Interview
Kristian Bang Foss:
I Danmark kan der være sådan en jovialisering af magten
Kristian Bang Foss’ fjerde roman, ’Frank vender hjem’, er hans hidtil mest forsonlige udstilling af arme fjolser og det besvær, de har med at finde deres plads i verden. Syv år har den været undervejs, og her fortæller han om, hvordan interessen for klasser, længslen mod naturen har præget romanen
Lone Nikolajsen, tekst
Sarah Hartvigsen Juncker, foto
Kristian Bang Foss’ fjerde roman, Frank vender hjem, har været syv år undervejs. Så længe plejer der ikke at gå, men siden Døden kører Audi fra 2012 har den sædeskildrende romanforfatter med den skarpe komiske sans haft travlt. Han har fået en familie med små børn, der skal hentes, og et hjem, der skal holdes styr på. Han har skullet tjene flere penge, end forfatterskabet indbragte, og har derfor undervist, skrevet filmmanuskript og gendigtet en bog om Kaptajn Haddocks bandeord.

Aldrig har han haft så travlt, og aldrig har han skrevet så tyk en bog som den 379 sider lange roman om en mønsterbryder ved navn Frank. Frank er søn af en pinlig gadesanger og en hårdtarbejdende kontorassistent fra Hvidovre og føler sig fremmedgjort på litteraturvidenskabsstudiet, hvor han møder sin store kærlighed, Thea, hvis stenrige, meget kultiverede familie, han prøver at finde fodfæste i.

Det går nogenlunde okay med det, indtil Frank en dag på et kritisk tidspunkt i sit og Theas forhold stævner ud fra Stevns i en kajak. Meget mere skal der ikke afsløres om handlingen i Frank vender hjem – ud over at den tager en gevaldig drejning og er usædvanligt veltilrettelagt på en måde, der gør romanen svær at slippe.
Sammenlignet med Kristian Bang Foss’ tidligere romaner er Frank vender hjem længere, mere filmisk i sin struktur og påfaldende mere forsonlig i sin skildring af persongalleriet. Forsonligheden skiller sig især ud i forhold til de seneste to romaner – Stormen i 99, der handler om smålig arbejdspladskultur på et lager, og Døden kører Audi, hvor en ung mand med mange fysiske skavanker og hans handicaphjælper kører væk fra det hele ned gennem Europa. Begge bøger er bidske satirer befolket af arme fjolser.

Arme fjolser er der også rigeligt af i Frank vender hjem, men de er beskrevet med en vis varme, og romanen er generelt mere generøs med forklaringer på, hvorfor de opfører sig, som de gør.

At der er et mere forsonligt blik på færde i romanen, er Kristian Bang Foss enig i. Flere gange undervejs i interviewet, som foregår i hans families lille lejlighed på Frederiksberg, tager han sine karakterer i forsvar.

»Når jeg sidder og skriver, kan jeg jo godt lide alle de her personer. Der er stadig et satirisk element, der kan virke, som om forfatteren har et horn i siden på personerne, men det bliver de næsten alle sammen udsat for. Jeg har egentlig kunnet leve mig ind i dem alle sammen, så det er måske mere et spørgsmål om, at jeg får præsenteret nogle af dem bedre end andre, hvis man føler, der er en sympatimæssig slagside.«
Ifølge Kristian Bang Foss kan der godt være en tendens i Danmark til at lade, som om vi alle sammen er lige, og der ikke rigtig er forskel på folk.

»Der kan være sådan en jovialisering af magten eller en camouflering af den, der også kan være ubehagelig nogle gange. Fordi det kan være svært at vide, hvem man har at gøre med, og hvem der bestemmer og har magten.«

– Hvordan f.eks.?

»Det kan være en chef, der kommer på arbejde i korte bukser og klapper folk på skulderen, men alligevel fyrer dem. Man lader, som om man er lige, men der er alligevel én, der bestemmer. Det kan jeg forestille mig kan være svært at navigere i. Og der er Theas overklasseforældre måske også lidt blinde over for deres egen magt.«

Kristian Bang Foss påpeger dog, at Theas far, André (som har brugt sit liv og sin svigerfamilies formue på at drive et forlag med speciale i venstreorienteret teori) faktisk tænker over, hvordan han svigter sine idealer:

»André er sådan en mærkelig blanding af at være klarsynet og samtidig have nogle blinde vinkler. Det er sådan, de fleste mennesker er, tænker jeg. Hans forklaring på, hvorfor han svigter sine idealer, er, at det simpelthen er kapitalismen, der har infiltreret familien. Det er både grotesk og lidt rigtigt. Sådan er hans analyse hele tiden, men han griner så også selv af den.«
– Selv om du har sympati for alle karaktererne, er der så ikke alligevel en tendens til, at værdierne er mere solide hos Franks arbejderklassemor i Hvidovre end hos den nordsjællandske overklassefamilie? De har så mange idealer, de ikke lever op til, mens hun forholder sig mere nøgternt til tingene.

»Ellen har så heller ingen privilegier eller magt at forvalte, og det gør det jo på en måde også lettere at bevare integriteten. Men det er nok rigtig nok, at der har ligget en irritation over alle de her sager om direktørbonusser, en fornemmelse af, at vi har fået en politisk og økonomisk overklasse, som er urørlig. Der er også lidt en fornemmelse af urørlighed over Holmbergfamilien.«

Jeg nævner Theas morbror, Bent Holmberg, som er en forretningsmand med et ret kynisk samfunds- og menneskesyn.

– Bent synes tilsyneladende, det er så respektabel en egenskab at være god til at rage til sig, at han automatisk tænker, rige mennesker har fortjent deres rigdom. Er han ikke det nærmeste, romanen kommer på en skurk?

Igen tager Kristian Bang Foss sin karakter i forsvar: »Jeg synes egentlig, Bent er meget fin. Han gør jo også noget for sin bror (en lidt sær eneboer ved navn Ejnar, red.). Han vil gerne være tæt på sine nærmeste.«

– Kunne du også lide alle karaktererne i ’Døden kører Audi’ og ’Stormen i 99’? De to bøger oplevede jeg som noget mere bidske og spydige i det.

»Døden kører Audi var mere simpel i sin komposition. Der var bare to personer, den unge Waldemar med de mange handicap og hans hjælper Asger, som var en falleret reklamemand. Det handlede om deres venskab, og så var resten af verden tegnet meget brutalt op, også for at danne kontrast til venskabet. I Frank vender hjem skiftes der ofte synsvinkel, og det giver en anden mulighed for indlevelse. Måske handler det også bare om, at jeg har udviklet mig eller er blevet ældre.«
Det er ikke noget nyt, at Kristian Bang Foss interesserer sig for de forskellige klasser og kulturer, der er i Danmark:

»Både i Stormen i 99, Døden kører Audi og Frank vender hjem er der en fornemmelse af isolation, der i høj grad handler om klasse. I Stormen i 99 følger man Anton, som efter gymnasiet får arbejde på et lager på Amager. Han ved ikke, hvad han ellers skal, men man fornemmer, han næppe skal være der hele sit liv, mens mange af hans kolleger bliver hængende. På den måde er han lidt en turist i det miljø. I Døden kører Audi tager den forhenværende reklamemand Asger turen fra en kulturel overklasse ned til den underklasse, som er helt afhængig af det offentlige, Waldemar lever i,« siger Kristian Bang Foss.

»Men klassekonflikten er nok mere dramatiseret i Frank vender hjem, fordi der er en kamp mellem mennesker, der kommer forskellige steder fra, og som kæmper om retten til at fortælle historien om, hvad der egentlig er sket mellem dem, sådan som de mener, den er.«

Det er tydeligt, at der er stor forskel på Franks og Theas familier, når det kommer til at udvælge, fortælle og insistere på historier. I Theas familie har de totalt styr på det. Der er nogle historier om morfaren – bl.a. om hvordan han tjente familiens formue – der aldrig bliver fortalt, mens den romantiske historie om, hvordan hendes forældre mødte hinanden bliver ophøjet til et klenodie og hevet frem til festlige lejligheder. I Franks familie taler man derimod ikke så meget om tingene.

Hvad den centrale konflikt i romanen helt præcist drejer sig om, ville være synd at afsløre, men det handler om kontroltab, tillidsbrud, forklaringsproblemer, sort uheld og dybe følelser af uretfærdighed. På et tidspunkt kommer der på Franks svigerfamilies foranledning en psykologuddannet konfliktrådgiver ind over. Det (synes undertegnede, som stiller sig mere stejlt på Franks side, end forfatteren gør) virker fejt, når han slet ikke er vant til at snakke om tingene på den måde, psykologen lægger op til.

»Frank er jo fuldstændig sprogløs i den situation,« siger Kristian Bang Foss. »Han kan ikke reagere med andet end vrede, og det får man ingen point for. Men et eller andet sted har psykologen jo også ret i, at de skal videre fra situationen, der er ikke noget at gøre ved det. Hvis folk ikke tror på en, kan man jo ikke tvinge dem til det. Man må affinde sig med, at man selv ved, hvad der skete, og så må andre ligge og rode med deres opfattelser. Selvfølgelig er der en objektiv sandhed om, hvad der er sket, men den kan jo godt gå fløjten, når der er flere subjekter involveret. Det synes jeg jo er meget interessant. Jeg synes selv, at Frank griber det lidt irriterende an. Han bliver ekstremt optaget af at få ret. Det er måske heller ikke så hensigtsmæssigt. Men til hans forsvar skal det siges, at han jo er under et ekstremt pres.«
En ting, Kristian Bang Foss mener har præget hans nye roman, er de erfaringer, han fik med sig, da han for nylig var medforfatter på Christina Rosendahls nye film, der hedder Vores mand i Amerika og foregår under Anden Verdenskrig. Arbejdet med det dramaturgiske håndværk styrkede hans interesse for at fortælle en historie så effektivt som muligt. Interessen for historiefortælling har været der hele tiden, både i hans forfatterskab og før det i skoletiden, hvor Kristian bang Foss brugte meget af tiden på at tegne tegneserier.

»At skrive en film er meget anderledes end at skrive en roman, men det dramaturgiske håndværk, som jeg har lært ved at skrive en film, har været givende i romanskrivningen. Også selv om man ikke behøver at følge de samme principper i en roman, som man gør i en film, fordi man netop har adgang til folks hoveder.«

– Hvilke principper er det, du har lært?

»Det er bare den helt grundlæggende dramaturgi med vendepunkter og konflikt i en scene. At en god historie grundlæggende handler om værdier, konflikt og forandring. Jeg har ikke før på samme måde gjort mig tanker om, hvordan man konstruerer en handling, men mere skrevet intuitivt. Når man prøver at skrive et filmmanuskript, får man lært dramaturgi i praksis.«

Historiefortællingen og den sproglige energi kan nogle gange godt stå i modsætning til hinanden, siger Kristian Bang Foss: »Der er det med handling, at det nogle gange dræber sproget. Jo mere der sker i en tekst, jo sværere er det at skrive ’godt’, lave sætningsvariationer. Man ender med subjekt-verbum-sætninger – ’hun sagde’, ’han sagde’, ’de gjorde’.«

Mens han skrev Frank vender hjem, har Kristian bang Foss ofte vægtet handling højest:

»Jeg har nok haft en vilje til bare at skrive løs for at få historien op at køre og så bare sige ’okay, det bliver måske en mere mundret og hård prosa, men det kommer til at fungere’.«

– Hvor planlagt var historien, mens du skrev den? Havde du f.eks. en storyline på forhånd?

»I begyndelsen førte jeg en slags romandagbog. Når jeg havde skrevet på romanen, skrev jeg ned, hvilke tanker jeg havde gjort mig. Når jeg ser i den nu, kan jeg se, jeg alligevel havde mange ting på plads. Den centrale idé, som resten af historien udsprang af, handlede om at drive væk. Og så var det interessante, hvem han var, ham der gjorde det.«

Kristian Bang Foss ville gerne skrive om én, der var anderledes end ham selv og havde en helt anden baggrund. Og han besluttede sig for, at han ville have meget af både hovedpersonens, hans kærestes og begge forældres baggrundshistorie med.

»Jeg vidste ikke i detaljer, hvad der skulle ske, men jeg havde nogle få punkter, og så fyldte man resten ud. Noget af glæden er jo også at finde på efterhånden, det må man være åben for det i skriveprocessen.«
Spoiler Alert!
Hvis man ikke vil have for meget af handlingen i Frank vender hjem afsløret, skal man stoppe med at læse lige præcis her, før jeg skriver, at den fatale kajaktur i romanen udspringer af et pludseligt friluftsflip, Frank får, da Thea bliver gravid. De to har en fase med mange bekymringer for barnets ve og vel, og her begynder Frank at finde ro i overlevelsesprogrammer i fjernsynet, hvor kapable friluftstyper som engelske Bear Grylls klarer diverse naturrelaterede strabadser.

– Hvor kommer Franks pludselige drift mod at tage alene ud i naturen og klare sig selv fra? Bliver den udløst af, at han skal være far?

»Ja, det tænker jeg. Det er jo også en primal situation at være i, som på en måde bringer noget instinktivt op. Det er også en situation, hvor mandens rolle langt hen ad vejen er at hjælpe til. Den situation, hvor man bare skal hjælpe, tror jeg måske også kan være svær for nogle at kapere. Jeg tænker, Frank har haft et eller andet behov for at lave et andet rum, hvor han kunne gå ud og være hovedperson og bringe et eller andet hjem.«

Naturen har før spillet en vigtig rolle i Kristian Bang Foss' forfatterskab. Ikke mindst i debutromanen Fiskens vindue (2004), hvor fortælleren tager på fisketur. Før han fik familie, rejste Kristian bang Foss også flere gange til New Zealand, hvor han levede og fiskede alene i naturen i månedsvis.

»Jeg kan selv godt lide at komme ud i naturen. Det giver en ro, fordi der bliver lukket ned for nogle muligheder, hvis man er tilpas langt væk. Ligesom der bliver lukket ned for en masse ting, når man sidder og skriver. Når jeg skriver, handler det meget om at skabe en verden. Allerede i folkeskolen sad jeg og tegnede det meste af tiden. Fra 1. til 9. klasse ville jeg være tegneserietegner. Det sluttede, da jeg begyndte at skrive. Det er en måde at finde ro på. At sidde og lave en verden og lukke sig helt inde i den.«

Jeg spørger, om det er fra tegneserietegningen han har sin situationskomik, og han svarer, at de ikke handlede så meget om komik, som de handlede om iagttagelse. Det handler det også om, når han skriver nu – at beskrive tingene, som de ser ud, frem for som man tror, de ser ud. »Når nogle er dårlige til at skrive, handler det ofte også mere om deres iagttagelsesevne end om deres sproglige formåen. De skriver nogle klicheer frem i stedet for at se på, hvordan tingene egentlig fremtræder.«
Tekst: Lone Nikolajsen
Foto: Sarah Hartvigsen Juncker
Redaktør: Peter Nielsen
Digital produktion: Sigrid Nygaard

30. august 2019
Dagbladet Information

Anbefalinger

  • Jørgen Wassmann
  • Grethe Preisler
  • Ervin Lazar
  • Steffen Gliese
  • Bjarne Bisgaard Jensen
Jørgen Wassmann, Grethe Preisler, Ervin Lazar, Steffen Gliese og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer