Da medborgere blev menneskesmuglere

Her er historien om nogle af dem, der greb til
civil ulydighed i september
Tekst: Phillip Róin
Foto: Ulrik Hasemann og Jakob Dall
Flygtningekrisen’ blev den kaldt, da vi stadig talte om mennesker på græske øer, ungarske motorveje og tyske banegårde. Krise blev til kaos, da de samme mennesker første søndag i september kom til Danmark
Timingen kunne ikke have været bedre. Samtidig med at politiet meldte, at 175 flygtninge var ankommet til Rødby søndag aften den 6. september, gik fire libanesiske dagblade i trykken med annoncer fra den danske regering, der advarede om, at flygtninge ikke skulle forvente et rosenleje i Danmark. De flygtende havde tilsyneladende allerede forstået budskabet. De nyankomne den søndag hoppede ned fra perronen på Rødby Station og satte i løb mod den nærmeste bevoksning. En flygtende kvinde kæmpede med at trække sin alt for store rejsekuffert og sit alt for lille barn over en græsmark. Væk fra perronen, politiet, registrering og et liv i Danmark. Regeringens politik havde virket. Flygtningene i Rødby havde ingen planer om at blive i Danmark.

Da Samirs familie kom hertil i 1990, var planen at blive. Tilfældet ville, at de endte i Rødby, hvor han voksede op. Så det var med genkendelse, da han et kvart århundrede senere lå på sin sofa i København og fulgte begivenhederne i Rødby på nettet. Noget rørte sig i ham. Han var ikke selv født, da hans forældre havde stået i samme situation, men han tænkte, »at det lige så godt kunne have været mig. Min slags, flygtninge«.

Samir var ikke den eneste af sin slags, der havde det sådan. Han fik kontakt med sin bror, Imad, og de rakte ud i deres netværk efter fornødenheder og transport. På Facebook opfordrede de til at hjælpe. Kort efter væltede det ind med beskeder fra ligesindede, der bød sig til. Mandag middag kørte de afsted i to minibusser fyldt med vand, mad, bleer og andre drenge, der havde samme plan som de to brødre. Planen var at aflevere fornødenhederne til flygtningene, men mandag middag var Rødby kaos. 500 havde nu krydset grænsen til Danmark på under 20 timer.
En kvinde med sit barn hviler i vejkanten. I løbet af søndag og mandag krydsede over 1.000 mennesker grænsen ved Rødby. Størstedelen ville ikke lade sig registrere i Danmark. De undgik politiet ved at vandre ud i landskabet omkring Rødby og overnattede efterfølgende på marker og i grøfter.
Grupper af flygtninge, der nægtede at lade sig registrere, var begyndt at vandre mod Sverige ad E47-motorvejen. Sydsjælland og Lolland-Falsters politi meldte om to forskellige grupper, der vandrede på motorvejen, og en enkelt, der havde fundet hvile på en rasteplads. Samir og minibusserne blev dirigeret væk fra motorvejen lidt nord for byen. De kørte ad mindre vejen ned mod Rødby-hallen, hvor ca. 75 flygtninge skulle befinde sig.

Til dagligt er Rødby et roligt sted, hvor fremmede sjældent stopper for andet end færgebommen. Men mandag var et hav af mennesker stoppet i byen for at hjælpe de nytilkomne:

»Det var et kludetæppe af mennesker. Lav og høj. Rig og mindre rig. Brun og hvid. Det var folk, jeg aldrig troede, jeg skulle se sådan et sted, i sådan en situation,« siger Samir.

Uden for Rødby-hallen meddelte politiet, at ingen uvedkommende kom ind. Det gjaldt også fornødenhederne, som de bekymrede borgere havde med. Politifolkene stod med ryggen til hallen og så på en forsamling af 40-50 mennesker, der ikke måtte komme forbi. Men Imad kendte en af de Røde Kors-arbejdere, der stod for at hjælpe flygtningene inde i hallen. Med hjælp fra ham blev de smuglet ind.

Indenfor faldt de i snak med Ahmed, en 17-årig dreng fra Syrien. Han ville til Sverige og var endnu ikke blevet registreret af politiet. Ahmed fortalte, at hans forældre var blevet dræbt i det nordlige Syrien, tæt på grænsen til Tyrkiet, hvorefter han selv havde vandret og kørt med bus op gennem Europa. Samir syntes, han så yngre ud end 17. Han virkede træt, desorienteret og modløs. Efter at have krydset så mange grænser, var der kun en enkelt tilbage mellem ham og hans mål, Sverige. Og nu så det danske politi ud til at forpurre planen. Det måtte ikke ske.

Så vidt Ahmed kunne se, kunne han godt snige sig ud af salen, men det ville være sværere at komme forbi politiet udenfor. Det skulle de nok ordne, besluttede Samir: »Bare mød os ved vandtårnet om en halv time.« Vandtårnet er den højeste bygning i Rødby og et perfekt pejlemærke for en fremmed.
En demonstration kom til at fungere som distraktion for politiet, så Ahmed, en syrisk flygtning, kunne slippe ud af Rødby-hallen, hvor han var ved at blive registreret. Ahmed er i dag i Sverige, hvor han venter på at få sin asylsag behandlet.
Et nyt bidrag til civilsamfundet
Gruppen over for politikæden bestod primært af indvandrere og efterkommere fra københavns-området. Med tatoveringer og armycuts. Typer, som ifølge Samir ikke »er Allahs bedste børn«. De var klar på at distrahere politiet for at hjælpe Ahmed. Lidt »ballade«. Politiet talte om stenkast, men Samir mener ikke, at det var andet end lidt skubben og råben. Lige præcis nok til, at drengen inde i hallen kunne slippe ubemærket ud.

»Politiet vidste godt, hvad der foregik,« siger Samir. »De er jo ikke dumme. Men så stor var deres interesse heller ikke i at forhindre det.« De to brødre så ikke Ahmed flygte, men en halv time senere stod han ved vandtårnet. Imad tog ham med i sin bil og kørte ham til Malmø. Og resten af natten kørte han i pendulfart mellem Rødby og Malmø. Nogle gange med to flygtninge. Andre gange tre. »Han sov ikke i tre dage,« siger Samir.

Om det skyldtes det praktiske i, at de brune danskere talte samme sprog som mange af flygtningene, eller det følelsesmæssige og etiske i, at deres egne familier for ikke så længe siden havde stået i samme flugtsituation – eller om det var tilfældigheder, der afgjorde, hvem der råbte op først om, at mennesker i desperate situationer havde brug for hjælp, er ikke til at sige. Men i de dage i september opstod for måske første gang et stort civilsamfund, der i meget høj grad var båret af nydanskere.

De andre venner i gruppen gjorde det samme som Imad. De to minibusser fragtede systematisk flygtninge over broen. Tre kilder fortæller uafhængigt af hinanden om at blive overhalet af en bestemt sort BMW to-tre gange. Det var blågårdsdrenge, siger Samir, med henvisning til Blågårds Plads på Nørrebro, der huser et større miljø af mere eller mindre lovlydige drenge og unge mænd.

Liban Mohammed, en tidligere indsat fra Jylland, der var i København i de dage, skrev et par uger senere i Information om de dage: »’Vi står klar, brormand,’ sagde en af blågårdsdrengene til mig og pegede over på bilerne. ’Vi har et safehouse, der kan huse flygtningene, indtil de kan blive smuglet til Sverige.’«

Samir selv blev i Rødby. Han opsøgte en barndomskammerat, som han ikke havde set i evigheder. Resten af dagen og natten sad han og organiserede hjælp og transport via den krypterede besked-app Signal. Efter et opslag på Facebook fik han masser af henvendelser fra folk, der ville hjælpe. Hver gang bad han dem om at downloade Signal-appen, hvor han lavede en fællestråd og fortalte, hvor der var flygtninge, der manglede at blive samlet op, hvilke veje man skulle undgå, og hvad der ellers var brug for i Rødby. I tråden læste over 100 personer med. »80 procent brune,« vurderer Samir.
Nødhjælp fra civilsamfundet endte med at hobe sig op i Rødby. Barnevogne, mælkeerstatning, bleer, tøj og sko. Til sidst måtte politiet frabede sig yderligere donationer.
De følgende dage brugte Samir på organisering og logistik. Først i Rødby, siden på Hovedbanegården, hvor en anarkistisk organisation sprang op af ingenting. Smuglere og tolke, læger og kokke, sørgede for transport, førstehjælp og bespisning. »Det var primært brune, der hjalp med at få folk videre. De andre var gode til at skaffe førstehjælp og tilladelser. Vi havde hands on.«

Den uorganiserede frivillighed, der opstod i de eksisterende hjælpeorganisationers fravær, blev senere til Hovedbanegårdens Frivillige, som fortsat hjælper flygtninge under navnet Unlimited Voices. Ingen i gruppen er blevet sigtet for menneskesmugling. Imad har fået arbejde for en dansk organisation, der arbejder med integration, ligesom flere andre i gruppen. Da Washington Post skrev om de danskere, der er blevet dømt for menneskesmugling, sendte Samir på vegne af gruppen et brev til avisen: »Det var en politisk sag, hvor vi følte, at vi for en gangs skyld kunne bidrage. En sag, hvor vi kunne gøre en forskel. Vi vil aldrig gøre noget, der går i mod vores samvittighed – selv hvis staten forlanger det.«
Underklassens jægersoldat
For Lisbeth Zornig Andersen handlede det om børnene. Dem, hvis tilværelse, hun har viet sit liv til at forbedre som ’underklassens jægersoldat’. Om søndagen havde hun set de første tv-billeder fra Rødby sammen med sin mand, Mikael Lindholm, i Solrød. Og hun blev sur. De havde filmet en mor og et lille barn, der stavrede ud over en mark.

»Det der. Det var guf for menneskehandlere. En uregistreret mor og hendes barn i et fremmed land. Hvis de forsvandt, vil ingen nogensinde høre om dem igen,« siger hun.

Tilfældigvis havde hun næste dag to efterskoleforedrag på Lolland-Falster. Mens hun fortalte eleverne om arbejdet med socialt udsatte i velfærdsstaten, eskalerede flygtningesituationen. Justitsminister Søren Pind var i USA, statsminister Lars Løkke Rasmussen var tavs og integrationsminister Inger Støjbergs udtalelser var ikke til megen hjælp. Politiet så på, mens flygtningene vandrede videre fra Rødby.
Der var rod i Zornigs kalender, så i stedet for foredrag nummer to havde hun resten af dagen fri. Som Samir kom hun mandag middag til et Rødby i kaos. Lisbeth Zornig parkerede sin bil i byen og fulgte med de vandrende flygtninge, der var på vej mod Sverige. Gruppen bestod primært af familier med børn. Nogle havde fået barnevogne, andre bar deres børn. Og det gik langsomt. Politiet fulgte dem på vej og samlede dem op, der ikke kunne mere. Lisbeth Zornig begyndte at tænke over, at hun efterhånden var kommet vel langt væk fra sin bil. Hun kunne trods alt ikke gå hele vejen til Sverige med dem, hvis det skulle komme så vidt. Hun vendte om og gik tilbage mod bilen.

I Rødby var flygtningene ved at blive samlet ved hotellet på havnen, hvor de skulle registreres. Ude foran stod pressen og fortalte danskerne om de nye tilstande i landet. Midt i det kaos mødte Zornig familien Rasheed. En far, mor, en bror, en nevø og et sæt tvillinger – piger. De stod og ventede ved en tankstation, men deres plan var, at de skulle videre til Sverige, hvor noget familie ventede på et asylcenter i Helsingborg. Udsigterne til at komme fra Rødby til Helsingborg mandag eftermiddag var dystre.
For Lisbeth Zornig havde det hele tiden ligget i baghovedet, at det kunne komme til, at hun skulle give flygtningene et lift. Hun samlede ofte blaffere op, og hvorfor skulle det være anderledes, fordi det var flygtninge? I Solrød forsøgte Mikael Lindholm at undersøge legaliteten i at give dem et lift. Han blev sendt fra myndighed til myndighed, før han til sidst endte hos Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi. »Det er et finurligt spørgsmål, som jeg ikke har noget svar på,« lød det fra politimanden, inden han lagde på.
»Det der. Det var guf for menneskehandlere. En uregistreret mor og hendes barn i et fremmed land. Hvis de forsvandt, vil ingen nogensinde høre om dem igen«
Lisbeth Zornig
Politiets pressemeddelelser vævede også omkring spørgsmålet. I nogle stod, at transport af flygtninge var ulovligt. Men senere på ugen, onsdag, kom det mere blødt til at lyde, at »man læner sig kraftigt op ad en overtrædelse af udlændingeloven«.

Hvis Lisbeth Zornig skulle give et lift til flygtninge, skulle det være en familie med børn. På Rødby havn spurgte hun en politibetjent, om han ville forhindre hende i at samle Rasheed-familien op: »Nej,« svarede betjenten. Måtte hun gøre det her – ved tankstationen? »Nej,« svarede betjenten. Han henviste hende til hotellet på havnen. Hun kørte bilen op til hotellets parkeringsplads, hvor hele det danske pressekorps var samlet. Billederne af en lettere febrilsk Lisbeth Zornig, der åbner bildørene for familien gik landet rundt og medførte karakteristikker om alt fra »presseliderlighed«, »landsforræderi« og »folkehelt«.

Imens kørte Lisbeth Zornig familien nordpå i sin Nissan uden om den vandrende menneskeflok på motorvejen, og hvor en vred dansk tilskuer stod på en motorvejsbro og spyttede. Forbi Imad, der var på vej med Ahmed til Malmø. Forbi Lise Ramsløg, der i bare tæer kørte en flygtning over Storebælt. Samtalen i Zornigs bil drejede sig om alt andet end krig og flugt. »Det skulle være hyggeligt.« Der gik ikke lang tid, før de fleste sov. Foran, ved siden af Zornig sad den unge flygtning Younes og fortalte. I Syrien havde han læst til farmaceut, og han ville gerne lave noget lignende i Sverige.

I Solrød havde Mikael Lindholm sat kaffe og kage frem til gæsternes ankomst. De voksne fik kaffe, mens tvillingerne fik sodavand. De blev tilbudt en overnatning, men ville gerne videre til Sverige hurtigst muligt. En time senere var de tilbage i bilen. Mikael Lindholm kørte dem til Kastrup station, hvor han omkring klokken halv seks købte togbilletter til dem. Senere på aftenen fik de en opringning fra familien, der var kommet sikkert frem til Helsingborg.

»Jeg har aldrig i mit liv haft en samtale, hvor der blev sagt tak så mange gange,« siger Mikael Lindholm.

»Sidder du og bliver rørt?« spørger Lisbeth Zornig.

»Jo jo. Men vi havde bare gjort så lille en ting, og det betød så meget for dem,« siger Mikael Lindholm, mens han bruger håndryggen til gnide noget ud af øjet. »Du skulle have set dem. De blev helt stille, da vi nærmede os Kastrup, og man kunne se broen. Det var den sidste grænse for dem, og de var så bange.«

Mens Øresundstoget rumlede over broen med Rasheed-familien mandag aften, sad en anden gruppe af menneskesmuglere i en båd. Med sig havde de en syrisk mand.
Broen er for farlig: ny vej
Calle vidste godt, at flygtningene var på vej. I miljøet omkring Socialistisk Ungdoms Front (SUF) havde de talt om det. Da de endelig ramte Danmark, var han forberedt. Mandag den 7. september stod han sammen med mange andre på Hovedbanegården. Der var andre med samme ide. Folk havde medbragt mad og vand og skilte med arabisk skrift, der spurgte, »hvor vil du hen?«

»Der var to forskellige grupper på perronen. Venligboerne, der i sagens natur er venlige og ikke havde planer om at gøre nogen form for modstand. Og en anden gruppe, der ville hjælpe flygtningene uanset hvad,« siger Calle.


Da frivillige mødte op på Hovedbanegården for første gang, var der ingen organisation. I løbet af få timer var et frivilligt netværk af tolke og hjælpere opstået, der hjalp folk videre til Sverige. Få dage efter var der kommer læger og kokke til og et organiseret netværk begyndte at tage form.
De ventede og ventede. Nogle tog et tog til Høje Taastrup for at se, om flygtningene skulle være der. Pludselig kom der besked om, at et tog fra Rødby endelig var på vej – men på et andet spor. De ventende løb gennem gangtunnelen, der forbinder de forskellige perroner på Hovedbanegården, og de stod klar, da dørene til toget gik op. Men der var kun et enkelt brunt ansigt iblandt.

Calles gruppe fik hurtigt ført Abdel ud af banegården. Han fortalte, at han ville til Sverige. De fortalte ham, at der var risiko for at der var grænsekontrol på broen, og han indvilgede i at følge deres alternative rute. Calle, veninden Annika, to tolke og den syriske mand steg om bord i en bybus mod Københavns Havn. Her lånte de en båd – en sejlbåd på 10 meter med en lille påhængsmotor. Vejret var dansk og efterårsroligt. Med sejlerfaring er det ingen sag, men det havde de alle langtfra. Calle forsøgte bedst muligt at styre båden op imod de rullende bølger og holde samtalen kørende som distraktion.

Overfarten tog lige under to timer. I Malmø mødtes de med nogle svenske, politiske bekendtskaber, der viste Abdel vej til Migrationsvärkets kontor. Båden landede først på dansk grund igen klokken 01 natten til tirsdag.

Tirsdag morgen var der en storm under opsejling. Under overfarten om aften inden havde de lagt et billede på Facebook med en tekst om, hvorfor de havde gjort, som de gjorde. Opslaget gik viralt. Både Calles og Annikas telefoner kimede løs. Resten af dagen blev afsat til at tale med stort og småt i det danske medielandskab. En ven stod for at koordinere de mange henvendelser.
»Der var to forskellige grupper på perronen. Venligboerne, der i sagens natur er venlige og ikke havde planer om at gøre nogen form for modstand. Og en anden gruppe, der ville hjælpe flygtningene uanset hvad«
Calle
Ud på eftermiddagen fik de et tip om, at politiet gerne ville i kontakt med dem. De flyttede opholdssted til en hemmelig adresse, så de kunne færdiggøre mediearbejdet. Efter at have rundet dagen af i Go’ aften Danmark på TV 2 tog de til fællesmøde med Welcome to Denmark – en af mange frivillige foreninger, der opstod i de dage. De ankom, da arrangementet var ved at være slut.

Calle følte selv, han var vidne til, at et andet Danmark rejste sig. Under den manglende politiske ledelse trådte en broget skare af helt almindelige mennesker til.

De næste dage fortsatte Calle og Annika med at transportere flygtninge over sundet. De sagde ja tak til at låne en større båd i Nordsjælland, så de kunne have flere med. Onsdag sad der 12 flygtninge på broen, mens Calle lod forsejlet og motoren sejle dem frem: På den måde blev brodden taget af bølgetoppene til glæde for de mindre søstærke. Børnene spillede på telefoner, mens de voksne røg cigaretter og fortalte historier om deres tur. De var først fremme i Sverige efter mørkets frembrud.

Her blev de igen modtaget af svenske venner med kaffe og cigaretter. De sad en kort stund på kajen, inden de sejlede tilbage mod København. De sejlede med tændt lanterne og for fuld motor i et forsøg på at ligne vildfarne sejlere, der bare gerne ville hjem i havn. Calle og Annika sejlede i de efterfølgende dage to ture mere. Og Calle er bekendt med yderligere fire både, der også sejlede flygtninge over i starten af september.

Det var et veludviklet netværk, der blev opbygget på få dage. Først skulle flygtningene fra Rødby eller Padborg til hovedbanen, hvor de blev spurgt til, hvor de gerne ville hen. De, der svarede Sverige eller Norge, blev tilbudt at vælge mellem toget og båd. Ved førstnævnte var der en risiko for at blive stoppet undervejs, men sidstnævnte ofte vakte dårlige minder om den strabadserende flugt, de havde bag sig. Calle måtte fortælle, at bølgerne i Øresund ikke er at sammenligne med Middelhavet, at turen er kortere, og at han ikke var ude efter deres penge. Det sidste havde flygtningene i flere tilfælde svært ved at forstå.

Det organiserede netværk med Calle og Annika som sidste led sejlede i de dage i alt 18 flygtninge over sundet. Mindre organiseret var Ibrahim, da han samlede en syrisk familie op i Rødby – det kom til at koste ham.
Den uheldige menneskesmugler
Ibrahim fra København var aldrig en del af noget organiseret netværk, og er ikke blevet det siden. Han var enlig menneskesmugler på det rette sted, på det rette tidspunkt. Det har han papir på fra retten i Nyborg, hvor han fik sin dom i marts.

Ibrahim blev idømt en bøde efter udlændingelovens paragraf 59, stk. 8. Samme paragraf, som Lisbeth Zornig og Mikael Lindholm blev dømt efter. Deres bøde lød på 22.500 hver. Fra 6. til 15. september sigtede Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi 10 personer for menneskesmugling. I alt er 405 mennesker blevet sigtet siden den 6. september – 114 efter straffeloven, 291 efter udlændingeloven. Anklagemyndigheden oplyser, at der frem til i dag er rejst tiltale mod 247 personer, ca. tre fjerdedele er under den ’milde’ form i udlændingeloven. Der er blevet afsagt 86 domme i perioden - fire er frifundet.
Ibrahim afviser selv, at hans indvandrerbaggrund betød noget i situationen: Jeg ville have gjort det uanset, hvilken farve de havde. Det er, hvad man gør, hvis man er godt menneske: hjælper, siger han.
Ibrahim og hans kæreste tog til Rødby allerede mandag, hvor de afleverede bleer og mælkeerstatning til flygtningene. Derefter sluttede de sig til den aktion, der hjalp Samir med at distrahere politiet. Ibrahim havde ikke været med til en demonstration før.

»Det var sjovt. En ung syrer råbte til os på arabisk hen over hovedet på politiet. 'Hold bilerne klar, brødre. To timer, så ser i mig i fuld sprint'.« Men Ibrahim så ikke, om fyren løb to timere senere. Han så heller ikke de vandrende horder på motorvejen. Det var først to dage senere, at han kom i nærkontakt med flygtningene.

Ibrahims arbejde som fragtmand havde bragt ham til Lolland onsdag aften. Nu han alligevel var i området, kiggede han forbi Rødby. Siden mandag var flygtningene vandret på motorvejen, vendt om, stukket af og gjort andre krumspring for at undgå politiet. Nu sad der 100 udlændinge tilbage og ventede i to parkerede tog, mens et tredje var på vej. Ibrahim brugte aftenen på at følge demonstrationen foran hallen i Rødby, holde øje med togene på stationen og snakke med ligesindede i Rødby. Han kendte relativt mange. »Det gør man jo, når man er i en gruppe af gode mennesker.«

Ibrahim havde ikke planlagt at blive menneskesmugler, selv om tanken om, at nogen kunne have brug for hjælp, havde strejfet ham. Men han endte med at samle en gruppe mennesker op. Da han gjorde det, blev han filmet af TV 2. Det var den video, der førte til at han blev sigtet. Hans handling faldt en tv-seer for brystet, så han anmeldte Ibrahim. Han finder videoen frem på sin telefon og viser den til mig.

»Det er blevet mørkt på det her tidspunkt, som du kan se«
Ibrahim afviser selv, at hans indvandrerbaggrund betød noget i situationen: Jeg ville have gjort det uanset, hvilken farve de havde. Det er, hvad man gør, hvis man er godt menneske: hjælper, siger han.
Ibrahim og hans kæreste tog til Rødby allerede mandag, hvor de afleverede bleer og mælkeerstatning til flygtningene. Derefter sluttede de sig til den aktion, der hjalp Samir med at distrahere politiet. Ibrahim havde ikke været med til en demonstration før.

»Det var sjovt. En ung syrer råbte til os på arabisk hen over hovedet på politiet. 'Hold bilerne klar, brødre. To timer, så ser i mig i fuld sprint'.« Men Ibrahim så ikke, om fyren løb to timere senere. Han så heller ikke de vandrende horder på motorvejen. Det var først to dage senere, at han kom i nærkontakt med flygtningene.

Ibrahims arbejde som fragtmand havde bragt ham til Lolland onsdag aften. Nu han alligevel var i området, kiggede han forbi Rødby. Siden mandag var flygtningene vandret på motorvejen, vendt om, stukket af og gjort andre krumspring for at undgå politiet. Nu sad der 100 udlændinge tilbage og ventede i to parkerede tog, mens et tredje var på vej. Ibrahim brugte aftenen på at følge demonstrationen foran hallen i Rødby, holde øje med togene på stationen og snakke med ligesindede i Rødby. Han kendte relativt mange. »Det gør man jo, når man er i en gruppe af gode mennesker.«

Ibrahim havde ikke planlagt at blive menneske-smugler, selv om tanken om, at nogen kunne have brug for hjælp, havde strejfet ham. Men han endte med at samle en gruppe mennesker op. Da han gjorde det, blev han filmet af TV 2. Det var den video, der førte til at han blev sigtet. Hans handling faldt en tv-seer for brystet, så han anmeldte Ibrahim. Han finder videoen frem på sin telefon og viser den til mig.

»Det er blevet mørkt på det her tidspunkt, som du kan se«
— Det er jo Rasmus Tantholdt?

»Ja. Det er hans skyld, jeg blev knaldet. Røvhul.«

»Det er mig. Der, med den grønne jakke, der prøver at gemme mig under hætten. Du kan se det nu. JA, der!«

— Og din bil er den hvide?

»Ja, den er flot ikke? En Premier Star«

— Det er da ikke dig, der åbner bagtil?

»Nej. Jeg ved ikke, hvem det er. Jeg ved heller ikke, hvem familien er. Det var en kvinde, der ikke havde plads til dem i sin bil.«

— Den har da gule plader?

»Ja.«

— Hvor mange tager du med?

»Kan du slukke for den der?« spørger Ibrahim og peger på optageren.

[…]

— Så du blev dømt for at have smuglet fem?

»Ja.«

— Hvad laver den der Audi?

»Et U-sving. Han skal ligesom lægge en forsinkelse for politiet.«

— Lykkedes det?

»Ikke helt. Men jeg kom jo væk. Min mor blev stiktosset, da hun så det. Lige indtil hun fik øje på den lille grædende dreng. Så kunne hun godt se, at det var godt, jeg gjorde det.«

I bilen sad faren foran ved siden af Ibrahim, mens resten af familien lå omme bagved. De faldt i søvn i løbet af ingen tid. Ibrahim snakkede kort med faren, men husker ikke rigtigt, hvad de snakkede om, og kort tid efter faldt faren også i søvn. Klokken var ca. to om natten, og Ibrahim havde været på arbejde siden klokken seks.

»Jeg havde ikke noget at gnaske på. Ikke noget til at holde mig vågen. Jeg sad bare og tænkte på, hvor smadret man må være, hvis man falder i søvn i en fremmed mands varevogn.«
»Min mor blev stiktosset, da hun så det. Lige indtil hun fik øje på den lille grædende dreng. Så kunne hun godt se, at det var godt, jeg gjorde det«
Ibrahim
Ibrahim kørte ad motorvejen ude forbi Fields på Amager. Ud til Ørestad Station. Han ville egentlig gerne lade familien sove i bilen, men da han vækkede faren for at fortælle ham, hvor de var, var farens eneste ønske at få familien over til Sverige med det samme. Mens passagererne vågnede sprang Ibrahim ned på perronen for at få styr på togene.

Den friske natteluft gjorde ham klar i hovedet. Der ville komme et tog til Malmø inden længe. Han ville gerne køre dem hele vejen, men hvis hans handling var ulovlig, tænkte han, at det var bedre, hvis det var politiet frem for polisen, der fik fat i ham – han følte sig, trods alt, mere sikker i hænderne på det danske politi. Familien var vågnet og sluttede sig til ham på perronen. Da Ibrahim kunne se togets forlygter, forlod han dem, men ikke før han har fået »verdens mest inderlige tak«.

»Jeg har aldrig hørt nogen sige tak så mange gange.«

Han blev også tilbudt penge. Et relativt stort beløb. Men for Ibrahim ville pengene have ødelagt det hele. Hele aftenen. Hele følelsen af at have gjort det rigtige.

Han havde fundet en meningsfuld sag. Og nu havde den friske luft givet ham øjne igen, og han vil tilbage til Rødby og tage en tur mere. Men allerede på vej tilbage over Amager, mærkede han, at han skulle kæmpe for at holde øjnene åbne. Han skulle op og på arbejde klokken syv, og bilens digitalur viste 5.30. Da motorvejen delte sig, droppede han Rødby og kørte mod København, hvor han lånte en sofa hos sin mor, så han ikke forstyrrede sin kæreste.

Hun havde dog i mellemtiden selv sat sig i en bil og var kørt til Rødby.

I retten havde Ibrahim sin kæreste og mor med. Hans beskikkede forsvarer sagde ikke meget, og Ibrahim tænkte, at det ville ende helt galt. Han ville ende med at sidde to år i fængsel og gå glip af sit andet barns fødsel. Men da hans forsvarer endelig åbnede munden, var hun overbevisende. Ibrahim slap med at en bøde på 7.000 kroner – et beløb, der siden er dækket af private borgere via en indsamling til fordel for de dømte menneskesmuglere. I skrivende stund er der indsamlet 161.338 kroner på Caremaker.dk.
Ibrahim var den første, der blev interviewet til denne artikel. Senere fortalte flere af de medvirkende om det stærke engagement, der var blevet udvist fra indvandrermiljøet i starten af september. Da jeg ringede til Ibrahim en måneds tid efter vores første interview, spurgte jeg, hvor meget det i situationen betød for ham, at han selv har indvandrerbaggrund.

»Ikke noget. Jeg ville have gjort det uanset, hvilken farve de havde. Det er, hvad man gør, hvis man er godt menneske: hjælper.«
Artiklens Samir og Imad er opdigtede navne. Redaktionen er bekendt med alle medvirkendes fulde navne.
Tekst: Philip Róin
Foto: Ulrik Hasemann, Jakob Dall
Redaktør: Lotte Folke Kaarsholm
Digital produktion: Maria Skov

Publiceret 14. maj 2016
En måneds gratis Information digital + papiravisen fredag og lørdag

Anbefalinger

  • Pia Qu
  • Jørn Vilvig
  • Hans Larsen
  • Niels Duus Nielsen
  • Britta Hansen
Pia Qu, Jørn Vilvig, Hans Larsen, Niels Duus Nielsen og Britta Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Tak for en fin artikel. Det kunne imidlertid være rigtig fint med en serie, der portrætterede asylansøgerne. I stort som f.eks. én om dagen.

Britta Hansen

Tak til alle med et stort hjerte.

Hans Larsen, Christian Mondrup, Carsten Mortensen, Steffen Gliese og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
jasper bertrand

Fint med støtte til Ibrahim, men Zornig har vist glemt at gode gerninger ikke er noget man gør for at reklamere med det.
Og det hele blev startet af en emsig politileder, der ikke havde forstået, hvor mange der kom fra Ungarn, og at svenskerne havde inviteret dem. Heldigvis var der en klogere politimand, der fandt ud af man ikke havde lovhjemmel til at tilbageholde flygtningene.
Og ironien er, at de der af dansk politi blev tvunget til at søge asyl her, nok allerede har fundet ud af, at de har fået noget bedre livsvilkår, end dem der kom hele vejen til de svenske skove.

Karsten Aaen

Zornig har da bestemt ikke gjort det her for at reklamere med det, se her:

" Han [betjenten] henviste hende til hotellet på havnen. Hun kørte bilen op til hotellets parkeringsplads, hvor hele det danske pressekorps var samlet. Billederne af en lettere febrilsk Lisbeth Zornig, der åbner bildørene for familien gik landet rundt og medførte karakteristikker om alt fra »presseliderlighed«, »landsforræderi« og »folkehelt«."

Altså, en betjent fra det danske politi henviser Zornig til et hotels parkeringsplads i Rødby, det hotel og den parkeringsplads hvor den samlede danske presse er til stede (næsten). Det er de her pressefolk, der tager billeder af Zornig....ikke hende selv...

Og ja, hun har taget et billede af en familie med små børn som sover bagi hendes bil. For at dele oplevelsen på sociale medier som man deler så mange andre oplevelser på sociale medier. Personligt er jeg træt af at så serveret på f.eks. Facebook hvad folk har spist til aftensmad eller til frokost eller hvem de har spist sammen med eller at nu har set den og den. Zornings deling af hendes hjælp til den her familie er væsentlig - langt mere væsentlig end andre opdateringer på Facebook eller Instagram....

Mads Berg, Carsten Wienholtz og Christel Gruner-Olesen anbefalede denne kommentar
Ole Brockdorff

Ingen af de flere hundrede syriske borgere, der ankom til Rødby sidste år med færge og tog fra Tyskland, var flygtninge i henhold til FN-flygtningekonventionens definition på en sådan, fordi en ægte politisk FN-flygtning defineres som et menneske, der har krav på beskyttelse og sikkerhed i det første sikre land som de når frem til, og hvor de samtidig – ifølge FN – har juridisk pligt til at lade sig registrere som flygtninge.

Alle syrerne ved den danske grænse kom fra allerede sikre og beskyttede flygtningelejre i Tyrkiet, Jordan og Libanon, men imod kontant betaling til kriminelle professionelle menneskesmuglere var de blevet sejlet over Middelhavet til Europa, hvorefter de ”asylshoppede” sig hele vejen op til Danmark og videre til Sverige, der på det tidspunkt lovede permanent opholdstilladelse til alle tilkomne syrere.

De var alle migranter = illegale indvandrere.

UNHCR slår tydeligt fast i FN-flygtningekonventionen, at når en flygtning vælger at rejse fra en flygtningelejr i et sikkert land som Tyrkiet, Libanon eller Jordan, ja, så skifter man status i FN’s univers fra flygtning til økonomisk migrant. Ifølge FN-flygtningekonventionen er den økonomiske migrant ikke sikret de samme rettigheder som flygtningen. Tværtimod bliver den pågældende flygtning en illegal indvandrer, der opholder sig ulovligt i de 6-7 lande, som de passerer frem mod det ønskede land som for eksempel Sverige eller Danmark.

Alle de hjerteskærende billeder og reportager i medierne fra Rødby var udpræget følelsesmæssig manipulation af den danske befolkning, kvalmende føleri, der skulle overbevise danskerne om, at de mange syrere var nogle dybt ulykkelige mennesker på hastig flugt. Ægte politiske flygtninge, der lige var ankommet fra borgerkrigen på den anden side af grænsen. Måske bedst illustreret med det ikoniske billede af en syrisk mand, der kommer gående midt ude på motorvejen, bærende på sin trætte og syge kone … efter at være kommet med færge og tog fra Puttgarden.

Flygtningebegrebet misbruges groft til at lade mennesker indvandre i ly af FN-flygtningekonventionen, selv om de ikke opfylder kriterierne herfor. Alt imens står millioner af ægte flygtninge tilbage i flygtningelejrene i Tyrkiet, Libanon og Jordan. Også i andre lande overalt i Afrika og Mellemøsten. De kan bare ikke røre sig ud af stedet, fordi de ikke har penge eller netværk til at betale de kriminelle menneskesmuglere for at komme til Europa.

Lisbeth Zornig Andersen og Venligboerne samt andre erklærede humanister, ville næppe have optrådt som menneskesmuglere, hvis de var tvunget til at bruge den rigtige betegnelse af de syriske borgere, der ankom denne første søndag i september i fjor: nemlig at de reelt var økonomiske migranter = illegale indvandrere, der søgte frem til Sverige for at få en bedre social og økonomisk tilværelse.

De økonomiske migranter fra Syrien den søndag i september, som altså ifølge FN-flygtningekonventionen er illegale indvandrere, kunne hverken Lisbeth Zornig Andersen eller Venligboerne eller andre humanitære bevægelser, have fået danskerne til at sluge rent følelsesmæssigt, hvis man i stedet havde talt om migrantkrise, migrantstrøm, migrantvenner, og man ville næppe have stået inde på Københavns Hovedbanegård, og serviceret de mange syriske migranter med vand, mad, legetøj og tæpper.

Danmark og de øvrige europæiske lande styrer direkte imod en politisk, social, kulturel, humanitær og økonomisk katastrofe af dimensioner, hvis vi fortsætter med at tillade en massiv folkevandring i ly af FN-flygtningekonventionen og EU’s love, fordi mennesker fra alverdens mislykkede regimer gennem internettet har fundet ud af, at i de europæiske lande bliver man beriget med sociale og økonomiske velfærdsydelser, som der aldrig nogensinde har eksisteret i deres eget land.

133 millioner fattige mennesker i Afrika og Mellemøsten samt andre dysfunktionelle områder i verden, står og venter hver dag på chancen for at komme til EU-landene, så også de kan blive modtaget af glade Venligboere og Lisbeth Zornig Andersen. Ingen af disse humanister gør sig imidlertid de mindste pragmatiske tanker om, at holdningen ”fri asyl til alle”, der kan nå vores grænse som illegale indvandrere gennem de europæiske lande, er lig med et historisk-kulturelt nationalt selvmord af dimensioner.

Venligboerne og Lisbeth Zornig Andersen bekymrer sig tilsyneladende ikke det mindste om den ubestridelige kendsgerning, at de etniske majoritetsdanskere, deres eget folk, deres egen stamme, dag for dag forvandles til èt folkeslag ud af mange. De får lov til hver dag at knokle ude på landets efterhånden få arbejdspladser i det private erhvervsliv. Alt sammen for at migranter = illegale indvandrere, der stik imod FN-flygtningekonventionens hensigter, kan få status som flygtninge, og dermed omgående adgang til de samme økonomiske velfærdsydelser som den etniske majoritetsbefolkning.

Men tilbage står UNHCR med 46 millioner ægte flygtninge, en blanding af statsløse, internt fordrevne, asylansøgere og andre i alverdens flygtningelejre i Mellemøsten og Afrika, og hvis de først slippes løs mod Europa sammen med de 133 millioner fattige sjæle på det afrikanske kontinent, der fantaserer om at komme til det europæiske kontinent, ja, så går den opbyggede europæiske civilisation til bunds i omfattende krig, anarki, kaos, sult, nød og død med deraf følgende total opløsning af civilsamfundet i demokratisk opbyggede lande som blandt andet Danmark.

Er det virkelig hvad vi ønsker for vores børn og børnebørn i fremtiden?