Manden i bølgerne

Morten Frich og Sille Veilmark
Hanstholm
Fuck!
Det lød som et brøl fra havet. Han følte molen af beton, styrket med blokke af granit, skælve under trykket fra brodsøen, der rejste sig som en mur af vand 9-10 meter op mod himlen. Christian Nereus Grant drejede sig halvt omkring og kiggede direkte op i kæmpebølgen bag ham.

»Fuck,« tænkte han, bare fuck, mens han forsøgte at nå i ly bag sin bil, som han få øjeblikke forinden havde parkeret yderst på Østre Tværmole på Hanstholm Havn. Måske kunne han nå at hægte sig fast på siden af bilen.

Brodsøen fejede hans 1.600 kilo tunge bil hen over molen som et sandkorn, køretøjet traf ham på højre underben, og han mærkede, at noget knækkede.

»Både bilen og jeg bliver ført ud mod kanten. Du har ingen tid at tænke i, du skal bare tage en beslutning. Hvis bilen ryger ud sammen med dig, ligger du under bilen. Dét er noget lort. Så jeg tænker bare: Spring. Så jeg sprang ud i havnebassinet af fuld kraft.«

Han sprang sidelæns med hovedet først ud i bassinets snavsede vand for at komme så langt væk fra køretøjet som muligt. Han troede ikke for alvor på, at det ville lykkes ham at undgå bilen, men han anede ikke, hvad han ellers skulle stille op.

Skønt vandet i inderhavnen under stormen Urd spillede, som var det kogende, ramte kulden ham som et chok.

Da han fik hovedet oven vande, så han, at bilen stadig stod på molen.

Det her var virkelig fucked.

Af frygt for at blive ramt af bilen havde han selv kastet sig i det iskolde vand. Han ville ikke overleve mange minutter, hvis ikke han kom op af vandet.

Foto: Sille Veilmark
Det er kun i et atlas, at der er langt fra Texas til Thy. På restaurationen Røgeriet på havnen hænger fotos af byens pionerer – hårde mænd med viltert skæg og sorte hatte. De kunne castes til en cowboyfilm, hvis ikke det var for deres hjemmelavede redningsveste med indsyet kork og tjærede træbåde i baggrunden.

I Texas er det værste, du kan sige til en mand, at han er »all hat, no cattle« – altså at han ikke er mand for sin hat, men tværtimod har det hele i munden. Det værste, du kan sige til en mand på egnen her, er, at han ikke har røv i sine bukser.

Det blæser altid i Hanstholm. Det gør det til et specielt sted at bo. De er gæstfri folk, men rutter ikke med ordene, rutter ikke med følelserne. De er seje og fri og, med et strejf af galskab og anarki, vant til at klare sig selv. Man skulle tro, at Jyllands nordvestligste punkt var opkaldt efter et sted inde i dem. Men det er naturligvis ikke tilfældet. Hanstholm-knuden er bare en klippe af kalk.

Huset ligger på en bakkekam, det er nyrenoveret og stort. Familiens gamle hus, som ligger lidt længere oppe ad vejen, er ikke større, end at hele huset kan ligge i garagen på det nye.

Straks man kommer inden for i bryggerset, ser man, at børnene er i centrum i huset. Ved siden af vaskemaskinen og tørretumbleren og børnesko og flyverdragter er der indrettet et legehjørne med et lille bord og to stole og Lego, så de små kan lege nær mors og fars hånd, når det praktiske skal ordnes, og det skal det jo. Christian er far til fire.

Christian Nereus Grant humper hen til døren med krykker og benet i støvlebandage og åbner for Dagbladet Information efter at have sagt nej til et hav af aviser og tv-stationer. Hvorfor ved han egentlig ikke. Men han indvilger i at stå frem på én betingelse: Artiklen skal ikke kun handle om, hvad han har overlevet – den skal også handle om, hvad han lever for, og dét er måske det mest utrolige ved hele historien.

27. december 2016 i efterdønningerne af stormen Urd fangede en fotograf fra fotobureauet Scanpix en unavngiven mand, som kæmpede for sit liv i havnebassinet efter at være blevet ramt af en brodsø. Historien og de dramatiske billeder af et menneske fanget på molen gik rundt i alle danske medier. Mange antog på baggrund af medieomtalen og politiets advarsler om danskernes uforsigtighed, at der var tale om en tilfældig stormturist, og da først stormen løjede af, var der ingen, der vendte tilbage og fortalte den rigtige historie:

Manden i bølgen, Christian Nereus Grant, er formand for Bølgekraftforeningen. Han drømmer om at finde en måde at aftvinge en bølge som den, der nær havde slået ham ihjel, sin umådelige kraft og lave den om til elektricitet.
Det er kun i et atlas, at der er langt fra Texas til Thy. På restaurationen Røgeriet på havnen hænger fotos af byens pionerer – hårde mænd med viltert skæg og sorte hatte. De kunne castes til en cowboyfilm, hvis ikke det var for deres hjemmelavede redningsveste med indsyet kork og tjærede træbåde i baggrunden.

I Texas er det værste, du kan sige til en mand, at han er »all hat, no cattle« – altså at han ikke er mand for sin hat, men tværtimod har det hele i munden. Det værste, du kan sige til en mand på egnen her, er, at han ikke har røv i sine bukser.

Det blæser altid i Hanstholm. Det gør det til et specielt sted at bo. De er gæstfri folk, men rutter ikke med ordene, rutter ikke med følelserne. De er seje og fri og, med et strejf af galskab og anarki, vant til at klare sig selv. Man skulle tro, at Jyllands nordvestligste punkt var opkaldt efter et sted inde i dem. Men det er naturligvis ikke tilfældet. Hanstholm-knuden er bare en klippe af kalk.

Huset ligger på en bakkekam, det er nyrenoveret og stort. Familiens gamle hus, som ligger lidt længere oppe ad vejen, er ikke større, end at hele huset kan ligge i garagen på det nye.

Straks man kommer inden for i bryggerset, ser man, at børnene er i centrum i huset. Ved siden af vaskemaskinen og tørretumbleren og børnesko og flyverdragter er der indrettet et legehjørne med et lille bord og to stole og Lego, så de små kan lege nær mors og fars hånd, når det praktiske skal ordnes, og det skal det jo. Christian er far til fire.

Christian Nereus Grant humper hen til døren med krykker og benet i støvlebandage og åbner for Dagbladet Information efter at have sagt nej til et hav af aviser og tv-stationer. Hvorfor ved han egentlig ikke. Men han indvilger i at stå frem på én betingelse: Artiklen skal ikke kun handle om, hvad han har overlevet – den skal også handle om, hvad han lever for, og dét er måske det mest utrolige ved hele historien.

27. december 2016 i efterdønningerne af stormen Urd fangede en fotograf fra fotobureauet Scanpix en unavngiven mand, som kæmpede for sit liv i havnebassinet efter at være blevet ramt af en brodsø. Historien og de dramatiske billeder af et menneske fanget på molen gik rundt i alle danske medier. Mange antog på baggrund af medieomtalen og politiets advarsler om danskernes uforsigtighed, at der var tale om en tilfældig stormturist, og da først stormen løjede af, var der ingen, der vendte tilbage og fortalte den rigtige historie:

Manden i bølgen, Christian Nereus Grant, er formand for Bølgekraftforeningen. Han drømmer om at finde en måde at aftvinge en bølge som den, der nær havde slået ham ihjel, sin umådelige kraft og lave den om til elektricitet.
Hanstholm havn. Østre Tværmole, hvor Christian Nereus Grant blev skyllet i havnebassinet i efterdønningerne af stormen Urd, i stærkt blæsende vejr.
SILLE VEILMARK
Bilen
Kæmpebølgen brusede ned over molens kant som et bredt vandfald og forvandlede sig til en strøm, som intet menneske kunne svømme op imod. Termodragten klæbede til ham, han mærkede, at gummistøvlerne fyldtes med vand. Han sparkede dem af, så han kun havde sine sorte sokker på fødderne, tog et par svømmetag over mod molen, men kom ingen vegne.

Han lagde sig om på ryggen med nakken helt tilbage, for at det urolige vand i havnebassinet ikke skulle skylle ind i hans mund og næse, mens han svømmede. Han var trænet i at overleve i vand og vidste, at der var to ting, der ville slå ham ihjel. Det ene var panik. Det andet, der ville slå ham ihjel, var vandets temperatur.

Hvis et menneske udsættes for stærk nedkøling af kroppen i længere tid, opstår der hypotermi. I alvorlige tilfælde kan det medføre hjertestop og give varige hjerneskader.

En væsentlig del af det, vi ved om menneskers overlevelse i koldt vand, stammer fra de nazistiske læger bag hypotermi-forsøgene 1942-43 i kz-lejren Dachau. Dr. Sigmund Rascher og hans kolleger placerede fanger i store kar med isvand afkølet til mellem 2 og 11 grader. Fangerne var enten nøgne eller iført Luftwaffes flyverdragter, da formålet med forsøgene var at forbedre redningsindsatsen ved ulykker til søs. Luftwaffe ville vide, hvornår en redningsindsats for piloter skudt ned i Den Engelske Kanal var udsigtsløs og burde indstilles. Forsøgene viste, at døden indtraf, når legemstemperaturen faldt til 24.2-25.7 grader. Ved en vandtemperatur på 4-6 grader tog det et sted mellem en time og halvanden, inden den ufrivillige forsøgsperson døde. Men allerede efter 10-15 minutter faldt kroppens kernetemperatur drastisk.

Vandtemperaturen i Hanstholm Havn var 6,5 grader den dag. Længe før kroppens kernetemperatur i hjerne, rygmarv, hjerte og lunger ville falde tilstrækkeligt til at forårsage Christians død, ville huden og det ydre væv afkøles dramatisk. Arme og ben bliver følelsesløse, stive, lammede. Han kunne miste bevidstheden og drukne.

»Jeg skulle bare ud af det vand så hurtigt som muligt,« siger Christian Nereus Grant.

Under bilen oppe på molen så han pludselig den næste sø skylle ind. En usynlig hånd løftede bilen op over en kant og en stor pullert, hvortil de store skibe kunne fortøjres, ud over ham i havnen. Det så let og ubesværet ud. Nu svævede den direkte ind over ham. Om et øjeblik ville havet slippe taget i bilen, og den ville lande direkte på hans blottede hoved.

Christian Nereus Grant stod lodret i vandet. Der var ikke tid til at vende sig med hovedet nedad og dykke, alt, hvad han kunne gøre, var at vende håndfladerne opad og med en febrilsk basken skubbe sig dybere ned i et forsøg på at få noget vand imellem hans hoved og den faldende bil. Han baskede og baskede, skubbede sig ca. en halv meter ned, før han følte noget tungt og hårdt ramme sit hoved.

Herefter blev alt sort.
Kæmpebølgen brusede ned over molens kant som et bredt vandfald og forvandlede sig til en strøm, som intet menneske kunne svømme op imod. Termodragten klæbede til ham, han mærkede, at gummistøvlerne fyldtes med vand. Han sparkede dem af, så han kun havde sine sorte sokker på fødderne, tog et par svømmetag over mod molen, men kom ingen vegne.

Han lagde sig om på ryggen med nakken helt tilbage, for at det urolige vand i havnebassinet ikke skulle skylle ind i hans mund og næse, mens han svømmede. Han var trænet i at overleve i vand og vidste, at der var to ting, der ville slå ham ihjel. Det ene var panik. Det andet, der ville slå ham ihjel, var vandets temperatur.

Hvis et menneske udsættes for stærk nedkøling af kroppen i længere tid, opstår der hypotermi. I alvorlige tilfælde kan det medføre hjertestop og give varige hjerneskader.
En væsentlig del af det, vi ved om menneskers overlevelse i koldt vand, stammer fra de nazistiske læger bag hypotermi-forsøgene 1942-43 i kz-lejren Dachau. Dr. Sigmund Rascher og hans kolleger placerede fanger i store kar med isvand afkølet til mellem 2 og 11 grader. Fangerne var enten nøgne eller iført Luftwaffes flyverdragter, da formålet med forsøgene var at forbedre redningsindsatsen ved ulykker til søs. Luftwaffe ville vide, hvornår en redningsindsats for piloter skudt ned i Den Engelske Kanal var udsigtsløs og burde indstilles. Forsøgene viste, at døden indtraf, når legemstemperaturen faldt til 24.2-25.7 grader. Ved en vandtemperatur på 4-6 grader tog det et sted mellem en time og halvanden, inden den ufrivillige forsøgsperson døde. Men allerede efter 10-15 minutter faldt kroppens kernetemperatur drastisk.

Vandtemperaturen i Hanstholm Havn var 6,5 grader den dag. Længe før kroppens kernetemperatur i hjerne, rygmarv, hjerte og lunger ville falde tilstrækkeligt til at forårsage Christians død, ville huden og det ydre væv afkøles dramatisk. Arme og ben bliver følelsesløse, stive, lammede. Han kunne miste bevidstheden og drukne.

»Jeg skulle bare ud af det vand så hurtigt som muligt,« siger Christian Nereus Grant.

Under bilen oppe på molen så han pludselig den næste sø skylle ind. En usynlig hånd løftede bilen op over en kant og en stor pullert, hvortil de store skibe kunne fortøjres, ud over ham i havnen. Det så let og ubesværet ud. Nu svævede den direkte ind over ham. Om et øjeblik ville havet slippe taget i bilen, og den ville lande direkte på hans blottede hoved.

Christian Nereus Grant stod lodret i vandet. Der var ikke tid til at vende sig med hovedet nedad og dykke, alt, hvad han kunne gøre, var at vende håndfladerne opad og med en febrilsk basken skubbe sig dybere ned i et forsøg på at få noget vand imellem hans hoved og den faldende bil. Han baskede og baskede, skubbede sig ca. en halv meter ned, før han følte noget tungt og hårdt ramme sit hoved.

Herefter blev alt sort.

En kz-fange iført flyverdragt under et hypotermi-forsøg i kz-lejren Dachau. Foto: USHMM
Når han sidder i sit hus og skal forklare, hvordan han for ti år siden havnede i Hanstholm og kom ind i arbejdet med bølgekraften, begynder han med at sige:

»Måske var det en slags 40-årskrise.«

Christian Nereus Grant boede på Hjarnø i Horsens Fjord. Han opdrættede fisk, sørgede for foder og medicin og alt det andet, og den ene dag tog den anden. Han kedede sig, han ønskede sig noget mere af sit liv. Noget mindre sikkert. Noget, hvor han ville få brug for alle sine ressourcer.

Som fiskeopdrætter havde han altid været optaget af miljøforhold, og når han sejlede på fjorden, hvor han var vokset op, gloede han på bølgerne og tænkte på al den energi, der skvulpede rundt.

»Jeg tror, det var sådan, det begyndte. Først får man den dér tanke: 'Kunne man ikke…?' Og så: 'Hvordan kunne man …?'«

Vindkraft var for længst blevet en stor og moden industri.

Christian Nereus Grant. Den 51-årige formand for bølgekraftforeningen har et særligt erhvervskursus i at overleve i vand.
SILLE VEILMARK
»På landjorden er det nemt. Du kan bare sætte en mølle op i din baghave, men det er jo ikke så nemt med hav. For du skal derud. Du kan ikke afprøve og ikke udvinde bølgeenergi i din baghave. Derfor tænkte jeg, at design, udvikling og test af bølgekraftanlæg ville være en ekstrem udfordring. Og jeg trængte til at blive udfordret.«

Danfoss-arvingen Jørgen Mads Clausen og hans brødre investerede i bølgekraftfirmaet Wave Star i 2003 og skabte ny optimisme i industrien. Når erhvervsfolk af den kaliber begyndte at se mulighederne, rykkede det. Christian tog en uddannelse som teknisk designer, fik en praktikplads hos Wave Star og flyttede til København, hvor han som led i sin uddannelse designede en bølgekraftløsning, som foruden bølgens kraft var i stand til at udnytte strømninger og ændringer i vandets temperatur.

Wave Star havde udviklet en boreplatformslignende konstruktion på fire ben, hvorimellem en platform hævede og sænkede sig. Den var først testet i Aalborg Universitets bølgetank, og den var testet i realistisk miljø i Nissum Bredning. Nu skulle den testes i Hanstholm. Man siger, at i Europa, har kun Skotland og Portugal voldsommere bølger.

Christian Nereus Grant fik jobbet som sitemanager og flyttede til Hanstholm i 2010.

Wave Stars anlæg befandt sig i Polen, og han kom sejlende med anlægget til sin nye hjemby, hvor anlægget med det samme blev en attraktion for lokale og turister.

Han havde gjort det. Taget en uddannelse. Forfulgt sin drøm om at være med til at udvikle bølgekraften, skaffet sig indenfor i industrien og bestred et af de mest spændende jobs, han kunne forestille sig. Det var nu, eventyret begyndte.

Tre måneder senere var Wave Star konkurs, og Christian stod uden arbejde.
Efter mørkets frembrud. Det er nat på havnen i Hanstholm. Bølgerne slår så kraftigt ind over de flere meter høje betonvægge, at selv mågerne har søgt ly under molen.
SILLE VEILMARK
Alarm!
Havnekontoret ligger i en høj bygning af brune søsten, hvorfra havnebetjent Søren Zohnesen fra første parket kunne overvåge indsejlingen til havnen. Kontoret har en smule instrumenter, ikke ulig broen på et skib – radar, elektroniske søkort med fartøjstrafik og positioner i realtid, en VHF-radio samt vindmålere og bølgemålere, der kan give data om vejret. Desuden er der skærme med billeder fra overvågningskameraer fra havnen.

Julen var kun lige overstået, stormen Urd løjede af, og de største fiskeskibe lå i havnen og lurede på at gå ud. Med fiskekvote kan sådan et skib koste op til en mia. kroner. Sådan et skib er der ingen ejer, som er interesseret i, ligger til kaj en time længere end højest nødvendigt. Havnebetjenten vidste, det kun var et spørgsmål om kort tid, før de første stævnede ud.

Søren Zohnesen nussede med nogle papirlapper, som han forsøgte at samle til en logbog over nattens hændelser. Der havde mest været problemer med fortøjninger, der var sprunget i stormen. Han havde været på vagt tre timer og havde netop været en tur rundt på havnen for at skabe sig et indtryk af situationen.

»Vinden er egentlig ved at falde lidt til ro. Men vinden kommer ind fra nordvest, og med den vindretning varer det typisk lang tid, før havet falder til ro. Op til fire timer, efter vinden har lagt sig. Bølgerne kommer helt ude fra Atlanterhavet fra den retning. Når vandstanden så falder, samtidig med at bølgerne bliver ved at komme, gør det vandet uroligt inde i havnen. Der bliver mange dønninger. Tit er det ikke den time, hvor det blæser allermest, at vandet er mest uroligt, det er tit kombinationen af vindretning og vandstand, der falder og stiger, der gør det.«

Klokken 9:06 modtog han et opkald fra Hanstholm Samlecentral, som sorterer konsumfisk for de mindre både.

En bil var set flyde rundt i bassinet ved Pier 4, lød meldingen.
Havnen. Indsejlingen til Hanstholm Havn. Længst ude er de to ydermoler, derefter Østre Tværmole, hvor bølgerne slår direkte ind gennem indsejlingen, når vinden er i nordvest.
SILLE VEILMARK
Bil i havnen. Det var måske den værste melding, en havnebetjent kunne få. Søren Zohnesen havde selv tidligere arbejdet i Kystredningstjenesten. Der ville gå mindst fem minutter, sandsynligvis ti, før de kunne få en båd i vandet, og det ville tage endnu længere tid at få en dykker frem. Når en bil ryger i havnen, vil den flyde lidt i overfladen, men hurtigt fyldes med vand og gå til bunds. Bassinet ved Pier 4 var ni meter dybt. Vandet ville trænge ind i bilens elektriske system, og bilens elektriske vinduer ville næppe kunne rulles ned.

Idet han skyndte sig ned fra havnekontoret, alarmerede han fra sin mobiltelefon med et enkelt tryk Kystredningstjenesten, som har en redningsstation direkte på havnen.

Han alarmerede 112. Alarmcentralen havde allerede modtaget flere opkald fra havnen, der var sendt en ambulance, fik havnebetjenten at vide. Han vidste, at det ville tage ca. 13 minutter fra Thisted, hvis ambulancen var på hjul. Heller ikke den ville nå frem i tide.

Der var i virkeligheden ikke meget, hverken Kystredningstjenesten eller Søren Zohnesen kunne stille op, hvis der var folk i bilen. De ville være overladt til at forsøge at redde sig selv. Eventuelle passagerer i bilen i bassinet ville skulle vente på, at bilen fyldtes med vand, og trykket dermed udlignes, før de ville være i stand til at åbne bildøren. Hvis de formåede at bevare roen, huskede at gøre sig fri af selen og var i stand til at svømme, ville de måske på egen hånd kunne svømme op mod overfladen. Måske. Ni meter var dybt, vandet var iskoldt og mørkt, og de ville ikke kunne se en hånd for sig under overfladen.

Søren Zohnesen sprang ned i sin firehjulstrækker, en sølvgrå Suzuki Grand Vitara, og kørte hurtigt over imod Pier 4, hvor bilen var blevet set i havnebassinet.

Foto: Sille Veilmark
Hvis du har badet i Vesterhavet eller opholdt dig på et skib i en storm, så kender du bølgens kraft. Energien i havets bølger er enorm – og hvis det lykkes at udnytte den energi, skønnes den at kunne dække ca. 15 procent af Danmarks behov for energi. Der er erhvervsfolk, som har ment, at bølgeenergien har potentiale til at blive lige så stort som vindmølleindustrien.

Som formand for Dansk Bølgekraftforening er Christian Nereus Grant ikke i tvivl:

»Vi er ramt af manglen på fokus fra politikere,« siger han og minder om, at man i sin tid både fik forhøjet afregning for strømmen fra vindmøller og endda tilskud til møllen. Det gør man stadig, især til offshore-møller.

»Hvis der er noget, vi mangler seriøst inden for bølgeenergien, er det forhøjet afregning. Det ville ikke være noget, du og jeg rigtigt mærkede på vores elregning, fordi teknologien stadig er så ung.«

Men han føler, at regeringen er bange for at kigge nye steder hen.

»Det er en svær tid nu. Det hænger sammen med vores regering. Som jeg ser regeringen, ser de ikke noget problem med vores klima. Så ville de aldrig skære så kraftigt ned på støtte til udvikling af alternative energiformer. Det er ikke kun bølgekraft, det er over en bred kam. Det er, som om regeringen tror, at vinden klarer det hele. Eneste lyspunkt i øjeblikket er Alternativet,« mener han:

»Det kan godt være, det er lidt diffust. Men tanken er god nok: Vi bliver nødt til at tænke nyt.«

Han er helt overbevist om, at bølgekraften nok skal få sit gennembrud. Det er for ham alene et spørgsmål, om det bliver Danmark, der tager førerpositionen.

»Der er så meget energi derude. Det hænger sammen med, at densiteten er 800-1000 gange større i vand end i vind. Pr. rumområde er det meget mere energi. Havet er det største lager af energi, jorden har på sin overflade.«

Men energien fra havets bølger er svær at udnytte. Bølgekraftanlæggene udsættes for kraftige påvirkninger og skal kunne holde til storme og orkaner. At udvikle, teste, drive og vedligeholde anlæggene koster store summer, og i en verden med masser af billig grøn strøm fra vindmøllerne er det, mildt sagt, svært at hente en sådan investering hjem.

Som en læser på ingeniøren.dk's debatforum skrev, da Wave Star opgav sit anlæg i Hanstholm:

»At betragte en bølgekraftoptimist er som at se en bille forsøge at kravle ud af en glasflaske. Den prøver og prøver, men forsøget er på forhånd dømt til at mislykkes.«

Christian var efter fyringen fra Wave Star blevet den bille. Hvis bølgekrafteventyret fortsatte, blev det uden Christian Nereus Grant, så det ud til.

Han var nødt til at finde noget arbejde for at overleve. Han fik et job på en fiskefabrik på havnen, hvor han arbejdede om natten. Han forsøgte at være kreativ og udvikle på bølgekraft om dagen. Men han opdagede, at det ikke var let at være kreativ om dagen efter at have arbejdet hele natten på fiskefabrikken. Han forsøgte at få foden indenfor, da Wave Star blev rekonstrueret, men fik ikke jobbet.

»Øj, det var svært,« husker Christian.

Men nogen gange kommer en bille måske faktisk ud af en glasflaske imod alle odds. I toget på vej fra København mod Frederikshavn mødte han en smuk kvinde fra Ungarn. Hun sagde, at hun hed Ildikó. Han blev forelsket, og pludselig begyndte tingene at vende for ham: Et nyt anlæg fra et Holstebro-firma skulle testes i Hanstholm, og firmaet ansatte ham som deres sitemanager, og da dét firma gik konkurs, kom der et Helsingør-baseret firma, Wave Piston.

Christian Nereus Grant holder i dag opsyn med deres anlæg. Han har, sammen med sin hustru, stiftet firmaet Octomar, hvor han arbejder som konsulent for bølgeudviklerne. Ved siden af Octomar er han ansat ved Danish Waveenergy Center og passer hvervet som formand for Bølgekraftforeningen.

»Det er nemt at konvertere energien, det kan gøres mekanisk og hydraulisk. Det er bare ikke det samme som at få tingene til at virke i praksis. Vi har strømninger, vi har sand, der vandrer meget, og vi har gode søer. Så man bliver testet på sit udstyr her. Jeg kalder det her verdens bedste testsite, for hvis du kan gøre det her, så kan du gøre det alle steder. Det er ligesom sangen om New York.«

Christian fik to dejlige børn med Ildikó.
Hvis du har badet i Vesterhavet eller opholdt dig på et skib i en storm, så kender du bølgens kraft. Energien i havets bølger er enorm – og hvis det lykkes at udnytte den energi, skønnes den at kunne dække ca. 15 procent af Danmarks behov for energi. Der er erhvervsfolk, som har ment, at bølgeenergien har potentiale til at blive lige så stort som vindmølleindustrien.

Som formand for Dansk Bølgekraftforening er Christian Nereus Grant ikke i tvivl:

»Vi er ramt af manglen på fokus fra politikere,« siger han og minder om, at man i sin tid både fik forhøjet afregning for strømmen fra vindmøller og endda tilskud til møllen. Det gør man stadig, især til offshore-møller.

»Hvis der er noget, vi mangler seriøst inden for bølgeenergien, er det forhøjet afregning. Det ville ikke være noget, du og jeg rigtigt mærkede på vores elregning, fordi teknologien stadig er så ung.«

Men han føler, at regeringen er bange for at kigge nye steder hen.

»Det er en svær tid nu. Det hænger sammen med vores regering. Som jeg ser regeringen, ser de ikke noget problem med vores klima. Så ville de aldrig skære så kraftigt ned på støtte til udvikling af alternative energiformer. Det er ikke kun bølgekraft, det er over en bred kam. Det er, som om regeringen tror, at vinden klarer det hele. Eneste lyspunkt i øjeblikket er Alternativet,« mener han:

»Det kan godt være, det er lidt diffust. Men tanken er god nok: Vi bliver nødt til at tænke nyt.«

Han er helt overbevist om, at bølgekraften nok skal få sit gennembrud. Det er for ham alene et spørgsmål, om det bliver Danmark, der tager førerpositionen.

»Der er så meget energi derude. Det hænger sammen med, at densiteten er 800-1000 gange større i vand end i vind. Pr. rumområde er det meget mere energi. Havet er det største lager af energi, jorden har på sin overflade.«

Men energien fra havets bølger er svær at udnytte. Bølgekraftanlæggene udsættes for kraftige påvirkninger og skal kunne holde til storme og orkaner. At udvikle, teste, drive og vedligeholde anlæggene koster store summer, og i en verden med masser af billig grøn strøm fra vindmøllerne er det, mildt sagt, svært at hente en sådan investering hjem.

Som en læser på ingeniøren.dk's debatforum skrev, da Wave Star opgav sit anlæg i Hanstholm:

»At betragte en bølgekraftoptimist er som at se en bille forsøge at kravle ud af en glasflaske. Den prøver og prøver, men forsøget er på forhånd dømt til at mislykkes.«

Christian var efter fyringen fra Wave Star blevet den bille. Hvis bølgekrafteventyret fortsatte, blev det uden Christian Nereus Grant, så det ud til.

Han var nødt til at finde noget arbejde for at overleve. Han fik et job på en fiskefabrik på havnen, hvor han arbejdede om natten. Han forsøgte at være kreativ og udvikle på bølgekraft om dagen. Men han opdagede, at det ikke var let at være kreativ om dagen efter at have arbejdet hele natten på fiskefabrikken. Han forsøgte at få foden indenfor, da Wave Star blev rekonstrueret, men fik ikke jobbet.

»Øj, det var svært,« husker Christian.

Men nogen gange kommer en bille måske faktisk ud af en glasflaske imod alle odds. I toget på vej fra København mod Frederikshavn mødte han en smuk kvinde fra Ungarn. Hun sagde, at hun hed Ildikó. Han blev forelsket, og pludselig begyndte tingene at vende for ham: Et nyt anlæg fra et Holstebro-firma skulle testes i Hanstholm, og firmaet ansatte ham som deres sitemanager, og da dét firma gik konkurs, kom der et Helsingør-baseret firma, Wave Piston.

Christian Nereus Grant holder i dag opsyn med deres anlæg. Han har, sammen med sin hustru, stiftet firmaet Octomar, hvor han arbejder som konsulent for bølgeudviklerne. Ved siden af Octomar er han ansat ved Danish Waveenergy Center og passer hvervet som formand for Bølgekraftforeningen.

»Det er nemt at konvertere energien, det kan gøres mekanisk og hydraulisk. Det er bare ikke det samme som at få tingene til at virke i praksis. Vi har strømninger, vi har sand, der vandrer meget, og vi har gode søer. Så man bliver testet på sit udstyr her. Jeg kalder det her verdens bedste testsite, for hvis du kan gøre det her, så kan du gøre det alle steder. Det er ligesom sangen om New York.«

Christian fik to dejlige børn med Ildikó.
Opdrift
Christian Nereus Grant kom til sig selv under vandet. Han opdagede, han intet kunne se i det grumsede vand, og han anede ikke, hvad der var op eller ned. Strømningerne kunne have ført ham hvor som helst hen på en hvilken som helst dybde. Han prøvede at bevare roen. Hvis han svømmede i en tilfældig retning, var det ikke sikkert, han ville overleve.

Så han ventede. Han ventede på opdriften – den ville vise ham vejen ud af vandet. Men opdriften kom ikke. Vandet var pisket til skum og fuld af bobler. Han ventede atter nogle sekunder. Stadig ingen opdrift.

Pludselig var den der, han skød op igennem vandet, indtil han kunne ånde frit og orientere sig. Lige ved siden af ham flød hans bil bort i havnebassinet, stadig med lygterne tændt.

»Det er helt surrealistisk.«

Ind ad det ene vindue kunne han se en barnestol.

Hans bil havde kurs mod Pier 4, flydende væk fra Østre Tværmole, hvor søerne blev ved at skylle ind. Skulle han gribe fat i den for at komme over til pieren og væk fra søerne? Der var langt i det kolde vand.

»Det kan jeg ikke, der er for langt. Det er satme koldt, det vand.«

Christian Nereus Grant lagde en anden plan: Brodsøer kommer uregelmæssigt, der måtte komme ophold ind imellem. Imellem disse søer måtte det være muligt at svømme ind. Afstanden var kortest til tværmolen, hvor han én gang var skyllet i vandet fra. Den største af pullerterne, som kunne give ham mest beskyttelse mod søerne, var heldigvis tættest på. Hvis han kunne sidde bag den, ville søen ramme pullerten og yde nogen beskyttelse.

Han satte alt ind på at nå tilbage på Østre Tværmole og så derfor ikke, at bag ham forsvandt hans bil fra overfladen og faldt med nøgler, dankort og Christians mobiletelefon mod bassinets bund.
Skuret
På havnen i Hanstholm står en container, hvor fritidsfiskerne kan ryge sig en cigaret i ly for vinden, drikke en kop kaffe og efterlade kruset uopvasket uden at risikere at få skældud af deres koner, mens de fra vinduerne i enden af containeren kan se ud over deres både.

’Skuret’ kalder de det, og sådan er det, de har deres egne navne for stederne på havnen, som nu kajen overfor, hvor de skibe, som ikke klarede den gennem fiskeriets krise blev lagt op og afventede deres skæbne, og som fiskerne derfor døbte ’Fallitkajen’.

Over for ’Fallitkajen’, ikke mere end 30-40 meter fra skuret, startede Poul Erik Jensen, 61 år, maskinen i sin 28 fods garnbåd, ’Røjsen’, for at få lidt varme i styrhuset og undgå, at instrumenterne blev for fugtige.
På den ene hånd mangler han to fingre – en arbejdsskade fra 1976, fra dengang han glemte at gøre lastelugen ordentlig fast. Poul Erik Jensen synes dog, han havde heldet på sin side ved den lejlighed, fordi det lykkedes lægerne at påsy to andre fingre på hånden – alternativet havde været, at han ikke længere kunne fiske. Efter 28 år som fisker – til sidst som skipper – er han gået i land og passer sin minkfarm. Fiskeriet er kun en hobby nu.

Han sad og hyggede sig med de andre medlemmer af bådlauget, da en mand flåede døren op:

»Der ligger en mand i havnen med en bil.«

Redningsstationen ligger lige ved siden af ’Skuret’, Poul Erik Jensen havde arbejdet der gennem ni år. Der ville gå 7-8 minutter, før de havde en båd i vandet, da den var baseret på frivillige hjælpere. Da han selv var der, var han notorisk berømt for at komme sidst til alarmeringerne, fordi han bor i Ræhr lidt uden for byen.

Denne gang havde han ikke tænkt sig at komme sidst.

Poul Erik Jensen. Den pensionerede fiskeskipper har stadig en mindre garnbåd sammen med sin bror. Han havde forladt sin minkfarm for at se lidt til sin båd, den morgen han var med til at redde Christian Nereus Grant.
SILLE VEILMARK
Men han fik brug for hjælp. Det er nærmest umuligt for én mand fra en båd at hive en livløs op fra havet.

Poul Erik Jensen henvendte sig til Henrik Fuglsang Andreasen, som også sad i ’Skuret’. Selv blandt fiskerne i Hanstholm er han kleppert.

»Er du vaks til at tage med?«

De to mænd løb 30-40 meter hen til båden, ’Røjsen’s motor stod og brummede, og de kunne sejle med samme.
For en fiskeskipper i Hanstholm er det at dø i havet en erhvervsrisiko. Det er ikke noget, han taler om, det er noget, han lever med.

Han havde selv været tæt på 100 sømil ude i Nordsøen. Det var nat, og Poul Erik Jensen røg i vandet, hvorfra han så sin egen båd forsvinde ud i natten. Han svømmede for sit liv, men følte ikke, han kom ud af stedet og mærkede sit gummitøj fyldes med vand. På et tidspunkt kom der en redningskrans, og det var ikke ét svømmetag for tidligt.

»Jeg var sgu træt, det kan jeg godt fortælle dig. Jeg var tømt, der var ikke mere tilbage.«

Men man behøver ikke at være 100 sømil ude i Nordsøen for at komme af dage ud for Hanstholm:

I 2006 skyllede en bølge en 65-årig tysk lystfisker af en mole på Hanstholm Havn. Hans søn kastede sig i vandet for at redde ham, men forgæves.

To år senere på sankthansaften overraskede en bølge tre fritidssejlere fra Polen. En af de tre omkom. Sammen med kollegerne fra redningsstationen satte Poul Erik Jensen selv livet på spil for at bjærge den omkomne og bære ham op over klippeblokkene på ydersiden af Østre Tværmole.

Han holder en pause.

»Det er ikke noget, man skal tage med hjem,« siger Poul Erik Jensen.

Det sad alligevel et eller andet sted i ham, da han sejlede langs indersiden af tværmolen i forsøget på at få øje på en bil i havnen.

»Man tænker da: Hvad finder du?«

Først kunne Poul Erik Jensen og Henrik Fuglsang Andreasen ikke få øje på noget.

»Så opdager vi, at en mand hænger inde på kajkanten på tværmolen. Jeg ser ham først, da vi er helt oppe på siden af ham, for jeg kigger jo efter en bil og en mand ude i vandet.

Vi er næsten kommet forbi ham. Han klamrer sig til molen.«

Poul Erik Jensen ser noget fra et bølgekraftanlæg hænge ud i havnebassinet, og han forstår, hvad der er sket. Det er bølgekraftmanden. Han har villet redde noget af udstyret fra de kostbare anlæg.

»Han har garanteret holdt herinde på Pier 2, kigget og set, at der kommer bare sådan noget strint på tværmolen. Der sker tit. Men vinden er i nordvest, og så kan der pludselig komme nogen søer, der løber direkte ind med hundredevis af tons, og de flytter bare det hele. Han har ikke haft en chance. Først bliver han skyllet i, og så kommer bilen.«
Hanstholm havn
1
Havnebetjent ringes op kl. 9:06. »Bil i havnen.«
2
Havnebetjent kører til Pier 4. Kan ikke se bilen, men får øje på mand, som klamrer sig til Østre Tværmole overfor.
3
To mænd fra et bådlaug springer i deres jolle, da et tredje medlem har set en bil i havnen.
4
Havnebetjent kører til molen, der er voldsomme bølgeoverslag, og han frygter at blive skyllet i havnen selv.
5
Her klamrer Christian Nereus Grant sig til molen, efter at hans bil og han selv er skyllet i havnen.
Kanten
Christian Nereus Grant havde fået sig bjærget op på kanten af molen, hvorfra søerne stadig skyllede ind over ham. Han kunne ikke støtte på det ben, som bilen havde truffet, og selv om han havde klaret sig ud af vandet, hang han udsat i vinden i sin gennemblødte termodragt, idet han klamrede sig til pullerten.

Poul Erik Jensen havde svært ved at manøvrere med sin båd i vinden og det oprørte vand i inderhavnen.

»Vi kan ikke bare lige vende på en tallerken, der blæser en halv pelikan, og der kommer stadig store søer. Jeg spørger Henrik, om han er frisk på at hoppe i land. Hvis han får en sø mere ham dér, ved jeg ikke, om ham på molen bliver hængende. Han ser bleg ud, det gør han sgu.«

Henrik Fuglsang Andreasen hoppede fra ’Røjsen’ op på Østre Tværmole.

Christian Nereus Grant så ham komme og nåede akkurat at tænke: »Det er ikke en ret god idé, det dér.«

Så kom den næste bølge. De to mænd krøb sammen bag den store pullert, tog et fast greb i hinanden, og blev hængende.

Poul Erik Jensen forsøgte at få båden ind med hækken til molen, så de kunne få ham ombord og i sikkerhed.

Men Christian skulle ingen steder, ikke med det ben.

»Han vil gerne have mig op bag i båden, men jeg kan simpelthen ikke støtte på mit ben. Der kunne jeg mærke … Jeg skal bare ikke ned i det vand igen. Jeg var så nedkølet, at hvis jeg var faldet i forsøget på at komme op bag i båden, havde jeg ikke klaret den.«
Redningen

Foto: Sille Veilmark
Havnebetjent Søren Zohnesen holdt stille for enden af Østre Tværmole, hvor bølgerne ikke slog ind. Han havde ofte observeret stormturisterne holde her, når de holdt i kø. De skulle ud og have en ’oplevelse’. Bilerne kørte ud på molen for at lade køretøjet overskylle, mens familien sad indeni og gyste og grinede. De opdagede først, hvor farligt det kunne være, når en brodsø ramte køretøjet og fejede det ud til molens kant, som var det eneste, der var mellem dem og katastrofen. Fra vinduerne på havnekontoret så han dem tage flugten i vild panik for at komme ind i sikkerhed.

Nu holdt Søren Zohnesen og overvejede sine muligheder. Han så en mand klamre sig til molens kant, han så Røjsen komme derud, og Henrik Fuglsang Andreasen få fat i ham. Han så, at søerne blev ved med at slå ind over dem. De så frygteligt sårbare ud, som de sad dér. Han anede ikke, hvor længe de kunne holde fast.

Omvendt havde han passeret redningsstationen og set, at de snart ville have en båd i vandet. Det var et spørgsmål om minutter. Han ønskede ikke at gøre ulykken værre ved selv at blive skyllet i havnen. I værste fald ville han tage både Henrik og den sammensunkne mand, han holdt oppe, med.

»Jeg sidder egentlig og har det skidt. ’Her sidder du bare og glor.’ Men jeg ved også, at du er nødt til at redde dig selv for at kunne redde andre.«

Henrik Fuglsang Andreasen kunne se, at havnebetjenten holdt der. Han begyndte at vinke, han behøvede hjælp for at få Christian Nereus Grant i sikkerhed.

Søren Zohnesen kunne ikke holde sig tilbage længere.

Havnebetjenten vidste, at mandens bil lige var blevet skyllet i havnen fra præcis det sted. Derfra hvor han holdt kunne han umuligt se, hvornår den næste store sø kom.

Han måtte bare tage chancen.

Søren Zohnesen tog nogle simple forholdsregler. Han fjernede sin sikkerhedssele og rullede vinduet ned, så han havde en mulighed for at komme ud af bilen, hvis han blev skyllet af molen og i vandet.

Han kørte frem, mens han forsøgte at være opmærksom på pullerterne ved molens kant, så han måske kunne ramme dem og blive holdt tilbage, hvis der kom en ny brodsø.

Christian Nereus Grant så ham komme i firehjulstrækkeren.

»Der tænker jeg bare: Nej, nej, nej. Nu håber jeg ikke, der kommer en sø mere, for så ryger han også i. Med de søer, der kom … Han risikerede meget. Det var modigt gjort, synes jeg.«

Søren Zohnesen nåede hen til dem, bakkede og fik vendt bilen rundt, samtidig med at han åbnede sidedøren.

Henrik Fuglsang Andreasen halvt støttede, halvt kastede Christian Nereus Grant ind i bilen.

Søren Zohnesen genkendte ham straks. Det her var ikke nogen stormturist, det var Christian.

»Var du alene i bilen?«

»Ja.«

Søren Zohnesen spurgte ham tre gange.

»JA, FOR HELVEDE.«

Christian havde ikke ønsket at vrisse ad ham. Men det var i det øjeblik, alvoren gik op for Christian Nereus Grant:

»Jeg havde to børnesæder i bilen.«

Børnene kunne have været i bilen. Han havde så tit haft dem med på havnen.

Han mente ikke, han ville have kunnet finde på at tage dem med ud på tværmolen i det vejr. Det kunne han da vel ikke. På den anden side havde han allerede vist så dårlig dømmekraft den dag, at han snart ikke vidste, hvad han kunne forvente fra sig selv.

Søren Zohnesen så over på Christian. Havnebetjenten kunne ikke lade være med at tænke på, at han lignede et menneske, der havde været derhenne, at han havde tænkt: Det her er slut, det klarer jeg ikke.

»Det, tror jeg ikke, er et sted, mennesker har skidegodt af at være. Selv om det kun er et kort øjeblik, man er derhenne, tror jeg, man bliver bange for sig selv på en måde. Det, jeg så dér … Det var dét, man på jysk kalder en nærdødsoplevelse, det tror jeg ikke er sjovt.«

Efter at have kørt ca. 30 sekunder var de så langt inde på molen, at de ikke behøvede at frygte en ny brodsø. De var i sikkerhed. Christian Nerus Grant havde overlevet.
Havnebetjent Søren Zohnesen holdt stille for enden af Østre Tværmole, hvor bølgerne ikke slog ind. Han havde ofte observeret stormturisterne holde her, når de holdt i kø. De skulle ud og have en ’oplevelse’. Bilerne kørte ud på molen for at lade køretøjet overskylle, mens familien sad indeni og gyste og grinede. De opdagede først, hvor farligt det kunne være, når en brodsø ramte køretøjet og fejede det ud til molens kant, som var det eneste, der var mellem dem og katastrofen. Fra vinduerne på havnekontoret så han dem tage flugten i vild panik for at komme ind i sikkerhed.

Nu holdt Søren Zohnesen og overvejede sine muligheder. Han så en mand klamre sig til molens kant, han så Røjsen komme derud, og Henrik Fuglsang Andreasen få fat i ham. Han så, at søerne blev ved med at slå ind over dem. De så frygteligt sårbare ud, som de sad dér. Han anede ikke, hvor længe de kunne holde fast.

Omvendt havde han passeret redningsstationen og set, at de snart ville have en båd i vandet. Det var et spørgsmål om minutter. Han ønskede ikke at gøre ulykken værre ved selv at blive skyllet i havnen. I værste fald ville han tage både Henrik og den sammensunkne mand, han holdt oppe, med.

»Jeg sidder egentlig og har det skidt. ’Her sidder du bare og glor.’ Men jeg ved også, at du er nødt til at redde dig selv for at kunne redde andre.«

Henrik Fuglsang Andreasen kunne se, at havnebetjenten holdt der. Han begyndte at vinke, han behøvede hjælp for at få Christian Nereus Grant i sikkerhed.

Søren Zohnesen kunne ikke holde sig tilbage længere.

Havnebetjenten vidste, at mandens bil lige var blevet skyllet i havnen fra præcis det sted. Derfra hvor han holdt kunne han umuligt se, hvornår den næste store sø kom.

Han måtte bare tage chancen.

Søren Zohnesen tog nogle simple forholdsregler. Han fjernede sin sikkerhedssele og rullede vinduet ned, så han havde en mulighed for at komme ud af bilen, hvis han blev skyllet af molen og i vandet.

Han kørte frem, mens han forsøgte at være opmærksom på pullerterne ved molens kant, så han måske kunne ramme dem og blive holdt tilbage, hvis der kom en ny brodsø.

Christian Nereus Grant så ham komme i firehjulstrækkeren.

»Der tænker jeg bare: Nej, nej, nej. Nu håber jeg ikke, der kommer en sø mere, for så ryger han også i. Med de søer, der kom … Han risikerede meget. Det var modigt gjort, synes jeg.«

Søren Zohnesen nåede hen til dem, bakkede og fik vendt bilen rundt, samtidig med at han åbnede sidedøren.

Henrik Fuglsang Andreasen halvt støttede, halvt kastede Christian Nereus Grant ind i bilen.

Søren Zohnesen genkendte ham straks. Det her var ikke nogen stormturist, det var Christian.

»Var du alene i bilen?«

»Ja.«

Søren Zohnesen spurgte ham tre gange.

»JA, FOR HELVEDE.«

Christian havde ikke ønsket at vrisse ad ham. Men det var i det øjeblik, alvoren gik op for Christian Nereus Grant:

»Jeg havde to børnesæder i bilen.«

Børnene kunne have været i bilen. Han havde så tit haft dem med på havnen.

Han mente ikke, han ville have kunnet finde på at tage dem med ud på tværmolen i det vejr. Det kunne han da vel ikke. På den anden side havde han allerede vist så dårlig dømmekraft den dag, at han snart ikke vidste, hvad han kunne forvente fra sig selv.

Søren Zohnesen så over på Christian. Havnebetjenten kunne ikke lade være med at tænke på, at han lignede et menneske, der havde været derhenne, at han havde tænkt: Det her er slut, det klarer jeg ikke.

»Det, tror jeg ikke, er et sted, mennesker har skidegodt af at være. Selv om det kun er et kort øjeblik, man er derhenne, tror jeg, man bliver bange for sig selv på en måde. Det, jeg så dér … Det var dét, man på jysk kalder en nærdødsoplevelse, det tror jeg ikke er sjovt.«

Efter at have kørt ca. 30 sekunder var de så langt inde på molen, at de ikke behøvede at frygte en ny brodsø. De var i sikkerhed. Christian Nerus Grant havde overlevet.
Varme!
Søren Zohnesen kørte over på redningsstationen, hvor de stod klar til at tage imod. Christian Nereus Grant blev hjulpet ud i et varmt bad, hvor de tog tøjet af ham.

Søren kiggede ind til ham i badet og så, at han var okay bortset fra benet og en skramme i hovedet dér, hvor bilen havde ramt.
Hans kropstemperatur var faldet med en grad. Kroppens muskler krampede i et forsøg på at skabe noget varme.

»Forbandede lort,« hørte han Christian Nereus Grant sige.

Uden for redningsstationen mødte Søren Zohnesen det store beredskab med indsatslederen fra brandvæsenet, en ambulance med en paramediciner, Thisted Politi og byens erhvervsdykker. Der var blå blink overalt, det var midt i juleferien, og folk strømmede til.

De kørte Christian til Thisted Hospital. I ambulancen fik han opvarmede tæpper omkring sig og langsomt kom han så meget til sig selv, at han kunne ringe til sin Idlikó og fortælle, hvad der var sket.

Han husker ikke meget fra den samtale i dag. Han var i chok og forkommen og lykkelig over at være i live.

På hospitalet kom børnene. Dét husker Christian Nereus Grant.

»Det var så dejligt at se dem.«

Søren Zohnesen. Havnebetjenten risikerede sit liv ved at køre ud på molen for at hjælpe. Han er i øvrigt også en del af et lille hold, som kommer tilstede ved hjertestop i byen for at yde livreddende førstehjælp, fordi ambulancen sjældent kan nå frem fra Thisted til Hanstholm i tide.
SILLE VEILMARK
Dommen på de sociale medier var hård. Måske fordi mange antog, at han var en stormturist.

Blandt de pænere beskeder var et opslag på redningsstationens Facebookside fra en kvinde på Mors:

»Han skal fandme selv betale for at blive bjærget.«

For Christian Nereus Grant gør den slags kommentarer indtryk. Han arbejder med sikkerhed – han ved om nogen, at han kvajede sig den dag ved at tage ud på tværmolen for at rede Wave Pistons udstyr op af havnebassinet.

»Vi lever i forskellige verdener: Når de laver en fejl på deres arbejde, kommer de til at printe ud i sort-hvid i stedet for i farver. Når jeg laver en fejl, har det bare helt andre konsekvenser. Det er kun jordskælvsområder og vulkaner, der er farligere steder at arbejde end på havet.«

»Derfor er min foragt for folk, der uhæmmet fyrer den af på sociale medier, fordi en eller anden har begået en fejl, stor. De burde skamme sig.«

Faktisk sagde han på en måde det samme dagen før:

»Vi talte faktisk om de her stormturister dagen før. Vi havde hørt varslet, og jeg sidder dernede i ’Skuret’ med de andre og siger: Der skal sgu nok være nogen, der kører ud på molen. Stormturister ... men det kan åbenbart lige så godt ske for os, de arbejder her.«

Han skulle aldrig være kørt derud, han skulle i stedet have kontaktet havnekontoret, og så kunne redningsstationen have sat en båd i vandet for at sikre grejet.

De første dage slog han sig selv oven i hovedet.

»Det er nok især, fordi jeg er sikkerhedsmand. Hold nu kæft, du kan jo ikke vejlede andre om sikkerhed, når du selv går ud og tager den tur. Til gengæld kan jeg sige: Det var der ikke så mange andre, som havde overlevet.«

Samtidig har han fået stor opmuntring fra kolleger og samarbejdspartnere, som har mindet ham om, at det altid plejer at være ham, der siger fra, hvis vejret er for dårligt, og de ikke kan løse en opgave sikkert.

»Det har været med til at hive mig ud af den sump af selvbebrejdelser, jeg har siddet i.«

Den hårdeste eftervirkning fik han første dag, han var hjemme fra hospitalet og sad ved morgenbordet med sine børn:

»Det gik op for mig, at det ikke var mig, der havde mest at miste den dag. Selvfølgelig ville deres liv gå videre uden mig. Men deres tilværelse ville have været forandret for altid.«

Der er måske alligevel noget, der har forandret sig inden i ham.

»Det værste er omgivelserne. Min datter på et par og tyve år har været chokeret, min mor. Der var masser, der blev chokeret. Jeg har prøvet at sige: Hallo, der skete ingenting. Men det er ikke bare en bølge, der har ramt mig – det er en trykbølge i vores liv, og vi har snakket meget. Især fordi de ikke skal gå og være bange, når jeg tager ud igen. Det må vi vurdere hen ad vejen: Hvis det er noget, der bliver ved med at påvirke min familie, at jeg arbejder på havet, så må jeg finde på noget andet og ændre mit liv. Mine kære skal ikke gå og være bange for det, jeg laver.«
Skuret. Hans Henrik Andreasen (tv) og Poul Erik Jensen (th) i bådlaugets pavillon. Her sad Christian Nereus selv dagen før, han røg i havnen, og talte om, at der nok skulle være stormturister, som ville søge ud på tværmolen under Urd.
SILLE VEILMARK
Dusøren
’Røjsen’s besætning lægger mest vægt på, at de nåede tilbage i ’Skuret’, før kaffen nåede at blive kold.

Henrik Fuglsang Andreasen krymper sig, da Information spørger til hans rolle den dag.

»Så møj dramatik tøvs jeg nu ik’, der var i det.«

En halv kop kaffe senere medgiver Henrik dog, at Christian Nereus Grant ikke befandt sig noget godt sted, da de nåede ud til ham:

»Det kunne nemt ha’ kostet ham pelsen.«

Poul Erik Jensen er på vej til Thailand med sin kone på ferie. Han undrer sig over det løjerlige i, at han lever i en tid, hvor en smule blæsevejr begynder at få navne og dækkes i tv.

»Vi har alle sammen truffet dårlige beslutninger. Vi har alle sammen prøvet at have brug for hjælp. Prøv at se min hånd …«

Han nikker ned mod de to manglende fingre.

Mennesket er et flokdyr, forklarer havnebetjent Søren Zohnesen.

»I det her har der været mange snarrådige folk. Nogen har ringet ind, én er kørt over i jollehavnen. Det handler om at hjælpe hinanden. Man siger, at frygt smitter. Men det gør snarrådighed også.«

Thisted Politi har givet Søren Zohnesen, Poul Erik Nielsen og Henrik Fuglsang Andreasen 1.000 kroner i dusør for deres indsats på dagen.

Længe har Christian Nereus Grant gået rundt om sig selv, mens han har overvejet, hvordan han skulle takke sine redningsmænd. Han har tænkt på vin. Han har tænkt på chokolade. Men hvor mange flasker vin er et menneskeliv værd? Hvor mange æsker chokolade?

Christian synes, det er svært.

»Jeg tror, jeg har besluttet mig for bare at sige tak næste gang, jeg møder dem. Det var stort, det, de gjorde for mig den dag.«
SLUT
Tekst: Morten Frich
Foto: Sille Veilmark
Cover: Henning Bagger/Scanpix
Grafik: Sofie Holm/iBureauet


Redaktion: Anton Geist, Sune Sølund og Anders Fjordbak-Trier
Digital produktion: Jens Christoffersen

Dagbladet Information
Randi Christiansen

Ja, det var stort, og jeg er rørt til tårer - mere dramatisk end den mest nervepirrende situation i nogen film, fordi det ikke var fiktion.

Et rørende drama fra dagligdagen ...

Svend Erik Sokkelund

Vel researched & godt skrevet historie om erfarne proffers reaktioner i en meget kritisk situation.

Jeg var faktisk skuffet, da jeg omsider nåede til vejs ende med historien. Lige så begejstret jeg var over historien om 'det at ligge og dø' for ikke så længe siden, lige så kedsommelig synes jeg, denne historie er. Billedet af manden, der klamrer sig til molen, er dramatisk og fantastisk, men jeg synes ikke, historien lever op til dette.

Randi Christiansen

Hvordan man kan undlade at opleve det enorme drama i denne historie er mig en gåde. Alene øjeblikket hvor han i sin kamp for livet i det iskolde vand har sekunder til at beslutte sig, og der må se sin bil på vej ned lige præcis, hvor han ligger, og den eneste mulighed, han har, er at dykke ....ned i det iskolde vand hvor han ikke kan retningsorientere sig. Det er simpelthen så højdramatisk, ligesom redningsaktionen og de øvrige aktørers store heltemod er det, og det er almindeligvis kun på film, at den slags ender lykkeligt. Puha