DRAB I DANMARK
Kirstine husker ikke, at far slog mor ihjel
Hvert år bliver i gennemsnit 12 kvinder dræbt af deres partner eller ekspartner. I 1994 var den fireårige Kirstine Mandrup Pedersens mor en af dem. Her fortæller hun om, hvordan det var at vokse op som ’pigen med den grusomme historie’
DRAB I DANMARK
Kirstine husker ikke, at far slog mor ihjel

Hvert år bliver i gennemsnit 12 kvinder dræbt af deres partner eller ekspartner. I 1994 var den fireårige Kirstine Josephine Wambui Mundia Mandrup Pedersen mor en af dem. Her fortæller hun om, hvordan det var at vokse op som ’pigen med den grusomme historie’
Line Vaaben, tekst
Anders Rye Skjoldjensen, foto
Hendes erindring er som et album med gamle billeder: Nogle er skarpe og vækker mange minder, mens andre er slørede og skjuler det, man leder efter. Kirstine Josephine Wambui Mundia Mandrup Pedersen husker ikke ret meget, fra da hun var fire år. Pludselig en dag var hendes mor bare forsvundet.

Hun afleverede Kirstine i børnehaven den 5. januar 1994 og kom ikke tilbage. Det var hendes far, der hentede hende den dag.

»Hvor er mor,« spurgte Kirstine

»Hun er blevet væk,« svarede hendes far.

»Skal vi så ikke lede efter hende,« spurgte Kirstine.

Hun vidste, at hendes mor havde haft hvide jeans på og sin lange blå cowboyjakke, og Kirstine tænkte, at de kunne kigge efter hende i Aarhus' gader. Men i stedet tog de hjem i lejligheden, og dagene gik. Dog ikke helt, som de plejede. Kirstine fik lov til at tage sin nye yndlingskjole på hver eneste dag: En lyserød prinsessekjole med pufærmer og strutskørt og matchende laksko. Hun havde kun haft kjolen på juleaften.

»Se mig,« tænkte hun, når hun blev afleveret i børnehaven.

Hun fik også lov til at blive længe oppe og se fjernsyn. En aften faldt hun i søvn på sofaen, mens hun så tegnefilm, og da hun vågnede, var politiet i lejligheden. De tog hendes far med sig, mens Kirstine blev kørt til politistationen. Her blev hun lagt til at sove, mens en kvindelig politibetjent vågede over hende. Næste morgen blev hun afleveret hos sin moster. Hun endte med at bo der i to år.

Kirstine erindrer ikke, at hun var ked af det eller savnede sin mor eller sin far. Og hun husker heller ikke, hvornår de voksne fortalte hende, at hendes mor var død. Og at det var hendes far, der havde slået hende ihjel.
Mere end hvert fjerde drab i Danmark er et partnerdrab. Mellem 1992 og 2016 blev der begået 379 partnerdrab ­– 300 af ofrene var kvinder, dræbt af en mand, de havde været gift eller kæreste med.

En af dem var Anne-Marie Mandrup Pedersen, studerende og mor til Kirstine på fire år.

I dag er Kirstine Josephine Wambui Mundia Mandrup Pedersen blevet en ung kvinde på 29 år.

Øjnene er brune, pagehåret mørkt og krøllet, og hun er klædt i en ankellang, sort velourkjole.

Hun beskriver sig selv som ambitiøs og arbejdsom.
Hun er typen, der altid har både deodorant, en oplader og en flaske ekstra vand med i tasken.

Og hun siger sjældent noget, hun ikke er sikker på. Hun foretrækker at sige: ’Det ved jeg ikke,’ eller: ’Det kan jeg ikke huske.’

Kirstine Josephine Wambui Mundia Mandrup Pedersen er i dag 29 år gammel og projektleder. Da hun var fire år, dræbte hendes far hendes mor.
Hendes mor, Anne-Marie Mandrup Pedersen læste teologi på Aarhus Universitet, og hendes far John Mundia var uddannet lærer i Kenya, da de mødte hinanden. Anne-Marie arbejdede som frivillig i Dansk Flygtningehjælp, da John kom til Danmark, som politisk flygtning i 1987. De blev kærester og to år senere fik de Kirstine.

Kirstine har kun få minder fra tiden med begge sine forældre. Hun husker, at hendes mor ofte var bekymret. Og at hendes far fik hende til at le. Billeder fra perioden viser Anne-Marie og John, både hver for sig og sammen: hun, lille og slank med blå øjne bag store briller. Han, høj og sort med kort, kruset hår og fra tid til anden et lille overskæg.

Parret skændtes meget, gik flere gange fra hinanden, men fandt sammen igen. Om formiddagen den 5. januar 1994 truede Anne-Marie endnu en gang med at forlade John Mundia. Han kvalte hende i raseri.

Efter at have skjult liget under et tæppe, hentede han Kirstine i børnehave, og om natten parterede han liget med en sav og puttede det i en kuffert. Næste dag prajede han en taxa, kørte kufferten uden for byen og smed den i Aarhus Å. Herfra sejlede den ud til havet, hvor den skyllede i land og blev fundet af to drenge, der var ude og lufte deres hund. John Mundia blev anholdt, og sagen endte i Højesteret, hvor han blev idømt 12 års fængsel og udvisning af landet.
Joseph Mundia og Anne Marie Mandrup Pedersen mødte hinanden, mens hun arbejdede som frivillig i Dansk Flygtningehjælp, hvor han kom til som politisk flygtning fra Kenya i 1987. Privatfoto
Til morens begravelse sad Kirstine ved siden af sin mormor.

»Det lyder måske lidt mærkeligt, men jeg var ikke ked af det eller fortvivlet,« siger Kirstine.

Hun ville gerne op til alteret og kigge ned i kisten.

»Jeg har altid været meget nysgerrig. Jeg ville se, om min mor rent faktisk lå dernede. Og om hun havde det samme tøj på, som den dag, hvor hun blev væk.«

Men det fik hun ikke lov til, så hun var vred. Men hun fældede ikke en tåre, selv om hun syntes, det var ubehageligt, at alle omkring hende græd, da kisten blev sænket ned i jorden.

Indtil Kirstine fyldte seks år, boede hun hos sin mors lillesøster. Moster Hanne var i midten af 20'erne, teologistuderende og boede i en lille lejlighed. Det var ikke en holdbar løsning på sigt.

Kirstines mormor havde fået forældremyndigheden og ville gerne adoptere hende, men det modsatte John Mundia sig.
I stedet kom Kirstine i pleje hos Alice og Finn. De boede i et kæmpestort hus i Langå, hvor hun fik sit eget værelse og en hel flok søskende, for ægteparret havde allerede tre plejebørn og tre egne store børn. Hos Alice og Finn var der faste måltider, madpakken var smurt og plejeforældrene gik hjemme – altid klar til at snakke over en kop te, når hun kom fra skole. Et fotoalbum med betræk af bordeaux velour viser Kirstines opvækst i snapshots ledsaget af Alices sirlige håndskrift:

Kirstine, der laver marcipankonfekt med sine søskende. Kirstine, som er pindsvin til fastelavn, hvor hun hellere ville have været havfrue. Kirstine med blokfløjten mellem hænderne til forårskoncert på musikskolen. Ferie på Malta. Sidste skoledag. Spejderlejr.

Der er også et billede af Kirstine omkring 12 år gammel på en briks i et hvidt lokale ved siden af sin far. Hun har en hønsestrikket trøje på. Han er klædt i hvidt tøj og vindjakke. Billedet er taget i besøgslokalet i Horsens Statsfængsel, hvor John Mundia afsonede sin straf.

Nedenunder har Alice skrevet: »På besøg hos far. Jeg tror, det er sidste gang.«

Det var hendes plejemor, der sørgede for, at Kirstine fik mulighed for at besøge sin far i fængslet. Hendes mors familie brød sig ikke om ideen, men Alice mente, at det var vigtigt, at Kirstine fik et forhold til sin far. Hver anden måned blev hun hentet tidligt fra skole af en socialrådgiver, der kørte hende hele vejen til Horsens. Undervejs stoppede de på den samme tankstation, hvor Kirstine fik en fransk hotdog. Hun glædede sig til at se ham hver gang:

»Det var specielt, og jeg tog altid pænt tøj på.«
Anne Marie Mandrup Pedersen læste teologi på Aarhus Universitet. Hun var 32 år gammel, da hun blev dræbt i januar 1994. Privatfoto
I fængslet skulle de gennem en stor port og en sikkerhedskontrol, hvor alt blev gennemlyst og skannet. Så blev Kirstine og socialrådgiveren fulgt ned ind i et besøgsrum, og lidt efter kom fængselsbetjenten med hendes far. De krammede hinanden. Og så havde de en times tid sammen.

»Det kunne godt være lidt akavet, for jeg havde jo ikke et meganært forhold til ham, men det var rart at se ham. Jeg kunne godt lide hans selskab. Han har nok følt sig tættere på mig, end jeg var på ham. Og jeg kunne godt tænke, at jeg måske skuffede lidt, fordi han havde glædet sig megameget. Jeg havde også glædet mig – men måske lidt mindre.«

Hendes far trak en kaffe i automaten og ind imellem kakao og slik til Kirstine. Hun fortalte om skolen, om sine fritidsinteresser og venner. Han havde sjældent så meget at fortælle. De kiggede i hendes skolebøger og spillede kort. Og da hun begyndte til tværfløjte, tog hun den med og spillede svenske viser for ham. De talte om musik – hun om Spice Girls og Destiny’s Child. Han om Dolly Parton. Han lånte hende en af sine cd'er med Dollys greatest hits. Siden købte hun den selv. Hun har den stadig.

Besøgene fortsatte til Kirstine var 12 år gammel. Da hun var omkring ni år, fortalte han uopfordret, hvorfor han havde slået hendes mor ihjel. De var kommet op at skændes, fordi Anne-Marie ville forlade ham og tage Kirstine med.

»Det var et skænderi, der tog overhånd. Han sagde, at han var meget ked af det, han havde gjort. Og at det ikke var med vilje. Jeg tænkte: ’Okay. Det lyder som en fin forklaring’.«

De talte aldrig om det igen.
Juleaften 1993 fik Kirstine Josephine Wambui Mundia Mandrup Pedersen en lyserød prinsessekjole. I dagene efter, at hendes mor var forsvundet, fik hun lov til at tage den på i børnehave. Privatfoto
Mens John Mundia var fængslet, kæmpede han i årevis for at få forældremyndigheden over Kirstine. Hendes mormor frygtede, at John Mundia ville tage sin datter med til Kenya, når han blev løsladt. Hun gik til medierne, Folketinget og justitsministeren med sagen.

Det førte til en lovændring, som i folkemunde blev kaldt ’Lex Mundia’, der betød, at en far ikke automatisk får forældremyndigheden, hvis han har slået barnets mor ihjel. John Mundia tog sagen helt til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg, men tabte.

I 2001 havde John Mundia siddet syv år i fængsel og stod over for prøveløsladelse. Med Kirstine som argument kæmpede han for at få omstødt udvisningsdommen.

»Hun har allerede mistet sin mor. Skal hun også miste sin far?« lød forsvarerens argument.

Men også den sag tabte han, og i januar 2002 blev han sat på et fly til Nairobi. Lige inden afrejsen talte Kirstine med ham i telefonen, og hendes far lagde vægt på, at det ikke var farvel, men på gensyn.

»Jeg skriver breve til dig,« sagde han.

»Vi skal også ringes ved. Og en dag kan du besøge mig i Afrika.«
14 dage efter at Anne Marie Mandrup Pedersen var forsvundet, blev hendes lig fundet ved Følle Strand i Aarhus bugt. Kort efter blev John Mundia arresteret for drabet på sin kæreste. Foto: Ritzau Scanpix
Da Kirstine voksede op i Langå, vidste de fleste godt, at hendes far sad i fængsel for drabet på hendes mor. Det var dog ikke noget, der blev talt særligt meget om. Hun gik til spejder, håndbold, kor og sammenspil. Hun havde mange, gode venner og var dygtig i skolen. Men hun husker en stærk følelse af at være anderledes.

Fra en tidlig alder bemærkede hun, at der var forskel på hende og de andre plejebørn. Ikke i den måde, de blev behandlet på derhjemme. Men socialrådgiverne, som indimellem kom for at tale med børnene i familien, så anderledes på hende end på hendes plejelillebror og -storesøster, hvis forældre var misbrugere. Det var, som om de havde en særlig medlidenhed med hende. For dem var hun ikke Kirstine. Hun var pigen, hvis far havde slået hendes mor ihjel.

»De sad altid på stikker, når de mødte mig første gang. Det var, som om de tænkte: ’Uh, hvor spændende. Jeg får hende pigen med den grusomme historie’.«

Som lille levede Kirstine meget beskyttet, og detaljerne om drabet lærte hun først at kende, da hun flyttede hjemmefra som 20-årig. Men fra sin plejemor ved hun, at nogle af socialrådgiverne var overbevist om, at hun havde set sin far partere sin mor. Og derfor var dybt traumatiseret.

»Det, tror jeg, er løgn. Så har jeg i hvert fald fortrængt det. Men jeg tror ikke, man kan se sin far partere sin mor og ikke blive sindssyg.«

Inden hun skulle i skole, blev Kirstine sendt til en børnepsykolog i Randers. Her skulle hun lege med et dukkehus, mens psykologen stillede hende spørgsmål. Kirstine brød sig ikke om det, for i dukkehuset var der en meget uhyggelig trold.

»Man kunne ikke sige til dem, at trolden ikke skulle være der, for det var psykologisk legetøj, og det var en del af pointen. Men jeg ville ikke derhen.«

Da hun fortalte Alice, hvordan hun havde det, stoppede besøgene. Hun har ikke været til psykolog siden.

»Jeg tænker ikke, at jeg har haft behov.«
Hvem?

79 pct. af ofrene for partnerdrab er kvinder. Forud for partnerdrab på mænd har der ofte været vold eller trusler fra mandens side.
Hvor?

Flere kvinder end mænd bliver dræbt i hjemmet. 81 pct. af kvinderne og 57 pct. af mændene er dræbt i et beboelsesområde.
Hvordan?

Kvinder bliver oftest dræbt med en køkkenkniv, kvælning er den næstmest hyppige drabsmetode.
Hvem?

79 pct. af ofrene for partnerdrab er kvinder. Forud for partnerdrab på mænd har der ofte været vold eller trusler fra mandens side.
Hvor?

Flere kvinder end mænd bliver dræbt i hjemmet. 81 pct. af kvinderne og 57 pct. af mændene er dræbt i et beboelsesområde.
Hvordan?

Kvinder bliver oftest dræbt med en køkkenkniv, kvælning er den næstmest hyppige drabsmetode.
Da John Mundia rejste til Kenya, blev far og datter ved med at skrive breve til hinanden. I modsætning til tiden i fængslet havde han nu mere at fortælle: Han fik et lille landbrug og beskrev sin hverdag i Nairobi præget af fattigdom og vold.

Kirstine kunne læse ud af hans breve, at han ikke havde det godt. Hun var 16 år og begyndt i gymnasiet, og da hun fortalte Alice om faderens beskrivelse af livet i Kenya, foreslog hendes plejemor, at de skulle sende nogle penge til hendes far. De vekslede danske kroner til 1.000 dollar. Kirstine puttede dem omhyggeligt ned i kuverten med mange stykker papir omkring, så man ikke kunne se dollarsedlerne, hvis man holdt den op mod lyset.

Pengene nåede sikkert frem, for John Mundia skrev tilbage og takkede Kirstine. Og så spurgte han, om hun kunne sende nogle flere.

»Det kunne jeg bare slet ikke overskue. Jeg havde ikke 1.000 dollar, og jeg kunne ikke lide at spørge Alice om flere. Det var jo ikke penge, hun fik refunderet af kommunen.«

Men Kirstine kunne heller ikke lide at skrive, at hun ikke kunne hjælpe ham. I stedet svarede hun slet ikke. Og siden hørte hun aldrig igen fra sin far.

Hun ved ikke, om han stadig lever. Hverken Facebook eller Google har været megen hjælp. Mundia er et temmelig almindeligt navn i Kenya, og når man søger på John Mundia dukker der mest af alt artikler op om drabet.

Kirstine savner ikke sin far, men hun har haft dårlig samvittighed over, at hun ikke svarede, og at han måske har det svært i Kenya. Og hun tænker, det er ærgerligt, hvis han dør, uden at hun har set ham igen. Mest af alt, ville hun ønske, at han ikke var blevet sendt ud af landet, så hun ikke behøvede at bekymre sig om det:

»Det havde været væsentligt nemmere at have en relation til ham, hvis han var blevet her. Det kan godt være, at jeg ikke havde haft lyst til at tale med ham, men så havde det været mit valg.«

Efter gymnasiet tog Kirstine Josephine Wambui Mundia Mandrup Pedersen på højskole, og da hun skulle begynde på universitetet for at læse arkæologi, flyttede hun til Aarhus. Senere blev hun politisk aktiv og har de senere år arbejdet med uddannelsespolitik.

Hun betragter stadig Finn og Alice som sin far og mor, og flere af dem, hun voksede op med som sine søskende. Men det var rart at flytte fra Langå til et sted, hvor ingen kendte hendes forhistorie.

»Jeg ville væk fra Langå, tage en uddannelse og hæve mig over at være hende det mærkelige plejebarn. Jeg har altid vidst, at jeg ville frem i verden, men jeg tror, min baggrund gjorde mig særligt bevidst om, hvordan jeg gerne vil fremstå. Der skulle ikke kunne sættes en finger på mig. Det har altid været vigtigt for mig at vise, at jeg var god i skolen, at jeg var dygtig til mine fritidsinteresser og havde venner. At jeg ikke var kugleskør,« siger Kirstine.
Da hun voksede op, følte Kirstine Josephine Wambui Mundia Mandrup Pedersen ofte, at voksne så anderledes på hende end på andre børn. På grund af hendes historie.
Når hun møder nye mennesker, fortæller hun typisk ikke, at hun er vokset op i en plejefamilie – med mindre de spørger. For hvis hun fortæller, at hun har været anbragt, bliver hun også nødt til at fortælle hvorfor.

»Det er ikke svært for mig at tale om, men nogle mennesker synes, det kan være helt vildt ubehageligt at høre. Mennesker, hvis forældre elsker hinanden højest i verden, går helt i spåner over historien. Det er, som om man udfordrer deres forståelse af, hvad en familie er. Og så er der andre, som er mere stille og rolige omkring det og tager udgangspunkt i, hvordan det er at vokse op i pleje.«

Men det allerværste er at blive mødt med medlidenhed.

»Der er dem, der pludselig synes, at det er megasynd for mig. Men nej, det er ikke synd. Det er mange år siden. Min far drak for meget, og min mor var vildt kristen. De havde det ikke godt sammen, og jeg tror ikke, det havde været en fed barndom at vokse op med dem. Jeg er overbevist om, at mit liv er bedre, end hvis han ikke havde slået hende ihjel.«

Hun er klar over, at den holdning kan virke meget provokerende.

»Jeg siger jo i virkeligheden, at det er bedre, at hun er død. Det er jo virkelig sat på spidsen, og jeg havde forhåbentlig ikke ment det, hvis hun havde levet. Men jeg tror, det var meget bedre, at jeg kom ud til Alice og Finn, hvor jeg fik en tryg barndom med en masse søskende.«

Da en mand i 2014 dræbte sin kæreste, mor til deres to børn, skabte det stor debat, at han året efter fik tildelt forældremyndigheden over børnene. Siden er loven blevet strammet yderligere, så forældremyndigheden skal vurderes i hver enkelt drabssag.

Kirstine mener, at det er vigtigt, at børn får mulighed for at se deres far, selv om han har slået deres mor ihjel. Og hun mener, at børn som udgangspunkt bør anbringes hos en plejefamilie frem for hos den dræbtes familie:

»Det bliver svært at få et normalt forhold til sin far, hvis man kun hører den ene side af historien, og samtidig vokser op i en familie, som har oplevet en stor sorg og måske er ødelagt af det for evigt. Hvis et barn ikke har lyst til at se far, fordi han har slået mor ihjel er det helt fint. Men det skal være barnet selv, der tager den beslutning. Det skal ikke være, fordi man vokser op og hver dag får at vide, at ens far er en stor idiot.«

I mange år var Kirstine bekymret over, at hun ikke følte sorg over at have mistet sin mor. Hun forklarede det med, at hun jo havde været så lille, da det skete. En dag hørte hun sangen »Mother and Father«, som Madonna har skrevet til sin mor, der døde, da hun var fem.

»Så tænkte jeg: 'Åh, nej! Madonna var nogenlunde samme alder som mig, da hun mistede sin mor, og hun er vildt ked af det. Der må være noget galt med mig.'«

Men da hendes plejefar Finn døde for ti år siden, var hun helt knust.

»Og så tænkte jeg, at jeg i hvert fald ikke var følelseskold. Jeg har det i mig.«

Hun ville gerne kunne sige, at hun har tilgivet sin far.

»Men jeg har faktisk aldrig været sur på ham. Vores forhold er det samme, som det var, inden min mor døde. Hvis ens forældre er det vigtigste i ens liv, og man kun har levet et lykkeligt familieliv, er det måske lidt svært at forstå.«

Selv om hun ikke har kontakt med ham længere, er Kirstine glad for, at hun fik muligheden for at lære sin far bedre at kende gennem besøgene i fængslet. Og hørte om drabet fra ham selv.

»Ellers ville jeg jo slet ikke have haft nogen idé om, hvem han var. Og han var en sød og rar mand. Hvis jeg aldrig havde mødt ham efter den dag, hvor han blev hentet af politiet, havde jeg nok haft behov for at spørge ham: ’Hvorfor var det egentlig, at du slog mor ihjel?’«
Kirstine Josephine Wambui Mundia Mandrup Pedersen på besøg hos sin mormor. Hendes opvækst hos plejeforældrene Finn og Alice var for hende en tryg barndom med søskende, venner og problemfri skolegang – mere end, hvad hun i dag tror, hendes egne forældre kunne have givet hende. Privatfoto
1.417 danske drab i 25 år
Ny dansk forskning har kortlagt samtlige drab i Danmark hen over 25 år og giver unik viden om, hvem der bliver dræbt, hvorfor og hvordan. Information går bag om tallene i en serie artikler om ofre, gerningsmænd og de mennesker, der arbejder med at opklare drab.
Tekst: Line Vaaben
Foto: Anders Rye Skjoldjensen · Privatfoto · Ritzau Scanpix
Redaktør: Mikkel Vuorela
Digital produktion: Jon Jørgensen

24. august 2019
Dagbladet Information

Anbefalinger

  • Georgia Skaaning
  • Erik Karlsen
  • Katrine Damm
  • Fødevarestyrelsen Mørkhøj
  • David Zennaro
  • Olaf Tehrani
  • erik pedersen
Georgia Skaaning, Erik Karlsen, Katrine Damm, Fødevarestyrelsen Mørkhøj, David Zennaro, Olaf Tehrani og erik pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer