en dag med: Ulla Jessen

’Livet er en kædereaktion’

Ulla Jessen har stået uafbrudt på de danske revyscener, siden hun debuterede i 1969. I år fylder hun 70, men er stadig aktiv. Døgnet rundt. Landet rundt. Året rundt. Vi fulgte revyveteranen på en prøvedag op til premieren på revyen ’Gilleløjer’
Tekst: Line Vaaben
Fotos: Ulrik Havemann
Der var den – ta-da-daaah!« siger Ulla Jessen med en triumferende fanfarelyd og løfter et papirark op i luften, hun netop har fundet i en kæmpe stak papirer.

Det er tekst og noder til nummeret »Flydende faste« fra 1984, som revyskuespilleren mener sagtens kan klare en gentagelse, når hun står på scenen om ti dage til premiere på revyen Gilleløjer i Gilleleje.

Nummeret handler om en dame på slankekur, som kun må spise flydende mad. Til frokost får hun for eksempel en halv flaske rugbrød, men der ryger også andre flydende varer inden for vesten i løbet af visen.

»Så til sidst har hun en lille bimmelim på. Det er en meget sød tekst, og jeg tænker, den er aktuel her i bikinisæsonen,« siger Ulla Jessen.

At det er lykkedes hende at finde nodearket i den treværelses lejlighed er imponerende, for der er ikke en eneste stol, sofahjørne eller bordplade i hjemmet på Amager, som ikke er dækket af stakke med hæfter, parykker, bøger, hatte, blomsterbuketter og kjoler.

Det har sin årsag, for dels smider Ulla Jessen aldrig noget ud, der kan genbruges i en forestilling, og dels er hun i gang med at forberede ikke mindre end fire revyer på én gang. To af dem har hun prøver på i dag.

Ulla Jessen fylder 70 i år. Hun blev landskendt i 1970’erne for at medvirke i en
række sengekantsfilm og Piger i trøjen og for sin rolle i tv-serien ’En by i provinsen’.

Men størstedelen af sin karriere har hun dedikeret til revyscenen, hvor hun har stået på stort set alle scener landet over. Ud over at optræde er hun også ofte både tekstforfatter og instruktør.

»Jeg elsker alsidigheden i revy. Og så er det nu og her. Man skriver ud fra en aktuel dagsorden og kan ændre på en revy mange gange undervejs,« siger Ulla Jessen.
Serie: En dag med…
Redaktionen står op og går i seng med seks store personligheder i løbet af sommeren
Hun har været oppe klokken 7.00, og TV2’s morgenfjernsyn har kværnet i baggrunden lige siden. For når man er i revybranchen, er det vigtigt at være opdateret.

»Hvis der sker noget vigtigt, skal det jo på programmet,« som Ulla Jessen siger og fortæller om engang, hun skulle spille et nummer, hvor hun var klædt ud som en af Prins Henriks gravhunde. Men så ringede Kongehuset og fortalte, at gravhunden var død.

»Så pillede vi nummeret af. Jeg sad oppe hele natten for at skrive et nyt.«

I dag har Ulla Jessen prøve på sommerrevyen i Gilleleje og senere på dagen på Revyraketten – et omrejsende revykoncept i provinsen, der kombinerer hotelophold, revy, dinner og dans. Derudover optræder hun også 14 dage i august med Skagen Revyen og er også i gang med at forberede en julerevy på Als.

»Der er nogle, der tror, at hvis man ikke er på tv, så har man ikke noget at lave, men altså, jeg er på hele tiden. Ja, jeg har aldrig haft så meget at lave som de seneste ti år,« bemærker hun.

Sideløbende med revyarbejdet underviser hun børn og unge i drama i Høje Taastrup og på dramaskolen Eventyrteatret. Hun underholder også til private fester og lægger stemme til tegnefilm.

»Guuuuuud kagen … Kagen!« gjalder hun klokken 8.45 og styrter ud i køkkenet og lemper et stykke wienerbrød ud af ovnen, samtidig med at hun rører en kop Neskaffe. Ikke at hun sidder meget ned for at nyde anretningen, for hun leder efter de ting, hun skal have med til dagens første prøve, blandt andet et par Elton John-briller, der har forputtet sig.
Ulla Jessen er født i Bisserup, som præstedatter. Hendes første optræden var som lille pige, hvor hun stjal kirkegængernes hatte og gik catwalk på kirkegulvet. I dag rejser hun Danmark rundt og spiller revy.
Alle væggene i hendes lejlighed er dækket af billedrammer. Dels med diplomer med ærespriser hun har vundet inden for revy, men også billeder en yngre, mere afklædt Ulla Jessen fra dengang, hvor hun var hun forsidestof i sladderbladene.

Ugebladene fulgte hende overalt, ikke mindst da hun i 1979 giftede sig med en
greve, men blev gravid med en anden, blev skilt, valgte at holde faderens navn hemmeligt og valgte en tilværelse som enlig mor.

»En time efter at jeg havde født, stod der en buket blomster fra et ugeblad på hospitalet. Jeg havde ikke engang nået at fortælle det til min egen mor. Ja, det var utroligt, så meget de gik op i det dengang.«

Sønnen, der i dag er 33 år, pryder også væggene sammen med sin hustru og deres to børn. De bor i USA, og Ulla Jessen savner dem, men understreger, at hun er »Lyk-ke-lig for, at de har det godt.«

Det er tid til afgang. Klokken 10 skal hun være i Vanløse hos Jesper Søgaard, skuespiller og instruktør på Gilleløjer, men forinden sætter hun en porchetta i ovnen, som skal langtidsstege hele dagen til det næste hold skuespillere, som kommer til prøve hjemme hos Ulla Jessen. Hun kaster tasker med rekvisitter og noder ind på bagsædet af sin grønne Toyota og gasser op, mens hun fortæller, at årets hovedtema i revydanmark er Prins Henriks pension.

»Og naturligvis flygtninge.« Revy skal underholde, men det må også godt gøre lidt ondt.

»Der må gerne være noget, der svirper lidt – vi har et nummer med, som ikke er helt færdigt, der både retter skytset både mod imamerne og mod Inger Støjberg. Den går på melodien »Ti små cyklister«,« forklarer hun. »Vi synger bare ’ti små imamerbørn’.«

I princippet er der ikke noget, man ikke kan gøre grin med.

»Jo, måske handicappede. Eller rettere nej – faktisk er det misforstået, hvis man mener, der er emner, man ikke kan bevæge sig ind på. For man skal jo behandle folk ens – og det betyder også, at man skal kunne have alt og alle med i sine shows.«

Revyscenen har ændret sig i det halve århundrede, hvor Ulla Jessen har været med. Dels har genren fået mere anerkendelse end for eksempel for bare 20 år siden. Der bliver uddelt priser ligesom i teaterverdenen. Og revyerne sælger mange billetter.

»Jeg tror, det skyldes, at der er en direkte kontakt med publikum på en helt anden måde end på film. Det er en levende teaterform, som kræver, at man kan få direkte fat i publikum. Men hvis man ikke kan ramme dem de første ti sekunder, skal man finde noget andet at lave.«
De fire deltagere i den turnerede revy fra venstre: musikeren Hans Peter Andersen og skuespillerne Lars Arvad, Randi Winther og Peter Andersen bruger eftermiddag og aften på at diskutere programmet og finde på sangnumre. Randi Winther har haft premiere aftenen før og tager fem i minutter på bordpladen.
De fire deltagere i den turnerede revy fra venstre: musikeren Hans Peter Andersen og skuespillerne Lars Arvad, Randi Winther og Peter Andersen bruger eftermiddag og aften på at diskutere programmet og finde på sangnumre. Randi Winther har haft premiere aftenen før og tager fem i minutter på bordpladen.
Ulla Jessen er præstedatter fra Bisserup på Sydsjælland. Allerede som barn elskede hun at optræde. Hun dansede rundt på engene, når det var tåget, i et elverpigekostume hendes mor havde syet til hende. Og når de finedamer tog hattene af i våbenhuset inden gudstjenesten, iklædte lille Ulla sig hattene og gik catwalk ned ad kirkegangen. Imens stod hendes far i prædikestolen og tog sig til hovedet.

Efter studentereksamen rejste hun som 19-årig til København, hvor hun blev skuespillerelev på Gladsaxe Teater, og i 1969 debuterede hun i Rottefælderevyen i Svendborg.

Det er 47 år siden, og hun optræder stadig over hele landet hele året rundt. At pakke kostumerne ned og op, bumle rundt i bil og i tog og bo på landevejskroer generer hende ikke det mindste.

»Næh, jeg får jo set mit land. Jeg sidder ikke bare derhjemme og løser kryds og tværs. Der sker noget.«

Ulla Jessen bliver forsinket af vejarbejde, og en halv time efter tidsplanen parkerer hun på en villavej i Vanløse og går ind gennem hoveddøren og kalder:

»Juhu. Er der nogen?«

Der er helt stille. Men da hun runder hjørnet til stuen, lyder der hujen og råb:

»Surprise!«

Ulla griner og hilser hjerteligt på alle de tilstedeværende: Musikeren Hans Finn Møller, instruktøren Jesper Søgaard og skuespilleren Per Dahl. Sidstnævnte og Ulla Jessen har lavet mange forestillinger sammen, blandt andet julerevy på Bornholm.

»Vi har kendt hinanden længere, end vi har levet,« som Per Dahl siger og krammer Ulla Jessen.

Gilleløjer har premiere den 30 juni. Det er i næste uge, så det er ved at være sidste chance for at beslutte, hvilke monologer, sketcher og viser, de 100 gæster skal have serveret på Fyrkroen.

De fire deltagere sidder omkring stuebordet og gennemgår de enkelte numre. Ulla Jessen synger introsangen, som Hans Finn Møller indspiller på computer, så han kan lægge musik under: »Nu er der latter på menuen/ der er solskin over skyen/ for revyen er i byen.«

Bagefter læser hun en monolog højt med titlen »Brudens mor« – en tale, hvor moderen, Ulla Jessen, klemmer ondskabsfuldheder ind undervejs om alle familiemedlemmerne.

»Det er altid godt at bygge nummeret op omkring en figur. Så kan man komme karakter ind i rollen,« forklarer Ulla Jessen. »Og kostumet er sindssygt vigtigt.«
I en villa i Vanløse øver Ulla Jessen med musikeren Hans Finn Møller og skuespiller Per Dahl frem mod revyen ’Gilleløjer’ som spiller i Gilleleje i juli og august.
I en villa i Vanløse øver Ulla Jessen med musikeren Hans Finn Møller og skuespiller Per Dahl frem mod revyen ’Gilleløjer’ som spiller i Gilleleje i juli og august.
Der er meget, der skal på plads inden premieren: Kan man bruge lirekassemusik til jodlenummeret? Og hvad med at spille DSB’s signaltone på klokkespil? Jesper Søgaard henter en turban i kælderen, som Hans Finn Møller skal have på i et af numrene, hvor Søgaard er klædt ud som slange. Der bliver testet tonearter, rettet tekster til, og Per Dahl og Ulla Jessen synger sangen om de 10 små imamerbørn på melodien til »Ti små cyklister«:

»To små imamerbørn flygted’ ud til Hven. Mødte en svensk betjent, og så var der eeeeen.«

Den er kontroversiel, er de enige om.

»Men hvis ikke vi tager fat på noget aktuelt, så …,« siger Ulla Jessen og lader resten at sætningen hænge i luften.
Efter fire timers prøve vender hun Toyota’en hjemad mod Amager. Der er to timer til næste hold: Tre skuespillere og en musiker, der kommer rejsende langvejs fra. På vejen hjem stopper Ulla Jessen ved LIDL.

»Man får ikke løn under prøver på revyer. Der er kun honorar, når man spiller. Så de skal forkæles,« siger hun, mens hun lægger danske ærter, kirsebær og frisk spinat ned i sin kurv.

Hun lægger selv vægt på altid at få et måltid hjemmelavet mad hver dag. Også når hun spiser alene. Bortset fra en blindtarmsbetændelse i 1970’erne har Ulla Jessen aldrig været alvorligt syg:

»Når man ser, hvor mange i min alder, der har ondt, lider af depression eller skal have ny hofte, er jeg jo lykkelig. Og det sætter man mere pris på, jo ældre man bliver. Jeg er aldrig syg, Og det er nok, fordi jeg er så glad – og fordi jeg har lært at trække vejret. Jamen, det er rigtigt! Jeg udnytter ilten,« siger hun og svinger bilen på plads i sin gade.

På vejen over til sin opgang standser hun og snuser til en rose, der står ved en bænk på et asfalteret hjørne.

»Ja, den skal man også huske at hilse på,« siger hun.

På klokkeslættet 16 dukker de fire medspillere op, og der uddeles krammere, mens de taler om gårsdagens premiere på Ganløse-revyen, hvor Ulla Jessen også var til stede. Ikke på scenen, men som tekstforfatter.

Her var Randi Winther på scenen. Hun har fået anmelderros og er glad, men træt i dag. De to andre skuespillere i Revyraketten er Peter Andersen, dragqueen og sanger, samt Lars Arvad, skuespiller og direktør for Odense sommer- og vinterrevy. Og så er der musikeren Hans Peter Andersen, der efter revyen spiller op til dans. I dag skal ensemblet beslutte, hvilke numre de skal have med på en foreløbig bruttoliste på efterårets turné til blandt andet Herning og Thisted.

»Jeg går ud og ser til stegen,« siger Ulla Jessen.

»Jeg sidder lige her,« siger Lars Arvad. Alle griner.

Revyraketten er en omrejsende forestilling, hvor de blandt andet genbruger og videreudvikler nogle af de revynumre fra sommeren, de har haft held med hver især.

»Vi skal huske,« siger Ulla Jessen, da de sidste aftaler ved at være på plads, »at det skal også være sjovt for os at lave det.«
Om morgenen sætter Ulla Jessen en porchetta i ovnen, som skal langtidsstege, så der er lækker mad klar til eftermiddagens prøve. »Jeg elsker god mad og laver det altid selv. Også når jeg er alene.«
Klokken 18.30 er hun stadig i gang i køkkenet, mens gæsterne brainstormer på et potpourri af kendte sangnumre. Skulle man tage en med Lille Palle? Raquel Rastenni? Adele? Lukas Graham skal i hvert fald med.

»Og Bette Midler!« råber Ulla Jessen ude fra køkkenet, mens hun bærer den langtidsstegte svinekam ind på bordet til jordbærsalat med rosenpeber, sortfodsskinke, kartoffelsalat og fire oste.

Imens holdet spiser, taler de om anmeldelser. Og om hvor hårdt det rammer, hvis de er dårlige: »Jeg kan godt huske engang, jeg kun fik en enkelt stjerne i Helsingør Revyen. Det var ikke sjovt, men det er bare op på hesten igen. Selv om man har det med at hæfte sig ved den ene dårlige anmeldelse frem for de ni gode,« siger Ulla Jessen.

Efter maden kigger de i kalenderen og aftaler næste arbejdsmøde i august.

»Tak for et dejligt måltid, Ulla, man har jo nærmest en madskid på,« griner Lars Arvad, da han rejser sig. Og efter mange »Vi ses« og kram, og »Det bliver simpelthen så godt«, bliver der stille i lejligheden.

Klokken er 21.40, og stuen ser ud som dagen efter en nytårsaften: madrester, tomme vinglas og sjove hatte.

»Jeg kan ikke komme i seng for kostumer, så det skal der gøres noget ved,« siger Ulla Jessen og begynder at rydde soveværelset for stakke af kjoler, der er hentet op fra hendes lager i kælderen. Alt bliver sorteret ud fra, om det skal renses, vaskes eller sys. Hun prøver en blå silkekjole, hun har købt for nylig i Frelsens Hær i Thisted. »Kan du lige lyne mig i ryggen?« Med paryk, en hat med slør og et par tunge øreringe er kostumet på plads til monologen »Brudens Mor«.
Fra venstre: Dragqueen Peter Andersen, skuespillerne Lars Arvad, Randi Winther og Ulla Jessen samt musiker Hans Peter Andersen – tilsammen Revyraketten som i løbet af efteråret blandt andet spiller i Thisted og Herning i kombination med dinner og dans.
Fra venstre: Dragqueen Peter Andersen, skuespillerne Lars Arvad, Randi Winther og Ulla Jessen samt musiker Hans Peter Andersen – tilsammen Revyraketten som i løbet af efteråret blandt andet spiller i Thisted og Herning i kombination med dinner og dans.
Ulla Jessen har flere hundrede parykker. I sofaen ligger både en rødhåret frisure til en sketch om Badehotellets Fru Andersen. Donald Trumps og Sys Bjerres hår har hun også på lager. Hun køber mange af sine hatte og parykker på ture til Litauen og Polen, hvor de koster en tiendedel.

»Ih, hvor er det skønt det her,« udbryder hun, mens hun lægger kostumerne over stolerygge og på bøjler. Pludselig dukker Elton John-brillerne op, som hun ledte efter hele morgenen. Hun bryder ud i et begejstret råb.

Tænker hun nogensinde på at stoppe med at arbejde?

»Aldrig! Jeg vågner hver morgen og tænker: ’Jeg har ikke ondt nogen steder. Min søn og hans familie har det godt. Jeg har gode venner’. Jeg kunne ikke forestille mig at stå op til ikke at lave noget.«

Hun sætter sig ved computeren og arbejder koncentreret i en halv times tid for at få lavet en opdateret rækkefølge på numrene til Gilleløjer.

»Det har jeg lovet, så gør jeg det. Jeg har det så godt med at få det gjort,« mumler hun.
Ulla Jessens gode humør har rullet gennem hele dagen som en tornado. Og man kan ikke lade være med at tænke, hvornår hun hænger med hovedet.

»Jeg har været igennem skilsmisse, og på nogle få år døde både min søster, min mor og min moster. Det var hårdt. Men man kommer jo videre. Og det er jo en gammel sandhed, at man bliver stærk af det. Jeg er ikke fatalist, men jeg tror, livet er en kædereaktion. Hvis der var noget, man ikke havde været ude for, var der måske noget andet, man var gået glip af. Al succes er godt udnyttede fiaskoer, som jeg plejer at sige.«
Klokken 23.25 hopper hun i en natkjole og lægger sig i sengen med en stak revytekster.

»Noget af det bedste, man kan gøre, er at læse tekster, lige inden man sover. Så husker man dem bedre,« siger Ulla Jessen, idet hun tænder natlampen og trækker dynen op under hagen. Forinden har hun startet opvaskemaskinen i køkkenet.

»Jeg elsker at falde i søvn til den lyd. Det er den dejligste lyd i verden, så ved man, at man har gjort det, man skulle. Og med lidt god vilje kan det godt lyde som havets brusen.«
Blå Bog: Ulla Jessen
Født 1946, Bisserup. Elev på Gladsaxe Teater fra 1969 til 1970. Debut på Rottefælden i Svendborg i 1969. Siden var hun med i en række sengekantsfilm og ’Piger i trøjen’ I og II i 1970’erne. Har også medvirket i ’En by i provinsen’ og ’Taxa’ og lagt stemme til flere tegnefilm. I over fire årtier har hun optrådt på stort set alle revyscener i landet. I år blandt andet i Gillelejerevyen, Skagen revyen og Revyraketten. Bor på Amager. Mor til en søn og farmor to børnebørn på et og tre.
Tekst: Line Vaaben
Foto: Ulrik Hasemann
Redaktør: Lotte Folke Kaarsholm
Digital produktion: Jens Christoffersen

Publiceret 2. juli 2016

En måneds gratis Information digital + papiravisen fredag og lørdag

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lise Soussé

Åh Ulla Jessen :-) Jeg har mødt hende et par gange, og hun er simpelthen et dejligt menneske. Jeg håber, hun bliver ved længe endnu!

steen nielsen

Til Ulla Jessen, sort tillykke, og så må jeg sige at jeg blev meget påvirket af dette smukke portræt, for det blev til en øjenåbner for mig, for hvad ad er et rigtigt godt liv, mange, tror jeg ville have lettere ved at formulere en relativitetsteori end, at finde ud af hvad det gode liv er, jeg blev lidt klogere, tak for det!

Viggo Okholm

Sjovt at læse, og jeg kender hende kun fra engang i 70,hvor hun var på venindebesøg hos min arbejdsgiver i Kartoffelrækkerne hvor jeg var i huset for at passe Jakob, som har anbefalet Lises indlæg.