information
Det kommunistiske kup der slog fejl
I dag for 25 år siden forsøgte kupmagere at bremse Gorbatjovs reformer af Sovjetunionen. Det mislykkedes takket være menige russeres vilje til demokrati og blev begyndelsen til enden for Sovjet
Moskva kort efter kupforsøget imod Sovjetunionens sidste præsident, Mikhail Gorbatjov, var en sælsom oplevelse.

Oprydningen var stadig i gang omkring begivenhedernes centrum ved Det Hvide Hus i byens centrum.

Men ikke langt derfra lignede den sovjetiske hovedstad sig selv. Dækningen i alverdens medier gav indtryk af, at hele byen havde været med i opgøret med kupmagerne, men samtaler med mange moskovitter efterlod det indtryk, at de fleste millioner i millionbyen slet ikke anede, hvad der var sket kort forinden.

»Jeg var ikke inde ved Det Hvide Hus. Jeg så enkelte kampvogne, men det meste af byen var helt rolig, og folk passede deres daglige arbejde,« sagde en ældre herre.

En yngre kvinde sagde: »Når man har børn, holder man sig væk fra den slags ballade, så jeg aner ikke, om balladen her overhovedet har gjort en forskel for os. Det tror jeg nu ikke.«

Man kan i disse Putin-tider tvivle på, at demokratiet nogensinde kan vinde indpas i det Rusland, som fulgte efter sovjetsammenbruddet, men nedkæmpelsen af kupmagerne viste, at mange russere har stort talent for demokrati og revolutionær adfærd.
Vilnius, januar 1991. En mand bider sig i handsken, efter at Gorbatjovs specialstyrker har indtaget TV-tårnet i Vilnius
Det startede alt sammen den 19. august 1991, da en række regeringsmedlemmer afsatte præsident Mikhail Gorbatjov, der ferierede på Krim. Det var vicepræsidenten, ministerpræsidenten, indenrigs- og forsvarsministeren, der gennemførte det sammen med KGB-chefen. De var utilfredse med Gorbatjovs reformer og med en ny unionstraktat, der ville give de 15 sovjetrepublikker øget selvstyre og dermed begrænse sovjetregeringens magt.

Gorbatjov havde selv banet vejen for kuppet, da han havde udnævnt samtlige kupmagere og begrænset reformerne i overensstemmelse med deres krav.

Men dårlig planlægning og folkelig opstand gjorde en ende på kuppet efter kun tre dage.
Forbenede kommunister
Selv oplevede jeg kuppet i den daværende sovjetrepublik Letlands hovedstad Riga, hvor det trak ud en dag længere end i Moskva. De lokale kupmagere var forbenede kommunister, der var rædselsslagne for de stærke frihedsbevægelser i de baltiske lande.

Derfor nægtede de at anerkende, at kuppet i sovjetimperiets centrum var mislykkedes.
I Riga gjorde de lokale kupmagere, som kupmagere bør, nemlig hermetisk at afbryde al kommunikation til og fra byen, så i Riga svævede vi i uvidenhed om, hvad der foregik i den sovjetiske hovedstad.

Kupmagerne forsøgte også i Moskva at mørklægge begivenhederne for omverdenen, men her var der for mange mediefolk, der trodsede dem, og det spirende russiske internet var med til at fælde kupmagerne med en strøm af information til egne borgere og omverdenen.
Hærens Dag, Moskva 1992: Depeche Mode-fans kræver spontant Hærens Dag omdøbt til Depeche Mode-dag
Hærens Dag, Moskva 1992: Depeche Mode-fans kræver spontant Hærens Dag omdøbt til Depeche Mode-dag
I Riga var det kun det svenske konsulat, der havde en åben telefonlinje, så vi få skandinaviske journalister i byen stod i kø med historier om det lokale kup. Men de svenske diplomater afviste os, da telefonlinjen kun måtte bruges til kommunikation med UD (udenrigsministeriet i Stockholm).

Det var, som om svenskerne troede, at kuppet ville lykkes, og frygtede repressalier, hvis de bidrog til at bryde mediemørklægningen.

Overalt mødte man grædende lettere, der frygtede, at deres »syngende revolution« nu var knust.
Syngende menneskekæde
Den syngende revolution var startet flere måneder før Berlinmurens fald, nemlig den 23. august 1989. Hovedvejene gennem de tre baltiske lande var fyldt af biler og mennesker. Der var anslået op mod to millioner baltere på vejene, så sovjetmagten kunne ikke gøre andet end se til.

Klokken 19 den augustaften tog unge, gamle, børn og voksne hinanden i hænderne i en seks hundrede kilometer lang menneskekæde gennem de tre baltiske republikker. Kirkeklokkerne ringede mange steder for første gang i årevis, og menneskekæden brød ud i sang.

»Hvem kan skyde på over en million mennesker? Det er der ingen magt i verden, der kan,« sagde Algirdas Saudargas, der senere blev det frie Litauens første udenrigsminister.
Massedemonstrationen markerede halvtredsåret for pagten mellem Hitlers Tyskland og Sovjetunionen i 1939 med den hemmelige protokol, der overdrog de baltiske lande til Sovjetunionen. Det var en demonstration imod løgnen om, at Estland, Letland og Litauens indlemmelse i Sovjetunionen skete frivilligt.

Den syngende revolution var en triumf for balternes frihedsbestræbelser. Også i imperiets centrum, Moskva, var der sympatidemonstrationer, der krævede, at Sovjetunionen indrømmede sine historiske forbrydelser. På den måde satte begivenhederne i Baltikum yderligere fart på Mikhail Gorbatjovs reformer, men også fart på opløsningen af Sovjetunionen.

»Vær realistisk – forlang det umulige,« råbte folkemængden igennem Baltikum.
En radikal ide
I kupdagene sagde historikeren Edgars Rinkevics, der siden blev Letlands udenrigsminister, til mig i parlamentet, der var barrikaderet imod kupmagerne:

»Jeg aner ikke, om Letlands frihed kommer i min levetid. Vi kan slet ikke forestille os, hvor hurtigt det kan gå. Næste gang måske til vores fordel, men uafhængighed er måske stadig en for radikal idé.«
Riga, Letland, april 1990: Nonner ser til, mens Kristus Piedzimšanas katedrāle genindvies. Kors løftes tilbage på spirene, efter at kirken siden Anden Verdenskrig har været anvendt som planetarium
Den dag kupmagerne gav op i Moskva, blev befolkningen i Riga gennem højttalere formanet om at blive inden døre og gøre som befalet. Men flere lettiske bekendte var informeret om kuppets fallit i Moskva igennem det spirende internet.

De gik i gaderne med »Frit Letland« på T-shirts og bannere, men den lille selvsikre gruppe, som jeg stod og talte med, blev angrebet af specialstyrkerne Omon, og vi blev jagtet i timevis igennem Rigas historiske centrum. Omon-soldaterne råbte:

»I kan lige så godt give op. Vi har vundet.«

Jeg undgik Omons knipler, fordi lokale unge tog knippelsuppen i stedet. Adskillige af dem blev arresteret, men løsladt ud på natten, hvor de lettiske kupmagere måtte indse, at det var deres fanger, der havde vundet.

Der var på det tidspunkt kommet nogle af de senere ikoniske billeder fra Moskva frem til Riga. På en tæt pakket avisredaktion fik vi vist billeder af Boris Jeltsin på kampvognen, og hans trofaste støtter ved Det Hvide Hus, der trodsede både kampvogne og regnskyl.
Fra taget af en tank holder Boris Jeltsin mandag den 19. august en tale, hvori han beder det russiske folk om at gå imod de kommunistiske kupmagere. Foto: AP Photo/Polfoto
Vestens reaktion
Berlinmurens fald få måneder efter balternes syngende revolutions højdepunkt havde været et nyt vendepunkt i processen, der gjorde det af med Sovjetunionen.

Litaueren Algirdas Kauspedas fortalte ved 20-året for Sovjetunionens sammenbrud til Berlingske, at han hørte om det i sin bil og måtte køre ind til siden for at fordøje nyheden.

»I det øjeblik forstod jeg, at vi ville blive frie. Det var ikke længere bare en lokal kamp mod et lokalt system.«

Da kupforsøget kom, havde Litauen erklæret sig selvstændigt, 11. marts 1990, men ingen vestlige lande anerkendte åbent selvstændigheden. Danmark åbnede dog et »baltisk informationskontor« i København i december 1990, men i det store og hele var verden afventende og 'svigtede' først sent Vestens kæledægge Gorbatjov, som ellers var kraftigt medskyldig i masseopstanden.

I januar 1991 forsøgte Gorbatjovs Moskva at bremse revolutionen i Baltikum. Sovjettropperne blev sat ind imod TV-tårnet i Vilnius, og 14 mennesker blev dræbt – nogle knust under kampvogne.

Siden kom turen til Riga med fire dræbte aktivister. Gorbatjovs forsøg på at standse frihedsbevægelserne med våbenmagt skubbede yderligere til opløsningsprocessen af Sovjetunionen. Det er ubegribeligt, at Gorbatjov ikke forstod det.
Moskva, Manegepladsen, 24. august 1991: Gorbatjovs livvagter og en lastbilchauffør lytter til Gorbatjovs tale i forbindelse med begravelsen af dem, der mistede livet under kuppet
Moskva, Manegepladsen, 24. august 1991: Gorbatjovs livvagter samt en sørgende lastbilchauffør lytter til Gorbatjovs tale i forbindelse med begravelsen af dem, der mistede livet under kuppet
Det var euforiske tider, efter at kupmagerne var slået tilbage. I Moskva i september 1991 stod russere stadig i lange køer for at købe de aviser, som siden Gorbatjovs glasnost havde bragt bunker af hidtil hemmeligholdt materiale om Stalintidens forbrydelser.

Folk hungrede efter viden om fortiden, men i takt med økonomiske vanskeligheder i Jeltsin-tiden og efter Vladimir Putins overtagelse af præsidentmagten kom den snigende rehabilitering af Stalin.

Dengang i begyndelsen af 1990’erne begik Vesten nogle af sine største fejltagelser ved først at lægge sit pund i Gorbatjovs vægtskål og siden at tro, at russerne hurtigt ville blive som os i Vesten. Vi havde jo set, at det kunne gå hurtigt i lande som de baltiske og centraleuropæiske, men forstod ikke det særlige Rusland.

Her vil jeg tillade mig at citere fra min bog Russernes drømme:

»Ruslands udvikling fra håb om demokratisering i begyndelsen af 1990’erne til det store tilbageslag under Putin har primært interne årsager, men det har bidraget meget til tilbageslaget, at vestlige ledere undervurderede eller ignorerede russernes traumer efter Sovjetunionens sammenbrud. Vi registrerede nok, at Rusland mere eller mindre økonomisk kom på fode, men opdagede ikke, at det aldrig skete psykologisk og mentalt.«
Internettets muligheder
Kupmagerne søgte i augustdagene 1991 at tage kontrol med samtlige medier, men enten kendte de ikke til, at internettet havde gjort sit spæde indtog i Sovjetunionen, eller også tillagde de det ikke betydning.

Takket være ny teknologi havde kommunikationen med Vesten været uden for myndighedernes kontrol siden sidst i 1980’erne. Der var gennem nettet løbende blevet informeret om kuppet, blandt andet gennem udbredelse af nyheder fra Radio Moskvas Ekko, som ikke adlød kupmagernes forbud.

Staben på nyhedsbureauet Interfax bidrog også løbende til at reformere verden. Og medier i stadig flere sovjetiske byer meldte ind med lokale nyheder.
Moskva, 1991: To drukkenbolte tager sig en lur
Boris Jeltsins stab opdagede også nettets muligheder. Hans folk dukkede op på netbureauet Demos, hvor de postede meddelelser på nettet fra den dengang nyvalgte russiske præsident.

Netbureauet Usenet udsendte denne tekst til verden om kupforsøgets første dag: »Vi er OK, men bange og vrede. Moskva er fyldt med kampvogne. Jeg hader dem. De prøver at lukke alle massemedier. For en time siden lukkede de CNN og sovjetisk tv viser opera og gamle film.«

Augustbegivenhederne i 1991 viste, at græsrødders onlinekommunikation i kritiske tider kan vinde over traditionelle medier. Der er talt og skrevet meget de seneste år om mobilisering gennem nettet, men netaktiviteten fra Moskva i augustdagene er et af de mest livsbekræftende tilfælde af revolutionær handling online.
Vilnius, januar 1991: Ved et begravelsesoptog viser en sørgerne kvinde billedet af en af de 14 mennesker, der døde under urolighederne, da Gorbatjovs specialstyrker indtog tv-tårnet
For netbrugerne var fortællinger fra vidner til kupforsøget ikke kun nyttige for at få de seneste nyheder, men det var begyndelsen på en ny æra. Alle kunne tage del i historiske begivenheder. Det digitale utopia blev til virkelighed, også for russerne.

I en af de tusindvis af meddelelser om kuppet til brugerne af Usenet hedder det:

»Vi har set kampvognene med vores egne øjne. Jeg håber, at vi kan være i kontakt igen i de kommende dage. Kommunisterne kan ikke voldtage Mor Rusland igen!«

Revolutioner i internettets tidsalder har en vigtig ting til fælles. Selv om visse politiske kræfter kan være med, er de ikke centraliseret og foregår i samarbejde med græsrødder.

Uden augustkuppet ville historien om digital aktivisme være ukomplet. Og nettets betydning er kun blevet stærkere i dagens Rusland i takt med undertrykkelse af kritiske, traditionelle medier. Det er online, den mest spændende og kritiske debat om landets tilstand foregår.
Putins indtog forudset
Men tilbage til kuphistorien. Gorbatjov havde ofte talt for ’uskorenije’ (acceleration), men hans handlinger viste, at det kom til at gå for hurtigt for ham, så han eksempelvis afviste den såkaldte 500-dagesplan, overgang fra plan- til markedsøkonomi på 500 dage.

Han lyttede heller ikke til sine mest begavede medarbejdere som udenrigsminister Eduard Sjevardnadse, der var trådt tilbage i protest i december 1990. Det kom ikke som en overraskelse, eftersom Sjevardnadse i flere måneder havde advaret om situationen, blandt andet på en pressekonference:

»Vi glider tilbage til den forfærdelige fortid. De reaktionære styrkes. Reformfolkene har stukket hovedet i busken. Et diktatur er på vej. Ingen ved, hvad det diktatur indebærer, og hvilken slags diktator, der kommer til magten.«

Den gamle ræv Sjevardnadse synes allerede i 1990 at have forudset Vladimir Putins indtog i Kreml ti år efter.
Moskva, 1991: Soldater vogter en vejspærring under kuppet
Sjevardnadses advarsler imod fortidens mænd blev bekræftet, da Gorbatjov i 1990 gjorde Boris Pugo til indenrigsminister.

Pugo var lette og leder af KGB i Riga. Og det var ham, som kom til at lede de militære angreb på balternes frihedsbevægelser.

Pugo ledede også Gorbatjovs konflikt med Jeltsin. Meget kunne have set anderledes ud, hvis Gorbatjov og Jeltsin havde samarbejdet imod kupmagere af Pugos slags. Men Gorbatjov lod Pugo forbyde en bebudet Jeltsin-demonstration, og inden kupforsøget blev censuren af medierne genindført.

I sommeren 1991 var flere af Gorbatjovs rådgivere blevet meget nervøse for netop det, som Sjevardnadse havde advaret om: et kup indefra. Men Gorbatjov afviste også disse advarsler.

Gorbatjovs beskedne reformer havde gjort ondt værre. Bruttonationalproduktet var faldet over 10 procent, og priserne på forbrugsgoder og mad var steget med over 50 procent. Med en meget utilfreds befolkning og en regering, som dårligt fungerede, drog Gorbatjov på ferie på Krim.

Drømmen om en ny verdensorden blev født af Sovjetunionens sammenbrud. Det blev i stedet til en ny verdensuorden med stranguleringen af de liberale demokrater i Rusland. Med Putin kom russiske borgeres fantomsmerter – troen på, at Vesten over for dem kun har ondt i sinde. De smerter har Putin både forstærket og forsøgt at dulme med aggression over for naboer, primært Georgien og Rusland.

Men kupdagene i 1991 står under alle omstændigheder tilbage som en sejr for Ruslands demokrater.
Moskva 1988: Nonner ser til, mens Kristus Piedzimšanas katedrāle genindvies. Kors løftes tilbage på spirene, efter at kirken siden Anden Verdenskrig har været anvendt som planetarium
Tekst: Vibeke Sperling
Foto: Stig Stasig

Redaktør: Emil Rottbøll
Digital produktion: Johanne Pontoppidan Tuxen

© Dagbladet Information
Publiceret 19. august 2016
En måneds gratis Information digital + papiravisen fredag og lørdag
Robert Ørsted-Jensen

Problemet var aldrig "klassefjendens" løgnagtige kampagner - men derimod - at det i det store hele ikke var nødvendigt at lyve. Man behøvede bare at møde op med grundige og saglige redegørelser for de faktiske forhold i "abejderparadiset"

Den ene efter den anden desillusioneret tidligere kommunist, var i stribevis rede til at levere en sådan. Al virkelig kritik kom altid fra egne desillusionerede rækker, sammenbruddet selv var støttet af samme type mennesker.

Stig Bøg. Det var tydeligt at netop bombningen af Serbien skulle være kapitalismens cementering af sejren over den nationale socialisme. Nu er jagten sat ind på socialismens institutioner og filosofiske tankegods rundt omkring i den kapitalistiske verden, for på den måde at bane vejen for monopolisering af de sidste rester af fællesejet infrastruktur, og med slavegørelse af de besiddelsesløse som resultat.

Det er der fandeme nogen som hylder som et fremskridt for socialismen.

Dagmar Christiandottir, Peter Jensen, Allan Stampe Kristiansen, Torben Skov, Per Torbensen, Stig Bøg og Claus Oreskov anbefalede denne kommentar
Claus Oreskov

@Robert Ørsted-Jensen. Så fik vi dit credo endnu engang, men hvad skal man stille op med en sådan firkantet og sort hvid trosbekendelse?

Robert Ørsted-Jensen

Ingen forhindre folk i at leve i illusioner Oreskov - men det er umuligt at tilbageviserø at vi har at gøre med er samfund Joof censur og forbud mod opposition. Det er også en kendsgerning at der ikke i et sådant samfund er nogen mulighed for tjekke de faktiske levevilkår og Systematiske undetryggeksesmekanismer. Det er også et fakta at politiske fanger blev systematisk anvendt som slavearbejdskraft.

Robert Ørsted-Jensen, det er muligt at forskellene på den privatkapitalistiske og den socialistiske verden ikke var påfaldende i dit værdisæt, men den marxistiske ide om omfordeling af BNP til alle i samfundet - den ide er efter privatkapitalismens totale sejr, udslettet i menneskehedens kommunikation, rigtig rigtig mange år frem, og du og dine ligesindede, som ikke ville se udviklingen gik fremad i Østeuropa og Sovjetunionen, og som derfor konstant fremhævede den privatkapitalistiske verden som ideel - trods arbejdsløshed, kriser, fattigdom og sult - I får millioner af tabte menneskeliv på samvittigheden. Vi kan starte med at nævne overdødeligheden efter gangsterprivatiseringerne og krisen i Rusland i 90'erne. Lige nu pumper de privatkapitalistiske stater enorme pengebeløb ind i bankerne, og en gigantisk aktieboble er under opbygning ...hvordan er det nu Robert Ørsted-Jensen, privatkapitalismen er jo krisefri eller nåede du aldrig så langt inden du begyndte din lovsang af selv samme privatkapitalisme...?

Allan Stampe Kristiansen, Claus Oreskov og Per Torbensen anbefalede denne kommentar
Claus Oreskov

@Robert Ørsted-Jensen. Må jeg svare med at referere og sammenfatte fra et essay Hans Scherfig udgav i essaysamlingen ”Den fattige mands bil”(Vinten, København 1971). Essayet hedder ”Drømmen om Frihed”. Scherfig gør til begyndelsen opmærksom på at der findes to slags ytringsfrihed, ligesom der findes to slags demokrati: det borgerlige og arbejderklassens demokrati som på den tid var repræsentativt i Sovjetunionen. Derefter gør han opmærksom på den døds kamp, der globalt forgår mellem udbytter klassen og de udbyttede. Han påpeger (i klar overensstemmelse med Marx) at enhver stat er et maskineri, som en klasse benytter til at undertrykke en anden klasse. (I dag er denne struktur bredt ud i hele det globale landskab, domineret af den globale arbejdsdeling!). Det gælder under et socialistisk styre og under et kapitalistisk styre. Begge steder er staten det redskab den herskende klasse benytter sig af til at holde sin modstander nede! Scherfig skriver at troen på at staten skulle være noget der står udenfor eller over klasserne er en digterisk løgn. I det borgerlige demokrati regeres vi af borgerlige embedsmænd, borgerlige dommere og borgerlige parlamentariker. Intet borgerligt demokratisk land fører en åben udenrigspolitik. Intet borgerligt parlament kan lovgive uafhængigt af børs og banker. Og med et lille mindretals ejendomsret til produktionsmidlerne må den forfatningsmæssige ytringsfrihed være begrænset af de besiddendes monopol på presse, forlag, trykkerier, papirlager osv. Alle os der har prøvet at få væsentlige indlæg fjernet på de forskellige blogge på internettet, kan kun sige at dette forhold stædig eksisterer! I Sovjetunionen videreførte man ikke denne borgerlige form for demokrati og ytringsfrihed. Trykkefriheden ophørte med at være hykleri. Det nye proletariske demokrati blev mere demokratisk end noget borgerligt demokrati, og sovjetmagten blev mere demokratisk end nogen borgerlig republik. Men det blev ikke et demokrati for alle. Ikke for arbejderklassens fjender. Arbejderklassen brugte ikke staten i den almindelige friheds interesse, men for at holde sine modstandere nede. Scherfig slutter det lille essay med en tordnede kanonade: ” At side som tilskuer med rene hænder og dømme bagklogt over dem, der påtog sig det grove arbejde, er ingen stor bedrift”.

Robert Ørsted-Jensen

Mindretals depoti, censur og forbud mod opposition og dermed uden check og balances vil ikke og kan aldrig udgøre et brugbart grundlag for velfærd og social retfærdighed. Og det vil aldrig gøre til noget der bare ligner socialisme. Magt til et mindretal ender altid i magtmisbrug.

Claus Oreskov

@Robert Ørsted-Jensen. hvorfor vender du Scherfig på hoved? Sovjetunionen var ikke noget mindretalsdiktatur. Mindretallet var den borgerlige højrefløj der fik som fortjent medens majoriteten af befolkningen oplevede uhørt social fremgang på alle områder især hvad angår uddannelse og arbejds muligheder!

Robert Ørsted-Jensen

og forfatter - samt stalinist over en hals - bør det tilføjes. Dygtig kunstner men ikke just noget politisk geni og hans harceleren over modstandere på venstrefløjen og støtte til Stalins massemord på samme var mildt sagt ulækker.

Je det står sløgt til - hr oreskov møde sgu altid op med urgammelt stof skrevet længst afdøde naivister og håndlangere

Robert Ørsted-Jensen

Nej bolsjevikkerne opnåede aldrig et flertal i frie valg. De opnåede kun flertal i nogle sovjetter, de lod så indkalder til en grundlovgivende forsamling. Det var en stor sejr for de forskellige former for socialistiske partier som fyldte næsten 80% af dumaen. Men det var stadig ikke nok for Lenin som "kun opnåede 30-35% af pladserne, så han gjorde ligesom Hilter - han lukkede forsamlingen forbød de fleste andre partier og så går det jo.

Robert Ørsted-Jensen, Lenin havde en mission for den russiske proletar og landarbejder, nemlig en industrialisering og fødevareforsyning der kunne sikre en afvisning af de vestlig imperialister og deres massemord på russiske soldater (proletarer og landarbejdere). Ja, Lenin afviste skøre kompaners personlige ambitioner på revolutionens vegne, og holdt sig til planen. Marx skriver i DKM:

Men lad bourgeoisiets bebrejdelser mod kommunismen være.
Vi har allerede ovenfor set, at arbejderrevolutionens første skridt er at hæve proletariatet op til herskende klasse, at tilkæmpe sig demokratiet.

Proletariatet vil bruge sit politiske herredømme til efterhånden at fravriste bourgeoisiet al kapital, til at centralisere alle produktionsinstrumenter i statens hænder, dvs. i hænderne på proletariatet organiseret som herskende klasse, og til at øge mængden af produktionskræfter så hurtigt som muligt.

Det var planen som den blev gennemført. Så er den ikke længere.

Robert Ørsted-Jensen, hvorfor er det lige du tror at Lenin var i mindretal - han havde rejst land og rige rundt og talt med proletarer og landarbejdere om disse ting. At så kumpaner og lokalkonger havde bemægtiget sig pladser i sovjetterne er en anden ting - de kunne have påkaldt sig deres flertal hvis det eksisterede når det kom til stykket.

Claus Oreskov

At lufte sine fordomme er måske meget morsomt men meningsløs i et debatforum. Robert Ørsted-Jensen personlige hade billeder af Sovjetunionen (dog ikke mere personlige end, at de på alle måder stemmer overens med CIA propagandaen, og den fascistoide højre presse gennem tiden. Faktisk er det i blandt, som at høre Joseph Goebbels anti- sovjet bravader. Samme russer forskrækkelse, samme ængst for socialismen, samme had til det anderledes, samme forsøg på sindelagskontrol) har ingen værdi i en debat, hvor meninger burde brydes og hvor vi kan berige hinanden gennem tænke udvekslinger. Hvordan Sovjetunionen nu var skruet sammen, eller ikke, så levede og arbejde 150 millioner tilfredse sovjetborger i denne store union. I alle de år jeg sejlede til søs bevarede jeg kontakten til Sovjetunionen gennem besøg på sovjetiske skibe og selvfølgelig var det vigtigt for mig at komme med på skibe der sejlede til og fra arbejdernes fædreland! I sømandsklubben i Leningrad havde jeg virkelige venner, og at gå på gaden derovre var som at bevæge sig i et frirum – modsat den fornedrelse og stigmatisering det var at være pjalteproletar i det kapitalistiske Danmark!
Hvordan var livet i Sovjetunionen? Ja der lever jo stadig millioner af mennesker som kan fortælle om det og jeg har flere gange sagt til Robert Ørsted-Jensen at han skal tage derover og ud på landet og leve blandt russerne. Så ville han få en førstehånds fornemmelse for historien sådan som vi andre har fået det! Dernæst kan man læse bøger og der findes en del også sådanne som ikke er dikteret af CIA & MI6. Om MI6 infiltration og misinformationer om Sovjetunionen kan Robert Ørsted-Jensen læse om i : Stephen Dorril ”MI6 Inside the Covert World of Her Majesty´s Secret Intelligence Service”. Heri kan han også læse om de over 100000 mord bag jerntæppet som bl.a. MI6 var medvirkende til. At man i Sovjetunionen gjorde foranstaltninger for at imødegå denne terror er for mig at se ikke nogen forbrydelse! Suppler gerne med Michael Sayers & Albert E Kahn ” Den Hemmelige Krig mod Sovjet Rusland” samt f.eks. Daniele Ganser ”NATO secret armies Operation Gladio and Terrorism in Western Europe”. Selvom denne bog fortrinsvis handler om NATOs terror og mange mord i Europa kommer den også ind på aktioner bag jerntæppet. Om daglilivet i Sovjetunionen se f.eks.:
Josef Novak ”Fremtiden er vor Kammerat”, Martin Andersen Nexø ”Mod Dagningen – Skildringer fra Rusland”, John Scott: ”Bag Ural”. Kvindernes liv er godt dokumenteret i Sture Stiernlöf: ”Kvinnor i Sovjet”, Anna Bek: ”The Life of a Russian Woman Doctor a Siberian Memoir 1869 – 1954”. Hvordan var det at være forfatter i Sovjetunionen prøv at læs: Ilja Ehrenburg Erindringer Mennesker År Livet” eller Boris Pasternak ”forsøg til en Selvbiografi”. Morsomt nok indeholder Pasternak’s erindringer ikke det ensidige had som man har tillagt ham i vesten – faktisk er der ikke noget af dette i denne sandrug bog!
Til sidst lige et par ord om Robert Ørsted-Jensen analysemetode. Til forståelse af Scherfig er metodikken denne: ” Dygtig kunstner men ikke just noget politisk geni og hans harceleren over modstandere på venstrefløjen og støtte til Stalins massemord på samme var mildt sagt ulækker”. Ja undskyld jeg siger det men var det en elev i historie i første G ville han blive dumpet!!!!

Robert Ørsted-Jensen

Kep jeg har fordomme mod enhver form for despoti.

Til artiklen herover bør tilføjes at Vesten kunne have sikret Sovjetunionens rolige overgang til markedsøkonomi, men G7 med Major i spidsen afslog Gorbatjovs anmodning om et lån på 20 mia. $. Vesten ønskede sammenbruddet og gangsterprivatiseringerne med de katastrofale konsekvenser for den almindelige russer. Der var ingen udover lykkeriddere og gangstere der havde gavn af den måde det foregik på.

Vesten ville have demokraten Gorbatjov fjernet, og diktatoren og drukkenbolten Jeltsin til magten, og det til trods for at befolkningen havde stemt for at Gorbatjov blev ved magten:

Den 17. marts 1991 blev der afholdt en folkeafstemning om, hvorvidt [Sovjet]unionen skulle fortsætte. I ni af femten sovjetrepublikker blev der flertal for fortsat union, hvilket styrkede Gorbatjovs stilling noget. Sommeren 1991 blev der genforhandlet en ny unionsaftale, som ville omdanne Sovjetunionen til et løsere forbund af halvvejs uafhængige stater.

Allan Stampe Kristiansen, Claus Oreskov og Torben Skov anbefalede denne kommentar
Robert Ørsted-Jensen

Sludder. Gorbatjov blev fældet af et kup iværksat ikke af vesten (som snart også skal have ansvaret for solpletter) men af en flok gamle stalinister. I øvrigt heltinde stil med den måde tilsvarende folk fjernede Krutchev i 60'erne. Dennegsng kiksede det og idioten Jeltsin - som ikke var så dum endda - benyttede lejligheden til at overtage magten og fjerne en leder som han af andre grunde ikke kunne udstå.

Gorbatjov og hans demokratiseringsprocess var yderst populær i "vesten" han havde intet at frygte fra den kant. Men han var autokrat og manglede føling og kontakt med de jævne og ordinære mennesker der kunne have stået ham bi.

Det var 74 år med manglende offentlig debat og folkelig forankring og et system der byggede på løgn og manglede demokrati. Årtier med ubeskrivelige overgreb og uhyrligheder - samt dynger af løgne der fik det hele til at falde sammen. Det er yderst beklageligt at Gorbatjov ikke fik mulighed for at afslutte det han havde sat igang, men i bagklogskabens klare lys ikke uforståeligt.

Robert Ørsted-Jensen

Problemet med de slags styre er at der ikke eksisterer forankrede demokratiske processer der kan formidle forandring på en værdig måde. Derfor ender det ofrer med kup. Når det er bedst sker lederskift helt som i Vatikanstaten men så er der, også helt spm i Vatikanet, ikke tale om forandringer på dagsordnen

Ps 14:48
I øvrigt udtalte John Major på det nævnte G7 møde at "der jo skulle være midler til dem der kom efter"... hvilket var Jeltsins regime.

Stephen F. Cohen udtaler, at havde Gorbatjov haft de 20 mia. $ til at importere fornødenheder for, "så han stået meget stærkere i befolkningens bevidsthed og i kampen mod Jeltsin" ...og det økonomiske kollaps som kostede millioner af civile russere livet, samt oligarkiseringen, kunne have været undgået.

@Robert Ø. Jensen dine ytringer minder i høj grad om de faktaløse destruktive mishagsytringer som mange politisk forsamling igennem historien er blevet udsat for. Gyseligt.

Allan Stampe Kristiansen og Claus Oreskov anbefalede denne kommentar
Robert Ørsted-Jensen

Cohen har ret - men han ville næppe give dig ret i ret meget - og da slet ikke i din ulækre teori om at hans ven Bukharin fik hvad han fortjente - Cohen er Bukharins biographer - men du har sgu meget læsning til gode Atkins

Robert Ørsted-Jensen

Enhver kild, selv den lødigste, er omgående at betragte som agent for CIA hvis ikke den giver mine stalinister venner Oreskov og Atkins ret. Men de samme herrer er altid glade for enhvilkensomhelst kilde der giver dem ret. Selv CIA er så heltok. Det eneste der forlanges er at d udtaler sig rosende om USSR og berømmerføren Stalin og al hans gøren og laden :)

Robert Ørsted-Jensen jeg læser ikke - jeg studerer - dvs. fremfinder og sammenholder mange forskellige kilder.

Lenin skriver den 25. december 1922 i et slags politisk testatamente (Lenin blev ramt af et slagtilfælde i marts 1923):
...og vedrørende ham [Bukharin] må man have følgende for øje: Bukharin er ikke blot en overordentlig værdifuld og betydelig teoretiker for partiet, han regnes også med rette for hele partiets yndling, men hans teoretiske anskuelser kan kun med meget stor tvivl regnes for fuldt ud marxistiske, for der er noget skolastisk ved ham. (Skolastisk skal i den sammenhæng forståes som leflen for det europæiske og det flygtede russiske aristokrati - altså revolutionens fjender.)

Lenin havde gennemskuet Bukharin, allerede da Bukharin og Trotski risikerede selve den russiske revolution og titusindvis af russiske soldaters liv, ved at modarbejde separatfreden i Bretsk-Litovsk. Men Bukharin blev heldigvis stoppet af Lenins advarsel. Stalin lod dog Bukharin gå linen ud og overvågede hvordan Bukharin blandt andet omgikkedes tyske gestapo-agenter i Sovjetunionen og hjalp amerikanske agenter i Komintern til flugt, inden Stalin - efter nazisterne begyndte at opruste til krig mod Sovjetunionen - i 1938 slog til mod bl.a. Bukharin som værende topfigur i en femtekolonne.

Robert Ørsted-Jensen

Du er en syg gammel gnavpotte Atkins. Det her er i alle tilfælde den sygeste forvrængede udlægning af en tekst jeg har set i mange mange år.

I samme papir anbefaler samme skribent at Stalin øjeblikkelig fjernes fra al magt da han vil misbruge den og ikke besidder den fornødne respekt for andre bolsjevikker - en mild udgave al den stund at svinet - kammerat Napoleon - lod dem alle henrette 13 år senere.

Men i din selektive udlægning er det Bukharin der er problemet, fordi han er skolastisk og populær. Det er endog ok at skyde Bukharin, sende hans hustru i Gulag i 20 år og hans søn på opdragelsesanstalt. Altsammen fordi manden i 1923 var "skolastisk" - det var de fandme allesammen til hobe - Skt Lenin hørte til blandt de alleværste - han opfattede Marx læsning - ikke som kritisk videnskabelige studier - men snarere noget i retning af bibelterperi.

Claus Oreskov

Nu er der ikke to demokratier der er ens. Ligesom den enkelte demokrat ikke forstås og praktiseres på bare 1 måde gennem tiden. Demokratibegrebet og demokrati i praksis er m.a.o. en fleksibel størrelse. I Robert Ørsted-Jensen optik forekommer det mig, at demokrati bliver til noget bastant evigt og uforanderligt. Noget man altid kan henvise til, som målestok for godt og ondt, og som rettesnor for politik og moral. Man skal bare tage hensyn til, at der er tale om en form, uden indhold eller med et meget flydende indhold. Indholdet altså definitionen på demokrati tilpasses nemlig, som modsætning til Sovjetunionen og andre planøkonomiske historiske økonomier. Det er muligt jeg tager fejl – ja faktisk håber jeg det!
PS: Alt tyder på at Bukharin samarbejde med kontrarevolutionære terrorist celler i Vesteuropa, hvilket han jo også selv tilstod under retssagen.

Robert Ørsted-Jensen

Demokrati Oreskov er folkestyre. Dette varierer bestemt, men fri debat og ret til at være i opposition forbliver stadig en forudsætning for folkestyre - uden det er der ikke tale om et demokrati.

Robert Ørsted-Jensen

Det andet du skriver er så ubegavet at det skriger til himlen. Alle andre end dig og Atkins anerkender USSRs højreste retsinstansers beslutning der rehabilirterede Bukharin som uskyldig dømt.

Men det hører med til et demokrti at der er en tredeling af magten, at man har krav på en uafhængig forsvarere og at retsforfølgelse sker i overenstemmelse med loven og uden tortur - intet af det blev overholdt under stalinismens svøbe - og det er netop derfor man er nød til at have en fri og uafhængig presse og ret til at være i opposition. Uden det er der ikke tale om noget der kan kaldes for demokrati

Robert Ørsted-Jensen, jeg refererer kun hvad jeg læser i historiske kilder...

...du må tilbagevise mine kilder. Hvad Gorbatjov finder på for at reklamere for sin Perestrojka og lefle for Vestlige lån, skal jeg ikke stå inde for, men Gorbatjov siger selv om den proces du kalder USSR's højeste retsinstans:

Jegor Ligatjovs indlæg under drøftelsen af talen om 70-årsdagen for Oktoberrevolutionen i Politbureauet var ikke uden interesse. Efter hans mening havde Bukharin, Rykov og Tomskil' foreslået et langsomt tempo i industrialiseringen, og det havde hæmmet landets bevægelse hen mod socialisme. Jeltsin rejste på sin side spørgsmålet: Er det ikke for tidligt at foreslå Bukharin rehabiliteret?

Robert Ørsted-Jensen det er vist dig der skal til bøgerne! Det bliver lidt kedeligt i lænden med dine udokumenterede påstande.

Robert Ørsted-Jensen

Nej du referer som sædvanligt enhver kilde ukritisk så længe den siger det du gerne vil høre.

men du advokere altså at det er ok at slå folk ihjelæ hvis ikke de lige mener som dig?

Robert Ørsted-Jensen

Hvis ikke man event kritisk læsning Atkins så er enhver læsning spild af tid

Robert Ørsted-Jensen

Nogen læser selektivt for at blive bekræftet i deres forudfattede meninger og synspunkter, Atkins, andre læser kritisk og analytisk med det formål for øje st de ønsker at lære noget.

Placer dig selv her - og du kunne jo starte med at overveje hvorfor lige præcist Jeltsin (som i øvrigt var uvidende om emnet) sagde som han gjorde? Hvorfor ville Jeltsin modsætte sig lige netop de rehabiliteringen - var det fordi han var en god socialist?

og igen - er det i orden synes du at henrette andre mennesker alene for deres meninger og det længe efter at man havde fjernet dem fra al magt?

Robert Ørsted-Jensen, igen kun tomme uunderbyggede påstande. Nu må du tage udfordringen op på professionel vis - eller resignere. Ikke en eneste konkret indvending udelukkende ukvemsord og personlige angreb fra din side, Robert Ørsted-Jensen. Det er ved at blive lidt pinligt.

Det er trods alt ikke mig, der har skrevet Gorbatjovs erindringer, ej heller Lenins politiske testamente, eller the Espionage Act report to President Woodrow Wilson vedrørende US agent Lovestones og Bukharins nære forhold. Jeg refererer blot ordret. Og jeg har en hel del mere at lægge frem om din darling i Stalins proces mod nazistisk undergravende virksomhed i Sovjetunionen i prækrigsperioden 1936-39. Ting som ikke er medtaget i din bog af Stephen Cohen.

Allan Stampe Kristiansen og Claus Oreskov anbefalede denne kommentar

Robert Ørsted-Jensen, lige netop den din meget forsigtige gisning 05:32 om Jeltsin mon var socialist eller ikke-socialist, giver Gorbatjov et klart svar på. Jeltsin var en taktikker der spillede forræderens spil fra start af.

Ordret citat fra Gorbatjovs erindringer:
I tankerne vender jeg tilbage til den tid. Og det forekommer mig, at de to usædvanlige mennesker bogstavelig talt konkurrerede med hinanden om, hvem der kunne udtale sig mest uforsonligt. Og det drejede sig altid om, at vi var for sent på den og haltede bagefter. Tidsfrister, tidsfrister - det er vores evige og smertefulde emne. De indgik i øvrigt også i alle de efterfølgende diskussioner om perestrojka.

I øvrigt har Gorbatjov meget svært ved at erkende, at han var omgivet af forrædere og at han var offer for Vestens infiltration i Kreml. Forhold som lederne af kommunistpartiet klart gennemskuede, hvilket fik Jeltsin til, som det første efter hans kup mod Gorbatjov, at forbyde kommunistpartiet i Rusland.

Robert Ørsted-Jensen

Du bør nok lige læse Cohen først. Han - lige som alle andre historikere har selvfølgelig læst og analyseret Lenins testamente grundigt. Han bruger adkillige side på netop det Lenuin skrev om Buckharin og selvsagt også de andre ledere på tidspunktet

Alle historikere af tyngde deler den opfattelse at testamentet var en anbefaling af Bukharin, med forbehold. I Lenins øjne stod valget om en ny leder mellem Bukharin eller Trotsky, han beskriver fejl hos begge, dog ikke noget han opfattede som afgørende politiske fejl.

Testamentet var forbudt læsning fra det øjeblik magtkampen var igan og det blev først trykt i Sovjet under Gorbatchov. Årsagen var at Lenin havde set lyset - han ønskede ja anbefalde stærk at din ven Stalin blev fjernet fra alle politiske poster af betydning øjeblikkeligt. Havde Lenin overlevet ville der have været en døskamp mellem ham og Stalin, det er hævet over enhver tvivl. Stalin ville have været nød til at slå Lenin ihjel også - hvad han givet ville have gjort uden tøven - men istedet kunne han så gøre Lenin til helgen i relikvieskrin og med ikoner og hele griseriet og bygge sig selv op som Lenins sande arvtager. Helt som i den katolske kirke hvor alle paver er arvtagere efter Peter

Robert Ørsted-Jensen

Gorbatjov var i sandhed omgivet af forræsddere - gamle stalinister var de værste - og med deres dillitante kupforsøg leverede de ironisk magten til en anden forrædder - Jeltsin - og denne gik direkte i bukserne på opløsningen af fadæsen og genindførelse af kapitalismen

Sovjets eneste redning var Gorbatjov - havde han blevet ved magten ville Sovjet gradvist være blevet omdannet til et velfærds-demokrati med en fri presse og alt det som man burde have indført for mange år tidligere.

Robert Ørsted-Jensen

Du har stadig ikke svaret mig på om du synes det er rigtigt - at henrette andre mennesker alene for deres meninger - og det længe efter at man havde fjernet dem fra al magt?

Agenter har som en del af deres arbejdsrisiko, at de kan miste livet. Og hvis du obserberer på Erdogans udrensninger i Tyrkiet, så er de jo af et omfang, der alt taget i betragtning matcher Moskvaprocesserne. Erdogan er endda ikke, som Sovjet var det, truet af Vestens nazistiske topmoderne erobringshær.

Robert Ørsted-Jensen det er vist dig der skal til at læse op på kilderne - at stille op med én forfatter - oven i købet amerikansk - er jo nærmest en fornærmelse.

Allan Stampe Kristiansen og Claus Oreskov anbefalede denne kommentar
jasper bertrand

@Robert Ørsted
du skal ikke være så negativ overfor Lenin og Stalin. Det gode ved dem var, de selv myrdede alle dem, der havde bragt dem til magten, og alle salonkommunisterne. Modstanderne og borgerne fik ofte lov til at leve lidt længere, dem kunne systemet ikke altid undvære. Så lidt retfærdighed var der dog. Og Bukharin fik vel kun hvad han havde fortjent, han har jo siddet i mange møder med Stalin, hvor han kunne have banket en stol i hovedet på ham, og sagt til de andre: hvad så nu, kammerater?

Robert Ørsted-Jensen

Ha ha Jasper og helt ved siden af er din bemærkning desværre ikke, omend det ikke er helt retfærdigt overfor dem alle.

Der var mange gode mennesker blandt dem. Bukharin var en af dem, men han opdagede fejltagelsen for sent.

Gode intentioner bliver dødsensfarlige når de i kritiske situationer parres med tendensen til at gøre en dyd af en nødvendighed.

En målet helliger midlet ideologi var netop hvad bolsjevismen førte til.

Historien handlede om at fanatisme og tro på ideologier kan gøre blind. Ideologier er generelt noget lort og det uanst om de er religiøse eller sekulære.

Enhver tankekonstruktion skal tilstadighed behandles kritisk, og med respekt for individets rettigheder.

Du bemærker at vores gnavne gamle og evigt kværulantiske stalinist ikke ønsker at svare på om det er i orden eller ikke i orden at myrde sine kritikere. Det er ikke tilfældigt.

Han er sansynligvis kendt i sin familie som en rar omend temmelig enøjet og kværulantisk gammel bedstefar af en Århusianer. Han er måske endog et godt menneske der i kritiske situationer vil stå dig bi.

Men der er en ting som er generel når det gælder enhver tro og så er det ligegyldigt om den kalder sig sekulær og officielt religionsfornægtende og gør profeter kun af mennesker eller om der er tale om en religiøs eller åndelig spirituel vækkelsesbevægelse.

Der er gode og ondskabsfulde mennesker til i denne verden. De sidste kan du ikke gøre ret meget for og i samfund som vores ender de ofte i lukkede institutioner.

Men hvis du vil have ellers gode mennesker til at tortere og massemyrde deres medmennesker - kræver det at du først omvender dem til en eller anden sekulær eller religiøs/åndelig overbevisning. Enhver ideologi religiøs eller tilsyneladende irreligiøs har denne egenskab. Den eneste helt er tvivleren

Robert Ørsted-Jensen

Moralen er: Giv aldrig magten til mennesker som ikke evner at tænke kritisk og tvivle på egen overbevisning

Robert Ørsted-Jensen

Tilsvarende: giv ikke magt til mennesker som mener sig i besiddelse af en ret til at bestemme hvad andre mennesker skal have lov til at tænke, kritisere og være i opposition til.

Claus Oreskov

@jasper bertrand. Nu har vi så hørt dine påstande og erfaret dine hadebilleder – så mangler vi bare noget der kan underbygge al dette samt nogle historisk begrundet eksempler!
Det er jo langtfra nok at postulere af jorden er flad - det skal også bevises!!!

Robert Ørsted-Jensen

Jeg skal ikke udtaler mig om andre ting Jasper måtte have skrevet, men det overnfor lader sig meget nemt dokumentere, jeg har fremlatgt beviser i adskillige indlæg igenmen de senere år. Men enhver kan slå det op selv. Stalin lod alle medlemmer af Lenins oktober 1917 ck der stadig var i live skyde, kun to kvinder undslap af særlige og forklarlige grunde (bl.a. den simple at kvinder ikke dengang var en magt trussel mod diktatoren)

Oreskov,

Hvad er "ytringsfrihed" og "demokrati" i din optik?

Du kan ytre dig her.

Kan jeg ytre mig frit i "dit" idealsamfund, eller skal jeg underlægges samme maskincensur som jeg som ung DKU'er oplevede bag jerntæppet?

Bare et klart svar tak.

Thomas Bindesbøll og Robert Ørsted-Jensen anbefalede denne kommentar
Robert Ørsted-Jensen

Pia ytringsfrihed for Pia hander for folk som Atkins og Oreskov om at de skal have ret til at sige hved de mener. Alle andre bør, for den lille pris det koster helt af fravælge denne, overdrage retten til at tænke og handle - til staten.

Denne stat vil så give dem en lav men rimelig levestandard, mange køer måske, men vi er alle i arbejde og tjener sådan nogenlunde den samme løn. Statslederne lever selvsagt i luksus men de har uingebn ejendom selv -det er altsammen statens ejendom. Alle er i arbejde, alle lever på samme lave indkomst, det er lige med undtagelse af alle statsfjenderne, dem sender vi på slavearbejde i lejre for statsfjentlig virksomhed, og deres forældreløse børn, dem sender vi på opdragelsesanstalter. Alle gader er derfor rene og tomme.

Det er da ikke nogen høj pris at betale for at miste din ytringsfrihed og ret til at være i opposition - er det?

I introduktionen til Animal Farm skrev George Orwell (ifølge Noam Chomsky), at det var en satire på en autoritær stat, men at England ikke var meget anderledes. Upopulære ideer kan undertrykkes uden brug af fysisk magt. Desværre blev denne introduktion ikke trykt, men først fundet 30 år senere(hvorfor?).
Den kendte (fra fransk og tysk presse og tv siden 1950 og chef for WDR) journalist Peter Scholl-Latour giver ikke meget for presse- og ytringsfriheden i Vesten. Han sagde, at 200 familier styrede det hele og tallet i dag er muligvis 5-6 stykker. Gekaufte Journalisten (købte journalister) af Udo Ulfkotte behandler netop dette problem med selvcensur her i Vesten. Hvis man tror, at ytringsfrihed har noget at gøre med muligheden for at komme med en kommentar i Information (som læses af max 50)har man misforstået en hel del.

Som sædvanlig taler antikommunisterne om Sovjetunionen som et eksempel den skinbarlige kommunisme. Trods påståede læsefærdigheder og endog historievidenskabelig indsigt så behandles Sovjetunionen som en ensartet monolit fra 1917 til 1989. Perioder med kontrarevolutionær borgerkrig, handelsblokkader, international militær intervention, misvækst, befolkningens lave uddannelsesniveau, Kremls krigskommunismen, Vestlig infiltration i Sovjet, det efterfølgende Nazi-angreb (kapitalismens største militære angreb på en folkestat), afstaliniseringen, Den kolde krig, Sovjetunionens industrielle økonomiske opblomstringer i 30'erne og i 50'erne, planøkonomien, hjælpen til koloniernes befrielseskrige, Sovjetunionens lave leveomkostninger, arbejde til alle, gratis hospitaler og undervisning, glassnost og perestrojka - alt sammen omtales under èt som: Stalins Rusland ondskabens imperie.

Men af hensyn til alle de der gerne vil studere Karl Marx's analyser og kritik af privatkapitalismen og drage erfaringer fra verdens socialistiske eksperimenter, så er man nød til at svare disse privatkapitalismens apologeter som sikre at en nuanceret debat ikke opstår.

Ja, Sovjetunionen befandt sig i perioden 1917 til 1989 under konstant militære økonomiske trusler og sanktioner, og ja i 1985 ophævede man krigstilstandens censur, glasnost, og med de vestlige mediers hjælp - overtagelse af tv-stationer i Sovjetunionen - (propaganda- og afsporingsmetoder udviklet i Chile) indsattes fire år efter i Kreml, det værste gangsteroligarki en moderne udviklet nation er blevet udsat for. 68 mio. russere kastedes ud i arbejdsløshed og dyb fattigdom.

Så ja, ytringsfriheden skal overvåges i krigssituationer - ligesom i Vestens kapitalister der ofrede i milliarder af kroner på massiv antikommunistisk påvirkning af den vestlige befolkning og tilsvarende sendte forgyldte løfter til Sovjets befolkning. Det må være læren.

Målet er fred og økonomisk demokrati og naturligvis fuld ytringsfrihed, men først fred.

Allan Stampe Kristiansen og Per Torbensen anbefalede denne kommentar
Robert Ørsted-Jensen

Stig Orwels bøger blev trods alt trykt - også i England og USA. I USSR derimod cirkulerede de kun som samizdats folket måtte ikke læse bøger der kunne opfattes og var en kritik af bl.a stalinismen. At orwel selv var venstresocialist betød ikke noget for et system der påstod at det var socialistisk og marxist. De havde også udstedt arrestordrer på ham da han kæmpede under det marxistiske POUMs faner under den spanske borgerkrig.

Robert Ørsted-Jensen

Der er ikke mange lande der kan siges at være et eksempel ti efterfølgelse når det gælder ytringsfrihed. Men uanset hvad Stig så kunne selv stalinister trykke deres ofte tåbelige udgydelser frit i lande som UK og så sandeligt også i Danmark. At påstå ar censur var som i USSR er at forvrænge virkeligheden.

At påstå ar censur var som i USSR er at forvrænge virkeligheden. ...det er der da heller ingen der påstår - situationerne var forskellige. Robert Ørsted-Jensens evindelige fordrejning af diskussionen som fortsætter indtil han kan tvinge navnene "Bukharin" (den godeste gode) og "Stalin" (den ondeste onde) frem, og dermed blokkere en konstruktiv debat.

Der er eksempelvis ingen der i en diskussion om Vestens rolle i den Russiske oligarkisering 1989 - som denne artikel handler om - nævner mccarthyismen og kommunistforfølgelserne i USA, eller de mange massemord på kommunister verden over (Korea, Indonesien, Vietnam, osv.). Hvis man skal tale om ytringsfrihed i Sovjet i 80'erne, er stikordene "Glassnost" og privatisering af de sovjetiske tv-kanaler og den massive professionelle opbakning til forræderen Jeltsin.

Alle jer der hylde kapitalismens ytringsfrihed burde studere denne ytringsfrihed op til det borgerlige demokratis epi: valget hvert fjerde år.

Beton'ernes reflektion kommer aldrig længere end til hvad Partiet synes de skal mene. Deraf det håbløse i at diskutere socialisme og rettigheder med dem. De forstår eller accepterer ingen af begreberne.

Thomas Bindesbøll og Robert Ørsted-Jensen anbefalede denne kommentar

Pia Madsen, jeg ved godt hvad du mener om betonerne, men hvad mener du om "glassnost" eller den vej Sovjetunionen slog ind under Gorbatjov - som artiklen handler om?

Sider