Jørgens krop giver et spjæt, mens hans indre damp stiger voldsomt. Pupillerne står knivskarpt, kæben er spændt. Radioavisen er gået i gang, og det er noget lort, for så er klokken 9.00.

Han flyver op af sin orange sofa og ømmer sig over ryggen. Så jokker han i en kanyle, der stritter lige op i vejret. Den blev brugt som dartpil aftenen før.

»Hvorfor har jeg ikke har fået ryddet op endnu,« vrisser han.

Kom så, kom så, kom så. Tiden er knap. Han hiver læderjakken over sin krumme ryg. »1, 2, 3, fremad! Vi rykker,« siger Jørgen højt med sin nasale Jørgen Leth-stemme.

Så spurter han ned gennem morgenlyset med udsigt over Aarhus’ industriby. Den lange, trafikerede gade, Spanien, passeres lynhurtigt med løb ind mellem bilerne. Han trykker på dørtelefonen til Heroinklinikken, én af Danmarks fem heroinklinikker, som stilles til rådighed af Center for Misbrugsbehandling. En kvinde observerer Jørgen i overvågningskameraet og genkender ham med det samme. Med sin søde stemme byder hun ham velkommen:

»Godmorgen, Jørgen.«

Jørgen spæner op ad trappen. Han snakker ud i én køre. Det er ekstremt vigtigt med en dosis heroin. Han er kun en lille smule for sent på den. Sygeplejersken skal egentlig give ham metadon i stedet, fordi han kommer for sent. Men Jørgen holder fast. Sygeplejerskerne kigger på hinanden, fniser og kan ikke lade være med at smile.

Jørgen begynder at fortælle historier. Så er han svær at stå for.

Nu fortæller han om sin flugt fra et åbent fængsel. Han flygtede faktisk tre gange. I fuld spurt. Og hver gang han nåede til togperronen, kiggede han tilbage over skulderen og jublede indeni. Abstinenserne rev i kroppen og rev i psyken, men snart skulle han have et fix.

Efter et par dage meldte han sig selv igen. Så havde han små kugler heroin gemt i munden eller stoppet godt op.

Nu får han udleveret metadonpiller af sygeplejersken. Han står med dem i hånden og vender det hvide ud af øjnene.

»Pis!«

Ole er død. Jørgen holder ikke tårerne tilbage, når han tænker på sin bror, for rigtige mænd lader tårerne løbe. Der går ikke en dag, hvor han ikke savner ham.

De langede meget dope over disken dengang og tjente styrtende med penge. 80’erne var deres storhedstid. De hentede heroinen i Holland og solgte den i Danmark, og de gik i Ralph Lauren og Lacoste og spiste altid ude og tog taxa til alting, og intet kunne skille dem ad. Troede de.

Når Jørgen dagdrømmer, handler det altid om rigdom. Dengang det virkelig kørte for ham og Ole, manglede de ikke noget.

Men Ole er død. Det var i 2012 – en typisk narkomandød. Siden er Jørgen blevet enspænder, og han kalder sig selv en loner, en lonely wolf eller lonely cowboy.

Cowboyen er bange. Lægen fortæller ham, at han har leverbetændelse. Det er enhver narkomans frygt, og det var det, der slog Ole ihjel. Jørgen får kuldegysninger. Det er maj måned 2016. Stuen på Skejby Hospital minder ham om dengang, han besøgte sin døende bror. Men leverbetændelsen er ikke engang det værste, som lægen har fundet, for Jørgens rygsøjle er fyldt med gule stafylokokker, og han har betændelse ved den ene hjerteklap og galdesten i maven.

Jørgen læner sig frem i stolen, græder og tager sig til hovedet. Han er bange for, at han skal dø nu.

Jørgen har været død før. I seks til ni minutter. Det var i 1987. Hans gamle tv var brudt i brand, og ilden havde spredt sig til lejligheden.

Han gik fuldstændig i panik, kunne ikke trække vejret, hamrede hovedet ind i væggene, var blændet af røgen.

Hvor er jeg? tænkte Jørgen.

I de sidste desperate sekunder, før han døde, hørte han lyde, som mindede om et larmende symfoniorkester, der stemte instrumenter. Det blev højere og højere, og til sidst afsluttede det med en eksplosion.

Nogle gæster i opgangen opdagede, at der stod flammer ud ad tagvinduet. Han blev reddet, og overlægen sagde, at hvis der bare var gået ét minut mere, så havde han været død for good.

Efter syv ugers indlæggelse blev han udskrevet fra Skejby. Heller ikke denne gang fik døden ham.

Men den lurer hele tiden. I sommeren 2017 bliver han indlagt i hele otte uger på grund af betændelse ved hjerteklappen og spinalstenose i rygsøjlen.

Og så bliver han udskrevet igen.

En halv time syd for Aarhus ligger den lille provinsby Malling, og her voksede Jørgen op. Modsat mange andre narkomaner var hans liv ikke hårdt og fuld af misbrug og modgang. Barndommen var tryg.

Vennerne kaldte ham Sol, og Sol kunne løbe. 100 meter på 11,4 sekunder. 80 meter på 9,9 sekunder og 60 meter på 7,6 sekunder. Og han kunne også lave grimasser og imitere de kendte, så hans venner troede, at Sol skulle være skuespiller. Eller fodboldspiller. Han var ligefrem på et talenthold. Han og Ole var nogle af de bedste.

Barndomsvennen Thorleif tænker tit over, hvad det kunne være blevet til med Jørgen, hvis han var fortsat på gymnasiet ligesom de andre og ikke begyndt at hænge ud med alle de skæve typer, der røg hash. Alle rødderne.

Jørgen var klog, og Thorleif synes stadig, at hans gamle ven lyder som en akademiker i dag. Han var også god i skolen, men han blev bare så pokkers genert i de store klasser. Så bøjede hans knæ sig ligesom forover, som de stadig gør i dag, og han følte sig så befippet og forkert, at han nogle gange pjækkede for at komme væk. Alkohol satte ham fri. Rusmidler satte ham fri. Han følte, at han kunne være sig selv, og det var aldrig meningen, at han skulle blive afhængig af heroin.

Et par år efter, de var gået ud af skolen, fik vennen Thorleif en læreplads i SuperBrugsen i Malling. En dag talte hele butikken om, at naboen, SDS Sparekassen, var blevet røvet. Det viste sig, at det var Jørgen, som havde været chauffør i flugtbilen, der ventede foran banken. De to venners liv drejede i forskellige retninger.

Men for nogle år siden, lød en stemme i Thorleifs telefon:

»Det er mig, Jørgen,« sagde en nasal stemme.

Jørgen havde hørt, at den gamle folkeskoleklasse holdt jubilæumsfest, og han ville vildt gerne med, men havde ikke råd lige nu. Thorleif og en anden splejsede om Jørgens mad, og han kom tilbage til fest på Malling Skole og snakkede med alle de andre fra klassen. Jørgen elskede det. På et tidspunkt måtte han lægge sig hen på en sofa, mens de andre festede videre, og Thorleif skævede hen mod Jørgen og så, at han lå med et saligt, veltilfreds smil. Det var tre dage før, hans bror døde.

»Åh, hej Mutter,« siger Jørgen.

»Hej, Jørgen. Nå, hvordan går det?,« spørger Inger, og de giver hinanden et kærligt kram.

Jørgen er på søndagsbesøg hos sin mor. Det var en lang tur med bussen til barndomshjemmet i Malling, men det er det værd. Hun er 86 år gammel og det vigtigste menneske i hans liv. Før besøgte han hende hver eneste søndag, men nu er det hver anden eller tredje, for hverken hendes eller hans helbred kan holde til mere.

Forleden nat faldt Inger igen ud af sengen og slog ryggen. Nu må Jørgen hjælpe hende med at få signal på tv'et og lave lidt mad. De skal have krydderboller. Inger forsøger at tage brødristeren frem, men hun kan ikke bukke sig ned – kræfterne er der ikke, det gør for ondt, så Jørgen jager over for at støtte hende. Han holder om sin mor, tager brødristeren op og lægger bollerne på.

»Hvad sker der, Jørgen?« udbryder Inger efter noget tid.

En brændt duft sniger sig gennem det velholdte hjem. Bollerne er blevet sorte, og så går røgalarmen i gang.

»Undskyld, mor!« råber Jørgen.

Inger hører dårligt. Han træder vaklende op på en stol, slukker alarmen og skifter batteriet.

Når Jørgen har skullet i fængsel, er det Inger, der har smurt madpakken og kørt ham til toget. Besøgt ham, når han været indlagt. De har altid holdt jul sammen og altid hjulpet hinanden.

»Jeg elsker hende over alt på jorden,« siger Jørgen.

Senere – i november 2018 – bliver Inger opereret for tarmslyng. Jørgen tror, at hun skal dø, men hun kommer sig langsomt, selv om det tærer voldsomt på hendes kræfter. Jørgens stemme bliver skinger, og hans øjne bliver våde, når han taler om operationen. Han vil ikke miste hende. Han vil heller ikke dø før hende.

Det var ovre i Beder, Mallings naboby, at en ung kvinde ved navn Birgitte en dag kom cyklende og så tre unge fyre, der hang på gaden. Hun spurgte, om de solgte hash, og Jørgen tog styringen med det samme. De skulle nok komme forbi med varerne, sagde han.

Godt pumpet op på dope og selvtillid troppede han op med slænget og gav hende både hash og sit telefonnummer. Jørgen havde bedt til de højere magter om at måtte få Birgitte, for hun var hans drømmekvinde. Han havde set hende give adskillige shows på et diskotek nede i byen. Nu inviterede han hende ud.

De var sammen i 25 år.

Nu putter hun sig ind til Jørgen for at få varmen, for det har været en kold og blæsende dag at sælge Hus Forbi på.

»It’s a miracle, another miracle,« synger Roger Waters ud af højttalerne, og Jørgen synger med.

Snart skal Birgitte hjem til sin egen lejlighed i Viby og mødes med sin tilsynsværge.

Birgitte er også misbruger. Da hun og Jørgen var kærester, tjente hun penge som prostitueret, mens Jørgen tjente som pusher. De kørte et gram kokain om dagen, hun og Jørgen, og de kan stadig komme op at skændes om, hvem der tog mest.

De har været væk fra hinanden i flere år, men i foråret 2018 fandt de vejen tilbage til et kærligt venskab – kærester vil de ikke helt kalde det, selv om Jørgen stadig kan mærke en flamme, der vist aldrig går væk.

Det er efterår 2018. Birgitte og Jørgen sidder i hver deres stol i Birgittes stue og ser en dokumentar om leoparder på YouTube. Roen har sænket sig i kroppen, de har lige spist hakkebøffer med kartoffelmos. Jørgen sidder foroverbøjet med en sodavandsis i hånden.

»Ej, hvor er det synd for det lille dyr, der bliver spist,« siger Jørgen med en smerte i stemmen.

Han har »af gode grunde« ikke fortalt sin mor om det nye forhold til Birgitte. Der har været så meget drama i det forhold, og hun vil blive påvirket negativt af den nyhed. Hvis tingene forløber godt, tænker Jørgen at nævne det for hende.

De andre i miljøet kalder Jørgen for »en af de sidste«. Selv om hans liv og hverdag er styret af en konstant jagt efter kokain og heroin, holder han sit fokus. Han er god til at dosere, få spist mad, være social og generelt have en rytme. Han blev lært op af en gammel ven Henrik, som desværre er død nu, men han havde styr på sagerne. De var nogle af de første i Danmark, der lærte at ryge heroin, og Jørgen har aldrig tage en overdosis.

Jørgen trækker sin cykel, men er forpustet. Han har en aftale med en dealer ved Bruuns Galleri, og det er bedst at være der til tiden. Hans krop er helt foroverbøjet.

»Fuck mand, jeg når det ikke,« siger Jørgen fortabt.

De forbipasserende sender Jørgen skeptiske blikke.

»Ja, det er spændende, ikke?« siger han.

Da han ankommer, sænker roen sig. Han fløjter, synger, imiterer et par velkendte skuespillere og spørger samtlige forbipasserende: »Giver du en cigaret?«

De fleste siger nej.

Jørgen svarer: »Nå, du ryger ikke? Det var da fornuftigt.«

Han smiler, og alle smiler tilbage.

Nok får Jørgen to daglige fix heroin på klinikken hos Center For Misbrugsbehandling, men de yderligere fem-ti daglige fix må han skaffe andre steder. Han har prøvet afvænning – flere gange endda. Men han er altid faldet i igen. Der er ingen grund til at spilde flere kræfter eller penge på endnu et forsøg – det løb er kørt.

En sort bil med tonede ruder ruller op til kantstenen, forhandlingen tager et halvt minut.

Jørgen vandrer rundt i lejligheden. Han er høj. Han leder efter noget. Et gammelt billede af Ole og Jørgen dukker frem bag hans mannequindukke. Brødrene er iklædt hvidt tøj og spiller op til kameraet. Det er Inger, som har fotograferet sine to sønner på besøg hjemme i Malling.

De beskyttede hinanden. De passede på hinanden. Han kan ikke rumme, hvis Inger også dør. Han kan ikke dø før hende. Det, Jørgen kan, er at leve.