Tjernobyl 30 år efter

De sidste tilbageflyttere

Tekst: Erika Fatland
Foto: Christian Belgaux/Morgenbladet
Tjernobyl er i dag en af Ukraines største turistattraktioner. Når turisterne er taget derfra, er Zonen overladt til ulveflokkene – og nogle få stædige tilbageflyttere. På tirsdag går vi ind i 30-året for historiens værste atomkraftværksulykke
Omkring tyve morgentrætte mennesker er mødt op på aftalt sted på Maidan-pladsen, de fleste af dem unge britiske mænd i sorte hættetrøjer, der til forveksling ligner alle mulige andre. Vi sluses om bord i to ventende minibusser og bliver vartet op med en to timer lang informationsfilm – akkurat så lang tid, som det tager at køre de 100 kilometer fra Kijev til Zonen ad de hullede, ukrainske veje:

»På en endagstur til Tjernobyl bliver man udsat for mindre stråling end på en langdistanceflyvetur,« kvidrer en indsmigrende kvinde, imens hun beroligende vifter med en gul geigertæller. Et kompliceret regnestykke ruller over skærmen. De fleste har sovet under filmen og er gået glip af redegørelsen for, hvordan vores tildelte doser becquerel skal udregnes, men 36-årige Roger Molinder fra Stockholm har fulgt nøje med.

»Jeg har længe haft en liste over ting, jeg gerne vil gøre, og steder, jeg gerne vil se, før jeg dør,« fortæller han. »Mit nytårsforsæt var at afkrydse nogle af punkterne på listen. Livet er kort. Jeg har haft lyst til at tage til Tjernobyl lige siden 2008 – nej, vent, siden 2004, faktisk, da det gik op for mig, at det var muligt at komme dertil. Jeg havde egentlig tænkt, at jeg burde tage turen sammen med nogen, men pokker stå i det! Jeg tog bare selv af sted. Det er jo ikke nogen lang tur. Jeg kom til Kiev i går og tager hjem igen i morgen. Det er let at tænke, at når man først er her, bør man også prøve at se nogle andre ting, men på den måde bliver man jo aldrig færdig«.

Vi får fem minutter til at fotografere skiltet ved indkørslen til Tjernobyl. På dette sted støder vi sammen med en anden gruppe fra et andet turistbureau. Der bliver tilløb til trængsel foran de kyrilliske betonbogstaver og Sergej, vores unge guide, genner os behændigt tilbage til minibussen. Næste stop: en ødelagt børnehave.
»Her har I et kvarter til at fotografere«, oplyser Sergej. »Men uanset hvad I gør, så tramp ikke på græsset eller i mudderet«, tilføjer han dramatisk. »Det er stadig meget radioaktivt«.

Vi presser os ud af den lille minibus og giver os ivrigt til at dokumentere ødelæggelserne. Det ser ud, som om en bombe er slået ned. Madrasser og teddybjørne ligger spredt ud over det hele, vinduerne er knust, taget ved at styrte sammen. Det klikker fra kameraerne og knitrer fra de geigertællere, som det var muligt at leje hos turistbureauet for ti dollar ekstra. Sergej gelejder et par briter bort til en sten lige ved indgangen. Geigertællerne giver sig straks til at pibe frenetisk, og det blinker hidsigt rødt fra skærmen.

»Cool«, udbryder briterne. »Really cool«.

Et kvarter senere gør Sergej status:

»Myndighederne tillader kun et tabstal på ti procent per turistgruppe, haha, nej, det er bare gas.«
Selv uden paraplydrinks, sombreroer og fællessang er charterfølelsen helt i top, da vi kører ind i Pripjat – byen, som blev bygget til arbejderne ved kernekraftværket. Den blev – som kraftværket – påbegyndt i 1970 og indviet i 1979. I 1986 husede byen lidt under 50.000 indbyggere, herunder 17.000 børn.

Om eftermiddagen, den 27. april, halvandet døgn efter ulykken, blev hele byen evakueret på under fire timer. Indbyggerne fik at vide, at de skulle holde sig væk fra deres hjem i tre dage.

I dag er Pripjat et monument over sovjettiden anno 1986, en radioaktiv tidskapsel. De brede gader er øde, husene tavse betonskaller. Langsomt er naturen begyndt at overtage byen. Træer og krat presser sig gennem asfalten.

»I har tyve minutter til at tage billeder inde fra den ødelagte skole,« oplyser Sergej. »Og lad være med at tage billeder af mig. Ifølge reglerne er det af sikkerhedsgrunde ikke tilladt at gå ind i nogen af bygningerne, men ingen tager den slags hensyn, hahaha«.
Også her, i den forfaldne skolebygning, er det let at få indtryk af at være på en krigsskueplads. Alle vinduer er knust. Tagplader dingler fra løse spær. Møbler ligger spredt rundt-omkring. På nogle af væggene hænger der endnu støvede plakater med røde slagord og portrætter af Lenin.

Så hurtigt forfaldet sætter ind. Tre årtier, og alt er i opløsning.

Sergej fører os rutineret videre gennem spøgelsesbyen. Efter at han har vist os et forladt svømmebassin, en fodboldbane, der er sprunget i skov, og tre gabende tomme basketballbaner, er det tid for selve højdepunktet: det ikoniske pariserhjul – selve symbolet på Tjernobyl-ulykken.
»Af og til er her 200 turister her på en gang«, fortæller han fornøjet. »200 turister, som alle er kommet for at se en forladt forlystelsespark«, tilføjer han med et ironisk smil.
Forlystelsesparken i Pripjat skulle ifølge planen have været indviet i 1986 under fejringen af 1. maj. Parken blev åbnet for publikum nogle timer om morgenen den 27. april, et døgn efter ulykken, for at adsprede indbyggerne før evakueringen. De fleste i Pripjat vidste på dette tidspunkt, at der var sket en ulykke på atomkraftet, men kun få havde nogen anelse om, hvor farlig den var, og de lokale myndigheder gjorde, hvad de kunne for at dysse situationen ned.

Atomkraftværket i Tjernobyl var det første atomkraftværk, som blev bygget på ukrainsk jord og var af typen RBMK, en vandkølet, grafitmodereret andengenerationsreaktor. Denne reaktor blev udviklet i Sovjetunionen i 1950'erne og var ikke godkendt til brug i Vesten, da man anså konstruktionen for at være for ustabil. Der var bl.a. en overhængende fare for, at grafitten skulle bryde i brand, og dette var, akkurat, hvad der skete i Tjernobyl.

Fredag aften den 25. april 1986 slog de kernefysiske teknikere ved atomkraftværket i Tjernobyl en række sikkerhedsfunktioner fra ved reaktor nummer fire, deriblandt nedkølingssystemet. De planlagde at køre en risikotest dagen efter for at afklare, hvor længe turbinerne kunne fortsætte med at producere elektricitet til kølepumperne, efter at systemet var slået fra. Klokken 01.23 om natten til den 26. april steg energiniveauet i reaktoren til 120 gange det vanlige niveau, og pumperne holdt op med at virke. Få sekunder senere eksploderede reaktoren. Den 500 tons tunge beskyttelseskappe blev sprængt i stykker, og store mængder radioaktivt støv blev blæst op i atmosfæren og spredt ud over et stort område. Udslippet og nedfaldet er beregnet til at være 200 gange større end ved Hiroshima- og Nagasaki-bomberne.
Foto: Christian Belgaux/Morgenbladet
To dage senere gik alarmen ved kernekraftværket Forsmark i Sverige. En af de ansattes sko havde givet udslag under en rutinekontrol. Man kunne hurtigt konstatere, at radioaktiviteten ikke stammede fra kernekraftværket, som man først havde frygtet, og konkluderede, at der måtte være sket en ulykke i Sovjetunionen. Den 29. april var Tjernobyl forsidehistorie i New York Times, men Kreml forsøgte stadig at mørklægge katastrofen. 1. maj-festlighederne i Kijev og andre omkringliggende byer blev afviklet som planlagt, med parader og festtaler udendørs. Først den 6. maj, ti dage efter ulykken, lukkede man skolerne i Kijev og gik ud med en generel anbefaling til befolkningen i de berørte områder om at opholde sig mest muligt indendørs.

Den 14. maj udtalte Mikhail Gorbatjov sig for første gang officielt om ulykken: »Det værste er ovre,« beroligede han, før han gik løs på udenlandske medier og myndigheder, som han beskyldte for at sprede løgne og ondsindet propaganda.

Ved Tjernobyl-sygehuset i Kijev har lægerne stadig nok at gøre, 30 år efter ulykken.
»Vi har 310 patienter inde til behandling lige nu«, fortæller overlæge Galina Tinkiv, da vi besøger hende på kontoret umiddelbart efter gruppeturen. »Vi regner med, at vi vil få indbragt Tjernobyl-patienter i yderligere mindst 30 år. Det tager tid, før isotoperne nedbrydes, og nogle af symptomerne er længe om at udvikle sig. Symptomer og sygdomme varierer, men vi ser typisk en generel nedbrydning af immunforsvaret. Der er også registreret meget højere forekomster af kræft i skjoldbruskkirtlen i områderne nær Tjernobyl.

En af de 310 patienter er Anatolij Protsenko. Han var brandmand i Tjernobyl og tog af sted for at afløse natholdet ved vagtskiftet klokken seks om morgenen den 26. april 1986. Han blev på sit arbejde i fire døgn.

»Den 27. april fyldte jeg 25 år. Jeg fejrede dagen med tårer i øjnene, for den dag blev min familie evakueret fra Pripjat. På fjerdedagen blev jeg dårlig. Jeg fik kvalme og hovedpine og mistede til sidst bevidstheden. Jeg lå på sygehuset i 45 dage, men jeg vil helst ikke gå i detaljer, hvis du ikke har noget imod det. Jeg mistede bevidstheden hele tiden. Da jeg blev udskrevet fra sygehuset, anede jeg ikke, hvor min kone og mit barn var.«

Syv af brandmændene, som deltog i slukningsarbejdet, døde af akut strålesyge kort tid efter. Ifølge den officielle statistik døde der i alt 32 mennesker af strålingsskader i løbet af de første måneder efter ulykken, deriblandt også helikopterpiloter og fysikere ved kernekraftværket. Ganske mange af dem, som overlevede, døjer den dag i dag med helbredsproblemer. Der findes ikke en nøjagtig oversigt over, hvor mange der har mistet livet som følge af Tjernobyl-ulykken, men mindst tre millioner mennesker anses ifølge ukrainsk statistik for at være Tjernobyl-ofre. Over fire millioner bor fremdeles i områder i Ukraine og Hviderusland, som blev ramt af radioaktivt nedfald. Historierne er mange.
Aleksander Syrats er en af dem.

Den 26. april 1986 var Aleksander Syrat otte år gammel. Som sædvanlig gik han i skole den dag, men en helt almindelig lørdag var det nu ikke. Alle lærerne sad i møde, og eleverne var overladt til sig selv i klasseværelset. Fra poliklinikken, som lå 200 meter fra skolen, hørtes sirener. Da det ringede ud efter anden timer, og lærerne fortsat ikke var kommet tilbage, bestemte Aleksander og en kammerat sig for at gå ned til poliklinikken for at finde ud af, hvad der skete. De voksne verfede dem væk, men en af dem fortalte, at der var brand i atomkraftværket. De to drenge løb hen til broen for bedre at kunne se, hvad der skete. Herfra var der direkte udsigt til atomkraftværket, men der var ikke det store at se. Kraftværket lå skjult bag røg eller tæt tåge. Aleksander og hans ven, som begge syntes, at dette var uhyre spændende, gik ned til bredden for at se efter helikopteren. Da det ikke kunne se den længere, blev de siddende og gravede i sandet, indtil skoledagen var ovre. Moren undrede sig over, hvorfor hendes søn var fuld af sand, da han kom hjem fra skole. Aleksander løj og sagde, de havde haft lørdagsfritime.

Om aftenen ringede en repræsentant for bystyret på døren og meddelte dem, at de ville blive midlertidigt evakueret. Moren og Aleksander pakkede deres sager sammen i al hast og gik ud på gaden. Her blev de voksne stående, røg og småsnakkede, imens børnene løb og rundt og legede. Da de forstod, at der ikke ville komme nogen evakuering den dag, gik de ind igen. Aleksanders mor blev siddende oppe og så genskæret fra branden på himlen.

Klokken to den næste eftermiddag kom de busser, der skulle evakuere dem. Politiet låste døren til deres lejlighed, hvorefter de blev sat på bussen, der kørte afsted. Det var varmt, og vinduerne i bussen var åbne.

»Pripjat var en helt almindelig by«, fortæller Aleksander. »Der er ingen grund til at ophøje den til noget specielt alene på grund af det, som skete. Men jeg tilbragte de bedste år af min barndom der. Efter ulykken var min barndom forbi. I efteråret 1986 blev jeg indlagt på sygehuset for første gang. De næste syv år efter ulykken tilbragte jeg i alt 25 måneder på sygehuset. Og jeg er stadig syg«.

Som de fleste af de strålingsofre, vi mødte, ønsker han ikke at snakke om sygdommen og symptomerne. Det bliver for privat. Politik taler han derimod gerne om.

»Jeg hader sovjetsystemet, men jeg bebrejder ikke nogen bestemt. Vi var ikke klar til at have atomkraft. De afviklede femårsplaner på tre år. Tjernobyl blev en af hovedårsagerne til, at Sovjetunionen gik i opløsning. Selv om myndighederne fik hjælp fra det internationale samfund, kostede oprydningen, evakueringen og skaderne efter ulykken ufattelige summer. Desuden blev systemet grebet i en lodret løgn. Folk forstod, at regeringen gav fanden i almindelige mennesker.«

Før vi tager af sted, fører Aleksander os med ud til indhegningen uden for hans hus, hvor tre kortbenede przwalski-heste græsser fredeligt. De sjældne urheste blev placeret ved Tjernobyl sidst i 1990'erne som et eksperiment og har formeret sig så voldsomt, at de er blevet en plage for omgivelserne.

»Folk her på stedet skyder dem, fordi de spiser træernes kviste«, forklarer han. Jeg har reddet dem her.

I menneskers fravær har dyrelivet haft gode kår i Tjernobyl, og til forskernes overraskelse ser dyrene ikke ud til at være blevet nævneværdigt påvirkede af strålingen. I den 2.600 kvadratkilometer store eksklusionszone lever der i dag bl.a. store ulveflokke, bjørne, ræve og sjældne fuglearter.

Og nogle få tilbageflyttere. Næsten 200 landsbyer foruden utallige gårde og husmandssteder – i alt over 350.000 mennesker – blev evakueret umiddelbart efter ulykken. I løbet af de første år flyttede 2.000 af dem tilbage til Zonen, som det evakuerede område ganske enkelt kaldes. Politiet gjorde ihærdige forsøg på at fjerne dem igen, men gav til sidst op.

I dag bor der under 170 tilbageflyttere i Zonen. De er i færd med at dø ud.
Lige nu, 30 år efter ulykken, har Tjernobyl-sygehuset i Kijev 310 patienter inde til behandling. En af dem er Anatolij Protsenko. Han var brandmand i Tjernobyl. Han afløste natholdet ved vagtskiftet klokken seks om morgenen den 26. april 1986. Han blev på sit arbejde i fire døgn.
Foto: Christian Belgaux/Morgenbladet
De øvrige turister tager tilbage til Kijev, men fotografen og jeg bliver i Zonen en ekstra dag for at besøge nogle af tilbageflytterne. Udstyret med en sort plastikpose med brød, madolie og grødris, som vores nye guide, Maksim, har formanet os om at tage med som gave, besøger vi ægteparret Ivan og Maria Semenjuk, som har boet alene i Zonen siden 1988.

I løbet af natten er der faldet et tykt lag sne, den ukrainske vinters sidste krampetrækning, men inde hos 80 år gamle Ivan og 78 gamle Maria er der varmt. Og rodet. Overalt ligger der medicin, madrester og tøj – i sengene, på gulvet, på bordene. Tre uåbnede sorte bæreposer på divanen i den ganske lille stue vidner om, at vi ikke er de eneste, som er kommet i samme ærinde på det seneste.

»Jeg tabte en gryde med vand over foden for en måneds tid siden«, forklarer Ivan med høj stemme og peger på alle de salver, som ligger strøet ud over natbordet. »Det vil ikke hele, og der er ingen hjælp at få hos lægerne. I sovjettiden kom de hjem til en og hjalp dig. Nu tager de ikke engang telefonen, når man ringer«.

Han byder på hjemmebrændt i smudsige kopper og lunken kaffe i krus, som næppe har været vasket op i år. Konen, Maria, sidder på en stol og lytter tavst. Indimellem tager hun sig et lille blund.

»Før boede der 400 mennesker her,« råber Ivan. »Ingen låste deres døre! Ingen stjal!

»Er du ikke bange for strålingen,« spørger jeg.

»Nej, den er ikke farlig. Jeg kan føle strålingen i ansigtet. Det er som en varme. Jeg har et meget følsomt ansigt. Da vi blev evakueret efter ulykken, var jeg syg. Jeg troede, jeg skulle dø. Vandet der – på det nye sted – var ikke rent. Jeg kunne ikke ånde der. De gav os et hus, men alt var bygget op i hast og var af dårlig kvalitet. Her er luften ren. Vi spiser alt her – svampe, grøntsager, urter, fisk. Det er vi helt trygge ved. De fleste af mine venner, som blev evakueret, er døde i dag.«

Ivan Semjuk var blandt dem, som fik lov til at flytte tilbage. Det er i al fald, hvad han selv siger. I femten år har han arbejdet som vagt i Tjernobyl. Han har ingen planer om at tage herfra.

»Det er ikke specielt hyggeligt at bo her. Alt er forfaldent, alt er ødelagt. Men der er en tid til at tage sted og en tid til at dø. Nu er tiden inde til at dø.«

De øvrige huse i landsbyen Parisjiv står som gabende tomme træskeletter. Vinduerne er knust, tagene delvis braset sammen, malingen skallet af, og ukrudt, krat og løvtræer er godt i gang med at spise væggene. I et af husene i udkanten af landsbyen er alle vinduer intakte, og der siver en grå røg op af skorstenspiberne. Vi går ind, og på en seng i det inderste rum sidder 81 år gamle Maria Ivanovna Upurova – en af de i alt fem endnu levende tilbageflyttere i landsbyen. Efter at hun for tre år siden fik et slagtilfælde, kan hun ikke længere gå uden krykker. Ved siden af sengen ligger Bibelen opslået. Der lugter af sur, gammel mælk i værelset. En fed kat smyger sig rundt om vores fødder. Da Maria hører, at vi netop har været på besøg hos Ivan Semenjuk, hidser hun sig op: »Ivan Ivanovitsj har stjålet alle mine ting. Skovarbejderne har fortalt, at de så ham bære ting ud herfra. Vi besøger ikke længere hinanden. Det er ekstra hårdt at tænke på, at det er slægtninge, der gør det. Maria er min kusine. De troede, jeg var død, men jeg var bare på sygehuset. De tog alt. Puder, gardiner. Da jeg kom tilbage, var huset tomt.«
Ivan Semenjuk og Maria Ivanovna Urupa er begge flyttet tilbage til den lille landsby Parisjiv i Zonen.
Før var de venner, nu er ingen på talefod længere.
Ivan Semenjuk og Maria Ivanovna Urupa er begge flyttet tilbage til den lille landsby Parisjiv i Zonen.
Før var de venner, nu er ingen på talefod længere.
Maria og hendes manden flyttede tilbage til landsbyen allerede i efteråret 1986. Hver gang politiet kom på inspektion, gemte de sig. Til sidst sagde Maria til dem: »Hvis i fører mig bort herfra, tager jeg hen og lægger mig på kirkegården sammen med de døde.« Så lod de hende være i fred.

I 2012 døde hendes mand, og året efter kom slagtilfældet. Hendes søn hentede hende og sagde, at hun skulle bo hos ham. Men sidste år gav hun op og flyttede tilbage til Zonen.

»Jeg kom ikke godt overens med min svigerdatter. Hun kan ikke lide mig. Desuden er det her mit hus. Jeg er født her. Det er ikke nogen god idé at bo et andet sted. Men at Ivan Ivanovitjs tog alle mine ting – det kommer jeg ikke over …«.

I et forsøg på at finde ud af, hvad der egentlig skete, tager vi tilbage til Ivan Semenjuk. Guiden, en omstændelig matematiker i fyrrerne, er nervøs:

»Sidst vi bragte det her på bane, blev han meget vred. Jeg er bekymret for, at han skal få et ildebefindende.«

Jeg lover at være forsigtig.

»Men du skal ikke være for forsigtig. Sovjetmennesker forstår dig ikke, hvis du går rundt som katten om den varme grød. De forstår kun at svare i sort og hvidt.«

Ivan tager imod os igen, nysgerrig efter, hvad der har bragt os tilbage. Vi forklarer situation, så skånsomt og direkte som muligt.

»Maria Ivanovna, ja! Jeg skal fortælle jer, hvad der skete. Låsen var ødelagt. Det er hendes venner, som har stjålet fra hende. Låsen var dårlig, for den havde jo aldrig været i brug. Vennerne vidste, hvor alt lå. Jeg har aldrig været der, jeg gav nøglerne til hendes venner. Det var hendes venner, som tog tingene, da de var fulde sammen med skovarbejderne. Jeg så dem sidde der i baggården, men jeg ville ikke blande mig.«

Fra soveværelset sukker Maria tungt.

»Det er værst for hende«, forklarer Ivan. »Det er jo hendes kusine. Forstår I, jeg har mange ting – jeg har ikke brug for flere! Jeg er den eneste mand her blandt fire kvinder. Det er ikke let, skal jeg sige jer. Fire bedstemødre og mig! Personligt tror jeg, at det var konen til hendes søn, som smed Marias ting ud. I hendes øjne var de ubrugelige.«

Han følger os ud af døren, forbi hønsegården og hen til porten, som fører ud på den øde gade.

»Før var vi alle venner her. Ingen låste dørene. Nu er ingen på talefod længere.«
Tjernobyl
RBMK-atomkraftværket i Tjernobyl var et af 17 værker af denne type i Sovjetunionen. 11 af disse er stadig i brug i Rusland. Den sidste af de fire reaktorer i Tjernobyl blev taget ud af drift i 2000 efter internationalt pres.

Over en million soldater og frivillige deltog i oprydningsarbejdet i de første fem år efter ulykken. Strålingen på taget af reaktoren var så høj, at soldaterne kun kunne opholde sig der i to minutter ad gangen.

I dag arbejder der omkring 8.000 mennesker i Tjernobyl og i Zonen.

I 2001 blev Tjernobyl åbnet for turisme. Mellem 10.000 og 20.000 turister besøger årligt Tjernobyl.

En ny konstruktion (New Safe Confinement, forkortet NSC) er under opførelse og forventes at være på plads over reaktoren i løbet af næste år. Hele projektet har kostet to milliarder euro. Konstruktionen forventes at holde i hundrede år og skal forhindre radioaktiv lækage fra reaktoren. Sarkofagen, som blev bygget over reaktoren i al hast i 1986, har en forventet levetid på 30 år.
Erika Fatland er norsk forfatter og socialantropolog.
Copyright©Erika Fatland 2016
Bringes med tilladelse af CLA, København.
Fotos: Christian Belgaus/Morgenbladet
Oversat af Niels Ivar Larsen
Redaktør: Peter Nielsen
Digital produktion: Troels Behrendt Jørgensen

© Dagbladet Information
Publiceret 23. april 2016
En måneds gratis Information digital + papiravisen fredag og lørdag

Anbefalinger

  • Anders Graae
  • Niels Duus Nielsen
  • Torben R. Jensen
Anders Graae, Niels Duus Nielsen og Torben R. Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu