Gem du dine kys

»Mormor var jo tyskertøs«

Gem du dine kys

»Mormor var jo tyskertøs«

Af Line Vaaben
Kapitel 3

I det tredje kapitel i denne historie møder vi enkemanden Ole, og vi får mere at vide om, hvordan det var at være tyskertøs efter Anden Verdenskrig
Resume

Ved en tilfældighed fandt min mor i 2004 ud af, at hun var adopteret. Men hvem var hendes forældre, og hvorfor skilte hendes mor og far sig af med hende? Det viser sig, at min mor var resultatet af et sidespring mellem to gifte mennesker: Husmoderen Elise Rosendal og musikeren Hans Wrem. Han erkender faderskabet i 1944, der falder dom i sagen, og min mor bliver bortadopteret. Elise Rosendal vender hjem til sin datter Hanne i Rødovre.

Læs de første kapitler her

Kisten er hvid, og bårebuketten består af røde og hvide nelliker og blå forglemmigejer. Præcis som Ole Ertmann-Dam selv havde ønsket det.

Det er en smuk, klar forårsdag i maj 2020, og de 12 fremmødte til hans bisættelse sidder med god afstand imellem sig på de fire forreste træbænke i Grøndalslund Kirke.

Den kvindelige præst taler om 81-årige Ole: En mand, der altid var glad og positiv. En mand, der troede på det gode i andre mennesker. Og en mand, som når som helst kunne bryde ud i sang. Det sidste får smilene frem hos tilhørerne.

Også mig. Jeg sidder bænket bagest i kirken og tænker på, hvordan man kunne høre Ole Ertmann Dam, længe før han lukkede op, når man havde ringet på dørklokken:

»Ja, ja, ja, nu kommer jeg. Du ser, jeg iler. Hvad kan jeg nu tjene denne dame med,« sang Ole inde fra det lille rækkehus i Rødovre.

Ole Ertmann-Dam var gift med min mors halvsøster Hanne. Jeg fandt frem til ham, da jeg begyndte at lede efter spor af min biologiske mormor Elise Rosendal Dam. Hun døde længe før, jeg gik i gang med mit familiedetektivarbejde. Også hendes ældste datter, min mors halvsøster Hanne, var gået bort. Men da jeg for nogle år siden skrev et brev til Hannes enkemand, Ole, og spurgte, om jeg måtte besøge ham og høre historier om min mormor Elise, ringede han straks tilbage. Jeg var velkommen til kaffe og jordbærkager med flødeskum.

»Min svigermor hed Elise, men hun blev aldrig kaldt andet end Kylle,« sagde Ole Ertmann-Dam.

Han støttede sig til notater i en rød notesbog for at være sikker på at få det hele med. På skænken i stuen ved siden af en vase med gule roser stod billedet fra hans bryllup med Hanne i 1975. De havde kendt hinanden, siden de var børn, men blev først kærester som voksne. Hun var enlig mor for toårige Charlotte, der hurtigt blev som en datter for Ole Ertmann-Dam. Han ville gerne have været operasanger, men arbejdede i en læderforretning i Lyngby, mens Hanne blandt andet sad i receptionen i det lokale solcenter.

»Vi har haft et dejligt liv, Hannepigen og jeg,« sagde han og afbrød sig selv: »Men det var jo Elise, min svigermor, vi skulle tale om.«

Ole fandt et familiealbum frem – et rødt ringbind med billeder klistret ind på hvide A4-ark. Han bladrede frem til et af min mormor Elise som barn. På billedet er hun måske omkring to år. En lille buttet pige i strikket tøj, der sidder på et gulv omgivet af fem boxerhvalpe. Jeg tænker på billeder af min mor fra samme alder. Ligheden er slående.
Elise voksede op på Vesterbro hos sin onkel og tante.
Privatfoto
Billedet er taget lige omkring det tidspunkt, hvor hendes forældre forlod hende, fortalte Ole Ertmann-Dam. De tog til New York i 1915 for at prøve lykken på Broadway. Inden afrejsen blev lille Elise afleveret hos sin fars bror, der havde et værtshus på Vesterbro. Forældrene kom efter sigende aldrig hjem igen.

»Hun havde ikke et let liv, det havde hun ikke,« sagde Ole og rystede på hovedet. »Det har ikke været en dans på roser.«

Og på de senere sider i familiealbummet dukkede de første billeder op af Elise med datteren Hanne. De er taget under Anden Verdenskrig, en periode, der ifølge Ole Ertmann-Dam kom til at præge hende resten af livet. Ikke mindst fordi hun var gift med nazisten Thorkild Werner Larsen, der meldte sig til Frikorps Danmark og var udstationeret ved østfronten.

»Hun var uheldig at holde med de forkerte,« forklarede Ole.

I samtiden fandtes et andet ord for det: landsforrædere. Og mens Thorkild Werner Larsen var i krig, blev Elise opsøgt af frihedskæmpere, der søgte efter våben i ægteparrets lejlighed i Vanløse. De splittede stedet ad, og lejligheden blev senere beskrevet som ubeboelig.

»Hun blev banket. Og mishandlet,« fortalte Ole, og efterfølgende afleverede hun treårige Hanne hos sine gamle plejeforældre på Vesterbro – dem med værtshuset. Selv gik hun under jorden.

I den følgende periode boede hun flere steder i København, blandt andet på Istedgade og traf en tysk officer på Hotel Nordland – et mødested for blandt andet tyske officerer under krigen. Elise blev gravid med den tyske soldat, og i 1946 fødte hun sit tredje barn – endnu en datter, som blev sat i pleje.

»Ja, det lyder måske ikke pænt, men svigermor var måske lidt let at komme i bukserne på,« sagde Ole Ertmann Dam og tilføjede:

»Hun var en varmblodig kvinde.«

Det var svære tider, hvis man blev gravid uden for ægteskab dengang, sagde Ole Ertmann-Dam.

Han hviskede:

»Det var skrækkeligt. Jeg tror også, hun engang blev nødt til at gå til sådan en, der fjerner små piger og drenge. Men hvis man var alenemor og fik børn, man ikke kunne passe, var det jo også ulykkeligt, ikke sandt?«
Privatfoto
Martina Koegeler-Abdi er kulturforsker, historiker og postdoc på Saxo-Instituttet ved Københavns Universitet. Hun er i gang med et forskningsprojekt om danske familiers forhold til den tyske besættelsesmagt og til danske nazister under Anden Verdenskrig. Og om hvordan familierne siden hen har håndteret historierne.

»Det er mit indtryk, at hvis der var en dansk nazist i familien, blev hele familien som enhed fordømt. Familien kunne opleve at blive generet af naboerne, og man kan også læse historier i datidens nazistiske medier om, at danske nazisters børn blev drillet i skolen,« siger Martina Koegeler-Abdi.

Hun har også set på kærlighedsforhold mellem danske kvinder og tyske soldater, og hvad det kom til at betyde for både børn og mødre. Og henviser til historikeren Annette Warring, der i sin forskning i tyskerpiger fastslår, at kvinder, som havde haft forhold til nazister eller soldater blev efter krigen et symbol på besættelsens forræderi – et seksuelt forræderi. En krænkelse.

»Og det var kvindernes kroppe, det gik ud over. Når kvinderne blandt andet blev slået og fik klippet håret af, var det en symbolsk handling rettet mod deres fertilitet og skønhed,« siger Martina Koegeler-Abdi. Man så samme reaktion i andre lande – eksempelvis Grækenland og Frankrig.

Martina Koegeler-Abdi har den mening, at det private altid i en vis forstand er politisk. Men når man ser på kvindernes handlinger i dag, er det vigtigt ikke at fordømme dem:

»Mange af de her kvinder så ikke deres handlinger som politiske beslutninger. Det var ganske almindelige kvinder, der arbejdede i bagerbutikker, i butikker og kantiner hvor de tilfældigvis mødte tyskerne. Og selv om alle de små beslutninger, kvinderne traf, tilsammen kom til at virke som en stor beslutning, kan man ikke sætte det så skarpt op,« siger hun.

Nogle af de kvinder, der havde fået børn med nazister eller tyske soldater, flygtede til Sverige, mens andre flyttede til en anden by eller landsdel for at sløre deres historie. Og det var meget almindeligt, at kvinderne efterlod børnene hos bedsteforældrene, når de selv forsvandt.

Ofte var kvindernes forhold til tyskerne, og de børn der kom ud af det, en hemmelighed.

»Men en hemmelighed er jo sjældent en hemmelig for alle. Hemmeligheder er jo en særlig slags videnshåndtering – hvor nogle personer har adgang til den viden, mens andre ikke har.«

»Meget ofte vidste hele familien godt, hvordan det hang sammen, men man talte ikke om det, fordi det var så svært,« siger Martina Koegeler-Abdi.

Og følelsen af at skulle bære på en hemmelighed gik ofte i arv til børnene, forklarer hun.

»Der var masser af tavshed, konflikter og fortielser. Og det skabte indimellem et meget distanceret forhold mellem mødre og børn. Det er helt klart en byrde, som er blevet overført ned gennem generationerne. Hvor børnene godt vidste, at der var en hemmelighed, men lærte ikke at vide det for at beskytte familien.«
Efter Anden Verdenskrig blev 12.900 danske dømt for landsforræderi efter love, som i hast blev vedtaget lige efter krigens slutning.
Rigsarkivet
Efter at tyskerne havde overgivet sig i maj 1945, blev Thorkild Werner Larsen først taget til fange af russerne, men derefter løsladt, hvorefter han meldte sig ved det danske konsulat i Flensborg.

Han var efterlyst af den danske stat, fordi han havde været i tysk tjeneste, og han blev derfor anholdt ved sin indrejse i Kruså og interneret i Fårhuslejren – den tidligere Frøslevlejr, som var omdannet til straffelejr for danske landssvigere. Derfra blev han overført til Vestre Fængsel i København og sigtet for 'Landsskadelig virksomhed'.

I alt blev omkring 22.000 danskere interneret efter krigen og knap 12.900 af dem dømt for landsforræderi. Nogle blev dømt for propaganda, andre for angiveri eller værnemageri.

Men den største gruppe var danskere, som havde været i tysk krigstjeneste. Det drejede sig om næsten 7.000 mennesker.

Retsdokumenterne fra sagen mod Thorkild Werner Larsen er gemt i Rigsarkivet, og i en gulnet kopi af retsbogen kan man læse, at han ved både grundlovsforhør og under selve retssagen i Københavns Byret i efteråret 1945 nægtede sig skyldig.

Han forklarede, at det i 1941 havde været lovligt at melde sig til frikorpset, at han ikke havde båret våben i tysk tjeneste, men kun arbejdet som mekaniker, og at han flere gange siden 1943 havde forsøgt at komme ud af den tyske hær. Han havde også nægtet at sværge troskab til Hitler, selv om han var blevet bedt om det to gange.

Undervejs i sagen blev hans medlemskab af det danske nazistparti, DNSAP, dokumenteret, blandt andet ved hjælp af modstandsbevægelsens arkivmateriale. Thorkild Werner Larsens gamle klasselærer var også indkaldt som vidne. Han fortalte, at de to havde diskuteret sagen, da Thorkild meldte sig til Frikorpset, og han betegnede sin tidligere elev som 'idealist'.

I oktober 1945 fik Thorkild Werner Larsen en dom på et års fængsel – hvilket var lidt kortere end den mest almindelige straf til danskere i tysk tjeneste på mellem halvandet og to års fængsel. Han blev også fundet 'uværdig til almen tillid' i fem år, hvilket blandt andet betød, at han mistede sin stemmeret.

Han blev skilt fra Elise Rosendal tre år efter og døde i 1963 – 53 år gammel.
Min mormor Elise Rosendal blev skilt fra nazisten Thorkild Werner Larsen et par år efter krigen og levede som enlig mor med sin datter Hanne frem til 1950'erne.
Privatfoto
I årene efter krigen serverede Elise på Vin og Ølgod, hun var enlig mor, men havde ifølge Ole Ertmann-Dam en stribe kærester:

»Hun mødte mændene, når hun var ude og danse moderne,« sagde han.

Der var både en murer og en tivolikonduktør, og efter at være blevet skilt fra Thorkild Werner Larsen var hun også gift i en kortere periode med en mand, der hed John. Men i midten af 1950'erne slog hun sig ned med pianist og organist Hjalmar Thomsen. Han spillede blandt andet på restaurant Parnas.

»De havde det udmærket. Men hun var slidt i nervesystemet. Hun havde ofte migræne og tog en del piller for det,« sagde Ole Ertmann Dam. Blandt andet sovemidlet Fenemal, som hun blev afhængig af. Hun var også indlagt en periode på psykiatrisk afdeling på Sankt Hans. Senere fik hun invalidepension og tjente lidt sort ved siden af i en kiosk i Vanløse.

Hanne og Elise havde perioder i livet, hvor de ikke så hinanden.

»De var nok begge lidt svære personligheder. Og de havde taget skade af krigen,« forklarede Ole.

Hanne tilgav ikke sin mor for, at hun havde efterladt hende under krigen og først flere år efter kom tilbage og hentede hende. Deres forhold blev aldrig godt igen. Og Elise talte aldrig om sine oplevelser under krigen. Ej heller om de bortadopterede børn.

»Nej, jeg tror, hun skammede sig,« sagde Ole Ertmann-Dam.

Og da Hjalmar Thomsen døde midt i 1980'erne, følte Elise sig ensom:

»Hun mistede livslysten.«

I toget på vej hjem fra mit besøg hos Ole ringede jeg til min mor og fortalte hende, hvad jeg havde fundet ud af. Hendes reaktion faldt prompte:

»Det bekræfter mig bare i, hvor godt det var, at jeg blev adopteret. Ellers var jeg jo vokset op i en utroligt rodet familie. Jeg har da undgået en hel masse besværligheder,« sagde min mor, der godt kunne forstå sin biologiske mor, Elise.

»At hun valgte at adoptere mig væk, var da en god idé. Jeg kan da kun være glad for, at hun tog den beslutning, oven i alle sine andre dårlige beslutninger,« sagde min mor, der minder mig om, at tiden var en anden:

»Der var jo ikke adgang til prævention og abort som i dag. Kvinder var bundet af deres biologi og deres børn på en helt anden måde. På den måde er det her jo heller ikke bare en historie om mig og min mor, men en historie om mange af datidens kvinder.«
Elise Rosendal og Hjalmar Thomsen dannede par i knap 30 år frem til hans død i 1985. De blev dog aldrig gift.
Privatfoto
På forreste række til Ole Ertmann-Dams bisættelse sidder Charlotte Ertmann-Dam, Hannes datter. Hun læner hovedet mod sin kærestes skulder og tørrer flere gange øjnene. Ikke mindst da organisten spiller »Bella Notte«, og det er tid til et sidste farvel ved kisten, mens gæsterne forlader kirken.

På grund af COVID-19 må man ikke samles til gravøl, men alle er velkomne til en kop medbragt kaffe på parkeringspladsen, bliver der sagt. Charlotte har stadig tårer i øjnene, da hun kommer hen og spørger, hvem jeg er. Jeg forsøger i korte træk at forklare. Stammer lidt i det.

»Sagen er altså den, at vi har den samme mormor,« får jeg endelig sagt.

Jeg er bekymret for, hvordan hun vil reagere på at få et nyt familiemedlem, samme dag som hun har bisat sin stedfar. Men det tager Charlotte Ertmann-Dam helt roligt.

»Det kommer ikke bag på mig,« siger hun. »Overhovedet ikke faktisk. Der har altid været rod i vores familie.«

Selv er hun også resultatet af en affære, hendes mor havde med en gift mand, fortæller hun.

Men hun betragtede altid Ole Ertmann-Dam som sin far. Det var ham, der lærte hende at cykle. Det var ham, der fulgte hende til balletundervisning. Og ham, som tilbød hende et sted at bo, da hun var ved at blive skilt. Da hun var 35 år gammel, adopterede han hende. En stor dag i hendes voksne liv.
Hanne og Ole til deres bryllup i 1975. I midten Charlotte, som siden blev adopteret af Ole.
Privatfoto
Charlotte Ertmann-Dam har mange minder om Elise – vores fælles mormor. Hun husker Elise som en sød ældre dame, der forkælede sit barnebarn grænseløst med slik og mariekiks med chokolade. De boede rundt om hjørnet, og hun stak ofte forbi sin mormor. Elise fortalte aldrig rigtig om sit liv. Men Charlotte vidste godt, at hun havde haft noget at gøre med nazisterne. Det fik hun at vide af sine forældre.

»Ja, mormor var jo tyskertøs. Og når man hører om, hvad der skete efter befrielsen med unge damer, der havde ligget med tyskerne, kan man jo godt forstå, at hun ikke havde lyst til at tale om det,« siger Charlotte og fortsætter:

»Men det var nok også en anden tid. Dengang klappede man bare i og glemte alt om det. Troede man.«

Charlotte er som sagt ikke overrasket over, at der findes en gren af familien, hun aldrig har kendt til. Selv om hun godt kunne have tænkt sig en nærmere forklaring fra eksempelvis Elise:

»Man kunne da godt tænke sig at sige: 'Hallo, hvad fanden har du egentlig haft gang i?'«

Men det er for sent.

En dag i oktober 2000 blev Elise Rosendal Dam fundet livløs hjemme i lejligheden på Jyllingevej i Vanløse. Det var Ole Ertmann-Dam, der fandt hende. Hun kom på Hvidovre Hospital og døde kort efter.

I papirerne fra skifteretten kan man læse, at hun ved sin død efterlod sig 0 kroner på sin bankkonto og 293 kroner i kontanter. Hun ønskede ikke en begravelse, og hendes urne blev nedsat i Rødovre Kirkegårds fællesgrav. Med sig i døden tog Elise Rosendal en lang række hemmeligheder. Og minderne om en dag i maj måned 1944, hvor hun gik ind i Mødrehjælpens venteværelse med en lille pige på armen. Og mødte en kvinde, der brændende ønskede sig et barn.
Følg serien
Få automatisk en e-mail, når næste kapitel i fortællingen udkommer.
Tekst Line Vaaben
Redaktør Mikkel Vuorela
Digital produktion Sigrid Nygaard

1. august 2020
Dagbladet Information

Anbefalinger

  • Christian Mondrup
  • Gert Romme
  • Peter Beck-Lauritzen
  • Erik Karlsen
  • Kurt Nielsen
  • Hanne Utoft
  • David Zennaro
Christian Mondrup, Gert Romme, Peter Beck-Lauritzen, Erik Karlsen, Kurt Nielsen, Hanne Utoft og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeppe Lindholm

Bryder mig ikke om udtrykket "tyskertøs". Det gør jeg ikke, fordi de fleste almindelige mennesker bare lever et liv. Det er det færreste, som gemmer på en helt inden i. Og dem der ender som helte eller skurke gør det oftest ved en ren tilfældighed.

Anja Knoblauch, Lene Daugaard og Peter Beck-Lauritzen anbefalede denne kommentar

Det er en både modig og tankevækkende rejse Line Vaaben har givet os indsigt i.

Men...

” »Og det var kvindernes kroppe, det gik ud over. Når kvinderne blandt andet blev slået og fik klippet håret af, var det en symbolsk handling rettet mod deres fertilitet og skønhed,« siger Martina Koegeler-Abdi. Man så samme reaktion i andre lande – eksempelvis Grækenland og Frankrig.”

Nej, det var ikke fertilitet eller skønhed hævnenvar rettet mod.. men mod fraternisering og forræderi,..
Ingen tænkte på skønhed eller fertilitet den 4-5. maj 1945.

Kun hævn...
Og love med tilbagevirkende kraft....

Og glemt er regeringens og kongens ord om samarbejde og besindighed i 1940- 1943...

Og har været fortrængt lige siden....