Selvskade
»Mit livs omdrejningspunkt var den daglige vejning«
Henriette Sørensen, 23 år
Fortalt til Lærke Cramon
Foto af Sarah Hartvigsen Juncker
I dag er jeg meget tæt med mine forældre, og de er hele min verden. Sådan har det desværre ikke altid været. Jeg er enebarn, og min far var tit væk på forretningsrejser, mens min mor og jeg ofte gik skævt af hinanden. Mine forældre var ikke vant til at tale om følelser og var havnet med et mere følsomt barn, end de var opmærksomme på. Den ubetingede kærlighed, som jeg mærkede, at andre forældre havde til deres børn, følte jeg ikke, at mine havde til mig, selv om jeg i dag ved, at det selvfølgelig var tilfældet.

Jeg var ulykkelig. Smerten indeni var så tung, jeg følte mig så alene, græd hver eneste dag og drømte kun om at turde tage mit eget liv, for jeg var ikke i tvivl om, at jeg aldrig ville kunne blive glad.
I en periode af sit liv følte Henriette Sørensen slet ikke, at hun magtede livet. Hun skrev noter på sin telefon om sin vægt og sine mørke tanker.
I en periode af sit liv følte Henriette Sørensen slet ikke, at hun magtede livet. Hun skrev noter på sin telefon om sin vægt og sine mørke tanker.
En dag så jeg mit spejlbillede reflekteret i et vindue, og jeg syntes, at jeg så stor ud. Jeg har altid været spinkel, så panikken bredte sig, og den dag plantedes tankerne om at tabe mig. Jeg gik i 8. klasse, var allerede undervægtig, men droppede alle måltider, jeg kunne slippe af sted med. I en lang periode kunne jeg slet ikke finde ud af at sulte mig selv og endte med at tage på i stedet, og derfor lærte jeg at tælle kalorier og faste. Alt blev talt, målt og regnet og en dag med mere end 600 kalorier var en fiasko. Jeg lærte, at følelsen af sult forsvinder igen, hvis bare der går lang tid nok. Og det virkede, for jeg tabte mig.

Mit livs omdrejningspunkt var den daglige vejning. I det minut glemte jeg al anden smerte, og ingen glædesrus var større end, når jeg havde tabt mig. Jeg havde sejret. Havde jeg taget på, var jeg knust. Nu var jeg tættere på at ligne en normalvægtig pige, der havde det fint. Min anoreksi var udover en flugt fra al smerten et desperat råb om hjælp, og jeg tænkte, at hvis jeg var tynd nok, ville nogen forhåbentlig opdage, hvor skidt jeg havde det.
Min anoreksi var udover en flugt fra al smerten et desperat råb om hjælp, og jeg tænkte, at hvis jeg var tynd nok, ville nogen forhåbentlig opdage, hvor skidt jeg havde det.
Min anoreksi var udover en flugt fra al smerten et desperat råb om hjælp, og jeg tænkte, at hvis jeg var tynd nok, ville nogen forhåbentlig opdage, hvor skidt jeg havde det.
I bunden af en lille toilettaske gemte Henriette Sørensen barberbladene, så ingen skulle opdage dem.
Det var min søde lærer, som jeg endte med at inddrage i min ubærlige verden. Hun sørgede for, at mine forældre fik besked om det, de nok allerede godt vidste, og jeg kom i behandling. Til min anoreksis store lykke var der dog ingen vægtkrav, før jeg efter 1,5 år i behandling var farligt undervægtig. Jeg blev tvunget til at tage på – hvilket jeg i dag er evigt taknemmelig for – men paradoksalt tog en anden form for selvskade meget mere over i takt med, at jeg slap grebet om anoreksien.

Jeg havde skåret i mig selv før og brugt det som afledning, når anoreksien og smerten blev for hård at leve med. Der gik ikke et minut i døgnet, hvor jeg ikke tænkte på mad, men i det øjeblik, jeg satte barberbladet mod huden, forsvandt tungheden og alle tanker om kalorier, faste og vægt. Jeg kan huske, at min psykolog sagde, at det gav mening, at selvskaden tog til, mens jeg tog på, fordi jeg mistede en form for følelsesregulering og erstattede den med en anden, men jeg oplevede ikke, at selvskaden var vigtig at få behandlet – fokus var på anoreksien og depressionen.
Henriette Sørensen gik mange ture med sin hund Jackie, da hun var syg, og hendes verden føltes allermørkest. Men hun sultede også sig selv og gik ud på toilettet og skar.
Sideløbende med den tvungne vægtøgning gik mine forældre og jeg i familieterapi, som gjorde mirakler for vores familie, og jeg fik antidepressiv medicin. Mine forældre og jeg lærte at tale samme sprog, og vores familiedynamik ændrede sig fuldstændigt. Det tog tid at finde det rigtige præparat mod min depression, men endelig mærkede jeg tydeligt, hvordan tungheden langsomt lettede. Efter næsten tre års sygdom kunne jeg pludselig skimte en mening med at leve og mærkede et tidligere helt utænkeligt håb om en tilværelse uden sygdom.

I dag kan jeg sagtens rumme smertefulde følelser, for jeg ved, at de er midlertidige. Min anoreksi, depression og selvskade ligger alle mange år tilbage, og jeg betegner mig selv som fuldstændig rask uden de mindste symptomer tilbage. Når tilværelsen alligevel gør ondt og er svær at rumme, smider jeg mig i min seng og ser Venner og flygter ind i tv-serien for at glemme for en stund.

Jeg har ar flere steder, og jeg er afklaret med, at de altid vil være der. Jeg ville gerne have været dem foruden, men de er en del af mig og en påmindelse om den smerte, jeg aldrig troede, skulle forsvinde, og at verden alligevel blev et rigtig lyst sted.
I dag kan Henriette rumme de svære følelser. Hun ved, at de er midlertidige.
Har du tanker om selvskade, så sig det højt, og kontakt for eksempel Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade. Der findes ligeledes en række tilbud til folk med selvmordstanker. Livslinjen tilbyder anonym rådgivning.
Selvskade
Unge mænd selvskader også, men vi hører sjældent om dem. Har du som mand gjort skade på dig selv for eksempel ved at slå, køre hasarderet, springe ud fra højder eller andet, så er du meget velkommen til at kontakte lcra@information.dk

--------------------

De medvirkende har deltaget i et medietræningskursus hos Information i samarbejde med Landsforeningen mod Spiseforstyrrelser og Selvskade betalt af Trygfonden. Herigennem har den uafhængige redaktion fået kontakt til dem.
Fortalt til Lærke Cramon
Foto af Sarah Hartvigsen Juncker
Redaktør Mikkel Vuorela
Digital produktion Sarah Hartvigsen Juncker


11. januar 2020
Dagbladet Information