Virkelighedens efterforskere læser skam også krimier
Nogle krimilæsere er mere indsigtsfulde end andre, f.eks. dem, der er kolleger til krimiernes helte. Vi har spurgt en privatdetektiv, en tidligere drabschef, en kriminaltekniker og en retsmediciner om, hvordan krimigenren ser ud set gennem ekspertbriller
Tekst: Lone Nikolajsen
Foto: Anders Rye Skjoldjensen
Retsmedicineren
Nogle gange kan et mord godt være lidt for detaljeret beskrevet til min smag
– Hvilke krimier kan du bedst lide at læse?

»De krimier, jeg har læst mest de seneste år, har været af Anna Grue, Susanne Staun og Sara Blædel. I starten af nullerne læste jeg mest Patricia Cornwell.

– Hvad sætter du pris på, når du læser en krimi?

»Jeg kan godt lide Anna Grues krimier, fordi de er nede på jorden og genkendelige. De fleste drab i Danmark er jo ikke planlagt, men sker i affekt. Motiverne er ofte hævn, jalousi, penge eller berigelse. De drab, vi ser, sker ofte på grund af en følelsesmæssig kortslutning. Anna Grues krimier har også en skarp adskillelse mellem retsmedicin og efterforskning. Retsmedicinere laver ikke efterforskning.«

– Det troede jeg, I gjorde …

»Nej, vi leverer bare en brik til puslespillet ved at opstille nogle arbejdshypoteser, som politiet så kan bruge i sin efterforskning. I nogle krimier kan retsmedicinerne blive så involverede, at de selv deltager i efterforskningen. F.eks i Susanne Stauns krimier om retsmedicineren Maria Krause. Det er urealistisk, men samtidig er det sjovt at læse Susanne Stauns krimier, fordi hun formår at lave et spændende plot og nogle meget karakteristiske excentriske personer. Situationen er ofte meget mere outreret end hos Anna Grue – det er nogle mere specielle drab, der bliver begået. Patricia Cornwell beskriver også grusomme drab, hvor personerne begår drab på udspekulerede måder. Her kan jeg nogle gange godt læse det og tænke, at det vist alligevel er lidt for detaljeret beskrevet til min smag.«

– Kan du spejle dig i nogle af dine fiktive kolleger?

»Nej … Eller det skulle lige være Sara Blædels Flemming. Han er ret nede på jorden. Han er en birolle og bliver ikke beskrevet så meget. Susanne Stauns retsmediciner er meget grænsesøgende og har sine egne psykiske dæmoner at slås med. Det kan jeg ikke spejle mig i.«

– Det lyder rart, at dit liv er enklere end hendes.

»Ja. Det er nok godt nok.«

Christina Jacobsen er overlæge i retspatologi ved Retsmedicinsk Institut på Københavns Universitet. Hun har af og til hjulpet forfatter Anna Grue med research.
Privatdetektiven
Jeg kan ikke udstå, hvis der er noget, der ikke hænger sammen
– Hvilke krimier kan du bedst lide at læse?

»Jeg kan især godt lide at læse Michael Katz Krefelds romaner om privatdetektiven Thomas Ravn. Der er ikke så meget krydderi på, al spændingen ligger i Ravns arbejde med at opklare forbrydelser. I mange andre krimier er der nogle store menneskelige dæmoner hos karaktererne, men her bærer fortællingen sig selv. Og så kan jeg godt lide hovedpersonen, han er meget ægte, og der er brugt energi på at beskrive ham. Thomas Ravn er i halvtredserne, tror jeg, tidligere kriminalbetjent og har en kone, der på et tidspunkt i serien bliver myrdet. Han bor på Christianshavn i en husbåd, det kan næsten ikke blive mere lokalt i forhold til mig selv – jeg bor på Amager.«

– Er hans måde at arbejde på troværdig?

»Ja, jeg synes, at Thomas Ravn er meget troværdig i sin tilgang til arbejdet. I Sekten infiltrerer han en sekt, og måden, han gør det på, er ganske realistisk. Når man ikke har samme rettigheder som politiet, så kræver det lidt mere finesse. Jeg tror, Katz Krefeld har et solidt researchhold bag sig. Jeg kan simpelthen ikke udstå i krimier, hvis der er noget, der ikke hænger sammen.«
– Hvad er det typisk, der gør fiktivt detektivarbejde utroværdigt?

»Indimellem kommer detektiverne i bøgerne lidt for let til viden. F.eks. har de helt urealistisk let ved at søge oplysninger om personer eller få tilgang til mobiltelefoner. Dét, og så når det er spændende hele tiden. Det er det absolut ikke. De 36 timer bag i vognen med en kameralinse er der selvfølgelig ingen, der gider læse om. Men det konstante spændingsniveau afspejler ikke virkeligheden.«

– Hvad er den største misforståelse, man finder i krimiers fremstilling af detektivarbejde?

»Det er den tid, man har til rådighed. Der findes ikke så mange private kunder, der siger: Gå du bare i gang med en opklaring, der varer flere uger. Det vil typisk være en virksomhed, der har råd til de lange sager. I krimierne glider man også let hen over det økonomiske mellemværende, og det kan jeg godt forstå. I virkelighedens verden er det dyrt.«

Anders Hansen er stifter af og ledende efterforsker i det private efterforskningsbureau Lehmann & Nobel.
Politiinspektøren
De gode krimier belyser, hvor vigtigt samarbejde og helhedssyn er
– Hvilke krimier kan du bedst lide at læse?

»Jeg elsker de krimier, hvor der er realistiske beskrivelser af både politiarbejde, psykologi og motivation. Jeg tror meget på, at mennesker gør det, de gør, af en grund. Nogle tror, at folk bare bliver sindssyge, men der er næsten altid en grund til, at folk gør, som de gør – også når de slår ihjel. Derfor er motiverne spændende. Man giver ikke bare læseren svaret på den flade hånd: at det er rovmorderen, der vil have penge, men kommer ind i de følelser, der får folk til at reagere meget, meget uhensigtsmæssigt.«

»Jeg kan godt lide engelske Peter James, svenske Stefan Ahnhem og islandske Arnaldur Indriðason. De klassiske engelske krimier med miss Marple, der trisser rundt og tænker snedige ting, bryder jeg mig ikke om. Der skal være en realistisk efterforskning. Men når det er sagt, så er krimien jo et fremragende bagtæppe til at lave en historie om samfund, følelser og sociale forhold. Det er derfor, vi bliver så fascineret af det. Vi er derinde, hvor det gør ondt, og hvor vi taler om ondskab og vrede.«
– Kan du nævne en fiktiv politiefterforsker, som du mener er den dygtigste?

»Nej, det er bagsiden ved krimier: Det er næsten altid en enkelt mand, der får en åbenbaring og opklarer det hele. Noget af det værste ved krimigenren er den der enlige svale, der farer rundt i blinde, ter sig som en idiot og opklarer ting på trods af sine overordnede snarere end på grund af dem. Det irriterer mig. Sådan er verden ikke. De gode krimier belyser, hvor vigtigt det er med samarbejde og helhedssyn. Men jeg kan godt se, at det giver godt drama, at man følger én helt, der overvinder al modstand, herunder uduelige chefer, og når til bunds, selv om alle andre prøver at lægge låg på.«

– Hvad er den største misforståelse?

»Det er, at det er en enkeltpræstation. Opklaring af en forbrydelse er et stort fælles arbejde, der kræver mange dygtige og dedikerede efterforskere, og det skal bindes sammen. Der er mange af de her helte, der er dysfunktionelle, på stoffer, har rod i økonomien og ægteskabet. Den slags karakterer giver meget godt drama, men de holder ikke så længe i virkeligheden.«

Bent Isager-Nielsen er politiinspektør ved Nordsjællands Politi og forhenværende drabschef ved Rejseholdet.
Kriminalteknikeren
Man opsnapper de små detaljer, om det så er på skrift eller på et gerningssted
– Hvilke krimier kan du bedst lide at læse?

»Jeg tror, vi alle sammen har behov for noget, der glider let ned, og hvor man ikke skal tænke for meget. Der kan jeg godt forfalde til at læse nogle af de krimier, der er oppe i tiden: Läckberg, Nesbø, Hjort & Rosenfeldt, Marklund, Larsson og Kepler f.eks.«

– Hvad sætter du pris på i en krimi?

»Hvis der er et godt plot i dem, hvor man kan regne den ud, hvis man er ligesom mig og tænker sig lidt om. Dem, hvor det er fuldstændigt umuligt at regne den ud, de interesserer mig ikke.«

»Om det så er på skrift eller på et gerningssted, så prøver man jo at opsnappe og tolke på de små detaljer. Man bliver nok lidt analyserende i sin tilgang, når man som jeg har været i det her game i over 20 år.«

– Hvad opsnapper du så?

»Det kan være små tegn i afhøringen. Hvordan nogle ting bliver sagt, og hvad der kommer frem. Så prøver jeg at opstille nogle hypoteser om, hvad der er sket, eller hvilken type gerningsmand man har med at gøre. Det er ikke altid dem, man tror i første omgang. Sådan er det i krimier, og sådan er det også nogle gange i virkeligheden. Når man får overleveret en hypotese, idet man ankommer til et gerningssted, kan man godt falde i den fælde og få lidt tunnelsyn. Det gælder om at tage det med i sin betragtning uden at lade det fylde for meget.«
– Betyder det noget for dig, om dit fag er realistisk beskrevet i de krimier, du læser?

»Nej, egentlig ikke. Jeg læser ikke krimier i forventningen om, at det kriminaltekniske arbejde skal være i tråd med virkeligheden. Det er sjældent, det er det. Jeg kan nogle gange se, at nogle af mine kolleger har bidraget til researchen, men forfatterne springer altid nogle ting over. En kriminaltekniker i en kriminalroman er typisk beskrevet som en, der dukker op ene mand hver gang. Sådan et velkendt ansigt i krimiserien. I virkeligheden er vi altid flere.«

– Hvad er den snedigste måde, du har set spor blive skjult på i en krimi?

»Det er, hvis man brænder gerningsstedet af. Der er også mange, der gør det i virkeligheden, for det virker rigtig godt. Det er bare sjældent, det lykkes at få brændt det hele af, og så kan vi stadig se nogle ting. Der er også mange måder at plante spor på, så de peger på nogle andre. Jeg har f.eks. læst om forbrydere, der smider andres cigaretskodder på gerningssteder eller bruger andres sko og tøj under forbrydelsen. Men alt i alt er det rigtigt svært at plante og fjerne spor. Der er næsten altid noget man ikke lige har tænkt over også i virkeligheden.«

Michael Øer er kriminaltekniker ved Nationalt Kriminalteknisk Center.
KRIMIMAGASIN 2018
Vi sætter fokus på krimien som et pusterum i en verden præget af usikkerhed og frygt for fremtiden, men også på hvordan virkelighedens efterforskere læser krimien, og hvorfor Jonas Bonnier valgte at skrive en bog om Helikopterkuppet fortalt med gerningsmændene og ikke politiet som udgangspunkt. Og så anmelder vi 19 krimier – blandt andet 'Rosernes torne' skrevet af Stephen King i fællesskab med hans søn.

Tekst: Lone Nikolajsen
Foto: Anders Rye Skjoldjensen
Redaktører: Johanne Pontoppidan Tuxen, Peter Nielsen og Maria Skov
Digital produktion: Mikka Tecza

16. marts 2018
Dagbladet Information