Reportage
Naturkatastroferne viser hvem der tilhører underklassen i USA
Der gik et chok gennem USA, da fattige sorte indbyggere blev ladt i stikken efter orkanen Katrina 2005. Nu sker det samme i Houston, men den offentlige forargelse udebliver. Mere end to måneder efter orkanen er hjælpen til mange endnu ikke nået frem – eller er blevet afslået
Martin Burcharth, tekst
Sigrid Nygaard, foto
Informations udsendte
Houston, Texas
»Først gik vandet op til anklerne, så pludselig steg det op til brysthøjde. Vi måtte søge ly i en lejlighed på anden sal, og sad fast i tre dage,« husker Victory, en midaldrende kvinde, der bor med sin mand i stueetagen i en ejendom i Kashmere Gardens-kvarteret i Houston.

Kashmere Gardens, et overvejende sort kvarter, var et af de første steder, der mærkede katastrofale oversvømmelser, da den tropiske orkan Harvey i august dumpede 1,3 meter nedbør over Houston i løbet af fire dage.

Præcist to måneder senere har hverken myndighederne eller ejerne af ejendommen udrettet mere end det strengt nødtørftige for Victory, hendes datter og børnebørn samt snesevis af andre lejere. Lejligheder i stueetagen er blevet angrebet af skimmelsvamp. Væggelus hærger. Mus løber frit rundt om natten.

»Vi kan ikke fortsætte med at leve under disse umenneskelige forhold. Det er livsfarligt,« siger den kvindelige lejer desperat.
Vi er taget til Kashmere Gardens med to unge aktivister fra hjælpeorganisationen Texas Organizing Projects, som gennem de seneste to uger har forsøgt at hjælpe godt 100 beboere i Legacy Apartments, som ejendommen hedder.

Deres levevilkår er under al kritik. I den første lejlighed, vi træder ind i, rammes ens næsebor øjeblikkeligt af en ram lugt af skimmelsvamp. Sporerne mærkes i lungerne ved indånding. Jeg begynder straks at hoste.

»Her bor fire mennesker,« fortæller Victory, der guider os rundt. »Kan I forestille Jer, hvordan det er om natten, når man skal sove?«

I lejligheden er nogle af væggene, der har været under vandlinjen, blevet flået ned. Men arbejdet er langt fra fuldført. Vi får fremvist skimmelsvamp. En kvindelig lejer fortæller, at frivillige har udført det meste af renovationsarbejdet. Dagen forinden skal udlejeren have installeret en ny vask i køkkenet. Tidligere fik de et nyt køleskab.

Intet andet er blevet gjort. Bortset fra to sovemadrasser er de to værelser tomme. Alle møbler og ejendele måtte smides ud, også tøj og sko. Lejligheden er ubeboelig. Ingen burde opholde sig her mere end et par minutter.
Hele byen hjalp til
I dagene efter at Harvey drev nordpå, gik forbundsregeringen, de lokale myndigheder og frivillige organisationer i gang med at huse og brødføde de hjemløse. Husinventar gennemvædet og ødelagt af beskidt flodvand blev afhentet ved vejkanten. Alle mand var i sving i storbyen Houston.

Præsident Donald Trump forsikrede amerikanerne om, at det føderale nødhjælpsagentur, FEMA, ville løse opgaven til UG med kryds og slange. Det til trods for, at hans budgetplan for næste finansår bebuder nedskæringer på 9 pct. i støtte til ofre for naturkatastrofer.

Men med tiden er Houston støt og roligt vendt tilbage til, hvad Rene Solis fra den lokale hjælpeorganisation, BakerRipley, kalder den »nye normaltilstand«, og de sociale og økonomiske skel i genopbygningsarbejdet er nu trådt tydeligt frem.

De bedre stillede bykvarterer med gode politiske forbindelser har generelt været de første til at modtage hjælp, beretter Houston Chronicle og Texas Tribune.

»I det lange løb er det ofte den mindst bemidlede og socialt mest sårbare befolkning, der har sværest ved at komme sig. Myndighederne når ikke ud til dem. Det er her, vi i ngo-samfundet må træde til,« siger Rene Solis.

Til forskel fra orkanen Katrina, der primært oversvømmede lavtliggende afroamerikanske bykvarterer i New Orleans i 2005, ramte Harvey de fattige og de velstående i Houston lige hårdt. Hver tiende bolig blev oversvømmet.

»Den afgørende forskel er, at de bedrestillede råder over midler til at retablere sig relativt hurtigt. Det gør de dårligt stillede ikke,« fortæller Stephen Klineberg, professor i sociologi på Rice University.
Sygemeldte lejere
Oppe på første sal i Legacy Apartments bliver vi inviteret ind i Victorys toværelses lejlighed, hvor hun bor med sin mand. I stuen ligger hendes 27-årige datter Charlette på en sofaseng. Hun er sygemeldt.

»Jeg har feber og hoster,« lyder det fra den unge kvinde.

Vickys børnebørn løber rundt i stuen og leger. De har ikke været i skole.

»De lider alle sammen af astma, og skimmelsvamp gør det værre,« fortæller bedstemoren.

Ude i gården prøver vi at få kontakt med bestyreren – en sort kvinde med store solbriller. Hendes kontor ligger ved indgangen til ejendommen. Hun har lige fået overrakt en række krav fra Texas Organizing Project underskrevet af en håndfuld lejere.

»Vi giver udlejeren en uge til at påbegynde renoveringen af de beskadigede lejligheder. De er simpelthen ubeboelige,« siger den ene af aktivisterne.

Kennet Mims har mentale problemer og ved ikke, om han skal blive boede i sin lejlighed, der er inficeret af skimmelsvamp, eller flytte ud. Beslutningen skal tages på telefon med hans søster, som bor i en anden by.
SIGRID NYGAARD
En af lejerne mumler i baggrunden: »Betjenten derovre hedder Mr. Baker. Han er medejer.«

Vi får øje på en politibil med en mand i uniform parkeret udenfor. Jeg går over til bilen og banker på ruden.
Forgængeren Katrina
Katrina-stormen i New Orleans i 2005 var den første til at løfte sløret for, hvor meget det betyder at tilhøre en underprivilegeret klasse i USA, når naturkatastrofer slår ned. Dengang blev titusinder af desperate afroamerikanske indbyggere i den tidligere franske koloniby overladt til sig selv i de første dage efter oversvømmelsen.

Over 1.400 mennesker druknede; mange kunne være blevet reddet, hvis forbundsregeringen havde sat alle kræfter ind – hurtigt og effektivt. Titusinder af overlevende blev pakket tæt sammen på et stadion, hvor de sanitære forhold var elendige, og kriminaliteten hærgede.

Mange var chokerede over at se tv-billeder af hjælpeløse, sorte medborgere. Tragedien kostede præsident George W. Bush voldsomt i politisk opbakning, og ved midtvejsvalget til Kongressen det næste år mistede republikanerne deres flertal.

Præsident Trump har indtil videre undgået Bushs skæbne. Dels ved de fleste, at det føderale nødhjælpsagentur er overbebyrdet på grund af efterårets mange orkaner, og dels kunne tv-journalister ikke komme ud i de hårdt ramte kvarterer med afroamerikanere, latinoer og papirløse immigranter, mens katastrofen stod på.

Endelig ramte orkanen Irma Florida ti dage senere, og lige efter fulgte orkanen Maria over Puerto Rico. Det sugede al medieopmærksomhed ud af Houston – og efterlod fattige indbyggere i et mediemæssigt mørke.

»Så vi oplever her i Houston et dejá vue fra Katrina,« siger Mary Moreno, informationschef i den lokale aktivistgruppe Texas Organizing Project.

»Faktisk flygtede titusinder af sorte fra New Orleans til Houston efter Katrina. Mange af dem efterlod hus og ejendele og startede helt fra bunden her i Houston. De slog sig ned i kvarterer, der er mest sårbare over for oversvømmelse fra byens floder. Og nu har de igen mistet hus og ejendele.«
Orkanskader. To måneder er gået, siden stormen Harvey oversvømmede alle lejligheder i stueetagen i Legacy Apartments. Beboerne diskuterer med en social aktivist, hvad de skal gøre for at gå skaderne udbedret. Flere er blevet syge af skimmelsvamp. De små børn har astma og må ikke indånde sporer fra skimmelsvamp.
SIGRID NYGAARD
De ’glemte’ kvarterer
Texas Organizing Project – som har taget os med til Legacy Apartments – er en af de få organisationer, der har påtaget sig at hjælpe folk i Houstons ’glemte’ kvarterer. Hver eftermiddag er flere hold af aktivister ude for at ringe på døre. De spørger folk, om de har fået hjælp fra myndighederne og fra udlejeren.

»Ofte ser vi, at beboerne lever under sundhedsfarlige forhold med giftig skimmelsvamp. De har mistet næsten alt inventar, og mange har ikke råd til at købe andet end en madras. Antallet af beskadigede boliger er svimlende højt,« fortæller Mary Moreno.

Behovet for hjælp er derfor enormt, påpeger hun.

»Harvey fandt sted for to måneder siden, men byen har endnu ikke overblik over, hvor mange huse og lejligheder der har fået skimmelsvamp. Vi opdager nye hver dag.«

Aktivisternes udfordring er ikke så meget at få oplysninger om beboernes situation efter oversvømmelsen. Den svære – og ofte frustrerende – opgave er at overbevise dem om at gå sammen og stille krav til myndigheder, politikere og udlejere. Kun ved at handle sammen har de en chance.

»Det er en kæmpe udfordring at organisere dem. Halvdelen accepterer deres livsbetingelser som skæbnens lod. Den anden halvdel arbejder hårdere, end de gjorde før, og genopbygger med egne midler,« fortæller Jayla Vela, en spansktalende aktivist.
Politibetjent og aktionær
Uden for Legacy Apartments ruller den uniformerede mand sin bilrude ned.

Jeg fortæller ham, at beboerne i ejendommen lever helbredsmæssigt uforsvarligt. Han afviser:

»Det drejer sig om folk, der bliver i lejlighederne uden at betale husleje.«

Betjenten benægter at være medejer.

»Jeg er en sikkerhedsvagt hyret af ejerne. De har fået udbetalt penge fra FEMA (forbundsstatens nødhjælpsagentur). De beholder dem selv frem for at udbedre skader. De kan bare flytte ud og finde et andet sted at bo.«

— Der er en akut mangel på boliger i Houston efter stormen.

»Det er korrekt.«

— Så, hvad forventer De, at lejerne skal gøre?

»Hvad forventer De, at ejerne gør?«

— At de hjælper lejerne med at flytte ud, så man kan bekæmpe skimmelsvamp.

»I Houston er der skimmelsvamp overalt. Vi lever på en marsk. Alt er fugtigt.«

— Der er små børn, hvis astma forværres af sporer fra skimmelsvamp.

»Så må de flytte ud. Det er deres ansvar. De får social bistand ... De kan ikke fortælle mig, jeg intet ved om disse mennesker. De lægger altid skylden på andre. Men det er ikke altid de andres skyld.«

— Okay. Sig mig lige en ting, hr. – undskyld, hvad hedder De egentlig?

»Baker!«

— Okay, hr. Baker. Hvornår regner de med, at disse lejligheder bliver renoveret?

»Vi gør alt, hvad vi kan.«

Hvad nu, hvis en af dem bliver virkelig syg og dør?

»Ah, det sker ikke.«

— Okay, men Houston har aldrig haft en oversvømmelse som denne.

»Jamen, folk kommer hver dag ind på bestyrerens kontor og klager over skimmelsvamp.«

— Ærligt talt – har De været inde i lejlighederne.

»Selvfølgelig har jeg det.«

— Kan jeg få lov at tage Dem ind i nogle af dem?

»Okay, Let’s go,« siger betjenten og stiger ud af politibilen.
Aktionær og betjent. Politikommissær Kenneth Baker ledsager os rundt i de ramponerede lejligheder. Han afviser at være medejer udlejningsselskabet, men lover hjælp til flere lejere. Her ses han sammen med de to sociale aktivister Angela Garcia og Dieter Cantu.
SIGRID NYGAARD
Kenneth Baker, som han hedder, er politikommissær i Houston Police Department, Southeast Division.

Den næste time går vi fra lejlighed til lejlighed sammen med Victory og de to aktivister fra Texas Organizing Project.

»Bakers far var aktionær i boligselskabet. Han har arvet hans andel,« hvisker en af lejerne.

Men selv benægter han at være medejer, selv om han konsekvent bruger formen ’vi’ frem for ’de’ om udlejningsselskabet. Han afgiver løfter til flere lejere om at sende håndværkere og at få et selskab til at udrydde væggelusplagen. Han tilbyder en kvinde, der passer to syge mænd, at finde et andet sted at bo, mens hendes ramponerede lejlighed renoveres.
Den ene af mændene virker dødssyg. Baker spørger kvinden, om hun har søgt om bistand fra FEMA.

»Ja, jeg har fået 250 dollar,« bekræfter hun.

Hvad har du så brugt de penge til, spørger den mistænksomme politikommissær.

»På rengøringsmidler. Jeg gør rent og desinficerer hver dag. Men det er bare umuligt at komme af med svampen,« siger kvinden, der hedder Joyce Powell.

Baker spørger, om hun foretrækker at flytte væk, mens hendes lejlighed bliver renoveret. Det vil hun gerne.

»Vi skal nok finde en løsning,« lover han.

Bagefter lufter de to aktivister deres skepsis om betjentens løfter.

»Det virker, som om han tager os ved næsen. Jeg tror først på hans løfter, når de bliver indfriet,« siger Dieter Cantu.

Den anden aktivist, Angela Garcia, er rasende.

»Det er noget værre pis. Vi viste ham steder med skimmelsvamp. Hvorfor skrider han ikke til handling med det samme? Hvorfor lover han først at gøre noget, når pressen dukker op?«

— Tror du, han gik med ind i lejlighederne, fordi vi er fra pressen?

»Soleklart,« siger hun.
Ødelagt. I oliebyen Baytown øst for Houston er en skjorte endnu ikke blevet samlet op i et hus, der blev oversvømmet. Familier i etplanboliger mistede ikke blot hele inventaret. Alle ejendele blev ødelagt, herunder beklædsningsgenstande. Mange må begynde forfra fra bunden.
SIGRID NYGAARD
De forsvarsløse
Næste dag besøger vi boliger i latinokvarterer andre steder i Houston. Ejendommene ligger ud til en af Houstons utallige betonmotorveje. Støjen er uudholdelig.

I Gala Vista Apartments byder Soledad Flores fra Honduras os og to aktivister indenfor. Hun fortæller, at vandet nåede op i knæhøjde i hendes lejlighed. Udlejeren har indtil videre sendt en håndværker, der har malet det beskadigede tapet over.

Soledad Flores tør ikke presse ejerne til at gøre mere. Hun kan ikke få bistand fra byen og delstaten. For hun er papirløs immigrant og risikerer at blive sendt tilbage til Honduras med sin voksne søn, hvis indvandrerpolitiet kommer på sporet af dem.

I lejligheden er der et syndigt rod. Borde og skabe står hulter til bulter. Soledad lever af at bage og sælge mellemamerikansk brød.

Aktivisten Jayla Vela, hvis forældre stammer fra Puerto Rico, er tydelig opbragt.

»Der bliver ikke gjort nok for at hjælpe disse mennesker, som har mistet alt. De bliver behandlet som dyr.«
Orkanofre. Aktivister fra gruppen Texas Organizing Project opsøger ofre for stormen i kvarterer med etniske mindretal. Her ses Jayla Vela (tv) og John Pitmann i ejendommen Gala Vista Apartments tale med Cristina Raygosa, hvis forældre er papirløse immigranter fra Mexico.
SIGRID NYGAARD
I raffinaderiernes by
Houston er ikke bygget til at kunne modstå oversvømmelser. Faktisk har den »ingen rationel byplanlægning«, som Stephen Klineberg udtrykker det.

»Bygherrer får bare lov til at bygge ud på jord, der burde opsuge regnvand og flodvand. Det mindste man kan forlange er, at kommuner og amter graver reservoirer til at aftage vandet. Men det sker ikke i et stort nok tal.«

Det problem er tydeligt i oliebyen Baytown, en times kørsel øst for Houston. Vi tager derud for et se, hvordan middelklassen er kommet på benene efter oversvømmelserne. Får de mere støtte fra Washington? Kommer hjælpen hurtigere?

Baytowns økonomi er domineret af olieraffinaderier og kemiske fabrikker. De står på rad og række langs motorvejen som et rædselskabinet over de fossile brændslers tidsalder. Kæmpe metalmonstre og olietanke, der med nød og næppe blev skånet for ødelæggelser og katastrofale læk under Harvey.
Byen ligger som det meste af Houston på en flad flodslette, der engang var marsk, sump og prærie.

Bugten og den nærliggende San Jacinto-flod går regelmæssigt over deres bredder, når højvande falder sammen med, at en storm blæser ind fra Den Mexicanske Golf.

Inden byudviklingen i det 20. århundrede blev flodvandet opsuget af jorden. I dag har vandet ingen andre steder at flyde hen end op på gader og veje og nogle gange ind i boliger.

I 1950'erne byggede hærens ingeniørkorps to reservoirer i Houston til at holde flodvand. Men under Harvey blev de fyldt til øverste kant.

Myndighederne følte sig nødsaget til at lukke noget af vandet ud for at undgå en katastrofal oversvømmelse. Det betød, at nærliggende boligkvarterer blev oversvømmet midt under de heftige regnskyl. Husejere med skader har nu lagt sag an mod ingeniørkorpset.

To måneder efter orkanen er mange skader ikke blevet udbedret. Burger King på vejen mellem Brownsville og Corpus Christi er stadig lukket. Fastfood-stedet ligger op ad en Shell station, der blev totalt smadret af vindstødene.
SIGRID NYGAARD
Ikke overraskende blev Baytown i kraft af sin lave beliggenhed tæt på Den Mexicanske Golf særlig hårdt ramt under orkanen.

»5.000 af 40.000 huse blev oversvømmet. Nogle havde kun 30-40 cm vand. Andre blev totalt opslugt. De forsvandt bare,« fortæller borgmester Stephen DonCarlos på sit kontor.

Borgmesteren roser FEMA’s og andre føderale agenturers indsats i de to måneder, der er gået.

»Husejere har fået op til 33.000 dollar udbetalt til at dække udgifter til udbedring af skader. Men det er ofte ikke nok. De kan også tage billige lån fra forbundsregeringen,« siger DonCarlos.

Stadig er det ikke tilstrækkeligt til genopbygning.

»Vi har middelklassefamilier, der kan blive nødt til at flytte ud, inden de har har betalt deres huslån tilbage. De har ikke råd til istandsættelsen,« understreger Doncarlos.

Derfor har han og andre borgmestre i det sydlige Texas foreslået, at delstatsregeringen overtaler Trump-regeringen til at give middelklassefamilier adgang til tilskud fra en nødfond i boligministeriet, der ellers er beregnet til lavindkomstfamilier.
Midlertidig bolig. Lori Martis etplanshus blev totalt ødelagt. Det stod i 1,5 meter højt vand i flere dage i et villakvarter i Baytown. Hun og manden har lejet en camper til at bo i, mens de venter på erstatning fra forsikringsselskabet. Renoveringen kan vare et år eller længere..
SIGRID NYGAARD
Middelklassen skranter
Det er et initiativ, beboerne i det relativt velstående kvarter i yderkanten af Baytown støtter op om. Her blev 800 huse oversvømmet. Lori Marti ejer med sin mand en villa på Raccoon Drive, der ligger lige op til en flod. De mistede to biler under Harvey. Vandstanden i huset nåede op på 1,5 meter.

Hun viser os rundt i en tom skal af en bygning, som engang var deres hjem. Alt indbo har de måttet smide ud, selv tøj og alle personlige ejendele.

»Og så er vi endda heldige. Vi hører til de 20 pct., der tegnede forsikring mod oversvømmelse. Vi håber at klare skærene, men det er hårdt. Jeg ved ikke, hvad dem uden forsikring gør. Alle etplanshuse står tomme,« fortæller hun i sin tidligere stue.

Lori og hendes mand tog et lån for at købe en ny bil og leje en camper til at bo i, mens huset bliver renoveret. Men arbejdet går langsomt.

»Vores forsikring er op til 250.000 dollar for selve huset og 100.000 for ejendele. Men indtil videre har vi kun fået udbetalt 43.000 dollar. Siden har vi ikke hørt fra forsikringsselskabet. Vi kan blive nødt til at skaffe os en sagfører,« fortæller hun.

Imens har de taget et statsgaranteret lån for at betale entreprenører og håndværkere.

»Mange har det langt værre. Nogle gange føler jeg, det er fjollet at have selvmedlidenhed. Men det er et kolossalt arbejde. Jeg har ikke haft et hjem i to måneder, og der er lange udsigter til, at vi flytter ind igen,« siger Lori Marti.

Hendes største frygt er en ny storm, der trænger ind i Baytowns mange kemiske fabrikker og fører til et katastrofalt læk. Det kunne gøre hele Baytown ubeboelig.

Efter alt at dømme var Harvey næppe en undtagelse. Faktisk er dele af Houston og omegn blevet oversvømmet tre gange i løbet af de sidste tre år.
Kort efter Informations besøg i Legacy Apartments gav udlejeren beboere i stueetagen, der blev oversvømmet i august, ordre til at flytte ud, mens deres lejligheder bliver renoveret. De blev fritaget for en måneds husleje og fik udbetalt deres depositum på en måneds leje. Nogle få blev flyttet op på første sal. Resten blev af ngo-grupperne Texas Organizing Project og Baker Ripley indlogeret på hotel.
Klageliste. Tanganika Orsby, bestyrer af Lecacy Apartments i det sorte kvarter Kashmere Gardens, sidder i sin bil efter at have modtaget en liste af krav fra lejerne. De klager over, at hun ikke gør nok for at overtale selskabet til at komme og renovere deres lejligheder.
SIGRID NYGAARD
Tekst: Martin Burcharth
Foto: Sigrid Nygaard
Redaktion: Mikkel Vuorela
Digital produktion: Jens Christoffersen

18. november 2017
Dagbladet Information
USA et år efter Trumps sejr
USA-korrespondent Martin Burcharth og fotoredaktør Sigrid Nygaard har rejst gennem USA’s hastigst voksende delstat, Texas, for at møde nogle af Donald Trumps kernevælgere et år efter hans valgsejr.

- De bedre stillede bykvarterer med gode politiske forbindelser har generelt været de første til at modtage hjælp, beretter Houston Chronicle og Texas Tribune.

Sådan er det jo.

Det er altid godt at have gode politiske forbindelse. Venstre (og dermed Danmark) har lige givet 49 millioner til københavnsk hotel:

https://ekstrabladet.dk/nyheder/politik/danskpolitik/hemmelig-aftale-for...

Kim Houmøller, Torben Bruhn Andersen, Flemming Berger, Karsten Lundsby, Niels Duus Nielsen og Morten Larsen anbefalede denne kommentar

"Til gengæld vil EMA i Danmark udløse mere end 30.000 hotelovernatninger, 900 tilflyttende medarbejdere og flere virksomheder, der slår sig ned i nærheden af EMA ifølge regeringen."

Påstår regeringen i EB's artikel. Ifølge regeringen er det imidlertid også nær umuligt at drive virksomhed i DK Under de herskende betingelser og ingen dygtige udlændinge vil bosætte sig i landet pga. skattetrykket, så hvorfor skulle de det?

Så Hr. statsminister hvilke modydelser skal de danske skatteborgere belastes med for at dette politiske prestige projekt kan gennemføres og skaffe job til underbetalte udlændinge på Københavns hoteller? Eller skal EMA's 30.000 årlige overnatninger betale 3000 kr mere end markedsprisen for tilsvarende hotelværelses standard? Eller skal de 900 tilflyttende medarbejdere hver betale 1,7 mio kroner i årlige skatter, så projektet ikke belaster de danske skatteborgere.

jørgen djørup, Karsten Lundsby, Niels Duus Nielsen og Morten Larsen anbefalede denne kommentar

Hvor tror i der bliver mest kystsikring i danmark, når vandet for alvor stiger...? På Hambroes Alle strandvej Hellerup, Eller i Nakskov...?

Niels Duus Nielsen

A pr pos:

https://www.youtube.com/watch?v=cb4PH7ak_iU

Samme historie som Burckhardts, her med levende billeder.

PS: Dette ikke for at forklejne Sigrid Nygaards indsats. Som altid er hendes fotojournalistik uovertruffen!!!

Hans Nielsen, ingemaje lange og Flemming Berger anbefalede denne kommentar

Den moderne verden er ligesom den gamle verden.

Kære Niels. Tak for link - og for de fine ord! Mvh Sigrid

Brian W. Andersen

@ Søren Bro
USAs manglende hjælp til orkanofre på Puerto Rico kan man se i forhold til den hjælp, der blev sendt til hovedøerne i Florida Keys. Der havde Trump-administrationen sendt en flådegruppe bestående af USS Abraham Lincoln, USS Iwo Jima og USS New York til hjælpearbejdet. Det er en komplet landgangsstyrke bestående af de besætninger, der er US Navys mest erfarne i nødhjælp og genopretning af orkanskader.
Det ligner en afspejling af ovenstående artikel, hvor dem, der bedst kan hjælpe sig selv, får mest hjælp, og hvor de hjælpeløse kun får lidt eller ingen hjælp.

Sascha Olinsson

Fornyligt lærte jeg at man i Texas ikke betaler firma skat. Hvilket jo gør at staten kan tiltrække mange firmaer fra andre amerikanske stater men også konsekvet har lavvande i statskassen. De kunne jo så meget passende overveje om ikke også firmaer i Texas skulle betale deres del.