sorg

Naja Marie Aidt: Sorgen er et kæmpe fucking monster, der ødelægger alting

Af: Peter Nielsen
Litteraturredaktør, Information
18. marts 2017
En lørdag aften i marts måned for to år siden døde forfatteren Naja Marie Aidts søn Carl ved en forfærdelig ulykke i København. Bare 25 år gammel. Efter at have eksperimenteret med hallucinerende svampe sammen med en ven udløstes en psykose i Carl, som fik ham til at afklæde sig, åbne sit vindue på 4. sal og springe ud i natten.

Udover det ufattelige tab mistede Naja Marie Aidt også sit sprog. Det eneste middel, hun som forfatter har til rådighed, for efterfølgende at kunne navigere i sorgen. Konfronteret med den rå sorg må hun væmmes over sproget og foragte kunsten.

»Jeg forsøgte, da jeg kom tilbage til New York en måned efter begravelsen, at læse, for det er det, jeg altid gør, men jeg kunne ikke. Jeg blev rasende på bøgerne, kylede dem på gulvet, lige meget hvad jeg gik i gang med. Indtil en veninde flere måneder efter gav mig Stephane Mallarmés En gravsten for Anatole (der handler om forfatterens søns død, red.), og det var det eneste litteratur, der gav mening. Det, der i første omgang gav mening for mig, var den opløste form, at Mallarmé ikke engang havde orket at skrive et digt færdigt eller at bruge store bogstaver. Han kunne kun skrive fire ord og så bare lægge det fra sig igen. Og det gav total mening for mig, for jeg kunne heller ikke skrive, hvor meget jeg end gerne ville.«

Nu, to år efter dødsfaldet, sidder jeg med Naja Marie Aidt på forlaget Gyldendal, og mellem os ligger hendes bog om Carl: har døden taget noget fra dig så giv det tilbage.

Hun fandt med andre ord ind til sproget igen og har skrevet en litterær sorgbearbejdning. Det er en voldsom bog at læse. Og stærk, ligesom den forfatter, der nu sidder foran mig. Hun fortæller, at hun ingenting kunne det første halve år efter Carls død. Så på et tidspunkt begyndte hun stille og roligt at læse igen.

»Jeg købte Emily Dickinsons The Gorgeous Nothings, hvor hun har skrevet bag på konvolutter og på små sedler. Jeg blev optaget af noter, fragmenteret litteratur. Og jeg kom jeg i tanke om Jacques Roubauds Noget sort, som jeg havde læst, da den udkom, men ikke fattede særlig meget af, fordi jeg dengang bare var et ungt menneske uden alvorlige problemer.«
Freuds fejltagelse
Og Naja Marie Aidt læser teoretisk litteratur om sorg for at finde svar på, hvad det er for en tilstand, hun befinder sig i, hvordan hun skal forstå det, overleve i det, og hvad fremtidsperspektiverne er.

»Jeg fandt ud af, at Freud havde opfundet den metode, som de fleste sørgende bliver behandlet efter, nemlig at der er forskellige faser i sorgen, hvor man når frem til en forløsning, en præmie, og så er man helbredt. Men i moderne sorgforskning har man fundet ud af, at det er fuldstændig løgn. Det går op og ned hele tiden, og det ændrer sig over tid sådan, at det ikke går ned hele tiden. Det udligner sig, som årene går. De moderne sorgforskere ærgrer sig over, at man på grund af Freud i så mange år har fejlbehandlet folk. Den var ret sjusket og mangelfuld, hans forskning, men fordi han var Freud, var det ham, der vandt frem.«

Naja Marie Aidt skriver også i bogen om den forløjede forestilling om, at sorg er noget, man kan blive helbredt for. Som her:
Jeg ved ikke, om jeg overhovedet på noget tidspunkt i mit liv har været interesseret i at møde en healer. Jeg har ikke mødt eller opsøgt en healer, siden jeg lå på barselsgangen med dig.

Jeg opsøgte igen en healer, fordi jeg ønskede, at nogen kunne helbrede mig for min sorg. Jeg ønskede ikke at opsøge en person, der ser sorg som et stykke arbejde, der skal udføres. Jeg ønskede ikke at udføre et stykke arbejde. Jeg ønskede ikke at medvirke til at betragte sorg som arbejde.

Hele ideen om at sorg er et stykke arbejde, der skal udføres, byder mig imod. Hele ideen om, at sorg er et stykke arbejde, der skal udføres, så man kan blive rask igen, gør mig rasende. Jeg havde ikke kræfter til at arbejde. Jeg ønskede, at nogen skulle stryge min kind og berolige mig. Jeg ønskede omsorg, ikke arbejde. Jeg ønskede, at nogen skulle løfte sorgen fra mit bryst, bare et øjeblik.

Jeg bad healeren løfte sorgen fra mit bryst, bare et øjeblik. Hun lagde sine hænder på mit bryst. Hun sagde hun ville åbne mit hjerte. Hendes hænder udsendte en stærk varme. Sorg kan man ikke helbredes for.

Naja Marie Aidt læser også senere Max Porters Sorg er et væsen med fjer og Tom Malmquists I hvert øjeblik er vi stadig i live og i det hele taget al den litteratur om sorg, hun kunne få fat på.

»Det er det, litteraturen kan. Hvis man har kærestesorg, så kan man læse om kærestesorg, og så er der ikke andet, der giver mening.«

Hun brugte litteraturen helt personligt og kunne ikke læse andet. Men læser hun for trøst eller for erkendelsens skyld?

»Der er ikke noget, der kan trøste en. Jeg ville forsøge at forstå tilstanden, forstå min egen begrænsning, og at den ikke er forkert eller unormal. Jeg havde brug for at spejle mig i litteraturen, læse Mallarmé, fordi han også havde mistet en søn, og hans smerte var ligesom min, eller den polske digter Jan Kochanowskis klagesange fra 1500 tallet eller eposet om Gilgamesh – alle de steder oplevede jeg, at jeg ikke er alene.«
1995. Carl Aidt på besøg hos sin mormor i Kragevig på Sydsjælland.
PRIVATFOTO
At bryde dødens ikketid
Naja Marie Aidts bog har flere forskellige spor. Et gennemgående spor skrevet i kursiv beskriver i realtid det øjeblik, hvor telefonen ringer en sen lørdag aften med det grufulde budskab om springet ud af vinduet og frem til, at Carl to dage senere erklæres hjernedød på hospitalet, og hans organer udtages til donation. Stykket mimer, hvordan sønnens bratte død gradvist siver ind i forfatterens bevidsthed, og det udbygges i løbet af bogen med stadig nye detaljer og tilføjelser.

I de afsnit beskriver Naja Marie Aidt den rå sorg, og hvordan alt går i opløsning. Som her, hvor hun beskriver køreturen ind til Carl på hospitalet:
Jeg sidder og skriger på bagsædet. Jeg ryger en cigaret. Min mor siger, så, lille skat, åh, lille ven. Min krop kaster sig rundt på bagsædet. Min hjerne brænder. Der er ingen biler på motorvejen. Min far kører alt for hurtigt.

Det tager os en time at køre til København. Hvad, tænker jeg, hvad er det, hvad er det? Det er, som om jeg drømmer. Jeg fryser, jeg ryster. Det er, som om livet siver ud af mig.

Så begynder jeg at skrige igen, og skriget lyder, som om det kommer fra en dyb urtilstand, det er ikke min stemme, og den stemme, jeg hører, skræmmer mig fra vid og sans. Lyden kan næsten ikke komme ud af mig, jeg kan næsten ikke trække vejret. Jeg er blevet til en anden.
I bogen beskriver hun i detaljer synet af Carls smadrede krop på hospitalet efter faldet, og hun beskriver, hvordan han skal udsættes for flere lemlæstelser i forbindelse med udtagning af organer. Hun beskriver, hvordan alting går i stykker i hende, og hvordan tiden går i stå og føles som ét stort chok, der varer, indtil hun efter næsten ni måneder kan begynde at læse og skrive lidt igen.

Andre dele af bogen består af forfatterens dagbogsnotater fra Carls barndom og ungdom og fra den sorgdagbog, hun påbegynder i slutningen af 2015. Derudover små refleksioner, opslag om psykose, sandhed, elegi, uddrag fra Carls egne skriverier, rekonstruktion af de præcise omstændigheder omkring ulykken og uddrag fra politirapport efter ulykken og ikke mindst det spor af litterære citater af forfattere, der har skrevet om sorg – foruden de allerede nævnte blandt andre Platon, Cicero, Rilke, Anne Carson, Walt Whitman, C.S. Lewis, H.C. Andersen, Joan Didion og Denise Rileys Time Lived, Without Its Flow.

»Den var utrolig vigtig for mit arbejde, for jeg havde tænkt meget over, hvad der skete med tiden. Jeg var forvirret, forstod ikke, hvorfor tiden holdt op med at findes. Og det havde Denise Riley skrevet om. På den måde kunne jeg sætte min egen skrift i relief og få en følelse af at kommunikere med de andre forfattere. Det blev også en måde at skabe form på.«

Hun beskriver også, hvordan sproget hørte op, da hun fik beskeden om ulykken.

»Når jeg eksempelvis gik i Frederiksberg Have, og hver gang jeg talte, kunne jeg mærke, at jeg lavede anførelsestegn nede i mine frakkelommer. Det var blevet indgroet i mig, at ingenting gav mening. Det var en oplevelse af total opløsning af alle strukturer og normaliteter og en oplevelse af ikke at kunne beskrive sine følelser. Sproget selv var blevet fuldkommen meningsløst.«
2009. Naja Marie og Carl Aidt. Selfie taget i Brooklyn, New York City.
PRIVATFOTO
Carl døde den 16. marts 2015. Indtil Naja Marie Aidt i november oprettede en form for sorgdagbog, var hun ikke i stand til at skrive. Det varede ni måneder, ligesom en graviditet, som hun udtrykker det, inden hun kunne begynde at skrive meget lidt igen. Derefter skreb hun bogens første linjer, hvor hun beskriver opkaldet, der oplyser om ulykken.

»Da jeg havde skrevet det, vidste jeg, at nu begynder der at ske noget, nu begynder jeg at få formideer, nu begynder min hjerne at fungere på en eller anden måde.«

For det at skrive fiktion er også at bryde ud af den ikketid, som døden efterlader en i. Som hun skriver i bogen er det at skrive »at skabe tid. Nutid, fortid, fremtid. At skrive fiktion er at forestille sig strukturer, hændelser og følelser, i tid. Arrangeret i tid. Med tiden som faktor, som kompositorisk kraft«.

Den tekst, der beskriver omstændighederne omkring Carls død, er den store tekst i bogen. Og hun sparer ikke læseren for detaljer i forbindelse med måden, Carl døde på, og hvordan han så ud efter sit fald.

»Den tekst bliver et billede på proces, og den spejler traumet og chokket. Det er en choktekst. Hele min familie er stadig voldsomt hjemsøgt af posttraumatiske billeder, og jeg kan kun vende mig ét sted hen, og det er mod poesien. Jeg kan ikke forstå noget som helst på andre måder. Det var heldigt for mig, at jeg havde den mulighed. At skrive den tekst var at kaste mig direkte ind i løvens gab. Jeg har konfronteret mig med det allerværste, og det er en måde at binde sin hjerne til det på. Man får alle de her billeder, som man skal bære rundt på resten af livet. Hvordan skal man gøre det, hvordan skal man passe på, at de ikke helt overtager en, og man bliver sindssyg eller får en kæmpe depression.«

Hun vil gerne helt tæt på at fortælle, hvad døden er.

»Det er ikke en statisk tilstand, døden kryber langsomt ind i kroppen, man kommer til at se anderledes ud. Man ser også anderledes ud, nogle dage efter at man er død, end lige efter. Mit barn blev sindssygt lemlæstet, også efterfølgende med udtagning af organer og obduktioner. For mig er det en del af den voldelige historie, pinen blev ved med at fortsætte.«

Og netop pinen skulle være til stede i skriften.

»Jeg vidste, at jeg skulle skrive det fuldstændig, som jeg oplevede det, alt det, jeg tænkte, så og hørte, fordi det ville være mit dokument over de mest afgørende dage i mit liv. Folk siger altid, at det mest afgørende er, når ens barn bliver født, men når det dør, så kommer det til at præge dig endnu mere. Jeg ville have, at det skulle være rigtigt, fuldstændig som det var. Det skulle ikke poleres, laves til fin litteratur. Det kunne jeg forsøge med andre dele af bogen. Derfor er det nærmest en panisk skrift, der er næsten ingen punktummer, det bare vælter derudaf, og det spejler præcis, hvordan det var. Jeg ville prøve at se, om jeg kunne få sproget til at række, genskabe den panik.«
2012. Carl Aidt på cafe i Paris.
PRIVATFOTO
Manglende ritualer
– Er det for at beherske og rumme det, så det ikke tager magten fra dig?

»Ja, jeg puttede alt ind i manuskriptet. Jeg tænker på Carl hele tiden, men man lærer sig at leve og have det med sig. Og min måde at overleve på har været ved at skrive bogen. Det var vigtigt for mig at dokumentere det. Jeg har altid været sådan en forfatter, der OGSÅ har skrevet om alt det ækle og frygtelige. Det er faktisk noget, jeg kan.«

»Jeg tænkte, at det kunne hjælpe nogen med en anden måde at tale om døden på, for man er fuldstændig hjælpeløs. Vi har jo ingen ritualer, ingenting. Hvor skal vi vende os hen, hvor skal vi finde et rum for vores sorg. Nogen siger, at det nye udtryk for kærligheden til den, man mister, er sorgen. Kærligheden er sorgen. Det er det rum, man har, og det er forfærdeligt, hvis man ikke kan finde ud af at være i det rum. Og min måde at være sammen med Carl på var at skrive bogen.«

– Oplevede du, at vores sprog er for fattigt til at rumme det, der skete for dig?

»Jeg vil hellere sige, at der ikke findes noget sprog, der findes ikke ord, der kan beskrive, hvordan man har det. Det er ordløst, og det er så voldsomt, så det, der altid har kunnet hjælpe mig, nemlig sproget, kunne ikke hjælpe mig. Derfor er bogen også en beskrivelse af, hvordan jeg mistede sproget og kravlede tilbage til at kunne skrive igen.«

Hendes bog er et forsøg på at finde det sprog i litteraturen, der anviser veje i sorgen. Og vi lever ifølge forfatteren i en kultur, hvor vi hverken har sprog eller ritualer til at håndtere døden.

»Det er måske endnu sværere for os vestligt privilegerede mennesker, som er vant til, at alt kan fikses, og har den forestilling, at det skal blive bedre hele tiden. Vores børn får det bedre end os, man kan løse flere og flere problemer osv. Det og så manglen på ritualer. Der er ikke noget, der bliver tilbudt den sørgende, og især ikke hvis man ikke tror på Gud. Det med at gå i sort det første år, det havde eksempelvis nogle fantastiske funktioner. Vigtigst var, at folk vidste, at de skulle behandle dig med nænsomhed, fordi du var sørgende. På et tidspunkt var man blevet så ufattelig træt af at gå i sort, at man længtes efter at tage en grøn frakke på, og allerede der er en handling, som hjælper en videre.«

Naja Marie Aidt har læst en masse om kinesisk sorgkultur, som er fuldstændig ritualiseret.

»Ritualerne slider nærmest de sørgende op med alt det, de skal. Det strukturerer ikketiden. På syvendedagen skal vi allesammen stå op kl. 3 om morgenen og græde meget højt i 14 timer, for vi skal overdøve den dødes gråd, for det er der, han eller hun opdager, at han eller hun er død. Og vi skal sidde og ringe med en klokke i fire timer og strø blomster ud. Og det bliver ved i årevis, ikke så tit, men bare ting man skal gøre. Og det kunne vi da have haft rigtig godt af, for man kan ikke gøre noget. Man kan ikke finde ud af noget som helst. Vi spiste kun, fordi nogen satte mad foran os.«

»Jeg forsøgte selv at lave ritualer. En af mine veninder sagde, at når man ikke kan gøre noget, så skal man gøre sig umage. Så jeg har gjort mig umage med mit manuskript, med begravelsen, med Carls gravsted, og jeg har forsøgt at være der for de unge mennesker, der mistede Carl, og taget mig af dem, så godt jeg kunne, selvom det næsten ikke var muligt. Og de har taget sig af mig. Den fornemmelse af at være udødelig, som alle unge mennesker har, blev taget fra dem. Sorgen er et kæmpe fucking monster, der ødelægger relationer, adfærd, strukturer, alting.«

Hvis bogen var rent terapeutisk, var den forblevet i forfatterens skrivebordsskuffe. I stedet er den tænkt som en bog, der rækker ud til andre mennesker. Som det også kommer til udtryk i titlen, der stammer fra et af hendes egne tidligere digte, så vil hun give noget tilbage, selvom døden har taget noget fra hende.

»Det at skrive har aldrig for mig været terapi, men en undersøgelse af det almenmenneskelige. I alle mine bøger har jeg undersøgt noget, og i denne bog undersøger jeg døden. Hvad døden er, hvad tabet er, hvordan man kan leve videre i dødens skygge. Nogle gange har jeg næsten ikke kunnet, men det var vigtigt for mig at gøre mig umage og skrive bogen i håb om, at nogen kunne få glæde af den.«

–Du stiller dig til rådighed for andre?

»Ja, alle kommer til at opleve døden. Jeg kunne selv se, hvor lidt litteratur der fandtes.«

– Har den bog, der giver sprog for sorg manglet?

»Ja, jeg manglede den selv.«

Naja Marie Aidt skrev med andre ord bogen for at yde sit bidrag til sorglitteraturen, men også for selv at kunne komme videre som forfatter.

»Nu begynder jeg at kunne forestille mig at skrive igen. Jeg vidste, at jeg var nødt til at skrive den her bog for at kunne skrive igen – men også for at gøre mig mere fri af traumet. Jeg orkede ikke, at mit tab skulle bestemme bøgerne i resten af mit liv, skulle bestemme, hvad mine fiktioner skulle handle om.«
2012. Carl Aidt i New York på en filmoptagelse – iført den grønne jakke, han blev begravet i, som Naja Marie Aidt nævner i bogen.
PRIVATFOTO
Tegn og varsler
En af de uhyggelige ting, man opdager undervejs i bogen, er, at Naja Marie Aidt har forudset Carls død, først i et digt, hun skrev om en drøm, hun drømte, da Carl var et år gammel. I digtet står der:
jeg vågnede
og drømmen vil ikke forlade mig
min søn er ved at drukne
og jeg kan ikke redde ham
hans splinternye jeg
blødt som bjørnens snude
synker i det klare vand
Og da Carl var seksten år skrev hun disse to digte om døden:
Har døden taget noget fra dig
så giv det tilbage
giv dét tilbage
som du fik af den døde
da den døde var levende
da den døde var dit hjerte
giv det tilbage til en rose,
et kontinent, en vinterdag,
en dreng der ser dig an
fra hættens mørke
Og:
Har døden taget noget fra dig
så giv det tilbage
giv dét tilbage
som du fik af den døde
da I stod i regnen i sneen
i solen og den døde var levende
og vendte sit ansigt mod dig
som ville han spørge om noget
du ikke mere husker og han
havde også glemt det og det er
en evighed
en evighed siden nu
Som om digteren har haft en særlig profetisk indsigt i det, der siden skulle ske.
2015. Carl Aidt foran det fatale vindue i lejligheden på Vesterbrogade, fotograferet den 17. januar 2015 – knap to måneder før han døde.
PRIVATFOTO
»Jeg oplever jo nu, at jeg fik tegn og varsler om Carls død, da jeg skrev de digte, og jeg synes, det er utrolig ubehageligt nu, for jeg anede ikke rigtig, hvad det var, jeg sad og skrev om dengang. Der er et eller andet med – og jeg er sikker på, at andre forfattere oplever det – at nogle gange bliver det, man skriver, til virkelighed i ens eget liv. Man kan være i en tranceagtig tilstand, når man skriver, hvor man både er hyper bevidst og koncentreret og har adgang til en hel masse andre lag i bevidstheden, hvor man kan få fat i noget, som man kun kan få fat i, når man skriver, og som man ikke altid forstår, når man skriver det. Problemet med tegn og varsler er, at du først forstår dem bagefter. Poesien har en voldsom kraft, derfor er den også nogle gange ildevarslende, uhyggelig og ubærlig.«

Naja Marie Aidt læste de to sene digte op til Carls begravelse.

»Jeg greb til Walt Whitman og de digte. Jeg holdt mig til poesien, men jeg havde aldrig troet, at jeg skulle komme til at læse dem til mit barns begravelse.«

Carls død har én gang for alle ændret hendes tilgang til litteraturen.

»Jeg er meget spændt på, hvad jeg skal til at skrive og samtidig bange. Der er ikke noget, jeg hellere vil, end at arbejde. Jeg føler, at den her bog er en kæmpe udrensning, der var nødvendig. Jeg ved, at jeg skal starte et helt andet sted, og jeg har ingen ide om, hvordan jeg kommer til at skrive. Jeg tror ikke, at jeg kan skrive sådan, som jeg altid har skrevet. Jeg tror, det kommer til at være på en helt anden måde. Måske bedre, måske dårligere. Jeg ville ønske, at jeg ikke skulle have oplevet det her, men det er helt klart et nyt kapitel i mit forfatterskab.«

– Du citerer Cicero for, at døden kan ændre selve retningen på et forfatterskab. Han gik efter sin datters død til filosofien som en kur mod smerten. Hvad med dig?

»Jeg har altid oplevet mig selv som en forfatter med stor medfølelse og empati, men jeg tror måske, at den bliver endnu større af det her. Man oplever nogle dybder i menneskers liv på en helt anden måde. Det er, som om der bliver trukket et kæmpe slør fra ens øjne, man ser pludselig livet og døden, generationer og verdenshistorien i et andet lys, og det kan opleves som den totale meningsløshed, men også som en dybere samhørighed med andre mennesker og med mennesker, man ikke kender.«

– Kan du mærke, om du bevæger dig i retning af poesi eller prosa?

»Det kan jeg ikke mærke endnu. Jeg glæder mig til at begynde at skrive igen, glæder mig helt ærligt til den flugt, det også er. Jeg har på en måde lyst til at skrive noveller eller en roman, har lyst til at komme ind i en helt anden historie.«

– Så du kommer ikke til at bevæge dig i en mere minimalistisk retning?

»Det tror jeg ikke. Når man har mistet sit sprog, og når man får det tilbage, så har man virkelig lyst til at bruge det og ikke bare skrive små digte. Der skal gang i nogle store historier.«
1996. Carl Aidt på besøg hos sin mormor.
PRIVATFOTO
Coverfoto: Carl og Naja Marie Aidt fotograferet i 1990 i deres daværende hjem på Øster Voldgade i København. Privatfoto

Tekst: Peter Nielsen
Redaktør: Anna von Sperling
Digital produktion: Jens Christoffersen

18. marts 2017
Dagbladet Information

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Mette Eskelund
    Mette Eskelund
  • Brugerbillede for ulla enevoldsen
    ulla enevoldsen
  • Brugerbillede for Bruger 184687
    Bruger 184687
  • Brugerbillede for Peter Wulff
    Peter Wulff
  • Brugerbillede for Jakob Trägårdh
    Jakob Trägårdh
  • Brugerbillede for Anker Nielsen
    Anker Nielsen
  • Brugerbillede for Erik Bavngård Jensen
    Erik Bavngård Jensen
  • Brugerbillede for Steffen Gliese
    Steffen Gliese
  • Brugerbillede for Frank Meier
    Frank Meier
  • Brugerbillede for Sup Aya Laya
    Sup Aya Laya
Mette Eskelund, ulla enevoldsen, Bruger 184687, Peter Wulff, Jakob Trägårdh, Anker Nielsen, Erik Bavngård Jensen, Steffen Gliese, Frank Meier og Sup Aya Laya anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Torben Skov

Du formulerer dig så godt, at din sorg bliver min. Men din sorg er din, ikke vores. Hvorfor skal vi da dele den? Nåja-du havde brug for at fortsætte som forfatter. Er der andre og mindre egoistiske grunde?

Brugerbillede for Karl Aage Thomsen
Karl Aage Thomsen

Jeg har mistet barn 1 år for 40 år siden fik først bearbejdet sorgen, danegæld for 25 år siden begyndte at arbejde som korrespondent, hvor jeg mødte frygtelige gener med forældre, der mistede deres børn, og fik lange snakke med forældrene. Forleden så jeg filmen, " 4 bryllupper og en begravelse." Hovedpersonen spørger sin svoger om, hvad det værste i livet ville være for ham, og han svarer meget hurtigt. "At mine børn dør før mig." Meget givende artikel, Aidt.
Katho

Brugerbillede for nils  valla

Man skal hverken skrive bøger eller gå i terapi,
hvis formålet er, at lægge en sorg bag sig.
Begge ting fastholder en i sorgen.

Brugerbillede for Helene Hindberg
Helene Hindberg

Man hverken kan eller skal "lægge sorgen bag sig", hvilket også er en af artiklens pointer. Jeg mistede min mor for 11 år siden, og det kommer jeg aldrig over. Men jeg lærer at leve med det, og sorgen er blevet en del af hverdagen.

Brugerbillede for nils  valla

Man SKAL selvfølgelig ikke lægge en sorg bag sig.
Hvis godt man kan lide at have sorg, så er det bare at blive i det.
Men personligt syntes jeg, sorg er den mest drænende tilstand, man overhovedet kan komme i.
Jeg mistede min søn for en del år siden, og troede heller aldrig jeg skulle komme mig over det.
Jeg havde som dig lært at sige, "man lærer at leve med sorgen",
MEN det lærer man aldrig, for i så tilfælde ville der jo slet ikke være noget som "sorg", vi ville jo i så tilfælde, for længst have lært, at leve med det. Men sådan er det bare ikke.
Nej sorgen i sig selv, skal man vende ryggen til og forlade.
Bevares, det er ikke let, og selv her 20år efter jeg mistede min søn, kan jeg af og til falde i et "dybt huld".
Men det er vigtigt man forlader sorgen, så de gode og glade billeder af barnet (eller moren) kan bevares i sit indre.

Brugerbillede for nils  valla

ps.

Desuden er sorg så dybt forankret i egoet, det nærmest er usympatisk.
Mennesker i sorg, er ofte selv meget intolerante overfor andre folk og deres "problemer" (de kan simpelthen ikke rumme det).
Og meget ofte føler mennesker i sorg, sig ret til at træde andre over tæerne for, "det er jo så synd for dem".
Nej, ud med sorgen, så der bliver mere plads til dem man "sørger" over.

Brugerbillede for Helene Hindberg
Helene Hindberg

Det har vist ikke noget at gøre med at være i sorg. Hvis man opfører sig som du beskriver er man bare en dum skid. Længere er den ikke. Jeg er ikke sikker på, at vi er enige om, hvad sorg rent faktisk er, men fred være med det.

Brugerbillede for nils  valla

Hvad det vil sige at være i sorg, kan du ikke tage patent på.

Og du skulle vide, hvor svært det er for folk at se sig selv.

Du kom med dommen, "dum skid".
Og det er vel på linie, med det jeg skrev..

Mennesker har svært ved at se sig selv