Frihedskamp
Alt er midlertidigt, indtil Afrikas sidste koloni er fri
Trods afhængighed af nødhjælp og uden reel pengeøkonomi har Vestsaharas oprindelige befolkning de seneste 40 år skabt en veludbygget eksilstat i den algeriske ørken. Men for saharawierne er det hele blot en øvelse og en skabelon, der kan overføres, når de får den længe ventede selvstændighed
Frihedskamp
Alt er midlertidigt, indtil Afrikas sidste koloni er fri
Trods afhængighed af nødhjælp og uden reel pengeøkonomi har Vestsaharas oprindelige befolkning de seneste 40 år skabt en veludbygget eksilstat i den algeriske ørken.
Tekst: Laura Na Blankholm og Nikolaj Houmann Mortensen
Foto: Emil Aagaard
Midt i den algeriske ørken danner to linjer kridt i sandet en omtrent 100 meter lang vej. Der er sten, sand og flad horisont i alle retninger. Udsigten bliver kun brudt af Den Saharawiske Arabiske Demokratiske Republiks (SADR) flag, der vajer langs den ene kridtlinje, og så de omtrent 60 kampvogne, der er parkeret langs den anden.

I dag er det 40 år siden, at saharawierne, Vestsaharas oprindelige folk, udråbte deres eksilstat, efter at være blevet fordrevet til ørkenen. Siden har de levet i det øde landområde med ønsket om at vende tilbage til Vestsahara, der på 41. år er besat af Marokko.

Mens tilskuere valfarter til den afsides beliggenhed, tager diplomater fra store dele af det afrikanske kontinent plads på den første række af plastikstole i sandet til jubilæumsopvisningen med saharawiernes artilleri. En gruppe kvinder piler ned fra sandbankerne for at tage selfies med soldaterne på kampvognene, og pressen stimler sammen og gør sig klar.

En ustadig trompetfanfare byder republikkens præsident velkommen. Journalisterne skubber til hinanden og strækker arme for at få det bedste billede.

Den 68-årige præsident, Abdel Aziz Mohamed, der i sin uniform ligner Fidel Castro, træder op på ladet af en bil med en rød løber og skyder paraden i gang med honnør, imens tilhørerne jubler:

»Intet andet end selvstændighed! Hele landet eller martyrdød!«
Fakta om Vestsahara
Vestsahara var indtil 1975 en spansk koloni, men da spanierne trak sig ud, blev området besat af Marokko.

Vestsaharas oprindelige folk kaldes saharawier. Under Marokkos invasion og den efterfølgende krig mellem saharwiernes selvstændighedsbevægelse, Polisario, og besættelsesstyrkerne, blev store dele af saharawierne tvunget ud i Algeriets ørken. I dag bor der knap 200.000 saharawier i flygtningelejre i ørkenen, hvor de har udråbt deres egen eksilstat

Krigen mellem Polisario og Marokko varede indtil 1991, hvor FN forhandlede en fredsaftale, der skulle munde ud i en folkeafstemning om selvstændighed for saharawierne. Afstemningen er stadig ikke blevet afholdt.

I det besatte Vestsahara bor der nu en blanding af saharawier og marrokanske bosættere.

Undertrykkelse af saharawisk kultur og protester, vilkårlige fængslinger og tortur fra besættelsesstyrkerne er veldokumenteret af menneskerettighedsgrupper. FN har siden 1991 haft en mission i Vestsahara, men den har som en af de eneste FN-missioner i verden ikke mandat til at monitorere og rapportere om menneskerettighedsbrud

Vestsahara er rig på naturressourcer som fosfat, og der bores i øjeblikket efter olie og gas i store dele af området
En profitabel koloni
Omkring 50 kilometer fra showet går 23-årige Hassina Teet hjem, som var det enhver anden eftermiddag. Den farvestrålende kjole, der dækker hele hendes krop for at beskytte mod sand og sol, flagrer elegant ved hendes højhælede sko. Hun løfter solbrillerne og smiler til forbipasserende, mens hun spadserer ned ad 'The Mechanic Street' i Smara Camp.

Hassina er født og opvokset i Smara, der huser omkring 40.000 beboere, og er den største af de fem flygtningelejre i den algeriske ørken, der tilsammen bebos af godt 200.000 saharawier.
Hassina Teet vil gerne blive bedre til engelsk, så hun kan arbejde som journalist og oversætter og udbrede historien om saharawierne. Hun tror på en fredelig løsning af konflikten, men forstår godt, at flere unge vælger militærets vej.
»Jeg kan ikke lide ørkenen. Der er ikke nogen mennesker, der kan lide at være i ørkenen. Det meste af tiden har vi jo ikke noget at lave,« siger Hassina og griner, som om det er noget, der giver sig selv.

Der er ingen vejnavne i Smara Camp, og der er heller ingen veje. Men det er oplagt, at ruten har taget navn fra de mange biler og forvredne vragdele, der er stablet så langt øjet rækker. Der står sodavandsflasker med olie og benzin på interimistiske boder, og en mekaniker kigger nysgerrigt ud mellem dæk og blikvægge ved synet af en udlænding.

Hassinas hus blev for nylig genopbygget, efter massivt regnvejr i efteråret fik væggene til at bryde sammen og skyllede lejrens ustabile lerhuse væk. Omkring 25.000 indbyggere fik ødelagt deres boliger, og kvartererne præges igen af telte, ligesom da lejren blev etableret for 40 år siden.

Hun peger på et beduintelt og fortæller, at de flyttede ind til bedstemoren den første måned efter oversvømmelsen.

Vestsahara var en spansk koloni indtil 1976, men da Spanien trak sig ud omkring daværende diktator Francisco Francos død i november 1975, blev det råstofrige område invaderet af Marokko og Mauretanien.
Da Marokko angreb med landstyrker og luftbombardementer af byerne, blev halvdelen af saharawierne fordrevet ud i den algeriske ørken, og Hassinas dengang femårige mor måtte flygte med sin bedstemor, fordi hendes forældre deltog i kampene med den saharawiske selvstændighedsbevægelse, Polisario, som var i krig med de nye besættelsesstyrker.

Saharawierne udråbte deres eksilstat i flygtningelejrene, og ligesom mange andre blev Hassinas familie splittet mellem den algeriske ørken og de besatte områder.

»Algeriet gav os et pas, så jeg var så heldig at se de besatte områder. Der er meget smukt – der er parker, restauranter, og en strand, hvor man kan slappe af,« siger Hassina.
Marokko indvaderede Vestsahara med stor brutalitet. Luftbombardamenter med napalm og en storslået landinvasion fordrev store dele af Vestsaharas oprindelige befolkning til ørkenen, hvor der i dag lever op mod 200.000 i flygtningelejre. De fleste af lejrenes beboere er nu født og opvokset her.
Marokko indvaderede Vestsahara med stor brutalitet. Luftbombardamenter med napalm og en storslået landinvasion fordrev store dele af Vestsaharas oprindelige befolkning til ørkenen, hvor der i dag lever op mod 200.000 i flygtningelejre. De fleste af lejrenes beboere er nu født og opvokset her.
Da Marokko sjældent giver saharawier indrejsetilladelse, er det dog de færreste, der kan besøge de besatte områder. For at afskære saharawierne fra landet opførte Marokko i løbet af 1980'erne en mur, der omkranser 85 procent af Vestsahara. Muren udgør med sin omkring 2.400 kilometers længde – knap fem gange længere end den israelsk-palæstinensiske mur – verdens længste sammenhængende minefelt.

Marokko annekterede Vestsahara med påstanden om, at det var en del af et historisk 'Stormarokko'. Det er blevet afvist af Den Internationale Straffedomstol og FN, som behandler Vestsahara som et »spørgsmål om dekolonisering«, hvorfor saharawiers støtter omtaler Vestsahara som »Afrikas sidste koloni«.
Vestsahara ligger i det nordvestlige Afrika. Den røde linje, 'Bermen', er den 2.400 kilometer lange mur, der omkranser den af Marokko besatte del af området. Syd for den algeriske by Tindouf i øverste højre hjørne af kortet ligger de fem flygtningelejre, der i dag huser tæt ved 200.000 fordrevne saharwier.
»Siden jeg var helt lille, har jeg kun hørt om vores land. Men i 2010 oplevede jeg, hvordan det er i de besatte områder, når myndighederne råber skældsord efter en, når man går på gaden,« siger Hassina med henvisning til den udbredte undertrykkelse i de besatte områder, hvor der bliver slået hårdt ned på saharawiske protester, og hvor vilkårlige fængslinger, politibrutalitet og tortur er veldokumenteret af både Human Rights Watch og Amnesty International.

Krigen mellem Polisario og marokkanske styrker fortsatte indtil 1991, hvor FN forhandlede en fredsaftale mellem de to parter med lovning om en folkeafstemning om selvstændighed. Afstemningen, der var planlagt til at være i 1992, er endnu ikke blevet afholdt. Ventetiden skyldes blandt andet uenighed, om hvorvidt de marokkanske bosættere i området er stemmeberettigede, samt Marokkos forslag om 'autonomi' frem for regulær selvstændighed.
En del familier holder geder, som de får lidt ekstra mad og indtjening ud af. Det er ikke muligt at dyrke nogen form for landbrug i området, som FN kalder 'noget af det mest barske terræn i Sahara', hvilket historisk har fået det til at gå under tilnavnet 'Satans have'.
Staten som øvelse til uafhængigheden
Hassinas mor arbejder som skolelærer, og ligesom i de andre af lejrenes veludbyggede uddannelses-, sundheds- og kulturinstitutioner får hun en 'symbolsk løn'. Lejrenes indbyggere står selv for al distribution af nødhjælp, hvilket ofte får humanitære organisationer til at beskrive saharawierne som »ekstraordinært godt organiseret«.

Organiseringen af lejrene har fra starten af haft et egalitært præg. Uden en egentlig pengeøkonomi har den ligelige fordeling af nødhjælp givet familierne det samme udgangspunkt, og ifølge guvernøren for Boujadour-lejren, Fatma Moherre Lamin Bëlla, vil et fremtidigt selvstændigt Vestsahara også være bygget på ideer om social velfærd.

»Alle i staten har lige ret til medicin og uddannelse, og vi værner om de svageste i samfundet. Det vil også fortsætte i en fremtidig stat,« siger hun.
Guvernøren for Boujadour-lejren, Fatma Moherre Lamin Bëlla, står foran indgangen til den del af lejren, der huser et hospital, skoler og administration. »Vi starter ikke fra scratch, når vi har alt fra sundhedsministre til professorer, og vi kan overføre det hele med erfaring fra det, vi har lært, når vi får vores selvstændighed,« siger hun. To af guvernørerne for de i alt fem lejre er kvinder.
Guvernøren for Boujadour-lejren, Fatma Moherre Lamin Bëlla, står foran indgangen til den del af lejren, der huser et hospital, skoler og administration. »Vi starter ikke fra scratch, når vi har alt fra sundhedsministre til professorer, og vi kan overføre det hele med erfaring fra det, vi har lært, når vi får vores selvstændighed,« siger hun. To af guvernørerne for de i alt fem lejre er kvinder.
Men spørger man Polisario, vedkender selvstændighedsbevægelsen sig ingen bestemt politisk ideologi. Ifølge Abba Malainin, Polisarios repræsentant i Danmark, skal Polisario kunne samle alle saharawier, der forsvarer retten til selvbestemmelse og uafhængighed.

Allermest er der enighed om, at eksilstaten kun er en midlertidig øvelse.

»Alt, hvad vi gør til hverdag, er en forberedelse på det, der skal ske efter uafhængigheden. Vi starter ikke fra scratch, når vi har alt fra sundhedsministre til professorer, og vi kan overføre det hele med erfaring fra det, vi har lært, når vi får vores selvstændighed,« siger Fatma Moherre Lamin Bëlla.
Afrikas bedst uddannede folk
Det er ikke tilstrækkeligt at leve af nødhjælps-rationerne, så som hos mange andre familier arbejder Hassinas søster i Spanien og sender penge hjem. De seneste år har mange donorer skåret i bistanden til lejrene, hvilket betyder, at FN's World Food Programme efter forgæves internationale appeller er blevet nødt til at reducere lejrenes madrationer.

Og det kan forværre sundhedstilstanden. Et studie af FN's Flygtningeagentur viste i 2012, at 7,6 procent af børn i lejrene er akut underernærede, 16,7 procent er undervægtige og 25,2 procent er væksthæmmede.

»Folk får ikke de vitaminer, de har brug for. Blandt andet er de leverancer af dåsefisk, som vi i mange år har modtaget fra Sverige, nu stoppet,« fortæller Boulahi Sid, SADR's minister for handel og samarbejde.
Nødhjælpen bliver uddelt en gang om måneden, hvor saharawierne selv distribuerer det til repræsentanter fra alle distrikter, der giver det til familierne, som hver har et rationeringskort. I 2012 var 16,7 procent af børnene undervægtige og 25,2 procent væksthæmmede.
Nødhjælpen bliver uddelt en gang om måneden, hvor saharawierne selv distribuerer det til repræsentanter fra alle distrikter, der giver det til familierne, som hver har et rationeringskort. I 2012 var 16,7 procent af børnene undervægtige og 25,2 procent væksthæmmede.
Fejlernæring og mangel på netop fisk har udløst international kritik, for mens saharawierne tidligere levede af fiskeri fra Vestsaharas kyster, har Marokko nu solgt områdets fiskerirettigheder til EU – en aftale, som flere eksperter mener, er i strid med international lov, fordi den ikke kommer den oprindelige befolkning til gode.

Fiskeri er en af mange naturressourcer, som saharawierne forestiller sig at leve af i et selvstændigt Vestsahara. Men indtil da får ørkenens begrænsede fremtidsmuligheder mange unge til at rejse væk. Polisarios udvekslingsaftaler sender mange til universiteter i lande som Cuba, Spanien og andre dele af Algeriet. Men uddannelsen i sig selv er ikke en billet til en anden fremtid.

Til maj dimitterer Hassina fra sin engelskskole i Smara, hvor hun går hver dag. Hun ved hverken, om det er økonomisk muligt eller meningsfuldt at læse videre i udlandet.

»Jeg bliver misundelig, når jeg ser andre unge i tv, der kan få opfyldt deres drømme. Unge herfra kan studere men bliver ikke til noget,« siger hun.
23-årige Hassina Teet beskriver mest af alt sit liv i lejren som 'kedeligt'. Ud over at gå i engelsk-skole har hun en fast rutine, hvor hun fodrer gederne og laver frokost med sin bror.
Under det europæiske kolonistyre blev saharawiers uddannelse stærkt underprioriteret, og da Spanien trak sig ud af Vestsahara i 1975, var omkring 90 procent af befolkningen analfabeter.

Polisario gjorde uddannelse til en hovedprioritet i eksilstaten, og 90 procent af lejrenes indbyggere kan i dag læse og skrive – en væsentlig større andel end resten af regionen. Uddannelse bliver også prioriteret ud fra en idé om uafhængighed, fortæller Hassinas 30-årige engelsklærer, Mohamed Salem Werad.

»En befolkning, der ikke kan læse, er lettere at kontrollere. Vi fokuserer på uddannelse, for at vi ikke skal mislykkes med at skabe vores frie, demokratiske og inkluderende stat. Det ville være en fornærmelse mod vores martyrer, som er døde for den,« siger han.

Men de manglende fremtidsperspektiver er ifølge læreren begyndt at få den unge generation til at tvivle på Polisarios uddannelsesmantra, i takt med at de indser, at de ikke kan bruge deres uddannelse til noget, når de kommer tilbage til lejrene.
En dag bliver hele livet til fortid
Selv om Hassina ikke har udsigter til videre uddannelse, ser hun det også som en opgave at blive i lejren og bidrage til at skabe bevidsthed og en fredelig politisk løsning gennem frivilligt arbejde.

Tidligere på dagen var hun til møde i den frivillige gruppe, Khanga, der er opkaldt efter en kamp mellem Polisario og de spanske kolonialister. De sidste to år har hun gjort rent hos enlige kvinder og lært handicappede børn i lejren at læse.

Kvinderne har af flere årsager altid haft en central og respekteret plads i saharawiernes kultur. Da de fleste mænd var ved fronten indtil våbenhvilen i '91, stod de alene for driften af lejrenes institutioner, og The Women's Union, der har eksisteret siden 1975, står stadig for drift af alt fra handicapcentre til jobaktivering for kvinder.
De kvindelige repræsentanter for lejrens forskellige distrikter har indrettet et kvindecenter, hvor der er alt fra børnepasning og hammam til udveksling af daglige erfaringer med amning, brug af solpaneler og forelæsninger om underernæring.
De kvindelige repræsentanter for lejrens forskellige distrikter har indrettet et kvindecenter, hvor der er alt fra børnepasning og hammam til udveksling af daglige erfaringer med amning, brug af solpaneler og forelæsninger om underernæring.
»Men de ting, der giver mening, bliver ligegyldigt, når jeg ved, at vi en dag bare skal vende tilbage. Det føles som om, at hele livet bliver til fortid, den dag vi får vores frihed« siger Hassina.

– Hvornår tror du, I får jeres frihed?

Spørgsmålet hænger lidt i luften, og Hassina læner sig op ad muren, hvor hun sidder med bøjede ben og fødderne trukket helt ind under sig.

»Nogle gange virker det håbløst, og jeg forstår godt, at der er mange unge, der vil kæmpe med våben, for der er ingen, der lyst til, at deres børn også skal vokse op her. Jeg kan ikke så godt lide at tale om fremtiden, der er bekymrende og uvis. Men vi får vores uafhængighed, om det så bliver med kamp eller gennem en fredelig løsning.«
»Det er ironisk at se udplyndringen af vores lands naturressourcer, når vi selv lever af nødhjælp«. 23-årige Habibulah Mohamed er for kort tid siden blevet færdig med sin skole og arbejder nu en smule som oversætter, når han ikke er frivillig på et ungdomscenter i Smara-lejren. Han har ikke længere tiltro til en fredelig løsning på konflikten.
Den væbnede kamp er aldrig blevet indstillet
Tilbage ved militæropvisningen er en delegation fra Den Afrikanske Union ankommet og sidder nu også i plastikstolene. SADR er fuldgyldigt medlem af unionen i modsætning til Marokko, der som det eneste afrikanske land står udenfor efter at have trukket sig i protest mod anerkendelsen af eksilstaten.

Den sidste time har jubilæumsshowet foldet den saharawiske kultur ud. I en mild udgave af nord-koreansk arbejderæstetik har lastbiler passeret med skuespil på ladet med blikkenslagere og landmænd, der fortæller historien om det forjættede land, de er blevet fordrevet fra, og som kan genvindes, så snart det skal være.

Præsidentens øverste militære rådgiver, Mahjoub Brahim, giver en hurtig kommentar til pressen:

»Vi har aldrig indstillet vores væbnede kamp mod Marokko. Der er bare våbenhvile nu. Vi har stadig den legitime ret til at gå i krig, så snart det politiske lederskab vurderer, det vil være det rigtige. Men en politisk løsning gennem FN er i øjeblikket at foretrække.«

Nogle uger efter paraden giver Hassina sidste nyt fra lejren og skriver.

»Hello! How Are You? Yesterday Ban Ki Moon came here to Smara«.

Rejsen var støttet af Dansk Journalistforbund og Læger Uden Grænsers journaliststipendium til dækning af oversete humanitære kriser
Tekst: Laura Na Blankholm og Nikolaj Houmann Mortensen
Foto: Emil Aagaard

Redaktør: Lotte Folke Kaarsholm
Digital produktion: Birgit Baunehøj
© Dagbladet Information
Publiceret 19. marts 2016
En måneds gratis Information digital + papiravisen fredag og lørdag

Anbefalinger

  • Trond Meiring
  • Flemming Berger
  • Olaf Tehrani
Trond Meiring, Flemming Berger og Olaf Tehrani anbefalede denne artikel

Kommentarer

Fin feature. Og aldeles utilbørligt at EU har købt Vestsahariske fiskerettigheder af Marokko!
Men-øh... Franco var da vist kun diktator i Spanien ;-)

Dejlig artikel om et folks kamp for friheden fra en besættelsesmagt. For det er hvad Marokko er.
uanset hvad Kongen af Marokko mener om den sag. Om Ban Ki-Moons besøg i Vestsahara kan
man læse her:

http://www.b.dk/globalt/marokko-har-skidt-nyt-til-europa

Et citat:

"Altså lige indtil forleden, da FNs generalsekretær, Ban Ki-Moon, var på besøg i nabolandet Algeriet og besøgte lejre for flygtninge fra Vestsahara. FNs generalsekretær, som normalt er forsigtig med at udtale sig om noget som helst – og da især noget, der kan virke stødende – blev af en eller årsag grebet af situationen, da han var i flygtningelejrene. Han kaldte Marokko en besættelsesmagt. Og denne markante udtalelse løb som en steppebrand gennem Algeriet og nåede kongepaladset i Rabat, inden nogen i FN-systemet kunne nå at råde bod på skaden."

Et citat mere:

"Kongen vil derfor bruge denne anledning til at lægge pres på både USA og EU for at få det maksimale ud af det – nemlig betydelige kontantbeløb som tak for, at Marokko gør noget ved flygtningesituationen. Men også en anerkendelse af, at løbet med Vestsahara er kørt, og at området tilhører Marokko."

Juridisk, moralsk og etisk berettiget indblanding i nordafrikanske og mellemøstlige staters "ulækre" forhold synes erfaringsmæssigt at give bagslag i den forstand, at "man" bare bliver syltet ind i langvarige og ukontrollable konflikter .

Lad os lige få skabt lidt stabilitet i det øvrige Nordafrika (specielt Libyen) og i mellemøsten, inden der åbnes en ny "front".

(Der er altså grænser for hvor meget EU m fl kan rydde op i på en gang.)