Bortskaffelse
En konflikt. Et drab. Et lig.
Og hvad gør man så?
Gennem historien har stribevis af gerningsmænd forsøgt at slippe afsted med drab ved at brænde, partere og eller grave deres ofre ned. Det har krævet både teknik og tankevirksomhed fra mange forskellige fagfolk at forhindre, hvad der kunne være endt som det perfekte drab
Gerningssteder
En konflikt. Et drab. Et lig. Og hvad gør man så?
Gennem historien har stribevis af gerningsmænd forsøgt at slippe afsted med drab ved at brænde, partere og eller grave deres ofre ned. Det har krævet både teknik og tankevirksomhed fra mange forskellige fagfolk at forhindre, hvad der kunne være endt som det perfekte drab
Af Line Vaaben

Torsdag den 20. januar 1994 klokken 16.20 ringede telefonen hos vagthavende ved ordenspolitiet i Aarhus. I den anden ende af røret fortalte en oprevet 16-årig dreng, at han sammen med sin storebror havde luftet hund på Følle Strand nord for Aarhus. Her havde de fundet en kuffert, som viste sig at indeholde nogle sorte sække. De rev et hul i den ene og kunne skimte et kvindeansigt og et håndled med et armbåndsur på. De løb deres vej og ringede 112.

Liget i kufferten var den 32-årige teologistuderende Anne Marie, som havde været meldt savnet i 14 dage. Forinden var hun ifølge sin kenyanske samlever, John Mundia, gået på postkontoret for at betale regninger. Men hun kom aldrig hjem til ham og deres datter på fire år.

Professor i retsmedicin Markil Gregersen var en af de første på findestedet. Det var også ham, der lynede tasken op på Retsmedicinsk Institut og afslørede fem sorte plastiksække snøret med brun bastsnor. I hver enkelt sæk befandt sig en legemsdel: arme, ben og en torso med hoved. Alle med tydelige spor efter en sav. Kort efter blev John Mundia anholdt og sigtet for drabet. Han tilstod delvist senere at have kvalt kæresten i hendes lejlighed.

»De har en uoverensstemmelse, han slår hende ihjel, og så står han pludselig der med liget,« siger Markil Gregersen.

Sætningen er på mange måder en præcis beskrivelse af situationen for mange drabsmænd gennem tiderne: en konflikt. Et drab. Et lig. Og hvad gør man så?

Hvor de fleste vælger at lade den døde ligge, er der en mindre håndfuld gerningsmænd som John Mundia, der forsøger at bortskaffe det afgørende bevis: liget. I ’ubådssagen’, der indledes i Københavns Byret den kommende uge, er opfinderen Peter Madsen tiltalt ikke alene for at have dræbt journalisten Kim Wall, men også for at have parteret hende og sænket hendes lig i havet.
I 1994 dukkede et parteret lig op på stranden Nord for Aarhus. Det var pakket i en kuffert. Retsmediciner og professor Markil Gregersen kunne konstatere, at det var liget af en ung teologistuderende forsvundet 14 dage forinden. Foto: Ritzau Scanpix
Bliver han dømt, skriver han sig ind i en række af gerningsmænd i kriminalhistorien, som med større eller mindre held har forsøgt at slette sporene efter deres forbrydelse ved at skaffe sig af med offeret – men hvor fagfolk og specialister har gjort deres for at forhindre, hvad der kunne være endt som det perfekte, uopklarede drab. Det er sager, der går under navne som ’Stumpemordet’, ’Tolnedrabet’, ’Karl Skomager-sagen’ eller historien i indledningen til denne artikel: ’Kuffertdrabet’. I det tilfælde valgte gerningsmanden at partere den dræbte kæreste, fortæller Markil Gregersen:

»Han kunne jo ikke så godt gå ned ad trappen med et lig over skulderen. Så han parterede hende på køkkengulvet med en sav, så hun kunne være i en stor taske. Herefter prajede han en taxa, kørte kufferten ud syd for byen og smed den i Aarhus Å. Han troede vel, at den ville gå til bunds. Men det gjorde den ikke. Den sejlede op gennem åen og helt ud til havet.«
Nogle er mere ihærdige end andre
På instituttet på Skejby Universitetshospital hænger et portrætmaleri af professoren – en afskedsgave fra personalet, da han gik på pension i 2005. Det fanger godt den tænksomme mine hos den nu 83-årige retsmediciner med gråt hår og tonede briller, som skænker kaffe i engangskrus, mens han udpeger gamle sager i en bog om instituttets historie.

Markil Gregersen kom til Retsmedicinsk Institut i Aarhus som relativt nyuddannet læge i 1963, han blev professor i 1990, og selv om han officielt gik på pension i 2005, fortsatte han på deltid frem til 2010. Han kommer stadig hver onsdag til ugemøderne »for at følge lidt med«, mens han skriver på en bog om obduktionens historie i Danmark. Ud over børnemishandling og moselig er identificering af lig hans særlige kompetence.
Billede fra garagen i huset, hvor Peter Lundin dræbte og parterede sin kæreste og hendes to børn. Trods omfattende undersøgelser er ligene aldrig fundet. En af de få sager, hvor drabsmanden alligevel er blevet dømt. Han fik livstid. Foto: Politi Museet
»Langt de fleste drab er ikke planlagte. Det vil sige: Gerningsmændene kan godt have en plan om at skille sig af med en person, men de tænker sjældent længere end til selve drabet. Og slet ikke på, hvordan de skal skaffe sig af med liget,« siger Markil Gregersen. Han har hverken tal på, hvor mange drabssager han har håndteret i karrieren, eller i hvor mange af dem liget var forsøgt skjult.

»Men det er usædvanligt. Langt de fleste efterlader bare liget og stikker af.«

En af hans yngre kolleger retsmediciner Asser Hedegaard Thomsen vil dog gerne komme med et forsigtigt skøn. Han er i gang med en ph.d. om de godt 1.400 drab begået i Danmark mellem 1992 og 2016, og her har han blandt andet registreret, hvorvidt liget er flyttet eller forsøgt skjult. Endnu er hans tal ikke offentlige.

»Men jeg vil anslå, at der i hvert tiende drab er gjort anstrengelser for at skjule det. Det spænder fra at lægge et stykke pap over den døde til nedgravning, afbrænding og partering,« siger Asser Hedegaard Thomsen og tilføjer:

»Nogle er mere ihærdige end andre.«

Hen over 25 år er ligene altså i omkring 140 tilfælde i Danmark blevet forsøgt bortskaffet. Men forskeren understreger, at hans tal alene dækker opdagede drab.

»For når det gælder bortskaffede lig, er der jo mørketal. Der er jo netop nogle af dem, der er skjult så godt, at de aldrig bliver fundet.«
Ofre i blomsterkummer
Spørger man David Wilson, der er professor i kriminologi ved Birmingham City University, hænger gerningsmandens held til at slippe af sted med sin gerning uløseligt sammen hans håndtering af liget:

»Bortskaffelse og succes hænger sammen for en drabsmand – som hånd i handske,« siger han.

David Wilson har forsket i vold, organiseret kriminalitet og drab i over 20 år. Han har skrevet stribevis af bøger og har været med til at opbygge to særlige enheder til de 12 farligste indsatte i England.

»Langt de fleste drabsmænd handler i affekt og er ikke optagede af at komme af med liget. De bliver også ofte pågrebet. Men er der tale om en drabsmand, som ønsker at slippe af sted med det, eller en seriemorder, der vil have mulighed for at dræbe igen, er måden, han bortskaffer liget på, meget vigtig,« siger Wilson.
I den kommende uge begynder retssagen mod opfinderen Peter Madsen, der er tiltalt for at have dræbt og parteret journalisten Kim Wall på sin ubåd og efterfølgende sænket hendes lig i havet. Dele af liget er siden fundet i Øresund. Foto: Jakob Jørgensen
Mordere, som længe går under politiets radar, har dels typisk adgang til et transportmiddel, så de kan flytte liget, men har også ganske ofte et erhverv, der letter bortskaffelsen, påpeger han. Det gælder eksempelvis Bruce McArthur, som i januar blev pågrebet i Canada, hvor politiet formoder, at han står bag i hvert fald fem drab på homoseksuelle. McArthur er anlægsgartner og har blandt andet gravet ofrene ned i sine kunders blomsterkummer og haver.

»Et perfekt coverup,« siger David Wilson og peger på, at det samme gør sig gældende for Peter Madsen:

»Selv om en ubåd er et usædvanligt transportmiddel, og ubådskaptajn et usædvanligt erhverv, har han haft ideelle forudsætninger for at bortskaffe lig på en forholdsvis let måde,« siger David Wilson.
12 år under terrassen
Det er ganske vist muligt at dømme gerningsmænd uden et lig. Herhjemme har der været enkelte sager – blandt andet blev Peter Lundin i 2001 idømt livstid for drabet på sin kæreste og hendes to sønner, selv om man aldrig fandt deres lig.

»Men alle ved, at en drabssag uden lig er op ad bakke for politiet. Det er ligesom en narkotikasag uden narko eller en bedragerisag uden en, der er blevet snydt.«

Ordene er politimand Bent Isager-Nielsens. Han sidder i sin lejlighed på Frederiksberg med smukt lysindfald, kunst over sofaen og chokoladeovertrukne mandler i en porcelænsskål. En skarp kontrast til det, han har beskæftiget sig med i meget af sin 44-årige karriere: drab. Når Bent Isager-Nielsen om en måned går på pension, har han været involveret i talrige drabssager, blandt andet som chef for drabssektionen i Rejseholdet, men også som efterforskningschef i flere politikredse:

»Jeg har stået med mange sager, hvor et menneske forsvinder, og vi har en fornemmelse af, hvem der har slået vedkommende ihjel, men liget aldrig bliver fundet. Så må man vente på, at der måske en dag dukker et lig eller et skelet op, før man kan skride til anholdelse.«

I en del sager kan der gå lang tid. Karl Skomager fra Viborg var for eksempel sporløst forsvundet i 12 år, før politiet i 1976 fandt hans lig under en sommerhusterrasse. Tre mænd blev efterfølgende sigtet og dømt for mordet.
Karl Christian Jensen - kendt som Karl Skomager - forsvandt sporløst i 1964. Han var sidsts set ved sit sommerhus, hvor han blev fundet 12 år efter - gravet ned under terrassen. Tre mænd blev siden dømt for at have aftalt og udført drabet i fællesskab. Foto: Politi Museet
Størstedelen af alle drabssager er ’nærdrab’ – altså mellem personer, der kender hinanden i forvejen.

»Og det sker oftest impulsivt, hvor gerningsmanden tænder af i vrede eller afmagt. Hvis vi andre står med et dødt menneske, ringer vi til politiet eller bedemanden, men den mulighed har forbryderen ikke,« siger Bent Isager-Nielsen

Forsøger gerningsmanden at skaffe sig af med liget, fortæller det meget om hans karakter:

»Det er typisk dominerende og beslutsomme mænd, som har overskud og overblik, og som handler ud fra en særlig, praktisk logik,« siger Bent Isager-Nielsen.

At nogle gerningsmænd vælger at partere liget, handler ikke nødvendigvis om en bizar lyst, men om at de rent praktisk skal af med liget. For et dødt menneske er svært at håndtere, forklarer Markil Gregersen.

»Lig er frygteligt svære at transportere. Specielt når dødsstivheden er indtrådt. Op til fem timer efter døden kan man folde et lig sammen, men derefter bliver det stadigt sværere. Så er der måske en arm, der stritter. Det er uhåndterligt. Og tungt,« siger han.

Partering er dog med Markil Gregersens ord »umådeligt svært«.

»Det er ikke bare noget, man lige gør. Selv for specialister med anatomisk kendskab er det kompliceret. Det kan ikke gøre det med en kniv alene. Man er nødt til at bruge instrumenter. Og det er svært at finde ud af, hvor man skal skære. Det kræver tid og kræfter. For slet ikke at tale om, at det ofte er en person, gerningsmanden kender. For alle andre end en patolog må det være modbydeligt.«
Liget i Roddenbjerg Sø
En af de mest udfordrende og tidskrævende sager i hans karriere var netop en sådan sag. Da andejagten gik ind den 1. september 1985 i Thy, fandt jægere et menneskeben drivende i sivkanten ved Roddenbjerg Sø. Efterfølgende fandt man en arm samme sted samt en torso i den nærliggende Ørum Sø. Markil Gregersen tog ligdelene med til Thisted Sygehus til identifikation.

»Det var ikke nemt. Jeg kunne se, det var en kvinde. Hun havde rødlakerede tånegle. Men jeg havde ingen fingeraftryk, for hænderne var skåret af. Og dengang havde man ikke dna,« siger Markil Gregersen. Efter nogle dage kunne politiet med retsmedicinerens hjælp frigive et signalement af kvinden med anslået højde, vægt og hårfarve. Men der var ikke meldt en kvinde af den type savnet herhjemme. På en rasteplads fandt politiet imidlertid resterne af nogle brændte papirer med navnet på en kvinde, Helga, som var meldt savnet i Tyskland. Og ved at sammenligne vævsprøver fra liget med prøver fra Helgas forældre blev identiteten fastslået.
Tyskeren Hans Günther Stumpe fik fængsel på livstid for at have dræbt sin bekendte Helga, parteret hende og skaffet sig af med liget. Retsmediciner Markil Gregersen skulle under opklaringen blandt andet tage stilling til, hvorvidt han kunne have brugt et campingværktøjssæt som dette. Foto: Ritzau Scanpix
Samtidig havde politiet fået kig på en tysk mand, der havde opført sig mærkværdigt. Blandt andet havde en fiskeskipper set ham bakke sin Mercedes helt hen til bassinkanten i Hanstholm Havn og smide noget i vandet fra bagagerummet. Nummerpladen førte til tidligere ølrepræsentant Hans Günther Stumpe – en af Helgas bekendte.

I et sommerhus, han havde lejet, fandt politiet blodspor mellem gulvbrædderne, og senere blev Markil Gregersen bedt om at undersøge et campingsæt, som Stumpe havde ejet, der bestod af økse, spade og sav. Markil Gregersen viser et billede af værktøjssamlingen:

»Spørgsmålet var, om han kunne have foretaget parteringen med instrumenterne, og vi lavede flere forsøg på blandt andet griseknogler for at konkludere, hvordan vi mente, det var foregået,« siger Markil Gregersen, der senere var i Tyskland og vidne i sagen.

På basis af blandt andet de retsmedicinske fund blev Hans Günther Stumpe idømt livsvarigt fængsel. Han er siden død. »Han nægtede til det sidste,« siger Markil Gregersen.

Nedsænkning i vand er en af de metoder, hvor liget kan være svært at finde igen.

»Hvis det bliver tilstrækkeligt godt surret sammen, med tilstrækkeligt tunge ting, kommer det ikke op. Men er det ikke sikret, vil det stige op til overfladen med stor kraft, når det går i forrådnelse. Det ser vi tit med mennesker, der er forsvundet om vinteren. De kommer frem i maj måned, når frosten slipper sit tag,« siger Markil Gregersen.
Godt gemt i mergelgraven
En af de sager om lig skjult under vand, der kunne have været endt som uopklaret, er ’Anita-sagen’ fra 2003, fortæller Bent Isager-Nielsen. Her tog politiet fat i en henlagt sag, hvor en kvinde fra Sønderborg havde været forsvundet i halvandet år. Mistanken samlede sig om en mand, hun havde mødt på et værtshus og havde set samme dag, som hun forsvandt. Politiet tog ud til hans hus, der lå lidt afsondret i en lille by. En dygtig efterforsker fra Rejseholdet gik en tur i området og fik øje på en mergelgrav. Han bad om at få den tømt for vand.

»Og der lå Anita. Tynget ned med tre fliser. Hvis ikke en erfaren politimand havde haft en intuition, havde hun måske ligget på bunden endnu,« siger Bent Isager-Nielsen.
Manden, der dræbte Anita, sænkede liget i en mergelgrav i nærheden af sit hjem og tyngede det ned med fliser. Det blev kun fundet, fordi politiet valgte at tømme hele søen for vand. Foto: Ernst Van Norde
Den mest almindelige måde at skaffe sig af med lig på er dog nedgravning. Og indimellem finder man kun liget med gerningsmandens hjælp. Hvis han eksempelvis tilstår og udpeger graven:

»I nogle af de sager, hvor der aldrig er fundet et lig, skyldes det typisk, at de er gravet virkelig langt ned. Når de bliver fundet, skyldes det ofte tilfældigheder,« siger Markil Gregersen. Som eksempelvis i 1969, hvor man skulle grave en grøft i nærheden af en campingplads og fandt liget af en kvinde og hendes barn. Det viste sig, at en tysk mand havde slået sin familie ihjel på en ferie og var taget hjem igen. Ingen havde haft mistanke til ham.

»Et lig, der ligger under nogle blade eller lidt jord, bliver hurtigt fundet af hundeluftere eller vilde dyr. Men hvis det er gjort rigtig godt flere meter nede med sten, grus og jord på, så dukker det ikke op. Det lugter heller ikke,« siger Bent Isager-Nielsen.
Politiets bedste ven
I politistyrken har man dog efterforskere med en ekstraordinær lugtesans, som kan hjælpe til på gerningssteder eller i jagten på skjulte drabsofre: hunde. En af dem er schæferen Fenger, der løber ind imellem træer og småbuskads med snuden mod de brune bøgeblade, der dækker bunden af en skov uden for Allerød. Endnu er han kun en unghund på halvandet år, som mangler at bestå sin første eksamen for at være politihund. Og endnu to eksaminer for at få et særligt speciale, fortæller politiassistent Steen Stausholm, faglig konsulent på Politihundeskolen.

»I efterforskningen er hunden et redskab, som først og fremmest skal kunne bruge sin næse. Den er en støvsuger,« forklarer han.

Det kræver, at hundeførerne træner mange timer hver dag – både i arbejdstiden, og når de har fri. Fenger har sin egen boks på Politihundeskolen med navneskilt på døren.

»Vi er altid sammen. Fenger er jo min bedste ven.«
Politiet benytter sig stadigt oftere at specialtrænede hunde, der enten kan afsøge gerningssteder eller finde nedgravede effekter - herunder lig. Det kræver timevis af træning, hvor hundene lærer at søge efter biologiske spor som blod, sæd og lugten af lig. Foto: Peter Nygaard Christensen
I dag træner Stausholm og Fenger sammen med kollegaen Jan Verner Larsen og hans erfarne hund Enzo med pølsestykker, patronhylstre og legetøj. På sigt skal Fenger lære at finde spor efter gerningsmænd. Ved målet skal han markere ved enten at gø eller lægge sig ned. Og man træner med ægte narkotika, blod og sæd. I USA har forskere sågar udviklet en kunstig liglugt til politihundetræning. Men i Danmark anvender politiet brugte ligklæder.

»Når vi introducerer hundene til spor under træning, skal det være den ægte vare.«
Lugten af lig
Steen Stausholm blev uddannet hundefører midt i 1990’erne, men har de senere år været ansat i en mindre enhed under Rigspolitiet, der sætter retningen inden for arbejdet med politihunde. Han laver øvelser sammen med faggrupper uden for politiet og forsøger at formulere nogle nationale retningslinjer for proceduren omkring blandt andet nedgravede lig.

»Hvis vi skal være de bedste, skal vi tilegne os al den viden, der findes, fra andre faggrupper, så vi kan bruge det i forhold til det, hundene er gode til.«

Ud over kriminalpolitiets egne teknikere benytter dansk politi sig i stigende grad af fagfolk udefra. Lige fra antropologer og tandlæger til arkæologer med speciale i nedgravede genstande.

»Det er et samarbejde i rivende udvikling. Og teknikken udvikler sig også hele tiden,« siger Steen Stausholm.
I USA har forskere udviklet kunstig liglugt, som bliver brugt til at træne hunde med. I Danmark bruger politiet 'den ægte vare': narkotika, blod, sæd, ligklæder - og pistoler. Foto: Peter Nygaard Christensen
Hunde med speciale i gerningssteder, kaldes gruppe 1-hunde. De kan finde spor efter eksempelvis blod, sæd eller hår og kan også spore gerningsmandens bevægelser på stedet. Mens såkaldte nedgravningshunde er trænede til at finde skjulte ting – herunder lig.

»Når et lig bliver efterladt eller gravet ned, sker der en forrådnelsesproces, som også bliver omsat til jorden og afgiver fært,« forklarer Steen Stausholm. Han nævner blandt andet ’Mia-sagen’ fra Ringsted i 2004 som et eksempel på en sag, hvor hundene gjorde udslaget. De fandt liget af den forsvundne 12-årige Mia under buske i kanten af en legeplads ikke langt fra hendes hjem. Ved det nedgravede lig fandt man også dna fra gerningsmanden, som senere viste sig at være en 22-årig ung mand, der tilstod at have dræbt, voldtaget og gravet Mia ned.

Grundtræningen for nedgravningshunde er, at de »aktivt skal tilvælge forrådnelse«, som Steen Stausholm formulerer det. Det er svært at lære hunden, fordi den reagerer meget stærkt på lugten af forrådnelse.

»Særligt når det er et menneske, er det meget ubehageligt for en hund,« siger han.

I sagen om det formodede drab på Kim Wall brugte politiet også hunde til at finde liget i Øresund. De kan nemlig også spore ting under vandoverfladen, fortæller Steen Stausholm og viser et billede fra en efterforskningsøvelse ved en kyst, hvor en dykker stikker hovedet op ved siden af en gummibåd. Med poterne på kanten står en schæfer og skuer ud over vandet. Politiet bruger altid schæfere. De er lærenemme, gode til at snuse og frem for alt lydige:

»Eksempelvis når vi eftersøger et lig. Så går det ikke, at hunden apporterer bevislighederne – altså løber væk med det, de finder. Hunden skal være meget styrbar,« siger Steen Stausholm

Ud over selve liget finder hundene også spor, hvis de er afsat af gerningsmanden:

»Nedgravning af lig er ikke en begravelse. Det er en bortfjernelse. Det er svært og tungt at bære et dødt menneske, og ofte er liget smidt ned i hullet med hovedet først. Nogle gange har gerningsmanden måske fejlbedømt gravens størrelse og har været nødt til at træde på liget for at få vedkommende ned i hullet. Hvis jeg håndterer dig, træder på dig og derefter graver med spaden, afsætter jeg spor. Og alt det kan hundene finde fært af,« siger Steen Stausholm.
Tænderne fortalte, hvem hun var
Indimellem dukker et dødt menneske op, som ikke er meldt savnet. Hvor politiet må gøre brug af en lang række eksperter for at fastslå identiteten. Det gjaldt en af de sager om bortskaffede lig, der står tydeligst frem for Bent Isager-Nielsen: kvinden fra Ejby Skov. Den begyndte en søndag i september syd for Køge i 1999 i øsregnvejr. Nogle børn opdagede et kæmpemæssigt bål i nærheden af en skov. Inde i flammerne lå en krop. De tilkaldte politiet. Da Bent Isager-Nielsen og retsmediciner Hans Petter Hougen stod ved obduktionsbordet, tænkte drabsefterforskeren, at det var så ilde tilredt, at man næsten ikke kunne se, at det var et menneske.

»Det var en kvinde. Men vi anede ikke, hvem hun var,« siger Bent Isager-Nielsen.
Resterne af en krop blev fundet inde i et kæmpemæssigt bål i en skov ved Ejby. Alligevel lykkedes det politiet at identificere kvinden - med hjælp fra eksperter udefra. Foto: Gert Jensen/ Ritzau Scanpix
To ting var stadig delvist intakte: Kvindens knogler og tænder. En antropolog og en tandlæge – begge med kriminalteknisk speciale blev tilkaldt. Antropologen fastslog, at kvinden havde været omkring 30 år og var opvokset enten i Iran, Irak eller Tyrkiet. Mens tandlægen kunne se, at ofret havde været i gang med at få lavet forskelligt arbejde på sine tænder. Antropologens beskrivelse blev sendt ud til københavnske tandlæger. En af dem kunne fortælle, at en kunde med den beskrivelse var udeblevet fra behandling.

»Han sendte hendes tandkort, og der var et match,« siger Bent Isager-Nielsen.

Det viste sig, at den iranske kvinde var blevet slået ihjel i København af sin mand sandsynligvis på grund af jalousi. Sammen med en bekendt havde han slæbt liget ind i en kassevogn og var kørt sydpå. Undervejs havde de købt flere liter tændvæske på forskellige tankstationer, indtil de endte i en tilfældig skov ved Køge, hvor de hældte tændvæske over liget og strøg en tændstik.

»Det kunne have været det perfekte drab, hvis vi ikke havde fundet ud af, hvem hun var,« siger Bent Isager-Nielsen.
Knoglerester i cementen
Når et lig skal identificeres forsøger retsmedicineren at beskrive liget nøje: højde, vægt, øjenfarve og hårfarve. Han leder også efter følger af operationer og andre særlige kendetegn. Derefter forsøger han at kombinere signalementet med oplysninger om forsvundne personer.

Indimellem må man nøjes med ganske små dele, fortæller Markil Gregersen. Det var tilfældet i ’Tolnedrabet’ fra 1987. Markil Gregersen finder et sort-hvidt billede frem, der viser et tværsnit af et stykke cement med konturerne af en knogle i midten. Det er de få rester af den 39-årige Tonni – stukket ned af to drukkammerater på en landejendom i den lille by Tolne i Nordjylland. Først gravede drabsmændene ham ned, men da de var bange for, at han ville blive fundet, gravede de ham op, parterede ham og brændte liget i ejendommens fyr, til der kun var få knoglerester tilbage.
Ved det udbrændte hus udenfor den lille nordjyske by Tolne, ledte politiet længe, før de fandt spor efter den forsvundne mand Tonni. Det viste sig senere, at han var blevet dræbt af to drukkammerater, parteret, brændt og støbt ned i beton. Foto: Politi Museet
Først et år efter, på grund af et tip fra en lokal kvinde, gik politiet i gang med at efterforske mandens forsvinden som drab. De havde to mistænkte, men ikke noget lig. Mistanken samlede sig om en relativt nyopført carport. Politiets teknikere savede carportens betonfundament ud i skiver på halvanden centimeter tykkelse. Her fandt man de sidste rester af Tonni.

»Det var før dna, men man sandsynliggjorde, at det stammede fra den dræbte,« siger Markil Gregersen. De mange indicier var nok til at gerningsmændene tilstod. De fik hver 12 års fængsel.
Forsvundne kan være drabsofre
En af de ting, der har gjort den største forskel i politiarbejdet de seneste 30 år, er brugen af dna.

»Det har grundlæggende ændret måden, vi både efterforsker og opklarer sager på. Og det har givet en større sikkerhed. Men det er stadig de basale efterforskningsmæssige dyder, der afgør, om en sag bliver opklaret,« siger Isager-Nielsen.

Og så handler det også om held. For gerningsmanden og for politiet på hver sin side.

»Man tænker indimellem: ’Er vi oppe imod en blændende dygtig forbryder her?’ Men sandheden er snarere, at de indimellem bare er hamrende heldige. Omvendt har jeg oplevet flere gange, at der aldrig var blevet en drabssag ud af det, hvis ikke en spejder eller en ornitolog ved et tilfælde var faldet over et skelet.«

Og så er vi tilbage ved de nævnte mørketal på drabsområdet. Hvor liget måske bare ikke er fundet. Skal de opklares, skal man ifølge Bent Isager-Nielsen lede blandt forsvundne personer:

»Hvert år forsvinder et stort antal mennesker. Langt de fleste dukker op igen – de var bare kede af det eller sad og drak rødvin i Sydfrankrig. Men nogle af de forsvundne repræsenterer det perfekte mord. De er bare godt gemt.«
Tekst: Line Vaaben
Fotos: Politi Museet, Ritzau Scanpix
Redaktion: Mikkel Vuorela
Digital produktion: Sigrid Nygaard

3. marts 2018
Dagbladet Information

Anbefalinger

  • Flemming Berger
  • Michael Andersen
  • Tommy Clausen
  • Katrine Damm
  • ulrik mortensen
  • Gert Romme
  • Benny Jensen
  • Niels Duus Nielsen
Flemming Berger, Michael Andersen, Tommy Clausen, Katrine Damm, ulrik mortensen, Gert Romme, Benny Jensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er vel ikke megen tvivl om at en hel del af de såkaldt perfekte mord skyldes at gerningsmanden kan læse sig frem til hvordan man udfører sin svinske handling og bortskaffer liget - ja, tusind tak for tipsene Bent Isager og Co. :-/