Da vi mødes, undskylder Sue Klebold straks sin manglende gæstfrihed. Vi er ikke i hendes hjem, men på et hotel i Denver – ikke fordi den 66-årige kvinde ikke er imødekommende, men fordi det aldrig er en god idé at lade folk vide, hvor man bor, hvis man har været genstand for massivt had.

Sue Klebold ligner det sidste menneske på Jorden, som det kunne ske for: Hun er pensioneret efter at have været administrativ medarbejder på et gymnasium, aktiv i lokalsamfundet og beskriver sit liv som »godt og beskedent«. Men i de seneste 17 år har hun konstant været nervøs for at blive offentligt eksponeret.

»Hvis jeg sidder i lægens venteværelse, håber jeg stadig, at de vil bruge mit fornavn i stedet for at råbe: ’Fru Klebold’,« siger hun.

»Hver gang jeg siger mit navn, opstår der et øjebliks tøven, hvor jeg iagttager reaktionen meget nøje. Nogle siger: ’Det navn lyder da bekendt!’«

For næsten to årtier siden, den 20. april 1999, myrdede Klebolds søn, Dylan, og hans ven Eric Harris 13 mennesker på Columbine High School i Colorado, inden de begik selvmord.

Siden da har meget ændret sig i det amerikanske skolesystem. Bekæmpelsen af mobning er blevet en førsteprioritet med retningslinjer udstukket på føderalt niveau. Begrænsning i udbredelsen af skydevåben er blevet et centralt emne, og sikkerhedsforanstaltninger på skolerne, evakueringsøvelser og metaldetektorer ved indgangen er blevet normen efter det, som Klebolds søn gjorde.

Hvad der måske ikke har ændret sig, er den antagelse, at det især er forældrenes skyld – eller rettere morens: »En mor bør vide,« siger Klebold.

At hun hævder ikke at have vidst, at hendes teenagesøn var dybt deprimeret, ulovligt havde købt en pistol, der lå gemt derhjemme, og at han sammen med sin ven Erik planlagde at gennemføre en massakre, udløste dengang fjendtlighed og fremprovokerer stadig mistro. Det forstår Klebold godt. I mange år betragtede hun sig selv med den samme barske mistroiskhed.

»Det pæneste, medierne kunne finde på at skrive om os forældre, var, at vi var uduelige,« skriver hun i sin nye erindringsbog, A Mother’s Reckoning.

»I andre beretninger havde vi bevidst holdt hånden over en hadefuld racist og vendt det blinde øje til det arsenal, han opbyggede under vores tag, hvorved vi udsatte hele byen for fare.«

Når der sker en forbrydelsen som denne, er det ikke mærkeligt, at folk tænker, at det må være forældrenes skyld, medgiver hun.

»Vi kan godt lide at tænke, at noget lignende aldrig kunne ske for os selv. Det kan ske for de andre, men ikke for os. Jeg kan godt forstå, at mange mennesker finder trøst i at give forældrene skylden, fordi det får dem til at føle sig sikrere. Men noget af det skræmmende er, at folk, der gør sådan nogle ting, har familiemedlemmer, der er ligesom alle andre. Jeg har mødt flere massemorderes mødre, og de er så søde og rare, som man overhovedet kan være. Hvis du så os alle sammen i et rum, ville du ikke kunne regne ud, hvad der havde bragt os sammen.«

A Mother’s Reckoning er hård læsning. Den beskriver Sue Klebolds tanker gennem de seneste 17 år, mens hun genovervejer enhver beslutning, hun og hendes eksmand, Tom, nogensinde traf som forældre, i jagten på forklaringer. Bogen beskæftiger sig også med, hvordan Columbine-massakren i årtier har påvirket andre voldelige unge mænd, og beretter om, hvad der sker med forældre, hvis børn slår andre ihjel. Kort fortalt: skilsmisse, konkurs, sygdom, sammenbrud og derefter mere komplekse processer og efterrationaliseringer, der giver Klebold mulighed for at leve videre.

Det mest kontroversielle element er dog, hvad bogen beder læserne om at gøre med deres forestillinger om Dylan. Dengang da skyderiet fandt sted, arbejdede Sue Klebold i en bygning, hvor der også lå en tilsynsværges kontor, og hun følte sig ofte fremmedgjort og skræmt, når hun stod i elevatoren sammen med tidligere indsatte. Men efter massakren »følte jeg, at de var ligesom min søn«, skriver hun,»at de var bare mennesker, der af en eller anden grund havde truffet et frygteligt valg og var blevet bragt i en forfærdelig, fortvivlende situation. Når jeg hører om terrorister i nyhederne, tænker jeg, at de er nogens børn.«

Selvfølgelig viser Klebold også medfølelse, fordi hun selv beder om den – eller hun beder faktisk om tilgivelse. Men hun opfordrer også til en grundlæggende revurdering af, hvad der kan få teenagere til at slå ihjel. Det, hun konkluderer efter at have brugt næsten 20 år på at reflektere over og fordybe sig i, hvordan man kan forebygge mord og selvmord, er på sin vis mere chokerende end tanken om, at hun var en dårlig forælder, eller at Dylan var ’ond’. Hun ville give sit eget liv for at redde »bare et af de liv«, hendes søn tog, men hun accepterer ikke teorien om, at han var et uhyre.

»Han var et menneske,« siger hun og vender sig for at se ud ad vinduet. Det burde ikke komme som nogen overraskelse, men det gør det alligevel: Hun elsker ham stadig.

Af morens beretning får man det indtryk, at den unge Dylan Klebold nærmest var et vidunderligt barn. Kontraster kan få farverne til at træde klarere frem, og der er måske en tendens til at fremstille hans barndom som særlig engleagtig, i lyset af hvordan hans liv sluttede.

Men når Klebold skriver, at »vores yngre søn var opmærksom, nysgerrig, eftertænksom og havde en blid personlighed«, er der intet, der tyder på, at hun ikke er troværdig. Hun kaldte ham for sin »lille solstråle« på grund af hans lyse hår og venlige natur og for »lille guttermand«, fordi han altid insisterede på at færdiggøre sine projekter. Dylan var den af hendes to sønner, som hun ikke troede, hun behøvede at bekymre sig om.

Det har taget Klebold lang tid at generobre det billede af Dylan. I kølvandet på skyderiet mistede hun ham i realiteten to gange: først fysisk og derefter mindet om ham. Hvordan sørger man over et barn, der engang blev betragtet som en god og kærlig søn, når et billede af ham er på forsiden af Time Magazine under overskriften ’The Monsters Next Door’?

Beslutningen om at medtage fotografier af ham som barn i erindringsbogen virker som en bøn om at huske, at Dylan engang var uskyldig og sågar kær. Men det er ikke grunden til, at hun gjorde det, siger Sue Klebold.

Andre misforståelser var lettere at aflive. En af historierne om Klebold-familien efter skyderiet handlede om, at de var rige, og at Dylans voldelige adfærd var en ekstrem udgave af et forkælet barns surhed. Familiens hus i Littleton, Colorado, så enormt ud på luftfotos, men var i virkeligheden købt meget billigt som et håndværkertilbud, siger Klebold.

Det samme gjaldt Dylans BMW, som havde kostet 500 dollar, og som han sammen med sin far havde totalrenoveret. De var en familie, der samledes om middagsbordet hver aften, så gamle film og lavede projekter sammen. Når deres ældste søn, Byron, kom til middag, sendte Klebold ham bagefter hjem til hans lejlighed med en frysepose fuld af mad.

Det lyder, som om der er pyntet på historien, men Sue Klebold genovervejer alle detaljer, som om det rent faktisk ville have været lettere for hende at tackle, hvad der skete, hvis der havde været en katastrofe i husstanden – noget, der kunne pege på, hvorfor Dylan gjorde, som han gjorde. Men i årene inden skyderiet var der kun meget almindelige spændinger i hjemmet. Tom Klebold, som er geofysiker, fik diagnosticeret leddegigt, hvilket skadede hans jobmuligheder og fik parret til at bekymre sig om økonomien.

Og så var der Byron. Det var et chok, der rystede familien Klebold, da de sidst i 1990'erne fandt en lille mængde marihuana på Byrons værelse. Og de reagerede på opdagelsen på en måde, der gør enhver forestilling om, at de var for eftergivende som forældre, til skamme. Byron, som på det tidspunkt stadig gik i skole, blev sendt til skolepsykolog, og hans forældre forbød ham at se nogle venner, som »ikke var gode for ham«.

At de et par år senere ikke tvang deres yngre søn til at afbryde sit venskab med Eric Harris efter en lignende episode, er ifølge Klebold et bevis på Harris’ charme og deres tro på Dylans sunde fornuft.

Det var også tegn på, at Dylans generthed var det eneste, der indtil da havde givet anledning til en smule bekymring. Efter skyderiet blev han beskrevet som en dysfunktionel enspænder, der havde psykopaten Harris som sin eneste ven. Men det passer simpelthen ikke, siger Sue Klebold. Dylan var ikke den mest populære dreng i klassen, men han havde en lille, men tæt vennekreds – Eric var blot én af vennerne. I erindringerne skriver hun kun om familien Harris, at faren var en tidligere soldat.

»Vi kunne lide dem, men så dem ikke privat.«

Om Eric skriver hun, at han »altid opførte sig ordentligt og var meget høflig«.

Disse bemærkninger er alt andet end spontane, for efter skyderiet var Sue Klebolds første indskydelse at give Harris skylden: Han måtte have hjernevasket Dylan eller på en eller anden måde tvunget ham, tænkte hun.

Sådan tænker hun ikke længere. Noget af det sværeste gennem de seneste 17 år har været at acceptere, at Dylan deltog på lige fod i planlægningen og udførelsen af massakren. Men når hun skriver om Harris, kæmper hun for at udvise den samme empati, som hun har med sin søn.

Efter skyderiet blev drengenes respektive dagbøger fundet, og mens Dylans var fuld af rørstrømske og ofte meningsløse drømme om at slå sig selv ihjel, var Harris' fuld af voldelige og sadistiske fantasier om at skade andre.

Jeg foreslår, at hun laver en moralsk sondring mellem de to drenge.

»Jeg ved ikke, om moral er det rigtige ord,« siger hun. »De havde forskellige sindslidelser. Jeg tror, Dylan havde en slags følelsesmæssig forstyrrelse. Psykopati er en anden kategori, mener jeg. Af en eller anden grund var de to som magnetiske poler. De var meget sammen og påvirkede hinanden.«

»Jeg prøver ikke at sige, at folk begår forbrydelser, fordi de har sindslidelser – sådan er det ikke – men jeg er overbevist om, at både Dylan og Eric blev ofre for deres lidelser, ligesom andre blev det.«

Forandringerne hos Dylan var små og næsten ikke til at skelne fra de normale udsving hos en teenager, men nu mener Klebold, at hvis hun havde vidst, hvad hun ved nu, ville hun have kunnet få øje på dem.

»Dylan viste tegn på depression,« skriver hun. »Tom og jeg så disse tegn, men var ikke i stand til at afkode dem. Hvis vi havde vidst nok til at forstå, hvad disse tegn betød, ville vi nok have været i stand til at forhindre Columbine-massakren.«

Der var en underlig episode. Den skete et år inden massakren, og det er et af de sjældne øjeblikke i bogen, hvor man sætter spørgsmålstegn ved den måde, Klebold håndterede sin søn på. Dylan var uforskammet over for hende, hvilket han ofte havde været det forår, og da hun mistede tålmodigheden med ham og skubbede ham op mod køleskabsdøren for at få en forklaring, sagde han: »Lad være med at skubbe mig, mor. Jeg bliver vred, og jeg ved ikke, om jeg kan styre det.«

Hans stemme var blid, og det »lød som en alvorlig advarsel«, så hun slap ham straks, fortæller Klebold. Senere sagde hun undskyld til ham.

Da Dylan Klebold forlod huset den morgen, råbte han farvel i en tone, som fik hans mor til at stoppe op. Det havde en »afvisende, ubehagelig klang«.

»Det har jeg lige siden analyseret som en Rubiksterning (på dansk kaldet en Professorterning, red.). Jeg har drejet den i alle retninger. Sagde han til mig, at jeg havde været en dårlig mor?«

Han havde forladt hjemmet tidligt for at gå til bowling, som man på skolen kunne tage som valgfag – heraf titlen på Michael Moore dokumentarfilm om massakren, Bowling For Columbine – men Dylan dukkede aldrig op til bowling. I stedet mødtes han med Eric Harris og tog hen til skolen medbringende våben og sprængstoffer.

Dylans mor finder aldrig ud af, hvorfor han gjorde det. Hun kan kun fastslå, at »en vis procentdel af menneskeheden dør ved selvmord, samtidig med at de tager andres liv«. Mord-selvmord udgør ifølge det amerikanske sundhedsministerium omkring tre procent af alle selvmord. Men selvmord er i sig selv den næsthyppigste dødsårsag blandt 15-24-årige.

Sue Klebold var på arbejde, da hendes mand ringede og sagde, at der havde været en skudepisode på skolen, og at hun skulle tænde for tv’et. Hendes første tanke var: »Dylan er i fare.«

Da hun kom hjem hørte hun, at de bevæbnede mænd begge var døde, og at de var iført sorte trenchcoats af en slags, som Dylan og Eric havde. Kort efter stod det klart: Dylan var ikke blandt ofrene. Han var en af gerningsmændene.

Og så begyndte spiralen. Familien Klebolds advokat sagde, at de kunne forvente »en ildstorm af had«. De forlod deres hus. Tom sagde til sin kone, at han ville ønske, Dylan også havde dræbt dem. Sue håbede, at hun ville sove roligt ind om natten. I de følgende dage overvejede de at skifte navn og flytte til en anden by. Når venligsindede personer sendte parret mad, fik deres advokat dem til at smide det ud for det tilfælde, at det skulle være forgiftet. Selv Toms fætre fik dødstrusler.

Men deres venner og familie slog ring om dem, hvilket de er dybt taknemmelige for. Mens parret stadig levede i skjul, hængte deres naboer et banner op uden for deres hus med teksten »Sue & Tom. Vi elsker jer. Vi er her for jer. RING TIL OS!«

»Til sidst følte jeg, at hvis jeg flyttede væk, ville jeg ikke være andet end mor til en morder. Så jeg blev, hvor jeg fik støtte fra folk, der kendte os.«

Der er blevet skrevet bøger og lavet film, som Klebold hverken har læst eller set – men hun har hørt om dem – f.eks. Gus Van Sants film Elephant og Lionel Shrivers roman We Need To Talk About Kevin – og det rystede hende. Sue Klebold mener, at disse værker risikerer at »mytologisere« Columbine. Ugen inden vores møde er to piger fra Denver blevet anholdt, fordi de angiveligt planlagde et lignende skyderi.

Der var henvisninger til Columbine i materiale fundet hos Cho Seung-Hui, der begik skoleskyderiet på Virginia Tech i 2007, og hos Adam Lanza, som stod bag massakren på grundskolen i Sandy Hook i 2012. I 2014 viste en undersøgelse fra ABC News, at mindst 17 skyderier og 36 planlagte angreb mod skoler havde referencer til Columbine.

Det forklarer Klebold med, at skyderiet faldt nogenlunde sammen med et boom i nyhedsdækningen og var en af de første hændelser, der fik en konstant rullende dækning 24 timer i døgnet.

Der er også noget næsten symbolsk over byens navn: Littleton. Det er blevet sådan en identifikationsting, skuddene blev hørt i hele verden. Men når der er så mange, der forsøger at kopiere Columbine, skal man huske på, at Dylan og Eric også kopierede. De kopierede en film, Oliver Stones Natural Born Killers, hvor de to hovedpersoner skaber en mediesensation ved at skyde vildt om sig.

Gennem årene har Sue Klebold søgt trøst i de små forskelle i Dylans og Erics adfærd den dag.

»At han affyrede færre skud og dræbte færre mennesker. Det er en bizar måde at finde trøst på, men det var det eneste, jeg havde. Af en eller anden grund var det mindre slemt. Stadig forfærdeligt, men på en måde mindre slemt.«

Har hun tilgivet sig selv?

»Jeg har til en vis grad tilgivet mig selv. Jeg tror ikke, jeg nogensinde vil kunne tilgive mig selv helt. Jeg drømmer stadig om Dylan, om at han er i fare, klatrer op på en høj stige, og så rækker jeg ud efter ham, så han falder. Jeg har en følelse af, at jeg lod ham forsvinde mellem mine hænder.«

Du elsker ham stadig?

»Jeg har ikke noget valg. Man elsker sine børn. Da alle andre i de sidste øjeblikke af hans liv så ham som en ond og sadistisk person, tænkte jeg, at det var min stakkels knægt, der var havnet i en forfærdelig situation, hvor han havde vanæret sig selv. Jeg kender ikke til nogen anden måde at reagere på ham end med kærlighed.«

Men det ændrer ikke noget. Klebold smiler bittert: »Kærlighed er ikke nok.«