Vi mødtes på cafeer og i tomme kontorer. En ung hustru fortalte for første gang om sin forsvundne mand. En nevø havde mistet sin tante. Mange mødre havde mistet mange sønner. Nogle havde aldrig delt deres historie med en fremmed før. De sad på bænke og i korridorer og ventede på deres tur til at tale. Nogle havde forladt deres landsbyer før daggry for at køre eller blaffe til byen. Når de var færdige, rejste de sig og tog hjem igen.

En mand medbragte en slidt rød- og guldfarvet registreringsbog, der havde tilhørt hans afdøde far, som fra sit foto kiggede ud under en mægtig pelshat. En anden mand medbragte sine to sønner. En kvinde ankom med navnene på sine 14 forsvundne børnebørn. Nogle medbragte fødsels- og vielsesattester, skøder, breve, familiefotos, forespørgsler eller kopier af FN's konventioner. Andre var tomhændede.

De kom for at fortælle historierne om deres elskede, der er iblandt de anslåede 800.000 til to millioner mennesker, som menes at sidde tilbageholdt i koncentrationslejre i Uighuriske Autonome Region Xinjiang i Kina. Nogle var selv tidligere tilbageholdte, ofre for det mest ambitiøse masseinterneringsprojekt i nyere historie.

Xinjiang er Kinas største og mest mangfoldige administrative område. Det er større end noget europæisk land – Rusland undtaget – og hvis det var et selvstændigt land, ville det være det attendestørste i verden og med omkring 25 millioner indbyggere, omtrent så mange som i Australien. Sommetider er det blevet kaldt Kinas muslimske ydergrænse. I århundreder har Xinjiang været hjem for en palet af turksprogede kulturer og etniske grupper inklusive uighurerne, der tæller mere end 12 millioner indbyggere i regionen sammen med mere end en million traditionelt nomadiske folkeslag som kasakhere, mongoler og kirgisere.

I 1940'erne lagde Xinjiang kortvarigt jord til den sovjetstøttede Østturkestanske Republik, og en åre af uafhængighed har længe flydt blandt et lille mindretal. I halen på en stigning i vold og selvmordsangreb – angiveligt begået af uighuriske separatister – satte Kina i 2014 gang i sin Slå Hårdt-kampagne mod de »tre onder« bestående af terrorisme, separatisme og ekstremisme – en Folkets Krig Mod Terror, der senere muterede til en krig imod alle former for islam og ethvert tænkeligt udtryk for minoriteternes identitet – inklusive sprog, påklædning og familiebånd. Over de seneste fem år har myndighederne i Xinjiang udrullet verdens mest avancerede politistat. Det er en undtagelseszone bestående af højteknologisk overvågning, vejspærringer og checkpoints, obligatorisk indsamling af biometrisk data, tvangsarbejde og politisk indoktrinering af millioner af muslimer fra turksprogede folkeslag.

Til at begynde med benægtede de kinesiske myndigheder, at der skulle findes lejre til masseinternering i Xinjiang. Siden 2018 har de beskrevet dem som fag- og uddannelsescentre for »kriminelle indblandet i mindre forseelser«, men lækkede dokumenter tyder på, at indbyggerne bliver udpeget til masseinternering ud fra deres etniske baggrund, religiøse praksisser og for at have rejst udenlands. Ifølge en intern rapport fra Xinjiangs landbrugsdepartement har interneringen været så grundig, at »de eneste, der er ladt tilbage i hjemmene, er de ældre, svage kvinder og børn«.

Uafhængige observatører er ikke tilladt i Xinjiang. Statsledede rundture for journalister og regeringsudsendte er grundigt koreograferede. Regionen er blevet til en sort boks, hvor kun få troværdige nyheder slipper ind eller ud – medmindre det er gennem usædvanlige kanaler som satellitbilleder, hemmelig kommunikation mellem familiemedlemmer på hver sin side af grænsen og en håndfuld tidligere indespærrede, det er lykkedes at flygte ud af Kina. Udenlandske korrespondenter, der kommer til Xinjiang, bliver overvåget tæt og beretter om at være blevet chikaneret, overfaldet eller endda kidnappet af myndighederne.

I 2018 begyndte jeg at rejse til Kasakhstan for at interviewe familiemedlemmer til Xinjiangs fængslede og forsvundne. Jeg interviewede også folk, der havde været interneret, som fortalte om deres egne oplevelser. De fleste var krydset over grænsen til Kasakhstan i ugerne, månederne eller årene, før vi mødtes, enten ved at søge opholdstilladelse eller statsborgerskab eller ved at flygte over grænsen. Resultatet er en samling vidnesbyrd – en ’oral history’ – om livet i nutidens Xinjiang. Så vidt jeg ved, er det den første samling af sin slags.

Beretningerne er indsamlet i Almaty, Kasakhstans største by, i samarbejde med den frivilligt baserede menneskerettighedsgruppe Atajurt. I foråret 2019 indskrænkede den kasakhiske regering Atajurts aktiviteter som en del af en indsats mod offentlig kritik af Kina, og gruppens leder, Serikzhan Bilash, blev arresteret i marts og sat i husarrest. Fortællerne har desuagtet valgt at bruge deres egne navne og deres slægtninges navne trods risiko for censur i Kasakhstan og for gengældelse mod familiemedlemmer, der fortsat er i Kina. Ved at stå frem håber de at kunne presse den kinesiske regering til at genoverveje sin politik vedrørende masseinternering i Xinjiang.

Da min datter blev anholdt, bad min niece mig om ikke at ringe. Jeg ringer til dig, sagde hun. Jeg boede her i Kasakhstan. Min niece var i landsbyen, da det skete – den samme kinesiske landsby, som jeg er fra. De næste dage holdt hun mig opdateret over telefonen. Først sagde hun, at politiet bare tjekkede Saules papirer. Jeg håbede stadig, at alt ville løse sig, selv om min datter sad i fængsel. På tredjedagen blev hun ført til lejren. Min niece fulgte hende derhen. Det er den eneste grund til, at jeg ved, hvad der er sket med hende.

Ser du, da jeg boede i Kina, arbejdede jeg i Oyman Boylak-moskeen. Mit første job var som muezzin. Jeg kaldte til bøn fem gange om dagen. I løbet af de næste otte år arbejdede jeg mig op til at blive imam. Det var staten selv, der sendte mig på uddannelse! Det er det, som gør det hele så ubegribeligt. Det var en officiel stilling. Jeg var en del af Kinas officielle islamiske forbund. Myndighederne sagde, at vi kunne praktisere islam, og det kunne vi også i starten. Men i april 2017 begyndte de at sende imamerne i lejre. Så begyndte de at sende alle, der prædikede islam i lejre. Så alle, der vidste noget om koranen. Til sidst begyndte de at anholde folk bare for at have en koran derhjemme eller blot for at bede.

Da det stod klart, at jeg ville blive tilbageholdt, besluttede jeg mig for at flygte og slutte mig til min datter i Kasakhstan. Indtil da havde jeg altid gjort, hvad jeg var blevet beordret til. Du får mange ordrer som imam i Xinjiang! Jeg skulle deltage i politisk undervisning, når de bad om det – sommetider i flere uger i træk. Jeg efterkom dem altid. Men denne gang var jeg ramt af panik. Jeg forlod min jord, mit hjem, mine får og mit kvæg. Det eneste, jeg huskede, var at hyre en karl til at passe mine husdyr. Da jeg kom til Kasakhstan, ringede karlen. Det lokale politi var brudt ind i mit hus. De ledte efter forbudte bøger, sagde han. De kunne umuligt have fundet noget. Alle mine bøger er stemplet med regeringens godkendelsesstempel. Men opkaldet bekræftede min frygt. I virkeligheden var de kommet efter mig.

Min datter havde for nylig afsluttet sin uddannelse og fået sit første job i et privat kinesisk-kasakhisk firma. Som en del af jobbet rejste hun mellem Kasakhstan og Kina. Hun havde et kinesisk pas og et kasakhisk visum. Det faldt os aldrig ind, at der kunne ske hende noget. For en stund holdt min niece mig opdateret. Selv da turde vi ikke tale direkte om Saule. I kodesprog havde min niece fortalt mig, at min datter nu arbejdede som en del af lejrsystemet, muligvis som lærer. Men jeg har mistet kontakten med min niece. Der er gået tre-fire måneder, siden vi sidst har talt sammen.

Nu, efter måneder uden noget nyt, har jeg lige fået et brev fra min datters kollega. Deres virksomhed var blevet bekymret for hende. De havde held med at sende en kollega til lejren for at tale med hende. Ifølge brevet fortalte min datter kollegaen, at hun følte sig totalt hjernevasket. Hun sagde, at hun havde det, som om hun var født der, som om hun havde tilbragt hele livet i lejren. Hun sagde, at hun knap kunne huske sin familie. Kollegaens brev blev sendt til mig her i Kasakhstan og indeholdt en ny oplysning: Hvis jeg vendte tilbage til Kina, ville min datter blive løsladt.

Hvorfor bekymrer de sig om mig? Jeg har hørt, at hver landsby skal opfylde en kvote for, hvor mange mennesker, der bliver sendt til hver politisk lejr. De fleste bliver sendt i lejrene for at have religiøst kendskab eller for at have slægtning i Kasakhstan. Jeg tilhører begge kategorier. Jeg forestiller mig, at jeg kunne være nyttig til at opfylde kvoter. Og ikke alene har jeg været imam, jeg har også overskredet mit visum med et år. Jeg skulle være vendt tilbage til Kina efter en måned i Kasakhstan. Jeg overskred vilkårene for mit visum. Hvis jeg vender tilbage, bliver jeg stillet for retten. Da min datters firma forhørte sig i lejren om, hvorfor hun blev tilbageholdt, fik de følgende svar: Det handler ikke om hende; det handler om hendes far.

Kulzhabek Nurdangazyluly, 46 (Saule Kulzhabekkyzy, datter). Interviewet august 2018.

Magira er den ældste af tre børn. Hendes mor døde en måned, før familien indvandrede til Kasakhstan. Faren har senere giftet sig igen, men stedmoren er bange for at lede efter ham. Opgaven er tilfaldet Magira.

Vi har intet tilbage i Kina. Vi opgav vores land, vores dyr, alt for at komme til Kasakhstan. Vi kom her lovligt takket været immigrationslovene, som kom efter Sovjets fald. Det var 1992. Jeg var ti år gammel. Med tiden blev jeg statsborger, og det gjorde resten af min familie også – med en undtagelse. Min far forblev kinesisk statsborger, et krav for at han kunne modtage sin pension.

I 2000 blev min far syg. De kunne ikke diagnosticere ham her. De sagde endda, at han snart ville dø, at det var håbløst, og de udskrev ham fra hospitalet. Men han tog til et hospital i Ghulja i Kina, og tre dage senere stillede de en diagnose. Han blev behandlet i en måned. Han kom sig. Efterfølgende rejste han til Kina to gange om året, forår og efterår, for at fortsætte behandlingen. Han følte, at det holdt ham i live. Hvert år brugte han hele sin pension på disse behandlinger.

Sidste gang han krydsede grænsen, var den 22. oktober 2017. En uge senere ringede han til mig. De har taget mit pas, sagde han. Lad være med at ringe. Jeg ringer selv. På det tidspunkt sagde han, at de havde lovet at give ham hans papirer tilbage efter en uge eller to, men det gjorde de ikke. Han ringede stadig hver måned for at opdatere os. Så i marts brækkede han benet. Han blev krøbling. Han kunne stadig ikke få svar fra det lokale politi. Vi kunne ikke tale åbent i telefonen. Lad os ikke diskutere det, sagde han. Vi tiggede ham. Hvorfor siger du ikke, at du ikke vil have pensionen længere. Fortæl dem, at du bare vil have lov at tage hjem. Vær sød, sagde han, ikke over telefonen.

Nu bor han hos sin bror i Shegirbulak. Det er et hårdt sted. Sikkerheden er streng, og hans ben er ikke i bedring. Det er svært at kommunikere, vi frygter, at nogen lytter med. Vi kan ikke tale direkte med ham. Jeg ringer til min kusines søster i Ürümqi på WeChat. Hun ringer til sine forældre. De taler med ham. Det er sådan, han får nyheder frem til os. I næsten et år har vi ikke hørt hans stemme. Det er lettere at kommunikere med hende og oftere muligt, for Ürümqi er en mere fri by.

For at være sikre bruger vi dog altid koder, når vi taler med hinanden. Måske spørger jeg min kusine: Har du nogen nyheder? Det betyder ’om min far’. Så spørger jeg, hvordan er vejret? Det er sådan, jeg spørger til min fars tilstand. Hvis vejret er roligt og godt, så har han det godt. Hvis det er koldt eller varmt, blæsende eller regnfuldt, er hans tilstand ringe. Vi er forsigtige. Vi siger aldrig ordet Kina. Vi siger aldrig Allah kalasa. Vi bruger ingen religiøse vendinger. Men vi kan vende begivenheder gennem koden. Sådan taler vi alle med vores slægtninge i Kina. Alle kender til det. For eksempel ved jeg, at min far tog til politiet for to måneder siden. Han fortalte dem, at han skulle have behandlet sit ben. Han havde brug for at få sit pas tilbage. De kunne ikke hjælpe ham. De sendte ham væk.

Sidste uge var min kusines søster i Shergirbulak til en vens bryllup. Mens hun var der, lavede hun et videoopkald til os på WeChat. Det var første gang, vi rent faktisk har set ham, siden han tog til Kina sidste år. Jeg tog et screenshot. Se, hvor gammel han er. Ser du krykkerne op ad muren? Han skal bruge dem for at gå. Ingen vil hjælpe ham. I landsbyen er det hver mand for sig selv. De er bange. Hvis du hjælper nogen med forbindelser i Kasakhstan, kan du få problemer. Så intet sker. Jeg talte med min kusines søster den anden dag. Seneste melding gik sådan her: Ingen nyheder, ingen forandring i vejret – det er roligt.

Magira Toktar, 36 (Toktart Sanasbek, far). Interviewet august 2018.

Det var i et bjergrigt område. Vi kørte ud i en varevogn uden vinduer og med metalgitter inden i. Jeg kunne intet se. Tidligere, på politistationen, havde de givet mig et lægetjek. De havde taget en blodprøve. Jeg forstod ikke, hvad min dom lød på – hvad jeg havde gjort galt.

Jeg blev født i Ghulja i 1987. Jeg kom til Kasakhstan, da jeg var 24 år. Året efter blev jeg gift med en lokal pige. I fem år arbejdede jeg i grovkøkkenet på en café. Jeg havde opholdstilladelse, men mit kinesiske pas var ved at udløbe, så jeg tog til konsulatet. De sagde, at jeg var nødt til at tage til Kina for at få det fornyet. Jeg krydsede grænsen i januar 2017. Ved overgangen i Khorgos blev jeg tilbageholdt. De tog alle mine papirer og min bagage. De forhørte mig. Tjekkede min telefon. Du ved, at WhatsApp er ulovligt i Kina, fortalte de mig. På et tidspunkt spurgte de til min religion, og jeg svarede, at jeg beder fem gange om dagen. Jeg fortalte dem, at jeg var praktiserende muslim.

De tog mig til Ghulja. Der forhørte politiet mig igen. De samme spørgsmål, men denne gang tævede de mig. Du har været i et muslimsk land, sagde de. Hvorfor tog du ikke deres statsborgerskab? Hvorfor er du her? Efter at have tævet mig kom de med et stykke papir, jeg skulle underskrive og sætte et fingeraftryk fra tommelfingeren på. Så førte de mig til lejren.

I lejren tog de vores tøj. De gav os en uniform og en indsprøjtning, som de sagde skulle beskytte os mod influenza og aids. Jeg ved ikke, om det var sandt, men det gjorde ondt i et par dage.

Jeg blev ført til et rum udstyret med overvågningskamera og 12-15 lave senge. Der var et toilet i hjørnet. I otte måneder boede jeg i lejren, men ikke altid i det rum. De flyttede os fra rum til rum cirka en gang om måneden, tilsyneladende tilfældigt. Alle rummene var magen til det første. Det begyndte at gå op for mig, at det var en enorm bygning – den virkede uendelig. En gang om måneden skulle vi gøre rent i en del af den, skrubbe og skure. Det var sådan, jeg opdagede, at der var hegn rundt om bygningen og et kamera i hvert hjørne.

Der var strenge regler. Dette er ikke jeres hjem, sagde vagterne til os. I skal ikke grine eller lave jokes, ikke græde, ikke tale med hinanden. Ikke forsamle jer i grupper. Vagterne kom med alle mulige baggrunde. Der var kasakher og uighurer blandt vagterne, men det var de kinesiske vagter, som tævede mig. De fortalte mig, hvad politiet havde sagt. Du har været i et fremmed land, sagde de. Din ideologi er forkert.

Vi havde kinesisk sprogundervisning. Vi lærte den kinesiske nationalsang og andre officielle sange. Vi lærte Xi Jinpings politik. Jeg kunne ikke tale kinesisk, og jeg kan ikke sige, at jeg lærte noget af undervisningen. Hvis formålet var at lære os kinesisk, hvorfor var der så så mange gamle mennesker i lejren? Hvordan kunne de lære kinesisk? Det, jeg erkendte gennem undervisningen, var, at de blot ønskede at udslette os som nation, slette vores identitet, gøre os til kinesere.

Det var koldt. Det var altid koldt. Jeg har helbredsproblemer på grund af det nu. Jeg blev straffet mere end én gang. Min anden nat i lejren slukkede jeg lyset i rummet, så vi kunne sove. Det var mod reglerne at slukke lyset selv om natten, men det vidste jeg ikke. Midt om natten styrtede de ind i rummet. Jeg indrømmede, at det var mig, der havde slukket lyset. Vi slukker ikke lyset, sagde de. Kender du ikke reglerne? Og de slog mig med træstave, fem eller seks slag på ryggen. Du kunne blive straffet for hvad som helst: for at spise for langsomt, for at bruge for lang tid på toilettet. De slog os. De råbte af os. Så vi holdt altid hovederne sænket.

Da vi ikke kunne tale med hinanden, sendte vi sedler rundt i klassen. Jeg lærte fem andre fra min klasse at kende på den måde, alle fra Kasakhstan. Vi blev gode venner. Ligesom mig var de blevet tilbageholdt for at have WhatsApp eller for at have såkaldt dobbelt statsborgerskab i Kina og Kasakhstan. Jeg aner ikke, hvad der er sket med af dem.

Jeg forsøgte at opføre mig ordentligt i lejren. Jeg forstod, at fordi jeg havde slægtninge i Kasakhstan, kunne jeg sandsynligvis slippe ud tidligere. Jeg så det ske for andre. Mens jeg var i lejren – uden jeg selv vidste det – var min kone i færd med at klage. Jeg tror ikke, de havde lukket mig ud, hvis det ikke var for de klager. Hun offentliggjorde min sag, og i august efter otte måneder løslod de mig til mine forældre.

Politiet kørte mig til deres hus omkring midnat. Tidligt næste morgen kom de forbi igen. Gå ikke ud, sagde de, og lad os ikke se dig så meget som røre en telefon. Du har ingen papirer, så du kan ikke forlade huset. De havde en grund til alt. Det var aldrig deres fejl, aldrig deres beslutning. Det var altid på grund af en eller anden regel.

Imens arbejdede min kone på at offentliggøre min sag. En dag kom politiet og sagde: Det viser sig, at du har en kone i Kasakhstan. Hun klager. Vi sætter en WeChat op for dig. Og bare sådan der lod de os tale i telefon. Selvfølgelig græd vi over at se hinanden. Det viste sig, at min kone havde sendt endeløse klager og forespørgsler, mens jeg havde siddet i lejren. Og uploadet videoer til YouTube. Politiet bad mig bede min kone om at stoppe. De ville have mig til at overtale hende til at komme til Kina med vores søn. Jeg foreslog dem, at de bare kunne lade mig gå. Du er kinesisk statsborger, sagde de. Du bliver her. Jeg svarede, at jeg havde kone og barn i Kasakhstan. Nå, svarede de, det rager ikke os.

Der var altid folk fra myndighederne til stede, når jeg ringede, så jeg gjorde, hvad de sagde. Jeg bad hende stoppe med at klage og foreslog hende at komme til Kina. Men hun nægtede. Jeg stopper ikke, sagde hun, selv ikke, hvis de sætter dig tilbage i fængslet. Jeg stopper ikke, før du er hjemme. Politibetjentene skrev mine oplysninger ned, og efter tre dage ringede de med besked om, at jeg kunne rejse tilbage til Kasakhstan. De lovede at sende mit pas, hvis jeg svor ikke at fortælle nogen i Kasakhstan om lejrene. De fik mig til at skrive under på et løfte om ikke at afsløre nogen informationer om »interne udviklinger« i Kina og vende tilbage til Kina, så snart jeg havde besøgt min kone og barn. Jeg skulle skrive under for at få mit pas, men de ville stadig ikke give mig det. Dit pas er klar, sagde de, men din kone vil ikke stoppe med at klage! Har du ikke fortalt hende, at vi sender dig tilbage. Hvert skridt var en kamp.

Selv da jeg endelig fik mit pas, selv med en flybillet, som min kone havde købt, i hånden opdagede jeg, at jeg ikke kunne rejse. Jeg rejste til Ürümqi. Ved midnat stod jeg i lufthavnen, klar til at boarde. Lige som jeg skulle til at gå om bord, stoppede de mig. Vi har fået besked om, at din lokale politiafdeling ikke har autoriseret din udrejse. Så ringede de til det lokale politi, som sagde, at de havde glemt at underskrive en blanket. Jeg smed mit pas mod en lufthavnsmedarbejder, smed alle mine papirer op på skranken. Jeg har visum, sagde jeg. Jeg har pas. Hvorfor lader I mig ikke rejse?

Jeg var nødt til at tage tilbage til min landsby. Jeg ringede til min kone, og hun startede en ny kampagne. Hun kontaktede ambassaden, og 15 minutter efter det opkald ringede det lokale politi. De gav mig mit pas tilbage og sagde, at jeg var fri til at rejse, så længe jeg informerede dem om, hvornår jeg ville forlade landet. Jeg tog mit pas, men fortalte dem ikke noget. I stedet tog jeg direkte til Khorgos. Da jeg nåede til Khorgos, ringede min mobil. Det var landsbyens politi, der spurgte, hvor jeg var. Hos min nevø, sagde jeg. Jeg kommer hen til jer med det samme. Jeg var allerede ved grænsen, i frihandelszonen. Jeg tog dagens sidste minibus til den kasakhiske side af grænsen. Grænsevagten spurgte til min destination. Kasakhstan, sagde jeg. Har du tilladelse fra politiet? Ja, svarede jeg og holdt vejret. Så snart jeg krydsede grænsen, tog jeg simkortet ud af min telefon og smed det væk. Jeg købte et nyt simkort og ringede til min kone. Jeg er her, sagde jeg.

Og nu er jeg hjemme, men mit helbred – for at sige det enkelt, jeg har ikke noget helbred. I de seneste fem måneder har jeg været træt. Hele tiden. Jeg taber hukommelsen. Indimellem kan jeg ikke huske noget, og – for at være ærlig – jeg er impotent. Jeg gik til læge, og de fandt mikrober i mit blod.

Gennem hele min indespærring forsøgte jeg at have tålmodighed. Jeg fortalte mig selv, at alt, hvad der skete, var en prøve – at jeg måtte udholde det. Når jeg så rundt omkring mig i lejren og så mine muslimske brødre, så mine kasakhiske, uighuriske og dunganske brødre, så indså jeg, at det var et forsøg på at splitte og ødelægge vores identitet: Et værktøj til kinesificering. Jeg tror ikke nogensinde, de havde tænkt sig at slippe mig fri.

Zharkynbek Otan, 32. Interviewet maj 2019.

Det er min familie på billederne. Min hustru og vores tre børn. Der er gået to et halvt år.

Her er vores datter Ulnur. Hun er 13. Hun kan godt lide – det husker jeg – at male. Hun klarede sig godt i skolen og malede alt muligt.

Det her er min datter Gulnur, født i 2008. Hun var dygtig til matematik. Jeg husker, at hun allerede i anden klasse kunne løse ligninger uden brug af lommeregner. De var gode søstre de to. De kom godt ud af det med hinanden.

Deres bror Yernur blev født i 2010. Han var syv, da han tog til Kina med sin mor. Han er begyndt i skole nu.

I 2014 kom tre af os til Kasakhstan sammen: min unge kone og vores yngste barn, vores søn. Mine to døtre havde ikke pas. Der, hvor vi boede, bliver der normalt ikke udstedt pas til børn i skolealderen. Der er en lang proces forbundet med det. Vores døtre blev tilbage hos min kones forældre, mens de arbejdede på at få dem til Kasakhstan. Vi besøgte dem tit i Kina. Min kone beholdt sit kinesiske statsborgerskab, så det var let for hende at arbejde på at få vores døtre over til os.

Myndighederne ringede til min kones forældre i februar 2017 og bad dem informere os om, at vi nu kunne ansøge om pas til vores døtre. Min kone tog til Kina med vores søn. Og vores døtre fik faktisk deres pas. Men myndighederne tog dem fra dem nærmest lige, da de var udstedt. Og de tog min kones og søns pas også. Vi tjekker jeres papirer, sagde de. I får dem tilbage om en uges tid. Måske skulle hun have rejst med alle vores børn uden at fortælle det til nogen i de få dage, de havde, før passene blev taget. Men vi troede på, hvad myndighederne sagde.

I de første dage derefter gik min kone ned på politistationen tre gange. Da hun kom tredje gang, gav de hende en reprimande. Hvis du kommer igen, sender vi dig på politisk uddannelse. Selv hvis jeg i dag beder hende gå til politiet, nægter hun. Der er gået to et halvt år. De bor hos mine forældre. Min ældste datter Ulnur er der ikke længere. Myndighederne har sendt hende til en kostskole, hvor hun bor på en sovesal. Det gør de over hele regionen for at dele minoritetselever ud på mange forskellige skoler. Der er for mange kasakhere, hvor mine forældre bor. Hun kommer kun hjem i weekenden. Selv hvis hun bliver syg i løbet af ugen, kan hun ikke komme hjem, og hun kan ikke ringe til nogen. Til efteråret vil det samme ske for Gulnur. Hun vil blive ført til en kostskole et eller andet sted.

Hvad angår min kone, er hun blevet gjort til vagt i en bank. De har givet hende et kursus og en uniform. Ellers kender jeg ikke til detaljerne i deres liv. Min kone vil ikke fortælle noget. Hun er sandsynligvis bange. Hun vil ikke engang fortælle, hvad hun tjener. Hun arbejder sikkert gratis. Hun beholdt kun sit kinesiske statsborgerskab for at kunne hjælpe vores døtre. Vi troede ikke, at det ville blive umuligt at rejse.

Oralbek Kali, 35 (Gulzira Ramazan, kone; Ulnur Oralbek, datter; Gulnur Oralbek, datter; Yernur Oralbek, søn). Interviewet maj 2019.

I Kasakhstan siger vi »søster«, ikke »tante«. Sandheden er, at hun er som en søster for mig. Aldersmæssigt er der kun få år mellem os. Vi plejede at tale i telefon en gang om måneden bare for at sige hej. I 2017 begyndte de at fjerne uighurer og kasakhere fra deres landsbyer. Jeg ved ikke hvorfor. Min tante tilbragte tre måneder i en lejr. Efter de tre måneder blev hun sat i fængsel. Ingen vidste, at det var sket. Det er kun et par måneder siden, en af mine slægtninge fortalte, at hun var blevet dømt. Uden nogen grund, uden nogen skyld. Denne januar begyndte jeg at skrive forespørgsler og klager her i Kasakhstan. Jeg gav interview og delte videoer på nettet. Måneden efter blev hendes mand ringet op af de lokale myndigheder. De bad ham kontakte mig og bede mig om ikke at klage. På det tidspunkt anede hendes mand ikke engang, hvad der var sket med hans kone. Han blev holdt hen i uvished. Da de ringede, fik han at vide, at hun var indsat i et kvindefængsel i Ghulja. Hun var blevet idømt 13 år.

Jeg ved ikke, hvorfor hun blev dømt. Jeg har hørt, at det var af religiøse årsager. Hun læste ikke Namaz (bøn fem gange om dagen, red.). Og hendes mand blev ikke sendt til en lejr. Jeg ved ikke hvorfor. Han er nu alene om at tage sig af deres datter, så måske er det derfor. Men hvorfor hende? Min tante var husmor. Hun havde ingen uddannelse. Hun var bare et almindeligt menneske.

Shalkar Bakyt, 27 (Gulzia Nurbek, tante). Interviewet maj 2019

En lille flække kaldet Kargosh er, hvor jeg er født, i Ili Kasakhiske Autonome Prefektur. En græseng for kvæg. Min mor døde, da jeg var to år gammel. Jeg har hørt, at min far var partiaktivist, men – for at være ærlig – jeg har aldrig kendt ham. Efter min mor døde, blev min far gift igen og glemte alt om mig. Jeg blev sendt til min mors slægtninge for at bo der. Jeg boede hos dem, til jeg blev fem. Så ville de heller ikke have mig. Jeg boede her og der hos folk, som havde kendt min mor og havde ondt af mig. En forældreløs. Jeg er analfabet, for nu at sige sandheden. Der var ingen til at støtte min uddannelse.

I 1975, da jeg var 21, mødte jeg min mand. Han var forældreløs ligesom mig. Hans familie var flyttet til Kina under hungersnøden, før han blev født. Da de flyttede tilbage til Kasakhstan, blev han efterladt alene tilbage. Hans navn var Rakhymbergen Kittybay. Han døde den 9. september sidste år.

Jeg var gravid otte gange. Mine første fire graviditeter – inklusive tvillinger – mislykkedes alle. Fire sønner og en datter – jeg mistede mine fem første børn. Så blev min søn født. Blandt kasakhere er det sådan, at når du aborterer, eller når det ene spædbarn efter det andet dør, så anser man et nyt barns liv for at hænge i en tynd tråd. Så da vores søn blev født, gav vi ham til vores nabo med det samme. Naboen beholdt ham og gav ham mad den første uge af hans liv. Vi nægtede at se ham overhovedet. Så tog vi vores barn tilbage. Vi medbragte gaver, tøj, brænde. Vi rakte gaverne gennem naboens dør og fik barnet tilbage gennem vinduet. Det virkede. Siden da fik jeg flere børn, og de overlevede alle. Men indtil vores førstefødte var 12 måneder, holdt min mand ham sådan her – som et æg. Han hang altid om sin fars hals, selv når han spiste. Vi var så bange for at miste ham.

Det var hårde tider i vores ægteskabs tidlige år. Jeg havde min søn spændt på ryggen hele dagen, mens jeg arbejdede, skar majsstængler ned, tærskede hvede. Min mand gjorde det samme. Vi dyrkede andres jord mod at få en lille del af udbyttet. Det var benhårdt arbejde. Da vi fik vores andet barn, måtte jeg binde dem til en pæl på marken, så de ikke løb væk.

I 1990’erne gav staten os noget jord. Først da begyndte vi at leve ordentligt. For første gang i vores liv skulle vi ikke gå sultne i seng. Vi plantede hvede, majs, soja og indimellem sukkerroer. Vores egne marker, vores egen jord. Efter grænsen åbnede, tog min mand til Kasakhstan for at forsøge at finde sin familie. Det lykkedes ham at finde sin mor. Hans far var allerede død. Fra da af blev han i Kasakhstan for at tage sig af hende. Han kom til Kina på besøg fem eller seks dage ad gangen for så at vende tilbage. Jeg opfostrede vores sønner alene. Hans mor døde først i 2007 103 år gammel.

Efter min første søn, som overlevede, fik jeg tre sønner på stribe. De tre ældste arbejder alle som entreprenører og bygger huse fra bunden. Den fjerde var stadig et barn, da vi rejste til Kasakhstan, mens de tre store alle klarede sig selv i Xinjiang. Alle giftede sig. Ja faktisk fik de alle uighuriske koner. Det er sandt, at vi boede i et område, hvor de fleste er uighurer, men der var også en anden grund: Vi var fattige. Vi havde ingen opsparing. Når du gifter dig med en kasakhisk pige, skal du betale medgift. Det havde vi ikke råd til. Så en efter en stjal de deres uighuriske koner, og vi skulle ikke betale en øre. Vi købte kun deres tøj.

Da de begyndte at arrestere folk, blev mine tre ældste sønner taget først. De tog dem alle tre på samme dag sidste februar. De boede sammen i samme landsby i Kunes. Min næstældste søns kone ringede og fortalte, at de var blevet arresterede. Dagen efter ringede hun igen. Mama, sagde hun, de tog min søster, din svigerdatter. De tog Toktygul. De havde arresteret min ældste søns kone. Men jeg ved ikke [hun bryder sammen i gråd], hvad der er sket med mine børnebørn. De havde fem børn. Jeg ved ikke, hvor de er.

Da han hørte nyheden, lagde min mand sig med migræne. Dagen efter, da vores svigerdatter blev taget, blev det værre. Men vi besluttede os for at vente og se. Jeg sagde, at han skulle holde ud. Men da vi intet havde hørt ved månedens udgang, ringede jeg til administratoren i Kargash, en mand ved navn Nurlybek. Jeg spurgte Nurlybek, hvad der var sket med mine sønner. Hvor er de? Hvor er min svigerdatter? De bliver genopdraget, svarede Nurlybek. Han fortalte, at mine to andre svigerdøtre også var blevet sendt i genopdragelseslejr. Også de blev genopdraget. Politiske studier, beskrev han det som. Jeg har 14 børnebørn i Kina. Nogle af dem er meget unge. Jeg spurgte Nurlybek, hvor de var. Hvor er mine 14 børnebørn. De studerer alle sammen, sagde han og lagde på.

Efter det kunne min mand ikke længere gå. Han lå i sengen. Fra slutningen af februar gik han aldrig igen. Jeg tog mig af ham. Jeg kunne ikke gå nogen steder, kunne ikke forlade huset. Han blev svagere og svagere. Månederne gik. Vi fortalte ingen om, hvad der var sket med vores familie. Så, den 9. september 2018, fik han et anfald af styrke og råbte alle sine sønners navne: Satybaldy! Orazzhan! Akmethzhan! Han vendte sig mod mig. Jeg betror mine sønner til Allah først og dernæst til dig, sagde han. Hvad angår mig, er jeg færdig. Han døde senere samme dag klokken fem om eftermiddagen.

Efter han døde, tilbragte jeg ti dage derhjemme. Jeg sagde ikke et ord til nogen. Så besluttede jeg mig for at finde mine børn. Jeg tog til Atajurt og mødtes med Serikzhan. Andre skrev breve for mig, for jeg kan ikke skrive. Brevene forklarer, at mine børn er væk, og at min mand ikke kunne klare at se sine sønner og svigerdøtre ført bort. At det havde slået ham ihjel.

Kun min yngste søn er her i Kasakhstan hos mig. Men også han er gift nu, og deres lejlighed er for lille til mig. Jeg bor alene og får ingen pension her, så jeg er nødt til at arbejde. Min yngste søn hjælper. Han og 12 andre går sammen om at hyre en lastbil, der kører grøntsager ud af Kina. Jeg tager min andel og sælger dem videre i basaren. Kål, agurker, tomater, salat. Jeg har ikke råd til en bod. Jeg sidder på gaden med mine gulerødder og kålhoveder. Men min yngste søn er god. Han drikker ikke, ryger ikke. Førhen drak han, men han er stoppet. Han har en familie, han skal tage sig af.

Khalida Akytkhankyzy, 64 (Rakhymbergen Kittybay, mand; Satybaldy Rakhymbergen, søn; Toktygul Mametzhankyzy, svigerdatter; Orazzhan Rakhymbergen, søn; Sharapat [ukendt efternavn], svigerdatter; Akmetzhan Rakhymbergen, søn; Miray [ukendt efternavn], svigerdatter; og 14 børnebørn). Interviewet april 2019.

Jeg har ikke lyst til at bruge lang tid på at tale med dig. Jeg blev født i 1980 i en landsby i Chuguchak-distriktet. Det er dets gamle mongolske navn; kineserne kalder det Tacheng. Det ligger i bjergene, som strækker sig ind i Kasakhstan. Indtil 2009 var der en grænseovergang nær min landsby, men jeg brugte den aldrig. Indtil jeg var 24, forlod jeg aldrig min hjemegn. Jeg hjalp min far på hans græsningsområder. Vi avlede får og køer. Jeg fik ikke megen skolegang.

Jeg kom til Kasakhstan for første gang i 2004 bare for at se landet. Min yngre bror gik på kunstskole i Almaty. Han ville være skuespiller. Jeg syntes godt om at være der, og året efter besluttede jeg mig for at vende tilbage for at blive. Dengang var det let at krydse grænsen. Kasakhstan opfordrede oralmann (’hjemvendte’ etniske kasakhere, som er vendt tilbage efter uafhængigheden, red.) til at flytte som en del af landets genbefolkningsindsats. Jeg vendte tilbage, opgav mit kinesiske statsborgerskab og blev statsborger i Kasakhstan.

I 2016 døde min far. Han var ud af en børneflok på 12. [Tager et gammelt pasfoto af sin far ud af sin pung og lægger det på bordet.] De fleste boede i Kina, men han havde to søskende her, mine onkler. Jeg besluttede at tage med dem til Kina til zhetisi, den ceremoni, der finder sted syv dage efter bisættelsen, for at holde genforening med de andre søskende. Det var let at krydse grænsen. Jeg mødte mine slægtninge til middagen. Vi spiste lam og hest. Efter ceremonien tog jeg tilbage til Kasakhstan. Jeg havde intet besvær.

Et år gik. I november 2017 besluttede jeg mig for at tage til Kina igen. Min fars begravelse havde fået mig til at tænke på mine gamle venner i landsbyen. Jeg ville mødes med nogle af dem, jeg ikke fik set til ceremonien. Denne gang var det anderledes. Vi blev stoppet ved grænsen. De forklarede, at de dokumenter, som viste, at jeg var flyttet fra Kina, ikke var til at finde. En ansat fra den kinesiske regering, en etnisk kasakher, forklarede, at det var en alvorlig sag. Han bad om papirer, der kunne forklare det manglende dokument. Det havde jeg ikke. Så tog de mit pas. De sagde, at jeg havde dobbelt statsborgerskab. Det er en forbrydelse i Kina, sagde de. Jeg havde ikke det dokument i min mappe, som viste, at jeg havde opgivet mit kinesiske statsborgerskab. De sagde, at jeg slet ikke havde noget dokument.

Efter lang tid, måske 24 timer, fik jeg lov til at komme ind i Kina. Jeg var rystet over mødet. Jeg tænkte, at jeg nok burde tage tilbage til Kasakhstan, men det kunne jeg ikke. De havde taget mit pas og sagt, at de ville undersøge sagen. Da jeg skulle til at gå, trak forhørslederen mig til side. Hvis nogen spørger, så sig, at du kom til Kina for at få orden i dine papirer og tjekke din status for dit statsborgerskab. Uanset hvad du gør, så lad være med at fortælle nogen, at du forsøgte at besøge familie eller venner. Jeg ved ikke, om han forsøgte at hjælpe mig eller at snyde mig – jeg forstod ikke noget af det – men senere hen fulgte jeg hans råd.

Jeg tog til min hjemby og boede hos slægtninge. Landsbyen var uigenkendelig. Min egen familie var bange for bare at tale med mig. Det var helt anderledes end året før. Hver dag kom de lokale myndigheder og fortalte mig, at jeg ikke kunne forlade Kina, før jeg fremviste det dokument, hvor jeg fraskrev mig mit kinesiske statsborgerskab, som jeg havde fået at vide, at jeg snart ville få. En dag bad de mig underskrive et dokument. De sagde, at hvis jeg skrev under, ville de genskabe min registrering og så annullere den officielt, og så kunne jeg tage til Kasakhstan. Så jeg skrev under.

Efter et par uger, den 15. december, kom den etnisk kasakhiske forhørsleder fra grænsen på besøg. Han blev ledsaget af tre hankinesiske mænd. De sagde, at papirarbejdet var gået igennem. De ville føre mig til grænsen. Men først, sagde de, skal du gennem en lægeundersøgelse.

De kørte mig til en stor kontorbygning. Den var skinnende som et sygehus, og alle var iført hvidt sygehustøj. Men det var alligevel anderledes end et hospital – jeg kan ikke helt forklare hvorfor. Vi gik fra rum til rum til forskellige undersøgelser. Der var flere læger, både kvindelige og mandlige, og de undersøgte hele min krop fra hoved til fod, både kvinderne og mændene. Jeg taler ikke kinesisk. Jeg forstod ikke, hvad de sagde. Jeg havde lyst til at gøre modstand, men jeg var bange.

Endelig forlod vi stedet, der ikke var et sygehus, og de kørte mig til et etagebyggeri omkranset af mure og pigtråd. Det lignende et fængsel. Jeg vidste, at vi befandt os et sted midt i Chuguchak, men jeg vidste ikke mere end det. Da jeg så bygningen, skete der noget inde i mig. Jeg troede ikke på, at de førte mig til grænsen. Jeg tog min telefon op af lommen og prøvede at lave et opkald – jeg ved ikke engang, hvem jeg havde tænkt mig at ringe til – men de så, hvad jeg havde gang i, og tog telefonen fra mig. Da vi gik ind i bygningen, sagde de bare, at vi nu skulle gennem en check-in-proces. Bagefter, sagde de, vil du blive sat fri. De bad om min trøje. Så mine bukser. Jeg stod tilbage i undertøj.

Jeg var vred og bange. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle tro. Jeg spurgte dem: Skal jeg blive her i mit undertøj? Uden noget tøj? De gav mig noget tøj – lejrtøj. Jeg klædte mig på, og mens jeg klædte mig på, råbte jeg hele tiden til dem: Hvad gør I mod mig? Jeg er kasakhisk statsborger! De lænkede mine hænder bag ryggen og lænkede mine ben sammen. Jeg sagde, at jeg ikke havde begået nogen forbrydelse. Bevis, at jeg har begået en forbrydelse, sagde jeg.

De satte mig i et rum med otte eller ni andre mennesker, alle uighurer eller dunganere (dunganerne eller hui er en turksproget-muslimsk gruppe i Centralasien, red.). Jeg kunne ikke forstå nogen af dem, jeg taler ikke deres sprog. Der var et enkelt bord, en vask, et toilet, en metaldør og flere små plastikstole af dem, du finder på skoler, til børn. Over døren sad et kamera. Jeg kom til at kende det rum ganske godt. Hele den følgende uge forlod jeg det slet ikke. Om dagen sad jeg i en stol med mine arme og ben lænket sammen. Om natten fjernede de lænkerne fra mine arme, men ikke mine ben. Mine ben var altid lænket med lige akkurat nok kæde til, at jeg kunne bevæge dem, hvis jeg skulle gå, selv om jeg ikke måtte gå, kun om morgenen, når jeg skulle vaske mig i håndvasken. Jeg kunne ikke have løbet, hvis jeg havde forsøgt. Syv dage og nætter gik på denne måde.

De andre mænd i rummet undgik mig. De virkede bange for mig. Jeg ved ikke hvorfor. Men jeg var den eneste i rummet, hvis ben og arme var lænket. De andre var frie. Hver dag gik de et andet sted hen, mens jeg sad alene tilbage. Jeg måtte ikke rejse mig fra stolen, hvor jeg sad. Om morgenen vaskede jeg mit ansigt, men ellers var der ingen badning. Jeg var alene hele dagen og ingen, eller næsten igen, talte til mig.

Om morgenen på den syvende dag kom der to mænd og førte mig bort. Vi gik ind i et nyt rum, der mindede meget om det første. Vi var alene. Den ene af forhørslederne var enten kasakher eller uighur; den anden var kineser. Den første spurgte, om jeg vidste, hvorfor jeg var der. For det første, sagde han, har du haft dobbelt statsborgerskab, og det er ulovligt. For det andet er du en forræder. Og for det tredje har du gæld i Kina.

Intet af det var sandt. Jeg fortalte dem, at jeg ikke havde dobbelt statsborgerskab. Jeg er kasakhisk statsborger. Desuden, fortalte jeg dem, har jeg ingen gæld i Kina. Jeg rejste for længe siden. Jeg skylder ikke Kina noget, og Kina skylder ikke mig noget. Jeg gentog, hvad manden ved grænsen havde rådet mig til at sige, at jeg kun var kommet for at tjekke status for min registrering. Jeg ved ikke, hvorfor jeg er her, sagde jeg til dem. Jeg har ikke begået nogen forbrydelse. Jeg bad dem bevise for mig, at jeg havde begået en forbrydelse.

Han sagde, at jeg ikke skulle stille spørgsmål. Vi stiller spørgsmålene, sagde han. Så begyndte det rigtige forhør. Fortæl os, hvem du kommunikerede med i Kasakhstan. Hvad lavede du? Beder du? Overholder du de islamiske regler? Hvor mange gange om dagen beder du? Jeg fortalte dem sandheden: Jeg praktiserer ikke islam, jeg læser ikke koranen, jeg har ikke megen uddannelse. Jeg er kvæghyrde. Lad mig fortælle dig, hvad jeg fortalte dem: Jeg har ikke megen uddannelse. Jeg tilbragte to år i første klasse, og så færdiggjorde jeg anden klasse, og det var det. Jeg hjalp min far på vinter- og sommergræsningsarealerne efter det. Min far gav mig min uddannelse, og det er, hvad jeg fortalte dem. Hvis I kigger i dokumenterne, vil I se, at jeg fortæller sandheden. Men de troede ikke på mig. Uuddannede folk tager ikke til Kasakhstan, sagde de.

Så spurgte de mig om alt omkring min ejendom, mit kvæg. Jeg fortalte dem min adresse i Kasakhstan. Jeg fortalte dem, at jeg blev gift i 2008 og skilt i 2009, at jeg ikke har børn. Jeg fortalte dem alt, hvad jeg kunne komme i tanke om, hele min livshistorie. Jeg besvarede alle deres spørgsmål. Men de blev ved med at sige, at jeg var en forræder.

De førte mig ud i gården uden for bygningen. Det var december og koldt. Der var et hul i gårdspladsen. Det var dybere end en mandshøjde. Hvis ikke du forstår, så vil vi få dig til at forstå, sagde de. Så puttede de mig i hullet. De kom med en spand koldt vand og hældte den over mig. De havde lænket mine hænder, og nu bad de mig om at løfte mine hænder over hovedet. Men det var et smalt hul, og jeg kunne ikke bevæge mig dernede. På en eller anden måde mistede jeg bevidstheden.

Da jeg vågnede, var jeg tilbage i rummet. Der sad en kasakhisk mand ved siden af mig. Jeg havde aldrig set ham før. Han sagde, hvis du vil bevare dit helbred, skal du indrømme alt.

Jeg sov. Jeg ved ikke hvor længe. Da jeg vågnede igen, var der to nye fanger. Den ene var kasakher som mig. Han fortalte, at han var blevet anholdt for at rejse til Kasakhstan. Han var taget over for at besøge sin kone og barn, men jeg kunne ikke finde dem, sagde han. Den anden fyr var dunganer. Han talte ikke kasakhisk, men den kasakhiske fyr fortalte, at hans mor var død, og at han havde arrangeret en begravelse i landsbyen efter islamiske forskrifter. Politiet havde anklaget ham for at være wahabi og ført ham væk. Jeg havde det stadig dårligt efter hullet, hvor jeg fik at vide, at jeg havde tilbragt hele morgenen i bevidstløs tilstand. Bagefter havde jeg feber. Men de to muslimske fyre – kasakheren og dunganeren – hjalp mig med at komme til hægterne. De vågede over mig.

Tiden gik, og folk kom til cellen og gik igen hele tiden. Alt i alt tilbragte jeg 30 dage i det lokale inklusive ugen før hullet. Hver dag gik mændene ud, og jeg blev efterladt i cellen, selv om jeg nu havde kasakheren og dunganeren til at holde mig med selskab. Med et par dages mellemrum blev fire-fem mænd flyttet ud af cellen, og nye kom til. Jeg husker en fyr, der hed Yerbakit, som havde permanent ophold Kasakhstan, men kinesisk statsborgerskab. Der var også Shunkyr, en professionel atlet, som aldrig havde været i Kasakhstan. En tredje mand blev kaldt Bakbek. Vi talte ikke meget sammen. Jeg ville ikke have, at de skulle få problemer for at tale med mig. Vi sagde ikke ord som Allah. Vi sagde aldrig salam aleikum. Vi var bange.

Hver søndag blev vores celle gennemsøgt. Vi skulle knæle og lægge hænderne op på hovedet og kigge ned, mens de flåede cellen fra hinanden. Vi kunne se vagternes pistoler lige ud for vores ansigter. Jeg ved ikke, hvad de ledte efter. Vi jokede med hinanden om, at vi nok hellere skulle fremskaffe det, som vi havde stjålet, så undersøgelserne ville stoppe.

En dag hev de os alle ud og klippede vores hår. De barberede vores hoveder.

På et tidspunkt spurgte jeg mine cellekammerater, hvor de gik hen hver dag. Til at begynde med ville ingen sige noget. Så sagde Yerkabit, at de blev ført til politisk undervisning. Han sagde, at de lærte kinesiske vendinger og sange udenad. Kort tid efter gav en af vores vagter mig nogle ark med tre kinesiske sange, som jeg skulle lære mig selv. Det stod på kinesisk. Jeg fortalte dem, at jeg ikke læste kinesisk, og de tog arkene tilbage. De gav mig en notesbog, hvor nogen havde skrevet sangene med kasakhiske bogstaver (arabiske bogstaver er det officielle alfabet for kasakher i Xinjiang, red.) og bad mig lære dem ud fra lyden. En af sangene var en hymne. De fortalte mig, at det var Kinas nationalsang. Den anden var en sang, som beskrev den aktuelle politik, som det kinesiske styre arbejdede for, en sang man skulle lære af. Jeg fandt aldrig ud af, hvad den sidste sang betød. Vi skulle alle lære dem. Den dunganske fyr talte kinesisk og lærte sangene hurtigt, men min kasakhiske ven og jeg havde sværere ved det. Vi græd sammen. Så holdt vi om hinanden og græd og forsøgte at lære sangene udenad. Jeg tror aldrig, jeg vil glemme de 30 dage.

Midt i januar fik mine to cellekammerater og jeg endelig lov til at deltage i undervisningen med de andre. Vi blev placeret på hold alt efter vores niveau. Fordi jeg ikke havde nogen uddannelse, var jeg på et lavt niveau med mange kvinder. Der var ikke kun mænd i lejren, der var 80-90 kvinder, som boede for sig selv. Det var en stor bygning, selv om jeg ikke kan fortælle, hvor stor den var. De talte os rum for rum, aldrig samlet. De talte os om morgenen og om aftenen på samme måde, som man tæller sine dyr på engen. Jeg husker, at på den tredje dag, jeg var til undervisning, havde de klippet kvindernes hår. De barberede ikke deres hoveder, som de gjorde med mændene, men klippede deres hår af over ørerne.

I al den tid, jeg gik til undervisning, anede jeg ikke, hvorfor jeg var der. Jeg diskuterede det med mine lærere igen og igen. De sagde, at jeg var der for at få undervisning i halvandet år, men hvis jeg ikke gjorde nok fremskridt, skulle jeg blive i lejren i fem år. Jeg kunne mærke, at jeg hellere ville dø. Flere gange overvejede jeg selvmord. En enkelt gang forsøgte jeg endda at kvæle mig selv med en T-shirt inde i cellen, men fordi der var kamera i cellen, kom vagterne ind og stoppede mig.

Når vi havde undervisning, sendte vi beskeder til hinanden. Tilfældigvis var der en pige, Anar, som jeg kendte fra min barndomslandsby. Til at begynde med lod hun, som om hun ikke kendte mig. Der var to andre kvinder fra min landsby, som gjorde det samme. Så skrev jeg et brev til hende. Tilgiv mig, skrev hun tilbage. Selvfølgelig kender jeg dig, men jeg sagde, at jeg ikke gjorde. Hvorfor er du her?

Anar delte soveværelse med en anden pige, Ainur. Vi tre skrev breve og kastede dem til hinanden under bordene, når vi var til undervisning. Vi talte sammen gennem brevene. Vi skabte en hel verden. I et af brevene beskrev jeg mine følelser for pigen Anar. Kærlige breve, du ved. Men i slutningen af februar blev jeg flyttet til et andet fængsel. Jeg så aldrig de piger igen, og jeg har intet hørt om, hvad der er sket med dem.

Forklar mig igen, hvorfor du spørger om alle de her ting? Hvem er du? Jeg tror, der er kinesiske spioner i Kasakhstan. Da jeg blev løsladt, sagde de til mig: Hvis du fortæller nogen om det her, så vil du blive fængslet igen i Kina. Jeg gør det her for mit folk, i mit kasakhiske folks navn. Jeg er den eneste fra min del af Xinjiang, som er blevet løsladt. Den eneste. Og hvis jeg ender i fængsel igen, vil jeg ikke fortryde det. Min eneste forbrydelse, da jeg tog til Kina, var at være kasakher. Nu er min anden forbrydelse at fortælle sandheden.

Jeg ved ikke, om det er til nogen nytte, at jeg fortæller dig alt det.

En dag blev syv af os forflyttet. Vi fik håndjern på og blev ført ud i gården og fik at vide, at vi ville blive ført til en anden lejr. De visiterede os, lænkede os sammen to og to og satte os ind i en bil. Mens vi kørte, fik jeg den idé, at vi var blevet dømt til døden. Vores hoveder var tildækkede. Jeg troede, de ville dræbe os. I stedet tog de os til en anden celle. Det viste sig at være en tidligere militærlejr. Vi deltog i mere politisk undervisning, og mine lærere fortalte mig igen, at jeg skulle blive i lejren, indtil jeg havde lært at tale mandarinkinesisk. De bad mig forberede mig på, at jeg skulle studere i halvandet år. Jeg blev sommetider tævet i det her andet fængsel. Jeg blev bedt om at fortælle dem ting, jeg ikke forstod. Jeg tænkte, at jeg måske skulle være indsat i fulde fem år.

Fem dage inden jeg blev løsladt, blev jeg forhørt oftere og oftere. Nogle forhør varede hele natten indtil tidlig morgen. Under forhørene stillede de kun ét spørgsmål: Hvorfor kom du tilbage til Kina? De fik mig til at skrive under på papirer, som de sagde kunne afgøre min skæbne – om jeg kunne vende tilbage til Kasakhstan eller skulle blive i Kina – men jeg forstod ikke, hvad jeg skrev under på.

Én dag før min løsladelse satte de mig ned og viste mig billeder af mine slægtninge. De spurgte, om jeg kendte nogen af de mennesker. I begyndelsen sagde jeg nej. Jeg var bange. Vi skal nok få dig til at huske dem, sagde de. Så fortalte jeg dem, hvem det var: min mor, min fætter, min bror, min far. Selv min far var der, selv om han var død.

Da jeg så billederne, blev jeg helt fortvivlet. Jeg troede, at hele min familie var blevet tilbageholdt. Billederne lignede mine egne fængselsbilleder [Op af sin pung tager han et ID-kort med et billede, hvor hans hoved er barberet skaldet sammen med to identiske ulaminerede billeder og lægger ved siden af billedet af sin far.] Jeg vidste ikke, hvordan de ellers skulle have skaffet billeder af dem alle. Min far døde i 2016, min mor bor i Urzhar, i Kasakhstan. Hvordan havde de skaffet de billeder af dem? Min første indskydelse var, at de alle sad i fængsel med mig. Alle mine slægtninge fra Kasakhstan, hver og en.

De ventede, mens jeg identificerede alle mine slægtninge. Da jeg kom til min far, rev de billedet midt over og smed det i skraldespanden. Jeg græd den nat, helt til det blev morgen, mens jeg tænkte på mine slægtninge andre steder i fængslet og slet ikke anede, hvad der foregik.

Dagen efter førte de mig ud i gården uden varsel. Du må ikke tage din notesbog med dig – notesbogen indeholdt alle de kontakter, jeg havde fået i fængslet – og du får ikke lov at sige farvel til dine venner. De førte mig til min celle. Da jeg kom ind, så jeg en fange, som jeg kendte, Arman. Han var fra Astana. Der var en stemning af glæde i lokalet, han skulle også løslades. Men jeg sagde ikke noget til nogen. Arman og jeg blev lænket sammen og ført væk i bil. De kørte os til grænsen.

Senere talte jeg mine dage i fangenskab: 125 dage. Inden de satte os fri, fik de os til at sværge, at vi ville tie. Hvis du siger noget, sagde de, vil du blive smidt i fængsel, selv hvis du er i Kasakhstan. Jeg troede på dem på det tidspunkt. Jeg underskrev forskellige dokumenter, som de lagde foran mig. De fik mig til at recitere et løfte til Allah om, at jeg ikke ville fortælle om, hvad der var hændt mig.

Jeg tror, at Allah vil tilgive mig for den ed, jeg svor i hans navn.

De kørte os til grænsen. Så nu er jeg her i Kasakhstan. Og jeg er træt.

Nu vil jeg have, at du skriver sandheden uden at tilføje nogen løgne.

Orynbek Koksebek, 38. Interviewet august 2018.

Zhemisgul: Jeg er frisør i Taldy-Kurgan. Makeup, hår, hudpleje.

Sungkar: Jeg studerer filosofi på universitetet i Almaty. Da vores forældre tog til Kina, var jeg stadig kun en skoledreng. Jeg gik i 11. klasse. Vores familie havde noget jord, som regeringen havde givet os. Mine forældre dyrkede meloner, majs og hvede. Når vi var i Kasakhstan, lejede vi det ud. En måned efter mine forældre var ankommet, fik de inddraget deres pas, og de lokale myndigheder gav dem besked på, at de skulle opgive deres jord permanent. Mine forældre tog hen for at tale med vores lejer. Han skulle egentlig underskrive et dokument, som slog fast, at mine forældre afgav jorden, så de kunne vende tilbage til Kasakhstan. Men han ville ikke. Han sagde, at han var bange for, hvad der ville ske med jorden, når vores far var væk. Ville regeringen bare tage den?

Zhemisgul: Begge vores forældre er kasakhiske statsborgere. Vores far tog til Kina på et tremåneders visum. Det var ved at udløbe, da de pludselig nægtede ham at tage hjem. Han følte ikke, han havde andet valg end at gøre, som de sagde. De fortalte ham, at selv om han opgav al sin jord, var han stadig nødt til at betale alle de penge, han havde fået fra den kinesiske lejer, tilbage. Det var umuligt. Vi havde ikke en chance for at skaffe sådan et beløb. Den eneste anden mulighed, sagde de, var, at min far opgav sit kasakhiske statsborgerskab og blev kineser igen. Han havde intet valg. Hans navn stod på kontrakten.

Sungkar: De boede hos nogle familiemedlemmer indtil december samme år. Vores mors visum var næsten løbet ud, og hun besluttede sig for at tage tilbage til Kasakhstan. Men myndighederne ville ikke lade hende rejse, medmindre hun blev skilt fra min far.

Zhemisgul: De fortalte hende, at hvis hun ikke ville se sin mand komme til skade, skulle hun underskrive papirerne, og så kunne hun tage afsted. Der var ingen ceremoni. De blev bare ført ind i et rum for at underskrive skilsmissepapirerne. I december kom hun tilbage.

Sungkar: Det sidste, vi har hørt, er, at vores far arbejder som sikkerhedsvagt ved administrationsafdelingsskolen 1 i Dórbiljiin. Det er også der, han bor. På skolen altså. Vores øvrige slægtninge tør ikke have ham i deres hus, så han har ingen andre steder at tage hen. Vi har fået det at vide af vores mors storesøster, som ser ham på gaden indimellem. Hun holder os opdateret på WeChat. Men hun er også bange. Hun har fortalt os, han spiser sammen med eleverne og sover i klasseværelserne.

Zhemisgul: Vores far er bange for at tage kontakt til os. Det virker, som om han vil blive straffet, hvis han forsøger. Alt, vi hører om ham, kommer fra fjerne slægtninge. Og vores mor bor alene. Normalt er hun den eneste, som taler om vores situation. Vi er ikke vant til det. Men hun har fået hjerteproblemer af stressen og har været indlagt på hospitalet. Det er der, jeg er på vej hen nu. For at besøge hende.

Zhemisgul Yerbolat, 26, og Sungkar Yerbolat, 20 (Yerbolat Zharylkassyn, far) Interviewet maj 2019

Jeg har klaget siden januar. Halvandet år. Men det er første gang, jeg viser nogen det her billede af min søn på hospitalet. Jeg har været bange for, at de skulle finde ud af, hvem der har sendt det til mig. Der er mange, mange kasakhere, som slet ikke har brokket sig endnu, som ikke har fortalt deres historie. De er bange. Jeg har truffet denne her beslutning for min egen skyld. Hvad har jeg tilbage at frygte?

Da jeg boede i landsbyen, var der stadig relativ frihed. Men der var rygter. Vi hørte, at de tilbageholdt mullaher. I vores landsbyer var der to mullaher, og en dag var de begge pludselig forsvundet. Nyheden spredte sig. Så hørte vi, at uighurere blev tilbageholdt. De begyndte at sende politibetjente til vores ceremonier. Til et bryllup ville der stå en politimand ved indgangen og tjekke om gæsterne havde statsborgerskab. Dengang tænkte jeg ikke så meget over det. Almindelige mennesker blev ikke tilbageholdt. Ikke endnu.

Jeg flyttede til Kasakhstan, og i 2016 kom min yngste søn også. Han købte noget jord og byggede et hus i landsbyen Batashtuu. Meningen var egentlig, at han skulle flytte hertil permanent. Da han havde bygget huset, tog han sammen med sin kone til Kina. De ejede en frisørsalon, som de skulle have solgt. Imens passede jeg deres søn. Det skulle bare have været en kort tur, men da de ankom til Kina blev deres visum taget fra dem.

Den dag, de skulle tilbage igen, ringede min søn til mig fra grænsen. Jeg bliver afhørt, sagde han. Vær sød at sende billeder af min søn. Jeg skal bruge dokumentation for, at han går i børnehave. Jeg sendte dem fra min telefon, men det står ikke klart for mig, om han nogensinde modtog dem. To timer senere var hans telefon slukket. To dage efter fik min ældste søn, som også bor i Kasakhstan, et brev fra min svigerdatter. De har taget din bror og sendt ham væk for at studere, skrev hun.

De næste seks måneder skete der intet. Indtil juni 2018 kom der ikke en lyd fra ham eller nogen andre. I juni modtog vi så dette fotografi fra hospitalet. Efter en operation havde hans kone fået lov til at besøge ham. Jeg ved ikke engang, hvad han blev opereret for. Vi aner ingenting, og vores svigerdatter kan ikke fortælle os noget. Jeg vil ikke engang fortælle dig, hvem der har sendt billedet til os.

Efter 20 dage på hospitalet blev han sendt tilbage til lejren. Mere tavshed. Der gik måneder. I november blev han endelig løsladt, og han er ude af lejren nu, men vi har ingen direkte kommunikation med dem. Min søn har kun ringet til os to gange siden november. Begge gange fra en politibetjents telefon. Det er den eneste måde, jeg kan kommunikere med jer på, fortalte han mig. I skal ikke bekymre jer. Vi er OK, sagde han. Alt er OK.

Noget tyder på, at han ikke kan få sit pas tilbage. Der er næsten gået to år nu. Mit barnebarn er fem år, og det er stadig os, som tager os af ham. Jeg har brug for hjælp. Jeg vil have min yngste søn tilbage til Kasakhstan. Han burde tage sig af os. Hans forældre. Sådan er traditionen. Nu er min mand og jeg alene i det her store hus og arbejder i forskellige løse job. Vores søn byggede huset her til os alle sammen. Det er et vidunderligt hus. Men det er tomt.

Madengul Manap, 52 (Uljan Jenisur, søn). Interviewet april 2019.

Jeg vil fortælle dig en historie, der beskriver min far meget godt. Jeg mødte en pige fra Kasakhstan og blev forelsket. Vi planlagde at flytte til Kasakhstan sammen og gifte os. Jeg boede i Kina, og vi underviste begge på musikskolen i Ürümqi, hvor vi mødte hinanden. Hun var berømt faktisk. En berømt rejsende musiker, i det mindste inden for traditionel kasakhisk musik. Jeg havde beundret hende længe, før vi mødtes. Det var en drøm at have sådan en kæreste!

Før brylluppet, da det var tid til at fejre qzy uzaty, pigens farvel, boede vi stadig i Kina. Min far er gammel – han er 70 nu – og har et dårligt helbred, så i sidste ende kunne han ikke komme til Kasakhstan til brylluppet. Men han deltog i det første bryllup, som vi kalder det, pigens farvel, og som en gave til min kommende hustru medbragte han to små bøger om Kinas ’hovedlov’ og strafferet. Nu skal du indprente dig Kinas love, sagde han til hende. Du er gift med en kinesisk statsborger. I skal begge kende lovene i Kina og Kasakhstan. Forstår du, han havde så stor tiltro til loven, til det kinesiske retssystem, men til sidst oplevede han til fulde systemets sande natur.

Inden han trak sig tilbage, havde min far arbejdet i Kulturministeriet. Han var en veluddannet mand og boede på et sted, hvor analfabetismen var udbredt, især kinesisk skrift var ikke almindeligt kendt. Stedet hed Tacheng, og kasakherne kalder det Tarbagatai. Som pensionist tilbragte han dagene med at hjælpe folk med at udfylde papirer på kinesisk. Oftest skrev de klager. Han var ikke advokat, men han kendte lovene meget godt, så han hjalp folk med at indgive klager og ansøgninger til lokale myndigheder. Sådan var han bare.

Over for os var han streng, men kærlig. Uddannelse betød alt for ham. Efter jeg blev født, tilbragte han aldrig en nat uden for hjemmet. Han var ved min side, mens jeg studerede; også ved mine brødres. Han sendte os alle tre til den kinesiske skole. I skal studere, sagde han til os. Du skal lære kalligrafi. Han lærte os både kasakhisk og kinesisk skrift. Han var fuldstændig dedikeret til at opdrage os. Da jeg første gang viste interesse for musik, købte han et klaver til familien. Hvis han ikke havde pengene, lånte han dem. Vi hørte aldrig, at der blev talt om penge i huset. Vi havde altid alt, hvad vi skulle bruge. Efterhånden som jeg blev ældre, købte min far udstyr til et musikstudie til mig – intet stort eller smart, men det var stadig en udgift. Vi var ikke rige. På en eller anden måde skaffede han pengene.

Jeg rejste hjemmefra, da jeg var 19 og drev lidt omkring, som musikere nu gør: Ürümqi, Beijing, Shanghai. I 2014 mødte jeg min kone, og vi rejste til Kasakhstan på udkig efter job. Min far havde aldrig rejst nogen steder, men da jeg fortalte ham, at vi flyttede, accepterede han det. Du kender dig selv, sagde han til mig. Det er dit liv. Som jeg fortalte, deltog han ikke i mit bryllup, men da mit barn blev født i 2016, kom han, selv om han allerede havde dårligt helbred. Han havde ingen tænder, og hans ben havde brud over alt. Han led af skrumpelever, hjertesygdomme og gigt. Han kunne knap nok gå. Selv nu ved jeg ikke noget om hans følelser. Ville de flytte til Kasakhstan? Blive i Kina? Burde jeg have foreslået det? Jeg ved, at de var bange. Hvis de døde i Kasakhstan, ville deres familie så være i stand til at komme til begravelsen? Jeg er ked af, at jeg aldrig spurgte min far, om han ville flytte hertil, men folk i vores by er ikke vant til at tale åbent om Kasakhstan. Det betragtes som næsten forræderisk i Kina at diskutere det – at tale om at rejse. Jeg har kun talt med mine to brødre om det. Jeg opfordrede dem til at flytte hertil. Hvad angår min storesøster, er hun gift med en mand, der arbejder for partiet. Han vil ikke flytte.

I marts 2018 var jeg netop blevet kasakhisk statsborger. Hver dag sendte jeg min mor et billede af vores datter på WeChat. Sådan holdt vi kontakten. Efterhånden blev hendes beskeder mindre hyppige. Selvfølgelig havde jeg hørt, at Xinjiang var blevet et vanskeligt sted at være. Jeg havde mistanke om, at det var grunden til hendes tavshed. På et tidspunkt fjernede hun mig helt fra sin WeChat-kontaktliste. Jeg spurgte min bror hvorfor. Jeg kontaktede ham på en videochat. Han var synligt oprørt, men kunne ikke græde. Det er svært her, sagde han. Ikke som før.

Jeg var bange for, at de lokale myndigheder måske ikke behandlede min far så godt. Han var en sten i skoen på dem og hjalp naboer med at skrive klager. Før jeg lagde på, bad jeg min bror om at kontakte mig, hvis der skete noget.

Klagen, som endelig fik ham, handlede om et mord. En mand ved navn Zhumakeldi Akai blev slået ihjel af sikkerhedsvagter i en genopdragelseslejr. De bar hans krop hjem for at blive begravet. Han havde forfærdelige sår. Hans kone opsøgte min far. Hun ville indgive en klage. De dræbte ham, sagde hun. Hun bad ham om at hjælpe. Så min far skrev et brev til Beijing, men brevet forlod aldrig præfekturen. De lokale myndigheder konfiskerede det. De besøgte min far. Nå, sagde de, vil du anklage os for dødsfaldet over for vores overordnede?

De oplysninger kom til mig ad forskellige kanaler. Jeg fortæller dig nøjagtigt hvordan, men jeg vil ikke have, at du skriver det ned. Jeg vil ikke have, at myndighederne skal lukke de her kanaler, og jeg vil ikke have, at folk, der hjælper mig, får problemer. Kort sagt blev mine familiemedlemmer tilbageholdt lige efter, at min far skrev klagen over den dræbte nabo. En person – jeg vil ikke sige hvem – fortalte mig det, straks efter det skete.

Men allerede inden jeg fik det at vide, natten før deres arrestation, havde jeg mareridt. Mit hjerte gjorde ondt. Jeg så sikkerhedsvagter, der fulgte efter mig, forsøgte at fange mig, og i drømmen tænkte jeg: Hvad sker der i mit barndomshjem? Da jeg vågnede, vidste jeg, at der var sket noget.

Så snart jeg fik nyheden, ringede jeg til min søster i Ürümqi. På trods af sin mands status vidste hun ikke noget. Men hun ringede til vores tante og fik bekræftet, at de blev tilbageholdt. Jeg begyndte at indsamle information fra forskellige kilder. Jeg ringede til alle, jeg kendte. I nogle tilfælde vil jeg ikke bruge deres navne. De er der stadigvæk. Nu om dage kender alle vejrkoden, så ingen bruger den længere. Hvis jeg sagde, at det blev varmere, ville de, der lytter, vide, hvad jeg talte om. Jeg har en anden kode. Jeg vil ikke sige, hvad det er. Men jeg har en kode, jeg bruger.

Til sidst fik jeg hele billedet fra forskellige folk. Nogle af dem havde været tilbageholdt sammen med dem, andre boede i nærheden eller havde hørt noget på anden hånd. Først tilbageholdt de min far og mine to brødre. De gjorde det uden nogen form for kendelse. De forsvandt bare. Min mor klagede til de lokale distriktsmyndigheder. Hun bad dem om en forklaring. Embedsmændene var glade for, at hun var kommet. Ah, hvor godt, at du meldte dig selv, sagde de, og tilbageholdt hende også.

Efter nogle måneder blev min mor og brødre frigivet fra lejrene, men min far blev ført et andet sted hen. Han forsvandt. I mangel på nyheder skrev min kone fire invitationer – de breve, man skriver for at få lov til at få familiemedlemmer ind i Kasakhstan – og sendte dem til det lokale råd i min fars landsby, bare for at få nogle oplysninger om hans skæbne. I januar fik vi endelig et svar: Et brev om, at min far i oktober 2018 var blevet idømt 20 års fængsel.

Nu ved jeg ikke, om han er i live eller død. Vi fik ingen oplysninger om retssagen eller om de forbrydelser, han skulle have begået. Ikke engang min mor vidste noget om hans dom. Alt, hvad jeg ved, er, at han ikke længere er i det lokale fængsel, hvor han blev tilbageholdt. Jeg regner med, at han er blevet overført til et sted for folk med lange fængselsstraffe. Men han kan ikke tage føde til sig, som jeg har fortalt. Selv i det lokale fængsel gav de ham kun gammelt brød og varmt vand. Folk, der delte en celle med ham, fortalte mig, at de blødte brødet op i vandet og madede ham. Han blev lagt i håndjern; han har ingen tænder. Uden deres hjælp ville han være sultet ihjel. [Fortvivlet] Jeg ved ikke – sandsynligvis er han allerede død.

Jeg skal fortælle dig noget andet. Min far blev tortureret. Jeg kan ikke fortælle dig, hvor jeg har fået de oplysninger. De kom fra en fange, der blev løsladt, og som formåede at flygte til Kasakhstan. Der er mange mennesker, som gør det. De fleste af dem skjuler sig simpelthen. De afslører ikke noget om, hvad der er sket dem, fordi de er bange. Denne særlige informant bor i Kasakhstan, men vil ikke selv give interview, fordi hans døtre stadig er i Xinjiang. Jeg kommunikerer mest med mennesker som ham, ofte folk, jeg kender personligt fra tilbage i Kina. Jeg ved, at jeg kan stole på dem. Jeg vil ikke sprede rygter eller overdrivelser. Først skal vi finde ud af fakta.

Nu er mine brødre og mor hjemme igen, men der er sat et kamera op i deres hus for at holde øje med, hvad de laver. Jeg ved, at de led i lejrene. Jeg er klar til at dø for dem og også for min far. Jeg sover ikke. Jeg græder. Mænd skal ikke græde, men jeg græder. 20 år? Det er en dødsdom. Og hvorfor? Hvis der var en fejl i den sidste klage, han hjalp med at skrive – så vis mig fejlen! Min far argumenterede for, at denne mands død var i strid med kinesisk lov, som hverken er skrevet af mig eller min far eller nogen kasakher. Den blev skrevet af regeringen. Loven skal ikke undergraves. Love er ikke som fysik eller matematik – de er ikke forvirrende. Hvad der står, er klart. Vi kan forstå det. Det skal følges. Min far overtrådte ikke loven. Han fulgte loven. Det er myndighederne, der krænker loven. Og nu er min familie tilbage i Kina, men min far er ikke noget sted.

Akikat Kaliolla, 34 (Kaliolla Tursyn, far). Interviewet april 2019

Min onkel Raman Zharkyn blev født i Zhiek, en lille landsby i Kurty-distriktet. Han skulle have heddet Rakhman. Men det er et religiøst navn og forbudt. Så min familie fik ham i stedet indskrevet som Raman i folkeregisteret.

Han var en stor mand i vores landsby. I maj 2017 blev han også borgmester for Zhiek. Den 20. november samme år tog politiet ham og satte ham i genopdragelseslejr. De kom og hentede ham direkte på hans kontor.

Begrundelsen, de gav for min onkels tilbageholdelse, lød sådan her: Han var gået i moskeen i Kurty, den nærmeste administrationsby, hver fredag. På et tidspunkt havde han og et par venner besluttet sig for at lave en indsamling til at bygge en ny moské i Zhiek. Både han og hans venner blev arresteret.

De første syv måneder sad han i fængsel, hvor han blev forhørt. Hans celle var et fugtigt lille rum. Her sad han lænket til en stol med både håndjern og fodlænke. Han fik ikke lov til at ligge ned. Han sad op dag og nat. I den første måned i fængslet havde han også et halsjern på. Det var spændt fast med en kæde til et bord. Halsjernet gav ham et åbent sår. Og så længe han havde det på, kunne såret ikke hele. En dag fik han feber. Til sidste indlagde de ham på hospitalet. De ringede til hans bror, en anden af mine onkler, og det var sådan, vi erfarede, hvad der var hændt ham.

Hans bror fortalte, at da han så Rahman på hospitalet, var der trukket en sort hætte ned over hans hoved. Da de tog den af, kunne hans bror ikke genkende ham. Hans hår var filtret og uplejet. Såret om hans hals var slemt. Alligevel havde han stadig halsjernet på. Fængselsledelsen nægtede at tage det af. Lægerne insisterede på, at såret så ikke ville hele. Til sidst tog de det af. Men først skulle de have tilladelse fra en højere instans.

Efter den hårde tid blev han sendt i politisk genopdragelseslejr, hvor han kom til at sidde i yderligere i otte måneder. Men han blev syg igen og måtte på hospitalet, hvor han fik stillet diagnosen tuberkulose. Hans mor fik lov at se ham, da han var tilbage i lejren. Det var første gang, hun fik mulighed for det. Han fortalte hende, at i forhold til fængselscellen føltes lejren som et hjem. I det mindste kan jeg ligge ned, sagde han til hende. Hun har siden mistet synet. Det er på grund af stress. Hun har været igennem to øjenoperationer og er nu totalt blind.

Ramans kone, min tante, var husmor. Men da hendes mand var i fængslet, måtte hun arbejde som opvasker på en restaurant. Det job måtte hun dog sige op, fordi hun også skulle tage sig af svigermor, da hun blev blind. Nu lever de begge af velgørenhed.

I marts blev min onkel idømt tre et halvt års fængsel. Min far er meget bekymret for sin brors skæbne. Men han lider selv af dårligt hjerte, så vi fortæller ham ikke alt nyt. Kun min onkels kone får nu lov til at møde ham og altid kun for at give ham tuberkulosemedicin. [Igennem tårer] Jeg tror ikke, han lever længe nok til at opleve at blive løsladt. Forholdene er meget barske. Maden er ringe. Det er det eneste spørgsmål, der optager os: Vil han være i live, når han forlader fængslet?

Zhainagul Nurlan, 33, (Raman Zharkyn, onkel). Interviewet maj 2019.

Flest mænd bliver sat i lejrene. Og hvad sker der så? Så sender myndighederne loyale kinesiske familier fra kysten, der flytter ind hos kvinderne i de forsvundne mænds hjem. En hankinesisk mand sendes til Xinjiang og flytter ind i et hus, hvor en tilbageholdt boede før. Det kan også være et par. Eller hel familie med børn. Men nogle gange er det bare én mand, som bliver sendt ud for at bo i et hus fuld af kvinder …

De belærer husværterne om kommunistpartiet. Og bliver ved med at bo hos familien. Ja, selv når den internerede kommer tilbage, bliver de boende i huset. Alle, jeg kender, som har været i lejrene og er kommet tilbage, har kinesiske familier boende, som belærer dem. Og familierne indberetter enhver opførsel, de ikke synes om. Hvis du så meget som ser på dem med et blik, de ikke kan lide, kan de sladre til myndighederne. Så bliver man taget og ryger tilbage i lejren. Nogle af min mands slægtninge har kinesere boende. Derfor er deres mobiltelefoner slukket det meste af tiden. De er bange. Det sker, at jeg ringer for at spørge, om de har hørt nyt om min mand. Men de ringer kun tilbage, hvis deres ’gæster’ er ude af huset.

Der, hvor jeg voksede op, talte vi uighurisk. Min familie er uighurer. Mine forældre flygtede til Sovjetunionen i 1969 og slog sig ned i Kasakhstan. I Kina var de kvæghyrder, i Kasakhstan fik de job som kokke. Senere, da jeg var ung, tog vi til Usbekistan for at finde arbejde. De åbnede en café der. Faktisk er jeg selv usbekisk statsborger. Jeg mødte Aishanjiang, og vi blev gift i Tashkent i 1997. Han var kommet fra Kina på grund af forretninger. Han arbejdede på en tekstilfabrik i Kina, der eksporterede stoffer til Centralasien. At krydse grænsen var ikke noget problem dengang, man kunne bare gå over. Min mand og jeg tog så til Kasakhstan, hvor vi åbnede en butik. Vi var lige begyndt med forretningen, da han blev arresteret.

Han var på vej for at besøge de fabrikker i Ürümqi, vi ville importere fra. Men så snart han var i Kina, tog de passet fra ham. Han blev ført til Atush, hans fødeby. Derfra fik han ikke lov at rejse. Dengang havde vi ikke hørt om lejrene. Da han rejste ind i Kina, vidste han intet om dem. I Ürümqi, hvor han havde sin forretninger, var det sjældent, at nogen blev sat i lejre, så da de indkaldte ham til forhør, mødte han op.

Den dag, han blev taget, havde han ingen anelse om, hvad der foregik. Han ringede til mig og sagde, at han ville blive ført til en lejr. Men jeg aner ikke, om jeg kommer tilbage eller hvornår, sagde han. Mere kunne han ikke sige. Han kunne ikke fortælle om sin situation. Men hvad vil du gøre, spurgte jeg. Hvorfor vil de sende dig i lejr? For at studere, sagde han. Da ikke i din alder, du er jo næsten 50, sagde jeg. Han sagde, at en fra hans familie – som var næsten 80 – allerede studerede i den samme lejr. Alder betyder ikke noget, sagde han. Det var sidste oktober. Siden er han forsvundet. Jeg har hørt, at han sidder i fængsel nu.

Og de andre – der er mange andre. Min mands storebror døde i samme lejr, hvor min mand sad. Han var næsten 60 år. Myndighederne sagde, at han havde dårligt helbred, en sygdom af en slags. Men han var sund og rask, da jeg kendte ham. Og min mands søsters søn blev idømt tyve års fængsel for at have været på pilgrimsfærd til Mekka. Min svigerindes mand, imamen i Athus, fik 14 års fængsel. Jeg har hørt fra hans kone, at han er indlagt på fængselshospitalet. Hans tilstand er ikke for god. Der er mange andre slægtninge, hvis skæbne jeg ikke kender. Sandsynligvis er de alle sat i fængsel, jeg ved det ikke. Der er ikke rigtig nogen måde, jeg kan finde ud af det på.

Gulshan Manapova, 43 (Aishanjiang Kari, mand). Interviewet maj 2019.

Jeg så mere end rigeligt, da jeg var der. Og jeg vil gerne fortælle. Jeg ønsker, verden skal høre om det. Sagen er bare den, at min familie er imod mig. De er mine fjender nu. De vil ikke tale om de her ting. Selv min steddatter har vendt sig imod mig.

Jeg husker, mine forældre fortalte, hvordan der i Mao Zedongs tid var aktivister og politiske begivenheder, hvor det gik voldeligt til. I Maos tid brændte de koraner og andre religiøse bøger. De truede folk til at tie. Jeg har også fået fortalt, hvordan vi blev afskåret fra vores familie i Sovjetunionen. Så kom Deng til magten, og der faldt mere ro på. Fra min ungdom husker jeg, at der ved nogle ceremonier blev flaget med folkerepublikkens flag, men det var så langt, min politiske bevidsthed rakte.

Når jeg tænker tilbage på min barndom, husker jeg ikke at have være bekymret for noget. Så blev jeg gift. Jeg blev voksen. Vi holdt et traditionelt kasakhisk bryllup. Min far betalte en medgift. Mit ansigt var tildækket. Jeg var iført den traditionelle dragt. Nu er det væk, alt mit brudetøj. Når jeg tænker på dengang, mindes jeg, hvor god en tid det var. Jeg kan slet ikke forstå, hvordan alt det her skete. I 2014 begyndte de at føre skolelærerne bort. Vi vidste, at der var noget i gære. Der var stille, men noget var under forandring. Det var dét år, min datter blev født. Vi fik vores kinesiske pas og tog til Kasakhstan for at besøge min mands mors familie. Vi var tre, der tog afsted; min mand, min datter og jeg selv. Og så besluttede vi os for at blive der.

Eneste problem var min far. Tilbage i Ghulja havde vi dyrket korn. Mine forældre havde været kvægavlere, indtil partiet fik dem til at opgive det for jordbrug. Fra min barndom husker jeg stadig vores græsningsareal med køer. Nu skulle de dyrke jorden i stedet. Da min far blev 50, mistede han på en eller anden måde sin vilje til gå. Lægerne kunne ikke finde en forklaring. Han holdt bare op. Han blev en invalid. Otte år senere, da min mor døde, var han alene.

I flere år tog min mand og jeg os af min far. Der var os, der drev landbruget. Om foråret tog vi et lån, som vi kunne leve af hen over sommeren. Til efteråret høstede vi og kunne betale lånet tilbage. Det var hårdt arbejde. Det var ikke nogen vej til rigdom. Da vi kom til Kasakhstan, opgav vi alt det og blev løsarbejdere, der røgtede og malkede andres køer. Endelig fik vi fast opholdstilladelse. Men så ville jeg besøge Kina for at se min far. Vi havde prøvet at støtte ham på afstand, mens min bror tog sig af ham.

I 2017 hørte jeg fra min bror, at min far var døende. Der var ingen kur [begynder at græde]. Jeg tog tilbage for at se til ham. Jeg ammede stadig min datter dengang, men jeg besluttede, at nu skulle hun afvænnes og efterlod hende hos min mand. Jo, jeg ammede hende i tre år [griner og ryster på hovedet]. Hvad kan jeg sige? Mit liv har været underligt. Jeg tog en natbus. Ved Khorgos stoppede de kinesiske myndigheder mig. De tjekkede mine papirer. Der var et eller andet galt. Så ringede de til politiet i Ghulja, og inden længe kom det lokale politi til Khorgos for at afhøre mig. De var meget barske. De sagde, jeg aldrig ville komme tilbage til Kasakhstan og kørte mig til min gamle landsby i politibil. Det var en tur på godt 80 km. Men jeg kan godt sige jer, det føltes som mit livs længste køretur. Shit tænkte jeg ved mig selv. Jeg græd under det meste af turen. Hold så op med at græde, sagde de bare.

De førte mig til min svogers hus. Dagen efter gik jeg til politistationen. Jeg ville tale med lederen af Dolan-landbrugets Fjerde Enhed i Ghulja-distriktet. Jeg bad ham give mig mit pas tilbage. Det nægtede han. Du skal først studere i 15 dage, sagde han. Manden var selv uighur, men alle dér sidder fast i systemet.

Jeg havde stadig ikke set min døende far og bad om tilladelse til at besøge ham. Det går nok, sagde borgmesteren. Det er kun 15 dage. Jeg tænkte, at de nok havde ret. Hvorfor skulle de lyve? Min far kunne sikkert godt leve i to uger mere. Mens jeg var hos borgmesteren, bad jeg om at få udleveret mit tøj og mine ting fra min svogers hus. Det nægtede han. De kørte mig direkte til lejren fra hans kontor.

I lejren fik jeg udleveret en uniform: en rød T-shirt og sorte bukser, Adidas-sko og slippers i kinesisk stil. Det var alt. De gav mig også en indsprøjtning. De sagde, det var mod influenza. Efter en måned i lejren tog de en blodprøve, ja det gjorde de med jævne mellemrum. Man vidste aldrig hvornår. Jeg ved ikke, hvad de skulle med det, måske en slags eksperiment …

Jeg så mange kasakhere i lejren. Når jeg spurgte, hvorfor de var havnet her, fortalte de mig, at de havde besøgt familiemedlemmer i Kasakhstan, havde ringet til udlandet og den slags. Hvad mig selv angår, fortalte sikkerhedsfolk i lejren, at Kasakhstan var på en liste over de 26 farligste lande i verden, som det var forbudt at besøge. På grund af dit besøg vil du nu blive sendt på genopdragelse i et år. Det var her, jeg fik sandheden at vide. Ikke 15 dage, men et år skulle jeg være der! Jeg forsøgte at fortælle dem, at jeg havde gyldig rejsetilladelse, men de var ligeglade. Du er kinesisk statsborger, sagde de. Så vi vil genuddanne dig, hvad vi er i vores gode ret til. Gør, hvad vi giver dig besked på! Skriv, hvad vi befaler! Så begyndte forhørene. De ville kende min livshistorie og navnene på alle i min familie, især dem var i fængsel eller i udlandet. Min brors navn er Samedin. De ville vide, hvorfor han havde sådan et religiøst navn. Når man er i lejren, bliver de ved med at stille de samme spørgsmål, igen og igen, så længe man sidder der. De stillede dem 19 gange – jeg talte dem. 19 gange tog de mig i forhør!

Fra juli til november opholdt jeg mig i det første genopdragelsescenter. Vi var 800 kvinder. Jeg så ingen mænd, bortset fra nogle sikkerhedsbetjente. Vi var 50 kvinder i hvert klasselokale plus tre lærere og to sikkerhedsvagter. Der var kameraer i klasselokalet og i de andre rum, 360 graders kameraer, der kørte hele døgnet og filmede alt. Undervisningen er som du har hørt om det: Vi fik besked på at sige ting som »jeg kan godt lide Kina« og »jeg kan godt lide Xi Jinping«. Vi fik at vide, at det vigtigste for os var at lære kinesisk, så vi kunne få job i staten eller i Kinas moderland. Allerede der vidste vi, at det hele var komplet latterligt. Jeg så handicappede ældre kvinder i lejren. Døve piger. Ville de få job på fabrik? Jeg husker to kvinder uden ben. Hvordan skulle de arbejde? Men instruktøren sagde bare, at selv uden ben, er ens øjne sunde. Dit hjerte er sundt. Så kan man godt arbejde.

Når vi ikke var i klassen, boede vi i en aflang hal, en slags skur. Alle indsatte i lejren boede i de skure, der hver husede 33 kvinder. Ligesom soldater i hæren skulle vi hver morgen redde vores senge. Og der måtte ikke være så meget som en fold i lagenet. En dag var inspektøren ikke tilfreds med min sengeredning. Så tog han alt sengelinnedet fra min seng og smed det ned i wc-kummen ovre i hjørnet. Det samme skete, hvis vi var for langsomme. Vi havde kun tre minutter hver morgen til at rede seng. Ellers var det toilettet.

Burde jeg sige alt det her? Det ved jeg ikke. Under alle omstændigheder må de have noteret mit navn mange steder. Jeg har fortalt det hele før. Jeg vil ikke forsøge at besøge Kina igen, ikke engang for at se min familie. Efter alt at dømme vil jeg dø her.

I november kom jeg til en ny lejr, der også havde klinik. Det så ud til, at stedet havde været et hospital, endda et ret nyt hospital, før det blev lavet om til lejr. Udefra så det pænt nok ud. Hver gang der kom besøg udefra, f.eks. en inspektør fra centralkomiteen, forsøgte de at pynte op. Men så man efter, kunne man godt se pigtråden bag de falske vinranker. De satte kunstige blomster ved vinduerne i et forsøg på at skjule tremmerne. Så snart inspektøren var rejst, røg al pynten ned med det samme. Stedet var en af Ghulja-distriktets Professionelle Genopdragelseslejre.

I næste lejr fik jeg lov til at tale med min familie. En gang om ugen kunne man tale i telefon med dem. Og en gang om måneden måtte de komme på besøg. Så blev vi ført ind i et rum, hvor vores familie stod på den anden side af et trådhegn. Vagterne tog mine håndjern af. Vi talte gennem hegnet.

For det meste spiste vi ris og dampede boller, men altid uden fyld. Muligvis havde de puttet tilsætningsstoffer i bollerne af hensyn til vores ernæring, det skal jeg ikke kunne sige. Men mætte var vi aldrig nogensinde. En dag, en kinesisk helligdag, fik de os til at spise svinekød. Jeg mener, de tvang os til at spise svinekød. Nægtede man at spise, som jeg gjorde et par gange, blev man på stedet lagt i håndjern og låst inde. Din tankegang er forkert, forklarede de så. Din ideologi er forkert. Jeres folk skal være gode venner med det kinesiske folk, sagde de. Så først må vi ødelægge jeres religion, så vil vi ødelægge jeres ekstremistiske nationalistiske følelser. Og så skal I være medlemmer af den kinesiske familie. Vi kommer til jeres bryllupper, og I skal komme til vores. Og ved vores bryllupper skal I spise svin. De lænkede dig til en stol og skældte dig ud. Hvorfor vil du ikke spise dette måltid, som kommunistpartiet har skaffet dig? Nu kan du sidde i den stol i 24 timer. De kaldte den den sorte stol eller løvestolen. Første gang man nægtede, fik man en advarsel, anden gang var det stolen. Tredje gang blev man forflyttet til en anden lejr, hvor det siges, forholdene var værre. Jeg afslog ikke en tredje gang.

Jeg sad for det meste indespærret med uighur-kvinder. Jeg tror ikke, de ville have, at jeg talte med andre kasakhere. De tillod kun én form for samvær med mænd. Min mand var i Kasakhstan, men for de kvinder, som havde mænd, der kunne komme på besøg, tillod de, at man kunne være ægteskabeligt sammen i to timer. Et særligt rum i lejren blev stillet til rådighed, og parret blev ladt alene. Mændene havde fået besked på at tage sengetøj med. Før kvinderne fik deres mænd at se, fik de en pille – en tablet, mener jeg. Nogle gange ved nattetid blev enlige kvinder taget [fuldfører ikke sætningen] …

Jeg bør ikke sige ’opfordret til’, for det var snarere tvang. De tvang alle kvinder, som havde en mand, til at mødes med ham. Selv en gammel kvinde måtte i to timer ligge i sengen med sin mand. De plejede at håne ældre kvinder. Har du da ikke savnet din mand? Bagefter skulle kvinderne i bad. Med hensyn til pillen, der blev udleveret, var det en p-pille. De ville ikke have fødsler i lejren. Var man gravid, når man ankom til lejren, blev man tvunget til abort. Nægtede man, blev man ført til en værre lejr, hvor ingen fik tilladelse til at besøge en. Det var i al fald, hvad jeg hørte.

Fra november til juli var jeg i den lejr, der var indrettet i et hospital. Jeg husker, at de satte os til at brænde en dynge bedetæpper, de havde konfiskeret fra folks hjem. Mens vi arbejdede, udspurgte de os: Hvorfor har din bror et religiøst navn? Har du en koran derhjemme?

I juli flyttede de mig til en tredje lejr. Det var en skole, der var blevet lavet om til genopdragelseslejr. Hvad jeg husker bedst fra den lejr er, at der ikke var toiletter. Vi måtte bruge en spand. Som sagt var vi altså 50 i en klasse. I den her lejr blev vi også forhørt om vores mænd og vores børn. Nogle gange lod de pludselig tre eller fire kvinder føre bort. De kom aldrig tilbage. Ingen så dem igen. Men andre kvinder tog snart deres plads.

I august kom jeg til en fjerde lejr, der blev min sidste. Vi blev overført midt om natten. Her boede jeg under resten af min internering. De lovede, at vi snart ville blive sat på fri fod. Hvis du opfører dig godt, vil vi lære dig et fag, sagde de … hvis du kommer på bedre tanker. En af dem sagde, der var godt nyt på vej. Næste dag blev omkring 250 kvinder løsladt. Af dem var de 150 kasakhere, tror jeg. Jeg ved det, fordi de måtte skille kasakherne fra os andre, fordi de talte os. Så længe de holdt os adskilt, sagde de, vi skulle holde vores munde lukket. De sagde: Vi bliver nødt til at sørge for, at vores to lande er venner. Du skal nok blive godt behandlet, men der kommer farlige ideer fra Kasakhstan. Og så snart du kommer tilbage i Kasakhstan, må du ikke sige noget dårligt om lejren. Der lå en skjult trussel i dette. Sættes et medlem af en familie i genopdragelseslejr, følger andre ofte efter. Min mands lillebror blev også taget. Det er som et spindelvæv. Til sidst bliver vi alle fanget, hver og en af os.

Da jeg blev løsladt, førte de mig tilbage til Ghulja, min mands landsby, hvor myndighederne holdt en ceremoni for mig og andre kvinder fra landsbyen. Der var et kinesisk flag, et podium, og flere af os fik besked på at tale. Vi skulle sige pæne ting om lejren. De fortalte så lokalbefolkningen om vores studiebedrifter. Også om mine. I må forstå, sagde de, at før var Gulzira ikke særlig veluddannet. Men nu kan hun arbejde som jeres lærer.

Jeg fik endelig mulighed for at tage til min fars landsby og se til ham. Men min svigerinde havde fået ordre til udspionere mig. Myndighederne havde beordret hende til at overvåge mig og lytte til, hvad jeg sagde. Jeg overnattede i fem nætter i min fars hus. Så samlede de alle kvinder i området, som var kommet fra Kasakhstan, og fortalte os, at vi nu skulle arbejde på fabrik.

Mens alt det her stod på, kæmpede min mand for at få mig fri. Sammen med Atajurt uploadede han videoer om min tilbageholdelse i Kina. Alt det vidste jeg selvfølgelig ikke noget om på det tidspunkt. Jeg blev ført tilbage til min mands landsby og sat til at arbejde på fabrik. Jeg troede, at de ville have sendt mig tilbage til Kasakhstan. Men jeg fik modstridende oplysninger fra dem, jeg talte med. Til sidst havnede jeg i en sweatshop, hvor vi skulle fremstille handsker. Jeg hørte, at fabrikken også producerede håndtasker og visse typer tøj. Men selv arbejdede jeg kun med handsker. Vores produkter blev eksporteret til udlandet, fik vi at vide. Arbejdet var lønnet, forsikrede de os. Men de sagde også, at hvis vi nægtede at arbejde der, ville vi straks ryge tilbage i lejrsystemet. Så reelt havde vi ikke et valg. De tvang mig til at underskrive en kontrakt, hvori jeg bekræftede, at jeg frivilligt ville arbejde på fabrikken i et år. I sidste ende blevet det kun til halvanden måned. Det var akkordarbejde. Jeg kunne tjene en jiao (1/10 yuan, red.) for hver handske, jeg færdiggjorde. Alt i alt nåede jeg at lave over 2.000 handsker, men jeg tjente kun 220 yuan (cirka 200 kr., red.). Så I kan nok forstå, det var rent slaveri.

En god ting ved at være på fabrikken, måske det eneste gode, var, at vi fik vores telefoner tilbage og kunne ringe til vores nærmeste. Efter over et år kunne jeg høre min mands stemme igen. En dag tog jeg et foto af fabrikken og sendte det til min mand. Han viste det til Serikzhan, som offentliggjorde det. De tog min telefon. De forhørte mig igen. De stillede alle de samme spørgsmål, de havde stillet mig så mange gange før, og de blev ved hele natten. Men det virkede. De lod mig gå. De førte de mig først tilbage til min mands landsby. Hans familie her var vrede på mig over det, min mand havde gjort. Hvad har du gjort?, spurgte de. Du er blevet en international nyhedshistorie. De skrev breve til min mand og bønfaldt ham om ikke at komme med flere anklager. Du skulle hylde og prise landet! Du skulle takke Kinas regering og partiet!

I januar blev jeg ført til min fars hus og så ham igen, vel nok for sidste gang. Han er lige så plejekrævende som et lille barn. Politiet sagde til min far og til min familie, at jeg ville gøre klogt i ikke at udtale mig om lejrene, for så ville de arrestere min far. De tog fotos af os alle, mens vi sad og drak te sammen. På borgmesterens kontor måtte jeg skrive et brev, hvori jeg takkede partiet for at have genopdraget mig i halvandet år. Ved grænsen forhørte de mig en sidste gang i fire timer. Endelig lod de mig komme over.

Måske er det en eftervirkning fra mit liv i lejren, men siden jeg kom tilbage, har jeg følt mig træt. Jeg har ikke noget energi. Lægerne siger, at jeg har nyreproblemer. Jeg er bare lykkelig over at være hos min mand. Det var takket være ham, de satte mig fri. Men der er masser af kvinder i lejre, som ikke har nogen uden for Kina, der kan hjælpe. De bliver ført til Moderlands-Kina for at arbejde i fabrikker. Hvad skal der blive af dem?

Før Xi Jinping dør, tror jeg ikke, at livet for kasakherne i Xinjiang vil forandre sig. Det er nu igen blevet som i Maos tid. Men jeg vil vie mit liv til at hjælpe dem. Selv hvis det betyder, at min familie vender sig imod mig. Selv om min steddatter, der selv har siddet i lejre, beder mig om at holde op med at protestere. Det vil jeg ikke! Alle kan tale med mig om de her ting når som helst. Desværre glemmer jeg nogle gange mit telefonnummer. Min hukommelse er blevet dårlig. Det samme er min evne til at fokusere. Det går tilbage til min tid i lejrene. Det var forresten en ting, jeg glemte at sige: I lejrene fik vi to minutter til at gå på toilettet. Var vi ikke færdige inden da, fik vi tæv med en stok. Fem eller seks gange fik jeg stokketæv, fordi jeg var for langsom. Det var altid i hovedet, de slog os. Kun i hovedet.

Gulzira Auyelkhan, 40 år. Interviewet april 2019.

Gulzira Auyelkhans fortælling er en sjælden førstehåndsberetning om lejrsystemets rolle som leverandør af fabriksarbejdskraft, som der er blevet hentydet til i flere andre vidnesbyrd fra Xinjiang. Senere finder jeg ud af, at nyhedsmedier har fundet den fabrik, hvor hun hævder, at hun blev tvunget til at lave handsker. Ifølge en artikel fra nyhedsbureauet AFP, arbejdede hun for Yili Zhuo Wan Manufakturfabrik, der ligger i Yili i Xinjiang, som producerer handsker til eksport for 15 millioner dollar om året – især til Europa og Nordamerika. »Vi har mere end 400 erfarne og dygtige medarbejdere«, står der på firmaets profil på handelsportalen Alibaba.

Min mor har altid arbejdet som fysiklærer i Kina. Efter hun gik påpension, slog hun sig ned hos os for at hjælpe med at passe børn, da min kone skulle tilbage på jobbet. Hun fortsatte dog med at besøge Kina en gang om året, så hun kunne få sin pension. Hvert år tog hun pligtskyldigt afsted. På det seneste besøg konfiskerede de kinesiske myndigheder hendes pas. Månederne gik. Hver gang hun spurgte til, hvad hendes status i sagen var, fik hun at vide, at hendes pas og papirer var hos en højere myndighed. Der er intet, vi kan gøre, sagde de.

I december hørte jeg fra vores familie i Ürümqi, at min mor var ved at gå fra forstanden. Hun havde mistet sit sidste håb om at komme tilbage til Kasakhstan. Det knuste hende. Hun havde ikke sovet i en måned, sagde de. Allerede i Kasakhstan havde hendes helbred været dårligt. Hun var blevet opereret i både galdeblæren og livmoderen. Jeg ville finde ud af, hvordan hun havde det, men det var hårdt altid at kommunikere gennem slægtninge. Vi kunne aldrig tale sammen i ret lang tid. Hvordan har hun det? Det var alt, jeg kunne spørge om. Din mor beklager sig igen, sagde de. Jeg får sikkert aldrig mine børn at se igen, sagde hun. Måske skal jeg dø sådan her.

I januar blev hun indlagt på et sindssygehospital i Ürümqi. Hun var der i en uge. Min familie besøgte hende og lod mig tale i telefon med hende. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg bad hende bare passe godt på sig selv. Nu er hun tilbage hos familien, men de er ved at miste tålmodigheden. Hun er praktisk taget invalid. Lad din fars familie tage sig af hende, siger de. Vi er nødt til at gå på arbejde. Vi kan ikke længere tage os af hende.

Tre gange er en delegation fra Kina kommet til konsulatet her. Hver gang har jeg talt med dem. Første gang var i oktober 2018. Anden gang var i november. De kunne ikke fortælle noget konkret om min mor. Tredje gang var i januar. Denne gang sagde de, hun nok slet ikke ønsker at vende tilbage. Det er hendes valg, sagde de.

Jeg har hørt, at de lader enkelte kinesiske kasakhere komme på besøg. Familiemedlemmer i Kina skal så stå som garant – de får problemer, hvis deres slægtninge ikke kommer hjem til Kina. De bliver nok sendt i lejr. Jeg har mødt nogle af de besøgende kinesiske kasakhere. En af dem er svigerfar til min fætters søster. Han har været her i to eller tre uger. Jeg trak ham til side og spurgte, hvorfor han ville tilbage til Kina. Hvorfor søger du ikke om statsborgerskab her, spurgte jeg. Hvis jeg ikke tager tilbage, får min familie problemer, svarede han. Så jeg vender tilbage. Selv på afstand kan de ramme dig. Den her svigerfar er 80 år gammel og kan ikke altid kontrollere sig selv. Hans slægtninge holder ham hjemme. Selv i Kasakhstan vover de ikke at lade ham gå fri på gaden. De er bange for, at han snakker for meget.

Bauyrzhan Yerzhan, 35 (Bekezada Mukash, mor). Interviewet maj 2019

I Kina arbejdede min mand ved Karamay-oliefelterne. Han var damparbejder og styrede den dampmaskine, der drev oliepumperne. Da han sagde jobbet op, flyttede vi til Kasakhstan med vores to børn. Her kom min datter til verden i 2016. I maj 2017, da hun var et halvt år gammel, ringede hans gamle chef fra olieselskabet lige pludselig og sagde, han blev nødt til at vende tilbage til Kina. Han gav ingen grund. Du bliver bare nødt til at komme. Han gjorde, som han fik besked på. Men da han havde krydset grænsen ved Khorgos, blev han pågrebet. Først førte de ham til oliefelterne. Herfra overførte de ham til en genopdragelseslejr i nærheden, Maytau-lejren. Politiet afleverede min mands kuffert hos hans søster og sagde til hende, at de havde taget ham under forhør. Hun vidste, at det betød, han var på vej til genopdragelse.

Der er nu gået to år, og han er stadig ikke løsladt. Jeg har hørt, at han er blevet overført til en anden lejr. Så vidt jeg ved, er det der, han stadig må sidde. Det ironiske er, at kort før han tog til Kina, havde han udfyldt ansøgningsformularer for at få kasakhisk statsborgerskab! Siden september 2017 har vi alle været kasakhiske statsborgere! Men jeg kan ikke engang fortælle ham det. Jeg har ingen kommunikation med min mand. I vinter hørte jeg, at min svigermor havde set ham i lejren. Men der var trådgitter imellem dem. De kunne kun tale sammen igennem telefon. Jeg spurgte hende, hvorfor han var blevet tilbageholdt, men ingen ved det. Vi har ikke gæld. Vi har aldrig været i konflikt med loven. Jeg kan simpelthen ikke komme på en grund.

Dog fortalte mine slægtninge mig det her: De sagde, at myndighederne var taget til min mands søsters hus og havde sagt, at jeg var lige så skyldig, som min mand, fordi jeg har født mit tredje barn i Kasakhstan. De antydede, at også jeg ville blive tilbageholdt, hvis jeg kom til Kina. De sagde bare, at det var det forkerte at gøre – at tage til Kasakhstan og få et barn der.

Bikamal Kaken, 42 (Adelhaze Muhay, mand). Interviewet maj 2019

Der var ingen begrundelse. Det må du forstå. Ingen som helst. Min bror har aldrig begået noget kriminelt. Men han blev tilbageholdt. Og min far, som bor i Kina, fik ikke lov at se ham. I over to år kunne min far ikke se sin egen søn.

Bierzat er tre år yngre end jeg. Jeg tog til Kasakhstan for at studere malerkunst på akademiet, men min lillebror og min far har altid boet i Kina. Bierzat har besøgt mig to gange i Kasakhstan, det er alt. Han rejser næsten aldrig. Han er bonde, som min far. Mest hvede. Han har altid været meget beskeden, meget genert – næsten ødelæggende genert. Som børn skændtes vi aldrig. Han var stille og rolig og glad for at arbejde med træ. Som sidebeskæftigelse leverede han træ til en møbelsnedker i landsbyen. Men det meste af sin tid brugte han på at tage sig af vores gamle far. Jeg bor langt væk, han er tæt på. Vores far er gammel og forkrøblet. Men Bierzat tog sig af ham og passede gården.

De kom efter ham i april. De kom, mens han var i gang i sit træværksted. Først tog de ham til et interneringscenter af en slags. Da han blev arresteret, tog min far straks på politistationen og bad om en forklaring. De sagde, han ikke skulle bekymre sig. Vi slipper ham sikkert snart fri, sagde de. Vi har allerede for mange mennesker siddende i fængsel. I stedet blev han idømt 17 års fængsel. Hverken min far eller jeg ved hvorfor. Min far fik det først at vide, da dommen var faldet. Jeg ved ikke engang, om der har været en retssag. Min bror bad ikke. Han praktiserede ikke islam. Ja, han havde ikke engang en koran i sit hjem. Han har aldrig lagt hånd på nogen, han er så reserveret. Han var gift kortvarigt, men de blev skilt allerede året efter.

Jeg har via min far forsøgt at finde ud af, hvilken forbrydelse han har begået, og hvorfor han fik så lang en straf. Men min far ved intet. Jeg ved, at min bror hverken drikker eller ryger. Det er det eneste, jeg kan komme i tanke om. Den slags kan være farligt i Xinjiang, fordi det bliver tillagt religiøs betydning. En slægtning fortalte mig engang en historie om, da han havde besøgt nabolandsbyen og kom til kulturforeningen og opdagede, at alle der var fulde. De var altid fulde. En af dem forklarede: Hvis vi ikke drikker, sagde manden, så kommer de efter os. Det er et rent gæt fra min side, men måske består min brors forbrydelse i, at han ikke drikker og ryger. Jeg ved det ikke. Han er en enspænder, genert og beskeden. De kunne bare have ladet ham være i fred.

Yerzat Bolatkhan, 37 (Bierzat Bolatkhan, bror). Interviewet maj 2019.

Jo, jeg sad i en lejr. I over et år …

Vi tænkte jo på vores børn, ikke sandt? Og deres fremtid. Derfor flyttede vi til Kasakhstan. Vi kom hertil, fordi det er vores moderland. Alle kasakhere bør vende hjem til Kasakhstan! Det var, hvad vi fik at vide. Så i 2013 gjorde vi alvor af vores planer. Min mand og jeg og vores fire små børn, to døtre, to døtre sønner, udvandrede fra Kina. Men da jeg havde tilladelse til at rejse over grænsen uden visum, tog jeg frem og tilbage. Mine forældre boede stadig i Kina, så jeg kom på besøg. Indtil 2017 oplevede jeg aldrig problemer. At krydse grænsen var nemt. I sommeren i samme år arbejdede jeg endda ved grænsen på Det Internationale Center for Samarbejde over Grænsen i Khorgos. Det ligger i frihandelszonen. Måske kender du det? Jeg arbejdede som tolk for en af de kinesiske basarer, Yu-basaren. Kasakherne kom langvejs fra for at købe kinesiske varer her. Jeg var tolk. Da mine børn skulle begynde i skolen, tog jeg tilbage til Almaty. Men så i august 2018 bad mine forældre mig om komme tilbage til Kina. De havde haft besøg fra myndighederne.

Vores landsby er ganske lille og ligger i Tekes-distriktet. Den kaldes bare for Militærhestgården. Da jeg ankom, ville myndighederne se mig. De tog en blodprøve og mine fingeraftryk og optog min stemme på en computer. De tog et billede af mig, både forfra og i profil, før de lod mig gå. De sagde ikke, hvad de skulle bruge det til. De fik mit telefonnummer, og jeg tog hjem til Kasakhstan igen. Senere samme måned ringede de og sagde, jeg blev nødt til at komme til Kina igen. Jeg sagde først nej. Men tre dage senere ringede mine forældre. Myndighederne havde igen været hos dem. Så du kan nok forstå, jeg blev nødt til at komme.

I oktober krydsede jeg grænsen og overnattede i et pensionat ved Khorgos. Næste dag var jeg tilbage i landsbyen hos mine forældre. Om morgenen den 16. dukkede myndighederne op. De sagde til mine forældre, at hvis jeg ikke fulgte med, ville vi alle sammen overtræde en eller anden lov. De tog billeder af min mor og af min far, de fotograferede deres hus, og så førte de mig bort. De sagde ikke, at de ville sætte mig i fængsel. De sagde, at jeg bare skulle svare på nogle spørgsmål.

Jeg blev kørt til fængslet på en måde, jeg aldrig har rejst før: i politibil. Vagterne sagde ingenting, forklarede ingenting. Inden jeg kom ind i fængslet, fik jeg håndjern og fodlænke på. Det var der, jeg indså, at jeg ikke ville få lov at tage hjem.

Vi var temmelig mange i det fængsel. Der var godt 20 piger i hver celle og mange celler. Vi sad, stod og spiste i cellen. Vi sov der også. Der var ikke mulighed for at røre sig, ingen gårdture. Vi sad i cellen både dag og nat. Vagterne var ikke voldelige. De tævede os ikke for ingenting, men vi kunne ikke gå, og hvis vi ikke adlød dem med det samme, råbte de af os og skældte os ud. Efterhånden lærte jeg nogle af de andre kvinder at kende. Nogle har jeg holdt forbindelsen med, hvis jeg har kunnet finde dem, efter vi blev løsladt. Nogle sad rigtig længe. Mit fængselsophold varede kun 70 dage. I december blev jeg overført til en lejr.

De kaldte lejren for et ’professionelt genuddannelsescenter’. Vi fik undervisning i kinesisk fra morgen til aften hver dag. Vi skulle også studere indenrigspolitik. Jeg talte i forvejen flydende kinesisk – jeg havde trods alt arbejdet som tolk, så jeg kunne ikke bruge sprogtimerne til noget. Men pyt med mig, der var mennesker i den lejr med universitetsuddannelser. Hvad lavede de dog der?

I al den tid anede jeg ikke, hvad det gik ud på. Jeg spekulerede på, hvad jeg dog kunne have gjort galt. Hvilken forbrydelse havde jeg begået? Hvorfor er jeg her? Da jeg spurgte i lejren, sagde de, at jeg var der, fordi jeg havde WhatsApp på min mobil. Du er skyldig i at have brugt WhatsApp, sagde de. De hævdede, det var forbudt. Det er en udenlandsk app. Hvorfor bruger du den i Kina? Jeg fortalte dem, at jeg boede i Kasakhstan og havde købt telefonen der. Jeg prøvede at forklare mig. Men selvfølgelig vidste jeg, det var et påskud. Havde det ikke været WhatsApp, havde de fundet på noget andet. Alle i lejren havde deres historie at fortælle. Nogle historier lignede min. Nogle kunne fortælle, at de var blevet sigtet for at have reciteret bønner eller for at læse i koranen. Nogle havde gået med hijab. Jeg hørte deres historier, mens vi sad i vores sovesal, der vel havde plads til 20 eller 30 indsatte. Her kunne vi tale sammen. Uden for salen var det forbudt at lave den mindste lyd.

Myndighederne i lejren var meget strenge, meget værre end i fængslet. De behandlede os ikke som mennesker, men som dyr. De slog os, forhørte os, straffede os ved at lade os stå op i flere timer, kaldte os grimme ting, råbte ad os. En dag på vej ned ad trappen til klasseværelset blev jeg utilpas. Jeg havde hovedpine. Jeg blev svimmel og snublede og skulle til at falde – og lige der gav en vagt mig et elektrisk stød med sin kvægstav. Min ene arm blev følelsesløs. En medstuderende holdt mig oppe, og sammen nåede vi frem til klasseværelset.

De brugte hele tiden kvægstavene.

Om morgenen drak vi kogt vand, et glas pr. person, og spiste en dampet bolle uden fyld. Til frokost spiste vi kinakål, der var kogt i vand, og ikke spor andet. Til aftensmad fik vi ofte det samme. Kød fik vi ikke. Kun en enkelt gang om måneden kunne vi måske få plov (en centralasiatisk risret med kødstykker, red.).

Det var sådan i et helt år. Vi fik aldrig at vide, hvornår vi ville blive løsladt, om nogensinde. Hver dag var der klasseundervisning. En gang om ugen fik vi lov til at motionere udendørs i en indhegnet gård. Det ville have været rart at kende sin sidste dag, så man havde noget at se frem til, men de sagde aldrig noget. Hver dag lignede den forrige. Nogle indsatte havde allerede været i lejren i et år, da jeg kom. Jeg tænker, mange af dem nok stadig sidder der. Jeg hørte siden, at nogen var blevet idømt fængsel på mellem fem og 25 år. De påstod, at vi var under uddannelse. Men jeg vil snarere sige, at deres eneste mål var at ødelægge vores tro, vores nationalitet og vores traditioner.

Mens jeg var i lejren, fra sidst i august, begyndte min mand og mine børn at samle underskrifter og lave internetvideoer om min sag. De begyndte at presse de kinesiske myndigheder. Jeg tror, at den opmærksomhed, der kom om min sag, blev afgørende. Det hele skete lige pludselig en dag. En vagt kom ind på sovesalen og råbte mit navn op. Fire af os fik vi at vide, vi kunne tage hjem til os selv. Jeg blev først sendt til mine forældres hus, og der gik flere dage, før jeg fik mit pas tilbage. Min familie måtte igen protestere. Jeg var kommet ud af lejren i oktober, men først i december fik jeg lov til at forlade Kina. Så jeg har kun været hjemme i fem måneder.

Bortset fra den dag, da jeg kom, og den dag, jeg forlod lejren, var alle dage ens – på nær én: Det var den dag, da der blev holdt åben rettergang. Syv kvinder blev ført til lejren fra et fængsel ikke langt derfra. De var tiltalt for at have mødtes privat og bedt sammen. Under ramadanen, om aftenen, fejrer man auyazashar (kasakhisk for iftar, det aftensmåltid, som afslutter dagens faste, red.), og de syv kvinder havde arrangeret middag og bøn. Det var deres forbrydelse. Under processen blev disse anklager læst op, og hver kvinde blev idømt en fængselsstraf på syv år. De kaldte det åben rettergang. Ingen af kvinderne sagde noget.

Rahima Senbai, 31. Interviewet maj 2019.

Min kone er husmor. Hun har aldrig haft et job. Jeg tror, de kun tilbageholder hende af én grund: for at få ram på mig. Da jeg boede i Kina, praktiserede jeg islam. Jeg var en from muslim. Som du ved, findes der mange slags muslimer i verden. Jeg vil sige, at jeg var en typisk muslim. En kasakhisk muslim. Jeg følger den retning, Det Spirituelle Råd for Muslimer i Kasakhstan angiver. Jeg er ikke imod Kinas regering. Jeg har aldrig talt for, at den skulle styrtes. Jeg ved, der er muslimer, som opfordrer til det. Dem hører jeg ikke til. Jeg kan ikke forstå, hvad de vil mig. Men jeg har hørt, at de har lister over alle, der praktiserer islam. Og jeg er ikke bare praktiserende. Jeg arbejdede også for den lokale moské og var med til at bygge den. Og jeg var assistent for vores imam.

I maj 2017 tog min kone til Kina med vores etårige for at besøge familie. Hun var der i en uge. Men da hun skulle rejse hjem via lufthavnen i Ürümqi, ville de ikke lade hende gå ombord i flyet hjem. De tog hendes pas. Så satte de hende i husarrest. Da hun ikke har noget pas, kan hun ikke rejse, hun kan ikke tage nogen vegne. Sådan har det været i snart to år. Myndighederne siger til min kone, at jeg skal tage til Kina med vores to sønner. Første gang, de sagde det, var for et par måneder siden. Hun kan ikke sige det åbent. Men jeg kunne fornemme, at hun prøvede at fortælle mig, at jeg ikke skulle rejse. Og at hun var bange. Jeg kunne høre det på hendes stemme i telefonen. Alt, hvad hun sagde var, at det var den forklaring, hun havde fået på, at de ikke ville lade hende gå.

Jeg bor med mine to sønner og min storebror, Ozabled, som er mentalt handicappet. Vi har altid taget os af min bror. Så jeg har altså to børn og en bror, jeg skal tage mig af, og i to år har jeg ikke kunnet finde et fast job. Indimellem har jeg kørt lidt taxa, det er alt. Efterhånden kan min yngste søn knap nok huske sin mor. Han var ikke engang fyldt seks, da hun tog sted. Og se lige på den ældste! Se, hvor tynd han er blevet!

Zhumugali Zhalel, 27 (Gulnar Murat, hustru). Interviewet maj 2019

Min kone var skolelærer og underviste kasakhiske børn i kinesisk skriftsprog. Det meste af hendes arbejde foregik i Kina, så hun beholdte sit kinesiske statsborgerskab, da vi flyttede hertil med vores datter. Hun boede så i Kina, så længe skoleåret varede, og kom så hjem til os om sommeren og om vinteren. Det var også let for os at besøge hende. Vi gik bare over grænsen.

Bakytgul og jeg har kendt hinanden, siden vi var børn i samme landsby i Kina. Vi har været gift i 30 år. Indtil 2012 havde vi et hus i Kina. Så solgte jeg det, og hun flyttede ind på et kollegium med andre lærere. Allerede dengang kunne vi godt mærke, at Kina var på vej til at stramme sin politik. Man kunne mærke, at klimaet var ved at forandre sig. Vi ville væk. Det var vores håb, at min kone snart kunne flytte med. Men vi havde brug for indtægten fra hendes arbejde. Min datter læser til læge på syvende år. Hendes mål er at blive børnelæge. Vi sparede op og forberedte os på at begynde et nyt liv her som familie.

Så min kone blev ved med at arbejde, selv om hun ikke længere er helt ung. For to år siden måtte hun igennem en hofteoperation. Hun havde problemer med sin hofteskål, der hvor bækkenet og hoftebenet møder hinanden. Der mangler væske. Hun fik en ny hofte og måtte længe gå med stok. Hun brugte lang tid på at hele, mens hun boede hos sin familie i Kina. [Han viser et billede på sin mobiltelefon af en skrøbeligt udseende kvinde klædt i en lyserød dragt. Hun holder om et gangstativ]. Det tog hende næsten et år at komme til hægterne. I april 2017 tog hun tilbage til kollegiet for at genoptage sit lærerjob.

Det var der, hun blev tilbageholdt i en lejr.

Nu er der gået fire måneder, og jeg har ikke kunnet finde ud af, hvad der er sket med hende. Jeg kan ikke tale med hende direkte. Men min søster bor lige i nærheden af hende. Vi taler sammen i kodesprog. Er der noget nyt? Hvordan er vejret hos jer? Min søster har været hendes kollega. De arbejdede på den samme skole. Vi holder kontakten, men jeg tør ikke ringe til hende. Sidste gang vi talte sammen, var for ti dage siden. Jeg kan kun håbe, hun snart ringer igen. Hun kan jo selv havne i en lejr. De siger, at det før eller siden vil ske. At det er uundgåeligt. Det er alle i min familie enige om. Til sidst bliver alle spærret inde i lejre. Hele min familie venter bare på, at det skal ske for dem. Vejret bliver værre, siger de. Snart kommer vi til at studere.

Bilimbek Suttibay, 54 (Bakytgul Aitash, hustru). Interviewet august 2018

Hvordan mødtes vi? På en café i Almaty. Og på den 8. marts, Kvindernes Internationale Kampdag [latter]. Han havde boet i Kasakhstan i et år. Vi præsenterede os for hinanden og udvekslede telefonnumre. Senere ringede han og inviterede mig ud. Jeg var universitetsstuderende dengang. Jeg læste til ingeniør på Almatys Universitet for Kraftværkteknik. Jeg er uddannet kraftvarmeingeniør. Min mand er uighur som jeg selv. Selv om han kom fra Kina og altså var udlænding. Da vi blev gift, gik vi ikke til de officielle myndigheder i Kasakhstan for at få det registreret. Vi henvendte os i moskeen, hvor imamen så viede os.

Et år senere fik vi en søn. Vi boede i Chundzha, tæt på den kinesiske grænse, og jeg kan fortælle dig, at lige der var der ikke stor efterspørgsel efter mine kvalifikationer. Jeg kunne ikke finde et job. Jeg arbejdede med min mand. Vi importerede frugt og grønt fra Kina og videresolgte det, både en gros og til detailhandel. Men forretningen gik dårligt. I 2013 blev jeg gravid igen. Vi besluttedes os for at prøve lykken i Kina.

I de næste fire år boede vi det meste af tiden i Ürümqi. Siden flyttede vi til Ghulja, den by, hvor hans familie boede. Vi havde godt hørt om lejrene og om anholdelserne. I 2016 havde vi boet i en måned i Kashgar, hvor vi satte et hus i stand, som min mands familie ejede, så vi kunne leje det ud. Da vi kom til Kashgar, blev vi chokerede. De stoppede biler på alle gadehjørner, de tjekkede folks telefoner. De trængte ind i menneskers private hjem for at tælle, hvor mange der var. Mange af de rygter, vi hørte, kunne vi næsten ikke tro. Om folk, der blev arresteret for at have billeder af tyrkiske filmstjerner på deres telefon. Om nybagte mødre, der blev skilt fra deres nyfødte og sendt på fabrik for at arbejde som slaver.

Tingene begyndte at udvikle sig til det værre, da vi slog os ned i Ghulja. Lærere på min søns skole kom forbi vores hus og advarede os imod at bede for øjnene af ham. Det viste sig, at myndighederne forhørte børn i skolerne og spurgte, om deres forældre bad. At bede var nok til at blive tilbageholdt. Jeg måtte selvfølgelig opgive at gå med tørklæde. Selv ældre kvinder måtte gå barhovedet. Jeg tog altså mit tørklæde af, og som du kan se, bærer jeg det heller ikke i dag.

I Ghulja, hver mandag, fik hver borger i vores distrikt besked på at møde op foran distriktskontoret, hvor det kinesiske flag ville blive hejst, og vi alle skulle synge nationalsangen. Det blev skrevet ned, hvem der deltog, så alle var nødt til at møde op. Der blev også givet beskeder indimellem. En mandag morgen sagde de, at det nu var forbudt at have koraner i sit hjem eller nogle bøger med arabisk skrift. Jeg tog straks efter hjem og brændte vores koran.

Vi levede i frygt. Alle var bange for politiet. Hvis nogen bankede på døren, blev vi skræmte. Folk hilste ikke længere på hinanden på gaden. For hvad hvis nogen fra deres familie allerede var sat i lejr? Hvordan kunne man vide, hvem man kunne tale sikkert med, og hvem der kunne skabe problemer? Du kunne jo blive spurgt: Hvor kender du den person fra?

Det lokale politi sagde tit, at de overvågede os via satellit. Vi ved, hvad I laver i jeres køkken, sagde de f.eks. Vi ved det hele. Vi havde en ven på det tidspunkt. En politimand havde fortalt ham, at politiet havde installeret specialudstyr, som gjorde det muligt for dem at se gennem husmure, og at intet kunne holdes skjult. Hvem ved, hvad der i dag er sandt? Så om natten brændte vi alt: koraner, bedetæpper, traditionelle dragter. Vi brændte det om natten, for vi var bange for, at vi ville blive opdaget af satellitterne om dagen.

Som udlænding var jeg interesseret i politik og i nyheder hjemmefra, men vi var nødt til at ødelægge vores telefoner. Vi var alt for bange. Jeg var bange for, at de kunne se, hvilke hjemmesider jeg havde besøgt. Så derfor skilte vi os af med vores mobiler. Jeg forestillede mig, at politiet ville sige: Hvorfor lader I jeres børn surfe på internettet og downloade apps fra udenlandske sider? Mine børn var især glade for spil med en kat, der hed My Talking Tom. Det var harmløst. Men selv spil for børn kunne være grund til at sende nogen i lejr.

Det var helt uforudsigeligt. Tag nu bare min nevø. Han har en kammerat, som aldrig har kendt sin far. Faderen var taget til Afghanistan, mens han endnu lå i sin mors mave. Han har aldrig mødt ham. Mange år senere ringede faren pludselig fra Afghanistan. Sønnen ringede til sin mor, og moren ringede til min nevø – en kæde af telefonsamtaler. Politiet sporede alle samtaler og sendte alle i lejre, selv min nevø. På grund af det – på grund af det ene telefonopkald – endte min nevø et år i en lejr. Da han kom ud, var han et helt andet menneske.

Den 1. maj 2018 fik min mand et telefonopkald. Der var en myndighedsperson i den anden ende. Er De hjemme, spurgte manden. Så bliv der. Vi er nødt til at stille Dem nogle spørgsmål. Snart efter kom et par betjente, ikke i uniform, men i civilt tøj. De satte sig med min mand. De ville høre om hans barndom. Engang for længe siden, da han var 14, havde han studeret koranen hos en nabo i en periode. Det vidste de alt om. Du har åbenbart studeret koranen, da du var yngre? Det måtte min mand indrømme, men han forklarede, at han ikke var myndig dengang. Betjentene talte med hinanden. Jamen, så må vi arrestere dine forældre. Nej, sagde han. Jeg husker forkert, jeg var nogle år ældre. Sandheden er, at han ikke havde gået i koranskole. Der var bare en ældre mand i landsbyen, der kendte koranen godt, og som tilbød at fortælle om den. Teenagere kom i grupper til hans hus. Min mand gik kun med nogle få gange. De så ud til at acceptere dette og gik igen. På en eller anden måde bildte vi os ind, at nu var sagen ude af verden.

Fire dage senere, den 5. maj, kom de og tog ham. Den dag ringede politiet til min mand og bad ham om at møde op ved nærmeste politistand. På alle gadehjørner i Ghulja er der en politistand. Han gik afsted med sine brødre. Ved standen ventede betjenten ham. Da han kom nærmere, spurgte betjenten: Er du Nurmamet Mamentin? Så snart min mand fremviste sine ID-papirer blev han lagt i håndjern. Hans bror så alt, hvad der skete. De underrettede min mand om, at han nu ville blive sat i lejr. Min mand appellerede: Min far …, sagde han. Min far sidder i kørestol. Han er invalid. Må jeg sige farvel til min far?

De kørte ham tilbage til vores hus. Det er et stort hus. Vi boede der alle sammen: Mine svogre, deres familier og min mands far. Det var her, jeg så ham for sidste gang. Vi fik lidt tid til at sige farvel til hinanden. Jeg husker håndjernene. Det var ikke små håndjern. Kæderne var store og tykke. Man kunne ikke overse dem. Mine børn så deres far være lagt i håndjern. De blev meget overraskede. Min søn var gammel nok til at spørge: Er min far en forbryder?

Vi gav ham varmt tøj med. Vi vidste allerede, at det var meget koldt i lejrene. Vi havde hørt, at der var koldt. Uden for huset, ved siden af politibilen, sagde vi farvel. Vi græd. De trak en sort hætte over hans hoved og førte ham ind i bilen. Vi stod og så på alle sammen, hele hans familie. Naboerne kunne se os, alle kunne se, da de trak hætten ned over ham. Jeg tror, det var præcis sådan, de ville have det: Alle skulle se det.

Så førte de ham væk. Alt sammen på grund af noget, der var sket for 20 år siden, da han var 14 og læste i koranen med nogle teenagere i en gammel mands hus. Ved at spørge os for fandt vi frem til, at politiet havde tilbageholdt alle disse teenagere eller rettere daværende teenagere. Alle som havde deltaget i læsegruppen.

De fortalte os navnet på den lejr, hvor han skulle interneres. Det lød for mig som Zhuliiz, som er navnet på en lejr, der ligger godt 20 km fra Ghulja. Men vi har aldrig set ham der, og jeg har ikke haft nogen kontakt med ham i et år. Lejren lå ikke langt væk, men vi turde ikke besøge den. En lokal politimand, som havde fået medlidenhed med os, kom indimellem for at sige, at han var okay. I skal ikke være bekymrede, fortalte han os. Han har det fint.

En måned efter at min mand var blevet anholdt, tog jeg tilbage Kasakhstan med vores børn, fordi vores visa var tæt på at udløbe. Jeg ville gerne have forlænget mit visum til Kina, for min søn gik i kinesisk skole, og jeg ville gerne være tæt på min mand. Men da jeg kom til Kasakhstan, fik jeg at vide, at den slags visa ikke længere blev udstedt, og at børnene skulle have tilladelse fra den kinesiske forælder. Men det var jo deres far, og han sad i genopdragelseslejr!

Efter jeg kom tilbage til Kasakhstan, fik min mand lov til at tale i telefon med sin mor. Han fortalte, at han ikke længere sad i lejren. Nu sad han i fængsel, fortalte han hende. De havde overført 8.000 mennesker midt om natten fra lejren til et fængsel i Kunes 50 km derfra. De havde givet alle fanger et nummer, så på den måde fandt min mand ud af, hvor mange de i alt var. Hans eget nummer var nr. 6.000 og et eller andet. Så vidt jeg ved, var der aldrig nogen retssag eller dom.

Jeg begyndte at tale hans sag offentligt for en uge siden. Før den tid klagede jeg ikke, for hans forældre advarede mig imod det. Nu støtter mine svigerforældre mig. Vi har tænkt os at indgive officielle klager. Vi kan ikke tale direkte om hans sag i telefonen, så jeg siger til dem, at jeg samler dokumenter til min søn. Jeg bruger min søn til at tale om min mand. Når jeg siger søn, forstår de, at jeg mener min mand.

Min søn, min virkelige søn, har fået lettere til vrede. Han var otte, da de tog hans far. Min datter er stadig lille, hun forstår ikke så meget af, hvad der er sket. Hun spørger bare, om han ikke snart kommer hjem. Min søn tager det tungere. Men de ved, at han er væk. De er traumatiserede. De så det begge ske.

For to måneder siden, i marts, fik jeg et turistvisum. Det var en tredages gruppetur, som er den eneste mulighed for at besøge Xinjiang i dag. Min plan var at stikke af fra gruppen for at besøge mine svigerforældre i deres hus. Jeg skulle bruge penge. Jeg har ikke nok til, at mine børn kan spise sig mætte. Mit speciale er ikke efterspurgt i Chunja, og skal jeg til Almaty for at arbejde, må jeg nok forlade dem. Så jeg ringede til min mands forældre for at fortælle dem, at jeg var på vej. Næste dag ringede min svigermor tilbage. Det var tidligt om morgenen. Vejret er slået om, sagde hun. Det er ikke umagen værd, at du kommer. Du får bare regn på dig.

Shakhidyam Memanova, 31 (Nurmamet Mamentimin, mand) Interviewet maj 2019.