Naturens sidste gentleman

I seks årtier har Sir David Attenborough skrevet, produceret og – ikke mindst – lånt sin stemme til banebrydende naturhistoriske dokumentarer. På søndag fylder han 90 år

Naturens sidste gentleman

I seks årtier har Sir David Attenborough skrevet, produceret og – ikke mindst – lånt sin stemme til banebrydende naturhistoriske dokumentarer. På søndag fylder han 90 år
Tekst: Sebastian Stryhn Kjeldtoft
Fotos: BBC, Polfoto, Miles Barton, Dan Pele
Solen bager nådesløst på David Attenboroughs svedende ryg, mens han kravler over bakken og kigger ned i skovbrynet, hvor bærerne har gjort holdt. De nægter at gå videre.

»Ikke godt, ikke godt. Vi går ikke ned langs liem. De er iminigodie kay kay – det betyder, de er kannibaler,« erindrer Attenborough. »Og jeg sagde: Come on, lads!«

Få stemmer er så beroligende som David Attenboroughs tunge, lidt hæse, men enormt distingverede højbritiske røst. Men nu kommer silketungen altså til kort over for de skræmte bærere her på kanten af Papua Ny Guineas frodige jungle.

Attenborough forsøger først at snakke dem til ro. Så forsøger han med en lønforhøjelse. Come on, lads, hvad med six pence ekstra om dagen?

»Og mens jeg står og prøver at være meget britisk omkring det hele, ser jeg bag et træ en hvid papegøjefjer. Og bag en sten, et glimt af en kniv. Og jeg tænker ... Oh!«

Pludselig buldrer 70-80 fremmede mænd ud af underskoven i fuld krigsmaling, bevæbnet med spyde og knive og vilde råb, mens de stormer mod David Attenborough og det lille hold bærere. Vi ved det, og en skrækslagen David Attenborough kan ikke glemme det, fordi kameramanden Charles Lagos i et anfald af koldblodig genialitet blev stående og filmede hele optrinnet.

»Og det, der så skete, var ...,« siger David Attenborough og smiler. Kunstpause. »... At jeg gik mod denne horde af skrigende mænd, og jeg rakte hånden ud og hørte mig selv sige: Good afternoon!«

Seancen ender lykkeligt. Høvdingen griber Attenboroughs hånd, faren ved det ukendte var overdrevet.

»Jeg grinede ad mig selv, da jeg erfarede, at dette bare er den normale Ny Guinea-velkomst,« fortsætter David Attenboroughs fortællerstemme, der lægger en slags familiær ro over de eksotiske, sort-hvide BBC-optagelser. Det er optaget i 1957. Han er kun 31 år gammel, men lyder allerede som en livsklog bedstefar, der bringer spændende nyt fra en fremmed og forunderlig verden.
Sir David Attenborough havde oprindeligt ingen planer om at gøre karriere foran tv-kameraet. Gennembruddet kom ved et tilfælde med dokumentarserien ’Zoo Quest’ i 1954. Billedet her er fra en udsendelse i 1963.
Sir David Attenborough havde oprindeligt ingen planer om at gøre karriere foran tv-kameraet. Gennembruddet kom ved et tilfælde med dokumentarserien ’Zoo Quest’ i 1954. Billedet her er fra en udsendelse i 1963.
90 års fødselsdag
Søndag den 8. maj fylder sir David Attenborough 90 år. Det er et jubilæum, der er værd at fejre, og BBC rydder sendefladen for at bringe en 12 dage lang hyldest til den største naturhistoriske formidler i vor tid. Det er klogt gjort – Attenborough er ikke bare BBC’s største eksportvare, men også deres vigtigste public service-ambassadør i ophedet nationalpolitisk debat, der trækker åbenlyse paralleller til kampen om Danmarks Radio herhjemme.

I Danmark kender de fleste David Attenborough som fortællerstemmen i flere banebrydende dokumentarfilm om naturen, dyrelivet og menneskets tilblivelse. Nordeuropas største akvarium, Den Blå Planet på Amager, er mere eller mindre bevidst opkaldt efter BBC's banebrydende programserie fra 2001, hvor Attenborough i otte afsnit tog seerne med ned i havets ukendte univers. The Blue Planet tog fem år at filme og undervejs opdagede tv-holdet flere nye dyrearter og lokaliserede for første gang blåhvalernes migrationsruter. Serien vandt et – ja, undskyld – hav af priser for sin cinematografi og lyddesign, som Attenborough aldrig har tøvet med at give kamera- og lydfolket hos BBC æren for.

The Blue Planet
blev sendt i hele verden, herunder på DR i Danmark. Åbningen på det første program er sat i vanlig attenboroughsk narration, der med sit storladne vingefang trækker historiske tråde til den britiske tradition for eventyrfortællere som Rudyard Kipling og J.H. Patterson:

»Vores planet er en blå planet. Over 70 pct. af den er dækket af havet. Stillehavet alene dækker halvdelen af kloden. Du kan flyve over det – non-stop – i 12 timer og stadig ikke se andet end en lille flig land. Denne serie vil afsløre den komplette naturhistorie for vores havplanet, fra dens familiære kyster til dens mysterier i de dybeste oceaner.«

The Blue Planet er et af utallige højdepunkter i David Attenboroughs karriere, som er for lang at gengive her, men hvor enkelte, prisbelønnede nedslag kunne være Life on Earth (1979), The Living Planet (1984) og The Life of Birds (1995). I størstedelen af sine 64 års tjeneste hos BBC har Attenborough selv været medforfatter, producent og vært på sine programmer, mens kamerafolk igen og igen har sprængt rammerne for, hvor flot og intelligent naturen kan filmes.

Bengt Holst
Biolog og videnskabelig direktør i Københavns Zoo. Formand for det dyreetiske råd.
– Hvad har David Attenborough betydet for dig og dit arbejde?

»Han har betydet meget. Han er en fantastisk og meget sober formidler, der kombinerer en stor viden og en fascinerende måde at fortælle det videre på. Man kan ikke undgå at blive smittet af David Attenboroughs glæde ved naturen.«

»Især er jeg inspireret af hans interesse for alle dyr; krybdyrene, ormene, det slimede – det jeg kort sagt kalder ’bvadderdyrene’, som også har en fantastisk historie. Han beskriver også de karismatiske dyr som giraffen og elefanten, men han har gjort naturen mangfoldig i mange seeres øjne. Her er han helt unik, og det har han været lige siden, han startede.«

– Hvad er dit første minde med David Attenborough?

»I 1980’erne sad jeg på Danmarks Radio og redigerede nogle af de første udsendelser, der blev sendt med David Attenborough i Danmark. DR havde en oversætter på, og jeg skulle stå inde for, om teksten var fagligt korrekt. Det var en fantastisk tid, for jeg læste manuskripterne og lærte enormt meget af dem.«

»Nøglen til BBC’s succes er for mig at se kombinationen af David Attenboroughs meget grundige viden om naturen, hans fantastiske fortællerstil, koblet med fotografernes evne til at tage enestående billeder. Men det starter og stopper med David Attenborough som fortæller. Hvis du skal sammenligne det med noget herhjemme, så har Bent Jørgensen, den tidligere direktør i Københavns Zoo, noget af den samme fabelagtige formidlingsevne, som du ikke kan blive andet end grebet af. Ingvald Lieberkind er et andet dansk eksempel på en enestående naturformidler på tv.«

– Hvilken betydning har David Attenboroughs arbejde haft for verdens dyr og natur?

»Han har haft enorm stor betydning. Forudsætningen for, at vi vil gøre noget for naturbevarelse, er, at vi kender til dyrene og har den grundlæggende fascination for naturen. Den har David Attenborough om nogen sørget for at skabe. Fascination aftvinger respekt, og det afføder en form for ansvarsfølelse over for naturen.«

»Hvis vi mister ledene i den kæde; fascinationen og respekten, så reduceres ansvaret for naturen til en rent teknisk opgave, og det ville være meget skidt. David Attenboroughs fascinationskraft har gjort, at folk har opbygget en ansvarsfølelse over for naturen. Den effekt vil han have i mange år fremover.«
Bidt af en gal samler
David Attenborough blev født den 8. maj 1926 i London, men voksede op i Leicester, hvor hans far blev rektor på Leicester University College. Unge David var bidt af en gal samler og brugte sommerdagene på at lege Darwin i de mange skove og enge, der omkrans de byen:

»Jeg var ekstremt glad for fossiler, fugle og slanger. Det var dagene i 1935, 1936 ... Jeg kunne hoppe på min cykel som 10-11-årig og tage på landet og kigge på fossiler og finde fugleæg. Det var sådan, jeg opdagede naturens verden. Og jeg har aldrig været lykkeligere, end når jeg var alene derude,« erindrede Attenborough langt senere til BAFTA's hyldestceremoni af hans arbejde i 2009, en af mange.

Under Anden Verdenskrig gik David Attenborough i skole, men krigen kom alligevel tæt på, da forældrene besluttede at adoptere to jødiske flygtningepiger fra organisationen Kindertransport, der hjalp børn i sikkerhed fra det krigsramte Europa. Således fik David Attenborough to nye søstre. Den ene gav ham et stykke rav med et fossil indeni, der 50 år senere skulle blive omdrejningspunktet for Attenboroughs tv-dokumentar Ravtids-maskinen (2004) om forhistoriske fossiler og dna-teknologi.
David Attenborough blev en uventet stjerne for BBC, netop som tv-mediet fandt fodfæste i Storbritannien. Attenborough havde kun set et enkelt fjernsyn i sit liv, da han begyndte på den nystartede tv-kanal. Her et klassisk værtsfoto fra cirka 1960.
Som teenager fik David Attenborough et stipendium til Clare College i Cambridge, hvor han i 1945 læste geologi og zoologi. Det var en privilegeret tilværelse, som Attenborough skammede sig over, mens han så dronningens krigere returnere fra slagmarken med afrevne lemmer:

»Jeg havde en nær ven, en sydafrikaner, som havde været Spitfire-pilot. Han kendte andre, som rent faktisk havde stukket knive i folk. Og jeg var bare en vattet privatskoledreng, som ikke havde den fjerneste anelse om noget som helst,« fortalte Attenborough om tiden til The Telegraph i 2001.

I 1947 blev den unge zoolog selv indkaldt til militærtjeneste, som han fuldførte på en flådebase i Wales. Kort tid efter giftede han sig med Jane Elisabeth Ebsworth Oriel, og sammen fik de to børn, Robert, antropolog, og Susan, uddannet skolelærer og mangeårig assistent for sin far. Jane døde i 1997 om aftenen på deres 47. års bryllupsdag af en hjerneblødning. Hun står tilbage som et af de store mysterier i David Attenboroughs liv. I hans 400 sider store selvbiografi, Life on Air (2001), omtales Janes bortgang i fire korte paragraffer. Broderen Richard, som skulle være en af tv-legendens næreste venner, omtales i en enkelt klamamse i en fodnote.

»Bogen er skrevet af en mand, som har fundet verden langt mere fascinerende end hans eget liv. Men – han lukker godt nok låget for sit privatliv meget hurtigt,« skrev Giles Smith om bogen i The Telegraph i 2001.
Som teenager fik David Attenborough et stipendium til Clare College i Cambridge, hvor han i 1945 læste geologi og zoologi. Det var en privilegeret tilværelse, som Attenborough skammede sig over, mens han så dronningens krigere returnere fra slagmarken med afrevne lemmer:

»Jeg havde en nær ven, en sydafrikaner, som havde været Spitfire-pilot. Han kendte andre, som rent faktisk havde stukket knive i folk. Og jeg var bare en vattet privatskoledreng, som ikke havde den fjerneste anelse om noget som helst,« fortalte Attenborough om tiden til The Telegraph i 2001.

I 1947 blev den unge zoolog selv indkaldt til militærtjeneste, som han fuldførte på en flådebase i Wales. Kort tid efter giftede han sig med Jane Elisabeth Ebsworth Oriel, og sammen fik de to børn, Robert, antropolog, og Susan, uddannet skolelærer og mangeårig assistent for sin far. Jane døde i 1997 om aftenen på deres 47. års bryllupsdag af en hjerneblødning. Hun står tilbage som et af de store mysterier i David Attenboroughs liv. I hans 400 sider store selvbiografi, Life on Air (2001), omtales Janes bortgang i fire korte paragraffer. Broderen Richard, som skulle være en af tv-legendens næreste venner, omtales i en enkelt klamamse i en fodnote.

»Bogen er skrevet af en mand, som har fundet verden langt mere fascinerende end hans eget liv. Men – han lukker godt nok låget for sit privatliv meget hurtigt,« skrev Giles Smith om bogen i The Telegraph i 2001.

David Attenborough blev en uventet stjerne for BBC, netop som tv-mediet fandt fodfæste i Storbritannien. Attenborough havde kun set et enkelt fjernsyn i sit liv, da han begyndte på den nystartede tv-kanal. Her et klassisk værtsfoto fra cirka 1960.
Hvad i alverden er television?
Håret er blevet hvidt, og furerne dybere, men David Attenborough har altid bibeholdt en drenget entusiasme. Når han fortæller om slanger, er det hele kroppen, der danser og wrestler. Det er hænder, der vrider sig om sig selv for at vise, hvordan dyret skal kontrolleres, mens Attenborough med mørk røst og lysende øjne beskriver det biologiske vidunder, der er giftkirtler. Maaarvelous!

Da Attenborough i juni 2015 besøgte Det Hvide Hus for at interviewe præsidenten, gik der sådan cirka fem sekunder, før rollerne var byttet om. Barack Obama lignede en nysgerrig skoledreng, der nikkede interesseret og spurgte om The Great Barrier Reef i Australien, som læremesteren så aftegnerde med sine hænder i dybe furer og høje katedraler, mens han fortalte om korallernes skrøbelighed.
»I takt med at vi bliver flere mennesker på Jorden, er det åbenlyst, at vi kan ødelægge verden. Så vidt vi ved, er Jorden det eneste sted i universet, hvor der er liv. Dets fortsatte overlevelse hviler nu i vores hænder.«

David Attenborough
Rollen er slående naturlig – men faktisk var det slet ikke planen, at David Attenborough skulle blive tv-vært. I 1950’erne arbejdede han på et forlag med at redigere børnebøger – som han senere selv har fået skrevet en del af – da han ved et tilfælde så et jobopslag som BBC-radioproducent. Attenborough søgte, men hørte intet før en måned senere, da et brev dumpede ind af døren i Leicester:

»De skrev: ’Vi har den her nye ting – det hedder television. Folk siger, det er noget møg, men vi tror, det kan blive den næste store ting!’« erindrede Attenborough til BAFTA-ceremonien i 2009. Selv ejede David Attenborough ikke et fjernsyn og havde kun set et enkelt tv-program i sit liv, men han bed på og blev tv-producer.

I 1952 var han vært for et kort 10 minutters program om coelacanthen, en forhistorisk fisk, som man troede var uddød, indtil forskere fandt et levende eksemplar i Sydafrika i 1938. Men ellers holdt Attenborough sig fra skærmen – han frygtede, at tænderne var for store til tv. Det folkelige gennembrud kom ved et tilfælde med dokumentarserien Zoo Quest i 1954, som Jack Lester fra London Zoo måtte droppe værtsrollen til, da han blev syg kort før optagelsernes start. I stedet blev det produceren David Attenborough, 28 år gammel, der tog til Sierra Leone for at fange slanger og fugle til den zoologiske have, mens BBC filmede det hele.

Derfra gik det slag i slag – med en kort detour som chef for det nystartede BBC2, en rolle Attenborough hadede, fordi chefarbejdet ikke handlede om programmerne, men om: »penge, politik og at fyre folk. Puha! Så var det sjovere at lede efter flagermus«!

Helt fra begyndelsen har David Attenboroughs programmer været kendetegnet ved deres globale perspektiv, der upåvirket perspektiverede mellem frøer i Englands moser og Bolivias tågeskove. Det var for mærkeligt, mente flere af BBC’s chefer, men Attenborough holdt fast – folk skulle forstå sammenhængen mellem arterne og naturen på tværs af landegrænser:

»Vi sagde: Vi gør det her, fordi det er VIGTIGT. Ikke fordi, det er populært. Men fordi det er vigtigt,« forklarede han til BAFTA-ceremonien, en slet skjult hentydning til nutidens public service X-Factor-mani.

Attenborough fik sin vilje. I de første 10 år besøgte han, foruden Sierra Leone, også New Guinea, Paraguay, Argentina, en række stillehavsøer, Madagaskar, Australien, Indonesien – listen fortsætter i det uendelige. En sand globalist, mens verden stadig var i gang med at forlade kolonitiden.
Rollen er slående naturlig – men faktisk var det slet ikke planen, at David Attenborough skulle blive tv-vært. I 1950’erne arbejdede han på et forlag med at redigere børnebøger – som han senere selv har fået skrevet en del af – da han ved et tilfælde så et jobopslag som BBC-radioproducent. Attenborough søgte, men hørte intet før en måned senere, da et brev dumpede ind af døren i Leicester:

»De skrev: ’Vi har den her nye ting – det hedder television. Folk siger, det er noget møg, men vi tror, det kan blive den næste store ting!’« erindrede Attenborough til BAFTA-ceremonien i 2009. Selv ejede David Attenborough ikke et fjernsyn og havde kun set et enkelt tv-program i sit liv, men han bed på og blev tv-producer.

I 1952 var han vært for et kort 10 minutters program om coelacanthen, en forhistorisk fisk, som man troede var uddød, indtil forskere fandt et levende eksemplar i Sydafrika i 1938. Men ellers holdt Attenborough sig fra skærmen – han frygtede, at tænderne var for store til tv. Det folkelige gennembrud kom ved et tilfælde med dokumentarserien Zoo Quest i 1954, som Jack Lester fra London Zoo måtte droppe værtsrollen til, da han blev syg kort før optagelsernes start. I stedet blev det produceren David Attenborough, 28 år gammel, der tog til Sierra Leone for at fange slanger og fugle til den zoologiske have, mens BBC filmede det hele.

Derfra gik det slag i slag – med en kort detour som chef for det nystartede BBC2, en rolle Attenborough hadede, fordi chefarbejdet ikke handlede om programmerne, men om: »penge, politik og at fyre folk. Puha! Så var det sjovere at lede efter flagermus«!

Helt fra begyndelsen har David Attenboroughs programmer været kendetegnet ved deres globale perspektiv, der upåvirket perspektiverede mellem frøer i Englands moser og Bolivias tågeskove. Det var for mærkeligt, mente flere af BBC’s chefer, men Attenborough holdt fast – folk skulle forstå sammenhængen mellem arterne og naturen på tværs af landegrænser:

»Vi sagde: Vi gør det her, fordi det er VIGTIGT. Ikke fordi, det er populært. Men fordi det er vigtigt,« forklarede han til BAFTA-ceremonien, en slet skjult hentydning til nutidens public service X-Factor-mani.

Attenborough fik sin vilje. I de første 10 år besøgte han, foruden Sierra Leone, også New Guinea, Paraguay, Argentina, en række stillehavsøer, Madagaskar, Australien, Indonesien – listen fortsætter i det uendelige. En sand globalist, mens verden stadig var i gang med at forlade kolonitiden.

»I takt med at vi bliver flere mennesker på Jorden, er det åbenlyst, at vi kan ødelægge verden. Så vidt vi ved, er Jorden det eneste sted i universet, hvor der er liv. Dets fortsatte overlevelse hviler nu i vores hænder.«

David Attenborough

Rane Willerslev
Professor i social antropologi på Aarhus Universitet. Medlem af Eventyrernes Klub. Filmer lige nu i Kenya til programserien ’DR3 siger farvel til...’ om uddøende dyreracer og folkeslag i verden.
– Hvilken betydning har David Attenborough haft for naturen og dyrene, herunder menneskedyret?

»David Attenborough er jo den største formidler af natur, der nogensinde har været. Han er den, der har givet min generation indblik i den vilde natur. Så på den måde har han inspireret mig til at blive eventyrer. Man ser BBC’s naturprogrammer lige så meget for at høre ham, som for selve programmernes tema. På den måde er han blevet en legende, og for mig personligt har det været helt afgørende, at han er vildt god til at integrere menneskets dimension som en del af naturen, så kultur og natur ikke bliver to modsæninger, som der ellers er tradition for i Vesten.«

»Min absolutte yndlingsscene er en, hvor en buskmand jager en kudu-antilope over flere timer, mens Attenborough kommenterer hele processen. Vi føler jagten over flere faser, indtil buskmanden slår antelopen ihjel, fordi han er bedre til at afgive varme, end hjorten er. Så selv om hjorten løber stærkere, vil den til sidst bukke under af varmen. Der er et tidspunkt, hvor jægeren ikke kan se sporene fra dyret længere. Han stikker hånden ud som en slags radar og prøver at føle vibrationerne fra dyret. Det slår nærmest over i et åndeligt plan... Han skal kunne tænke lige som dyret, blive et med dyret. Attenborough beskriver det så fint. Det er magisk fjernsyn.«

– I England siger man, at kun Mother Theresa får bedre presseomtale end David Attenborough. Enkelte mener dog, han har en lidt kolonial tilgang til naturen. Er det en kritik, du kan genkende?


»At skyde ham i skoene, at han er kolonial, synes jeg er at overdrive, men jeg kan godt se pointen. Det er den hvide mand, der distanceret aflæser den eksotiske natur rundt omkring i verden, og det kan man godt kalde kolonialt. Men det er jo netop denne distancerede aflæsning af naturen, der gør det til storslåede programmer, kombineret med de fantastiske billeder. Det havde været et helt andet program, hvis han rendte rundt ude på Kenyas savanne med en enkelt kameramand. Men så havde det ikke været storslået tv, og det havde ikke været David Attenborough.«

– Hvilken betydning har Attenboroughs arbejde haft for verdens dyr og natur?

»Han har haft en kæmpe, helt enorm betydning, faktisk. Han kærer sig for biodiversiteten, naturens mangfoldighed, som er så truet. Han har en gigantisk betydning for, at folk ser bevaringsværdigheden i naturens forskellghed. Ikke fordi, dyrene og planterne har en funktion, at de skal tjene os mennesker på en eller anden måde. Men fordi der i mangfoldigheden er en æstetik, som har værdi i sig selv. Og det er helt afgørende.«
Et politisk dyr
Enkelte kritikere mener, at David Attenborough for sent blev optaget af konservationisme; at de tidligere programmer gengav et upåvirket og overdrevent positivt blik på naturen. De har måske overset Attenboroughs afsluttende kommentar i The Living Planet fra 1984:

»I takt med at vi bliver flere mennesker på Jorden, er det åbenlyst, at vi kan ødelægge verden. Så vidt vi ved, er Jorden det eneste sted i universet, hvor der er liv. Dets fortsatte overlevelse hviler nu i vores hænder.«

Skiftet er dog markant fra de glade Zoo Quest-dage i 1950’erne:

»Når et dyr døde dengang, hentede man bare et nyt. Men i 1980’erne var det blevet åbenlyst klart, at det var en illusion. At mennesket nu fyldte så meget på planten, at vilde dyr var meget trængte på plads. Vi var nødt til at snakke om det – og det gjorde vi så,« fortalte Attenborough til 2009-ceremonien. De efterfølgende 30 år har hovedparten af hans programmer fastholdt et fascineret, men bekymret blik på verden.

»Ingen anden generation har fået lov til at få et så grundigt syn på livet på denne planet som vores,« har Attenborough sagt. Det er i høj grad hans fortjeneste.

Tragedien er, at vi med samme hast er ved at ødelægge den skønhed, vi for første gang kan se udfolde sig i fuldt flor. I en menneskealder har 90-årige sir David Attenborough kæmpet for at åbne vores øjne for Jordens skønne og skrøbelige liv, inden det er for sent.

Nu er det op til os.
Blå bog
Sir David Attenboroug
Født 8. maj 1926, London.

Læste geologi og zoologi på Clare College i Cambridge. Påbegyndte en bachelorgrad i social antropologi på London School of Economics, men droppede ud for at blive chef for BBC2.

Gift i 1950 med Jane Elisabeth Ebsworth Oriel, som gik bort i 1997. Har to børn, Robert og Susan.

Holder 32 æresdoktorater fra britiske universiteter, flere end noget andet menneske.

Vært, producent og skribent på utallige BBC-dokumentarer om naturen, mennesket og dyreverdenen, fra 1952 og frem til i dag. Desuden forfatter til 25 bøger om samme emne.

Har mindst 11 dyre- og plantearter opkaldt i sit navn, herunder det equadorianske blomstertræ (Blakea attenboroughi), den sortøjede satyrsommerfugl (Euptychia attenboroughi), et langnæbbet myrepindsvin (Zaglossus attenboroughi) og Attenboroughs nisseedderkop (Prethopalpus attenboroughi).

Aktiv i en lang række NGO’er, der arbejder for at beskytte naturen, bl.a. som præsident for Butterfly Conservation, vicepræsident i Fauna and Flora International, vicepræsident i The Conservation Volunteers, m.fl.
CREDITS
Journalist: Sebastian Stryhn Kjeldtoft
Redaktør: Anna von Sperling
Digital produktion: Jens Christoffersen

Dagbladet Information
Publiceret 5. maj 2016
En måneds gratis Information digital + papiravisen fredag og lørdag
Morten Balling

BBC videoen, nederst, er sådan en, som midt i Trump, klimadebat og alt det andet, kan give en lidt tro tilbage, på at nogle mennesker slet ikke er så tossede endda.

Tillykke til David Attenborough! Han har i den grad været et af de positive elementer i mit liv.

Carsten Wienholtz, Svend Erik Sokkelund, John Andersen, Estermarie Mandelquist, Karsten Aaen, Anne Eriksen og Mikael Nielsen anbefalede denne kommentar
Mikael Nielsen

Amen

Mikael Nielsen

og tillykke med mesterskabet, Sir David

Estermarie Mandelquist og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Jeg husker, Carsten Jensen i sine TV-anmelderdage engang kaldte skrev, at han lignede en engelsk gentleman, der var gået forkert på vej ned efter morgenavisen og pludselig dukkede op i en gletsjerspalte.
Tillykke til en stor formidler, der sammen med Jacques Cousteau grundlagde en stor begejstring for faunaen hos mig.

Carsten Wienholtz, Ulrik Gutt-Nielsen, Morten Balling, John Andersen, Estermarie Mandelquist, Karsten Aaen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Carsten Svendsen

Ingvald Lieberkind var min første! :o)

Jeg nyder i øvrigt David Attenboroughs uforstyrende kommentarer til BBC's uovertrufne naturudsendelser.

Claus Hornsby

Vi bør også huske hans fantastiske og til tider respektløs form for humor. Han var jo BBC 2s programschef over mange år og var dermed ansvarlig for Monty Python's Flying Circus og helt enestående dokumentar serier som Man Alive og Chronicle. Hans indflydelse på generationerne er langt bredere end naturudsendelser.

Bill Atkins

Har sådan en mand mon sin egen mening ... om eksempelvis klodens største miljøbelastninger og deres baggrund.

At kalde ham et "politisk dyr" med baggrund i denne sætning:

»I takt med at vi bliver flere mennesker på Jorden, er det åbenlyst, at vi kan ødelægge verden. Så vidt vi ved, er Jorden det eneste sted i universet, hvor der er liv. Dets fortsatte overlevelse hviler nu i vores hænder.«

...er vel nærmet at udnævne ham til 'skødehund'. Men ellers er jeg da blevet ganske fint underholdt :-)

Ulrik Gutt-Nielsen

Jeg synes det er synd at trække X-factor ind igen som en slags skældsord for populære programmer. Det underholdningsprogram er med til at retfærdiggøre licensen for mange mennesker og trække dem til de store kanaler, der netop viser både underholdning og natur. Man springer også alt for let hen over hans mange år på BBC2, der netop gav os Monty Python. Sidst men ikke mindst havde han en lillebror, der hed Richard, en Oscar-vindende filminstruktør og skuespiller. Sir David er på mange måder et geni....

Vibeke Rasmussen

Og, uanst hvor begejstret mange – overtegnede inklusive – var for navnet Boaty MacBoatface til NERCs nye forskningsskib, kan man dårligt have noget imod, at institutionen i stedet har valgt at ære den 90-årige ved at navngive skibet Sir David Attenborough.

Hvilket naturligvis har medført en petition, der forsøger at overtale Sir David til at tage navneforandring til Boaty McBoatface … eller respektivt Davy McDaveface.

David Henriksen

Hmm hvad med færre politikere på tv og flere naturprogrammer?