Når staten forsvinder bliver det svært at stemme

Engang stod butikker på rad og række på Panolas hovedgade. Der var arbejde på en bomuldsfabrik, på plantagerne og i en mølle. I dag er alt det forsvundet
Tekst: Martin Burcharth
Foto: Sigrid Nygaard
Da Chuck Binion efter 39 års fravær vendte tilbage til sin fødeby i Alabama i 2012 for at pleje sin syge mor, gik han i chok.

»Jeg kunne simpelt hen ikke genkende stedet,« fortæller den ældre sorte herre en formiddag i oktober i denne afroamerikanske flække.

Binion står med en pakke cigaretter i hånden, som han har købt i et mobile home, der giver sig ud for at være Panolas ’general store’. Men en købmand er det ikke. Her sælges der smøger, slik og snacks. Intet andet. Ikke en gang en flaske mælk eller en bakke æg.

»Du kan slet ikke forestille dig, hvordan Panola tog sig ud, da jeg flyttede til Pittsburg i 1973 for at finde et job i stålindustrien,« fortæller han og slår ud med armene: »Der var et pulserende liv her på gaden.«
Information er taget til USA i forbindelse med præsidentvalget. Sidste stop er Panola i Mississippi
Information er taget til USA i forbindelse med præsidentvalget. Sidste stop er Panola i Mississippi
Da Chuck Binion efter 39 års fravær vendte tilbage til sin fødeby i Alabama i 2012 for at pleje sin syge mor, gik han i chok.

»Jeg kunne simpelt hen ikke genkende stedet,« fortæller den ældre sorte herre en formiddag i oktober i denne afroamerikanske flække.

Binion står med en pakke cigaretter i hånden, som han har købt i et mobile home, der giver sig ud for at være Panolas ’general store’. Men en købmand er det ikke. Her sælges der smøger, slik og snacks. Intet andet. Ikke en gang en flaske mælk eller en bakke æg.

»Du kan slet ikke forestille dig, hvordan Panola tog sig ud, da jeg flyttede til Pittsburg i 1973 for at finde et job i stålindustrien,« fortæller han og slår ud med armene: »Der var et pulserende liv her på gaden.«
Chuck beskriver en lille by med et dusin forretninger langs hovedgaden. Der var også en biograf.

»Og vi havde et tog, der stoppede ved stationen og kørte hele vejen til Birmingham. Min mor solgte billetter på stationen. Greyhound-bussen stoppede derovre,« siger han ivrigt og peger på en tom og forladt bygning, der var en stor købmand i de gode, gamle dage.

I dag findes der hverken bus, tog eller taxa i eller nær Panola. Faktisk hører Alabama til de få amerikanske delstater, der ikke har et offentligt trafiksystem mellem byerne. Folk uden bil må betale for et lift eller tage imod kirkelige tilbud om at køre dem til lægen, på indkøb (nærmeste supermarked er 25 km væk) eller til amtskontorerne (45 km).
For den uindviede kræver det en god portion fantasi at forestille sig, hvordan Panola en gang så ud. I dag er her intet, bortset fra snackbutikken og så et postkontor i en nærtstående beboelsesvogn. Længere nede ad vejen ligger North Sumter Jr. High School, som netop denne aften afholder junior prom, en dansefest for eleverne. Her får unge lejlighed til at stå på scenen i deres smukkeste tøj. Ballets dronning bydes velkommen i gymnastiksalen med klapsalver fra forældre og lærere.

Bortset fra skolen og postkontoret er både delstaten Alabama og forbundsstaten bemærkelsesværdigt fraværende i dette lille afroamerikanske samfund bestående af 300 sjæle. På en måde er Panola på egen hånd.

Kirken, Galilee Baptist Church, er den eneste synlige institution midt i, hvad der engang var en relativt velstående sydstatsby.

»Vores kirke tjener som en informationscentral. Det er lidt som i slavetiden. Hvis folk vil have noget at vide om, hvad der sker i vores lille samfund, henvender de sig til kirken,« fortæller pastor Bob Little, en venlig midaldrende herre med en college-uddannelse, der i en årrække har arbejdet uden for Panola.
Hvide butiksindehavere
Det er Bob Little, der står bag opførelsen af baptistkirken og en rektangulær bygning uden vinduer og fyldt med doneret tøj og fødevarer. Kirken er bygget på en grund, hvor Panola Parkway og Ginhouse Road krydser hinanden. Her lå der i gamle dage en bomuldsfabrik og en mølle, der malede majskorn.

Bobs ældre halvsøster, Dorothy Miller, kan huske navnene på indehaverne af alle de butikker, der engang stod på et areal, som i dag er tomt. Tilbage er blot en faldefærdig bygning, som husede The General Store og et ubeboet og sammenbrudt hvidt hus bag et par træer og noget buskads.

En efter en remser Dorothy navnene op.

Der var Mrs. Jamie Olivers forretning – »et varehus som Walmart« – og Mr. Billy Taylors butik, der solgte dåsemad, og bag det der træ havde Mrs. Maria Maybee sin sko- og tøjhandel, og på den anden side af gaden lå Mrs. Katherines ismejeri, hvor man kunne købe flødeis »ligesom hos Baskin og Robbins« i dag.

Dorothy tager sig i at glemme Mr. Jamie Oliver. Han ejede en benzintank. Og Mr. Bob Lockaway havde et bilværksted.

Dorothy Miller er færdig med at pege på alle de steder, hvor der engang var liv og spektakel, og der i dag kun er står en kirke og massevis af mobile homes.

»Hvor boede de hvide? På plantagerne uden for Panola?« spørger vi.

»Ja, de fleste,« bekræfter hun.

Så det var de sorte, der ejede butikkerne?

»Nej, nej,« svarer Dorothy i et nostalgisk tonefald.
Bill Davis valfarter hvert år fra Mississippi Delta til Panola Festival, hvor han sælger mad og drikke fra en skurvogn. Træet til vognen stammer fra en lille kirke, der blev bygget af hans oldefar, en befriet slave. Foto: Sigrid Nygaard
»Det gjorde de hvide med en enkelt undtagelse: Min tante, Mrs. Early Stones, drev en hamburger-stand. Ellers arbejdede vi sorte på plantagerne eller i møllen og på bomuldsfabrikken.«

Hun tilføjer sigende: »Livet her i Panola var så meget bedre dengang, end det er i dag.«

Kontrasten mellem indbyggernes tilværelse i Panola, da Dorothy var barn i 1960’erne, og nu er som mellem dag og nat.

»Det store flertal her i byen lever af bistandshjælp eller folkepension,« fortæller pastor Little.

»De færreste har et arbejde. Folk er kørt fast. Nogle tager stoffer. De kan lige akkurat overleve med deres invalidepension, folkepension, food stamps, hjælp fra kirkerne og så en urtehave,« fortæller pastor Little.

»Vi er glemt af resten af Amerika. Sådan er det for store dele af landbefolkningen i hele USA. Samfundsmidlerne flyder til byer og storbyer, ikke til landområderne.«
’Black Belt’
Præsten er overbevist om, at den eneste vej ud af den onde cirkel er privat initiativ. Kirken skal være med til at sætte projekter i gang, der kan skabe nye arbejdspladser for den unge generation.

Den dag, vi besøger Panola, forberedes et større marked midt på den tomme plads, hvor butikkerne og biografen engang stod. Sælgere kommer langvejs fra med habengut, kunst og madvarer, som de håber at falbyde kunder, der også strømmer til udenbys fra. I det mindste en dag om året genopliver Panola et pulserende liv fra en forgangen tid.

Men præstens iværksætterånd og diverse private initiativer risikerer at stå ret alene, medmindre Alabamas regering vågner og beslutter at investere i denne fattige region, der bliver kaldt ’Black Belt’. Navnet refererer til den frodige sorte muldjord, som ligger i et bælte fra vest til øst i det sydlige Alabama.

Ikke tilfældigt er det også i Black Belt, at de fleste af delstatens afroamerikanere er bosat. Det var her, de store plantager og farme lå i slavetiden. Det gør de stadig, men storbrug, mekanisering og billig import af bomuld fra udlandet har overflødiggjort arbejdspladser, der traditionelt beskæftigede afroamerikanere.

Trods det akutte behov for en genrejsning af økonomien er Black Belt-regionen imidlertid ofte det første sted, den republikanske guvernør og lovgiverne i Alabamas hovedstad, Montgomery, skærer ned på offentlige serviceydelser.

Årsagen er efter alt at dømme, at meget få sorte vælgere stemmer på republikanske politikere.
Pastor Bob Little er travlt beskæftiget med at opstille et telt, inden et spraglende marked åbner næstfølgende dag i Panolas bymidte. »Ligesom i slavetiden tjener kirkerne her i byen som en informationscentral,« fortæller han. Foto: Sigrid Nygaard
»Republikanerne vier ikke de fattige regioner opmærksomhed, fordi langt de fleste afroamerikanere stemmer på demokrater,« siger Lucia Hermo, informationschef i American Civil Liberties Unions afdeling i Montgomery.

Et slående eksempel er delstatsparlamentets beslutning i 2015 om at nedlægge kørekortkontorer i 31 af Alabamas 67 amter. Den angivelige årsag var et truende budgetunderskud. Den egentlige grund var snarere ideologisk.

Man skulle spare 50 millioner dollar – penge, som det republikanske styre afviser at tage imod fra Obama-regeringen i form af støttemidler til sygesikringsprogrammet Medicaid.
Fakta: Black Belt
Alabamas Black Belt er opkaldt efter den sorte muld, der er i regionen. Men det er også i denne region, den afroamerikanske landbefolkning i staten er størst.

I de ti amter, der er blevet ramt af sparerunder, og har mistet kørekorts-kontorer, bor der en stor andel afroamerikanere.
Forklaringen er følgende:

Et væsentligt element i præsidentens sundhedsreform er øgede bevillinger til Medicaid, en gratis sygesikring for individer og familier med lav indkomst. Ordningen styres af delstaterne, og flere konservative stater har overraskende afvist at acceptere ekstra overførsler fra forbundsstaten i forbindelse med en hævelse af indkomstloftet for Medicaid-modtagere. En af disse stater er Alabama.

»Fordi republikanerne i Alabama er imod Obamas sundhedsreform af ideologiske grunde, vil de af principielle grunde ikke acceptere flere overførsler til Medicaid-programmet,« siger Lucia Hermo.

Konsekvensen er, at Alabama pludselig står og mangler penge til Medicaid-programmet.

»Så hvad tror du, politikerne gør,« spørger Hermo på telefonen fra Montgomery.

»De afskaffer kørekortkontorer i 31 amter.«
Bremseklods i valg
Beslutningen vakte medieopmærksomhed i hele USA, fordi lukningen af kontorerne blev tolket som en bestræbelse på at gøre det endnu vanskeligere end det i forvejen er for fattige – og i dette tilfælde især sorte – Alabama-borgere at deltage i demokratiske valg. I modsætning til mange andre stater giver Alabama f.eks. ikke mulighed for tidlig stemmeafgivning.

Siden republikanernes magtovertagelse i en række delstater i 2010 har man vedtaget lovgivning, der bl.a. kræver fremvisning af et ID-kort, når folk stemmer på den lokale skole eller i kirken. Men for fattige amerikanere kan det være en kæmpe udfordring at finde tid, skaffe penge og arrangere transport til kørekortkontorer, ikke mindst hvis de ligger langt væk.

Især lukningen af kontorer i ti amter i Black Belt-regionen rejste mistanke om den republikanske regerings egentlige hensigt. I syv af dem er mellem 70 og 90 procent af befolkningen afroamerikansk.
Fakta: Indskrænkning af valgdeltagelse
I USA's valgsystem bruges flere forskellige metoder til at begrænse vælgernes adgang til at stemme.

I sydstaterne opkrævede man indtil 1960'erne et gebyr, som fattige og især afroamerikanere ikke havde råd til at betale.

I moderne tid er krav om fremvisning af et gyldigt ID-kort blevet ret udbredt. Den praksis startede i 2006 i enkeltstaterne Arizona og Ohio og omfatter nu ni stater. Yderligere 20 stater anmoder om identifikation, men gør det ikke til en betingelse for at afgive ens stemme.

Det er primært republikanske delstatsparlamenter, der har vedtaget ID-love. I flere stater har forbundsdomstole fornylig forkastet stramninger af eksisterende ID-love, fordi de skulle være i strid med stemmeretsloven (Voting Rights Act) fra 1965

Republikanske delstaters strengere krav om identifikation ses af kritikere som et forsøg på at diskriminere mod etniske mindretal, der menes at råde over færre midler til at anskaffe sig kørekort eller andre typer identifikation
I Panola har de fleste voksne borgere ifølge pastor Bob Little enten et kørekort eller et ID-kort udstedt af delstaten, der tjener som legitimation ved stemmeurnerne.

»Men det er klart en hurdle for unge uden kørekort, at afstanden til kontoret fordobles fra 45 til 95 km. Hertil kommer, at man førhen bare kunne droppe ind på hverdage. Nu skal folk køre dobbelt så langt, og man kan ikke bare dukke uanmeldt op. Tidsrammen er begrænset,« siger han.

Selve transporten er en stor udfordring for borgerne i Panola.

»Mange har ikke bil. Deres liv er kompliceret, så der er ikke meget incitament til at arrangere en lang rejse til en storby som Tuscaloosa (det nærmeste kørekortkontor, red.) for at få udstedt et kørekort,« mener Little.

Drucilla Russ Jackson, 75 år, er den eneste politiker i Panola. Hun bor i en efter forholdene stor villa på en afsidesliggende vej. Familiens grund på 16 hektar er indhegnet. Ejendommen bevogtes af hunde, heriblandt en pitbullterrier. Ved lågen står et skilt med en advarsel til uvedkommende:
NO TRESPASSING
VIOLATORS WILL BE SHOT
SURVIVORS WILL BE SHOT AGAIN
Drucilla Jackson og barnebarnet Aurora foran deres hus. Foto: Sigrid Nygaard
På farten i Mercedes Benz
Ved det første uanmeldte besøg hos amtrådsmedlemmet er ingen hjemme. Vores guide, Dorothy Miller, bemærker, at fru Jacksons sølvgrå Mercedes Benz SUV ikke er i garagen.

»Hun er ude at køre. Hun er altid på farten.«

Men under det andet besøg sent om eftermiddagen er fru Jackson, hendes datter Mikisha og barnebarnet Aurora hjemme.

»I var heldige, at min pitbullterrier har hvalpe. Det var nok derfor, den ikke kom farende,« siger hun til de uanmeldte gæster.

Drucilla Jackson fortæller, at hun overtog sin mands politiske hverv, da han døde for nogle år siden.

Vi spørger hende, om nedlæggelsen af kørekortkontoret i Sumner amt har lagt hindringer i vejen for indbyggernes mulighed for at stemme ved dette års valg.

»Overhovedet ikke,« svarer hun med en lettere fjendtlig stemme.

»Folk kan stadig anskaffe sig et særligt ID-kort, der er udstedt af delstaten som gyldig legitimation. Det sker ved amtet,« siger Drucilla Jackson.

Hun ved ikke, hvor høj valgdeltagelsen er i Panola.

»En del folk er indskrevet i amtets valgregister. Hvor mange ved jeg ikke. I alle tilfælde er mange indbyggere flyttet, fordi der ikke er nogen job her.«

Jackson vedgår, at de fleste unge ikke er indskrevet i valgregistret.

»De gider jo heller ikke arbejde. De går til lægen og klager over smerter et eller andet sted på kroppen og får så udstedt et certifikat på, at de er berettiget til invalidepension resten af livet. Hvorfor skulle de så lede efter et arbejde? Hvorfor skulle de stemme?« spørger Drucilla Jackson, før hun sætter sig ind i sin Mercedes Benz og kører ud på et nyt ærinde.
På landevejen gennem det frodige og flade landskab i Mississippi Delta på vej til det lille afroamerikanske bysamfund Panola i Alabama. Foto: Sigrid Nygaard
Serie: Valgets bagland
Hvad rører sig i baglandet på den amerikanske valgkamp?

Informations USA-korrespondent, Martin Burcharth, og fotoredaktør Sigrid Nygård rejser på en 2.400 km lang rejse i fem sydstater.

Læs med her.
Tekst: Martin Burcharth
Foto: Sigrid Nygaard
Grafik: Sofie Holm Larsen/iBureauet

Redaktør: Lotte Folke Kaarsholm
Digital produktion: Alexander Sjöberg

© Dagbladet Information
Publiceret 5. november 2016
En måneds gratis Information digital + papiravisen fredag og lørdag

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Dan Jensen
  • Jeppe Petersen
David Zennaro, Dan Jensen og Jeppe Petersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu