Gem du dine kys

Min mor lignede ikke resten af familien. Og det var der en god grund til

Gem du dine kys

Min mor lignede ikke resten af familien. Og det var der en god grund til

Af Line Vaaben
Kapitel 4

I fjerde og sidste kapitel af historien om en hemmeligholdt adoption fra 1944 hører vi om skammen ved at være horeunge. Og om hvad det vil sige at være i familie
Resume

Ved en tilfældighed fandt min mor i 2004 ud af, at hun var adopteret. Det viser sig, at hun var resultatet af et sidespring mellem to gifte mennesker: refrænsangeren Hans Wrem og husmoren Elise Rosendal. Sidstnævnte måtte gå under jorden i slutningen af krigen på flugt fra frihedskæmperne, og minderne forfulgte hende resten af livet. Hun talte sjældent siden om krigen, og min mors adoption forblev en hemmelighed.

Læs de første kapitler her
I begyndelsen af maj 1944 gik en 38-årig kvinde ind på Mødrehjælpens kontor i København. Hun hed Inger Mathilde Vaaben Larsen, og sammen med sin mand Kai havde hun besluttet sig for at ansøge om et adoptivbarn. I venteværelset mødte hun den 30-årige Elise Rosendahl Larsen. Hun havde en lille mørkhåret pige på otte måneder med sig, som hun gerne ville bortadoptere. De to kvinder kendte ikke hinanden, men faldt i snak.

Vi ved ikke præcis, hvordan samtalen har udformet sig, men Elise har formentlig fortalt, at hun havde født den lille pige uden for ægteskab, og at hun ledte efter nogle adoptivforældre. Inger Mathilde har omvendt fortalt om sin datter Birgit derhjemme på seks år, som så nødigt skulle være enebarn. Men at hun efter en hård fødsel var blevet frarådet at få flere børn. Sikkert er det i hvert fald, at de to kvinder forlod venteværelset med en aftale om, at Inger Mathilde skulle adoptere Elises lille pige.

Historien om mødet i venteværelset fremgår af min mor Marianne Vaaben Juhls adoptionssag, der ligger i Rigsarkivet. Jeg har fået den tilsendt i en stak fotokopier, holdt sammen med et stykke papir og en elastik, og jeg tager den med ud til min mor, for at vi kan læse den sammen.

På skænken i stuen hos mine forældre på Østerbro står et billede af min mor og hendes storesøster Birgit taget lige efter Anden Verdenskrig. Et klassisk portrætfoto tonet i brunt. Begge piger er klædt i hjemmesyede, mønstrede kjoler med rund krave. Min moster Birgit er omkring ni år, og min mor omkring tre.

De to søstre ligner overhovedet ikke hinanden. Hvilket ville have været endnu mere tydeligt på et farvebillede. Som barn var min moster nemlig rødkrøllet og havde hvid, fregnet hud og blå øjne. Min mor derimod var mørkhåret og brunøjet. Da de blev voksne, var den ene lille og rund, den anden høj og ranglet. I familien har vi altid moret os over, at to søstre kunne være så utroligt forskellige. Men i 2004 fik vi forklaringen: De var slet ikke søstre.

Min mor vidste sådan set godt, at hun var anderledes end resten af familien. Som barn spurgte hun sin mor: »Hvorfor har jeg brune øjne, når dine er blå?«

Inger Mathilde svarede bare, at hun lignede sin far Kai, der var mere mørk. Og da hun som teenager voksede alle andre i familien over hovedet, forklarede forældrene det med, at hun nok havde arvet højden fra en anden gren af familien.

Men også af karakter skilte min mor sig ud: Min moster Birgit strikkede og broderede og kunne godt lide at være hjemme. Hun var velopdragen og genert. Min mor derimod stjal frugt i naboens pæretræer og var indianer til fastelavn. Hun var fræk og vild.

»Jeg skulle absolut stå på ski ned ad de højeste bakker ved Furesøen, så jeg røg ind i et træ og flækkede mit øjenlåg. Du kan stadig se arret,« siger min mor og peger bag sine briller.

»Og med den viden, jeg har i dag, kan jeg jo bedre forstå den forskel.«
Min moster Birgit og min mor Marianne var vidt forskellige af både udseende og sind. Den ene var velopdragen, genert og rødhåret. Den anden var vild, fræk og mørkhåret.
Privatfoto
Øverst i stakken af adoptionspapirer foran os ligger en politirapport fra Københavns Politi. Det var åbenbart almindelig praksis, at politiet afhørte kommende adoptivforældre. Og i maj 1944 mødte Kai Larsen op ved Københavns Politi til en samtale. Han ville gerne adoptere den lille unavngivne pige, som hans hustru havde fået øje på i Mødrehjælpens venteværelse. I rapporten står, at barnet allerede havde været i pleje hos en familie i Hvidovre i fire måneder, som alligevel ikke ville adoptere hende.

Kai Larsen fortalte politiet, at ægteparret faktisk allerede havde fået den otte måneder gamle pige udleveret fra barnets mor. To uger efter mødte en politiassistent uanmeldt op ved Kai og Inger Mathildes sommerhus i Mosede for at få et nærmere indtryk af familien og afhøre adoptivmoren.

Rapporten er flere sider lang. I stakken af papirer kan man læse, at både børneværnet, en landsretssagfører og overpræsidiet har været inde over sagen. Der blev også indhentet straffeattester på de kommende adoptivforældre. Kai og Inger Mathilde skrev under på, at de ikke havde betalt de biologiske forældre penge, og at de i øvrigt på min mors vegne frasagde sig al arv.

Sådan fortsætter det grundige papirarbejde og brevene helt frem til den 4. august 1944, da et dokument endelig fastslår, at Kai og Inger Mathilde har adopteret min mor. Med kongeligt segl og det hele. Kort efter blev min mor døbt i Jesuskirken i Valby – næsten et år gammel fik hun endelig et navn: Marianne.
Af min mors dåbsattest fremgår det, at hun var 11 måneder gammel, da hun endelig blev døbt Inge Marianne Wisborg Larsen.

Min mor bladrer gennem papirerne og læser udvalgte passager højt:

»Politiet skriver her, at 'hjemmet er pænt og velholdt' … Jeg er 'velplejet, velnæret og velklædt' … i 'rent og varmt tøj.'«

Hun lægger papirerne fra sig og udbryder:

»Det er det, jeg altid har vidst: Min mor var en sød og dygtig mor.«

Hendes stemme ryster en lille bitte smule.

»For nogle år siden blev jeg da chokeret over at finde ud af, at jeg var adopteret, men alt det, jeg læser her, bekræfter min følelse af, at jeg kom til et godt og trygt hjem. Og jeg bliver jeg varm ved tanken om, hvad mine adoptivforældre gjorde for mig.«

Inger Mathilde var hjemmegående husmor. Hun gjorde rent, lavede mad, syede og broderede. Kai var handelsrejsende for et bogbinderfirma og var væk hver anden uge. Kai var streng, som fædre var dengang. Inger Mathilde var mere mild. Men de var begge meget kærlige, og der blev aldrig gjort forskel på børnene, fortæller min mor.

Hun finder en stak familiealbum frem fra en skuffe. Et af dem er lavet til hendes konfirmation og indeholder højdepunkter fra hendes barndom. 'VORT BARN' står der på titelbladet.

Jeg kigger på de første billeder af min mor. De er taget ved Vaaben Larsens sommerhus, og at dømme efter årstiden og min mors alder har familien lige fået hende. Hun er en glad og trind pige, der blandt andet går i vandet med Kai, ligger på et tæppe på græsset ved siden af sin storesøster Birgit og står oprejst i en kravlegård.

Men hun er ikke nogen baby. Og på ingen måde nyfødt. Det er næsten utroligt, at min moster Birgit ikke fattede mistanke. Men det var der andre, der gjorde. En af dem var Birgits bedste veninde Kisser.
De første billeder i min mors fotoalbum viser billeder fra sommeren 1944, hvor hun er knap et år gammel. Hun er ikke en lille baby længere.
Privatfoto
Hun hedder faktisk Kirsten Pedersen. Vi mødes i gadedøren til den ejendom i Bagsværd, hvor hun bor. Hun med stok og jeg med blok. Kisser har været ude for at købe kransekage, for »vi skal da fejre, at vi endelig ses,« som hun siger, inden hun sætter sig godt til rette i en høj lænestol med puder i ryggen. Min moster Birgit og Kisser var fire år gamle, da de mødtes i gården neden for det lejlighedskompleks i Valby, hvor de boede.

»Vi startede med at række tunge af hinanden. Og lige siden var vi uadskillelige,« som Kisser siger.

De holdt sammen til min mosters død i 2016.

Kisser kan tydeligt huske, da hun første gang så min mor. Det var en forårsdag i 1944, og Birgit kom løbende ned ad trappen, klaprede voldsomt med brevkassen og kaldte på sin veninde. Kisser kunne høre, at det skulle gå stærkt.

»Hun sagde: 'Kisser, Kisser, Kisser! Skynd dig at komme med op. Jeg har fået en lillesøster.'«

Kisser gik med, og i en kraftig lænestol i familien Vaaben Larsens stue sad min mor. Kissers første tanke var, at det var en usædvanligt stor baby.

»Men jeg turde ikke sige noget. For tænk nu, hvis Birgit blev ked af det,« siger Kisser.

En af naboerne havde for nylig fået et lille barn. Men hun havde været tyk om maven. Det havde fru Larsen ikke.

»Så jeg kunne ikke få det til at passe,« siger Kisser.

Da hun kom hjem, spurgte hun sin mor, hvordan det kunne være, at Birgits lillesøster var så stor? Og hvorfor havde fru Larsen ikke været tyk?

»Min mor kiggede på mig og sagde: 'Det snakker vi ikke om. Og du kan lige prøve på det. Så får du en endefuld.'«

Og så sagde Kisser ikke et ord om det i 60 år.

»For det havde jeg jo lovet min mor,« siger hun.

Hun gik først til bekendelse, da Birgit ringede til hende i 2004 og fortalte, at Marianne havde opdaget en stor familiehemmelighed. Hendes gamle veninde blev stum af overraskelse, da det gik op for hende, at Kisser havde holdt tæt så længe.

Men den slags var nu ikke usædvanligt i tiden under og efter Anden Verdenskrig, siger Kisser:

»Utroligt meget var tys tys. Hvis et ægtepar gik fra hinanden, talte man heller ikke om det. Man var mere lukket omkring det private.«

Særligt talte man ikke om børn født uden for ægteskab. For det var en skandale. Og hvis det var kommet frem, at min mor var et uægte barn, kunne det have været ubehageligt:

»Den slags børn kaldte man jo horeunger. Kan du forestille dig, hvis nogle havde råbt det efter Marianne? Det ville have været forfærdeligt. Så ville der jo være kommet ukrudt ind i den pæne have, forældrene havde lavet til hende.«
Kai Larsen sammen med min mor ved deres sommerhus i Mosede, da han og hustruen Inger Mathilde endelig havde fået udleveret min mor. Hun er omkring otte måneder. Kort efter går adoptionen igennem.
Privatfoto
Da min mor fyldte 21, fik hun at vide, at hun havde arvet 2.000 kroner fra en barnløs tante. Tanten havde også efterladt 2.000 kroner til hendes søster Birgit.

Men det var en løgnehistorie. Pengene havde min mors biologiske far Hans Wrem i sin tid sat ind på en lukket konto, da han erkendte faderskabet. For at det ikke skulle vække mistanke havde Kai og Inger Mathilde sparet det samme beløb op til hendes storesøster.

»De var virkelig påpasselige. Jeg skulle saftsuseme ikke have det at vide. Men det takker jeg dem for i dag,« siger min mor. »Jeg synes, det var rigtigt gjort. Jeg var deres barn, og jeg skulle ikke vide andet. Så jeg voksede op uden at spekulere over det.«

Hvis Kai og Inger Mathilde havde kunnet bestemme, sad hun altså ikke her med en stak afslørende papirer mellem hænderne.

»Nej. Jeg er sikker på, at det ville have været utroligt svært for min mor, hvis jeg havde opdaget det, mens hun levede. Så jeg håber ikke, hun ser med deroppefra,« siger min mor og peger opad.
Da min mor fyldte 21 år, fik hun udbetalt 2000 kroner. 'Arv fra en afdød tante,' sagde hendes forældre. Men det var løgn. Pengene stammede fra hendes biologiske far, Hans Wrem.
Privatfoto
Karen Vallgårda er lektor og familiehistoriker ved Saxo-instituttet på Københavns Universitet og har forsket i hemmeligheder og sociale mønstre omkring familien. At man holdt adoptioner og andre irregulære konstruktioner skjult, var ifølge Karen Vallgårda først og fremmest en overlevelsesstrategi.

»I 1940'erne og 1950'erne var der jo andre normer for, hvad der var gangbart, og når en familie valgte at holde den slags hemmeligt, var det, fordi man risikerede at tabe anseelse og fremtidsmuligheder ved at blotte normoverskridelserne,« siger hun.

Især i borgerskabet var det stigmatiserende at være født uden for ægteskab – ovenikøbet typisk af forældre fra lavere sociale kår.

»Det kunne sagtens ramme barnet, men også forældrene,« siger Karen Vallgårda.

Hun mener, at man før i tiden var bedre til at holde på hemmeligheder end i dag.

»Behovet for at holde på hemmeligheder og skjule ting har været mere presserende end i dag, hvor normerne alt andet lige er lempet på en række områder – især angående det seksuelle.«

Selv om det naturligvis kunne være kvælende at holde på en hemmelighed, mener hun ikke nødvendigvis, at hemmelighederne var af det onde:

»Vi har et kulturel imperativ i dag om, at alt skal på bordet, men der kan være situationer, hvor det bedste for alle er, at der bliver lagt låg på – i hvert fald i noget tid.«
Min mor sender i dag en tak til sine for længst afdøde adoptivforældre Kai og Inger Mathilde. Hun er glad for, at de holdt adoptionen hemmelig.
Foto: Anders Rye Skjoldjensen
I forsommeren 2020 mødes jeg med min mor. Mit detektivarbejde er forbi, og jeg er spændt på at høre, hvad hun mener om al den viden, jeg har gravet frem.

»Uanset at det har været spændende at få kortlagt, så har det ikke ændret noget ved mine følelser for den familie, hvor jeg er vokset op. De forældre, der har skiftet ble på mig, siden jeg var otte måneder og elsket mig hele livet, er mine forældre. Og jeg tror, at den måde, de var på, har stor betydning for, hvem jeg er i dag, og det liv jeg har haft,« siger min mor.

Vi kigger på billederne af hendes biologiske forældre. Både hun og jeg har den samme mund som Elise. Og ja, måske har hun også arvet noget af sin mors lidt vilde karakter. Hun har de samme brune øjne som sin far Hans. Og måske har hun arvet hans musikalitet. Alligevel føler min mor absolut ingenting for dem.

»De der mennesker, der tilfældigvis var i seng sammen og fik mig, forekommer mig ligegyldige og fjerne,« siger hun.

Det betyder ingenting for hende at have fået mere at vide om sit biologiske ophav.

»Nej, det er kun en forklaring på, hvorfor jeg måske indimellem følte mig anderledes, da jeg voksede op. Men mine biologiske forældre er ikke min familie. Det er ikke min far og mor.«

Alligevel tænker jeg på de to mennesker med stor taknemmelighed. For jeg havde aldrig været til, hvis ikke Elise Rosendal Dam en aften i det københavnske natteliv havde fået øje på refrænsangeren Hans Wrem og han på hende.

Jeg finder sangen frem igen og lytter til hans stemme hen over lakpladens knitren. Som en besked langt borte fra:

Gem du dine kys
Til det bliver forår igen
Gem du dine kys
Til du har fundet en ven
Og når vinteren er forbi, så kommer jeg og får dit svar
For så får du brug for alle de kys, du har
Slut på serien
Hvis du ikke har læst de øvrige tre kapitler, kan du læse dem her
Tekst Line Vaaben
Redaktør Mikkel Vuorela
Digital produktion Sigrid Nygaard & Rasmus Raun Westh

8. august 2020
Dagbladet Information

Anbefalinger

  • Lisbeth Glud
  • Jane Jensen
  • Bjørn Pedersen
  • erik pedersen
  • Lise Lotte Rahbek
  • David Zennaro
  • Ulla Nielsen
Lisbeth Glud, Jane Jensen, Bjørn Pedersen, erik pedersen, Lise Lotte Rahbek, David Zennaro og Ulla Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jan Weber Fritsbøger

min far var adopteret så meget ved jeg, men jeg har aldrig hørt noget som helst om hans barndom, jeg har til gengæld oplevet den person som kom ud af det, min fars tilgang til opdragelse var at børn skulle holdes nede med alle midler og senere adspurgt hvorfor, udtalte han at vi på den måde ville blive "stærke",
men realiteten er at vi først som voksne skulle i gang med at opbygge selvtillid, og arbejde os ud af vores med vilje påførte mindreværd,
og jeg er ikke i tvivl grunden er at min far selv konstant fik at vide at han ikke var god nok, og sikkert fik at vide i tide og utide, at det skyldtes at han ikke var af "god familie" men et underklasse-menneske, og sandsynligvis også levede med vold i sin barndom,
og helt galt gik det for mig da jeg i en alder af ca 10 år overhalede min far eftertrykkeligt rent intellektuelt,
det medførte blandt andet at jeg fik den sure pligt at vaske op hver aften imens de andre så tv-avis, og da jeg elskede at vide noget om verden så det var en virkelig hård "straf",
og især det faktum at min storesøster sad og så tv med de andre, selv om hun var aldeles ligeglad med viden om verden gjorde ondt,
så jeg stod flere gange tudende af harme over uretfærdigheden imens jeg tog den skide opvask,
og derudover var min barndom fra 9-10 årsalderen præget af arbejde efter skoletid,
så min fritid skulle opnås ved at knokle hårdere end de troede jeg ville kunne så dagens pligter kunne nås inden aftensmaden og jeg dermed opnåede en smule fritid, dette lykkedes kun sjældent men jeg fik da lært at få noget fra hånden,
og da jeg gik ud af 7nd klasse i en alder af 13 år, (på trods af skolens anbefaling af at jeg burde læse videre) begyndte jeg at forsørge mig selv, og jeg flyttede hjemmefra da jeg var 14, hvilket føltes som en løsladelse,
jeg har siden indhentet en del af den forsømte uddannelse, men har aldrig haft et job som matchede hverken mine interesser eller mine kompetencer,
skulle jeg starte livet forfra ville jeg nok blive astrofysiker eller astronom da mine interesser bla ligger der, men på trods af modgangen stortrives jeg idag som folkepensionist og føler mig særdeles privilegeret, især fordi de sure jobs er fortid.

Birte Pedersen, Jane Jensen, David Zennaro, erik pedersen, Liselotte Paulsen, Ruth Sørensen og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Birte Pedersen

Til David Zennaro. Min søn er også "uægte" da han blev født på Rigshospitalet af mig, en enlig mor. En dag da han var 5 år kom han hjem fra børnehaven og fortalte at de andre børn havde sagt at han ikke var ægte. Jeg fortalte ham at han både havde arme, ben, øjne, øre, mund, tissefyr og rumpe, ligesom de andre børn. Efterfølgende fortalte børnehave frøken mig at han prompte havde givet de andre børn et foredrag om at han var ægte. Sådan kan det også gå.