Han ligger på et bord af stål. En midaldrende mand med hud i samme farve som stearin. Brystkassen er dækket af en række gabende stiksår, der glinser dybrødt, og fra et sår i halsen siver lidt blod ud og danner en pøl på det blanke metal. Lugten i lokalet minder om et åbent køleskab: Lidt forgængelig, kold og sød.

Det er en tidlig mandag morgen i kælderen under Aarhus Universitetshospital. Manden på bordet ligger klar til obduktion. Han er stukket i både bryst, arme, ryg og hals.

»Set i lyset af, hvad han har været igennem, er han sådan set meget pæn,« siger retsmediciner ved Institut for Retsmedicin, Aarhus Universitet, Asser Hedegård Thomsen, inden han dækker manden til med et lagen.

Mellem 1992 og 2016 blev der begået præcis 1.417 drab i Danmark. Asser Hedegård Thomsen har indgående viden om hvert eneste af dem. Han har nemlig brugt de seneste fem år på at gennemgå samtlige danske drabssager 25 år tilbage. Han har læst obduktionssager om kvinder stukket ihjel af jaloux eksmænd, set på billeder af børn, der er blevet kvalt af deres forældre, og gennemgået retskemiske undersøgelser af unge mænd slået med køller og flasker. Undervejs har han noteret alle tænkelige detaljer om hvert enkelt drab. Fra køn, alder og relation mellem offer og gerningsmand, til eventuelle vidner, motiv og hvorvidt ofret var beruset, samt hver eneste rift, knoglebrud og blå mærke på afdødes krop.

Siden har han fordøjet og analyseret de mange data, og i går blev det første af hans forskningsresultater publiceret i Forensic Science International: Synergy som led i hans ph.d.-afhandling, der udkommer inden for det kommende år.

Målet har blandt andet været at skabe en slags videnskabelig facitliste:

»Mine data skal kunne bruges, når en retsmediciner står med et drab og skal forstå, hvad han har med at gøre sammenlignet med andre sager. Mange retsmedicinere baserer deres konklusioner på de sager, de har mødt gennem årene. Men det, jeg har samlet, er objektiviserbar viden, der rækker ud over den personlige erfaring,« siger Asser Hedegård Thomsen.

Midt på bordet i instituttets mødelokale ligger to køkkenknive og en jagtkniv pakket ind i plast. De formodede gerningsvåben. Fra et statistisk synspunkt er denne drabssag meget typisk. Knivdrab er nemlig det hyppigste i de 25 undersøgte år. Hvert tredje drab i perioden blev begået med en skarp genstand. I alt 471. Efterfulgt af skud og stump vold.

Statsobducent Lene Warner Boel sætter sig ved bordet sammen med kriminalteknikerne. Hun var på vagt, da drabet blev begået og foretog ligsynet på gerningsstedet sammen med politiet. Hun indleder mødet med en kort afrapportering, mens hun viser billeder.

»Ja, der ligger han så,« siger hun.

Et billede af ofret liggende på ryggen i en mørk blodplamage toner frem på en stor fjernsynsskærm.

Der var »tilsmudsning« af møbler i nærheden, fortæller hun. Og ofret havde »afværgelæsioner« og »ligpletter, der svandt for tryk«. Sidstnævnte giver et fingerpeg om, hvor længe han havde været død. Mellem seks og 12 timer vurderer hun. Alle omkring bordet nikker. Hun nævner antallet af stiksår. Det kan godt blive en lang dag, bemærker kriminalteknikeren fra Rigspolitiet, Bo Reitz:

»Er han CT-skannet?«.

Skanningen giver overblik over skaderne indvendigt. En høj mand med fuldskæg og sortrammede briller, der netop er kommet ind i rummet med en kande kaffe, nikker bekræftende:

»Det var mig, der tog imod ham,« siger han.

Erling Laursen er uddannet både elektriker og frisør, men har i mange år været ansat her på instituttet som retsmedicinsk tekniker. Han tager sig af det praktiske fra at hente mødekaffe til at lægge knive og sakse klar samt udføre grovere arbejde undervejs: save, skære og sy.

På mødebordet ligger også en pose med glas og kartoner fra afdødes medicinskab. Det er vigtigt at vide, hvad der er i kroppen på ofret, når man skal afgøre, hvad der har taget livet af ham, forklarer Asser Hedegård Thomsen:

»Vi leder altid efter konkurrerende dødsårsager. Og vi skal kunne sige ret præcist, om en person er død af et knytnæveslag eller af sin kræftsygdom. Ellers er det også træls for den, der måske får en dom for det.«

43-årige Asser Hedegård Thomsen blev færdiguddannet læge i 2005 og er i dag en af ni retsmedicinere ved Aarhus Universitet. Dagens drabsobduktion er hans nummer 26. Derudover har han assisteret ved 30 andre og foretaget godt 450 obduktioner efter forgiftningsulykker, selvmord og andre dødfundne.

Selv om dødsårsagen her er åbenlys, skal retsmedicineren gå ind til obduktionen med et åbent sind:

»Kunsten er at have det tankesæt, at det kunne være noget andet. Så holder man sig vågen,« siger han.

Et andet sted i Jylland låser en politiassistent op til det hjem, hvor drabet er blevet begået. Han hedder Jørn. Vi har udeladt hans efternavn af hensyn til offerets anonymitet. På hoveddøren sidder en gul seddel: ’ADGANG FORBUDT – overtrædelse kan straffes efter straffeloven,’ står der. Dørkanten er plomberet med en særlig tape, der afslører, hvis den har været åbnet.

Politiassistenten bryder seglet og trykker håndtaget ned med en gummibehandsket hånd. Lugten af tobak rammer næseborene, blandet med en svag lugt af jern. Det er blodet, forklarer Jørn.

Han er kriminalteknisk kontaktperson, og da han ankom som en af de første til gerningsstedet tidligt om morgenen efter drabet, var det hans opgave at gå i gang med indsamling af spor, indtil en specialiseret enhed fra National Kriminalteknisk Center ankom lidt senere.

»Jeg tog også en hulens masse billeder,« siger han.

Som det første blev området spærret af, og hunde blev sat i gang med at søge. Når en hund markerer for fært af blod, spyt eller andre spor, der er sat for nylig, bliver det afmærket med små gule skilte, så kriminalteknikerne senere kan tage prøver.

Jørn fortæller om gerningsstedsundersøgerens ti bud. Et af de første hedder: ’Hold hænderne i lommen.’ Et andet: ’Tænk, før du handler.’ Når man indsamler spor – eller sikrer dem, som det hedder i fagsprog – handler det ifølge den erfarne betjent om at bevæge sig langsomt frem. Man begynder ved indgangsdøren og arbejder sig gradvist hen mod det sted, hvor afdøde ligger. Undervejs bliver der sikret spor fra køkkenvask, stikkontakter og håndtag, og vigtige effekter som mobiltelefoner og cigaretskodder bliver lagt i poser og lukket til.

Jørn bistår med kriminalteknisk kunnen i sager om personfarlig kriminalitet. Han har været i styrken siden 1981, og den største forskel på nu og i gamle dage er brugen af dna:

»Det har ændret politiarbejde for altid,« som han siger.

I begyndelsen skulle man bruge en hel hårparyk for at identificere en person, men i dag skal der ingenting til:

»Bare man hoster, afsætter man spor,« siger Jørn.

En af hans væsentligste opgaver er at holde gerningsstedet så »jomfrueligt« som muligt, som han formulerer det:

»I gamle dage vadede alle bare ind, men nu skal alle have overtræksdragter, plastikfutter og mundbind på.«

Jørn fortæller detaljeret om de mange forskellige teknikker til at dokumentere spor efter blod, fingeraftryk og sålaftryk. Sidstnævnte kan suges op og brændes på en særlig form for folie. Og med et produkt, der indeholder brintoverilte kan man spore blod, efter det er vasket af et gulv eller en væg og ikke kan ses med det blotte øje. Den mest anvendte test på gerningsstedet består dog af en lille stribet pind, han fisker ud af et plastikrør. Den kan på få sekunder give et fingerpeg om, hvorvidt et stænk er blod.

»Det kan jo være alt muligt andet end blod, kaffe eksempelvis,« siger Jørn og rører ved en lillebitte prik på væggen. Pinden skifter på få sekunder farve fra gul til grøn.

»Den er god nok.«

Hic Gaudet Mors Succurrere Vitae – ’Her glæder døden sig over at hjælpe de levende’ – står der på latin over døren ind til obduktionsafsnittet. Alle drabsobduktioner udføres i et lukket rum særligt indrettet til formålet kaldet ’drabsstuen’. Kriminalteknikerne kommer rullende med deres kufferter med specialudstyr. ’Kriminalteknisk Sektion Øst Spor,’ står der på den ene – og nedenunder ’Blodkuffert.’

Alle fem deltagere har lyseblå engangskitler på samt hvide træsko, hårnet og mundbind. Erling Laursen og Asser Hedegård Thomsen tager ekstra plastikforklæder på yderst. Væggene er dækket af fliser og glasskabe med grej.

Offeret ligger stadig under lagenet. Et enkelt sted er blodet trængt igennem og lyser rødt mod det hvide. Erling Laursen trækker stoffet væk.

Manden er stivnet i den stilling, han blev fundet i. Derfor stritter venstre arm og højre ben unaturligt ud til hver sin side. Han har jeans på. Overkroppen er bar. Om fødder, hænder og hoved er der brune papirsposer for at sikre eventuelle spor.

Da Asser Hedegård Thomsen trækker poserne af, løber der en stribe blod ud over gulvet og hen over hans træsko. Erling Laursen tørrer op. Retsmedicineren skifter sko og strømper. Så bevæger han sig rundt om afdøde, mens han taler ned i en diktafon.

»Liget identificeres på tåseddel,« siger han. »Punktum. Nyt afsnit.«

Alt, hvad han ser og foretager sig, bliver indtalt. Sko, strømper og bukser bliver enkeltvis lagt i poser og forseglet af kriminaltekniker Ib Jensen. Det sidste er et par lyserøde underbukser.

Asser Hedegård Thomsen holder en pause med diktafonen og spørger ud i rummet.

»Hvilken farve er de her?«

»Cerise?« foreslår kriminaltekniker Ruth Glerup. »Altså som i kirsebær på fransk.«

»Hvordan staver man til det?«

Nu er manden nøgen. Det føles uhøfligt at stirre. Men fornemmelsen drukner i travlhed. Med vatpinde bliver der taget prøver fra endetarm, mundhule og under neglene, som skal sendes til undersøgelser på Retsgenetisk Afdeling i København.

»Der foretages aftørring. Punktum,« siger Asser Hedegård og tilføjer:

»Ruller du, Erling?«

Afdøde bliver vendt om på maven. Retsmedicineren dikterer beskrivelser af ofrets tatoveringer. De er afblegede og gnidrede i kanten. Ruth Glerup tager billeder af alting undervejs til både den retsmedicinske rapport og efterforskningen. Indimellem må hun tage en trappestige til hjælp for at få det rette skud. Forinden sørger hun for, at der ikke kommer andre end ofret med på billederne, og hun tørrer hele tiden det værste blod væk.

»Det skal være rensede billeder. Af etiske årsager skal det ikke se sjusket ud, når det skal i retten,« forklarer hun.

Erling Laursen vasker liget med en bruser for enden af en grøn plastikslange. Blodet farver vandet skummende lyserødt. Det forsvinder ned gennem et afløb i bordets kant.

Den døde kigger ud i lokalet med et stift, blåt blik. Asser Hedegård Thomsen trækker i hans nederste øjenlåg med en pincet. Ruth Glerup går helt tæt på med sit Nikon. Slimhinden er bleghvid. Et tegn på, at ofret har mistet meget blod. Asser Hedegård Thomsen lukker afdødes øjne med en forsigtig bevægelse.

»Det er ikke, fordi jeg ikke kan lide, at han stirrer. Det handler om ordentlighed. Og respekt for ham. Jeg tænker: ’Nu er det fint, at du lukker øjnene’«

I Asser Hedegård Thomsens forskning fylder drab mellem mennesker, der kender hinanden, klart mest – nærdrab kaldes det. Det hyppigste er partnerdrab, som udgør 27 procent – typisk begået af en mand. Andre drab i familien fylder 17 procent. Drab i misbrugsmiljøet mellem to mænd er det tredjemest almindelige med 15 procent. Mens drab i det kriminelle miljø kun fylder syv procent. Ofte får eksotiske, specielle sager og bandedrab mest plads i både medier og i lærebøger, siger Asser Hedegård Thomsen.

Den allerførste drabsobduktion, hvor han assisterede, var en sag om hustruvold. Der var et aftryk af gerningsmandens initialer fra en fingerring i ansigtet på afdøde.

»Men partnerdrab er ikke noget, der bliver brugt så meget krudt på, selv om det er langt det mest hyppige. Det kan min forskning forhåbentlig være med til at rette op på.«

Hen over de 25 år, han har undersøgt, tegner antallet af drab en siksakkende kurve nedad. 1992 var året med flest, 78 drab, mens der var færrest i 2012, kun 29. Årsagen til faldet er svært at give klart svar på. Retsmedicineren mener, det blandt andet hænger sammen med, at kriminalitet og vold i samfundet falder helt generelt:

»Og alt andet lige må det også smitte af på drabsstatistikkerne.«

Han overvejede at kalde sin afhandling for »Opdagede drab i Danmark«.

»For vi kan jo strengt taget ikke vide, hvor mange mennesker der bliver dræbt. Der kan være drab, vi ikke kender til.«

En af de ting, han har fokuseret på i sin forskning, er netop drab, som først bliver opdaget sent i processen, fordi man i første omgang tror, de skyldes sygdom, selvmord eller uheld.

»Hvis et dødsfald vækker mistanke, er lægen forpligtet til at kontakte politiet, så der kan blive iværksat en efterforskning. Men i mit materiale er jeg stødt på en del antal, hvor drabet først er blevet opdaget på retsmedicinerens bord. De repræsenterer en type sager, vi i fremtiden måske kan være mere opmærksomme på, så vi ikke overser drab,« siger Asser Hedegård Thomsen, som i sin videre forskning vil se nærmere på netop denne type sager.

En af de mest lumske drabsmetoder er kvælning. I gennemgangen af de 249 kvælningssager har det overrasket Asser Hedegård Thomsen, hvor få skader man faktisk finder på ofret:

»Har en mand en kniv siddende i hjertet, kan man godt konkludere, at han er død af det. Men et blåt mærke på halsen er jo ikke i sig selv farligt. Medmindre det er opstået ved, at man har klemt. Jeg har stået med en sag, hvor manden indrømmede, at han havde kvalt sin kone. Men hun havde kun en enkelt hudafskrabning. Havde han ikke sagt det selv, er det ikke sikkert, det var blevet opdaget.«

Nu begynder et timelangt arbejde med at beskrive og registrere hver enkelt skade på den dræbte – helt ned til den mindste rift. I fagsprog kaldet læsioner. Omkring ti procent af dem overses på gerningsstedet, bemærker Asser Hedegård Thomsen. Han begynder oppefra:

»I venstre side af panden ses en rødlig hudafskrabning. Punktum. Nyt afsnit.«

Han trykker en metallineal ned i krølhåret på mandens bryst. Hver enkelt skade får et nummer, bliver målt og beskrevet, Ruth Glerup tager et billede, og Erling Laursen tager blyantsnoter på skitsen efter Asser Hedegård Thomsens diktat. Alle arbejder sammen med hurtige, koncentrerede bevægelser.

»Skarprandet læsion målende 4,5 centimeter i længden og gabende op til 1 centimeter. Punktum. Nyt afsnit.«

Med instrumenter og ord tegner Asser Hedegård Thomsen langsomt et landkort af læsioner over mandens krop. Nogle stik er kun lige gået igennem det øverste hudlag. Andre er nået ned i underhuden. Og så er der dem, der er gået helt igennem til organerne.

»De mange stik er udtryk for, at gerningsmanden har været sindsbevæget. Hvis det her havde været min første sag, ville jeg nok have syntes, det var voldsomt. Men i dag ved jeg blandt andet på grund af min forskning, at det ikke er så sjældent. Det er derfor, det er godt at have objektive mål for tingene.«

Læsion nummer 25 er et snitsår i overarmen, og nummer 36 er et skrab ved knæet. Da alle læsioner er målt og talt op, er klokken 14.10, og det er tid til frokost. Inden han forlader lokalet, dækker Asser Hedegård Thomsen ofret til igen med et lagen.

»Når vi ikke skal kigge, er der ingen grund til at kigge,« som han formulerer det.

»Og hvis strømmen går i bygningen, ruller persiennerne op, og så er der kig lige ned i rummet. Ret uheldigt, hvis der skulle komme nogen forbi udenfor.«

Når Asser Hedegård Thomsen holder foredrag om sit arbejde for politifolk, studerende eller på Folkeuniversitetet, viser han indimellem et billede af Elvis og Nixon, der trykker hinanden i hånden i 1970. Så langt skal man nemlig tilbage for at finde den seneste videnskabelige kortlægning af drab i Danmark. Asser Hedegård Thomsen gik i gang i 2014 ved siden af arbejdet som retsmediciner – i første omgang fordi han mente, de mange vigtige data manglede.

»Det har egentlig bare handlet om at sætte sig ned og lave det, man burde have gjort for mange år siden,« siger han.

Først i 2016 fik han godkendt projektet som en ph.d.-afhandling. Han har dog bibeholdt arbejdet som retsmediciner på halv tid ved siden af forskningen:

»Tre år væk fra rutinerne er for lang tid. Jeg ville komme til at savne mit arbejde.«

»Det er en smule voldsomt, det vi skal til nu,« advarer Erling Laursen. »Og det kan godt svine lidt.«

Vi er tilbage i kælderen efter en rugbrødssandwich, et par lakridsbolsjer og en kop sort kaffe i mødelokalet. Det er blevet tid til at åbne liget. Med trænede bevægelser og en lille sortskaftet kniv lægger Erling Laursen et snit i ofrets nakke fra øre til øre. Han krænger huden af og folder den hen over den dødes ansigt – nærmest som en gummimaske. Så tager han en lille elektrisk rundsav, skærer et trekantet snit i kraniet med en høj fræselyd og vipper skallen til side med et lille sprødt knæk.

Det går lynhurtigt, og pludselig er der frit udsyn til hjernen. Erling Laursen skærer nogle få hinder over og løfter hjernen over i en metalskål. Det indvendige af skallen ligger blottet og blegt tilbage.

På et bord i den anden ende af lokalet vejer Asser Hedegård Thomsen hjernen og skærer den i skiver. Han undersøger karrene for blødninger og sygdomme.

»Det er vigtigt at konstatere, om han for eksempel har fået et slag i hovedet eller har haft en hjerneblødning.«

Imens skærer Erling Laursen brystkassen op med en takket kniv. Han snitter igennem et gulligt fedtlag og skubber brysthuden ud til hver side. Nu bliver det tydeligt, hvor de forskellige stik er gået igennem brystkassen. Asser Hedegård Thomsen tæller og dikterer:

»Mellem venstre femte og sjette ribben ses en skarprandet læsion. Punktum.«

Obduktionen føles mest voldsom, når man dvæler ved detaljer, der minder om et levet liv: linjerne indvendigt i hænderne. De gråsprængte skægstubbe. Tånegle, der trænger til at blive klippet. Men efterhånden som obduktionen skrider frem, bliver manden stadigt mere kød og mindre menneske. Asser Hedegård Thomsen er godt klar over, at det er grænseoverskridende:

»Når jeg udfører mit arbejde, gør jeg ting, jeg egentlig ikke bryder mig om. Jeg har ikke lyst til at åbne den mands kranie, men jeg gør det, fordi jeg skal. Og jeg kommer jo ikke ind fra gaden og gør det for sjov. Der er ringet efter mig, fordi der er en opgave, der skal løftes.«

Indimellem kan han godt i tankerne trøste den, der ligger på bordet.

»Jeg kan godt finde på at tænke: ’Så, så. Det var træls, at vi to skulle mødes her.’ Specielt når det er børn, bliver man da ked af det. Men så husker jeg mig selv på, at der er brug for den viden. Og vi forsøger at være ordentlige.«

Foran Asser Hedegård Thomsen står ofrets bryst nu åbent med ribbenene hvælvet på hver sin side som en stribet vifte. I venstre lungehule står blodet højt. Et stik i ryggen har givet voldsomme indre blødninger. Erling Laursen øser det op i et målebæger med en dyb ske. Der er omkring en liter.

»Det er derfor, han er så bleg,« siger han og stiller det fyldte bæger fra sig. Der danner sig hurtigt perler af kondens på ydersiden. Han suger urin op fra blæren med en plastikkanyle. En halv liter. Det noteres i et skema.

»Han døjede vist med lidt prostata,« konstaterer Asser Hedegård Thomsen, der er i gang med at undersøge en af skaderne ved at stikke tynde metalsonder ud gennem blodårerne for at se, hvor de er skåret over.

»Må vi begynde at rulle hans fingre?« spørger Ruth Glerup. Retsmedicineren nikker.

Ib Jensen holder nænsomt afdøde i hånden, mens Ruth Glerup kører sværte på fingrene med en lille rulle. De tager fingeraftryk, som bliver sat på gennemsigtige ark til den videre efterforskning.

Under obduktionen bliver der også taget prøver af både væv, blod og urin og fra næseborene. Med dem kan retskemikerne afgøre, om ofret eksempelvis var fuld eller skæv, da han døde. Vævsprøver kan være med til at udelukke andre dødsårsager.

»Man ved aldrig, hvad der kan være relevant, før man har kigget efter det. Måske har ham her siddet og sniffet kokain sammen med gerningsmanden. Og hvis ofret opførte sig mærkeligt op til drabet, var det så, fordi han havde meningitis,« spørger Asser Hedegård Thomsen

Alle de indre organer bliver lagt over på et metalbord. Asser Hedegård Thomsen løfter dem op foran sig som et gardin. Han gennemgår hvert enkelt nøje med pincet, saks og knive i forskellige størrelser til hjælp og forsøger at finde ud af, hvordan hvert enkelt stik har gjort skade indvendigt og i hvilken retning.

»Det er altid vanskeligt, når liget er stukket rigtig mange gange. Og jeg skal tænke mig om nu,« siger han.

»Det er som et omvendt puslespil, som jeg skal skille ad del for del for at finde ud af, hvordan tingene griber ind i hinanden. Rækkefølgen er vigtig, for det er meget svært at rekonstruere bagefter.«

Både mavesæk, bugspytkirtel, lever og hjerte er ramt flere gange. Der har været god kraft på.

»Min største frygt under en obduktion er, at vi overser noget. At der, efter at ofret er blevet begravet, kommer en eller anden og siger: 'Det var mig, der slog ham ihjel,' hvis jeg har peget på en anden forklaring. Min anden bekymring er den modsatte: at overfortolke.«

Der går næsten en time, før han er sikker i sin sag: Manden er død af stikket i ryggen, som har ramt legemspulsåren og ført til den store blødning i lungehulen.

»Rent juridisk er det vigtigt at vide, hvilket stik der slog offeret ihjel. Er der flere skader, har rækkefølgen betydning, så man ikke dømmer en gerningsmand for noget, som eksempelvis skete to dage før, da offeret faldt og slog hovedet på cykel. Og er der flere gerningspersoner, som har slået eller stukket er det også vigtigt, hvem der tilføjede den dødbringende læsion.«

Han vejer hvert enkelt organ og noterer vægten ned til sidste gram. Derefter vurderer han dybden af de enkelte stik ved at føre en lineal ind gennem hullerne. Det dybeste er ti centimeter. De mange opmålinger skal bruges som dokumentation, forklarer han:

»Vi tager noget uordentligt, måler det præcist og skaber dermed en anden form for orden.«

Retsmedicinerne analyserer og konkluderer sjældent lynhurtigt, som man ser det i krimiserier og på film:

»Vi diskuterer og tager forbehold. Vi er sjældent så skråsikre som dem på tv. Men de skal jo også skynde sig videre til næste scene,« siger Asser Hedegård Thomsen.

Forskningsprojektet har givet ham en ekstra erfaring. For selv om han ikke har været til stede i alle 1.417 sager, har han dem på en måde med sig i erindringen, når han går ned i kælderen.

»Jeg kommer jo kun til at foretage et vist antal obduktioner i min karriere, men igennem min forskning har jeg haft mulighed for at se på mange flere. Når jeg kigger på ham her, får jeg lige et billede inde i hovedet af ti andre drab, hvor der også er stukket med kniv i brystet og halsen. Det kan sammenlignes med folk, der har hørt rigtig meget musik, som så hører et nyt stykke og ud fra rytmen og tonearten kan sige, at det minder om Thin Lizzy her og Sebastian der.«

Når institutsekretæren møjsommeligt har udskrevet hans mange iagttagelser, skal Asser Hedegård Thomsen de kommende dage tegne skitser rent, lave resumé og konklusion. Det hele skal kunne holde, når sagen på et tidspunkt kommer for retten, hvor han sandsynligvis bliver indkaldt som ekspertvidne.

Sidst på dagen kommer en kollega forbi. Sammen gennemgår de to retsmedicinere dagens overordnede fund og teser. Kollegaen skal også læse og skrive rapporten under, før den går videre til politiet.

»Det er for at sikre, at jeg ikke har sjusket eller overset noget,« siger Asser Hedegård Thomsen.

Klokken lidt i fire triller kriminalteknikerne hjemad med deres sporkufferter. Der bliver stille på stuen bortset fra en let summen fra udsugningen. Erling Laursen sætter hjerneskallen på plads, trækker huden og håret hen over kraniet, tråder en lædernål med hvid bomuldssnor og begynder at sy. I løbet af nogle få sting har snoren skiftet farve til rød. Han begynder langs tindingen, og 40 minutter efter er liget næsten intakt. Gennem et lille hul over navlen lægger han alle de indre organer tilbage i kroppen. Så lukker han manden sammen. Skaderne er en del af efterforskningen. De bliver stående åbne.

Klokken er 17, og alle kontorerne på instituttet er mennesketomme, da Asser Hedegård Thomsen tager telefonen og ringer til den drabsefterforsker, der arbejder med sagen. På væggen på hans kontor, ved siden af et billede fra The Sopranos, hænger et danmarkskort med en rød prik for hver enkelt drabssag, han har medvirket i.

»Så er vi færdige i kælderen,« siger han og opsummerer antallet af stik for politimanden i den anden ende af røret.

»Ja, det tog lang tid. Men i betragtning af hvor mange huller der var, er det gået hurtigt.«

Efter samtalen kigger han sine papirer igennem og danner sig et overblik for at være klar til at arbejde videre med rapporten næste dag. Så tager han et bad og klæder om, lige i tide til at nå en børnefødselsdag med familien klokken 18. I bilen på vej hjem og i morgen tidlig, når han vågner, vil billeder fra dagens arbejde løbe igennem hans hoved. Sådan er det altid.

»Det kommer i små glimt de kommende dage. Der er ikke lyd på. Og det er ikke uhyggeligt. Det kunne være et billede af et hjerte med stiklæsioner i, hvor jeg spørger mig selv: ’Hvilket stik kom først?’ Eller hvis jeg ser en mand på gaden med samme slags jeans på, som ham i dag, tænker jeg: ’Ham dér klarede den.’ Men det er bare sanseindtryk, der skal lagres.«

I kælderen er Erling Laursen blevet færdig med at vaske og tørre afdøde med klude og svampe. Han løfter ham op i luften med en kran. Et øjeblik svæver han i luften med armene ud til siden og håndfladerne vendt mod loftet. Så bliver han sænket ned på et rullebord, hvor han bliver pakket ind i et lagen og derefter i gennemsigtigt plast. Så bliver han trillet ned ad gangen og ind i kølerum nummer 2. Når politiet giver lov, bliver han udleveret til bedemand og begravelse. Erling Laursen gør omkring 150 mennesker klar om året.

»Jeg gør det så godt, jeg kan, af hensyn til de pårørende. Hvis et offer ser helt forfærdeligt ud, skriver vi ’Ikke egnet til fremvisning’,« siger Erling Laursen.

»Men ham her er meget pæn,« siger han. »Og klar til, at hans mor kan se ham.«

I ofrets hjem er persiennerne lukket ned. Politiassistenten Jørn lyser med en lommelygte rundt i stuen. På sofabordet står en sjat kaffe i en kop ved siden af en fjernkontrol, en udfyldt Oddset-kupon og en halv pakke cigaretter.

»Det er et ryddeligt og pænt hjem,« konstaterer han. »Altså bortset fra blodet.«

Det er der til gengæld meget af. Særligt på tæppet i stuen, hvor en tyk klistret sø fortæller, hvor ofret har ligget. Der er også blod på sofaen og på en lænestol og små stjerneformerede stænk på væggene flere meter væk. Et af dem har ramt et lille sort-hvidt billede i ramme af ofret som barn.

På en kalender kan man se, at afdøde havde en lægetid i næste uge. I køkkenet ligger et enkelt æble i frugtskålen og endeskiven af et hjemmebagt brød i en pose. Men i knivblokken mangler en kniv.

Jørn tømmer køleskabet for sødmælk og tager affaldsposen med ud. Gerningsstedet forbliver forseglet nogle måneder, indtil sagen er endeligt afsluttet.

»Der kan gå lang tid, før der kommer nogen her igen,« siger han.

I soveværelset er det mekaniske vækkeur på kommoden gået i stå.