En landsby flytter til byen

Information har besøgt en kinesisk landsby, før den forsvinder

En landsby flytter til byen

Information har besøgt en kinesisk landsby, før den forsvinder
Lu Quangui og hans kone Fan Yuhua sidder foran deres hus af lersten
I urbaniseringens navn bliver kinesiske landsbyer ryddet og erstattet med moderne højhuse. Enkeltmandslandbrug er ikke den vej, staten ønsker landbefolkningen skal fortsætte ad. Lidt uden for Ezhou ved Yangzte-floden i Kinas centrale Hubei-provins står familielandsbyen Lujiawan til nedrivning.

Information har besøgt landsbyen, før den forsvinder.
I urbaniseringens navn bliver kinesiske landsbyer ryddet og erstattet med moderne højhuse. Enkeltmandslandbrug er ikke den vej, staten ønsker landbefolkningen skal fortsætte ad. Lidt uden for Ezhou ved Yangzte-floden i Kinas centrale Hubei-provins står familielandsbyen Lujiawan til nedrivning.

Information har besøgt landsbyen, før den forsvinder.
Klemt inde mellem en jernbane og et nedlagt industrikvarter ligger en klynge huse. De udgør Lujiawan (Lu-Familiens Bugt, red.), som har dannet rammen for 10 generationer af Lu-familien. Nu skal landsbyen ryddes. Planerne med området er endnu ukendte.

Tal fra det kinesiske statsråd viser, at 18 millioner huse i slumkvarterer skal nedrives og moderniseres fra 2015 til 17. Heriblandt 10,6 millioner i Kinas landområder, skriver det kinesisk nyhedsbureau Xinhua.

Nogle landsbyer bliver genopbygget samme sted, men andre steder, som i Lujiawan, bliver beboerne genhuset i boligområder i byen. Inden for de næste par år skal beboere genhuses i Ezhous nye bykvarter Chiheng, otte km herfra. Her skal urbaniseringen blive til virkelighed i 30 etagers højhuse. Det sker under sloganet penghu gaozao – modernisering af slumkvarterer.

Lujiawan hører sammen med seks andre små klyn­ger af landsbyboere administrativt under Zhujiaonao, der med sine 550 familier udgøres af 2.671 mennesker.

En smal jordvej fører ned til landsbyens gravsted, hvor min svigerfamilie ligger begravet, fiskedammene, markerne og landsbyens skole, hvor børnene går i skole. Det er anden gang på tre år vi besøger landsbyen. Alle ved, hvem vi er, men alligevel går der et par dage, før naboer og fjerne familiemedlemmer fortæller deres historier. En udlænding vækker opsigt her. Børn standser deres leg. Gisper og løber. Det kræver tillid at få folk i tale. Den er svær at skabe i en situation, hvor alle er usikre på deres fremtid. Usikre på, om de bliver snydt eller kommer til at tale over sig og vække landsbykomiteens vrede. Og ikke mindst fordi den ældre generation her taler en dialekt, som er langt fra det kinesisk, der tales i Beijing. Her bliver jord ('tu', red.) til 'tou', der betyder hoved på standardkinesisk og sød kartoffel ('shao', red.) er et ord for 'idiot' ('sha', red.). Vi er på landet.

Rødligt støv dækker jorden og husenes facader. Et vidnesbyrd om aktiviteterne på det nu lukkede stålvalseværk. For enden af hovedgaden danner landsbyens frodige marker kontrast til de forfaldne industribygninger.

Duften af nyfalden forårsregn og blomstrende mandarintræer omslutter den vandrende.

Langs vejkanter og op ad skråninger er hver kvadratmeter anvendt til dyrkning. Her synger fuglene mens bønner, ærter og kartofler spirer op ad den fede jord.

Stedet vidner om ihærdige hænders slid med jorden, fattigdom og mislykkede investeringsprojekter.
En nabo fremviser dagens bønnehøst til 90 årige Zhang Xiuying
Mad og drikke er ikke et problem
Med sikre skridt undviger 90-årige Zhang Xiuying vandpytterne på den hullede jordvej.

For 74 år siden blev hun båret frem til landsbyen af en gruppe stærke mænd til lyden af trommer, trompeter og fyrværkeri. Hun var 16 år gammel og spændt på sin nye tilværelse som gift kvinde.

Ligesom generationer af kvinder før hende blev hun bortgiftet til en mand, hun ikke kendte for at vie sit liv til hans familie:

»Jeg følte mig glad. Det var en stor dag. Men jeg var også trist, fordi jeg forlod min familie,« husker Zhang Xiuying.

Dengang lå landsbyen på den anden side af floden. Alle boede i små et-etagers huse af lersten:

»Det var en fattig landsby, men det var også fattige kår, jeg selv kom fra.«

Området var stadig besat af japanerne, der plyndrede fødevarelagrene, voldtog kvinderne og straffede de mænd, der gjorde modstand.

»Det var hårde år. Ingen havde mætte maver,« siger Zhang Xiuying.

»Vi gik med tøjet, til det faldt fra hinanden. Lappede, syede og gav de mindste deres større søskendes tøj.«

Efter Kinas Kommunistiske Parti og Nationalistpartiet i alliance fik besejret japanerne, fortsatte borgerkrigen frem til 1949. Hvert tiende år derefter bragte endnu en politisk tragedie til landsbyen. Tydeligst i Zhang Xiuyings erindringer står hungersnøden foranlediget af tørke og det fejlslagne politiske projekt under Maos Store Spring Fremad i 1958 til 1960.

»Istedet for at dyrke jorden kom alle med deres potter og pander til den store stålproduktion,« fortæller Lu Changshu på 77 år:

»Mange tænkte måske inderst inde, at det var mærkeligt, men de gjorde bare det samme som alle andre.«

»Siden 1960 har vi firedoblet udbyttet fra jorden. Det fortæller noget om, hvor fattige vi var den gang. Alle var sultne, og ingen havde kræfter,« siger Lu Changshu.

»I dag er mad og drikke ikke længere noget, vi skal bekymre os om.«

I sommerhalvåret bor Lu Changshu i et primitivt skur ved en lille dam. Her dyrker han lotus og opdrætter fisk.
Overalt i hytten ligger tøj, gamle dåser og cigaretskod. Her er ingen kvinde til at rydde op og holde orden. Lu Changshus kone døde for seks år siden.

Ligesom de fleste andre fra landsbyen har han et nyere helårshus ved flodens østlige bred. Der bor han om vinteren med sine voksne børn og deres familier.

I midten af 1980'erne flyttede det meste af landsbyen fra den vestlige bred til den østlige bred af Den Nye Flod.

Tre drukneulykker i forbindelse med at krydse floden var den afgørende faktor.

Selv om landsbyens marker forblev på den vestlige bred, kom børnene tættere på skolen, og det blev lettere at komme til byen. Et kompromis, der betyder, at mænd og kvinder dagligt må krydse floden for at passe markerne og høste dagens grøntsager.

Flytningen markerede en ny tid.

I takt med Kinas økonomiske reformer blev der anlagt sværindustri omkring landsbyen. Fabrikkerne skulle skabe arbejdspladser. Give familierne i landsbyen mulighed for at få et lønarbejde, mens de fortsatte med at dyrke jorden, fortæller landsbyens partisekretær, Zhu Heping. Den første fabrik blev anlagt i 1980, og i løbet at de næste tre årtier blev der i alt anlagt 20 fabrikker i området. Fra 2008 blev fabrikkerne gradvist lukket, og den sidste drejede nøglen om i 2009:

»De var dyre i energi og skabte forurening,« fortæller Zhu Heping.

Landsbyens placering mellem jernbanen, floden og områdets nedlagte fabrikker har sat en stopper for anlæg af infrastruktur, der kan koble landsbyen sammen med Ezhou:

»Landsbyen er låst fast her« fortæller Zhu Heping og argumenterer for, hvorfor alle landsbyens beboere skal flytte ind til byen i stedet for som andre steder at bygge nye højhuse på stedet.
Fru Tu ror hver dag båden mellem den østlige og vestlige bred af Den Nye Flod, så bønderne kan komme over til deres marker
Storfamilien forsvinder
Lujiawan er en af Kinas mange familielandsbyer. For knap 300 år siden bosatte en mand med fire sønner sig her. Siden er Lujiawan vokset til 83 familier.

Bortset fra to tilflyttere hedder alle mænd og børn Lu til efternavn. Deres koner er blevet giftet hertil fra andre landsbyer i området. Alle udgør de en storfamilie, hvor ældre mænd og kvinder i samme slægtled som en selv bliver tiltalt 'storebror' og 'storesøster'. Mænd og kvinder i samme slægtled som ens forældre bliver tiltalt som 'farbror' og 'faster' og så fremdeles.

»Vores storfamilie forsvinder, når vi flytter. De unge interesserer sig ikke for det længere. Når vi flytter, bliver det sværere at finde ud af, hvordan vi er i familie med hinanden,« siger Lu Changshu.

Han ønsker at værne om ærbødigheden for de ældre og for storfamiliens sammenhold.

Ved Lu Jiawans familiegravsted viser beboerne respekt for forfædrene. Nu kort efter den traditionelle helligdag for rengøring af familiegravstedet først i april er den farverigt dekoreret med plastikblomster.
»Alle skal flytte, også de døde«
Zhu Heping
Når landsbyen skal flytte, skal gravstedet også nedlægges. En ny placering er ifølge partisekretær Zhu Heping endnu ikke afgjort, men det ændrer ikke på beslutningen om at jævne landsbyen med jorden:

»Alle skal flytte, også de døde,« siger Zhu Heping.

Det er ikke ment så barskt som det lyder, siger Zhu Heping, der ønsker at »vejlede befolkningen om fordelene ved at flytte til bedre forhold« gennem oplysningsarbejde.

Det er primært landsbyens gamle, der ikke kan forstå de nye tider, siger han. De er bekymrede for, om de kan vænne sig til livet i byen.

Landsbytossen
På den anden side af floden, hvor landsbyen oprindeligt lå, og hvor markerne ligger, er der endnu fem huse. Også her er de oprindelige huse af lersten blevet erstattet er mere moderne to eller tre-etagers huse. De ligger parallelt med åen ved siden af hinanden og former et lille fællesskab.

Tilbagetrukket op ad en skråning mellem mandarintræer og et buskads af bambus ligger landsbyens eneste tilbageblevne lerhytte. Døren er lukket. Her er kun lyden af fuglefløjt og den lette brise, der får bambusgrene til at rasle.

Huset er primitivt. Slidt af tiden. Det ikke er til at afgøre, om det er beboet eller for længst forladt.

En smal sti fører om bag huset, ind gennem et krat og ud på marken.

Her går 85-årige Lu Quangui og luger sin mark. Hver bevægelse udføres med en langsom, nøjagtig bevægelse. Jorden vendes. Chiliplanter, kål og salat bliver frigjort for det kvælende ukrudt. Livskræfterne bliver sparet og anvendt, der hvor de gør nytte.

»Vi var for fattige til at flytte dengang. Vi havde ikke råd til at opføre et nyt hus,« fortæller Lu Quangui.

Fattige har de rigtig nok været. Men rygterne i landsbyen lyder, at Lu Quangui takkede nej til et tilbud fra en mand om gratis at opbygge et hus for dem, hvis Lu Quangui til gengæld brugte sin ekspertviden til at brænde mursten. Han havde ry for at kunne kontrollere ovnens temperatur med en sådan nøjagtighed, at ikke én mursten gik tabt. En viden, han havde fået via sit job på en murstensfabrik i Ezhou.

Afvisningen bekræftede rygtet om, at han var sær. For i Lujiawan ved man alt om hinanden. Alle ved hvem, der stjal køer fra nabolandsbyen, hvordan børnene klarer sig, hvad de tjener, og hvem der har succes med seneste pyramideinvesteringer. Utroskab og spillegæld, glæder og sorger. Ingen detaljer går tabt, og nye kommer til, når sladderen genfortælles i generationer.

Som 30-årig giftede Lu Quangui sig med sin 10 år yngre kone Fan Yuhua. Begge havde de et ægteskab bag sig. Hun var egentlig blevet gift med en soldat i Lujiawan. En flot stilling, som socialt var langt over de kår, hun kom fra. Som seksårig blev hun sendt væk til nogle slægtninge for at hjælpe til på deres mølle. Med sin spinkle skikkelse lagde hun alle kræfter i for at gøre sig fortjent til mad og tøj på kroppen: »Det var en bitter tilværelse,« fortæller hun om sine ungdomsår.

Fan Yuhua var smuk og havde en tante i Lujiawan, som introducerede hende for en soldat. På et tidspunkt, da soldaten var indkaldt fandt Fan Yuhua og Lu Quangui sammen. Da soldaten hørte om utroskaben rejste han hjem og forlangte skilsmisse. Kort efter giftede det forelskede par sig og fik fire børn sammen:

»Børnene klarer sig. Det er det vigtigste. Det betyder, at vi har færre bekymringer og kan slappe af.«

Fan Yuhuas øjne er livlige. Smilet imødekommende og nysgerrigt. Kun hudens rynker røber de 75 år. Med en hurtig bevægelse skubber hun døren til huset op, så solens stråler kaster en bred lysstribe på det stampede lergulv.

Uret er gået i stå engang klokken 8.35. I hvert af husets fire rum hænger en ensom pære ned fra loftet. De fleste dage er elektrisk lys ikke nødvendigt. For ægteparret står som alle andre op med solen og går i seng efter aftensmaden.

Hver morgen omkring klokken fem vågner Fan Yuhua. Tager tøj på. Tænder ild i komfuret. Koger vand, som hun henter fra kilden bag huset.

»Vandet smager mærkeligt,« konstaterer hun. Helt sundt er det nok ikke, men det er det vand, de altid har drukket.

Hun samler dagens grøntsager i to kurve, som hun hænger på åget over sine skuldre. Går ned til floden for at tage båden over til den anden bred og gå den 20 minutter lange tur til markedet ved cementfabrikken.

Hjemme plejer Lu Quangui markerne, fletter bambuskurve eller ordner redskaberne, indtil Fan Yuhua er hjemme igen til frokost.

Sådan er hverdagen. Sådan har den været, lige siden de i begyndelsen af 1980'erne selv fik mulighed for at dyrke og sælge deres egne grøntsager i stedet for at aflevere dem til landsbykollektivet.

»Livet er lettere i dag. Nu er centralregeringen begyndt at give i stedet for bare at tage,« siger Lu Quangui og henviser til det månedlige bidrag på omkring 240 kr., som Kinas gamle på landet modtager. En politisk almisse, som har givet tidligere præsident Hu Jintao et godt omdømme for sin omsorg for Kinas gamle fattige på landet.

Et skrøbeligt hus
I tillæg til pensionen tjener de omkring 1.200 kroner om måneden på at sælge deres hjemmedyrkede grøntsager på markedet.

Huset er bygget i 1971. Endnu kan det holde vinterens kulde ude, men presenningen, der er spændt ud under loftet hen over ægteparrets seng, røber, at regnen er begyndt at finde vej gennem taget.
Gennemsnitslevetiden for huse af denne type er omkring 60 år og ville kunne tjene ægteparret 15 år endnu. Så længe får det ikke lov at stå, for ligesom resten af landsbyen skal de flytte ind i en ny lejlighed. Huse af denne type bliver officielt klassificeret som 'farlige', og der skal formentlig kun et lille jordskælv til at få det til at kollapse.

Flytningen er ikke noget, de ser frem til. De har vænnet sig til livet i hytten. Det her er deres sted. Det er her, de har klaret sig igennem svære tider. Her har de set børnene komme til verden. Vokse op. Blive stærke af det daglige slid. Gifte sig og komme hjem med børnebørn:

»Det bliver svært at vænne sig til at skulle lave mad over gas,« konstaterer Fan Yuhua da hun viser, hvordan hun tænder op i det komfur, hun selv har bygget af lersten.

»Smagen er heller ikke nær så god.«

De har besluttet at tage møblerne med sig. De er slidte med en patina, der minder om fattigdom, men det er deres:

»Møblerne er måske gamle, men de har fulgt os hele livet,« siger Fan Yuhua.

Jord er penge værd
Den samme nostalgi er ikke at finde hos landsbyens yngre indbyggere. Især dem med drenge i den giftemodne alder vil gerne tættere på byen. Det er lettere at blive gift, hvis man kan tilbyde en lejlighed med moderne forhold. En lejlighed med elevator, kalder de det.

Murbrokkerne på de forladte tomter spredt ud over landsbyen vidner om, at de første indbyggere allerede har skrevet under. De har enten valgt at købe en lejlighed i det nye boligkvarter i Chiheng eller modtage en kontant kompensation.

Fru Liao vil egentlig gerne flytte. Sammen med sin mand har hun en fiskeforretning på det lokale marked. De fanger ikke selv fiskene, men opkøber fra både lokale og udenbys fiskehandlere. Det er en fin forretning, som de kan fortsætte med efter de er flyttet. Men lige som mange andre i landsbyen, håber hun på at landsbykomiteen kan give dem en bedre kompensation for flytningen:

»Vi har ikke skrevet under endnu, for jeg synes ikke, det er rimeligt, vi selv skal betale.«

Beboerne fra Zhujianao har fået tilbudt, at de kan købe lejlighederne for godt 300 kr. per kvadratmeter eller 30.000 for en lejlighed på 100 kvadratmeter. Sammen med sin mand byggede hun et treetagers hus på 200 kvadratmeter i 1998. Hvis de vil købe en lejlighed i tilsvarende størrelse, skal de selv betale 60.000 kr.

Markedsprisen i Chiheng ligger på omkring 3.200 kr. per kvadratmeter eller 320.000 kr. for en lejlighed på 100 kvadratmeter.

Salgsmaterialet fra det nye boligområde lover bygninger i »romantisk nyklassicistisk stil« og fælles­area­ler, der er »grønne alle årets måneder«.

Billederne på plantegningerne lokker med moderne køkkener og toiletter. En kontrast til faciliteterne i landsbyen, hvor maden laves over ild og toilettet er et hul i jorden.

Fra august i år skal de første 30-etagersejendomme ifølge planen stå klar. Beboerne fra Zhujianao skal selv sætte dem i stand indvendigt.

Lejlighederne varierer i størrelse. De mindste er 73 kvadratmeter og de største er 136 kvadratmeter. Tæt på lejlighederne er der både en børnehave og en underskole. Ifølge kortet over bygninger bliver højhuse forbundet af et stisystem med små rekreative grønne områder.

Ejendommenes nederste etage er reserveret til erhvervslejemål. De store vinduespartier vender ud mod en bred, men endnu menneskeforladt tosporet vej. Her skal der med tiden lokkes forretninger til. Huslejen fra forretningerne skal gå til at finansiere pension til landsbyens ældre. Dertil kommer godt fem hektar jord, som landsbyen fortsat råder over efter flytningen og kan udleje til industri. Når de ikke længere kan dyrke deres marker, har de ingen indtægtskilde, bortset fra den beskedne pension fra staten.

»Jorden tilhører staten, men vi bønder kan jo ikke leve uden jorden. Hvad skal vi leve af når vi flytter?« spørger Lu Changshu. Han ved ikke, om han tør stole på, at erstatningen kommer:

»Der er alt for mange korrupte embedsmænd.«
Lu Quangui foran sin lerhytte, hvor dagene går med at pleje markerne, flette bambuskurve eller ordne redskaber.
Lu Changshu har aldrig fået den erstatning på godt 60.000 kr., som han har blev lovet, da en virksomhed fra Guangzhou planlagde at bygge en fabrik, der hvor hans marker lå.

Umiddelbart er der tænkt over det hele. Alligevel er der skepsis at finde blandt landsbybeboerne. For hvad nu, hvis ingen vil leje sig ind i forretningerne. Hvad nu hvis Chiheng ikke bliver det livlige boligkvarter, som alle håber på? Hvad nu hvis tidsplanen skrider, og de skal bo til leje i måneder eller år, før de kan flytte ind?

Chiheng er fyldt med tilsvarende sparsomt beboede boligområder, der venter på villige købere. Det vidner om ivrige investeringer i boligmarkedet, der endnu ikke har båret frugt.

Fra husene i Zhujianao bliver revet ned, til beboerne kan flytte ind i den nye bolig, modtager de en kompensation på 2 kr. per kvadratmeter. Beløbet skal dække huslejeomkostningerne. Et hus på 200 kvadratmeter giver således 400 kr. i kompensation.

For det beløb kan de leje en uistandsat lejlighed i nærheden af Zhujianao.

Der lagt op til en uattraktiv mellemfase, som ingen med sikkerhed kan sige, hvor lang tid vil tage.

I Zhujianao håber landsbykomiteen, at beboerne flytter ud inden for det næste år.

I mellemtiden forsøger indbyggerne at forhandle sig til den bedst mulige kompensation, mens landsbykomiteen på sin side forsøger at holde ro og orden, undgå splid og sikre en rettidig og uproblematisk flytning.

I alt 4.136 familier i Ezhou »kan sige farvel til 'slumlivet',« skriver Hubei-provinsens propagandaafdeling på sin hjemmeside.
Foto: Lu Bin
Redaktør: Lotte Folke Kaarsholm
Digital produktion: Troels Behrendt Jørgensen

© Dagbladet Information
Publiceret 6. maj 2016
En måneds gratis Information digital + papiravisen fredag og lørdag
Alexander K. von und zu Klein

Det er en god ting at blive fri fra slumkvarterer. Dog det her lyder som korruption og udbytning af de fattige.