København er blevet en boble
Afstanden mellem land og by vokser. Akademikere, journalister og politikere klumper sig sammen i København, de gifter sig med hinanden, og deres børn går i de samme skoler.
Og det er et problem for os alle sammen
København er blevet en boble – og det er
et problem for os alle sammen
Afstanden mellem land og by vokser. Akademikere, journalister og politikere klumper sig sammen i København, de gifter sig med hinanden, og deres børn går i de samme skoler. København er blevet en boble. En stamme.
Tekst: Christian Bennike
Illustration: Erik Pontoppidan

Jeg skal giftes til sommer, så jeg har siddet og bakset med en liste over potentielle bryllupsgæster – der er cirka 100 navne. Og så slog det mig pludselig: Jeg tror ikke, at én eneste af dem, stemmer på Dansk Folkeparti. Min kæreste og jeg har gået navnene igennem én for én, og vi helt sikre. Okay, man ved selvfølgelig aldrig heeelt, hvad folk gør, når de står alene i stemmeboksen, men vi er 99,9 pct. sikre.

Ved sidste valg fik DF 21,1 pct. af stemmerne, så der burde vel også være et par DF-gæster til vores bryllup, ikke? Jeg har spurgt Ernst Hansen, der er studieleder på matematik på Københavns Universitet, og han siger, at sandsynligheden for et DF-frit bryllup med 100 tilfældigt udvalgte gæster er 1:196.000.000.000. Altså umuligt.

Det er ikke fordi, jeg bevidst undgår folk, som ikke ligner mig selv. Slet ikke. Men jeg bor i en lille lejlighed midt på Nørrebro i København, hvor Dansk Folkeparti måtte nøjes med 5,4 pct. af stemmerne ved valget i 2015. Til gengæld fik Enhedslisten og Alternativet til sammen 44,4 pct. (og kun 12,6 pct. i hele landet).

Og hvis du læser det her, er der gode chancer for, at du er ligesom mig. Der er 70-80 pct. sandsynlighed for, at du har en videregående uddannelse eller er i gang med én – sådan er Informations læsere nemlig ifølge en Gallup-undersøgelse, vi har fået lavet. Du bor sikkert i København eller Aarhus, og jeg gætter på, at du køber økologisk, spiser fuldkorn, går i sort tøj og – hvis du endnu ikke er gået på pension – arbejder ved en computer. Ligesom mig.
Meget tyder på, at storbyen er blevet en boble. Københavnerne ligner hinanden mere – de er bedre uddannet, yngre og mere venstreorienterede – og afstanden mellem land og by vokser.

Sådan går det i mange lande: Hillary var stormet ind i Det Hvide Hus, hvis byboerne havde bestemt – på Manhattan fik hun f.eks. 87 pct. af stemmerne. Storbritannien ville være blevet i EU, hvis det stod til London – her stemte 75 pct. remain. Og i første runde af det østrigske præsidentvalg var Wien det eneste område, hvor De Grønne var det største parti – i resten af landet var det Frihedspartiet.

Herhjemme har vi opfundet begrebet 'det gule Danmark', fordi Dansk Folkeparti dominerer i Sønderjylland og store dele af Sjælland, og billedet går igen i Polen, Frankrig og Tyskland: Den politiske frontlinje i Vesten går i dag mellem land og by.

Pia Kjærsgaard har talt om »en overlegen storbyelite«, og forleden dag kritiserede den franske præsidentkandidat François Fillon det »lille parisiske mikrokosmos, som tror, de ved alt«.

Måske lever jeg – og vi, formoder jeg – i et overlegent mikrokosmos.
Ved folketingsvalget i 2015 var vælgerforskydningen mellem partierne var den næsthøjeste i 100 år, og Sønderjylland og store dele af Sjælland blev Dansk Folkeparti det største parti. Områderne er blevet kaldt 'Det gule Danmark'.
Et marineblåt hav
Det er én af de sjældne søndage i januar, hvor solen titter frem og farver frostluften orange. Det lokker København ud. Der er kø rundt om søerne, et marineblåt hav af uldfrakker med take away-kaffe, fokuserede motionsløbere og børn i flyverdrager, som titter frem fra ladcyklerne.

Mens gennemsnitsalderen stiger i Danmark, falder den i København (der er nærmest ingen ældre på gaden), og mens kurven over bachelor- og kandidatgrader er steget stødt i byen siden år 2000, er kurven over faglærte og uuddannede faldet – langt mere end i resten af landet. Færre arbejdere, flere akademikere.

Også mig. Jeg har selv gået fem år på universitetet, det har min far og min mor også – og de fleste af mine venner og min forlovede. I dag har 21 pct. af københavnerne en lang videregående uddannelse (i Indre By er det 32. pct.). På landsplan er det kun 8 pct.

»Det, du oplever, er typisk for storbymiddelklassen – journalister, konsulenter, akademikere,« siger Lars Olsen, der har udgivet en række bøger, som beskriver 'den afsondrede byelite'.

»De bor mere koncentreret i hovedstadsområdet og Aarhus. Deres børn går i de samme skoler. Akademikere bliver gift med akademikere, og de søger venskaber med hinanden.«

Der er stadig mange arbejdsløse og indvandrere i København, men byen er blevet opdelt, forklarer seniorforsker i Rockwool Fonden, Jens Bonke – middelklassen klumper sig sammen.

»Danmark har fået rigmandsghettoer, og der er slet ingen tvivl om, at vi får gatede communities, sådan som det er i USA og Sydeuropa. Vi er der ikke endnu, men det kommer.«
Rundstyk-grænsen
Om aftenen ligger jeg i min seng og spiser indisk take-away, mens jeg ser et tv-program om Lars 'Dyne' Larsen. På et tidspunkt sidder han i sit hus i Silkeborg og spiser morgenmad, og selv om manden ifølge Berlingske Business er god for 27 mia. kroner, står den på tørre rundstykker. Altså, sådan nogle med birkes, man køber i store frostposer i Føtex og selv varmer i ovnen. Det lyder måske snobbet, men det har jeg aldrig set på Nørrebro – selv den fattigste studerende køber brød hos Meyers eller i Lagkagehuset.

Jeg googlede lidt, og det viser sig, at Danmark faktisk har en rundstykgrænse, som løber gennem Storebælt. Ifølge Coops 'madomater', som monitorerer danskernes indkøbsvaner, spiser 3,8 pct. af københavnerne rundstykker til morgenmad, mens 13,3 pct. af sønderjyderne gør det samme.

Der står også, at nordjyderne køber flest koteletter, at vestjyderne er til spareribs, og at københavnerne er pjattede med mandler. Så fik man bekræftet de fordomme.

Men jeg vil have mere. Så jeg skriver til mediebureauet Carat, der ved en masse om danskernes vaner og værdier, og de sender mig et stort Excelark med tal fra Gallup, »KBH vs IKKE KBH« hedder det. De har markeret nogle punkter med grønt, hvor forskellen mellem land og by er ekstra store. F.eks. er 20 pct. af københavnerne enige i, at »de offentlige udgifter til kunst og kultur skal øges«, mens kun 9 pct. af ikkekøbenhavnerne er enige.
Danmark har en rundstyk-grænse, som løber gennem Storebælt. 3,8 pct. af københavnerne spiser rundstykker på en gennemsnitlig morgen – 13,3 pct. af sønderjyderne gør det samme.
Her er fire andre forskelle mellem København og det øvrige Danmark
1
Økologi
»Jeg køber helst økologiske fødevarer, hvis jeg kan få det« mener 49% københavnere vs 28% ikkekøbenhavnere
2
Verden
»Danmark skal være mere åben over for omverdenen« mener 58% københavnere vs 36% ikkekøbenhavnere
3
Forandring
»Alting ændrer sig for hurtigt i dag« mener 17% københavnere vs 25% ikkekøbenhavnere
4
Teknologi
»Moderne teknologi tager magten fra mennesker« mener 14% københavnere vs 21% ikkekøbenhavnere
En stamme
Måske tænker vi ens i byen. Forleden lavede jeg en liste med navnene på københavnske spisesteder – der er nemlig et mønster, skulle jeg hilse og sige: Brus, Bror, Bæst, Bestik, Behov, Kul, Köd, Kost, Koks, Smag, Sult, Höst, Rist, Rusk, Relæ, Rebel, Radio, Väkst, Pony, Noma, Tabu, Veto, Goma, Clou, Cupo – og Grød. Mangfoldigheden er til at overse.

»I København ligner vi hinanden som en stamme,« siger Christine Feldthaus, der er konsulent og foredragsholder.

»Folk går i det samme tøj, drikker den samme kaffe af den samme kop og spiser det samme nye nordiske mad – minimalistisk uden at være prangende – gerne glutenfri, hvedefri, med spirer, kakaonips og bønner.«

Måske kan man ligefrem se folk på brokvartererne og det centrale København som en stamme i socialpsykologisk forstand: en veldefineret enhed, som deler værdier og definerer sig i modsætning til andre grupper.

»Ja, det kan man sagtens,« mener Torben Bechmann Jensen, der er studieleder på Institut for Psykologi.

»Kan man samles om et fælles værdisæt? Kan man slå op i en imaginær bog og læse, hvad man skal købe, mene eller tænke? Ja, det kan man. Der er ikke nogen tvivl om, hvad der er rigtigt på bjerget.«

Det skyldes måske, at vi byboere har ret ens job. I september skrev Fagbladet Journalisten, at 39 pct. af fagforeningens 17.000 medlemmer bor i Københavns Kommune – ja, faktisk bor der flere journalister på den 500 meter lange Absalonsgade på Vesterbro end i hele Vesthimmerlands Kommune!

Jeg har skrevet til Dansk Magister Forening og Djøf, og deres flinke (højtuddannede) pressefolk har sendt mig Excelark, der tegner samme billede: 47 pct. af landets knap 100.000 djøf'ere bor enten i København, Frederiksberg, Gentofte eller Aarhus. Og 51 pct. af de 50.000 magistre gør det samme. Hos FOA er det anderledes. De 181.000 medlemmer, som typisk har kortere uddanneler, er jævnt spredt over hele landet, og kun 14 pct. bor i København, Frederiksberg, Gentofte eller Aarhus.
Nazisvin
Næste dag cykler jeg ned ad Jægersborgsgade på Nørrebro, hvor butikkerne sælger økologisk tysk uldundertøj, is lavet med flydende nitrogen og håndsnittede grydeskeer til 999 kroner pr. styk.

I Blågårdsgade på den anden side af Assistens Kirkegård hænger der stadig orange plakater med »FOREIGNER PLEASE DON'T LEAVE US ALONE WITH THE DANES«, en slet skjult kritik af Dansk Folkepartis indflydelse på udlændingepolitikken. Her er en lejlighed til salg: 120 kvadratmeter på 3. sal for fem millioner kroner – men så ligger den også midt i det »pulserende liv med hyggelige cafeer, skønne ølbarer og friske grønthandlere på hvert et gadehjørne,« som ejendomsmægleren skriver.

På en café i gaden møder jeg Weekendavisens journalist og kommentator, Søren K. Villemoes – han bor lige over for (og jeg bor selv 200 meter herfra).

»Det er jo københavnere, der er de mærkelige – det er os, der er undtagelsen,« siger han.

»Det er meget mere unormalt, at så mange stemmer på Alternativet og Enhedslisten, end at Sønderjyderne stemmer DF.«

Han er selv vokset op i København i 1980'erne, »dengang der stadig var en masse skøre typer i byen«. I dag er her noget mere »indspist« og »konformt«, mener han, og det påvirker måden, folk i byen tænker på.

Han har tidligere kritiseret kønsdebatten for at være indspist, og han har kaldt det litterære københavnermiljø »en lille villavej i provinsen, hvor alle kender hinanden, er indforståede med tabuerne, omgangstonen og den rette etikette«.
Sidste gange Hizb ut-Tahrir holdt stormøde på Nørrebro, mødte For Frihed (Danmarks svar på Pegida) op for at demonstrere imod dem.
Da de venstreorienterede aktivister fra Antifascistisk Aktion fandt ud af det, troppede de op og råbte »nazisvin« af For Frihed.
Stammetænkningen viste sig også den 6. november sidste år, da Hizb ut-Tahrir holdt stormøde på Nørrebro på en grå efterårsdag: En lille gruppe mennesker fra For Frihed (Danmarks svar på Pegida) var mødt frem med dannebrogsflag og bannere for at demonstrere mod islamisterne. Da de venstreorienterede aktivister i Antifascistisk Aktion fandt ud af det, troppede de også op – ikke for at demonstrere imod Hizb ut-Tahrirs kønsopdelte møde – men for at råbe »nazisvin« og »ingen racister i vores gader« af For Frihed.

»Jeg har set det så mange gange,« siger Søren K. Villemoes.

»Det er netop en stammelogik: 'Vi hører til i en gruppe, som er defineret i modsætning til en anden gruppe,' og den dynamik er ekstra stærk i København. Især på venstrefløjen. Venligheden over for indvandrere, skyldes ikke fælleskab med dem, men en modstand imod DF. Man interesserer sig ikke for indvandreren, det er en strategisk alliance, fordi man har en fælles fjende.«

Jeg kan ikke lade være med at føle mig ramt. Ingen af mine gode venner er indvandrere. Selv om der var en del i min gymnasieklasse, kender jeg ikke rigtig nogen. Og jeg bor endda midt på Nørrebro. I min karré er den ene langside fuld af almene boliger med indvandrerfamilier, og min ende af karréen er fuld af andelsboliger med hvide børnefamilier. De to taler meget lidt med hinanden.
Der er et opdelt land
Lige siden 1800-tallet, hvor europæerne forlod landbruget og vandrede til byerne for at arbejde på de nye fabrikker, har sociologer interesseret sig for forskellen mellem land og by. Tyskeren Ferdinand Tönnies mente, at de to livsformer var grundlæggende forskellige: Livet på landet kaldte han et Gemeinschaft, et samfund med sammenhængskraft og social deltagelse. Byen var derimod et Gesellschaft med svage bånd mellem familie og naboer. Den skelnen giver stadig genklang.

I DR's dramaserie Arvingerne portrætteres provinsen gennem en håndboldklub på Fyn.

»Børnene går over i hallen og får cowboytoast, kirken sælger hæklede ting, erhvervslivet holder middage og politikerne kommer. Hele lokalmiljøet er repræsenteret,« sagde seriens hovedforfatter, Maya Ilsøe, for nylig til mig i et interview her i Information. Håndbold er fællesskab. Over for håndboldhallen står kunsthallerne i København, der er fulde af individualisme og »hippiebevægelsens opgør med den traditionelle orden«, som Maya Ilsøe formulerede det.

På caféen på Nørrebro tænker Søren K. Villemoes tilbage på dagene efter folketingsvalget i 2015, hvor Dansk Folkeparti var gået frem, og medierne havde travlt med at rapportere fra 'det gule Danmark'.

»Der var den ene røvsyge reportage fra Sønderjylland efter den anden, hvor almindelig mennesker fortalte, at de var trætte af Løkke og københavneriet,« siger han.

»Men den mest spændende reportage var et indslag fra Nørrebro, hvor de spurgte folk, hvad de troede, der var sket i Sønderjylland. Jeg kan huske, at én, der hed Babushka eller sådan noget, fortalte, at det nok var fordi, man ikke kom hinanden så meget ved ude i provinsen. Man var nok lidt overfladisk.«

Søren K. Villemoes kan ikke lade være med at grine. Han så tv-indslaget, mens han spiste fødselsdagslagkage i stuen hos sin svigerfamilie i Kibæk syd for Herning – de havde stemt på Dansk Folkeparti.

»Min svigerfar er helt åben om, at han stemmer DF: 'Vi kan umuligt tage imod alle de flygtninge, der komme over Middelhavet,' siger han, og det er jo rationelt og ikke racistisk. Deres bedste venner er en kroatisk flygtningefamilie, og de har adopteret alle deres børn fra Indien. Og så sad vi dér, og så folk fra mit kvarter fortælle, hvor fordomsfulde, dumme og racistiske sådan nogle som min svigerfamilie er. Det var så pinligt. Jeg skammede mig på Nørrebros vegne.«
På Nørrebro i København, måtte Dansk Folkeparti nøjes med 5,4 pct. af stemmerne ved valget i 2015. Til gengæld fik Enhedslisten og Alternativet til sammen 44,4 pct.
Brexit, Trump og 'det gule Danmark'
Boblerne er ikke kun pinlige – de har også politiske konsekvenser.

»Brexit, Trump, folketingsvalget i 2015: Det hænger sammen. Det er de oversete, der banker på døren,« siger Lars Olsen.

»Storbyboblen skaber politisk ustabilitet og spændinger i samfundet. Historisk set blev politik i Danmark formet af brede folkebevægelser – fagbevægelse og bondebevægelse – men i dag har vi fået en professionel politik, som er forankret i storbyens velhaverområder, så tømrersvenden i Sønderborg og pædagogen i Slagelse – ja, selv sygehjælperen på Vestegnen – føler sig koblet af.«

Splittelse kan blive et problem for velfærdssamfundet, for når samfundsgrupper bliver usynlige for hinanden, bliver de fremmede. 'De andre'. 'Dem dér'. Og så falder solidariteten også, for hvem gider betale halvdelen af sin løn i skat, hvis den går til 'dem dér'.

Boblerne kan også blive selvforstærkende. Jens Bonkes forskning viser, at de fleste mennesker finder en partner, der ligner dem selv. Og de sociale medier kan skabe ekkokamre, hvor vi kun får opdateringer fra medlemmerne af vores egen boble.

Og vi giver det hele videre til næste generation: Når københavnske børn fra den øvre middelklasse kommer i 8. klasse, er 45 pct. af deres klassekammerater i gennemsnit fra samme sociale lag – i 1995 var det kun 30 pct. Samme udvikling er sket i Aarhus, viser en ny analyse fra AE-Rådet.

»Der er kommet flere eliteskoler, og skolerne er blevet mere polariserede,« siger analysechef hos AE-Rådet, Jonas Schytz Juul.
London-regionen var den eneste af Englands ni regioner, hvor der var flertal for at blive i EU. I selve London stemte 75 pct. af vælgerne remain.
En bro fra kyst til kyst
Jeg er rutineret. Med ørepropper til kabinen og boardingpas på mobilen trækker jeg rullekufferten gennem Kastrup Lufthavn. Et par pressefoldede forretningsmænd vandrer målrettet mod gaten, og en forvirret turistfamilie forsøger at få styr på både bagage og unger. Min kæreste studerer i Krakow lige nu, forrige år var hun i Italien, og sidste år var vi et halvt år sammen i Strasbourg. Så jeg er vant til at rejse – og det er et andet træk ved københavnerboblen, fortæller livsstilsekspert Anne Glad: »De rejser hele tiden.«

Man kunne kalde dem easyjetsetet, en gruppe veluddannede og engelsktalende byboere, som ubesværet hopper fra én vestlig hovedstad til en anden godt hjulpet på vej af fri bevægelighed, Erasmus-programmer og billige fly. Marine Le Pen sagde forleden, at den »virkelige skillelinje« i moderne politik ikke går mellem venstre og højre, »men mellem de nationale og dem, der har en postnational vision«. Der er ingen tvivl om, hvor hun selv står.

Fordi afstanden mellem land og by vokser internt i landene, har easyjetsettet måske mere til fælles med hinanden end med provinsbefolkningen i deres eget lande. Det mener nogle af min kærestes medstuderende i hvert fald. En aften, hvor vi diskuterede politik over en øl, sagde en ung studerende til mig: »Jeg tror ikke på nationalstaten.«

Jeg er selv skeptisk over for hendes synspunkt, men meget tyder på, at der er opstået en slags livsstilsalliance mellem Vestens hipsterhovedstader – fra Prenzlauer Berg i Berlin til Marais i Paris, Shoreditch i London, Williamsburg i New York, Södermalm i Stockholm, Amsterdam-Noord eller Kazimierz i Krakow (hvor min kæreste bor).

Det er da også billigere og hurtigere for mig at rejse til Krakow end til Ringkøbing, hvor min familie har sommerhus. Min Norwegian-billet koster 864 kroner tur-retur, metroen går lige til lufthavnen og flyveturen tager fem kvarter.

I USA er polariseringen mellem by-demokrater og land-republikanere stukket helt af. Pew Research Center har fundet ud af, at amerikanerne nu har sværere ved at acceptere, at deres familiemedlemmer gifter sig med en person, der støtter det modsatte politiske parti, end hvis de gifter sig med en person med en anden hudfarve.

I Danmark er splittelsen mindre. Vi har »trods alt en kommunal udligning og et ideal om, at den offentlige service skal være nogenlunde den samme, uanset hvor i landet, man befinder sig,« som professor i statskundskab på Aalborg Universitet, Jørgen Goul Andersen, skriver til mig.

»Vi har ikke de voldsomme regionale variationer i ledigheden, og vi har ikke mange områder præget af sunset industries (industrier i tilbagegang, red.) med akkumulerende sociale problemer og ringe fremtidsudsigter. Lolland kommer måske tættest på – men det er så undtagelsen, der bekræfter reglen.«
Ved første runde af det østrigske præsidentvalg var Wien det eneste område i landet, hvor De Grønne var det største parti – i resten af landet var Frihedspartiet størst.
Mere splittet i 1920'erne
Der kommer faktisk to fra Lolland til vores bryllup til sommer, men de bidrager ikke meget til folkeligheden – det er min kærestes to lesbiske mormødre. Og de stemmer ikke DF.

Til gengæld gemmer Lolland-eksemplet på en historisk pointe, forklarer professor emeritus ved DPU, Ove Korsgaard over en telefon: I 1928, da hans faster fra Mors i Nordjylland ville gifte sig med en københavner, tog hendes bedsteforældre ikke med til brylluppet – brudens familie var nordjyder og grundtvigianere; gommens var fritænkere og byboere. Det kunne ikke forenes.

»Dengang var Danmark rigtig splittet,« siger Ove Korsgaard.

Men så kom Anden Verdenskrig og velfærdsstatens guldalder fra 1945 til 1973. Vi fik folkepension, børnehaver og en fælles folkeskole. Alle så DR, og partipressen forsvandt.

»Vi blev homogene, som vi aldrig har været før. I 1960'erne begyndte vi endda at gå i den samme nationaldragt: joggingdragten. Pludseligt lignede en direktør og en slagteriarbejder hinanden, når de mødtes i Brugsen,« siger Ove Korsgaard.

– Så Danmark i dag er mere splittet end i 1960'erne. Men mindre splittet end i 1920'erne?

»Ja, præcis.«

Det er vel en lille trøst. Jeg er trods alt sikker på, at min jyske familie kommer til mit københavner-bryllup. Uanset hvad de stemmer.

Jeg kommer til at at tænke på noget, Søren K. Villemoes sagde, lige inden vi gik hver til sit: »København er sgu ikke helt normal.«

Det har han ret i. Og i en tid, hvor de politiske jordskælv nærmest står i kø, er det nok vigtigt at huske på: Vi er ikke helt normale i byen.
Dagbladet Information

Tekst:
Christian Bennike
Illustration: Erik Pontoppidan
Redaktør: Kristian Villesen
Digital produktion:
Alexander Sjöberg

Publiceret 21. januar 2017
En måneds gratis Information digital + papiravisen fredag og lørdag

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Ernst Enevoldsen
    Ernst Enevoldsen
  • Brugerbillede for Niels Nielsen
    Niels Nielsen
  • Brugerbillede for Tanni Kromann
    Tanni Kromann
  • Brugerbillede for Troels Brøgger
    Troels Brøgger
  • Brugerbillede for Per Torbensen
    Per Torbensen
  • Brugerbillede for Michael Friis
    Michael Friis
  • Brugerbillede for David Zennaro
    David Zennaro
  • Brugerbillede for Finn Thøgersen
    Finn Thøgersen
  • Brugerbillede for jørn andersen
    jørn andersen
  • Brugerbillede for Klaus Seistrup
    Klaus Seistrup
  • Brugerbillede for Christian  de Thurah
    Christian de Thurah
  • Brugerbillede for Peter Møllgaard
    Peter Møllgaard
Ernst Enevoldsen, Niels Nielsen, Tanni Kromann, Troels Brøgger, Per Torbensen, Michael Friis, David Zennaro, Finn Thøgersen, jørn andersen, Klaus Seistrup, Christian de Thurah og Peter Møllgaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Peter Sterling
Peter Sterling

Der er et opdelt land, i bunden af landet er det ikke pr. valg men pr. tvang. Skribenten sender E-mails til gud og hvermand og får svar prompte. I bunden er det umuligt at få svar på de mest basale spørgsmål, på socialkontorerne skal man have en advokat med for at få svar ensidige sin ret, hvem her nede har råd til en jurist? Hvert samfundslag op over ens eget er dyrere i drift og dræner energi samt penge, bunden har en hel pyramide hængende over hovedet som presser os ned i dynget.

Fri process ved domstolene er nede på 1/5 af hvad den var, Skat er gået fra 13.000 medarbejdere til 6.000 og er ude af stand til de mest basale arbejdsgange, kun for at magteliten ikke skal kontrolleres og betale skat. Følgen er at alle sociale institutioner er halverede.

Seneste tal viser at kun 2% af virksomhederne undersøges, vs. alle de fattige registreres i hoved og privaten af staten, Skat, Google, Facebook etc. Tocifrede milliarder bruges på jobcentre på at kontrollere folk, mens virksomhederne går udenom jobcentrene når de skal hyre nye medarbejdere.

"Skats egne tal viser, at de årligt kun kontrollerer tre procent af de virksomheder, der er i Danmark. Og ifølge Skats egen undersøgelse, den såkaldte Compliance Analyse, er der fejl i skatten hos over halvdelen af virksomhederne i 2012. Hver tiende virksomhed snyder ifølge undersøgelsen bevidst. Groft sagt kan virksomheder i et eller andet omfang afregne, angive og betale det, de har lyst til. Flere medarbejdere, som DR Fakta har talt med, mener, at der er en direkte sammenhæng mellem de mange nedskæringer i Skat og den manglende kontrol af virksomhederne". https://www.dr.dk/nyheder/penge/skat-medarbejdere-det-er-alt-nemt-virkso...

"Københavnerboblen rejser hele tiden". Det er årtier siden sidst bunden har været ude at rejse, og køkkenrullen er skiftet ud med toiletruller, politikerne har presset citronen til det yderste. Her er en vejledning i 8 dele om hvordan vi gør oprør: https://www.information.dk/comment/1148889#comment-1148889 Selv om aktivisme er smertefuld og farlig, er det også det terræn, hvor velfærdskampe skal udkæmpes og vindes, civil ulydighed og civile strejker og civile blokader. Det er sådan velfærdssamfundet blev skabt og dette er sådan fremtiden skabes, velfærden er vores ansvar, velfærdsoprøret er på vej.

I Danmark er uligheden langt større end de officielle tal siger, herhjemme er alt til salg inklusiv den lovgivning som politikere ved tager. Særligt efter 2008 har dagsordenen været nedskæringer i de offentlige udgifter, politikerne er ellers hurtige til at slå ned på sort arbejde eller bagatel snyd hos almindelige borger, men ikke de rige skattely svindlere - vennerne.

Det globale beløb for gemt offshore skattely løber op til $36 trillion, det er løst oversat langt over 252.000 milliarder kroner. http://www.taxjustice.net/2016/05/09/17103/ Der er kaos i den kriminelle skatteunddragende overklasse, symptomerne ligner en mellemting mellem ADHD og grådighedsstress.

Regering er styret af magtsyge, grådighed, had og blind ideologi, skaden for Danmarks vedkommende er umådelig stor. De mennesker som regerer landet er ikke dem som vi ønsker og respekterer, det Danmark de har skabt vil vi ikke kæmpe for. dette er ikke længere det land som vi blev født i. Danmark er gået fra at være en socialstat til at blive en sociopat stat.

Ingen kontrollerer virksomhederne, ingen undersøger bankerne for bla. skattelyassistance, ingen undersøger politikerne for korruption og magtelite forbindelser og vennetjenester, familierejser og efterfølgende ansættelse i privaten for tro tjeneste, ingen undersøger embedsmændene for at forhindre sociale tiltag i kommende lovgivning.

Politikerne siger at de offentlige pengekasser er tomme og at sundhedsvæsenet, forskning og uddannelser må skæres ned, befolkningerne må arbejde længere og gå senere på pension, skoler, hospitaler og plejehjem må acceptere nedskæringer, og folk må døje med reduceret arbejdsløsheds understøttelse.

Rolf Andersen, jørgen djørup, Elisabeth Andersen, Svend Bendt, Peter Wulff, Sten Victor, Anders Reinholdt, Ernst Enevoldsen, Jesper Andersen, ingemaje lange, morten rosendahl larsen, Bill Atkins, David Breuer, Per Torbensen, Charlotte Svensgaard, Bernd Åke Henriksen, Carsten Svendsen, Dennis Iversen, H.C. (Hans Christian) Ebbe, Marie Mollerup, Flemming Berger, Torben K L Jensen, Helene Kristensen, Britt Kristensen, Anne Eriksen, Lise Lotte Rahbek, Bjarne Bisgaard Jensen, Egon Stich, Hans Christian Asmussen, Kim Houmøller, Finn Bendixen, Niels Nielsen, Flemming S. Andersen og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jens Thaarup Nyberg
Jens Thaarup Nyberg

"Og hvis du læser det her, er der gode chancer for, at du er ligesom mig."
Slet ikke: hvis du læser her, er der gode chancer for, at du er ligesom jeg.

Brugerbillede for Flemming S. Andersen
Flemming S. Andersen

Hvis uligheden bliver for stor, så kan demokratiet ikke længere træffe beslutninger der opfattes som legitime af alle borgere.
Det gælder både ulighed i indkomst, som det gør i velfærds og service tilbud.

Eks. Et miljøforslag for luftforbedring, har helt forskellig betydning for de mennesker der på en travl gade i København bliver besværet med røgen fra en brændeovn oven i, og en familie på landet der har brændeovnen som hovedvarmekilde og stadig trækker vandet op af en brønd, hvor frøerne skider i vandet.

Birte Andersen, Egon Stich, Jens Thaarup Nyberg og Finn Bendixen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Robert  Kroll

Der er faktisk flere byer i verden, der har flere indbyggere end Danmark.

Så se på Danmark som én stor by med forskellige kvarterer - så er perspektivet mere retvisende.

Rikke Nielsen, Michael Friis og Bent Jensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lasse Glavind
Lasse Glavind

For så vidt en ganske udmærket artikel, der næsten undgår at bruge den fejlagtige betegnelse 'københavnere' om den her socialgruppe, der er gået solo i de vestlige storbyer. Man kunne så godt have ønsket sig, at skribenten - nu han loyalt citerer Søren Willemoes' sædvanlige tirader om venstrefløjens hykleri - også havde brugt lidt tid på at fortælle, at samme venstrefløj i sin tid faktisk kæmpede ret hårdt for at undgå den her forudsigelige udvikling, da socialdemokraterne med hård hånd styrede Københavns byudvikling og byfornyelse i 1990'erne.

Og så synes undertegnede også, at det kunne have været spændende med en refleksion over, hvorfor den her udvikling og de politiske beslutninger bag til daglig er så fraværende i den offentlige debat, når nu der bor så mange mediemennesker med magt i byen? Men det kan måske blive emnet for den næste artikel?

Niels Nielsen, David Zennaro og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Erik Karlsen

"Her er fire andre forskelle mellem København og det øvrige Danmark"
Jeg kunne godt tænke mig at se samme måling med en hvilken som helst anden større by i Danmark end Kbh. Jeg tror, der vil kommer nogenlunde det samme resultat ud af det, hvorefter man ville kunne rubricere Kbh. i gruppen "resten af Danmark". ;-)

Jens,
hvad mente du egentlig med din rettelse den 21. januar kl. 12:01 fra det grammatisk korrekte "mig" til "jeg"?

Brugerbillede for Jens Thaarup Nyberg
Jens Thaarup Nyberg

@Erik Karlsen
I min verden er "jeg" den rigtige form i konteksten.
"Og hvis du læser det her, er der gode chancer for, at du er ligesom mig [er]."
Og "det" er overflødigt.

Brugerbillede for ole rasmussen
ole rasmussen

Det er korrekt at København ikke længere er beboet af københavnere, bortset fra i de mange små og dårlige boliger. Med en nordjyde ved roret, så skal det gå galt.

Brugerbillede for torben morten lund
torben morten lund

God artikel. Og tallene holder, vurderinger kan diskuteres. Men hvorfor flytter folk til urbane områder, når både det ene og andet er bedre på landet ?

Brugerbillede for Morten Lynge

Københavnere om resten af Danmark: "Udkantsdanmark"
Resten af Danmark om Københavnere: "Udkantssverige"

Brugerbillede for Jørgen Garp

I modsætninjg til Trump kan Søren K. Villemoes da i det mindste godt skamme sig - lidt på egne vegne men aller mest på "Nørrebros vegne".
Det er ren Jørgen Rygs "Nytårsløjer", for når provinsen opfører sig provinsielt omkring håndboldklub mv, så er det "Nytårsløjer", mens når de gør helt det samme på Vesterbro og Nørrebro, altså opfører sig lige så provinsielt men omkring café'er mv., jamen så er det "Hærværk"!
Når Søren K.'s svigerfar »er helt åben om, at han stemmer DF: ’Vi kan umuligt tage imod alle de flygtninge, der komme over Middelhavet,’ siger han, og det er jo rationelt og ikke racistisk."
Så skammer Søren K. sig ikke over den åbenlyse idioti, der ligger i DF udsagnet - for hvem i alverden har bare antydet, at "vi" i DK skal tage alle flygtninge - for det er jo rene Nytårsløjer som i "rationelt og ikke racistisk"!
På samme måde som det jo er "Nytårsløjer" og helt "rationelt", at sønderjyderne stemmer DF, og straffer partiet Venstre", fordi de er imod nedlukningen af lokale skoler, hospitaler, politi- og rednings stationer, som er gennemført af VK regeringen med kommunalreformen 2007 sammen med - 'sig navnet' DF!
Og hvis manden altså Søren K.'s svigerfar med sit "vi" skulle mene hele Europa eller EU, ja så er det jo som bekendt en overkommelig opgave, hvis flygtningene bare blev fordelt ligeligt.
Derimod er det jo i vor ven Søren K's logik, kritikløst refereret af journalisten bag artiklen Christian Bennike, som nævnt rent "Hærværk" med de selvtilstrækkelige provinsielle københavner huller Nørre-, Vester- og hvorfor nu glemme Østerbro, ligesom det er rent "Hærværk", når Antifascistisk Aktion ulogisk går efter Pediga foreningen 'For frihed' med nazi skældsord, men ikke agere på samme både overfor de fascistoide Hizb-ut-Tahrira!
Ak ja sådan går det jo, når man ikke nøjes med at "skamme sig" på egne vegne, men begynder at inddrage sine naboer og lade dem bære hovedskammen!

Rikke Nielsen, Anders Reinholdt, Niels Nielsen og Jørn Vilvig anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Charlotte Svensgaard
Charlotte Svensgaard

Årsagen til at København bliver mainstream kan tillægges byplanlæggere og by fornyelses projekter. Det er ren økonomi som gør at de skøre, de skæve, pensionisten og og SoSu'en er flyttet. De flyttede ikke frivilligt, de tabte deres billige 2V til byfornyelsen og spelt segmentet som ikke kan leve på mindre end 120 kvm

Bastian Barx, kjeld jensen, Jesper Andersen, Niels Nielsen og Per Torbensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for morten rosendahl larsen
morten rosendahl larsen

Som den "firstmover " jeg er :-) ! Er jeg flyttet til Falster ved skov og vand....Og det er som 4 generations ærke københavner.......men Kbh er blever så pæn, trendy og "ligusterficeret", så den er ligegyldig og røvsyg.....Så lad dog bare eliten overtage " Jyderup " Og dø af correctness og kedsomhed....

Brugerbillede for Jan Hillers

Fremragende og vigtig artikel der flot supplerer artiklen om demokrati og følelser også i Moderne Tider.

Brugerbillede for Jesper Andersen
Jesper Andersen

Intet nyt under solen. Artiklen er symptomatisk for polariseringen, Den er skrevet af en, som ikke ser ud over sin egen næsetip. Det er det rene afladskræmmeri, som sker blandt de velbjergede københavnere. Man køber økologisk og har en Christianiacykel og samtidig forbruges der et hav af flybrændstof. Oven i købet hos absolut ikke socialt bæredygtige selskaber. Stemmen på enhedslisten rimer ikke med adfærden, men den afbalancerer det indre regnskab. Deres rette politiske tilhørsforhold ses ved deres skolevalg, der som regel er direkte skadeligt for integrationen. Til gengæld kan de i omgangskredsen mønstre et par "lesbiske mormødre", så det regnskab er skam også afstemt i deres egen bevidsthed.
De tror, at de gør tingene åh så godt for deres poder, men det er de stakkels børn, som engang skal betale regningen. Og den vil i mange tilfælde være ubetalelig.
Men der findes dog undtagelser. Der er også en del af de velbjergede som lader tanke og handling følges, desværre stemmer de på et af de neoliberale partier.
Og til de sande idealister, som heldigvis stadig findes på venstrefløjen: Vi må aldrig give op, højrefløjens projekt er dømt til at falde fra hinanden. De kan ikke blive ved at lyve for sig selv og os andre, uden at folk vender dem ryggen.

Brugerbillede for Maj-Britt Kent Hansen
Maj-Britt Kent Hansen

Erik Karlsen skrev den 22.1. kl. 23.08 om mig/jeg
"Jens,
hvad mente du egentlig med din rettelse den 21. januar kl. 12:01 fra det grammatisk korrekte "mig" til "jeg"?"

Det er EK, der har ret.

Som teksten er formuleret i artiklen, kan der IKKE være tale om at skrive jeg i stedet for mig. Verbet "er" er jo NETOP udeladt, og dermed kan der ikke stå "jeg".

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

mig
bruges som bøjningsform af det personlige pronomen jeg når dette fungerer som objekt for et verbum eller er styret af en præposition

hvordan kan man forvente, at en indvandrer skal kunne forstå det?

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Maj-Britt
fordi mange kører rundt i mig og jeg, hvorfor skulle indvandrere så ikke have problemer med det?t, Jeg skal heller ikke gøre mig fri af muligheden for at lave fejl. Er der i øvrigt noget kasus involveret?
Jeg synes, at jeg kan dække det objektive, hvis jeg omfatter hele jeget, med sjæl og krop, mens mig kun omfatter min fysiske tilstedeværelse. Der er også du, dig, din, I, jer, jeres, De, Dem Deres, de sidste er vist væk,. Jeg synes det er svært, hvad synes du?

Brugerbillede for Maj-Britt Kent Hansen
Maj-Britt Kent Hansen

Michael - nu forstår jeg ikke, hvor indvandrere kommer ind, men når man ser/hører fejltagelsen - altså der siges jeg i stedet for mig, så skyldes det nogle gange misforstået korrekthed. Vedkommende har lært, at man ikke siger "Michael og mig skriver sammen", men "Michael og jeg skriver sammen". Men dette er ikke ensbetydende med, at det hedder: "Send Michael og jeg et brev".

Lene Espersen, som jo er fra Nordjylland, siger/sagde også jeg, når det skulle være mig. Om der kan være lokale forskelle i brugen, ved jeg ikke.

Dronningens nytårstale havde samme fejl, idet der blev sagt/skrevet "de", når det skulle være "dem".

Grammatisk er der tale om pronomener, men jeg kan ikke linke til Retskrivningsordbogen, hvor grammatikkens regler er beskrevet. Her gennemgås de også: http://sproget.dk/raad-og-regler/typiske-problemer/pronomener.

Jeg synes ikke, at det er svært, men jeg ved, at alle ikke har det sådan. Præpositioner har mange problemer med. "På" anvendes f.eks. i snart sagt alle forbindelser.

Rolf Andersen, Henrik Brøndum og Niels Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Rikke Nielsen

Det hele stinker af mindreværdskomplekser.

At opfatte København som et stammesamfund er fuldstændigt ude i hegnet eftersom store dele af den københavnske befolkningen netop har sine (ungdoms) rødder i andre dele af landet - de har bevidst valgt at flytte til og med sig har de taget den bagage som udgøres af det sted hvorfra de kommer. Dét gør forskellen og skaber mangfoldigheden. Og at se på fællesskabet via de politiske grupperinger er også forkert (enhver ved at størstedelen af de unge på Nørrebro er utilpassede unge fra Nordsjælland); du skal se på hverdagen og hverdagsmennesket, og her er en anden type fællesskab og tolerance end den, der bekrives med en ligusterhæk.

Stammesamfundet findes dér, hvor folk flytter fra og ikke til - eftersom det hele bliver lidt indavlet og indforstået.