg og sprang op. Selv om man er forsker og dybt videnskabelig, er der åbenbart stadig en lille del af hjernen, der frygter, at de døde kroppe pludselig forvandler sig til zombier.«
Man er nødt til at være menneske
Hverken donorer, der træffer valget, mens de er i live, eller pårørende kan besøge stedet. Det er en forskningsinstitution – ikke en kirkegård. Men derudover strækker Katie Zejdlik sig langt for at efterkommer folks ønsker.

»Og det lyder måske mærkeligt, men man får et forhold til donorerne undervejs. Jeg taler med deres pårørende, sørger for papirarbejdet, taler med bedemanden, chaufføren, der afleverer liget, og jeg lægger dem selv på jorden. Jeg føler mig forpligtet til at behandle dem ordentligt.«

Instituttet er ikke større end, at det altid er Katie Zejdlik, der tager telefonen, når det gælder donationer.

»Folk har typisk alle mulige spørgsmål, og der er videnskabelige kvalifikationer ikke nok. Der skal man være et menneske. For der er ofte en i den anden ende, som har brug for at snakke. Måske overvejer de at donere. Måske er deres elskede næsten lige død. Man får ofte meget hurtigt indblik i deres liv og bliver også en del af deres historie,« siger hun.

Ligene ligger på skrænten, til kun knoglerne er tilbage. Det kan tag fra et til halvandet år. Katie Zejdlik udpeger to skeletter, som snart skal bruges til undervisning på et sommerkursus. Her skal studerende kortlægge, indsamle, analysere og rengøre delene og skrive journalen. Ud fra knoglerne beskrives blandt andet deres sundhedstilstand.

»Det giver virkelig god hands on erfaring,« som hun siger.

Bagefter bliver skeletterne pakket i brune papkasser, der katalogiseres efter årstal på reoler på instituttet. For nylig journaliserede hun en tidligere vietnamveteran. Mod sædvane skulle han returneres til sin familie. Hans hustru fortrød, at han ikke havde fået en rigtig officiel begravelse.

»Så nu er han pakket og klar til at blive hentet. Han er ellers en interessant case. Man kan se, at hans ben har været brækket, han har fået ny hofte, og hans krop har været plaget af gigt,« forklarer Katie Zejdlik.

»Som sagt: De døde fortæller os om livet. Hans knogler fortalte mig, at han har haft et hårdt liv.«

Vi har tilbragt flere timer i anlægget. Jeg går en sidste runde og forestiller mig, hvordan jeg ville have det med at blive lagt herud efter min død. Eller at aflevere en af mine nærmeste. Tanken er faktisk ikke frastødende. Måske fordi solen falder i striber ned gennem bladløvet og skaber et lysspil hen over skovbunden og de døde kroppe.

Her er fredfyldt.
Tekst: Line Vaaben
Foto: Sigrid Nygaard
Redaktion: Mikkel Vuorela
Digital produktion: Sigrid Nygaard

2. juni 2018
Dagbladet Information

Anbefalinger

  • June Pedersen
  • Svend Erik Sokkelund
  • Katrine Damm
  • Michael Andersen
  • ulrik mortensen
  • Matthias Smed Larsen
  • Niels Duus Nielsen
June Pedersen, Svend Erik Sokkelund, Katrine Damm, Michael Andersen, ulrik mortensen, Matthias Smed Larsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer