information
Det kommunistiske kup der slog fejl
I dag for 25 år siden forsøgte kupmagere at bremse Gorbatjovs reformer af Sovjetunionen. Det mislykkedes takket være menige russeres vilje til demokrati og blev begyndelsen til enden for Sovjet
Moskva kort efter kupforsøget imod Sovjetunionens sidste præsident, Mikhail Gorbatjov, var en sælsom oplevelse.

Oprydningen var stadig i gang omkring begivenhedernes centrum ved Det Hvide Hus i byens centrum.

Men ikke langt derfra lignede den sovjetiske hovedstad sig selv. Dækningen i alverdens medier gav indtryk af, at hele byen havde været med i opgøret med kupmagerne, men samtaler med mange moskovitter efterlod det indtryk, at de fleste millioner i millionbyen slet ikke anede, hvad der var sket kort forinden.

»Jeg var ikke inde ved Det Hvide Hus. Jeg så enkelte kampvogne, men det meste af byen var helt rolig, og folk passede deres daglige arbejde,« sagde en ældre herre.

En yngre kvinde sagde: »Når man har børn, holder man sig væk fra den slags ballade, så jeg aner ikke, om balladen her overhovedet har gjort en forskel for os. Det tror jeg nu ikke.«

Man kan i disse Putin-tider tvivle på, at demokratiet nogensinde kan vinde indpas i det Rusland, som fulgte efter sovjetsammenbruddet, men nedkæmpelsen af kupmagerne viste, at mange russere har stort talent for demokrati og revolutionær adfærd.
Vilnius, januar 1991. En mand bider sig i handsken, efter at Gorbatjovs specialstyrker har indtaget TV-tårnet i Vilnius
Det startede alt sammen den 19. august 1991, da en række regeringsmedlemmer afsatte præsident Mikhail Gorbatjov, der ferierede på Krim. Det var vicepræsidenten, ministerpræsidenten, indenrigs- og forsvarsministeren, der gennemførte det sammen med KGB-chefen. De var utilfredse med Gorbatjovs reformer og med en ny unionstraktat, der ville give de 15 sovjetrepublikker øget selvstyre og dermed begrænse sovjetregeringens magt.

Gorbatjov havde selv banet vejen for kuppet, da han havde udnævnt samtlige kupmagere og begrænset reformerne i overensstemmelse med deres krav.

Men dårlig planlægning og folkelig opstand gjorde en ende på kuppet efter kun tre dage.
Forbenede kommunister
Selv oplevede jeg kuppet i den daværende sovjetrepublik Letlands hovedstad Riga, hvor det trak ud en dag længere end i Moskva. De lokale kupmagere var forbenede kommunister, der var rædselsslagne for de stærke frihedsbevægelser i de baltiske lande.

Derfor nægtede de at anerkende, at kuppet i sovjetimperiets centrum var mislykkedes.
I Riga gjorde de lokale kupmagere, som kupmagere bør, nemlig hermetisk at afbryde al kommunikation til og fra byen, så i Riga svævede vi i uvidenhed om, hvad der foregik i den sovjetiske hovedstad.

Kupmagerne forsøgte også i Moskva at mørklægge begivenhederne for omverdenen, men her var der for mange mediefolk, der trodsede dem, og det spirende russiske internet var med til at fælde kupmagerne med en strøm af information til egne borgere og omverdenen.
Hærens Dag, Moskva 1992: Depeche Mode-fans kræver spontant Hærens Dag omdøbt til Depeche Mode-dag
Hærens Dag, Moskva 1992: Depeche Mode-fans kræver spontant Hærens Dag omdøbt til Depeche Mode-dag
I Riga var det kun det svenske konsulat, der havde en åben telefonlinje, så vi få skandinaviske journalister i byen stod i kø med historier om det lokale kup. Men de svenske diplomater afviste os, da telefonlinjen kun måtte bruges til kommunikation med UD (udenrigsministeriet i Stockholm).

Det var, som om svenskerne troede, at kuppet ville lykkes, og frygtede repressalier, hvis de bidrog til at bryde mediemørklægningen.

Overalt mødte man grædende lettere, der frygtede, at deres »syngende revolution« nu var knust.
Syngende menneskekæde
Den syngende revolution var startet flere måneder før Berlinmurens fald, nemlig den 23. august 1989. Hovedvejene gennem de tre baltiske lande var fyldt af biler og mennesker. Der var anslået op mod to millioner baltere på vejene, så sovjetmagten kunne ikke gøre andet end se til.

Klokken 19 den augustaften tog unge, gamle, børn og voksne hinanden i hænderne i en seks hundrede kilometer lang menneskekæde gennem de tre baltiske republikker. Kirkeklokkerne ringede mange steder for første gang i årevis, og menneskekæden brød ud i sang.

»Hvem kan skyde på over en million mennesker? Det er der ingen magt i verden, der kan,« sagde Algirdas Saudargas, der senere blev det frie Litauens første udenrigsminister.
Massedemonstrationen markerede halvtredsåret for pagten mellem Hitlers Tyskland og Sovjetunionen i 1939 med den hemmelige protokol, der overdrog de baltiske lande til Sovjetunionen. Det var en demonstration imod løgnen om, at Estland, Letland og Litauens indlemmelse i Sovjetunionen skete frivilligt.

Den syngende revolution var en triumf for balternes frihedsbestræbelser. Også i imperiets centrum, Moskva, var der sympatidemonstrationer, der krævede, at Sovjetunionen indrømmede sine historiske forbrydelser. På den måde satte begivenhederne i Baltikum yderligere fart på Mikhail Gorbatjovs reformer, men også fart på opløsningen af Sovjetunionen.

»Vær realistisk – forlang det umulige,« råbte folkemængden igennem Baltikum.
En radikal ide
I kupdagene sagde historikeren Edgars Rinkevics, der siden blev Letlands udenrigsminister, til mig i parlamentet, der var barrikaderet imod kupmagerne:

»Jeg aner ikke, om Letlands frihed kommer i min levetid. Vi kan slet ikke forestille os, hvor hurtigt det kan gå. Næste gang måske til vores fordel, men uafhængighed er måske stadig en for radikal idé.«
Riga, Letland, april 1990: Nonner ser til, mens Kristus Piedzimšanas katedrāle genindvies. Kors løftes tilbage på spirene, efter at kirken siden Anden Verdenskrig har været anvendt som planetarium
Den dag kupmagerne gav op i Moskva, blev befolkningen i Riga gennem højttalere formanet om at blive inden døre og gøre som befalet. Men flere lettiske bekendte var informeret om kuppets fallit i Moskva igennem det spirende internet.

De gik i gaderne med »Frit Letland« på T-shirts og bannere, men den lille selvsikre gruppe, som jeg stod og talte med, blev angrebet af specialstyrkerne Omon, og vi blev jagtet i timevis igennem Rigas historiske centrum. Omon-soldaterne råbte:

»I kan lige så godt give op. Vi har vundet.«

Jeg undgik Omons knipler, fordi lokale unge tog knippelsuppen i stedet. Adskillige af dem blev arresteret, men løsladt ud på natten, hvor de lettiske kupmagere måtte indse, at det var deres fanger, der havde vundet.

Der var på det tidspunkt kommet nogle af de senere ikoniske billeder fra Moskva frem til Riga. På en tæt pakket avisredaktion fik vi vist billeder af Boris Jeltsin på kampvognen, og hans trofaste støtter ved Det Hvide Hus, der trodsede både kampvogne og regnskyl.
Fra taget af en tank holder Boris Jeltsin mandag den 19. august en tale, hvori han beder det russiske folk om at gå imod de kommunistiske kupmagere. Foto: AP Photo/Polfoto
Vestens reaktion
Berlinmurens fald få måneder efter balternes syngende revolutions højdepunkt havde været et nyt vendepunkt i processen, der gjorde det af med Sovjetunionen.

Litaueren Algirdas Kauspedas fortalte ved 20-året for Sovjetunionens sammenbrud til Berlingske, at han hørte om det i sin bil og måtte køre ind til siden for at fordøje nyheden.

»I det øjeblik forstod jeg, at vi ville blive frie. Det var ikke længere bare en lokal kamp mod et lokalt system.«

Da kupforsøget kom, havde Litauen erklæret sig selvstændigt, 11. marts 1990, men ingen vestlige lande anerkendte åbent selvstændigheden. Danmark åbnede dog et »baltisk informationskontor« i København i december 1990, men i det store og hele var verden afventende og 'svigtede' først sent Vestens kæledægge Gorbatjov, som ellers var kraftigt medskyldig i masseopstanden.

I januar 1991 forsøgte Gorbatjovs Moskva at bremse revolutionen i Baltikum. Sovjettropperne blev sat ind imod TV-tårnet i Vilnius, og 14 mennesker blev dræbt – nogle knust under kampvogne.

Siden kom turen til Riga med fire dræbte aktivister. Gorbatjovs forsøg på at standse frihedsbevægelserne med våbenmagt skubbede yderligere til opløsningsprocessen af Sovjetunionen. Det er ubegribeligt, at Gorbatjov ikke forstod det.
Moskva, Manegepladsen, 24. august 1991: Gorbatjovs livvagter og en lastbilchauffør lytter til Gorbatjovs tale i forbindelse med begravelsen af dem, der mistede livet under kuppet
Moskva, Manegepladsen, 24. august 1991: Gorbatjovs livvagter samt en sørgende lastbilchauffør lytter til Gorbatjovs tale i forbindelse med begravelsen af dem, der mistede livet under kuppet
Det var euforiske tider, efter at kupmagerne var slået tilbage. I Moskva i september 1991 stod russere stadig i lange køer for at købe de aviser, som siden Gorbatjovs glasnost havde bragt bunker af hidtil hemmeligholdt materiale om Stalintidens forbrydelser.

Folk hungrede efter viden om fortiden, men i takt med økonomiske vanskeligheder i Jeltsin-tiden og efter Vladimir Putins overtagelse af præsidentmagten kom den snigende rehabilitering af Stalin.

Dengang i begyndelsen af 1990’erne begik Vesten nogle af sine største fejltagelser ved først at lægge sit pund i Gorbatjovs vægtskål og siden at tro, at russerne hurtigt ville blive som os i Vesten. Vi havde jo set, at det kunne gå hurtigt i lande som de baltiske og centraleuropæiske, men forstod ikke det særlige Rusland.

Her vil jeg tillade mig at citere fra min bog Russernes drømme:

»Ruslands udvikling fra håb om demokratisering i begyndelsen af 1990’erne til det store tilbageslag under Putin har primært interne årsager, men det har bidraget meget til tilbageslaget, at vestlige ledere undervurderede eller ignorerede russernes traumer efter Sovjetunionens sammenbrud. Vi registrerede nok, at Rusland mere eller mindre økonomisk kom på fode, men opdagede ikke, at det aldrig skete psykologisk og mentalt.«
Internettets muligheder
Kupmagerne søgte i augustdagene 1991 at tage kontrol med samtlige medier, men enten kendte de ikke til, at internettet havde gjort sit spæde indtog i Sovjetunionen, eller også tillagde de det ikke betydning.

Takket være ny teknologi havde kommunikationen med Vesten været uden for myndighedernes kontrol siden sidst i 1980’erne. Der var gennem nettet løbende blevet informeret om kuppet, blandt andet gennem udbredelse af nyheder fra Radio Moskvas Ekko, som ikke adlød kupmagernes forbud.

Staben på nyhedsbureauet Interfax bidrog også løbende til at reformere verden. Og medier i stadig flere sovjetiske byer meldte ind med lokale nyheder.
Moskva, 1991: To drukkenbolte tager sig en lur
Boris Jeltsins stab opdagede også nettets muligheder. Hans folk dukkede op på netbureauet Demos, hvor de postede meddelelser på nettet fra den dengang nyvalgte russiske præsident.

Netbureauet Usenet udsendte denne tekst til verden om kupforsøgets første dag: »Vi er OK, men bange og vrede. Moskva er fyldt med kampvogne. Jeg hader dem. De prøver at lukke alle massemedier. For en time siden lukkede de CNN og sovjetisk tv viser opera og gamle film.«

Augustbegivenhederne i 1991 viste, at græsrødders onlinekommunikation i kritiske tider kan vinde over traditionelle medier. Der er talt og skrevet meget de seneste år om mobilisering gennem nettet, men netaktiviteten fra Moskva i augustdagene er et af de mest livsbekræftende tilfælde af revolutionær handling online.
Vilnius, januar 1991: Ved et begravelsesoptog viser en sørgerne kvinde billedet af en af de 14 mennesker, der døde under urolighederne, da Gorbatjovs specialstyrker indtog tv-tårnet
For netbrugerne var fortællinger fra vidner til kupforsøget ikke kun nyttige for at få de seneste nyheder, men det var begyndelsen på en ny æra. Alle kunne tage del i historiske begivenheder. Det digitale utopia blev til virkelighed, også for russerne.

I en af de tusindvis af meddelelser om kuppet til brugerne af Usenet hedder det:

»Vi har set kampvognene med vores egne øjne. Jeg håber, at vi kan være i kontakt igen i de kommende dage. Kommunisterne kan ikke voldtage Mor Rusland igen!«

Revolutioner i internettets tidsalder har en vigtig ting til fælles. Selv om visse politiske kræfter kan være med, er de ikke centraliseret og foregår i samarbejde med græsrødder.

Uden augustkuppet ville historien om digital aktivisme være ukomplet. Og nettets betydning er kun blevet stærkere i dagens Rusland i takt med undertrykkelse af kritiske, traditionelle medier. Det er online, den mest spændende og kritiske debat om landets tilstand foregår.
Putins indtog forudset
Men tilbage til kuphistorien. Gorbatjov havde ofte talt for ’uskorenije’ (acceleration), men hans handlinger viste, at det kom til at gå for hurtigt for ham, så han eksempelvis afviste den såkaldte 500-dagesplan, overgang fra plan- til markedsøkonomi på 500 dage.

Han lyttede heller ikke til sine mest begavede medarbejdere som udenrigsminister Eduard Sjevardnadse, der var trådt tilbage i protest i december 1990. Det kom ikke som en overraskelse, eftersom Sjevardnadse i flere måneder havde advaret om situationen, blandt andet på en pressekonference:

»Vi glider tilbage til den forfærdelige fortid. De reaktionære styrkes. Reformfolkene har stukket hovedet i busken. Et diktatur er på vej. Ingen ved, hvad det diktatur indebærer, og hvilken slags diktator, der kommer til magten.«

Den gamle ræv Sjevardnadse synes allerede i 1990 at have forudset Vladimir Putins indtog i Kreml ti år efter.
Moskva, 1991: Soldater vogter en vejspærring under kuppet
Sjevardnadses advarsler imod fortidens mænd blev bekræftet, da Gorbatjov i 1990 gjorde Boris Pugo til indenrigsminister.

Pugo var lette og leder af KGB i Riga. Og det var ham, som kom til at lede de militære angreb på balternes frihedsbevægelser.

Pugo ledede også Gorbatjovs konflikt med Jeltsin. Meget kunne have set anderledes ud, hvis Gorbatjov og Jeltsin havde samarbejdet imod kupmagere af Pugos slags. Men Gorbatjov lod Pugo forbyde en bebudet Jeltsin-demonstration, og inden kupforsøget blev censuren af medierne genindført.

I sommeren 1991 var flere af Gorbatjovs rådgivere blevet meget nervøse for netop det, som Sjevardnadse havde advaret om: et kup indefra. Men Gorbatjov afviste også disse advarsler.

Gorbatjovs beskedne reformer havde gjort ondt værre. Bruttonationalproduktet var faldet over 10 procent, og priserne på forbrugsgoder og mad var steget med over 50 procent. Med en meget utilfreds befolkning og en regering, som dårligt fungerede, drog Gorbatjov på ferie på Krim.

Drømmen om en ny verdensorden blev født af Sovjetunionens sammenbrud. Det blev i stedet til en ny verdensuorden med stranguleringen af de liberale demokrater i Rusland. Med Putin kom russiske borgeres fantomsmerter – troen på, at Vesten over for dem kun har ondt i sinde. De smerter har Putin både forstærket og forsøgt at dulme med aggression over for naboer, primært Georgien og Rusland.

Men kupdagene i 1991 står under alle omstændigheder tilbage som en sejr for Ruslands demokrater.
Moskva 1988: Nonner ser til, mens Kristus Piedzimšanas katedrāle genindvies. Kors løftes tilbage på spirene, efter at kirken siden Anden Verdenskrig har været anvendt som planetarium
Tekst: Vibeke Sperling
Foto: Stig Stasig

Redaktør: Emil Rottbøll
Digital produktion: Johanne Pontoppidan Tuxen

© Dagbladet Information
Publiceret 19. august 2016
En måneds gratis Information digital + papiravisen fredag og lørdag

Anbefalinger

  • Thomas Bindesbøll
  • Oluf Husted
Thomas Bindesbøll og Oluf Husted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Morten Hansen

Blot en lille rettelse: Jeg går ud fra, at de to lande som Putin har været aggressiv over for i næstsidste afsnit skulle have været "Georgien og UKRAINE", ikke "Georgien og RUSLAND".

Ellers et interessant tilbageblik.

Russerne er langsomt ved at forstå hvad der ramte dem, 60% stemmer Vort Rusland (Putin) og 20% stemmer kommunistisk.

Peter Bækgaard

Så en dokumentar omkring kuppet, hvor john Major, under Gorbachovs besøg for at få penge til reformer, forklarede de andre deltagere ( uden Gorbachovs vidende), at de ikke skulle give ham alle pengene. Der skulle også være noget til dem der kommer efter Gorbachov. Han mente helt sikkert ikke kommunisterne men snarere Jeltsin fra Skt Petersborg.
Når man nu ser på Rusland så undrer man sig over at de der stemmer i dag stemmer på en stærk mand som Putin der ikke ligefrem oser af demokratiske evner. Alternativet - Kommunisterne har jo haft magten tidligere og det gik jo heller ikke så godt.
Det var nu en spændende tid dengang, og man troede at verden ville blive et bedre sted.

Dagmar Christiandottir og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Claus Oreskov

Nogen ”folkelig opstand” var det ikke selvom det åbenbart er det vi skal tro. Sovjetunionen brød ikke sammen og folket ønskede ikke unionens opløsning. Husk folkeafstemningen den 17 marts 1991 om Sovjetunionens skæbne, hvor 76,4 % af stemmerne stemte for at bevare unionen!! Sovjetunionens opløsning var et politisk kup iværksat af Boris Jeltsin m.a.o. en revolution oven fra – den blev aldrig folkelig og derfor går tingene stædig deres skave gang i det tidligere Sovjetunionen.
”De lokale kupmagere var forbenede kommunister, der var rædselsslagne for de stærke frihedsbevægelser i de baltiske lande” ja hvad er så en ”forbenede kommunist” det få vi ikke at vide! Det Vibeke Sperling kalder frihedsbevægelser i denne sammenhæng, kaldes normalt nationalistiske bevægelser. De samme nationalistiske bevægelser, der i dag har gjort området i de tidligere sovjet republikker til den krudttønde af etniske konflikter og afstedkommet borgerkrige her som der. Skal man tro Jegor Ligachev, så var det lige præcis disse fanatiske nationalister og separatister som betød dødsstødet for perestrojka.
Vi taler om politiske grupperinger på den yderste fascistoide højrefløj. Billederne af nonner og unge mænd med kors om halsen, samt kvinden i nationaldragt ved begravelsen, taler for sig selv og udstiller national fanatismen i al sin sentimentale og fanatiske gru. Små fanatiske grupperinger indenfor samfundet, var på vej til magten. I dag er kirkerne i det tidligere Sovjetunionen styrtende rige, og befolkningerne tilsvarende ludfattige.
” Overalt mødte man grædende lettere, der frygtede, at deres »syngende revolution« nu var knust” Ak ja og i dag har Letland mistet omkring 80 procent, af deres industri sammenlignet med dengang! Manupoleret af de nationalistiske højre kræfter troede mange naivt at fremtiden udenfor Sovjetunionen ville blive et liv i luksus og lediggang, sådan som man troede folk i vesten levede, især i USA.
”Folk hungrede efter viden om fortiden” subjektivt vrøvl. Plyndringen af landets rigdomme var sat på skinner af perestrojka, og folk havde travlt med at overleve, sådan rent fysisk. Oligarker som Mikhail Khordokovskij og Boris Berezovskij havde allerede i slutningen af 80´erne tilranet sig enorme rigdomme, som tidligere havde tilhørt sovjetsamfundet dvs. alle. På toppen af samfundet udkæmpedes en drage kamp om rigdom og magt og den vestlige presse var ikke interesseret i denne optik – vi fokuserede på værdiladede ord og begreber som ”frihed” (i sig selv et tomt begreb) og ”frihedsbevægelser” samt den diffuse floskel ”demokratisering”, men ingen dybdeborende journalistik, der kunne have afsløret hvad der virkelig gik for sig, kom til orde!
Boris Strugatskij den ene af forfatterparret: Arkady og Boris Strugatskij, sagde for nylig, at en nationalist er en der hader andre nationer, og en patriot er en der elsker sin egen nation. Antager vi denne definition så var taberne i 19. august kuppet ægte patrioter, der stod op imod oligarkiets plyndringer af landets rigdomme, som modsatte sig Gorbatjovs diktatoriske vilkårlighed (Al snak om glasnost og perestrojka så gældt det ikke for Gorbatjov selv, når det tog ham, gennemførte han sin vilje, uden nogen dialog eller snakken) og som ønskede dialog med modstanderne af reformerne i stedet for udelukkelse. De betalte en høj pris – Nikolay Kruchina ”faldt” ud fra 7 etage i sin ejendom. Pugo og dennes kone skød sig selv og krigs veteranen feltmarskal Sergey Akhromeyev hængte sig selv i loftet lige under Gorbatjovs værelse. I et afskedsbrev skrev han bl.a.: ” jeg kan ikke længere leve medens mit faderland er døende”. I stedet for at stigmatisere sådanne mennesker som ”forbenede kommunister”, var det måske en ide at sætte sig ind i deres situation, se på hvad det var der bevægede dem, og i det hele taget, tage den historiske kompleksitet mere seriøst.

Peter Jensen, Allan Stampe Kristiansen, Dagmar Christiandottir, Christina Petterson, Per Torbensen, Flemming Berger, Morten Jespersen, Stig Bøg, Jan Kønig, Aksel Gasbjerg, Hans Larsen, Bill Atkins og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Claus Oreskov

Jeg er ked at denne artikel munder ud i et af tidens tendentiøse nedrakninger af Putin uden belæg for det påståede. Kan det ikke gøres bedre Information?
Hvorfor ikke benytte lejligheden til at gøre debatten bredere og rummeligere og dermed få has på det snæversynede og ensidige!
Inddrag nye vinkler i stedet for at pukle på gamle påstande og stereotyper – frem for alt lad os høre nye og andre stemmer i koret – er det så farligt for ”friheden” og ”demokratiet”?
Tyske journalist og forfatter til mange bøger om det post sovjetiske rum Kai Ehlers ser endog meget interessant ud. Kunne være spændende at høre noget om denne europæer i de danske medier. Russiske Boris Kagarlitsky er et andet bud på bevidstheds udvidende information. Forfulgt i Sovjetunionen for sine socialistiske holdninger, og forfulgt i det postsovjetiske Rusland, for de samme holdninger gør ham til en god indikator for den demokratiske tolerance.

Peter Jensen, Allan Stampe Kristiansen, Dagmar Christiandottir, Christina Petterson, Niels Drevsholt, Flemming Berger, Stig Bøg, Jan Kønig, Aksel Gasbjerg, Hans Aagaard og Bill Atkins anbefalede denne kommentar
Claus Oreskov

For interesserede har ”The Street Fighting Man” (Tariq Ali) udgivet en lille bog af Boris Kagarlitsky i serien ”what was communmunisme?”. Bogen hedder simpelthen ”Back in the USSR” og hvem kunne ikke ønske sig det! ”The Street Fighting Man” skriver i forordet at det kommunistiske system varede 70 år og fejlede bare en gang. Hvorfor spørger han, betragtes denne ene fejl som afslutningen på kommunismen? Kapitalismen fejler den ene gang efter den anden og ingen mener at det betyder dødsstødet for kapitalismen. Vi lever bare videre med kapitalismens vidunderlige frihedsrettigheder, så som permanent arbejdsløshed og finanskriser!
Kære medborger I har gættet rigtigt, det var rock bandet The Rolling Stones der lavede et bragende hit om Tariq Ali - The Street Fighting Man:
https://www.youtube.com/watch?v=nifkRa9jL9E

Allan Stampe Kristiansen, Dagmar Christiandottir, Flemming Berger, Aksel Gasbjerg, Bill Atkins og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Claus Oreskov

Historiske optrin præsenterede som tandløse: ”Syngende revolution”, ”Fløjlsrevolutionen” eller ”Den orange revolution” er ikke andet end CIA aktioner forklædt som folkelighed!

Peter Jensen, Allan Stampe Kristiansen, Dagmar Christiandottir, Christina Petterson, Jan Kønig, Aksel Gasbjerg, Hans Larsen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar

Også RT markerer årsdagen:
- “I thought that the worst instability was behind us at the time,” Gorbachev said on the eve of the anniversary of the attempted coup, insisting that he still has no regrets over the plan. [dannelsen af en løsere sammenslutning af stater]

“There would have been difficult times ahead, but nothing like the momentous suffering caused by the economic reforms undertaken after the breakup of the country.”

https://www.rt.com/news/356469-ussr-coup-1991-gorbachev/

Peter Jensen, Dagmar Christiandottir og Claus Oreskov anbefalede denne kommentar
jasper bertrand

@Claus Oreskov,
dit sidste udsagn om kun een fejl er besynderligt.
Kommunismen fejlede hele tiden, alle 80 år, og Lenin og Stalin havde ret,
kun hård terror kunne holde sammen på den. Og Gorbatjovs fejl var, at han ligesom
Dubcek troede, at man kunne give "lidt" frihed, så skulle alt nok blive godt.
Når man giver "lidt" frihed, er der altid nogen der tænker ligesom Luther,
enten bliver jeg forvist midlertidigt, eller også bliver jeg kirkefader.
Og så falder systemet, når folk skimter den fulde frihed. Men 80 års tyranni
er desværre så lang tid, at overgangen giver store vanskeligeheder.
40-50 år som i Kina og Østeuropa er bedre, så er der stadig nogen der kan
huske hvordan et rigtigt samfund fungerer. Men der er ingen vej tilbage.

Men der er ingen vej tilbage. ...Vejen tilbage er alvor for lavindkomstklassen.

Allan Stampe Kristiansen og Claus Oreskov anbefalede denne kommentar
Claus Oreskov

@jasper bertrand. Hvad tror du egentlig du få ud af at efterplapre alle den kolde krigs irrationelle fjendebilleder? Jeg spørger mig selv hvad gør det godt for?

Michael Kongstad Nielsen

Det var en kæmpe stor dumhed at kuppe Mikhail Gorbatjov, det kan næsten ikke beskrives. Socialisme med demokrati var ved at indfinde sig, verden var ved at tø op, det var en gave, der blev kastet bort, et kæmpe skud i egen fod. Hvor dum kan man være. Hvor ærgerligt kan det være.

Allan Stampe Kristiansen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Claus Oreskov

@jasper bertrand.Når du postulere at: ” Kommunismen fejlede hele tiden” tænker du så på at analfabetismen der i 1917 var på 40 % af befolkningen blev udryddet på få år? Eller tænker du på at i Sovjetunionen havde alle ret til et arbejde og en bolig (ifølge unionens grundlov)? Eller tænker du på at alle der ville kunne få en uddannelse som staten bekostede? Eller tænkte du på at Lenins regering, på deres første arbejdes dag, afskaffede børne arbejde? Eller tænker du på at i Sovjetunionen var medicin, lægehjælp, offentlig transport, sygehuse gratis? Eller er det fordi hårdt arbejdende personer f.eks. indenfor minedrift, søfart og fiskeri kunne få pension som 50-årig – sammenlign med det kapitalistiske Danmark hvor pensionsalderen konstant sættes op.
Og ja jeg har set det og oplevet det ved gentagende besøg i landet – ligesom jeg hver gang jeg er i Rusland bliver bekræftet på at russerne savner deres statsbrug og det sociale liv under kommunismen. Det er noget alle snakker om, deres verden forsvandt på et split sekundet, da Jeltsin og hans medløbere afskaffede plan økonomien, og efter råd fra bl.a. USA indførte markedsøkonomi. I det kaos som fulgte forsvandt 5. millioner mennesker. De omkom af sult, sygdomme og kulde. Ingen i vores del af verden bekymrer sig derom – i stedet skryder vi fra vores udkikspost på møddingen – ”de valgte frihed og demokrati”

Peter Jensen, Allan Stampe Kristiansen, Dagmar Christiandottir, Christina Petterson, Per Torbensen, Brian Larsen, Flemming Berger, Hans Larsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Ikke alt var idel lykke i Sovjetunionen, nomenklaturen opførte sig i høj grad som om de ejede det hele - lidt ligesom moderne politikere i Vesten, der blot sælger ud af fællesejet i stedet for at investere i befolkningen - men de amerikanofile koldkrigere har det med at smide barnet ud med badevandet, når de kritiserer vores store nabo mod øst, uden hvem Socialkammeraterne ikke havde noget at true borgerskabet med. "Enten tillader I, at den arbejdende befolkning får del i velstanden ligesom i Sovjet, eller også kan vi ikke styre folk, og så risikerer vi en revolution", var argumentet.

Sammenlignet med zartiden skete der umådeligt store fremskridt, og sammenlignet med Vesten var Sovjet foran mht. sundhedsvæsen for alle, social sikring for alle og kollektiv transport for alle. Det var dog dyrt at købe sig en bil, og man kunne kun vælge mellem ganske få typer tandpasta, og det kan de hjernevaskede koldkrigere slet ikke forestille sig, at man kan leve med. Så hellere lade et lille mindretal vokse sig smældfede.

Nu er Rusland et kapitalistisk land ligesom så mange andre, så det er ikke derfra, truslen mod borgerskabets herredømme kommer. Alligevel fremturer koldkrigerne i deres kritik af Rusland, mange sikkert af gammel vane, og så nogle få, som har taget stilling i den interne kamp, der foregår mellem verdens kapitalister.

Denne kamp er os alle andre uvedkommende, alligevel forsøger visse medier og visse påvirkningsagenter at blande os ind kampen - sikkert fordi de har en interesse i at bevare status quo, altså en verdensorden, hvor USA unilateralt dikterer betingelserne for resten af verden. Almindelige mennesker er for det meste ligeglade med, hvilken despot, der bestemmer, hvorfor meningsmagerne må gribe til overfrivelser og løgne, kort sagt demagogi.

Ovenstående artikel er et glimrende eksempel på den revisionistiske historieskrivning, som demagogerne benytter sig af.

Peter Jensen, Allan Stampe Kristiansen, Dagmar Christiandottir, Per Torbensen, Stig Bøg, Hans Aagaard, Flemming Berger, Karsten Aaen og Claus Oreskov anbefalede denne kommentar
Claus Oreskov

Efter Jeltsin fik skubbet Gorbatjov fra fadet, fik Sovjetunionens ex præsident lyst til at turnere i USA og gnubbe skuldre med denne verdens rigeste. Fra Connor O´Clerys bog ”Moscow December 25 1991” side 272: ” The wealthy publisher Malcolm Forbes Jr. puts his private jet, named Capital Tool, at Gorbachev’s disposal to fly the party around eleven American cities, where they are accommodated in five-star hotels and greeted by fawning hosts, among them Donald Trump, Ronal Reagan, and David Rockefeller. Twenty thousand people come to hear Gorbachev speak in Fulton, Missouri, the location of Winston Churchill’s “Iron Curtain” speech. In the New York Stock Exchange the former communist leader is cheered by traders as he declares that “ anybody who comes to Russian marked will have the opportunity to extract enormous profit” – plyndringen af det tidligere Sovjetunionens rigdomme var I fuld gang. Revolutionen forrådt af signe egne!

Dagmar Christiandottir, Peter Jensen og Allan Stampe Kristiansen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Niels Nielsen - så vidt jeg kan se, forholder du dig ikke til, om kuppet mod Mikhail Gorbatjov var godt eller dårligt. Claus Oreskov og Bill Atkins ved jeg fra tidligere debatter fandt kuppet helt ok. - kun ærgerligt, at det ikke lykkedes. De syntes nemlig, ligesom kupmagerne, at den gode gamle sovjetkommunisme var rigtig, og perestrojka og glasnost etc. forkert.

Claus Oreskov

@Michael Kongstad Nielsen. Fabelagtig at du ved hvad jeg mener, allerede inden jeg selv har gjort mig det klart. Brillant må jeg sige, så har jeg altid en jeg kan spørge til råds i tvivlsspørgsmål – ” sig mig engang min gode Michael Kongstad Nielsen, hvad er det jeg mener i denne og denne sag” sådan kan jeg i fremtiden bare spørge og svaret vil prompte falde!

Claus Oreskov

Er der nogen der har bidt mærke i at Jeltsins stunt med at hoppe op på en kampvogn, og derfra tale til folk på gaden, var en bevidst efterligning af en kendt historisk episode i landets historie?

Michael Kongstad Nielsen

Nej Claus Oreskov, jeg kan bare huske gamle debatter, hvor du gav udtryk for, at glasnost og perestrojka mv. var kommunismens sande død, og Gorbi var Vestens kæledække. Derfor var det passende at få den slags stoppet. Måske husker jeg fejl, så undskylder jeg.

Allan Stampe Kristiansen, Robert Ørsted-Jensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Claus Oreskov

@Michael Kongstad Nielsen. Det du så siger bare med andre ord er, at jeg har en anden mening end dig, og det skal stoppes – jamen herregud hvor er så dialogen?

Steffen Gliese

Kommunismen har én enorm fejl, og vi er ved at se den gentaget i Venezuela: den forstår kun industri. Derfor sættes alle ressourcer ind på at skabe en industri på bekostning af de sektorer, der giver det helt nødvendige materielle grundlag for folks liv, landbrug og håndværk.
Læren er: man kan ikke ændre samfund ved en revolution - tværtimod bliver en revolution tit en udvikling, der slår alle spirer til en fornuftig udvikling ned, samtidig med at det altid er de forkerte, der snupper magten, for magten skal netop ikke besiddes, den skal opløses og deles ud, hvis retfærdighed og fornuft skal herske. Troen på en avantgarde er lige umulig i fascistiske og kommunistiske stater.

Allan Stampe Kristiansen, Robert Ørsted-Jensen, Karsten Aaen og Daniel Hansen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Nej, Claus Oreskov, du skal ikke tie, men det ville altså være rart, hvis du tog de tågede leninistbriller af og så mennesker i stedet for masser.

Allan Stampe Kristiansen, Robert Ørsted-Jensen, Karsten Aaen og Daniel Hansen anbefalede denne kommentar

Steffen Gliese, jeg mener ikke du har ret. Industrialiseringen var ganske rigtigt en nødvendighed i Rusland i 1917, hvis ikke Rusland skulle vedblive at være en andenrangsstat i Europa som gang på gang måtte se sig militært underlegen. I Kina gjorde man meget for at målrette Marx og Lenins tanker til en agrarudvikling, fordi, det var det der var behov for. Kinas udviklede sin egen kommunisme. Og I Venezuela er jordreformerne med uddeling jord til mere end 1,5 mio. bønder et af Chavez stærkeste træk. Den Venezuelanske olieindustri er eksempelvis nedslidt og forsømt.

Kommunismen er en analyse af det kapitalistiske systems grundlæggende funktionsmekanismer og som sådan kan kommunismen diskuteres ud fra den øjeblikkelige situation og kapitalismens øjeblikkelige udtryk i tid og sted. Kommunismen er først og fremmest brugt, verden over, som et værktøj til succesfuld frigørelse fra imperialismen: Andre staters kontrol med marked og produktion. Det har været noget sværere, at sikre en udskiftning i de kommunistiske lande af de kapitalistiske magthavere med en demokratisk socialistisk ledelse.

Jeg mener dog at Gorbatjov havde viljen og muligheden for en omlægning til, som han selv udtrykte det: En skandinavisk samfundsmodel - men han manglede evnen, og stolede alt for meget på at Vestens kapitalister IMF og WB ønskede en succesfuld omstilling af det sovjetiske samfund. Kaos var Vestkapitalismens mål ...og det har de så fået. Kina har omstillet sig i tide og folket har nu en stærk stat, der kan balancere kapitalismen og imperialismen.

Dagmar Christiandottir, Peter Jensen, Allan Stampe Kristiansen, Niels Duus Nielsen, Karsten Aaen, Per Torbensen og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar
Jens Thaarup Nyberg

Revolution er et vanskeligt ord at få til at give en "spiselig"mening, men kunne man sige samfunds-ændring bibringer revolution, omvæltning, start på ny ... , i menneskenes sind, Steffen Gliese ?

Michael Kongstad Nielsen

Claus Oreskov
19. august, 2016 - 23:23
Du misforstår mig. Sætningen om, at noget skulle toppes, gik på Gorbatjov, Kupmagerne mente, at han og den politik, han stod for, skulle stoppes.

Claus Oreskov

@Michael Kongstad Nielsen. det er jeg glad for - for sådan som jeg så det var det helt hen i vejret :-)

Claus Oreskov

@Steffen Gliese. Ser ud til at du skal have dine skole penge tilbage - ihvertfald dem der er givet ud til historisk forståelse og historisk viden. Du tror ikke på revolutionens muligheder for at forandre og stabilisere samfundene, men du lever selv på den bølge som revolutionen 1793 - nemlig den borgerlige revolution.

Per Torbensen, Niels Duus Nielsen og Stig Bøg anbefalede denne kommentar
Daniel Hansen

Claus O: Du fejllæser Steffen. Han siger ikke, at en revolution ikke kan forandre - han bruger f.eks. ordet udvikling. Og mht. stabilitet: Det nævner han slet ikke - måske fordi man godt kan få stabilitet; det havde man jo i Sovjetunionen... Blot gennem terror, hvilket Steffen også antyder i sin tekst.

Claus Oreskov

@Daniel Holm Hansen. Jeg forstår godt hvorfor CIA, MI6, NATO og vestens kapitalejere tilsvinede Sovjetunionen, for det havde/har de en egen interesse i, men hvorfor gentager du koldkrigens meningsløse og til det pinlige simplificerede verdensbillede – ” stabilitet gennem terror”! For det første, må du påvise sammenhængen med den terror du postulere, og alle de sociale, politiske og økonomiske strukturer, og relationerne mellem alle samfundets funktioner, og også med den kulturelle overbygning, således som disse sammenhænge formede sig i sovjetborgens hverdag. Du må også præcisere hvad du mener med terror, og endelig syntes jeg, du skal forklare hvori vort eget kapitalistiske system udmærker sig frem for et samfund med planøkonomi. Er det Sovjetunionen der er skyld i at millioner af mennesker i den vestlige verden bor i papkasser på gaden? Er det Sovjetunionens skyld at Hitler Tyskland gassede 6 millioner mennesker? Er det Sovjetunionens skyld at neger ingen stemmeret havde i USA frem til midten af 70´erne? Er det Sovjetunionens skyld at man langt op i det tyvende århundrede havde børnearbejde i USA. Er det Sovjetunionens skyld at USA sønderbombede civilbefolkningen i Nord Korea? Er Sovjetunionen skyld i USA's slagterier i Vietnam. Er udbytningen, og undertrykkelserne af de oprindelige befolkninger, i kolonierne samt folkemordene i samme kolonier Sovjetunionens skyld? Er Sovjetunionen skyld i de 30 millioner menneskeliv, som USA's krige de sidste 20 år har kostet. Er det Sovjetunionen der udrustede mujahedin med våben, og trænede dem i terror – grundlaget for vor tids forbandelse?????
Myten om det grusomme Sovjetunionen er skabt for at legitimere vestens og USA's egne grusomheder. Sovjet fungerer som det spejl, hvori vores egne fortræffeligheder træder frem, og de andres grusomheder forstørres – dette koncept er så hjerteskærende enfoldigt, at det for mig er uforståelige, at noget oplyst voksent menneske tror derpå, endsige reproducere dette nonsens!

Dagmar Christiandottir, Peter Jensen, Allan Stampe Kristiansen, Niels Duus Nielsen, Bill Atkins og Per Torbensen anbefalede denne kommentar
Claus Oreskov

Skræmmebilledet af Sovjetunionen er en ynkelig konstruktion der er spundet på en eventyrlig tynd tråd. Professor emeritus ved Princenton Universitet John V. Flemming har i bogen ”The Anti-Communist Manifestos – four books that shaped the cold war” påvist at vestens dysfunktionelle billede af Sovjetunionen kan føres tilbage til de forestillinger og påstande som fremkom i 4. skønlitterære værker – jeg gentager skønlitterære!

Robert Ørsted-Jensen

Niels Nielsen@ skriver
"Sammenlignet med zartiden skete der umådeligt store fremskridt,"

tja jeg mener nu at meget af det kan diskutteres. Uden at ønsker at advokere for Zartiden. Men det er i mine øjne givet, i tilbageblikkets klare lys, at mordet på Alexander II var et afgørende tilbageskridt. Han var på vej til at omdanne landet til noget der ville være blevet til konstitutionelt monarki med et folkevalgt parlament. Det ville havde været en langt bedre vej frem til det mordene Rusland end den stalinisme der blev leninismens arvestykke.

Men en ting er sikker - hvad angår censur, forfølgelse af andeledes tænkende og behandlingen af politiske fanger - var Sovjet et uhyre og uhyggeligt tilbageskridt - selv i sammenligning med Zartiden

Claus Oreskov

likvideringen af Alexander II var et afgørende tilbageskridt - ja vidst, men ikke fordi livet for majoritets befolkningen under denne zar var værd at leve, men fordi denne zars søn Alexander udøvede et rædsels vælde med etniske udrensninger, folkemord på jøder, undertrykkelse af arbejder og bønder uden lige i europæisk historie. Børnedødeligheden var tårnhøj og den opkommende købmands klasse profeterede på udviklingen. Militærtjeneste var på livstid så der var mange grunde til at revolutionen udbrød netop i Rusland.

Claus Oreskov

@Steffen Gliese. Du skriver at jeg skal tage de ”tågede leninistbriller af og se mennesker i stedet for masser”. Jeg forstår bare ikke hvad du mener fordi Vladimir Lenin var en stor humanist. Han brugte sin ungdom og hele sit voksenliv på, at forbedre levevilkårene for denne verdens undertrykte og udbyttede. Hvor alle andre råbte på krig i 1914 var Lenin en af de få der arbejde for at stoppe den kommende krig (det samme gjorde Jean Jaures i Frankrig og Bertrand Russel i England. Af samme grund blev den første myrdet og den anden fængslet). Alle der har kendt eller bare mødt Lenin bevidner hans evne til empati og hans store interesse for det enkelte menneske og så elskede han sgu børn og katte. Der er skrevet mangt og meget om Lenins medmenneskelighed. Det bedste er nok skrevet af den der kendte ham bedst nemlig hans kone. Se: N.K. Krupskaja ”Erindringer om Lenin” (Forlaget Tiden). Se også: ”Lenin Comrade and man”, Progress Publishers Moscow ( her er en stribe personer der fortæller om Lenin som de kendte ham gennem arbejde og politisk kamp). Og ligeledes: L. Fotieva ”Pages from Lenin’s Life”, Foreing Languages Publishing House Moscow. Denne bog har også mange personlige trak ved Lenin med! Så er der: N. Mikhailov ”Stories about Lenin”, Novosti Press Agency Publishing House. Denne lille bog rummer mange meget personlige minder om Lenin. Så er der ”Fakta om Sovjetunionens særnummer fra april 1970 – som handler om forskellige menneskers møde med Lenin. Der er bidrag af bl.a. H.G. Wells og Maksim Gorkij, Klara Zetkin og mange andre. En lignede samling erindringer om Lenin af forskellige personer findes i bogen: ”About Lenin”, Progress Publishers Moscow. En længere udredning omkring mennesket Lening af Maxim Gorkij og en kort beskrivelse af Leo Trodtzki findes på dansk i: Maxim Gorkij: ”Lenin” (Mondes Forlag.) Endelig findes også på dansk ”Træk af et Lenin – Potræt” af Jegor Jakovlev. I denne bog findes også en fortegnelse over bøger som fandtes i Lenins Bibliotek – her var selvfølgelig Marx & Engels værker men også de samlede værker af Nikolaj Tjernysjev (hvorfor er denne betydningsfulde forfatter aldrig blevet udgivet på dansk?) og flere af narodnikkernes bøger samt f.eks. forfattere som Eric Mühsam og Janus Korezak (hvordan man skal holde af børn). Biblioteket viser en overmåde interesse i mennesker og de menneskelige livsvilkår!
Så er der også de mange Lenin biografier men flere, af dem misser mennesket Lenin, af bare iver for at redegøre for politiske affære – og som du ved, findes der rene hade biografier, som på ingen måde kan kaldes historiske1

Robert Ørsted-Jensen

børnedødelighed og mere velfærd for mange kan ikke anvendes som undskykldning for endnu mere censur end den der var under Czarerne (som endog tillod distributation af Marx Kapitalen) ødelæggelse af enhver offentlig debat, mord og politisk understrykkelse af allle der ikke mener som styret og genoprettelse af slaveri for millioner af dissidenter og deres slægtninge.

børnedødelighed og mere velfærd for mange kan ikke anvendes som undskykldning for endnu mere censur

...den lader vi lige stå. Uskyldige liv over ytringsfrihed ?

Censur (statens magt over medierne) ville i tilfældet - Gorbatjovs kamp mod Jeltsins populisme - med stor sandsynlig have kunnet standse den gangsterprivatisering, som resulterede i mere end 60 millioner ramt af arbejdsløsehedens fattiggørelse.

Noget andet er at censur altid er, at betragte som en undtagelsestilstand.

Dagmar Christiandottir, Allan Stampe Kristiansen, Robert Ørsted-Jensen og Claus Oreskov anbefalede denne kommentar
Claus Oreskov

Censur eller ikke aldrig før eller siden har der været en lignede kunstnerisk og videnskabelig kreativitet og produktivitet som i Sovjetunionen. Under det gamle regime både i Rusland og Europa var der også en stor kreativitet til trods for en streng censur. Tænk på at alt hvad vi kalder klassiker er blevet kastreret af censuren inden det fik den form vi elsker så højt. Det gælder litteraturen men også maleriet, teatret og musikken. I Rusland blev f.eks. den realistiske maler Ilja Repins (1844-1934) billede af Ivan den grusommes mord på sin søn forbudt (efter 2 år blev billedet taget til nåde og måtte udstilles). Vilkårligheden bestemte ligesom censuren om en kunstner, et kunstværk eller en kunst art blev begunstiget. De to sidste generationer af Romanoverne interesserede sig f.eks. ikke for ballet og derfor skete der ingen fremskridt indenfor denne kunstart under Alexander den 3. og Nikolej den 2. (Nikolaj den andens interesse for ballet begrænsede sig til hans interesse for at komme i trusserne på ballerinaen Kschessinska). Hvor svært det var for nye kunstnere som f.eks. Modest Mussorgskij og Rimskij-Korsakov bare at blive tålt i det kejserlige Rusland få man et godt indtryk af i Gorkijs biografi om Sjaljapin (på dansk ”Sjaljapin blade af mit livs bog”. Den danske udgave mangler anden delen som findes intakt i den engelske ”Chaliapin An Autobiography as told to Maxim Gorky”) Senere i livet hvor Rimskij-Korsakov havde kæmpet sig frem til en stilling ved konservatoriet blev han fyret under revolutionen i 1905 for at sympatisere med de oprørske studenter og for hans komposition over revolutions sange Dubinushka: https://www.youtube.com/watch?v=bEaLDmyvJPg
Og her er originaludgaven af Dubinushka sunget af Sjaljapin: https://www.youtube.com/watch?v=xeLxsBpzYDg
Rimskijs udgave af Dubinushka blev forbudt af zarens censur men det sked rimskij på og han opførte den flere gange på trods. Det kunne lade sig gøre under zaren og tilsvarende under Stalin fordi censur og censur er mange ting og i realiteten afhængig af flere sammensatte sociale og politiske fænomener. I Danmark er der også censur men den omgås dagligt alligevel.

Claus Oreskov

Michael Kongstad Nielsens (19. august, 2016 - 20:02) bombastiske udsagn om hvad jeg mener og tænker allerede inden jeg har udtalt mig så er her en morsom sammenligning som man godt kan blive både klog og vis af!
Forfatterne Leo Tolstoj og Maxim Gorkij hørte engang en arrig bogfinke der sang sin ensformige sang indefra et buskads. Tolstoj ville vide hvad det var for en fugl og Gorkij fortalte det var en bogfinke. Han lage til at denne fugl var kendt som skinsyg. ”Hele livet kun en sang og alligevel skinsyg” udbrød Tolstoj. Og han føjede til mennesket har hundrede af sange i hjertet og man beskylder det for også at være skinsygt – er det retfærdigt”? Samtalen fik en ny drejning og under diskussionen fik Tolstoj, der var meget sammensat og selvmodsigende, sagt adskilligt, der var stik i mod alt det han forfægtede i sin roman ”Kreutzersonaten”. Da Gorkij forholdt ham disse selvmodsigelser svarede Tolstoj: ”Jamen jeg er ingen bogfinke” – og kære medborger det er jeg heller ikke og jeg forbeholder mig retten til at være både dum og selvmodsigende dvs. uforudsigelig

Claus Oreskov

Ovenstående lille episode er taget fra Maxim Gorkij ”Erindringer om Leo Tolstoj”, Hasselbalch. En lille bog på 59 sider – den kan alle læse søndag formiddag :-)

Ja, vi kan alle se hvad en forceret glasnost/perestrojka-proces kombineret med vestens kapitalisme førte til, og jeg kan forstå, at alle de selvudnævnte venstreorienterede jubler over rigmandsvældet i Øst. En fuldstændig gældfri infrastruktur blev stjålet fra folket af kapitalisterne, og millioner af mennesker blev fattiggjort. Jublen vil ingen ende tage.

Den danske socialstat havde meget mere til fælles med de socialistiske lande i øst, end med den kapitalistiske verden som vi leflede for ... hvilket vi også efter neoliberalismens sejr kan mærker i dag ...og vil mærke endnu mere fremover.

Dagmar Christiandottir, Peter Jensen og Claus Oreskov anbefalede denne kommentar

Den tidligere indiske ambassadør i Usbekistan og Tyrkiet (og som har boet i Sovjetunionen over 2 omgange) M K Bhadrakumar skriver på sin blog et længere indlæg bl.a.:
Var opløsningen af Sovjetunionen i december 1991 - noget som USA udtrykkeligt advarede Boris Jeltsin imod - nødvendigt eller uundgåeligt? Var forbuddet mod Sovjetunionens kommunistiske parti (SUKP), der blev bestilt af Jeltsin i november 1991- noget, som ikke var på Gorbatjovs politiske dagsorden i perestrojkaen - noget der var et behov for i disse tider eller i menneskenes interesse? Svaret er et rungende "Nej". ……………………
Alle Sovjetrepublikker – med undtagelse af de tre baltiske lande, Moldavien, Georgien og Armenien - ønskede at forblive som en del af en ny sovjetiske konføderation. Deres mening kom gennem en virkelig fri folkeafstemning. Alle 10 republikker, der har valgt den nye union havde et godt stykke over 50% til støtte for Gorbatjovs forslag til det - faktisk det nationale gennemsnit var 76% til fordel for det foreslåede forbund………………..
Ironisk nok, den daværende amerikanske præsident George HW Bush trådt også til for at opfordre de ikke-russiske sovjetrepublikker at vedtage den foreslåede unionstraktat og advarede mod "suicidal nationalisme" med henblik på at sørge for, at en eller anden form af Sovjetunionen kunne bevares. …
Interessant, Bush gav samme råd endnu en gang til Jeltsin i december 1991 - opfordrer sidstnævnte til at opgive planen om at opløse Sovjetunionen. (Den daværende amerikanske ambassadør i Moskva Jack Matlock fortalte mig i en privat samtale sidste år, at han fik til opgave af Bush til at bringe dette ubehagelige budskab til Jeltsin, så snart Washington hørte at den russiske leder havde til hensigt ensidigt at opløse USSR - ifølge Matlock, tog Jeltsin hævn over Gorbatjov ved frarøve ham af titlen af formanden for Sovjetunionen.)…………………….
Clinton omgav sig i stedet med de kolde krigere. USA triumferede over for Moskva, som ikke kun var uberettiget, men også baseret på forestillinger om, at Vesten havde" begravet "socialisme og havde medført den "sammenbrud" af Sovjetunionen. Hans rystende beslutning om at gå videre med udvidelsen af NATO i de tidligere områder Warszawapagtens var det afgørende øjeblik i den aktuelle historie - velsagtens, mere definere end selv den ensidige opløsningen af Sovjetunionen ved Jeltsin.
Klart, at hvis den nye Sovjetunionen var blevet født under Gorbatjovs ledelse, ville det have behov for en følsom amerikanske modpart til at fuldføre en vellykket historie om vanskelige opdagelsesrejse ind i den post-cold war æra. Og det var ikke forestående, som den efterfølgende russisk-amerikanske historie shows.

Claus Oreskov

@Stig Bøg. Lyder pålideligt men jeg tror ikke at der er nogen grund til at antage at der i USA var nogen konsensus omkring spørgsmålet: Sovjetunionen. Det er ikke sikkert at den politiske top og finansverden havde samme dagsorden.

Peter Jensen, Per Torbensen og Stig Bøg anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Claus Oreskov
21. august, 2016 - 11:52
Du skriver, at jeg den 19. august 20:02 fremsætter bombastiske udsagn om hvad du mener og tænker allerede inden du har udtalt dig. Men det er ikke rigtigt Claus. Du har jo udtalt dig. Jeg tillader mig bare at huske, hvad du har udtalt. Man skal vel ikke tage det fortrydeligt op, at erindrer sig, hvad der bliver sagt i debatten på Information.

Jeg skrev det formastelige sted blandt andet:
"Claus Oreskov og Bill Atkins ved jeg fra tidligere debatter fandt kuppet helt ok. - kun ærgerligt, at det ikke lykkedes. De syntes nemlig, ligesom kupmagerne, at den gode gamle sovjetkommunisme var rigtig, og perestrojka og glasnost etc. forkert."

Måske husker jeg forkert, så beklager jeg det.
Men vil du så ikke lige sige, hvad du i virkeligheden syntes om kuppet, og hvorved det adskiller sig fra min udlægning.

@ Claus Oreskov. Det tror jeg du har ret i. Jeg hørte for et par dage siden et interview Noam Chomsky, hvor Strobe Talbott ( embedsmand hos Clinton) skulle have skrevet forordet til en bog af John Barnes. Heri erklærer han, at den virkelige grund til bobningen af Serbien var, at det som det sidste land i Europa ikke havde gennemført de pålagte økonomiske og sociale reformer (neoliberale).

Peter Jensen, Per Torbensen, Bill Atkins og Claus Oreskov anbefalede denne kommentar
Claus Oreskov

@Michael Kongstad Nielsen. prøv lige at se den lille episode med forfatterne Leo Tolstoj og Maxim Gorkij. Er pointen ikke denne at mennesket har 100 sange i sit bryst og ikke bare en - omsat til ren dansk: konteksten og vinklingen er aldrig 100% ens i en diskussion. Hvis du udfra hvad du tidligere har hørt i en anden diskussion mener at vide hvad andre vil sige inden de har åbnet munden, er al diskussion så ikke nytteløs? Du ved i forvejen hvad de andre vil sige så udelukker det ikke enhver debat? Men jeg kan sagtens leve med det - men kan du?

Robert Ørsted-Jensen

Absurditeterne bare vokser og vokser i mundern på stalinister.

Uden ytringsfrihed og ret til opposition er der ingensomhelst mulighed for at kontrollere at staten rent faktisk leverer varen og sikrer velfærd for alle, lighed uden slaveri (GULAG var slaveri) og beskyttelse af ikke mindst børn mod allehånde overgreb (tusinder af børn hvis forældre blev henrettet som "folkefjender" blev udsat for den mest uhyrlige behandling)

Alle tegn er at leninisme og stalinisme aldrig kom så meget som tilnærmelsesvis tæt på den skandinaviske velfærdstat når det gjalt om at levere varen. Den skandinaviske velfærdsmodel, hvis eneste fejl var at den var bygget på på omfordeling af kapitalisme og en nationalstatsmodel, er givet det tættese vi som menneskehed nogensinde er kommet på noget der kan betegnes som socialisme.

Det bedste der kunne ske var leninist-stalinismens totale sammenbrud og åbenlyse fallit. Vi kan nu kaste illusionerne overbord og påbegynde den virkelige kamp for velfærd, et rent miljø, socialisme og international solidaritet.

Robert Ørsted-Jensen

Rusland gik kun fra zarisk feudal undertrykkelse, slaveri, censur og forvisninger til Sibirien

til

Sovjetstalinismens borgelige mindretalsdiktatur (al mindretals diktatur er per definition borgeligt) i realiteten semifascistisk undertrykkese under dække af røde faner, med en sultlignende "velfærd" med uendelige køer for selv dagligvarer, baseret censur der var et figenblad over et kleptokrati af partipampere, GULAG slaveri for millioner, misrøgt af fangernes og folkefjendernes børn, etniske udrensninger og massemord på politiske modstandere.

Sider