Et kort og krøllet liv

Michael Hansen – kendt som Krølle – fik efter en årelang kamp tilkendt førtidspension i sidste måned. Men han levede ikke længe nok til at få den første udbetaling. Forinden døde han i en alder af 49 år efter et hårdt liv som stofmisbruger.

Hans liv og død er et eksempel på, at de mennesker i Danmark, som har allermest brug for hjælp, ind imellem er dem, der har sværest ved at få den
Tekst: Line Vaaben
Foto: Sille Veilmark, Ulrik Hasemann & Tor Birk Trads
Det er onsdag morgen den 17. november, i kapellet på Hvidovre Hospital ligger Michael 'Krølle' Hansen i en hvid kiste. Han har en sort jakke på over en blå- og hvidternet skjorte. Tøjet ser lidt stort ud på hans magre krop, og mellem hans hænder hviler en buket orkideer og fire cigaretter bundet sammen med en snor. Inden låget bliver sat på, tager bedemanden et billede af ham og kort efter bliver han kørt til Kristkirken på Enghave Plads, hvor familie og venner vil tage imod ham med sang, tårer og endnu flere orkideer. Et kort, hårdt liv som stofmisbruger er forbi. Men som præsten Mette Gramstrup senere siger i sin prædiken:

»Krølle har det godt nu. Ingen smerter. Ingen angst. Ingen skuffelser.«

Krølle var en af Danmarks 13.000 injektionsmisbrugere. En af mange misbrugere, som har svært ved at få hjælp til deres sociale og helbredsmæssige problemer, i et system der stiller stadigt større krav til at man overholder regler og aftaler. Mennesker, som til trods for at de er blandt nogle af landets allermest udsatte borgere, ender med at blive udsat for sanktioner frem for at få hjælp.
Efter begravelsen går de fremmødte 'Krølleruten': Ned ad Istedgade, forbi Mændenes Hjem og hen til Mindestenen for stofbrugere på Halmtorvet, som blev opsat i 2007. Her holder alle et minuts stilhed, før der bliver lagt blomster og hældt ud over stenen. Nbagefter er det Krølles kødgryde, fadøl og flødekager i et festlokale i nærheden.
Foto: Sille Veilmark
Hans borgerlige navn, Michael Hansen, blev stort set kun brugt i officielle papirer. Både familie og venner kaldte ham Krølle, og sådan optrådte han også i flere medier, blandt andet her i Information, der beskrev hans kamp for at få førtidspension. Den fik han tilkendt i begyndelsen af oktober, men før han nåede at få den udbetalt første gang, var han død.

Der findes et billede af Krølle fra maj 1990, hvor han til fulde lever op til navnet: Håret står rødt og kruset omkring hans hoved. Øjnene er klare og huden solbrændt. Det er næsten umuligt at finde lighed med den skelettynde, beskidte og næsten skaldede mand med væskende sår på arme og ben, mange gennem årene har set, når han sad med sin hat og tiggede rundtomkring i København.

Men som Anja Plesner Bloch, leder af Brugernes Akademi og god ven af Krølle, siger:

»Det er nemt at få empati for børn, hvis de har en forfærdelig opvækst. Men når de bliver voksne, og står foran Mændenes Hjem i skihopstilling og mangler alle deres tænder, er det straks sværere. Vi ser ikke mennesket bagved. Et menneske, som har overlevet på trods.«

Michael Hansen blev født den 11. april 1967 i Ringe. Hans far var ude af billedet, og han voksede op alene med sin mor, Elise. Da han var seks, mødte hun Bendt Hansen. De flyttede sammen, først syd for Odense og senere til Ringe, blev gift og fik to døtre. Bendt Hansen, der i dag er 67 år, siger om sin stedsøn:

»Der skulle altid ske noget. Han sad ikke stille ret længe ad gangen.«
En ung Krølle i 1990.
Privatfoto
Krølle lavede ikke ballade i skolen, men han havde svært ved at lære at læse. Først alt for sent fandt lærerne ud af, at han var ordblind. Han kom på efterskole, men her blev han smidt ud og gjorde aldrig sin 9. klasse færdig. Han arbejdede en periode på et slagteri i Odense og fik tilbudt en læreplads i en slagterforretning i Ringe. Men han sprang fra, fortæller Bendt Hansen:

»Han kunne ikke klare det, mente han. På grund af det boglige. Han havde et lavt selvværd. Det kunne vi mærke på ham. Indimellem sagde han også, at han jo ikke kunne finde ud af noget.«

Han begyndte at ryge hash. I hjemmet tog konflikterne med forældrene til, og da han var omkring 18 år, bad de ham om at forlade hjemmet. Han flyttede sammen med kæresten Dorthe til et sted lidt syd for Odense. Sammen fik de datteren Henriette i 1988, da Krølle var 21 og hun var 18 år. Men pigen var kun et halvt år, da Dorthe smed Krølle ud på grund af hans misbrug. Han så ikke sin datter siden.

På brystet, lige der hvor hjertet banker, havde Krølle navnet 'Marianne' tatoveret. Hende mødte han i 1990. Hun havde allerede to børn, Mike og Jeannette, som Krølle blev stedfar for.

»Han var helt skudt i min mor, og vi var aldrig i tvivl om, at han elskede os. Han var sådan en type, alle børn kunne lide, fordi han altid var glad og fyldt med energi,« fortæller Jeannette. Hun beskriver begge voksne som omsorgsfulde og kærlige over for børnene. Men de drak og festede alt for meget og kunne ind imellem også komme op og slås, så Mike og Jeannette på fire og seks år måtte ringe 112. De blev derfor fjernet fra hjemmet. I første omgang frivilligt.

»En dag fik Krølle og mor en skør idé om, at nu skulle vi sørme hjem. Og så hentede de os på børnehjemmet midt om natten klokken to. I en indkøbsvogn. Vi blev smadderglade. Men efter ni måneder blev vi fjernet med tvang. Det gik jo slet ikke,« siger Jeannette.

Året efter fik Marianne og Krølle datteren Samantha, der allerede efter halvandet år blev sat i familiepleje. Også hende mistede Krølle kontakt til. Men til sine venner talte han ofte om sine børn – både de biologiske og de to, han havde været stedfar for. Historierne om, hvor højt han elskede dem, var iblandet smerten over, at han havde svigtet.

»Hvor lidt det end ser ud til, at han har gjort for dem, så var børnene det mest meningsfulde og samtidig det mest smertefulde i hans liv,« siger Nanna Gotfredsen, leder af Gadejuristen.
Krølle i hans velmagtsdage – til højre sammen med sin daværende kone Marianne kort efter deres bryllyp.
Privatfoto
En splejs og en sårbar sjæl
Marianne og Krølle brød med hinanden, fordi han begyndte at tage hårde stoffer. Efterfølgende blev han mere og mere en del af misbrugsmiljøet i Odense. Han solgte stoffer på gaden og fra forskellige lejligheder i byen, fortæller en kvindelig bekendt fra dengang:

»Han var en flot fyr. Ikke så høj, men velproportioneret. Charmerende, sød og utroligt hjælpsom,« fortæller kvinden, der i dag er ude af sit misbrug og har taget en uddannelse. Derfor giver vi hende bare navnet Pernille.

Krølle tog primært kokain, og hans afhængighed var anderledes end mange andres, forklarer Pernille:

»Jeg tog stoffer for fuld skrue, og når jeg havde banket det i armen, tænkte jeg bare: 'Hvor får jeg fat i det næste?' Det var rusen, jeg jagtede. For Krølle var det roen. Han faldt ned. Ellers var der jo altid fart på.«

For godt ti år siden flyttede Krølle til København og blev en fast del af misbrugsmiljøet på gaden på Vesterbro.

»Han var professionel hjemløs, og jeg hookede op med ham, fordi han altid vidste, hvor der var varme i gulvet på Valby Station, og hvor man kunne få varmt tøj og gratis suppe,« siger Christina.
I videoen ovenfor viser »Araber-Christina« et af de steder, hvor hun og Krølle fandt ly, da de boede på gaden.
Video: Alexander Sjöberg
Vi mødes på en cafe på Halmtorvet i netop den del af byen, hvor hun i mange år levede et liv som stofmisbruger – en tilværelse, hun nu har lagt bag sig.

Christina havde været i fængsel, da hun for godt syv år siden slog pjalterne sammen med Krølle. Hun med rotweileren King, han med den sorte labrador Odin. Hun solgte stoffer, mens Krølle lavede penge i skrædderstilling på sit kludetæppe med Odin i skødet og en omvendt hat, man kunne læge bidrag i. Han havde sine faste steder: Ved Hovedbanegården, foran Føtex på Vesterbrogade og på Strøget foran Illum. På gode dage kunne han tjene flere tusind kroner, som alle blev brugt på stoffer. Det fortalte han blandt andet her i avisen i 2014:

»Jeg har tigget i syv-otte år nu. Mit bentøj er ikke, hvad det har været. Heller ikke armene, og jeg bryder mig ikke om, at man stjæler. Jeg lader hr. og fru Danmark hjælpe mig,« sagde han til journalist Ulrik Dahlin i en reportage fra stofindtagelsesrummet på Mændenes Hjem.

Krølle delte gerne både mad, metadon og sit hjem med andre. Ofte blev han desværre udnyttet, fortæller Christina. Både fordi han var godtroende, men også fordi han var fysisk skrøbelig.

»Han var en lille fis. En splejs og en sårbar sjæl,« siger hun.

Omvendt gav hans skrøbelighed også mange lyst til at hjælpe ham, mener Gorm Vejle-Hansen, sygeplejerske i Det Udkørende Team fra behandlingscenter KABS i Gentofte.

»Han var likeable. Sjov og med et glimt i øjet. Samtidig med at han også var en lille fugleunge, som man havde lyst til at putte i lommen,« siger han.
Krølle kom jævnligt i Vesterbros fixerum.
Foto: Tor Birk Trads
Krølle kom jævnligt i Vesterbros fixerum.
Foto: Tor Birk Trads
Danmark er et land med mange injektionsmisbrugere. De udgør 60 procent af alle misbrugere, og deres sundhedstilstand er ofte utroligt dårlig. Af samme årsag har vi et af Europas højeste antal narkodødsfald pr. indbygger.

Sidste år døde 245 personer af en overdosis, men derudover dør mange af de mest slidte misbrugere af sygdomme som lungebetændelse og blodforgiftning, og mange har både hiv, hepatitis og tuberkulose. Det gjaldt også Krølle. For halvandet år siden blev Gorm Vejle-Hansen tilknyttet Krølle, fordi han var for kaotisk til det traditionelle behandlingssystem. Eller som Gorm Vejle-Hansen siger:

»Han havde svært ved at ramme døren.«

Vi sidder i hans kontor. Det kalder han sin Ford Fiesta, som han styrer rundt i de københavnske gader, mens han fortæller. På bagsædet ligger et sort fåreskind. Det lagde Krølle i bilen, så Odin ikke svinede på sædet, når de var ude og køre. Gorm Vejle-Hansens arbejde var at finde Krølle og give ham hans metadon og medicin på alle hverdage ­­– enten på gaden eller i Krølles lejlighed i hjemløseenheden i Sydhavnen. Ligesom Gorm Vejle-Hansen også kunne behandle og forbinde hans mange sår, som udsendte en frygtelig lugt.

»Der gik ofte betændelse og blodforgiftning i dem og skorperne hang fast i hans tøj. Det var utroligt smertefuldt og det eneste, der kunne smertestille ham, var coke. Det gav ham 15-30 minutters ro.«
Narkotikasituationen i Danmark
Sundhedsstyrelsen udkommer hvert år med en rapport, der dokumenterer danskernes brug af narkotika. Den seneste rapport udkom 17. november 2016.

Læs rapporten her.
Trods sygdom og smerter var der også gode dage i Krølles liv. Når det lykkedes ham at komme tidligt ind i gaden og få sin kokain og tage hjem igen. Han elskede at lave mad og inviterede også gerne andre på traditionelle kødretter som oksehaler i flødesovs eller medisterpølse. Han drømte om at få en kummefryser, han kunne fylde med gode udskæringer.

Men det kunne være en udfordring bare at få fyldt køleskabet til sig selv, og han magtede ofte ikke at rydde op. I perioder gik madrester i forrådnelse, bananfluerne svirrede, og kanylerne hobede sig op. Flere gange måtte et professionelt rengøringsfirma rydde hjemmet. Så sent som i juni måned blev mange af Krølles ting fjernet og brændt. Noget, han selv oplevede som et overgreb.
»Uegnet til enhver form for arbejde«
Krølle kunne køre flere dage i træk på Vesterbro, hvor han faldt i søvn, fixede, vågnede og fixede igen. Det stressede gadeliv var på en gang noget, der trak i den urolige Krølle, og samtidig var det opslidende.

»Gadelivet er hårdt. Der er hele tiden folk, der hiver i en og spørger: 'Har du nogen penge? Har du noget dope? Kan du hjælpe mig med at fixe?',« siger Gorm Vejle-Hansen.

I slutningen af 90'erne bad Krølles forældre ham om ikke at vise sig hjemme hos dem, hvis han var påvirket.

»Vi afbrød ikke forbindelsen med ham. Han var altid velkommen. Men han fik det ultimatum, at der ikke skulle være stoffer eller druk på,« fortæller Bendt Hansen.

Og så for nogle år siden dukkede han op hos sin mor og stedfar og fortalte dem, hvor syg han var.

»Han sad her i stuen og indrømmede over for os, at det ikke altid havde været lige godt. Han fortalte, hvordan han havde gjort skade på sig selv. Og at han var ked af, at vi skulle opleve det her,« siger Bendt Hansen.
Et af de steder hvor Krølle betlede, var på Strøget.
Foto: Ulrik Hasemann
Krølles hund, Odin, ligger på Gadejuristens kontor. En sort labrador med glat pels og en bold i munden. Hver gang den frivillige medarbejder og jurist Josephine Justiniano rejser sig for at sætte kaffe over eller hente et stykke papir, løfter han hovedet og følger hendes bevægelser med øjnene. De seneste tre år har hun passet Odin, når Krølle var indlagt for at få blodtransfusioner eller blive behandlet for sine mange infektioner.

Krølle brød sig ikke om hospitaler, hvor man hverken må ryge, tage stoffer eller have hund med, og han skred ofte fra sine indlæggelser før tid. Lige så godt han tog sig af hunden, lige så dårligt tog han sig af sig selv, fortæller Josephine Justiniano:

»Hvordan kan man sige det, uden at det lyder grimt? Krølle så meget medtaget ud. Gusten hud, næsten ingen tænder, skind og ben. Han var 49 år, men lignede en på 89 og kunne knap nok holde sig oprejst. Alligevel havde han altid hundemad og et tæppe til Odin med i tasken, og hjemme i lejligheden stod der 30 kg tørfoder ved siden af hans eget tomme køleskab,« siger hun.
I videoen ovenfor kan du møde Josephine Justiniano, som passer Krølles hund Odin.
Video: Alexander Sjöberg
I juli 2015 skrev Information om, at Krølles fik afslag på at få førtidspension. Om hans kroniske sygdomme, en livstruende lav blodprocent, bylder i hjernen og infektion med multiresistente stafylokokker, MRSA, og væskende sår på hele kroppen.

Vedlagt hans sag var talrige lægevurderinger fra 2010 og frem, og i dem blev der blandt andet brugt vendinger som »intet arbejdsmarkedsperspektiv« og »uegnet til enhver form for arbejde«. Alligevel konkluderede sagsbehandlerne, at Krølle stadig ville kunne komme i arbejde.

Måneden efter var Information med Krølle til møde på kommunen, hvor man skulle drøfte hans muligheder. Her blev han indstillet til et ressourceforløb. Krølle afbrød mødet med følgende bemærkning:

»Jeg ved ikke, hvad I mener med alt det lort. Jeg aner ikke, hvad I snakker om. Hvorfor vil I ikke give mig min førtidspension, når jeg ikke kan noget?«

Og bagefter græd han.

Op til sin 49 års fødselsdag i april 2016, sagde Krølle, at han ikke regnede med at blive 50. Nanna Gotfredsen og Michael Lodberg Olsen, social iværksætter, besluttede sig for at holde dagen, som var det sidste runde. Der blev bestilt smørrebrød og øl og fødselaren inviterede vidt og bredt. Efter maden blev der serveret en kagemand med rødt krøllet hår af sliksnørebånd. Krølle var i dagens anledning nyvasket og iført blå denimsmækbukser, som han kaldte 'Krølles scorebukser.'

Men undervejs i festlighederne sad han pludselig og græd. »Du må love mig, at jeg får min førtidspension, før jeg dør,« sagde han til Nanna Gotfredsen.
Krølle overnattede ofte i et lille læhus på Valby Station. I de øvre etager på stationen sov flere hjemløse, for varmen i gulvet hjalp dem gennem natten.Foto: Ulrik Hasemann
Krølle overnattede ofte i et lille læhus på Valby Station. I de øvre etager på stationen sov flere hjemløse, for varmen i gulvet hjalp dem gennem natten.
Foto: Ulrik Hasemann
Gennem flere år blev han mødt med sanktioner i både behandlingssystemet og det sociale system, fordi han ikke passede møder og undersøgelser. Selv om han var så dårlig, at han både faldt i søvn i stolen eller blødte på gulvet, når han indfandt sig.

Men i juni måned 2016, efter tre års sagsbehandling, blev Krølle endelig indstillet til førtidspension. Også det kunne man læse om i Information. Siden sidst havde Krølle fået tuberkulose. Selve mødet tog kun otte minutter.

Set i forhold til hvad han tjente ved at tigge, og hvad kokainen kostede, var springet på de omkring 5.000 kroner mere om måneden fra kontanthjælp til førtidspension ikke det mest afgørende for Krølle. Undervejs kom det mere til at handle om rettigheder og anerkendelse ikke bare for ham selv, men også for de mange andre i samme situation.

»Han ville have systemet til at forstå, at det behandlede ham urimeligt. Og han følte sig samtidig som talsperson for en sag,« siger Michael Lodberg Olsen.

Han kalder Krølle misbrugsmiljøets 'aktivist', fordi han altid stillede op til interview i både danske og udenlandske medier, hvad enten det handlede om sundhedsrum eller afkriminalisering af stoffer. Han mødte også politikere fra så forskellige partier som Enhedslisten og Liberal Alliance.

»Det offentlige system er dårligt til at tage udgangspunkt i komplekse problemer hos individer og den problematik blev Krølle posterboy for,« siger Joachim B. Olsen, der i maj 2016 var med til at gennemføre en lovændring, så mennesker, der søger om førtidspension kan slippe for lange afklaringsforløb, hvis man vurderer, at deres tilstand er åbenlyst dårlig.

»Og det er da et paradoks, at det ikke er indrettet til at tage sig af de mennesker, der har allermest brug for det,« siger han.
Inden begravelsen mødes venner og medarbejdere fra Gadejuristen til frokost på Tove Ditlevsens Mindehave. Her spiser de stegt flæsk, kartofler med to slags sovs og rødbeder, mens de mindes Krølle og ser på billeder af ham.
Foto: Sille Veilmark
Inden begravelsen mødes venner og medarbejdere fra Gadejuristen til frokost på Tove Ditlevsens Mindehave. Her spiser de stegt flæsk, kartofler med to slags sovs og rødbeder, mens de mindes Krølle og ser på billeder af ham.
Foto: Sille Veilmark
Hver gang Krølle blev indlagt de senere år, troede mange, at det var sidste gang.

»Krølle havde en enorm omsorg for andre, men hvor har jeg dog ofte tudet og skældt ham ud, fordi han ikke passede på sig selv, « siger Christina om sin gode ven. De to havde fødselsdag med få dages mellemrum. Næste år fylder hun 50. »Og det er ingen selvfølge i det her miljø,« siger hun,

Undersøgelser af misbrugernes sundhedstilstand har vist, at de kun bliver halvt så gamle som normalbefolkningen. Gennemsnitalderen hos ofrene for narkorelaterede dødsfald er 40,5 år. Set i det perspektiv havde Krølle levet længe. Trods sin slidte krop, mødte han altid verden med et skævt, tandløst smil. Og da han fredag den 7. oktober i år fik at vide, at han havde fået tilkendt sin førtidspension var smilet endnu bredere.

»Han var så lykkelig, at jeg næsten ikke kan beskrive det,« husker Nanna Gotfredsen, der blev trukket rundt på Vesterbro for at bekræfte over for alle, Krølle kendte, at han havde vundet sin sag. Men kun seks dage efter blev han indlagt på Hvidovre Hospital med stærke smerter og begyndende følelsesløshed i sine fingre. Efter nogle dage bredte det sig til arme og ben og langsomt mistede han sin førlighed. Der var betændelse i Krølles knogler, og hans centralnervesystem var også angrebet.

Til en af lægerne sagde Krølle med et fast blik:

»Jeg er ikke bange for at dø. Jeg er kun bange for at have ondt.«

De følgende 14 dage kom venner og besøgte ham. På grund af sin MRSA var han indlagt i isolation, og alle skulle bære beskyttelsesdragter under besøg. De fleste vidste, hvor det bar hen, og som en af lægerne sagde:

»Krølle har for længst brugt sine ni liv.«
Da Krølles kiste bliver kørt væk efter begravelsen i Kristkirken på Enghave Plads, er den sorte labrador Odin den sidste, der siger farvel, sammen med sin plejemor Josephine JustinianoFoto: Sille Veilmark
Da Krølles kiste bliver kørt væk efter begravelsen i Kristkirken på Enghave Plads, er den sorte labrador Odin den sidste, der siger farvel, sammen med sin plejemor Josephine Justiniano
Foto: Sille Veilmark
Selv vidste han også godt selv, at livet var ved at være forbi. Og efter halvanden uges tid sagde han til gadejuristen Nanna Gotfredsen, der sad ved hans seng:

»Hjælp mig. Jeg vil gerne herfra.«

På det tidspunkt var han så tynd, at ribbenene nærmest stak ud.

»Den der spinkle krop. Alle infektionerne og blodforgiftningerne. Han var jo holdt sammen af viljestyrke og coke til sidst. Men viljen slap op til sidst. Og jeg tror faktisk, at da han endelig fik pensionen tillod han sig selv at give slip,« siger Gorm Vejle Hansen.

Michael Krølle Hansen var alene på stue 32, da en sygeplejerske kiggede til ham tidligt tirsdag morgen den 25.oktober. Klokken 04.40 konstaterede hun, at han var død.

Det er en kold, tåget og fugtig dag, da Krølle endelig bliver sendt af sted. På kisten står fire potter med orkideer, hans kasket med et par mønter i samt et maleri af Krølle, som veninden Christina har malet. På kirkegulvet ligger Odins farvestrålende tæppe. Tre kvarter før begravelsen begynder familie og venner at ankomme. Der bliver skrevet beskeder på kisten.

»Kære Michael. Vi tænker på dig. Du var et godt menneske. Kærligst Gadebetjentene,« står der blandt andet.

»Det gør mig altid pissebange at være til begravelse. Krølle var syg. Men det kunne jo være en af os andre,« hvisker Anja Plesner Bloch.
Kampen for de andre Krøller
Kirken er efterhånden ved at være godt fyldt. Her er både hunde og dåseøl, og en af gæsterne kommer i kørestol. Men her er også familie, venner, gadearbejdere og politifolk. I sidste øjeblik, mens orglet spiller, kommer en mand med Hus Forbi-frakke på og en sort labrador i snor og sætter sig på gulvet tæt ved kisten.

»Vi skal sige et fælles farvel til Krølle. Et ordenligt krøllet farvel. Det betyder også far vel: Gå, løb, sus forbi os en sidste gang,« siger præsten. Der bliver både snøftet og grinet under hendes tale, og sunget 'I Østen stiger solen op' og 'Altid Frejdig, når du går', inden det er tid til at bære kisten ud.

Krølles ældste datter, Henriette, som aldrig har kendt sin far, er en af de seks personer, der hanker op i kisten. De fleste i kirken har våde øjne, og der er hunde, der gør.

Efter rustvognen er kørt, går alle de tilstedeværende 'Krølleruten' – ned ad Istedgade, forbi Mændenes Hjem – og ender i et festlokale på Halmtorvet 15, hvor der bliver budt på 'Krølles Kødgryde'. Men først fadøl og flødeskumskager. Helt i Krølles ånd – han spiste også altid det søde først.
Der er lagt kulørte spritpenne frem, så venner og familie kan skrive nogle sidste ord til Krølle inden ceremonien går i gang. Kære Michael. Vi tænker på dig. Du var et godt menneske. Kærligst Gadebetjentene, står der blandt andet. På kisten ligger også Krølles sixpence med nogle mønter i.
Foto: Sille Veilmark
Typisk kommer der ikke ret mange, når en misbruger skal begraves. Indimellem kun personale fra kommunen. Med over 70 fremmødte var Krølle en undtagelse. Men sådan burde det ikke være, siger Gorm Vejle-Hansen.

»Og det er ikke, fordi jeg ikke synes, han skulle have et ordentligt brag af en begravelse. Men alle fortjener at blive sendt ad sted med en fyldt kirke.«

Nanna Gotfredsen græder stadig, når hun taler om Krølle. Ikke mindst når hun mindes hans ansigt, morgenen efter at han var død.

»Han så meget fredfyldt ud. Øjenlågene var lukkede på en salig måde, og han gav sit lille skæve smil op mod højre øre en sidste gang,« siger hun.

Samme dag besluttede hun sammen med Michael Lodberg Olsen at indstifte 'Krøllefonden,' som skal arbejde for at forbedre livet for mennesker på gaden. De første bidrag er begyndt at rulle ind, fortæller hun:

»Det handler ikke kun om Krølle, men også om det, han blev et symbol på. Og om kampen for alle de andre Krøller – alle de skæve eksistenser, der ikke tør råbe lige så højt som ham.«
Præst Mette Gramstrup får de godt 70 fremmødte i Kristkirken til både at grine og græde undervejs i sin prædiken. »Gud har fået en ildsjæl oppe i himlen,« siger hun blandt andet. Efter salmen 'Altid frejdig når du går,' bliver kisten båret ud. Foto: Sille Veilmark
Præst Mette Gramstrup får de godt 70 fremmødte i Kristkirken til både at grine og græde undervejs i sin prædiken. »Gud har fået en ildsjæl oppe i himlen,« siger hun blandt andet. Efter salmen 'Altid frejdig når du går,' bliver kisten båret ud.
Foto: Sille Veilmark
Læs mere om Krølles kamp for førtidspension
Information har tidligere beskrevet stofbrugeren Krølle, der har været stofbruger i mere end 30 år, og hans lange vej til en førtidspension.
Tekst: Line Vaaben
Foto: Sille Veilmark, Ulrik Hasemann, Tor Birk Trads

Redaktør: Lotte Folke Kaarsholm
Grafik, video og digital produktion: Alexander Sjöberg

© Dagbladet Information
Publiceret 19. november 2016
En måneds gratis Information digital + papiravisen fredag og lørdag

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Thomas Overbye
    Thomas Overbye
  • Brugerbillede for June Pedersen
    June Pedersen
  • Brugerbillede for Tina Sommer
    Tina Sommer
  • Brugerbillede for Søren Andersen
    Søren Andersen
  • Brugerbillede for Rannveig Marie Jørgensdotter Spliid
    Rannveig Marie Jørgensdotter Spliid
  • Brugerbillede for Britta Hansen
    Britta Hansen
  • Brugerbillede for Nanna Wulff M.
    Nanna Wulff M.
  • Brugerbillede for Jonathan Smith
    Jonathan Smith
  • Brugerbillede for Heidi Larsen
    Heidi Larsen
  • Brugerbillede for Ken Sass
    Ken Sass
  • Brugerbillede for Albertina Vistoft
    Albertina Vistoft
  • Brugerbillede for Anker Nielsen
    Anker Nielsen
  • Brugerbillede for Niels Nielsen
    Niels Nielsen
Thomas Overbye, June Pedersen, Tina Sommer, Søren Andersen, Rannveig Marie Jørgensdotter Spliid, Britta Hansen, Nanna Wulff M., Jonathan Smith, Heidi Larsen, Ken Sass, Albertina Vistoft, Anker Nielsen og Niels Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Søren Kristensen
Søren Kristensen

På en eller anden måde virker det urimeligt at hårdtarbejdende mennesker, som fuldstændig uforskyldt mister arbejdsevnen, enten over night eller over en årrække pga. sygdom, skal vurderes efter de samme retningslinjer, som misbrugere, når det kommer til spørgsmålet om førtidspension.

Krølle har jo praksis brugt det meste af sit liv på at begå et langstragt selvmord - for det er jo hvad narko (eller alkohol) gør ved en over tid, det slår dig ihjel. Jeg mener, hvis en Krølle, som var så ødelagt fysisk og psykisk, som kun narko kan gøre det, skal sætte barren for hvornår "almindelige mennesker" (ikke) kan få førtidspension, så ser det ret sort ud for de af os, som gør hvad vi kan for at leve sundt, men alligevel ikke magter arbejdsmarkedet. Men, det er måske også meningen?

Brian Jensen, Karsten Aaen, Hans Aagaard og Jakob Trägårdh anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jens Erik Starup
Jens Erik Starup

Man er vel næsten nødt til at vurdere et menneskes skade objektivt. Hvis man vurderer skaden efter, hvorledes den er opstået, vil det rejse en del spørgsmål. Jeg er bange for, at arbejdsskader så ret nemt vil kunne blive kategoriseret som selvforskyldte eller delvis selvforskyldte, hvis det er det Søren Kristensen efterstræber at opnå.

Allan Stampe Kristiansen, Britta Hansen, Jens Kofoed, Steffen Gliese og Peter Knap anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Peter Knap

Jens Erik Stangerup. Jeg har et par gange været bisidder i sager om førtidspension. Det har efterladt det indtryk, at objektivitet er et spørgsmål om, hvordan man ser på det.
Jeg er af den opfattelse, at grundholdningen er, at det at opnå pension skal være en så svær og ubehagelig proces, at den på forhånd skræmme flest mulig væk.

Allan Stampe Kristiansen, Søren Andersen, Brian Jensen, Carsten Wienholtz, Britta Hansen, Karsten Aaen, Anne Eriksen, Lise Lotte Rahbek, Søren Kristensen og Jens Erik Starup anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steffen Gliese

Ja, det er det stik modsatte, vi skal frem til: samfundet er borgernes, både som masse og som individ.
Som jeg læser historien, stammer det meste tilbage i en for ringe skolegang, der ikke tog hånd om problemet, som vi hører om det endnu i dag.

Allan Stampe Kristiansen, Brian Jensen, Britta Hansen, Karsten Aaen og Jens Erik Starup anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jonathan Smith

Det faktum at kokain gav ham ro, leder tankerne hen på at han har lidt af en svær ADHD.

ADHD-ramte adskiller sig jo også fra andre, ved at de amfetamin eller amfetaminlignende præparater de får udskrevet af psykiateren får dem til at falde til ro, selv om det er lavdosis speed de i realiteten får.

Allan Stampe Kristiansen, Christel Gruner-Olesen, Søs Dalgaard Jensen, Brian Jensen, Karsten Aaen og Christian Nymark anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jonathan Smith

Og tak til Line Vaaben for en fremragende artikel.

Allan Stampe Kristiansen, Søs Dalgaard Jensen, Carsten Wienholtz, Britta Hansen, Christian Nymark og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for jens peter hansen
jens peter hansen

Min gode tømrer Ole er 62 år. Han er tordnende ordblind, han kan faktisk ikke læse mere end et barn i 2. klasse. Hans far var en tyran, som drak ret kraftigt, han har 6 søskende, han gik ud af skolen efter 7. klasse og han hang noget ud med de slemme drenge, han var ude at sejle og lærte at ryge pot. Han gik lære som tømrer og fik til svendeprøven læst opgaven op, da han var ude i stand til at læse den selv. Han er en enestående problemknuser, en mere end dygtig håndværker. Han har som voksen gået på ordblindeskolen uden større succes. Hvis er skylden nu for at det er gået ham godt ??

Karsten Aaen, Hans Aagaard og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jens  Kofoed

Fordi han var nemlig sin egen mester da han gik i lære og gav sig selv sit svendebrev... Selv hans ide om et "jeg" var hans egen skabelse...

Brugerbillede for Peter Jensen

Høner og æg, skyld og skam.

For nogle år siden hørte vi at en betydelig procentdel af københavnske afgangselever fra folkeskolen var funktionelle analfabeter, men nogle år senere afdækkede forløbsundersøgelser at mere end halvdelen af disse funktionelle analfabeter var igang med uddannelser, som fordrer en del boglig kompetence. Hvis var skylden; de tåbelige tests eller deres forudsigelseskraft? Fik de funktionelle analfabeter mentorer på, uden at vi ved det? Var det mormor, som forbarmede sig? Mulighederne er mange - men vi ved at intet menneske klarer sig alene, og at ingen kan hjælpes uden selv at ville (tage imod) hjælpen. Lad kuglerammerne kalde os til uorden.

Allan Stampe Kristiansen, Søs Dalgaard Jensen, Steffen Gliese, Jens Erik Starup og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Karsten Aaen

Et lidt andet perspektiv på det her:

Hvor meget har det ikke kostet samfundet, staten og kommunen rent økonomisk at Krølle måtte vente 3 år på at tilkendt sin førtidspension? Måske nok cirka det samme beløb, eller meget tæt på, vil jeg mene, at man har ventet tre år med at godkende Krølle til at få en førtidspension. Det eneste positive jeg kan sige om det er sagt lettere ironisk: det har da givet en hel del arbejde til de kommunale sags-behandlere mm. i kommunen.

Og med det sagt, lad mig tage jer tilbage til 1970erne til krimiserien "En by i provinsen" (skrevet af Leif Panduro). I et afsnit er der en brandmand, der antænder brande, fordi så har brandvæsenet noget at lave. Kriminalinspektør Eriksen siger på et tidspunkt noget om at 'sagsbehandlerne i kommunen har brug for sociale klienter'. Dette var helt klart ment som et venstre-orienteret kritisk kommentar til det socialdemokratiske behandler-samfund i 1970erne, at der måske var en ubevist? hos sagsbehandlerne i kommunen til at lade være med at slippe klienterne....fordi....

I dag har vi jo en helt helt anden situation, mener jeg. I gamle dage, altså i 1970erne og 1980erne, kunne man bruge civilsamfundet meget mere end man kan i dag. For nu at bruge ved krimiserien
En by i provinsen, så er der også en lille fortælling om den 15-16-årig dreng, der pjækker fra skole, og som laver knæk (dvs. indbrud) i de automater, der hang alle steder i 1970erne. Med en ting af stål, der ligner en femmer, som han selv har lavet. Og hvad sker der? Kriminalassistent Samuelsen tager knægten med til en smed, en lille virksomhed, et lille firma, og viser chefen det stykke metal, den her knægt har lavet. Kort sagt: Samuelsen sørger for at den her knægt kommer i lære....

I dag ville sådan en knægt på 15-16 år jo 1) blive meldt til politiet 2) blive sat i en sikret institution 3) sandsynligvis ville staten eller kommunen komme ind i hjemmet og lave en paragraf 50 undersøgelse 4) alle andre tiltag som måske, måske ikke virker.

Jeg er slet slet ikke i tvivl om, hvad jeg foretrækker her...

Niels Nielsen, Poul Solrart Sørensen, Allan Stampe Kristiansen, jens peter hansen, Vivi Rindom, Brian Jensen, Carsten Wienholtz, Steffen Gliese, Jens Erik Starup, Troels M. Kvols og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steffen Gliese

Lige netop, Karsten Aaen, jeg tænkte det samme, da skolelærere fik pligt til at indberette mistanke om mistrivsel i hjemmet til socialforvaltningen - og der jo ikke var tale om diskrete undersøgelser af, om der mon overhovedet skulle være noget galt; nej, man skred meget hurtigt til drastiske foranstaltninger og gør det vel endnu, selvom al erfaring siger, at børn på trods af alt som regel vokser op og relativt sunde individer, deres barndom til trods.

Brugerbillede for Poul Solrart Sørensen
Poul Solrart Sørensen

Steffen Gliese
NÅ! Snakker du om Danmark eller en by på månen. Vi mangler vist lidt realistisk oplysning om børns vilkår, hvis din mening er almindeligt udbredt....

Brugerbillede for Poul Solrart Sørensen
Poul Solrart Sørensen

....mange børns barndom bliver taget fra dem af deres forældre og smidt i papirkurven og det ikke bare det at børne lider under alkoholisme, dårlig ernæring, ingen stimulering, men også at de ting som de kan og burde kunne nå der pludselig bliver taget fra og lagt på hylde hvor de godt kan se dem men har uendeligt svært ved at nå dem imodsætning til de børn der har fået opmærksomhed og lært at begå sig. Alt den mobning der foregår skyldes også at mange børn fornemmer at systemet er stakket imod dem på en måde som det er næsten umuligt at omgå.... At efterlade børn hos forældre der ikke selv magter at leve eller tørre deres bræk op efter sig er rent ud sagt ikke i orden. Myndighederne skal være opmærksomme på de signaler børnene sender...