Upassende indhold

Mit liv som klikarbejder

De fjerner billeder af døde mennesker og porno fra vores feeds på sociale medier. Det er 'vor tids samlebåndsarbejde', siger en forsker, som sammenligner fænomenet med outsourcing af hårdt og underbetalt arbejde inden for industrien. Information har fået hyre som klikarbejder – og har blandt andet arbejdet for en danskbaseret virksomhed
Otto Lerche Kristiansen
Dagbladet Information
En af mine første arbejdsopgaver var at kategorisere porno. Det var fredag eftermiddag på Informations redaktion, og jeg sad foran min computer med venstre hånd hvilende på musen, mens jeg læste opgavebeskrivelsen på skærmen.

Verifikation af danske websteder med upassende voksent indhold – High Risk.

Nogle uger forinden havde jeg tilmeldt mig som klikarbejder hos Clixsense, en arbejdsformidling på internettet, hvor arbejdsgivere inden for de digitale industrier som for eksempel Google og Facebook kan udbyde arbejdsopgaver, og personer over hele verden kan tjene penge på at løse dem. Nu var det på tide at komme i gang med arbejdet.

Udenfor var det gråvejr. På skærmen var der en liste med henvisning til en række hjemmesider, som jeg skulle besøge og derefter kategorisere med henblik på sprog og eventuelle krænkende billeder. I den første kategori hørte sider uden nøgenbilleder. I den anden kategori sider med »moderat« nøgenhed. I den tredje sider med billeder eller videoer af sex, porno, hård porno, seksuel vold, sex med dyr, nekrofili og børneporno.

For hver fem hjemmesider ville jeg få 21 øre.
Vor tids samlebåndsarbejde
Som såkaldt indholdsmoderator var jeg blevet en del af en global arbejdsstyrke, der hjælper store internetvirksomheder med at fjerne stødende indhold fra deres sider. Trusler og racistiske udtalelser. Videoer med hård porno. Billeder af døde mennesker. Virksomhederne vil holde den slags indhold ude af deres digitale flader for at holde på brugere og annoncører – og sikre deres forretning.

»For virksomhederne er det en billig måde at undgå den her type indhold. Men for indholdsmoderatorerne kan det have store konsekvenser. Det er så hårdt og så monotont og uendeligt, at det er svært at forestille sig,« siger Sarah Roberts, der er lektor ved University of California, Los Angeles.

Hun har de seneste år forsket i forholdene for klikarbejdere. Arbejdet er skrivebordsarbejde og som sådan ikke fysisk hårdt, men det er psykisk hårdt og udføres ofte af lønarbejdere i Fillipinerne eller andre dele af verden, hvor lønnen er lav og arbejdsmiljølovgivningen lempelig.

Sarah Roberts siger, at der er tale om »vor tids samlebåndsarbejde«.

»Vi har set i andre industrier, at man udnytter lave lønninger og lempelig arbejdsmiljølovgivning, og nu ser vi det med digitalt arbejde. På den måde kan man sige, at vi her har en gruppe lønarbejdere, som har fået arbejde ved vor tids samlebånd i produktionen af sociale medier.«

Ifølge en kilde i det amerikanske teknologimagasin Wired er flere end 100.000 verden over beskæftiget med såkaldt commercial content moderation eller på dansk indholdsmoderation, men der findes ingen statistik på området. Da virksomhederne ofte ikke ønsker ofte at udtale sig om arbejdet, og lønarbejderne er forhindret, fordi deres kontrakter indeholder en tavshedsklausul, er der kun en måde at undersøge forholdene for den digitale arbejdsstyrke nærmere på:

Ved at blive en del af den.
Lav løn. Det er perfekt
»Vi er hele tiden på udkig efter nye folk til at løse opgaver,« skriver Crowdflower på deres hjemmeside.

»Kom med på holdet.«

Jeg sad foran min computerskærm på Informations redaktion og overvejede, hvordan jeg kunne komme i kontakt med nogle af de anslået 100.000 online moderatorer, da jeg læste om Crowdflower.

Den amerikanske virksomhed formidler millioner af mindre opgaver mellem arbejdsgivere og såkaldte crowd workers eller clickworkers over hele verden. Det kan være alt fra transskribering af tekst over vurdering af kommentarer på sociale medier og indsamling og kategorisering af data til vurdering af relevansen af søgemaskineresultater. Deraf navnet microtasking. Crowdflower laver også indholdsmoderation og bliver ifølge virksomhedens hjemmeside brugt af blandt andre Youtube og IBM – og en danskbaseret virksomhed.

Jeg tilmeldte mig på Crowdflowers hjemmeside og modtog kort efter en velkomstmail.

I årtier har industrivirksomheder fra Danmark og andre vestlige lande flyttet dele af den industrielle produktion til Asien og andre dele af verden.

Først flyttede virksomheder som Levi's og Nike produktionen af tekstiler, senere flyttede Phillips og andre produktionen af fjernsyn og andet forbrugerelektronik, men de seneste 10 år er arbejdsopgaver inden for de digitale industrier også flyttet. Det gælder blandt andet grafisk arbejde, som er flyttet fra Danmark til blandt andet Letland eller Vietnam, ligesom udvikling af hjemmesider og applikationer til mobiltelefoner er flyttet til Ukraine eller Indien.

En del af arbejdsopgaverne inden for de digitale industrier adskiller sig fra arbejdsopgaver inden for for eksempel tekstilindustrien ved ikke at være lavtlønnede og kræve specialiseret og faglært arbejdskraft, mens en anden del af de udflyttede arbejdsopgaver på mange måder minder om udflytningen i industrien: Det er rutinepræget arbejde. Det er lavt lønnet. Det er hårdt arbejde.

Det gælder ikke mindst arbejdet som indholdsmoderator.

»Jeg er forsigtig med at overdrive analogien, fordi der inden for for eksempel tekstilindustrien er tale om hårdt fysisk arbejde, men når det sagt, gør teknologivirksomheder det samme som de gamle industrivirksomheder, når de udnytter lønforskelle eller andre regionale forskelle til at flytte arbejdet rundt i verden. Virksomheder vil derhen, hvor lønnen er lav og arbejdsmarkedslovgivningen lempelig. Det er perfekt! Hvorfor ikke flytte arbejdet?« siger Sarah Roberts.

En del af de store teknologivirksomheder har flyttet arbejdet til Fllippinerne. Ifølge en artikel i det amerikanske magasin Wired, fordi landet som tidligere koloni – først under Spanien og fra omkring 1900 og frem til selvstændigheden i 1946 under USA – har en tilknytning til amerikansk og vestlig kultur, som gør det lettere for medarbejderne at udføre arbejdet og for eksempel vurdere, hvad en amerikaner eller en europæer vil finde stødende.

Samtidig er lønnen i Filippinerne lav. Ifølge Verdensbanken var BNI (bruttonationalindkomst) i Danmark 332.000 kroner i 2015 og i USA 392.000 kroner, mens den i Filippinerne var 61.000. Det giver ifølge Sarah Roberts teknologivirksomhederne samme incitament som tekstilvirksomhederne til at flytte arbejdet.

»På den måde er det fuldstændig samme tendens, som inden for andre brancher med outsourcing og udflytning af arbejdspladser globalt til de lavestlønnede områder,« siger Sarah Roberts.
10 tweets om Shell
Inden jeg kunne komme i gang med arbejdet på Crowdflower, skulle jeg gennemføre en test for at vise, at jeg kunne læse engelsk og forstå og løse en opgave.

Den første handlede om energiselskabet Shell. Jeg læste på skærmen:

»I denne opgave bliver du præsenteret for en række tweets og andre online kommentarer om Shell. Du skal læse og vurdere dem.«

Kommentarerne skulle sorteres i fire kategorier fra meget positiv til meget negativ. Jeg rullede ned ad siden og læste de første.

»Tak, jeg er tilfreds med Shell V Power og også med jeres olie. Min motorcykel spinner,« stod der.

Jeg krydsede af i meget positiv.

Næste kommentar: »Nej tak til Shell. Jeg stoppede med at tanke hos dem, da jeg hørte, at de er med til at bore i Arktis.«

Jeg krydsede af i meget negativ.

Efter 10 tweets om Shell var jeg færdig med den første opgave. Det havde taget omkring to minutter, og så blev jeg sendt videre til den næste opgave (læs en række omtaler af flyselsskaber på Twitter) og den næste (læs en række kommentarer om computerspillet Skylanders) og den næste (computerspillet Halo) og den næste (vurder, om en række ord refererer til stødende indhold eller ej).

Det var ensformigt, men indtil videre var der hverken porno eller døde mennesker.
Nazipropaganda og den slags
Sarah Roberts har i forbindelse med sin forskning talt med en række personer, som har arbejdet som indholdsmoderatorer. Hun har spurgt, hvorfor de har valgt at arbejde som klikarbejdere, hvor meget de tjener, hvordan arbejdet har påvirket dem og ikke mindst: Hvilken type af stødende indhold stødte de på i deres arbejde?

Det korte svar er:

»Alt.«

Det lange svar giver Sarah Roberts over telefonen fra Los Angeles. Det kan være patriotisk hadtale eller nazipropaganda, angreb på homoseksuelle eller meget voldsomme kommentarer:

»Død over jøderne! Død over muslimer! Den slags,« siger hun.

»Det er også videooptagelser af overgreb: voksne, der misbruger andre voksne; slåskampe; voksne, der misbruger børn fysisk eller seksuelt; folk, der mishandler dyr for at få en fornøjelse ud af det; optagelser fra krigszoner i hele verden. Internettet har det hele.«

Det kan være svært at forstå, hvorfor nogen skulle bruge tid på at lægge den slags billeder eller tekst på nettet, men som Sarah Roberts siger:

»Internettet indeholder alt det bedste og alt det værste ved os mennesker, og der er altid nogen, som vil sende det ud og distribuere det.«

– Hvad siger moderatorerne om deres reaktioner?

»Det er nok ikke svært at forestille sig, at det er et hårdt arbejde.«

– Hvorfor er det hårdt?

»Hvis man tænker på det materiale, som jeg lige har beskrevet, hvis man er nødt til at se det igen og igen og igen, fordi det er dit arbejde, er det meget svært.«

– På hvilken måde er det hårdt?

»Det er hårdt psykisk. De fysiske forhold er ofte fine – det er sådan set bare et kontorjob og på den måde ikke hårdt på samme måde, som det er hårdt at stå ved et samlebånd, hvor man måske mister en finger. Det er ikke et fysisk krævende eller farligt job, men der er andre farer, og det er følelsesmæssigt drænende at kigge på den her type indhold uden at kunne se nogen ende på det.«

– Hvad er konsekvenserne for arbejderne?

»Det kan være problemer med at sove eller indgå i sociale sammenhænge. Man kan ikke lægge arbejdet fra sig efter arbejdstid. Men ingen har lavet længerevarende undersøgelser af den her type arbejde, fordi det er forbundet med en høj grad af hemmeligholdelse. Vi ved faktisk ikke, hvad de langsigtige konsekvenser kan blive.«

– Men det er vel ikke så skadende som at farve tekstil i Bangladesh?

»Nej, det er det formentlig ikke. Men skal målestokken være den lavest mulige?«

Kort og opgivende grin.

»Det er ikke så slemt som mange ting,« siger hun.

»Men det er bestemt ikke godt, og det bliver udført for meget lave lønninger og på et marked uden regulering.«
Det er ikke kun store amerikanske virksomheder som Facebook og Twitter, der outsourcer arbejdet med at fjerne stødende indhold. En aften i midten af september fik jeg en opgave for virksomheden Issuu.

Issuu blev stiftet i 2006 i København og har stadig de fleste af sine medarbejdere i Danmark, men flyttede i 2013 hovedkvarteret til Silicon Valley i Californien. Issuu er en service på internettet, hvor virksomheder og privatpersoner kan udgive og distribuere magasiner og blade: Det kan være en lille antenneforening, som vil sende et blad ud til sine medlemmer. Den store bilproducent, som vil sende et katalog ud til potentielle kunder, eller en festival, der offentliggør sit program på Issuu.

Youtube for magasiner, er virksomheden blevet kaldt.

Issuu har i dag flere end 100 millioner unikke brugere om måneden, som hver dag lægger mellem 10.000 og 15.000 nye publikationer op. Medier som The New York Times og Vice – og også Information – har lagt udgivelser på Issuu, og virksomheden har siden 2006 fået næsten 150 millioner kroner i investeringskapital.

»Det er et temmelig stort menageri,« som virksomhedens økonomidirektør (CFO), Rolf Ussing, siger.

På Issuus platform er der flest magasiner og aviser, portfolier, reklamer, tegneserier, pamfletter, brugsanvisninger og medlemsblade. Men der er også hård porno og angiveligt også islamisk propaganda, og da virksomheden ansøgte om at få sin første app godkendt i Apples App Store, blev den afvist på grund af pornografisk indhold.

Via Crowdflower havde jeg fået en opgave fra Issuu. Jeg klikkede på overskriften:

»Adult Content According to Google Adsense Rules«.

Jeg kom ind på en side med de første 10 magasiner og rullede langsomt ned over skærmen med billeder af forsiderne.

En reklame for BMW.

»Indeholder denne publikation at dømme ud fra udgivelsens titel og forside stødende materiale?«

Jeg klikkede på ’Vis alle sider’ og kiggede reklametryksagen igennem. Intet stødende. Dernæst et katalog fra cykelmærket Bianchi. Intet stødende. Et program for festivalen Golden Days. Intet stødende. Men så – mellem reklametryksager og foreningsblade – en billedserie af en ung kvinde. Hun lå med ryggen til kameraet uden tøj på og med hovedet nede i jorden, mens en mand med sorte handsker stak to fingre op i hendes røvhul.

For hver 10 magasiner ville jeg tjene 14 øre. Jeg markerede det som stødende materiale og fortsatte. Flere glittede annoncer.

Flere medlemsblade og tegneserier. Indimellem mere porno.

»Man dør ikke af at se porno,« sagde flere af mine venner og kolleger, når jeg fortalte om mit nye arbejde.

Det er rigtigt. Men det var alligevel svært at forestille sig at leve af det. Jeg fortsatte en times tid. Så loggede jeg ud af Crowdflower og gik i seng.
’En økonomisk beslutning’
På Vesterbro i København ligger Issuus danske hovedkontor. Et stort og åbent kontorlandskab med et bordtennisbord, en spillekonsol i foyeren og reoler fra Montana langs væggene.

Jeg besøgte virksomheden i begyndelsen af november. Økonomidirektør Rolf Ussing tog imod. Smilende og i stribede sokker. Han gik ud i køkkenet for at lave en americano på kaffemaskinen og viste så gennem det åbne kontor med lige rækker af skriveborde, forbi en skærm med et billede af et verdenskort, hvor man kunne se antallet af uploadede publikationer som mellem 100 og 150 små blink hvert sekund, og videre ind gennem en glasdør til hans kontor.

»Det er vigtigt at forstå ...« sagde han.

Rolf Ussing havde trukket en af stolene i petroleumsblå glasfiber ud og sat sig.

»... at jeg skal betale løn til de folk, der sidder herude.«

Han nikkede ud mod det åbne kontor. Fortsatte så.

»Den løn betaler jeg jo blandt andet med indtægter fra reklamer ved siden af publikationerne. Vi har et par gange været i uføre med Google, fordi vi har serviceret deres reklamer lige ved siden af noget indhold, som de syntes, var stødende. Det kunne være et par bare bryster. Det er totalt bandlyst,« siger han.

– Hvad gør I så?

»Vi skal sikre os, at det ikke er stødende. Lad mig lige prøve at forklare, hvad det er, der sker.«

Han rejste sig fra stolen og tegnede med en rød tusch på et whiteboard. To firkanter med en streg imellem.

»Nu uploader jeg et dokument til Issuu her fra Vesterbro.«

Han tegnede en prik.

»Hvor er du fra?,« spurgte han.

– Amager.

»Så du sidder herude på Amager, og rent tilfældigt er du interesseret i at gå ind og læse det. Men inden du gør det ...«

Rolf Ussing tegnede en tredje firkant. Det er en af Issuus underleverandører, som har udviklet et stykke software, der gennemgår billeder pixel for pixel og genkender f.eks. nøgenhed. Genkender piksels, om man vil. Issuu sender alle magasiner til virksomheden, som sender dem gennem deres software, men den er endnu ikke god nok til at fjerne alt stødende indhold – og derfor bliver en del af magasinerne sendt videre til klikarbejderne via Crowdflower. Selv om der er billeder af hård porno og andre former for stødende indhold i det materiale, Issuu sender ud til deres moderatorer, er det ifølge Sarah Roberts langt mindre stødende og dermed potentielt skadeligt end det indhold, som mange andre virksomheder sender ud. Det kan for eksempel være videoer af halshugninger eller børneporno.

»Vi sorterer en meget stor del fra … jeg ved ikke, men vel nok omkring 90 procent,« siger Rolf Ussing.

»Men noget ryger videre til Crowdflower.«

– Hvorfor outsourcer i det?

»Jeg har ikke folkene til det. Det har været en økonomisk beslutning for os, at hvis vi skulle hyre folk til at sidde og se det igennem … det har vi slet ikke manpower til. Vi har også outsourcet rengøring, og der er nogen, der kommer og laver maden, fordi vi ikke har de kompetencer i huset.«

– Ifølge en ekspert er der tale om hårdt psykisk arbejde. Hvad siger du til det?

»Jeg har ikke hørt før, at det skulle være så hårdt, men jeg kan godt se det, og det er ikke noget, jeg synes er fedt, hvis jeg skal være ærlig. Men på den anden side: Skal jeg undersøge alle mine underleverandører?«

– Det vil mange mene, I har et ansvar for.

»Det er meget validt, men hvis jeg sagde, at nu vil vi ikke længere bruge Crowdflower, ville jeg blive nødt til at lukke min forretning her, det er 50 folk, men endnu værre, så ville dem i de lavtlønnede områder ikke længere have noget at leve af.«

– Kunne I ikke arbejde på at gøre arbejdsforholdene for klikarbejderne bedre?

»Jeg ville elske at sige: Jo, det kan vi godt! Men du bliver nødt til at tænke på, at det her er en opstartsvirksomhed, som har levet af 'lånte penge'.«

– Men I har mange millioner brugere og millioner i kapital ...

»Vi har fået en del, men derfor har vi jo ikke råd alligevel. Som jeg fortalte tidligere, måtte vi afskedige folk i sommer for at blive cash flow positive.«

– Så I har ikke råd til at gøre arbejdsforholdene for de her mennesker bedre?

»Jeg ved ikke, om 'råd' er det rigtig ord, det er en prioritering. Selvfølgelig kunne vi gå ind og se på, hvordan deres arbejdsforhold er, men det næste skridt er at sige: Jeg har også nogle aviser, som får tryksværte fra Asien. Dem tjekker jeg heller ikke. Jeg kan godt se, at det er et rigtig godt skisma og alt muligt andet, men igen … det er spørgsmål om, hvor grænsen går. Men Issuu har også et ansvar, og det vil jeg gerne medgive.«
26.000 opgaver
Der findes ingen officielle tal.

Crowdflower skriver på deres hjemmeside, at virksomheden har »verdens største arbejdsstyrke« med millioner af arbejdere, mens det amerikanske magasin Wired altså citerer en ansat i en større teknologivirksomhed for, at der skulle være flere end 100.000 ansat til at moderere indhold på de sociale medier på verdensplan.

Der har været stødende billeder lige siden fotografiets opfindelse, og der har været mennesker, som har fjernet stødende billeder fra internettet lige siden nettets opfindelse, så på den måde er det ikke noget nyt.

Overhovedet ikke.

»Men de seneste år er der opstået et stigende behov blandt en lang række virksomheder for i stor skala at få organiseret og ensartet indholdsmoderation. 24 timer i døgnet alle ugens dage,« siger Sarah Roberts.

Hun har også hørt tallet 100.000. Det er svært at få bekræftet, men som hun siger: »Hvis man vil have en fornemmelse af omfanget, kan man tænke på, at der bliver lagt 100 timers video op på Youtube hvert minut.«

En af klikarbejderne på Crowdflower hedder Amancio Novo. Han er 38 år og bor i byen Tuguegarao i den nordlige del af Fillipinerne, hvor han arbejder fuldtid som netværksadministrator. Lønnen i området er omkring 2.000 kroner om måneden og ifølge Amancio Novo ikke nok til at leve for.

»Så de fleste er på udkig efter ekstra arbejde,« siger han.

Amancio Novo bor sammen med sin kone og tre børn. For tre år siden begyndte han at arbejde online for blandt andet at få råd til at bygge et solcelleanlæg på taget af familiens hus. Hver opgave giver omkring 20 øre. Han har løst omkring 26.000 opgaver og har på trods af den lave betaling alligevel fået råd til at købe ting over nettet.

Amancio Novo kan bedst lide opgaver med at transskribere og har ikke oplevet det som et hårdt arbejde.

Andre beskriver arbejdet som psykisk belastende. En indholdsmoderator fra Italien, som ønsker at være anonym, siger til Information, at hun i en periode arbejdede med at moderere kommentarsporet i en større italiensk avis, men måtte stoppe efter mindre end tre måneders arbejde.

»Jeg var på arbejde fire timer af gangen og læste måske 3.000 eller 4.000 beskeder i løbet af sådan en dag,« siger hun til Information.

»Det var typisk sådan noget: »Hvis min datter var lesbisk, ville jeg slå hende«, »Hvis Mussolini havde levet, ville han vide, hvordan man skulle håndtere alle de sigøjnere«, »Jeg ville ønske, at alle de migranter kunne dø i Holocaust.« Det var kun fire timer om dagen, men jeg tænkte på de beskeder hele døgnet. Kan du forestille dig at være i et miljø fuldt af disse mennesker hele tiden?« spørger hun.

Det er ifølge Sarah Roberts svært at forestille sig.

Hun har talt med indholdsmoderatorer i forbindelse med sin forskning, som beskriver kommentarer og billeder, som de færreste almindelige mennesker ser, når de går på internettet. Ifølge Sarah Roberts er der to typiske reaktioner: Den ene er at reagere ved at blive vred eller ked af det, fordi nogle kan finde på at skrive racistiske kommentarer eller dele billeder af overgreb. Den anden er med tiden ikke at reagere.

»Det er også foruroligende,« siger Sarah Roberts.

»Hvis du gennem dit job ikke længere bliver påvirket følelsesmæssigt af at blive konfronteret med den type af indhold, hvordan vil det så påvirke dine følelser i hverdagen i forhold til andre slags vold eller skadende opførsel. Jeg spørger, for jeg kender ikke svaret, men dem, jeg har talt med, har fortalt om to reaktioner: burn out og total følelsløshed.«

– Hvad er løsningerne?

»Det er helt uden for radaren, i hvert fald her i USA. Der er ingen regulering overhovedet, og det betyder, at der ikke er nogen beskyttelse af arbejderne bortset fra den allerlaveste grad af arbejdstagerbeskyttelse. Jeg tror ikke, teknologivirksomhederne ønsker nogen form for regulering, og de ville skulle presses til det, for de ville se det som en udgift, og ja, det ville være en udgift for dem, men alternativet er, at vi kan ende med en stor gruppe af mennesker, som er blevet skadet.«

– Men i sidste ende er det vel arbejdstagernes eget valg?

»Det siger virksomhederne gang på gang, eller også siger de, at de ikke kan stå til ansvar for deres underleverandører. Det er den samme historie, vi har hørt fra tekstilindustrien: ’Gosh, vi ved ikke, hvem i Bangladesh der laver de trøjer for os her i H&M.’ Så det er op til civilsamfundet og regeringerne at presse på.«
Information har kontaktet Google og Facebooks danske afdelinger.

Kommunikationschef for Google i Danmark, Anne Sofie Kirkegaard, skriver i en kommentar til Information, at YouTube har en række »review teams«, som kigger potentielt stødende videoer igennem.

»Udover at modtage specialiseret træning, så stiller YouTube en lang række ressourcer til rådighed for teams, herunder personlig rådgivning,« skriver hun.

Facebook er ikke vendt tilbage.
Dagbladet Information

Tekst:
Otto Lerche Kristiansen
Illustration og foto: Polfoto, Wikimedia Commons, Youtube m.fl.
Redaktør: Johanne Pontoppidan Tuxen
Produktion: Jens Christoffersen

Publiceret 25. november 2016

Anbefalinger

  • Britta Hansen
  • Flemming Berger
  • Jørgen Wassmann
  • Steffen Gliese
  • Peter Møllgaard
  • David Zennaro
Britta Hansen, Flemming Berger, Jørgen Wassmann, Steffen Gliese, Peter Møllgaard og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Underligt som i vinkelskrivere refererer til USA fremfor jeres eget hjemland! Tusindvis arbejdspladser er forsvundet fra industriens Danmark. Hvor mange er derudover stadig beskæftiget i benhårde dagligdags samfundsvæsentlige jobs mens skribenten underholder sig med en politisk korrekte forsker tusinde km herfra ovre i kapitalens højborg nr 1!?
Slagtere, redningsfolk, læger og bønder har liv og død som daglig livsvilkår..
Er det en artikel værd?
Hvis det handler om aflastning for mentalt belastende indtryk burde det være fokus fremfor forkælet akademisk klynk over påståede urimeligt krævende vilkår.
Der er heldigvis masser af reelt opslidende jobs overtaget af maskiner..
At sidde på sin røv i tørvejr og vippe med en finger bliver måske også en dag anset som egnet til automatisering?

@Lars Riber
Det er egentligt bemærkelsesværdigt, at du og jeg kan få så vidt forskelligt et udbytte af at læse en ret simpel artikel.

For mig er artiklen ikke andet end en interessant beskrivelse af et job/arbejdsfelt jeg ikke havde ret stort kendskab til. Jeg forstår af beskrivelsen, at det som klikarbejder kan være belastende at se på vold, drab og brutalitet som f.eks. halshugninger og børneporno. Det undre mig egentlig ikke det mindste, og jeg associerer slet ikke til hverken læger eller bønder.

Jeg forstår, at det er store internationale virksomheder der ansætter klikarbejderne, og andre store virksomheder der køber ydelserne for at spare omkostninger. Af de konkrete tal der oplyses, kan jeg ubesværet forstå, at det er et lavtlønsområde der beskrives.

Mere er der egentlig ikke at hente i artiklen for mig, og indholdet bringer mig på ingen måde ud af balance. Jeg hører heller ingen klynk, før jeg kommer ned i kommentarfeltet.

Klynkeriet kommer fra en der hellere ville have læst en artikel om slagteres, redningsfolks, lægers og bønders forhold til liv og død. Det svarer vel meget godt til at kravle op på en stige for at se naboens bare r.. bag hækken, for derefter at brokke sig over det man har set.

Thomas Petersen

Ja hvad endte timelønnen på?

Det lyder umiddelbart som en bedre forretning at starte som selvstændig flaskesamler. Her er der også motion inkluderet og ingen udgifter til el og internet.

Steffen Gliese, Britta Hansen, Flemming Berger, Allan Stampe Kristiansen og Torben Lindegaard anbefalede denne kommentar

Da jeg saa overskriften, troede jeg, der var tale om moderne journalistarbejde ... max click for min. indhold og min. research.