NytårsintervieW
Niels Skousen: »Jeg tror meget på ungdommen. Jeg synes at de er så ... vågne!«
NytårsintervieW
Niels Skousen: »Jeg tror meget på ungdommen. Jeg synes at de er så ... vågne!«
Han fyldte 75 i år, og her på kanten til et nyt årti er skuespiller, musiker og ikke mindst sangskriver Niels Skousen i fuld bevægelse. Han siger ikke nej til et spillejob. Og heller ikke til en journalist, der bare vil lave et nytårsinterview, hvor han skal se sig omkrig i vores samtid
Anna Sperling, tekst
Sigrid Nygaard, foto
Før jeg møder Niels Skousen, har jeg, cyklende på broen fra Amager, lavet en dogmeregel for interviewet: Jeg må ikke nævne »Herfra hvor vi står«, Nummeret, skrevet af Niels Skousen og fremført af Skousen & Ingemann, der mere end noget andet er det danske ungdomsoprørs soundtrack. Og i hvert fald det, der er ældet med størst ynde.

Reglen er til dels lavet af hensyn til Niels Skousen – jeg tænker, at det til tider må være lidt trættende her på kanten af 2020’erne altid at blive bedt om at forholde sig til noget, man skabte i 1971. Men også af hensyn til min forfængelighed. For der er lavet mange interview med Niels Skousen. Gode interview. Og også mere aktuelle – ikke mindst i anledning af hans 75-års fødselsdag tidligere på året. Og af gode grunde startede mange af dem med hittet. Så vi prøver at starte et andet sted:

»Hvor står du ... i livet?«

Vi har sat os med en kop kaffe i Skuespilhuset med skråt havkig og lidt for insisterende tilbagelænet jazz i den store foyer. Niels Skousen er en flink mand, der ikke lader sig gå tydeligt på af min prøvende, ja, nogle ville sige famlende start:

»Jeg er et godt sted … i livet,« svarer han og kigger lidt rundt. Han var her sidst, da han spillede fødselsdagskoncert i sommer. »Jeg får lov til at spille min musik. Og endda med nogle vildt dygtige unge musikere. Der er folk, der gider at komme og høre det, og det er en af mine favoritsamtaler: Den med publikum.«
Så Niels Skousen er et godt sted i livet. I bevægelse. Men hvad så med verden?

– Om et par dage forlader vi et årti. Hvilke strømme tænker du har præget det?

»Det har vel primært identitetsspørgsmålet: Hvem er jeg? Og hvem er min klan? Nu er det jo længe siden, at klanerne forsvandt, men projektet har jo været konstant gennem flere generationer nu: Modernitetens store lysende projekt, at frigøre individet. Og det er der alt muligt godt at sige om. Men efterhånden som vi driver stadig mere rodløst rundt imellem ideer og informationer, bliver det sværere at se, hvad der er op og hvad der er ned.«

Han mener, at ungdommen til enhver tid har stillet de store spørgsmål – det står næsten i dens jobbeskrivelse. »Hvem er vi, og hvor skal jeg hen? Lever vi i et frit samfund, eller lever vi i et slavesamfund, når det kommer til stykket. Hvem har magten? Hvor er den skjulte magt? Men i stigende grad spørger de også: Hvor er min klan?« mener Niels Skousen.

»Før i tiden var man del af en familie, del af en gruppe, del af en arbejdsplads, der betød, at du var del af en klasse. Med en tilhørende bevidsthed, som tilsagde: Her holder vi sammen. I dag er du helt alene på arbejdsmarkedet, og det er din egen skyld, hvis du fejler. Det er næsten blevet sådan, at hvis du er syg, er det din egen skyld,« siger han. Og den rodløshed er ikke bare et problem for den enkelte. »Den kan jo få nogle meget ubehagelige udtryk som den populisme, vi oplever lige nu.«
– Men den voldsomme europæiske højrepopulisme, den troede I da vel, at I havde lagt bag jer i jeres generation, ik'? Havde du regnet med at se fascistiske tendenser i Europa igen?

»Ja, det havde jeg faktisk. Jeg har altid tænkt modernisme og antimodernisme som to sideløbende strømme, hvor den ene nogle gange vinder og lægger sig over den anden – som varmt og koldt vand – og sådan skifter det. Går op og ned,« siger han. »Ligesom strømmen af realisme og romantik.«

Niels Skousen skifter gennem samtalen som det mest naturlige perspektiv. Fra det nære til det store. Fra politikken til musikken. Og tilbage igen.

»De to skifter. Og nogle gange smelter de sammen, som det vi gjorde i min generation. Lou Reed, Velvet Underground og Dylan var for mig en sammensmeltning af romantik og realisme. Det inspirerede mig meget: Der var håb og skønhed, fordi mennesker er vidunderlige, og livet er fantastisk. Men der var også bagsiden. Fordi virkeligheden er sådan, at det hele kan gå helt galt lige om lidt.«

Niels Skousen bevæger sig ud i verden igen. »For der er også en bagside, der kan dukke frem, hvis folk bliver for modløse, for desperate.«

Og derfor må man være vågen og reagere på sin tid.

»Det er ikke gratis at være ligeglad med samfundet. For der er altid andre, der ikke er ligeglade. Og de er ikke nødvendigvis nogle flinke fyre.«

For længslen mod identitet og et sted at høre til kan opfattes af de forkerte og bruges i det forkertes tjeneste, understreger han.

»Det er ikke alle her i samfundet, der er interesseret i demokrati. Der findes jo folk, der mener, at de kloge eller de rige kan bestemme det hele. Man må jo ikke glemme, at nazisternes verdensopfattelse, den troede de selv på. Vi laver alle sammen historier for os selv. Det er noget, vi bilder os selv og hinanden ind.«

Og så er vi tilbage ved kunsten. »For det er derfor, at kunsten, litteraturen, musikken, er vigtig. Den søger at komme ind til nerven af, hvad der ligger til grund for de historier, vi skaber i vores hoveder, og som skaber vores samfund. Hvad vi længes imod, hvad vi begærer.«
Niels Skousen er som bekendt blevet indbegrebet af ’1968’. Og derved eksponeret for den mest unge af alle unge ungdomsgenerationer. Dem der opfandt den. Men i dag ser han tilbage på tiden og dens længsler og begær på en lidt anden måde, end han gjorde, da han var midt i den.

»Det er lidt underbelyst, men vi var jo på mange måder den første forbrugergeneration. Vi var jo grådige på livet. Og det var markedet klar til at levere på. Også i materiel forstand.«

Som han skriver i teksten til sangen »68« fra 2002: »Sådan set var det jo bare/derudad på hver på sin krikke / hver mand strøg af sted for egen vind.« Og videre: »Siden har vi så fået alt, hvad der skal være på hylderne / og kan sidde i vores æsker og vinke til hinanden / med vores rødbedepas / Brøgger blev til Brøgger / Larsen blev til Larsen / og Arnoldi til Arnoldi / og Eik blev til Eik Skaløes Plads / Jeg er ikke egentlig utilfreds / Det er bare en bagskid fra 68.«

»Det er jo paradoksalt,« medgiver han. For bevægelsen definerede sig jo som antikapitalistisk. »Men ’I can’t get no satisfaction’, som Rolling Stones sang: Vi ville bare have mere og mere. Og vi kunne få det. Men hvor bragte det os hen?«

Niels Skousen tror egentlig, at ungdommen snart er klart, til noget andet end bare ’mere’. »De vælter jo rundt i informationer og underholdning, men søger også noget mere bestandigt og mere meningsfuldt ...« Niels Skousen bremser sig selv. »Men jeg skal nok ikke gøre mig klog på, hvad de søger, eller hvad de har brug for. Jeg vil bare sige, at jeg tror på dem. Jeg tror meget på ungdommen. Jeg synes, at de er så … vågne!«

– Du taler meget om den tro på ungdommen. Hvor langt vil du gå: Kan man have det princip, at ungdommen altid har ret?

»Nej, det tror jeg ikke, at man kan. Man må ikke glemme, at nazismen var en ungdomsbevægelse. Det var jo en generation, der voksede op og var helt lost. Hvis ungdommen ikke har en fremtid at tro på, kan det for alvor gå galt.«

– Men skal man ikke gå langt for at prøve at forstå dem?

»Det skal man vel. Men jeg synes da også, det kan være svært. For jeg er jo samtidig en gammel idiot. Jeg kan da ikke altid mønstre energi til at være helt åben over for alt nyt og sige ’Wow, spændende, det som ungdommen gør! De sidder der og spiller computerspil og skyder hinanden i småstykker. Ih, hvor spændende. Splat! Splat! Splat!’ Så tænker man: Kan det nu være sundt?«

Men lige som han er kommet i gang, afbryder Niels Skousen sig selv. For han har virkelig svært ved at være en gammel idiot for længe ad gangen, før han får en tanke, der sender ham i den anden retning:

»Men hvem ved? Måske er det i virkeligheden sundt. For så får de afløb for det. Det skal jo gennemleves. Det er noget, der findes. Vold findes. Gudfaderbevares, vi legede jo også røvere og soldater. Så det er svært at gøre sig til dommer over noget som helst.«

Og især skal man være varsom med at dømme, når man er sangskriver, understreger han – i hvert fald hvis man vil skrive noget interessant.

»Verden er kompleks og fantastisk, det er da langt mere interessant at stille tingene op over for hinanden. Se der, hvor de brydes. Det er jo der, farverne skabes i et prisme.«

– Men må en sang aldrig vælge side?

»Jo da. Der findes skam noget, der er rigtigt og noget, der er forkert,« understreger Niels Skousen. »Der er mange, der sådan lidt vrængende spørger: ’Skal kunsten nu være moralsk?’ Ja da, det vil den selvfølgelig altid være. For selv om det handler om at undersøge verden, bliver man nødt til at have sin moral som guide. Det er ikke så anderledes, end at man jo bliver nødt til at have et samfund med nogle grundlæggende love og regler. Vi kan ikke bare lave et anarkistisk samfund, for så banker de stærke de svage. Det går bare ikke.«

Men hvad folk ellers laver, er deres sag.

»Jeg er ligeglad, om folk går i hvide sneakers eller sorte sneakers. Bare de ikke sparker på andre med sømbeslåede støvler.«
– Hvad betyder andres anerkendelse for dig?

»Kunstnerisk betyder det da meget. Ikke mindst fra publikum. Du er jo ikke noget uden dit publikum. Meningen med det hele er jo samtalen med dem.«

Niels Skousen har stort set altid fået gode anmeldelser. Men samtalen med publikum er gået igennem nogle svære perioder – eller nærmere nogle hårde samtider, hvor publikum ikke var så interesseret i at se på verden sammen med Niels Skousen. »Jeg røg ud af tiden,« siger han resolut, da jeg spørger ham, hvorfor han holdt omkring 20 års pause fra musikken i 80’erne og 90’erne – altså med den markante undtagelse, at han skrev monsterhittet »Hulubulu« til Linda Wendels TV-serie Da Lotte blev usynlig.

»Ja, jeg røg ud af tiden. Jeg var blevet så enormt identificeret med det politiske. På trods af at mine sange fra dengang sgu var lige så tvivlende og afsøgende, som de er i dag, blev jeg identificeret med venstrefløjen, hippierne og studenterbevægelsen. Og det kunne de ikke bruge til noget. Den ungdomsgeneration, der dukkede op i firserne, havde et enormt behov for at lægge afstand til alt det der. Og det røg jeg med i,« siger Skousen og tilføjer:

»Men jeg vidste heller ikke helt, hvad jeg skulle skrive om og til hvem.«

Han udgav i 1981 albummet Landet rundt, som var stærkt inspireret af Lou Reeds album Berlin, som fortalte en sammenhængende historie over et helt album.

»’Landet rundt’ handlede om den her hippieagtige figur, der flyttede på landet for at åbne et gartneri, som gik på røven. Den var jeg vældig godt tilfreds med. Men den fandt ikke publikum. Postmodernismen og den glatte ironi matchede ikke med den inderlighed og underfundighed, som jeg bragte til bordet. Og hvem fanden gider at høre på sådan en nedturshistorie om en gammel nisse, der flytter på landet?« griner han.

– Men var det sorgfuldt? At ryge ud af tiden?

»Ja da. Og jeg skulle da bare være blevet ved. Men så jeg løb ind i en gammel kærlighed, teatret. Og en ny kærlighed; Jeg fik børn med Linda (filminstruktøren Linda Wendel, red.) Og så fik jeg have. Og sådan en skal jo også passes.«
»Nu vil jeg jo ikke være sådan en …« siger Niels Skousen flere gange under interviewet som en lille disclaimer før en sætning.

– Hvad er det ’for en’, du ikke vil være?

»Sådan én, der siger, at alting var bedre i gamle dage. Det gider jeg altså ikke. Der var også en masse lort i gamle dage. Det er ikke mig, der skal sige, om det var bedre eller værre. Det eneste, jeg ved med sikkerhed, er, at verden forandrer sig hele tiden. Ligesom vores krop forandrer sig. Alting forandrer sig, og det har det gjort til alle tider.«

– Her må jeg afsløre for dig, at jeg havde besluttet ikke at nævne »Herfra hvor vi står« i det her interview, og nu kom du til at citere teksten …

»Gud ja. Det gjorde jeg vist …«

»Herfra, hvor vi står / kan vi se os omkring til alle sider / Det bevæger sig når vi går / Det forandrer sig til alle tider,« lød den. Men giver teksten stadig mening for ham i dag?

»Ja, bestemt. Og der er én ting, som jeg er blevet stadig mere glad for, og det er sætningen ’det bevæger sig, når vi går.’ For det betyder jo to ting: Det betyder selvfølgelig, at når du bevæger dig, så sætter du bevægelser i gang i verden. Det er det handlingsmæssige. Men det betyder jo også, at når du bevæger dig, lad os sige igennem en skov, så er det dit eget synsfelt, der får det til at se ud, som om stammerne bevæger sig,« siger han. »Og sådan er det jo også igennem et liv. Ens egen historie har man jo også forskellige versioner af afhængigt af det forandrende synsfelt.«
Interviewet er snart slut, kan jeg mærke. Og da jeg startede med, hvad der i journalistisk forstand er anset som et lidt ’dovent‘ spørgsmål, vil jeg tillade mig at slutte med et også – det er trods alt jul:

— Hvad driver dig?

»At få den til at sidde midt i skiven. Lige der hvor det swinger. Så swinger det bare. Det er det, der gør, at jeg stadig stiller mig op og spiller. I den situation er man både inden for og uden for tiden. Og midt i det hele. Øjeblikket: Nuet, der udvider sig – og når det ikke swinger, har jeg det ad helvedes til. «

– Får du det stadig ad helvedes til, hvis du laver fejl. Har du ikke optjent retten til at sige pyt?

»Nej, jeg får det stadig virkelig skidt. Og jeg kan være meget nervøs, før jeg går på scenen.«

På en måde er den blevet kraftigere, siger han. Man mærker sine egne fejl bedre: »Livet handler vel om hele tiden at prøve ikke at skyde for langt forbi skiven, ikke sandt?«

Før vi går hver til sit, spørger jeg Niels Skousen, om der er en linje, et stykke tekst, som han har skrevet, hvor han tænkte: Her ramte jeg lige midt i skiven. Han vil lige tænke over det, siger han. Et par dage efter får jeg en mail:

»Kære Anna. De her linjer fra sangen »Almindelig« som findes i albummet Smil eller Dø kan jeg godt lide. Kh Niels:

Tænk at være et træ. Der står på sin rod i skoven. Tænk at være en fugl, der svæver. Og ser det hele fra oven. Tænk at være et menneske. Der kan gribe øjeblikket og forstå. At fremtid bli’r til fortid, og at alting kan forgå.«
Tekst: Anna Sperling
Foto: Sigrid Nygaard
Redaktør: Katrine Yde
Digital produktion: Sigrid Nygaard

27. december 2019
Dagbladet Information
Christian De Thurah

"Ad helvedes til"??

Jeg overværede en koncert med Niels Skousen i Århus tidligere i år; det var den fedeste og mest autentiske folk-rock koncert, jeg har set i årevis. Niels bliver aldrig nogen stjerne, og det gider han bestemt heller ikke - men han har føling med historien og det almindelige menneske, fordi han efter det meste at dømme selv er forblevet et sådant. Kan kun anbefales.

Kim Øverup, Per Torbensen, Anders Reinholdt, Katrine Damm, Bjarne Bisgaard Jensen, Viggo Okholm, Anders Graae, Jan Weber Fritsbøger, Mogens Holme, jens rasmussen og Arne Albatros Olsen anbefalede denne kommentar

Jeg har altid bare elsket den troubadour og hans syng og sang.

Vågen! Thjaaa. Ser dem nu mere som umoden og hensynsløse. Kun med blik for egne behov.

Ole Kresten Finnemann Juhl

Som da vi var unge, ikk' Jeppe Lindholm?

Lige siden morgnen efter vores valg, har jeg været - næsten - i chok : Der stod INTET om klima, og lige siden har fr. Frederiksen og andre hader bare jokket rundt i alle mulige andre beder, så der kunne være noget i pressen hver dag alligevel, for det er jo bare sådan nogle som fx fr. Thunberg, der først når vi andre er væk, vil få de helt umulige vilkår.
CPR XX XX 31

hoder, ikke hader ! sorry.

Nuancer er nødvendig: Ikke alle unge er med på at vågne op. Prøv fx at se det publikum, der er med i Stegelmanns Troldespejlet. Hip-hoppere, der ikke har andet i hovedet end deres e-spil, tegneserier, Star Wars, kolde colaer og baseballkasketter. Nå ja, og så pomfritter.
Så overskriften skal være "nogle unge" - ganske som det der skete sidst i 60'eren jo kun omfattede en del af "ungdommen". Langt de fleste gik på arbejdede og adlød.

Kevin Vilhelmsen

Jeg hørte Skousen i Odense, måske i sommer måske sidste sommer, det husker jeg ikke, jeg husker bare at jeg kedede mig, og at det er længe siden at han skulle være stoppet, lige som alle andre, der har lavet noget længe. Det samme gælder Anne Sanne og Liss, hørrte dem på Grøn, det var gennemført pinligt. Jeg har ingen problemer med alderen, jeg har problemer med gentagelsen på gentagelsen. Det samme i dette interview, det er gennemført forudsigeligt og intetsigende, spørg dog nogle andre.