Ældrepleje
De dementes by
En ny type plejehjem er kommet til Danmark. Inspirationen til de såkaldte demenslandsbyer er hentet i Holland, men ikke alle er lige begejstrede: Konceptet beskyldes for at være et uærligt teater, der er til for de raske snarere end de syge
Ældrepleje
De dementes by
En ny type plejehjem er kommet til Danmark. Inspirationen til de såkaldte demenslandsbyer er hentet i Holland, men ikke alle er lige begejstrede: Konceptet beskyldes for at være et uærligt teater, der er til for de raske snarere end de syge
Tekst: Nicoline Larsen
Foto: Jacob Dall
Edith Hansen kommer gående ind i butikken. I hånden holder hun en bøjle med en lang nederdel på. Ekspedienten spørger, om hun kunne tænke sig at prøve den på, men det gider Edith Hansen ikke. Hun er dog lidt i tvivl, om nederdelen passer, så hun går hen til spejlet og holder den vurderende op foran sig. Så går hun til kassen.

»Jeg synes, den er flot. Og jeg kan jo sy den lidt ind, hvis den er for stor.«

Hun betaler kontant. Da ekspedienten spørger, om hun vil have en pose, svarer Edith Hansen, at hun kan have den i sin taske. Ekspedienten kigger undrende op og ned af hende.

»Havde du en taske med?«

Edith Hansen kigger sig forvirret omkring.

»Det kan jeg ikke huske.«

Et øjeblik efter: »Har jeg betalt for det her?«

Butikken, Edith Hansen befinder sig i, var tidligere et kontorlokale på plejecentret Bryghuset. Men for et år siden relancerede plejehjemmet sig selv som Danmarks første demensby. Et 12.550 kvadratmeter stort indhegnet område, hvor de demente beboere frit kan bevæge sig rundt mellem deres lejlighed, butikken, frisørsalonen, motionsrummet og den store park. Ideen er, at demente mennesker her kan opretholde et nogenlunde normalt hverdagsliv i et genkendeligt miljø.

Konceptet stammer fra det hollandske plejecenter De Hogeweyk, der i over ti år har vakt stor international opsigt med sin nytænkende plejehjemsform. For mens nogle er begejstrede for modellen, frygter andre, at den tilfredsstiller de raskes behov snarere end de syges.
Plejecentrets butik. Edith Hansen er i tvivl om nederdelen nu også passer. Hvis ikke, må den sys til. Butikken er en del af plejecentret og skal medvirke til at skabe et venligt og genkendeligt miljø for de ældre demente.
JAKOB DALL
Op mod 87.000 danskere lider af en demenssygdom, og det tal forventes at være næsten fordoblet om 25 år, skønner Nationalt Videnscenter for Demens. Som det er i dag, er de færreste plejecentre indrettet til at imødekomme de særlige behov, demente plejehjemsbeboere har. Men i september proklamerede daværende sundheds- og ældreminister Sophie Løhde (V), at der skal bygges »flere demensvenlige boliger« som en del af den nationale handlingsplan for demens.

Hvad det konkret vil sige at være ’demensvenlig’ er ifølge Karen Tannebæk, uddannelsesleder ved Nationalt Videnscenter for Demens, blandt andet, at man skaber trygge og genkendelige rammer for beboerne.

»Hvis omgivelserne ligner dem, man har kendt gennem sit liv, så kan man også bedre bruge de ressourcer, man har tilbage trods sin demenssygdom,« siger hun.

Derfor er det ifølge Karen Tannebæk problematisk, når et plejehjem minder mere om et hospital end et hjem. Lange, hvide gange er lette af fare vild i, og mange ind- og udgange udgør en risiko for, at beboere med demens forvilder sig ud.

»Plejerboliger, som er meget kliniske og institutionsagtige, er der ingen genkendelighed i, og derfor heller ingen tryghed.«
Hollandsk miniature
Bryghuset i Svendborg har kun været en demensby i et år. Tidligere var det et almindeligt plejehjem. Men på grund af den store efterspørgsel på plejehjemspladser til mennesker med demens, begyndte Svendborg Kommune at diskutere muligheden for at omdanne Bryghuset til et specialiseret demensplejehjem.

Derfor tog ældrechefen, demenskonsulenten og lederen Eva Kørschen Aagesen på inspirationstur til Holland og plejecenteret De Hogeweyk, hvortil repræsentanter fra diverse kommunale social- og sundhedsudvalg de seneste år er valfartet for at finde inspiration.

De Hogeweyk ligner en miniatureudgave af en rigtig by. Komplet med gadenavne og lygtepæle. Der findes dog kun en vej ind og ud af byen, og den går gennem to skydedøre og en receptionist. Men inden for murene kan de 152 svært demente beboere frit bevæge sig rundt. De kan for eksempel gå op og handle i det lille supermarked, sætte sig på byens torv og kigge på springvandet eller besøge pubben.

Udover at de udendørs omgivelser imiterer et bymiljø, så har De Hogeweyk også en utraditionel måde at indrette beboernes 23 huse på. Beboerne er nemlig inddelt i syv forskellige livsstilsgrupper, som minder om det liv, den demente førte før sin sygdom. Blandt andet findes der en traditionel livsstil, en urban livsstil, og en livsstil, som bedst kan beskrives som bourgeoisi. Når den demente flytter ind, placeres han eller hun sammen med fem andre i huse, hvor indretning, mad og omgangsform er tilpasset efter livsstilskategorien. Det betyder, at der i nogle huse bedes bordbøn i en spartansk indrettet stue, mens der i andre bliver drukket vin under krystallysekronens skær.

»Det var inspirerende, at folk kunne gå trygt rundt. De kunne få nogle andre oplevelser ved at komme i pubben, restauranten eller frisørsalon. Uden at personalet behøvede at gå og holde øje med dem hele tiden,« siger Eva Kørschen Aagesen.

»Vi har dog ikke valgt det med, at husene skulle være til overklassen eller for arbejderne, for det tænker vi ikke helt er der, Danmark er.«

Eva Kørschen Aagesen er langt fra den eneste, der har fundet inspiration i De Hogeweyk. I Odense Kommune har man indledt et samarbejde med OK-fonden om etableringen af en demenslandsby uden for Odense med et samlet budget på 450 mio. kr. Og i Aalborg Kommune er man også i fuld gang med byggeriet af en ny plejebolig inspireret af den hollandske model. Men også repræsentanter fra blandt andet Herning, Hjørring, Aarhus, Randers, Roskilde, Silkeborg, Egedal-Rebild, Fredensborg, Faxe, Gladsaxe og Skanderborg Kommune har været på inspirationstur til De Hogeweyk.

I alt anslår Karen Tannebæk fra Nationalt Videnscenter for Demens, at omkring ti danske kommuner har demenslandsbyer på tegnebrættet.
Bryghuset. Plejecentret er opbygget som et lille lukket samfund med butik, restaurant og andre faciliteter. Indenfor centrets arealer kan de demente opholde sig uden at skulle være under konstant opsyn.
JAKOB DALL
I Bryghusets restaurant sidder Inge Watsham på 83 år og drikker morgenkaffe og spiser ostemadder med seks andre kvinder. Det gør de hver formiddag.

»Vi har det så hyggeligt. Og vi kender hinanden på godt og ondt,« siger hun og nikker over mod sin sidemand.

»Særligt hende dér. Hun er en frækkert.«

I hjørnet af restauranten står en jukebox, som for nylig blev købt for overskuddet fra butikken. Inge Watsham har boet i Bryghuset i to år, elsker høj musik, særligt Rasmus Seebach, og jukeboxen er blot en af de ting, som hun holder af i sit hjem.

»Jeg elsker at bo her. Her er så dejligt, og her er fredeligt. Nå, der behøver nu ikke være fredeligt altid,« siger hun.

»Men her er dejligt.«
Et Truman Show
Ikke alle er dog lige begejstrede for det hollandske forlæg. Flere eksperter har kritiseret konceptet med demensbyer og blandt andet beskyldt De Hogeweyk for at være en ghetto for demente mennesker og sammenlignet det med The Truman Show. I den amerikanske film ved hovedpersonen Truman, spillet af Jim Carrey, ikke, at han er hovedperson i et tv-program, at byen, han bor i, i virkeligheden er en tv-kulisse, og at alle indbyggerne i byen er skuespillere.

En af kritikerne er hollænderen Sandra Zwijsen, der er psykolog og har skrevet ph.d. om udfordrende demensadfærd. Hun har været i De Hogeweyk i forbindelse med et forskningsprojekt.

»Mange hollændere, der arbejder med demenspleje, har besøgt De Hogeweyk mindst én gang. Og det ser jo fantastisk ud på overfladen. Men det er også lidt uhyggeligt. For det er jo ikke virkeligt.«
Sandra Zwijsen mener, at det har været svært for kritikere som hende at få luft for deres kritik på grund af den hype, der har omgivet stedet og dets koncept. Men hun er bekymret for, at det nydelige bybillede i De Hogeweyk i højere grad handler om at tilfredsstille de raskes behov end de syges.

»Man går galt i byen, hvis man tror, at så længe, det ser godt ud for folk, som ikke er demente, så er det også godt for folk med demens. Folk opfører sig jo ikke mærkeligt, fordi deres omgivelser ikke ser normale ud. De opfører sig mærkeligt, fordi cellerne i deres hjerner dør,« siger Sandra Zwijsen.

Hun frygter, at de professionelle og pårørendes begejstring for demenslandsbyer fører til, at man laver innovation henover hovedet på en sårbar gruppe, som ikke selv har mulighed for at give udtryk for, hvad de foretrækker. Og at man i sin iver overser vigtige etiske problemstillinger i forhold til manipulation.

The Truman Show. Amerikansk film fra 1998, der fortæller historien om den 30-årige mand Truman Burbank, der er blevet adopteret af et tv-selskab og – uden selv at være klar over det – lever i en verden, der ikke er virkelig, men er et stort filmstudie.
PARAMOUNT PICTURES
»Man skal prøve at sætte sig ind i, hvordan det er at have demens. Du kan måske have en fornemmelse af, at noget ikke føles rigtigt, men du kan ikke sætte din finger på, hvad det er, der er galt.«

Den høje grad af manipulation er da heller ikke noget, de lægger skjul på i De Hogeweyk. De skelner nemlig mellem ’frontstage’, som er den virkelighed beboerne lever i og ’backstage’, som er personalet og de pårørendes virkelighed. De demente mennesker oplever stedet som en hyggelig landsby, mens personalet og de pårørende ser stedet som et plejehjem. Det er således en del af stedets filosofi, at beboerne ikke skal kende den fulde sandhed om det sted, de bor.
Friheden bag hegnet
’Fronstage’ og ’backstage’ er dog ikke begreber, »de går og italesætter« i demensbyen i Svendborg, siger sektionsleder Eva Kørschen Aagesen. Men hvis folk tror, at de bor i en rigtig lille by, gør det ikke noget, siger hun.

»Der er mange af mine borgere, der er svært demente, og over for dem går jeg da ikke ligefrem og reklamerer med, at de bor på plejehjem,« siger sektionsleder Eva Kørschen Aagesen.

»De skal bare have fornemmelsen af, at de kan leve et liv her.«

I Bryghuset handler det ikke så meget om, at plejecentret minutiøst skal ligne noget, det ikke er, nemlig en by, men mere om, at der er et stort lukket areal, som beboerne trygt kan bevæge sig rundt på. Eva Kørschen Aagesen har arbejdet med mennesker med demens siden 1989, og hun mener klart, at indhegningen – om end hun ikke kan lide at bruge ordet – giver beboerne bedre livskvalitet. Fordi hegnet paradoksalt nok giver dem mere frihed.

»Nu gør det ikke noget, hvis vi ser en, der kommer gående med sin taske under armen, og vi kan se, at nu skal hun bare afsted. Før rendte vi jo Sydfyn rundt efter hende. Men nu kan hun bare gå en tur ned i parken.«

Parken ligger nemlig beskyttet af mure, så hun kommer ikke så langt.
Rammer for udfoldelsen. Indhegningen af plejecentret skal give tryghed for beboerne, siger sektionsleder Eva Kørschen Aagesen om Bryghuset.
JAKOB DALL
Ingen udgang
Inden for områdets mure linder beboeren Ove Hansen på 58 låget på en af hønsehusets rugekasser og tæller æggene dernede. Han flyttede til Bryghuset for omtrent et år siden og fik siden ansvaret for at passe fjerkræene. Det er en velkendt adspredelse, for han har selv holdt høns før i tiden.

»Jeg kigger vel til dem en fire-fem gange om dagen,« fortæller han, mens fem høns hakker rundt omkring ham og spiser af de madrester, han har bragt dem fra køkkenet.
Det var ikke let for Ove Hansen at flytte på plejehjem. Efter at have levet mange år på landevejen, brød han sig bestemt ikke om at få begrænset sin frihed, fortæller Eva Kørschen Aagesen.

»Han var meget dårlig og forsøgte ofte at kravle over hegnet i starten,« siger hun.

»Men nu er han faldet helt vildt godt til og går selv på tur i byen.«

Grunden til, at Ove Hansen valgte at klatre over hegnet i stedet for at benytte udgangen, er formentlig, at han ikke kunne finde den.

Det sker flere gange årligt, at demente plejehjemsbeboere kommer galt afsted, fordi de er gået fra plejehjemmet. I Danmark er det dog ikke tilladt at forhindre mennesker med demens i at forlade plejehjemmet. Men man må godt kamuflere udgangen.

Så med inspiration fra De Hogeweyk har Bryghuset låst den oprindelige glasskydedør og matteret den, så den går i et med væggen. Nu skal man igennem tre undseeligt udseende døre, hvoraf det ikke fremgår, at de er udgange. Så når de demente beboere får lyst til at gå, inviterer indretningen til, at deres tur går ned i parken.

Passer høns. Ove Hansen har levet mange år på landevejen, og har skullet vænne sig til det beskyttede liv i demenslandsbyen. Han er i dag 58 år gammel og tilser blandt andet Bryghusets hønsegård.
JAKOB DALL
En tur til fremtiden
Karen Tannebæk fra Nationalt Videnscenter for Demens er umiddelbart positivt stemt over for de mange demenslandsbyprojekter, der er i gang rundt om i landet. Dog foreligger der endnu ingen forskning, der viser, at demensbyer skulle være bedre for demente mennesker end andre typer plejeboliger.

»Problemstillingen er, at vi faktisk ikke ved, hvad effekten er. Men det håber vi, at vi kan blive klogere på ved at få det prøvet af i Danmark også.«

Karen Tannebæk mener, at der er nogle vigtige etiske overvejelser forbundet med demenslandsbyernes fremvækst.

»Der er en etisk grænse, det er der ingen tvivl om, men demenslandsbyer er et forsøg i bedste mening på at lave et miljø, hvor mennesker med demens kan magte at begå sig. Alternativet er heller ikke godt – hvis de kommer i et miljø, hvor de slet ikke kan begå sig.«

Eva Kørschen Aagesen har været sektionsleder på Bryghuset både før og efter overgangen fra konventionelt plejehjem til demensby. Og hun ser helt klart demensbyer som fremtiden inden for demenspleje.

»Man behøver ikke sige: ’Nu skal du blive herinde og drikke noget kaffe’. Hvis de har behov for at gå, kan de bare gøre det. De har frihed til at gå til frisøren, i cafeen eller i parken,« siger hun.

»Vi kan jo ikke kurere demens, desværre. Men vi kan give dem, der nu engang skal være her, et værdigt liv.«
Ældrepleje. Demenslandsbyer er et nyt tiltag i den danske ældrepleje. Der foreligger endnu ikke nogen forskning, som viser om plejeformen er bedre for de demente end mere traditionelle plejehjem.
JAKOB DALL
Tekst: Nicoline Larsen
Foto: Jakob Dall
Redaktion: Mikkel Vuorela
Digital produktion: Jens Christoffersen

19. august 2017
Dagbladet Information

Anbefalinger

  • Flemming Berger
  • David Zennaro
  • Ruth Gjesing
Flemming Berger, David Zennaro og Ruth Gjesing anbefalede denne artikel

Kommentarer

Johnny Winther Ronnenberg

I bund og grund er jeg modstander af at spærre uskyldige inde bag hegn og mure. Men efter at have tænkt over det et par timer, så begynder det at lyde som en godt tilbud. Hvis det giver beboerne en oplevelse af frihed og normalitet, hvad det så end er inde i hovedet på en dement, så er det måske den rigtige løsning. Alternativet er jo reelt, at de ofte forlader plejehjemmet og ofte ikke kan finde tilbage og nogle gange dør, mens de er på "springtur".

Karl Aage Thomsen

Demensbyen minde mig om, da man i 1800tallet lavede Anstalter for sindsyge og åndssvage. Disse lå også i en pragtfuld natur, F.eks. Brejning ved Vejle Ebberød ved Birkerød, altså sikkert i den bedste mening, mente eksperterne. Jeg har for mange år siden arbejdet på anstalten i Ribe og den for sindsyge ved Nykøbing Sjælland. Det var de rene fængsler for mange af beboerne. Håber at Demensbyerne ikke bliver det for beboerne der og at vi er blevet be uddannede rent psykisk. Mange af datidens personalet på vennævnte institutioner var direkte ondskabsfulde overfor beboerne.

Tak for en fin artikel og nuanceret artikel om demens. Det er en 'stilfærdig', men ikke desto mindre rædselsfuld sygdom - ikke mindst for de pårørende. Men netop derfor skal man ikke glemme at sætte den demente selv i centrum, når det gælder om at finde ud af, hvad der er godt for ham eller hende.