Krigen set indefra
Krigsfotografen Mohammed Badras billeder fra Syrien er gået verden rundt og er blevet delt og misbrugt på de sociale medier. I starten troede han på, at krigsbilleder kunne gøre en forskel og måske ligefrem ændre noget – i dag er han mere tvivlende. Torsdag er han nomineret ved World Press Photo
Krigen set indefra
Krigsfotografen Mohammed Badras billeder fra Syrien er gået verden rundt og er blevet delt og misbrugt på de sociale medier. I starten troede han på, at krigsbilleder kunne gøre en forskel og måske ligefrem ændre noget – i dag er han mere tvivlende. Torsdag er han nomineret ved World Press Photo
25. februar 2018, Øst-Ghouta. Civile behandles efter et giftgasangreb på landsbyen al-Shinufieh i Øst-Ghouta. Billedet er det, Mohammed Badra er blevet nomineret til World Press Photo med.

Waleed Safi, tekst
Mohammed Badra, foto
Mohammed Badra er skaldet, har urolige øjne og en smittende rastløshed. Vi sidder på en vandpibecafé i den tyrkiske storby Istanbul. Rummet er fyldt med røg fra arabiske mænd, der enten spiller backgammon eller ser spansk fodbold på tv-skærmen. Mohammed Badra taler uafbrudt, han kan tale i timevis. Om begivenheder, oplevelser og scener, der tilsammen danner et klimaks, der blot skal understrege en mindre anekdote, han havde i en sidebemærkning tidligere.

Han taler om Leonardo da Vinci, Sigmund Freud, død, PTSD, Robert Capa, Sarajevo, græsk arkitektur, Antoni Gaudi, kærlighed, Assad, smerte, Eduardo Galeano, Canon, Nietzsche og skønhed.

»Et billede skal være lige så flot som en græsk bygning,« siger han lige pludselig med et fjernt blik i øjnene og uddyber:

»Mange forarges over, at krigsbilleder skal være smukke, men det er noget mærkeligt noget. Fugle har i millioner af år udviklet deres skønhed for at tiltrække en mage, og mennesker har gennem historien brugt alle mulige ressourcer på skønhed. Skønheden skaber jo opmærksomhed, og det er i bund og grund fotografens arbejde at skabe opmærksomhed, ikke sandt?«
Advarsel: Artiklen indeholder stærke billeder
7. november 2015, Douma. En såret venter på et felthospital efter et luftangreb fra Assad-regimet imod Damaskus-forstaden Douma, der endnu kontrolleres af oprørsstyrker. Lokale kilder melder om ti dræbte ved angrebet.
Selv om Mohammed Badra oprindeligt kommer fra en ubetydelig syrisk udkantsby, har han altid haft store drømme. Da han studerede arkitektur på universitetet i Damaskus tilbage i 2011, drømte han om at blive den mest anerkendte arkitekt i den arabiske verden.

Han forestillede sig også et liv med en kreativ og succesrig kæreste, der interesserede sig for kunst, kultur og æstetik. Med kvinden i sit liv ville Badra bo i en kæmpe bohemelejlighed med udsigt til den gamle by i Damaskus, hvor parret kunne sidde i deres tegnestue og arbejde med deres bøger, malerier, kunstgenstande omkring sig.

Men opstanden mod præsident Bashar al-Assad satte en brat stopper for Badras ambitioner. Protester, kugler, bomber, militser og storpolitisk dødvande med regionale og internationale magter, der hver især støttede deres foretrukne fraktioner med penge, våben og ideologier, gjorde pludselig alle hans drømme ligegyldige.

I stedet for at bo i en bohemelejlighed med sit livs kærlighed med udsigt over Mellemøstens mest charmerende by og tegne bygninger, der skulle gøre syrernes liv bedre, endte Badra med at sove i en kælder hver nat i de næste syv år for at skærme sig for luftbombardementerne i Ghouta-enklaven – den længst belejrede landsdel under konflikten i Syrien. En belejring, der var så total, at man ikke kunne flygte, medmindre man havde tusindvis af dollar liggende i kontanter til at bestikke regimeofficererne på vej ud.

Årene i kælderen har ført til, at Badra i dag foretrækker at tilbringe det meste af tiden i mørke rum. Her føler han sig i tryg, han føler sig hjemme. Men livet i kælderen var også som et langt fængselsophold, der i dag har gjort det svært for ham at håndtere sin bevægelsesfrihed i Istanbul. Det eneste positive er, at han har lært at skelne lyden af artilleri, tøndebomber og missilnedslag, og han er også blevet bedre til at bedømme afstande.

»For eksempel kunne jeg høre, om ambulancerne var på vej ud af byen eller tilbage til byen med sårede. Og når vi endelig var ude af kælderen for at redde civile efter et bombardement, var vi også musestille, så vi kunne høre de overlevendes gråd, hulk eller støn under murbrokkerne. Jeg lyttede så meget under den krig,« forklarer Badra.
23. marts 2018, Douma. Bygninger i brand efter luftangreb, formentlig med kampstoffet hvid fosfor. Ifølge lokale kilder blev der den dag gennemført ikke færre end 25 luftangreb.
22. februar 2018, Douma. Redningsarbejdere De Hvide Hjelme noterer oplysninger på ligene af to børn, der sammen med omkring 25 andre blev dræbt under et regimebombardement.
I sine vågne timer glemte Badra alt om arkitektur og begyndte at fotografere sine landsmænds overlevelseskamp under Assad-regimets belejringer, sultetaktikker, og tøndebombninger i et landskab fuld af murbrokker.

Den 1. marts 2018 ryddede han forsiden på Time Magazine. På forsiden ses to redningsarbejdere med hjelme på hovedet og lygter i hånden, mens de i al stilhed forsøger at lytte efter, om der er overlevende under ruinerne. Billeder af ofrene for Assad-regimets kemiske angreb bliver ved med at hjemsøge en.

»Man oplever mange sindssyge ting i krig. Ting, som ikke altid kan beskrives, men blot sætter sig som følelser i ens indre. Det mest sindssyge var, at jeg med tiden begyndte at se mig selv på de billeder, jeg tog. Hver gang jeg klikkede, så jeg mig selv ligge kvæstet eller død på enten en seng, et gulv eller i ruinerne,« forklarer Badra.

I dag – præcis otte år efter krigens udbrud – er Mohammed Badra endt som en af de mest anerkendte krigsfotografer i verden, og for nylig blev han nomineret til en af verdens mest prestigefyldte fotopriser, World Press Photo, som uddeles på torsdag.

Få uger efter forsiden på Time Magazine i marts 2018 formåede Mohammed Badra lige akkurat at slippe gennem det syriske regimes kontrolposter med sit liv og sine harddiske i behold. I dag bor han i Istanbul, hvor han venter på svar fra det franske konsulat om, hvorvidt han har får asyl i Frankrig.

Efter en lang snak på vandpibecafeen, taler vi om det, vi har aftalt at tale om: de sociale mediers indflydelse på hans arbejde som krigsfotograf.

»Dengang krudt, kugler og kanoner afløste sværd, spyd og skjolde som menneskehedens fortrukne våben, blev kujonen og helten lige pludselig jævnbyrdige i krig. Det er nogenlunde det samme med de sociale medier. Da Facebook afløste de traditionelle medier som nyhedsportal, blev løgneren og hædersmanden lige pludselig også ligeværdige. Og derefter blev vi fotojournalister røvrendt for hårdt!«
20 december 2017, Douma. Den 29. oktober 2017 tog Fadya, en syrisk kvinde og fordrevet fra Qisa sin tre måneder gamle søn Karim Abdul Rahman med på markedet i Hamoria for at købe dagligvarer. Markedet blev bombet af regimetro styrker. Fadya blev dræbt, og Karim mistede det ene øje. Efter ti dage på hospitalet blev han udskrevet, men under et nyt bombardement blev han kvæstet i hovedet.
Over det forgangne årti har debatten om de sociale mediers indflydelse på samfundet raset i hele verden. Fake news, misinformation, alternative fakta ... er alle sammen blevet uomgængelige termer i hverdagen. Men de sociale medier har under revolutioner, kontrarevolutioner og krige været et kapitel for sig.

»De sociale medier samlede i begyndelsen smukt det syriske folk mod en forhadt diktator, men de endte også med at splintre syrerne i tusinde stykker. Forestil dig at blive inviteret til en begivenhed på Facebook, der fører til en så massiv shitstorm, at det ender med et gigantisk blodbad. Sådan føltes det for syrerne,« siger Badra karikerende.

Som fotograf oplevede Badra krigen på de sociale medier på tæt hold. Han var vidne til det bedste og det værste ved at være professionel krigsfotograf. En dag vågnede han op og så sine billeder florere på nettet som propaganda for regimet – selv om ofrene på billederne var blevet bombet af regimet selv.

»Det blev bare værre og værre. Min billeder er blevet brugt i propagandakampagner for alle mulige fraktioner i Syrien. Senere blev de også brugt i Yemen, Irak, og endda i Indien i striden mellem Pakistan om Kashmir. Nogle gange brugte jeg dagevis for at opspore gerningsmændene, men uden held. Det var en vildt ubehagelig følelse. Jeg følte jo, at jeg bidrog til alle muliges løgne,« siger Badra.
7. november 2016, Douma. Sårede drenge venter på at blive tilset på et felthospital. Efter et et regime-luftangreb på Douma fortalte lokale hjælpegrupper, at der blev brugt napalm, som satte mange civile huse i brand.
27. november 2017, Douma. Sårede på et felthospital efter bombardementer af Douma og Mesraba. Mindst 20 blev dræbt af regimetro styrker i angreb imod flere byer i distriktet Øst-Ghouta. Det samlede tabstal blev aldrig fastslået.
Der var dog også andre udfordringer for Mohammed Badra i Syrien som krigsfotograf. I en verden hvor der uploades cirka to milliarder billeder om dagen, kan det være svært for selv en dygtig fotograf at gøre indtryk med sine billeder.

I dag konkurrerer applikationerne om brugernes tid, og det digitale publikum scroller ned gennem ti forskellige apps, der serverer nyheder for dem på et sølvfad.

Nogle forskere taler om, hvordan de sociale medier har gjort mennesker mere indifferente og passive i forhold til deres omverden på grund af mængden af informationer og bullshit online. I fotojournalistikken er der blevet talt om, at krigsfotografierne decideret har mistet deres gennemslagskraft.

»Susan Sontag talte jo allerede om det i 1970'erne,« siger han med reference til den amerikanske forfatter, der publicerede sin bog On Photography i 1977.

Susan Sontag mente, at billeder, der viste stødende indhold i pressen, siden Anden Verdenskrig havde mættet folks bevidsthed i så voldsom grad, at offentlighedens samvittighed ikke længere reagerede på uretfærdighed. Hun mente, at gentagelsen af stærke billeder endte med at gøre folk passive og måske endda foragtfulde over for mennesker i nød.

Badra havde de samme tanker under krigen; at der var gået inflation i krigsfotografisk materiale. Fra sin kælder i Ghouta i Syrien uploadede han flere terabyte til udlandet over flere år, men krigen fortsatte, som om intet var hændt. Når han lå i kælderen med lyden af sirener og bomber udenfor, føltes det nogle gange, som om verden bare festede videre.

»I begyndelsen troede jeg inderligt på, at hvis bare mine billeder blev set af så mange som muligt, ville det måske ændre på noget. Senere tænkte jeg, om folk mon var blevet trætte og bare scrollede videre, ligesom jeg ofte selv gjorde,« erindrer han.
8. februar. Øst al-Ghouta. Et såret barn i behandling efter et regime-bombeangreb mod oprørs-kontrollerede områder i Øst-Ghouta. Medier meldte om mindst 75 dræbte.
I løbet af krigen gik Badra igennem en lang erkendelsesproces i forhold til arbejdet. Først forstod han, at billeder – lige meget, hvor ikoniske, stærke og tragiske de er – aldrig for alvor har stoppet en konflikt eller ændret historiens gang.

Med tiden forstod han også, at det i bund og grund ikke er krigsfotografens job at afslutte krige, men blot fortælle historier eller i hvert fald prøve at overbringe en sandhed via et kamera til offentligheden.

»Til sidst nåede jeg frem til den erkendelse, at det faktisk ikke var de sociale medier, der skabte passiviteten blandt mennesker, men vores magthavere og hele det internationale samfunds handlingslammelse,« siger Badra.

Nogenlunde samme erkendelse nåede Susan Sontag frem til i forhold til billeder i den trykte presse og tv. I sin bog Regarding the Pain of Others fra 2003 vendte hun tilbage til de samme temaer, som hun havde skrevet om i 1977 i On Photography. I sin nye bog udtrykte hun tvivl om sin egen tese en generation tidligere.

Hvor Sontag i 1977 mente, at gentagelsen af stærke billeder i pressen gjorde folk passive i forhold til krige og tragedier, var hun i 2003 overbevist om, at det i virkeligheden var de politiske lederes manglende handlekraft, som gjorde folk indifferente. Den nye tese formulerede hun efter sin tur til Sarajevo i starten af 1990'erne, dengang alverdens magthavere stod i kø for at erklære, at situationen i Bosnien var uløselig.
Øverst: 19. februar 2018, Douma. En ældre mand modtager lægebehandling efter bombeangreb fra regimetro styrker mod Mesraba. Mindst 50 blev ved ved angrebet.
11. juni 2018, Idlib. Koranoplæsning i lommelygtelys i Maarrat al-Numan-moskeen. Muslimer verden over gør sig klar til at fejre Eid al-Fitr, der markerer den hellige Ramadan-måned.
12. maj 2018, Idlib. Sårede på et hospital i byen Idleb. Mindst ni er blevet dræbt ved en stor eksplosion. Eksplosionens årsag er ikke klarlagt.
»Det var jo akkurat som i Syrien i dag. Magthaveres handlingslammelse gjorde folk modløse! Et eller andet sted har de sociale medier rent faktisk været med til at skabe en massiv opmærksomhed om Syrien. Det skete i hvert fald nogle gange,« siger Badra.

Under borgerkrigen var der især to uforglemmelige billeder, der virkelig satte dagsordenen internationalt. Det ene portrætterede en lille dreng fra Aleppo, som netop var trukket op af murbrokkerne med et lamslået ansigt fyldt med blod og støv. Det andet billede var af en lille syrisk-kurdisk dreng, der lå druknet på maven med hovedet i sandet ved en strandkant i Middelhavet.

Begge billeder skabte massiv international opmærksomhed om først og fremmest Assad-regimets bombardementer af civile og dernæst om Europas manglende handlekraft i forhold til flygtningespørgsmålet. Men til trods for billedernes styrke og den voldsomme debat efterfølgende ændrede de intet, siger Mohammed Badra.

»Assad-regimet fortsatte bombardementerne, og det internationale samfund adresserede aldrig for alvor flygtningespørgsmålet. Det, man kan sige, er, at magthaverne ikke gjorde deres job, men at både de sociale medier og billederne rent faktisk gjorde deres job, som de skulle,« siger han.

Hvordan krigsfotografiet vil klare sig i fremtiden, kan Badra ikke sige noget om. Den trykte presse har i årevis været i krise, fordi forretningsmodellerne ikke længere er bæredygtige. Indtægter i form af salg af aviser og annoncer har i årevis været på retur, fordi avislæserne er gået over til tv, radio og især internettet. I dag satser fotoredaktioner mere og mere på billigere løsninger.

»Vores vilkår er blevet elendige, og det rammer kvaliteten. Men vi må ikke sidde og tude over, at de sociale medier ødelægger vores arbejde. Robert Capa, fotografen, som var på pletten i D-dag i juni 1944, og hele hans generation tudede jo også over, at videoen og fjernsynet måske ville smadre dem, men fotografiet klarede sig i sidste ende. Forhåbentlig vil vi også klare os nu med de sociale medier.«
14. maj 2018, Idlib. Invaliderede sportsfolk konkurrerer i et venskabsløb arrangeret af organisationen Shafak på Idlibs kommunale stadion. Ngo'en Shafak afafviklede to løb den dag. Et for invaliderede og et for ikke-invaliderede sportsfolk.
Tekst: Waleed Safi
Foto: Mohammed Badra
Redaktør: Kristian Villesen
Digital produktion: Jon Jørgensen

6. april 2019
Dagbladet Information

Anbefalinger

  • Flemming Berger
  • Niels Duus Nielsen
  • John Larsen
Flemming Berger, Niels Duus Nielsen og John Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

David Joelsen

Det har absolut intet formål at pege fingre ad hvem der har gjort hvad, for alle krigsførende nationer/grupper - Danmark inklusive - har forårsaget samme forfærdelige lidelser hos civile i krige rundt omkring. I Syrien har således alle sider lidt, mens medierne enøjet har fokuseret på anti-Assat siden.

De eneste der kommer ud af dette i plus er våbenhandlerne, de fabrikker der producerer djvæleskaben - og så pengemændene/pensionskasserne.

Flemming Berger, Jesper Sano Højdal, Niels Duus Nielsen, Elisabeth From, John Larsen, John Andersen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Jan Weber Fritsbøger

du har ret david jeg sad også og tænkte hvorfor hvert billed skulle følges af en kommentar som udpegede gerningsmænd, og følte at det lugtede af propaganda, og sådan er det jo der peges fingre af de andre, alt imens vi selv begår overgreb og forbrydelser imod menneskeheden,
for det er jo det det er,
krig, produktion og salg af militære våben er forbrydelser imod menneskeheden, ingen juridiske krumspring kan ændre på dette,
og det er på tide vi får en ende på galskaben, og hvis vore magthavere ikke kan finde ud af det må vi vel selv tage affære,
ved at vedblive med at sige det højt at vi ikke vil finde os i det, og ved at fortælle alle involverede at det SKAL ophøre,
både soldaten i uniform, og lønmodtageren som er med til at fremstille militære produkter, skal finde noget andet at foretage sig,
og vi skal insistere på at vores opsparing ikke investeres i våben, hvis vi ikke snart får afskaffet militarismen, ender den med at afskaffe os når resurse-knapheden snart sætter ind for alvor, så det haster MEGET.

Det kan aldrig sige for mange gange, den største taber i en krig er civilbefolkningen

Niels Duus Nielsen

Et billede siger mere end tusind ord, så det ville klæde disse billeder at stå uden billedtekster. At samtlige grusomheder i disse billeder skulle være forårsaget af "regeringstro styrker" virker meget propagandistisk. Det er måske sandt, men vi får ikke meget dokumentation, hvis vi skulle tvivle på, at det i alle tilfældende har været regeringen, der stod bag.

Jeg kunne gå ned i min kælder og tage et billede af den gruekedel, som stadig står der, og så lade billedet ledsage af en tekst, der hævder, at denne gruekedel blev brugt af nazister under krigen til at lave sæbe af døde jøder, og hvis nogen skulle stille sig tvivlende til min påstand, skal jeg bare kalde dem antisemitter.

Og når jeg stiller mig tvivlende over for, at kun Assad er ansvarlig for samtlige de ulykker og overgreb, der er sket i Syrien, vil jeg sikkert blive kaldt for "fan af Assad". Men jeg kan faktisk ikke se på blodet, om det er fremkaldt af regeringen i et forsøg på at straffe civilbefolkningen, om det er kollaterale skader i forbindelse med et angreb mod terroristerne, eller om det er et resultat af et "false flag"-bombardement. Det såkaldte giftgasangreb i Dhouma viste sig jo at være en and, skabt af "de hvide hjelme" med propagandistiske formål, så hvorfor skulle jeg tro på, hvad disse billedtekster fortæller mig?

Lærer børnene overhovedet billedtolkning i skolen? Eller kan man bilde folk hvad som helst ind, blot det ledsages af billeder? Selv var jeg så heldig i sin tid at blive oplært af Søren Kjørup, som installerede en sund skepsis over for især billedtekster. Et billede lyver ikke, men vi kan ikke se, hvad der sker uden for billedrammen, og enhver tekst, der ledsager billedet, er i sidste instans en forurenende kontekst, som altid leder vore tanker og følelser i ganske bestemte retninger. Uden tekster ville billederne være en skildring af krigens vold, med teksterne devalueres de til partsindlæg i en politisk kamp.

Her er det så den etablerede vestlige/amerikanske propaganda, som der tygges drøv på af Walleed Safi - eller er det billedredaktøren, der står for billedteksterne? Det håber jeg virkelig ikke, da jeg er en meget stor fan af Sigrid Nygaard, og gerne vil vedblive med at være det.

Det undrer ikke at en fra en af de hvide hjelme(fotografen) skal have opmærksomhed. Der er kommet så mange ting frem om de hvide hjelmes samarbejde med Al-Nusra(en al quaeda gren) at ‘magten’ har brug for et boost til at undskylde deres ødelæggelse af endnu et land, dets befolkning og deres infrastruktur. For ingen lande må bestemme selv. USA støtter dusiner af diktaturer, så det er ikke borgeres frihed som bekymrer dem, kun magt og kontrol.
At billederne er propaganda , som alle de hvide hjelmes film og billeder, understreges ved at der kun er mænd og småbørn. Mænd, som kan være terroristerne eller døde Assad soldater, og børn som aldrig har mødre, store søstre, unge eller voksne kvinder omkring sig.
Se på billeder og fim fra f.eks. Bomninger af Gaza. Kvinderne er der med børnene, både de unge, de voksne og de gamle.
Noget lugter!
At de største, bedste og præmierede journalister og krigsreportere(som rapporterer og undersøger i krigszoner) de sidste år er blevet skubbet til side i store medier, siger mere om medielandskabet sløvhed og villighed, end at de nu (næsten)kun kan få deres journalistiske analyser frem på RT. https://youtu.be/OIok3VKp17k

Niels Duus Nielsen

Sus Johnsen, netop gamle, veltjente krigskorrespondenter som Pilger, Hedges og Fisk betvivler højlydt den primært amerikanske og britiske propaganda, der er rettet mod Syriens regering. Alle tre peger på, at det er Syriens nej til at tillade en olieledning fra UAE til Tyrkiet, som har fået CIA (og MI6 ifølge Fisk) til at organisere et oprør, som skulle lede til et statskup - efter samme drejebog, forøvrigt, som den de neokonservative nu har forsøgt at vælte Maduro med o Venezuela. På grund af disse krigskorrepondenters såkaldte "forræderi" mod imperialisternes ønskedrømme, er de nu forment adgang til publikum, som så i stedet fodres med den ensidige kost, som der er konsensus om i magtens korridorer.

Jeg vil til enhver tid foretrække at læse disse gamle korrespondenters sobre analyser, hvor ALLE medansvarlige for grusomhederne udpeges, end jeg blindt vil tro på alt, hvad medierne skriver om USAs krige.

Badra har tilsyneladende en aktie i hele dette spil, hvilket man ikke kan betænke ham i, da det jo er hans land, der er krigszonen, hvorfor han selvfølgelig tager parti i konflikten, som aldrig var blevet til en borgerkrig, hvis ikke Assad var "forhadt" af mange, som der skrives, så de amerikanske agenter havde en splittelse at arbejde med. Men så længe Waleed Safis beretninger fra krigszonen primært forholder sig til vilkårene for almindelige mennesker, er han stadig værd at læse. Fik han Cavlingprisen? Han har fortjent den.

Jeg gætter på, at det ikke er ham, der har skrevet billedteksterne. Selve teksten fejler jo ikke noget, den handler om livet som krigsfotograf, men billedteksterne er virkelig slemme.

Ib Gram-Jensen

Niels Duus Nielsen
Når Badra har befundet sig på oprørernes side af fronten, er der logisk set en ret stor sandsynlighed for, at de kvæstelser, hans billeder viser, faktisk er forårsaget af bombardementer fra regeringssiden.

Hvad Douma angår, er der modsatte vurderinger af, hvad der skete, så man skal nok ikke komme med alt for skråsikre påstande om, hvorvidt det er en "and" eller ej.

https://theintercept.com/2019/02/douma-chemical-attack-evidence-syria
https://en.wikipedia.org/wik/Douma-chemical-attack

Hvad der synes sikkert er, at de forskellige parter fører propagandakrig, hvad der gør det vanskeligt at være sikker på, hvad der foregår. Og at USA og de andre mere eller mindre engagerede stater ikke handler ud fra nogen omsorg for frihed, demokrati og menneskerettigheder. Men det betyder alt sammen ikke, at man ukritisk skal tro på dén udlægning, der passer bedst med ens egne forudfattede meninger. Udenlandske agenters virksomhed er i øvrigt en gammelkendt forklaring fra diktatoriske regimer på opstande imod dem.

Niels Duus
Det er ikke svært at forstå hvad der er sket i Syrien. Det samme som er sket i Iraq og Libyen. De sekulære stater, især Syrien som ikke har haft nævneværdige sekteriske problemer, er ikke så villige til at underkaste sig som de mere diktatoriske religiøse lande. Den præmierede kortfilm, af fotografen og galleriejere Issa Touma, 9 days from my window in Allepo viser fint hvad der foregik.
Vi forsøger jo heller ikke at vælte Macron militært i Frankrig, selv om de gule veste har demonstreret i 21 uger, at 85% af franskmændene er enige i deres krav, og at han har sat specialstyrker ind i demonstrationerne som foreløbigt har skudt 17 øjne i stykker, 7 afrevne hænder, over 200 hovedskader, hvoraf nogle er knuste kæber eller kranier.
At nogle er utilfredse med deres ledere og demonstrerer er almindeligt, og ikke bevis på at landets borgere ønsker eller har brug for militær intervention, eller deres proxy terrorister. De kemiske angreb er aldrig blevet bevist. Kun en enkelt fra terroristerne tror jeg. Men med terroristerne Historik, kan man nemt forestille sig at de er helt ligeglade med midlet, når blot det får vesten til at reagere(afhugge hoveder på video, drukne og brænde folk levende på film) nej jeg stoler ikke på oprørerne.
Som Robert Fisk, der bor i Beirut og rejser rundt i de krogramte lande(nu i 20år) siger. De vil ikke have vores demokrati, de vil have retfærdighed og fred. https://youtu.be/jERWeylLH-s
Og wikipedia er ikke en reference.

Ib Gram-Jensen

Sus Johnsen
Jeg ved ikke, hvad du vil være parat til at acceptere som bevis for de kemiske angreb - sandsynligvis intet? - men på https://www.armscontrol.org/factsheets/Timeline-of-Syrian-Chemical-Weapo... kan du under datoerne 24. august 2016, 26. oktober 2017 og 12. september 2018 læse, at OPCW-UN Joint Investigative Mechanism konkluderer, at angreb med kemiske våben er begået af regimet (i sidstnævnte tilfælde 4 gange januar-juli 2018), og at Islamisk Stat er skyldig i andre.

Somme tider kan det faktisk være fornuftigere at forblive tvivlende om sandheden om en konflikt end at stole blindt på en bestemt udlægning, når man faktisk ikke har nogen reel mulighed for at drage sikre konklusioner. Hverken USAs regering eller dens allierede, oprørsgrupperne i Syrien eller medierne er rene sandhedsvidner - men hvorfor skulle modparten givetvis være det? Og er et regime nødvendigvis uskyldigt i overgreb eller legitimt, fordi USAs regering påstår det modsatte?

Niels Duus Nielsen

Ob Gram-Jensen: "Og er et regime nødvendigvis uskyldigt i overgreb eller legitimt, fordi USAs regering påstår det modsatte?"

Ikke nødvendigvis, men sandsynligheden er stor, givet USAs hidtidige omgang med sandheden. Den bedste propaganda bygger på halve sandheder. Der var givetvis stor folkelig modstand mod Assad (den halvdel af det propagandistiske argument, som er sand), men ville denne modstand alene udløse en borgerkrig, uden CIA til at presse på for en orange revolution?

Spørgsmålet kan koges ned til om pressen er "Offentlighedens vagthund eller magtens væbner?"

Uffe Kaels Auring analyseresultater af dækningen af interventionen i Kosovo fremkommer med denne tese: "Medierne gengiver den officielle fortælling som en objektiv realitet og bortfiltrerer officiel viden, for så vidt den er i modstrid med fortællingens morale. Formodningen kunne testes på udenrigsdækningen i sin helhed."

http://www.eftertrykket.dk/2019/03/24/moralens-vogter-mediemisbruget-af-...

Uffe Kaels Auring har også analyseret Lykkebergs afsked til Barack Obama i essayet ”Der var håb. Var der andet?” fra 14. januar 2017. Den er ifølge ham "et vidnesbyrd om, at vi ikke har en venstreintellektuel offentlighed herhjemme. Og den er et godt eksempel på den offentlighed, vi har".

http://www.eftertrykket.dk/2018/01/24/rune-lykkeberg-og-parodien-paa-en-...

Den bedste måde at hjælpe de ulykkelige mennesker på billederne er at få en retvisende balanceret presse så diss ødelæggelser og menneskelige lidelser vil kunne undgås i fremtiden. En sådan press har vi endnu ikke.

Ib Gram-Jensen

Niels Duus Nielsen
Hvorfor skulle den folkelige modstand (og regimets reaktion på den) ikke kunne udløse en borgerkrig? USA har næppe anstiftet de folkelige opstande mod de regimer i Tunesien og Egypten, som USA havde det fint med, indtil de blev væltet, eller for den sags skyld den iranske opstand, der i 1979 væltede USAs nære allierede, shahen. USA har været med til at vælte - eller søge at vælte - adskillige regeringer, men det betyder ikke, at alle regimeskift er orkestreret af CIA, eller at befolkningerne i forskellige stater ikke selv kan gennemføre et. Og et diktatorisk regime bliver altså ikke (med tilbagevirkende kraft) til en forfulgt uskyldighed, alene fordi det er på kant med USA.

Mediedækningen af Kosovo
Fakta og fortælling:
Billedet af Kosovo-konflikten og NATO-interventionen byder på forskellige og delvis modstridende fremstillinger af overgrebenes karakter (”folkemord” eller blot overgreb?), deres realisation (blev overgrebene ”afværget” eller ”stoppet”?), NATO-indgrebets karakter (reaktivt eller præventivt?) samt begivenhedernes rækkefølge (kom NATO-indgrebet før eller efter den serbiske voldskampagne?). Så vidt hersker der tolkningspluralisme.
Eller anderledes sagt: Faktuelt set er det ét stort rod.

Men omvendt er der orden i tingene. Mediefremstillingen rummer på tværs af alle faktuelle forviklinger en klar og systematisk tendens: Interventionen er legitim – typisk en heltegerning.

Den bearbejdning af fakta, som skaber dette indtryk, følger nogle gennemgående principper: Maksimering af kosovoalbanernes ofre, lidelser og uskyld; maksimering af serbernes overgreb og skyld; eliminering af NATO’s afgørende bidrag til katastrofen; eliminering af NATO’s målrettede angreb på civile mål; maksimering af målrettetheden, hensigtsmæssigheden og effektiviteten i NATO’s indsats mod overgrebene.

Behandlingen følger en streng ”moralsk” logik. Viden, som isoleret betragtet understøtter interventionens moralitet – såsom eksistensen af omfattende serbiske overgreb – gengives og forstærkes. Viden, som nedbryder billedet af vores helterolle, bortredigeres og erstattes af passende antagelser. Resultatet er, at virkeligheden vendes på hovedet."
http://www.eftertrykket.dk/2019/03/24/moralens-vogter-mediemisbruget-af-...
Er disse billeder vist med henblik på - Maksimering af ofrene for bombninger af regimet?
Det ville en nærmere analyse af dækningen af konflikten i Syrien kunne afsløre.

Ib Gram jeg har set den side du henviser til og krydstjekket med OPWC s egne rapporter. Det er ikke det samme der bliver sagt. OPCW siger at de bekræfter kemien, men kan ikke være sikre på meget, da de ikke selv har kunne tage prøver og mange andre usikkerheder. De kan slet ikke sige hvem der i givet fald har smidt dem, hvem prøverne kommer fra, og tager mange forbehold.
Motiv må være centralt i al opklaring, og hvem har interesse i kemi når man har flyvere med bomber? Specielt når hele verden siger det vil være at krydse en rød linie?
Jeg siger ikke Assads soldater er venlige. Som Robert fisk, der rejste lidt med dem et par dage fortæller i et foredrag, er de barske, kan li at slås, og tager ikke fanger. Men de har andre lang større militær slagstyrke, og kan nemt gøre det af med flere, med konventionelle våben.

Ib Gram-Jensen

Sus johnsen, du har krydstjekket det forkerte sted. Det er ikke OPCW's opgave at søge at fastslå, hvem der har anvendte kemiske våben, OPCW skal blot fastslå, om der er anvendt kemiske våben/dødelige kemikalier. At fastslå, hvem der har anvendt dem, er OPCW-UN-Joint Investigative Mechanisms opgave.

https://www.opcw.org/media-centre/news/2018/07/opcw-issues-fact-finding-...

Motiv er et spor, men hvis der er fysiske beviser for, at der er anvendt kemiske våben, og at det er en bestemt part, der har gjort det, overtrumfes de beviser ikke af argumenter for, at vedkommende part ikke havde (tilstrækkeligt) motiv til at gøre det, eller at det ville være dumt/risikabelt af vedkommende at gøre det. Det kan rent militært set være rationelt at bruge kemiske våben, hvor de, man vil ramme, kan befinde sig i huler eller underjordiske rum; motivet kan være at skræmme oprørere og civile med, hvad de risikerer ved at fortsætte modstanden, eller ren og skær straf/hævn - i givet fald, i dette tilfælde, med en ikke irrationel formodning om, at brugen af kemiske våben højst udløser en symbolsk reaktion. Og endeligr handler statsledere og andre aktører ikke uvægerligt rationelt i enhver situation.

Så du mener beviset ligger i at Syriens hær er er irrationelle, og at terroristerne også er dumme for ikke at kunne fremprovokere den eneste aktion som vil få vesten til at blande sig på offentlig militær vis?
Derudover er Douma det eneste sted OPCW undersøgerne selv er rejst til. Jeg benægter ikke kemiens tilstedeværelse. Jeg siger at vi ikke ved hvem som har ansvaret for at de blev brugt mod civile. At et flertal af medier og officielle kilder og personer siger/skriver et, er ikke nødvendigvis lig “sandhed”, som vi desværre har måtte konstatere utallige gange, og i hver eneste krig og konflikt.
Det er for mig mere rationale i at bruge sin sunde fornuft, når det kommer til visse højpoliticerede sager.
Og for helt at vise hvor absurd historier bliver fortalt, kan du se på den 11 september. Fysik umuligt uden sprængstof ifølge selveste Newton. Jo ham fra folkeskolen.
Og en kun en lille artikel i et europæisk blad for fysik skriver om det, som har startet alle de sidste årtiers evige krige.
Journalisme? Tja, kun samvittighedsfulde idealister tør. https://www.europhysicsnews.org/articles/epn/pdf/2016/04/epn2016474p21.pdf

Niels Duus Nielsen

Ib Gram-Jensen: "...et diktatorisk regime bliver altså ikke (med tilbagevirkende kraft) til en forfulgt uskyldighed, alene fordi det er på kant med USA."

Det er der vist heller ikkeandre end Assad, der påstår. Og selvfølgelig kan folkelig modstand føre til borgerkrig uden USAs påvirkning, problemet er, at i dette konkrete tilfælde skete det altså med amerikansk støtte - ligesom i Ukraine i 1914 og Venezuela i 2019n bare for at nævne to eksempler fra de seneste år.

En af de amerikanske præsidentkandidater, Tulsi Gabbard, går til valg i 2020 på at standse alle de krige med amerikansk involvering, som alene sigter mod at skabe regimeændringer i suveræne stater. Når mange amerikanere selv kan se, at der er et problem, er der ikke tale om anti-amerikanisme, men derimod om anti-interventionisme. Eller anti-imperialisme, om man vil.

De amerikanske bestræbelser på at skabe orange revolutioner rundt om i verden er veldokumenterede. I modsætning til de giftgas-angreb, som Trump brugte som påskud til at optræde "præsidentielt" ved at affyre sine "smukke" missiler. En krigshandling, som de amerikanske soldater i området betragtede som kontraproduktiv for den kamp mod ISIS, som de var blevet fortalt, at det hele drejede sig om.

USA blander sig i andre landes interne anliggender, men går i panik, hvis andre lande blander sig i USAs interne anliggender. Med Trump ved roret er amerikansk politik blevet en farce, som dækker over, at det i virkeligheden er en den samme tragedie, som udspiller sig igen-igen. Trump ønsker at trække tropperne hjem, men han får ikke lov, fordi et uhelligt sammenrend af neokonservative republikanere og neoliberale demokrater ikke vil tillade det, de første med henvisning til amerikansk exceptionalisme, de sidste med henvisning til alle de jobs, der vil forsvinde (læs: al den profit, som ikke vil blive skabt), hvis USA holder op med hele tiden at føre krig.

Hør og se fx Wolf Blitzers vantro ved tanken om, at USA skulle ophøre med at bombe uskyldige mennesker: "Jamen, jamen, hvad med økonomien?"

https://www.youtube.com/watch?v=gk0TqIbPNbY (se ca. 0:55).

Ib Gram-Jensen

Sus johnsen,
Jeg hævder ikke, at der ligger noget bevis i, at Syriens hær er irrationel, eller at den er det; jeg stiller spørgsmålstegn ved, om overvejelser om motiver altid kan være så entydige eller overbevisende, som du åbenbart mener. Jeg udelukker ikke, at der fra oprørernes side (de oprørere du åbenbart over én kam opfatter som terrorister) kan have været påstået eller arrangeret et kemisk angreb (eller flere) med det formål at få USA eller andre stater til at intervenere effektivt. Det er i så fald ikke lykkedes for dem, men det, at de har et motiv til det, beviser ikke, at de faktisk har gjort det (som omtalt i min kommentar 8.4. 00:26 har OPCW-UN Joint Investigative Mechanism konkluderet, at IS har udført kemiske angreb, hvad motivet så har været), eller at andre parter ikke har foretaget angreb med kemiske våben.

Og nu vi taler om irrationalitet og rationalitet og motiver, insinuerer du så, at Bush-administrationen skulle have været så vanvittig at gå ind i et projekt som dels ville have været teknisk meget krævende (anbringelse af store mængder sprængstof uden at nogen opdagede det), dels ville have involveret et så stort antal personer, at hemmeligholdelse i praksis ville være umulig (der har ikke meldt sig ét menneske, der har deltaget, for at røbe den sandhed, du formoder), dels naturligvis ville betyde politisk (og retsligt) selvmord, hvis det blev opdaget (mord på flere tusinde borgere), og dels ville være helt unødvendigt. I andre tilfælde, hvor man har haft brug for en undskyldning for at angribe andre stater, har man kunnet nøjes med at arrangere eller påstå en episode i Tonkinbugten eller påstande om masseødelæggelsesvåben i Irak "dokumenteret" med Powells show i FN. Så hvis motiver kan bruges som argument, som du gør det 8.4. 20:58 ("hvem har interesse i kemi når man har flyvere med bomber?"), hvordan kan du så mene, at den amerikanske regering eller dens efterretningstjenester skulle foretage sig noget så vanvittigt, når så meget mindre kunne opfylde det formål at legitimere deres aggressioner? Åbenbart gælder et argument eller gælder ikke, som det passer til det, du påstår.

Du må hygge dig med dine konspirationsteorier.

Niels Duus Nielsen

Ib Gram-Jensen, du slår dig selv for munden, når du skriver: "...hvordan kan du så mene, at den amerikanske regering eller dens efterretningstjenester skulle foretage sig noget så vanvittigt, når så meget mindre kunne opfylde det formål at legitimere deres aggressioner?"

For det påståede giftfgasangreb i Dhouma, var jo netop "meget mindre" end et giftgasangreb - der var tale om et foto-stunt, udført af "De hvide Hjelme", som skulle få det til at se ud som om et konventionelt bombardement i virkeligheden var et giftgasangreb. Ig det virkede jo efter hensigten: Ligesom vietnameserne aldrig angreb den amerikanske flåde i Tonkin-bugten, blev der efter al sandsynlighed ikke anvendt kemiske våben i Dhouma.

Den officielle undersøgelse konstaterede, at der kunne findes rester af klor i området, men det var ikke muligt at fastslå, om denne klor hidrørte fra angrebet, eller om den allerede var i området, ig blot blev frigjort under angrebet. Klor bruges til mange ting i et moderne samfund, og da Syrien er et moderne samfund, er det meget sandsynligt, at der har været opbevaret klor i de lagre, der blev bombet.

Og argumentet med, at Assad ville være en idiot, hvis han brugte kemiske våben efter at amerikanerne havde slået fast, at det ville være grund til yderligere amerikansk involvering - og det på et tidspunkt, hvor han så godt som havde vindet krigen - er faktisk et stærkt argument, fordi det stiller spørgsmålet: Qui bono?

Den syriske regering havde intet at vinde ved at gasse civilbefolkningen i denne situation, det havde derimod "oprørerne" - og dermed også amerikanerne, hvis tilstedeværelse i landet netop er begrundet i den amerikanske støtte til såkaldte "moderate terrorister".

Og sammenligningen med de mange andre veldokumenterede false flags, som amerikanerne har orkestreret gennem årene, falder heller ikke ud til amerikanernes fordel. Venezuela, anyone?

Ib Gram-Jensen

Niels Duus Nielsen,
Jeg ser ingen grund til at komme ind på en nærmere argumentation ud over det, jeg allerede har fremført og de kilder, jeg har henvist til. Det er din (og de russiske og syriske regeringers) påstand, at Douma var et stunt, Un Commission on Syria mener åbenbart noget andet. Jeg kan lige så lidt som du afgøre det, om end de sidstnævnte måske kan menes at være lidt mere uvildige end Assad og hans allierede.

Jeg vil blot tilføje, at du tager min argumentation om motiver ud af dens sammenhæng: rent bortset fra, at fysiske beviser ikke kan tilbagevises med henvisning til motiver, og at der godt kan peges på grunde til, at Assad kunne vælge at tage kemiske våben i brug (uden at dét i sig selv beviser, at han har gjort det), kan man ikke både bruge motiv-argumentet, når det drejer sig om giftangreb i Syrien, og så se helt bort fra det, når det drejer sig om 11. 9. 2001, hvor et øjebliks tanke om, hvorfor den amerikanske regering skulle kunne finde på at arrangere dette angreb, burde overbevise enhver fornuftig person om, at det kunne den givetvis heller ikke - og i hvert fald ikke uden at blive afsløret. Så har man bevæget sig ud af den rationelle argumentations område.

Og det er det, mine kommentarer her i virkeligheden drejer sig om: at mange i kommentarsporene fremsætter - og bekræfter hinanden i - skråsikre påstande, som der reelt ikke er dækning for at være sikre på - heller ikke, hvis man kan henvise til forskellige sites, hvor de samme påstande fremsættes, men hvis troværdighed man ikke kan bedømme; og at man ikke kan reducere hvad som helst til et amerikansk komplot - selv om det kun er alt for sandt, at sådanne er forekommet og forekommer.

Det var det nazistiske Tyskland, der i 1943 rejste beskyldningen om, at Katyn-massakren var blevet begået af Sovjetunionen, der så gav tyskerne skylden. I 1990 erkendte det sovjetiske styre, at det var den sovjetiske sikkerhedstjeneste NKVD, der havde likvideret 21.000-22.000 polakker.

Det var naturligvis ren dobbeltmoral og propaganda, når netop den nazistiske propaganda brugte denne forbrydelse mod Sovjetunionen, men lige så lidt, som Stalins forbrydelser og løgne kan bruges som argument for, at nazisterne nok ikke var lige så slemme eller værre, kan man altså betragte deres beskyldning mod Sovjetunionen som en løgn, fordi den kom fra netop den kant. Hvis man forstår moralen?

Niels Duus Nielsen

Ib Gram-Jemsen, jeg er mig bevidst, at den syriske regerings og den russiske regerings tropper, som er de myndigheder, som har direkte adgang til slagmarken i Dhouma, har erklæret, at det påståede kemiske angreb er et propagandastunt tilrettelagt og udført af De hvide Hjelme.

Men ligesom jeg ikke uden videre tror på, hvad De hvide Hjelme prøver at bilde mig ind, tror jeg heller ikke umiddelbart på, hvad Putin og Assad prøver at bilde mig ind. I stedet søger jeg mine informationer hos pålidelige journalister, som har været i Dhouma og har interviewet lokalbefolkningen. Og når jeg siger "pålidelige", mener jeg journalister som John Pilger, Robert Fisk og Chris Hedges, som alle har opholdt sig i Mellemøsten i mange år, og som ikke er specielt positivt stemte over for Assad. Af disse tre har Fisk personligt været i Dhouma eget angrebet, hvorfra han melder, at det hele er en and, at der ikke var et kemisk angreb, men derimod en masse støv, fremkaldt af onventionelle bomber, som folk så fik i luftvejene.

Og den rapport, som du hele tiden støtter dig til, siger faktisk ikke det, som du påstår den siger: De uvildige iagttagere erklærer, at der kan konstateres "rester af klor" i Dhouma, men de kan ikke sige med sikkerhed om denne klor stammer fra bomber, eller i givet fald hvem, der har afsendt disse bomber.

"2.6 Based on the levels of chlorinated organic derivatives, detected in several
environmental samples gathered at the sites of alleged use of toxic chemicals
(Locations 2 and 4), which are not naturally present in the environment, the FFM
concludes that the objects from which the samples were taken at both locations had
been in contact with one or more substances containing reactive chlorine."

og

"2.17 Regarding the alleged use of toxic chemicals as a weapon on 7 April 2018 in Douma,
the Syrian Arab Republic, the evaluation and analysis of all the information gathered
by the FFM—witnesses’ testimonies, environmental and biomedical samples analysis
results, toxicological and ballistic analyses from experts, additional digital
information from witnesses—provide reasonable grounds that the use of a toxic
chemical as a weapon took place. This toxic chemical contained reactive chlorine.
The toxic chemical was likely molecular chlorine."

"Reasonable grounds", "likely" - med andre ord er det sandsynligt, men langt fra sikkert, at den konstaterede klorin skulle komme fra et kemisk våben. At gå fra "sandsynligvis" til "helt sikkert" uden mellemregninger er imidlertid blevet den nye måde at føre bevis på i international politik, jvf. Skripal-affæren, som fik en lang række lande - inklusive Danmark - til at blamere sig ved at udvise russiske diplomater alene ud ra en beskyldning uden skygge af bevis.

Så der er frit slag for konspirationsteorier og andre fantasterier. Mht. Syrien vælger jeg i stedet for fantasien at støtte mig til en mand som Fisk, som igennem hele sit liv har stået for sober og sandhedssøgende journalistik. Her er sandheden om giftgasangrebet i Dhouma ifølge Robert Fisk:

"Before we go any further, readers should be aware that this is not the only story in Douma. There are the many people I talked to amid the ruins of the town who said they had “never believed in” gas stories – which were usually put about, they claimed, by the armed Islamist groups."

https://www.independent.co.uk/voices/syria-chemical-attack-gas-douma-rob...

Som du ser, er det ikke noget, jeg har fundet på; min eneste brøde er, at jeg - i modsætning til dig - lader tvivlen komme de anklagede til gode, indtil en evt. skyld er endegyldigt bevist.

Ib Gram-Jensen

Niels Duus Nielsen,
Jeg har ikke støttet mig til den rapport, du citerer. Hvad jeg 7/4 17:54 skrev var: "Hvad Douma angår, er der modsatte vurderinger af, hvad der skete, så man skal ikke komme med alt for skråsikre påstande om, hvorvidt det er en "and" eller ej." Jeg lod det med andre stå åbent, mens du var ulige mere skråsikker, da du 7/4 12:05 skrev: "Det såkaldte giftgasangreb i Dhouma viste sig jo at være en and, skabt af "de hvide hjelme" med propagandistiske formål."

Hvad Fisks beretning fra Douma angår, siger den ret beset kun, at han ikke fik nogen bekræftelse af påstanden om angrebet - hvilket ikke beviser, at det ikke fandt sted, kun at - ja altså at Fisk ikke fik nogen bekræftelse af påstanden, og mere påstår han heller ikke selv, selv om han virker skeptisk. I øvrigt er han da ikke ganske afskåret fra publikum, når hans beretning kan læses på nettet.

Vi kan forhåbentligt stadig enes om at være uenige på forskellige punkter. Jeg kan dog ikke nære mig for at bringe følgende udtalelse fra 2016 om Trump, som John Pilger er citeret for:

"Apart from his gross views on immigration - though no more gross in essence than, say, David Cameron's - he is not planning to invade anywhere, he doesn't hate the Russians or the Chinese, he is not beholden to Israel."

https://politicalscrapbook.net/2016/02/john-pilger-praises-trump-says-he...

Selv de bedste kan af og til tage fejl :)

Niels Duus Nielsen

Okay Ib Gram-Jensen, jeg anerkender din kritik af min kritik - jeg kan ikke sige med sikkerhed, at der ikke blev brugt krigsgasser, men jeg kan med sikkerhed erklære, at hvis man ikke har endegyldige beviser for skyld, skal man undlade at straffe sine modstandere med krigshandlinger.

Den rapport, jeg citerer fra, er OPCWs såkaldte "tekniske" rapport, som alle de andre rapporter er skrevet ud fra. Hvis du har adgang til en anden rapport, som også forholder sig til det videnskabelige grundlag for sine konklusioner, vil heg da meget gerne læse den.

PS: Jeg tror faktisk at Pilger blot reagerede på Trumps valgflæsk: I modsætning til Clinton, som ikke lagde skjul på sin krigeriskhed, gav Trump faktisk under valgkampen udtryk for en ikke-interventionistisk udenrigspolitik. At han så viste sig at være fuld af løgn er bare uheldigt. Jeg vil da gerne indrømme, at jeg selv så Trump som det mindste af de to onder. At jeg så i mellemtiden er blevet klogere på Trumo ændrer ikke min holdning til fru Clinton, og set i bakspejlet er Trump måske i virkeligheden en velsignelse for amerikanerne: Trump er så elendig en præsident, og de etablerede demokrater er så tandløse i deres kritik af ham, at den amerikanske ungdom nu slutter massivt op om socialdemokraten Bernie Sanders. Det må jeg da indrømme, at jeg ikke så i min krystalkugle - et socialdemokratisk USA lyder jo som noget fra et eventyr.

Ib Gram-Jensen

Niels Duus Nielsen
fra https://digitallibrary.un.or./record/1311808 kan man downloade 7. report of the Organization for the OPCW/UN Joint Investigative Mechanism, som redegør for undersøgelsen af to tilfælde af anvendelsen af kemiske våben i 2017. Dette undersøgelsesorgans mandat udløb november 2017.

https://theintercept.com/2019/02/09/douma-chemical-attack-evidence-syria/ handler om Douma og de forskellige versioner af, hvad der foregik, med den deraf følgende usikkerhed, og fremlægger nogle argumenter for den konklusion, at der var tale om et angreb med kemiske våben fra regimets side - men er naturligvis ingen officiel UN-rapport som den foregående.

Alle disse diskutioner, om hvad der er forkert/rigtigt, og forskellige mediers ‘beviser’, er noget vi slås med jævnligt.
Efter det gigantiske cower-up som Iraq krigen var, er der ingen grund til at stole blind på magtgrupperinger, hverken i politik, hos tænketanke, medier eller organisationer.(som Cambridge analytica, integrity initiative amatører ngo’er som Bellingcat mm) der modtager støtte fra Pro krige grupper.
De grupperinger har som mål at skabe frygt, splittelse, krige, fjendebilleder og sår kun ulykke for verdens borgere.
Derfor skal også de, nøje granskes og om nødvendigt, udstilles.
Hørte Rane W. Forleden tale om at dannelse indebærer at være villige til at være åben for viden, som destabiliserer vores verdensbilledet. Søge viden ikke kan blive ‘ikke viden’.
Har man sat sig ind i roden til mange af vore dages ulykker, angrebet på WTC, og realiseret at den officielle historie ikke kan være sand(den sætter Newtons love om kræfter ud af spil), og der er aldrig ført beviser for at det netop er de navngivne fly cia påstår, som er knust i bygningerne og forsvundet i jorden i Pennsylvania, samt at CIA tilbagekalder rapport om umulige mobiltelefon opkald https://youtu.be/JYTdM7tea84 som er kilden til at kaprernes våben var hobbyknive, så kan man ikke have tillid til hverken store medier som propaganderer, eller politikere som gentager det hele som papegøjer, årti efter årti.
Syrien og andre mellemøstlige lande skal ikke bombes fordi de ikke er som os. De er ofre for de årelange Fransk/engelske kolonimagters herredømme og sykes-peacot aftale i 1916 om opdeling af Mellemøsten, hvor de i første omgang blev snydt for deres lovet uafhængighed.
For som Rane W. Også siger. Man skal have basal solid viden for at navigere. Og historien viser igen og igen at den postkoloniale tankegang og indflydelse stadig trives blandt verdens stormagter. I dag, med sociale medier, er de blot nød til demonisere først, for at retfærdiggøre deres magtanvendelse.
Hvad er Sykes Peacot https://youtu.be/Whj3XE4OO_s