Orkanen Michael
Er du rig, kan du blive evakueret, når orkanen rammer.
Er du fattig, kan du bare bede til Gud
Orkanen Michael blev helt uventet en af de mest ødelæggende storme i amerikansk historie. Information besøgte sidste weekend katastrofezonen i Florida
Martin Burcharth, tekst
Sigrid Nygaard, foto
Informations udsendte
Blountstown, Altha, Allanton & Panama City, Florida
Det burde ikke være sket, men så skete det alligevel.

Et uhyre af en orkan fejede som en gigantisk skypumpe ind over det nordvestlige Florida onsdag i sidste uge i et 150 km bredt bælte. Den rasede med en uformindsket vindstyrke på 200-250 km/t nordpå til Georgia, South Carolina, North Carolina og Virginia

»Vi sad bare i vores hus og bad Gud om at holde hånden over os,« husker Kimberly Dansby, der ejer en tatovørforretning i den lille by Altha 75 km nord for Den Mexicanske Golfkyst.

Kimberly Dansbys første tanke var at finde et hotel til sin ældre mor, to søstre og deres børn. Men hendes stædige mor ville under ingen omstændigheder forlade sit hus, så familien besluttede at underkaste sig vejrgudernes magt og blive i deres hus sammen med nabofamilien, der bor i et mobile home (flytbar bolig, der dog normalt står på en fast plads. I USA er hele områder dedikeret til såkaldte trailer parks, red.).

»Først blæste og regnede det, så hørte vi pludselig en buldren. Det lød som et godstog, der nærmer sig. Det var virkeligt skræmmende. Det føltes, som om to tog kørte over os på én gang,« fortæller Dansby.
Orkanen Michaels kurs.
Mirakuløst blev deres hus stående, og kun nogle få ruder var slået ud. Flere store egetræer faldt som tændstikker for vinden, men ingen af dem ramte huset.

Naboerne er dog ikke sluppet så heldigt.

Indmaden i Gina Colons mobile home ligger i en dynge på en plæne foran hendes mor Teresas mobile home, der er blevet alvorligt skadet og næppe længere er beboeligt. Væggene og taget i Ginas tidligere hjem er væk. Ingen ved, hvor de er fløjet hen.

Teresa Colon bryder sammen i gråd, da hun skal fortælle om oplevelsen.
»Jeg havde sådan et besvær med at overtale min datter til at køre nordpå og finde et hotel. Hun insisterede på at blive i sit mobile home. Hvis Gina var blevet, ville hun være død nu.«

Ødelæggelserne er massive. I sit spor efterlod den tropiske orkan Michael et ugenkendeligt landskab af tilintetgjorte fyrreskove, tusinder af væltede elmaster og lygtepæle, et ukendt antal beskadigede eller totalt ødelagte huse og mobile homes, smadrede forretninger, fabrikker, militærbaser, biler og lastvogne og endda et kilometerlangt læsset godstog, som vinden har væltet om på siden, og hvis hjul hænger løst fra bunden.
Øverst: Indmaden fra Gina Colons 'mobile home' i Altha, Florida. Alle væggene fra huset blæste væk under orkanen. Nederst: Kimberly Dansby husede hele familien i sin dagligstue, mens orkanen Michael stod på. I alt var de 12 mennesker samlet i det lille 'mobile home'. Efter stormen har Kimberlys søster og hendes børn ikke haft noget sted at være, da deres eget hus er blæst væk. Der er ingen strøm og intet rindende vand i byen.
Den vedvarende vindstyrke på land, hvor orkaners hastighed normalt falder brat efter at have forladt havet bag sig, medførte ødelæggelser af et omfang og over et område, der er uden sidestykke i USA's meteorologiske historie.

Intet synes at have undsluppet orkanens forrygende kraft. Det officielle dødstal er 17, men det tror ingen på. Da Information besøgte det katastroferamte område i weekenden, troede ingen blandt et dusin interviewede personer på, at det lave dødstal ville holde.

»Vi havde ti borgere her i byen, som blev i deres husbåd under stormen. Ingen ved, hvor de er nu. Båden ligger ikke længere til kajs,« fortæller Mike Nichols, som er medlem af byrådet i kystbyen Panama City, hvor der til daglig bor ca. 200.000 mennesker.
Primitive forhold
Lørdag, tre dage efter stormen, er redningshold først lige begyndt systematisk at gå fra hus til hus med sporhunde for at lede efter eventuelle overlevende eller døde. Nogle steder blokerer tykke træstammer udgangsdøre, hvilket især forvolder vanskeligheder for ældre og invalide.

I det katastroferamte område er der hverken strøm eller rindende vand. Folk laver burgere på grill eller bål udenfor. I skumringen lørdag aften kan man overalt se røg stige op fra haver, hvor træstammer ligger på kryds og tværs og mange steder er faldet ned over huse, skure og biler.

Uden vand kan folk ikke gå på toilettet. På en af Panama Citys lokale radiostationer WPAP beklager en lytter fra den nærliggende fattige by Fountain, at myndighederne og mandskab fra kraftværker endnu ikke er nået frem. »Jeg har ikke kunnet tage et brusebad i fire dage,« siger lytteren.

Hertil svarer den kvindelige radiovært Tess: »Du er ikke den eneste. Det er også fire dage siden, jeg har været i bad.«
Øverst: Frivillige deler mad ud i byen Blountstown, der er hårdt ramt efter orkanen Michael. De frivillige er rejst hele vejen fra Victoria i Texas for at hjælpe de mange folk, som står uden strøm og vand. Nederst: Search and Rescue (SAR) går fra hus til hus i kystbyen Allanton for at registrere overlevende og hjælpe eventuelle tilskadekommende.
Stormen formede sig så hurtigt nær Mexicos caribiske kyst og blæste nordpå med en så stor fart, at indbyggere og myndigheder på USA's sydkyst blev taget på sengen. I løbet af to dage blev den til en orkan i kategorien 1 og 2.

Det var blot i de sidste par timer, inden orkanens øje bevægede sig over Panama City og Mexico Beach, at det for årstiden ekstraordinært varme havvand i Den Mexicanske Golf accelererede vindstyrken til 250 km/t – med vindstød op til 300 km/t.
»Vi troede allesammen, at Michael bare ville blive en af de sædvanlige orkaner, vi jævnligt har oplevet i min livstid i dette område,» fortæller Leanne Day.

Hun er sammen med sin mand Charlie og deres to sønner flyttet ind hos sin søster Melanie Brazell i et solidt hus i Altha – en by i Calhoun Amt, som har den laveste gennemsnitlige familieindkomst i Florida.

Charlie Day fortæller, at han tidligere har oplevet skypumper i sin hjemstat Kentucky.

»Dette her var min første orkan, men det føltes som en gigantisk skypumpe, der bare opsugede og væltede alt på sin vej. Jeg kan godt fortælle dig, at jeg bringer min familie i sikkerhed næste gang.«
Rystet i sin grundvold
Charlie er en høj og fysisk stærk mand. En arbejder, der kan noget med sine hænder. Han er ansat i et selskab i Panama City, der nedlægger spildevandsrør. Hans overordnede bad ham om at blive for at hjælpe med oprydningen.

Men oplevelsen med denne orkan har rystet ham.

»Jeg burde aldrig have ladet min familie blive i vores mobile home,« siger Charlie Day med gråd i stemmen. »Det kunne have kostet os livet.«

»Jeg har det så dårligt med det,« hvisker han, så konen og børnene ikke kan høre det.
Øverst: Et råb om hjælp i Panama City, hvor orkanen Michael helt uventet blev en af de kraftigste og mest ødelæggende storme i amerikansk historie.
Nederst: Charlie og Leanne Day troede begge, at Michael bare ville blive en af de sædvanlige orkaner, de jævnligt har oplevet i området. Derfor valgte de at blive hjemme, mens stormen stod på.
»Jeg var virkeligt skræmt, men du ved: Det kunne jeg ikke lade dem vide. Så ville der være gået panik i dem. Jeg blev nødt til at udvise ro og styrke.«

I deres sårbare mobile home i Blountstown placerede Charlie Day sin kone og to sønner under en madras midt i stuen, så langt væk fra flyvende glas som muligt. Selv stod han ved et vindue for at se, om et træ skulle falde ned over deres hus. Måske han kunne beregne, hvor det ville ramme, og nå at få sin familie gennet væk i tide.

Charlie Day beskriver orkanens ankomst således:

»Indtil kl. 14 regner og blæser det. Måske var der vindstød op til 100 km/t. Så hører jeg en buldren nærme sig, og træer begynder at knække over på midten. I løbet af fem minutter er vindhastigheden mindst fordoblet.«

Hverken Charlie eller Leanne nævner menneskeskabte klimaforandringer som en mulig forklaring på orkanens voldsomme styrke. Den slags er ganske enkelt ikke genstand for samtale i denne del af Florida, hvor Donald Trump har mange tilhængere.

Men flere kvinder, Information taler med, siger, de tror på klimavidenskaben, og byrådsmedlem Mike Nichols i Panama City udtaler: »Jeg er villig til at lytte til forskerne.«
Forskelsbehandling
I USA gælder en gylden regel for naturkatastrofer som orkaner, oversvømmelser og tørke. Velstående klarer sig relativt let igennem, og hjælpen når frem til dem først. De mindre bemidlede og fattige rammes hårdest og står sidst i køen.

Denne forskelsbehandling forstærkes, når katastrofen rammer et område, hvor en stor del af indbyggerne er fattige. Det er præcis situationen på Floridas nordvestkyst, der kendes som The Panhandle, altså pandeskaftet.

Her lever 45 pct. af befolkningen af en indtægt, som er lavere end den officielle fattigdomsgrænse. Indbyggerne er overvejende hvide.

Folks midler er så begrænsede og indtægten så svingende, at mange end ikke har råd til at rømme området og flytte nogle dage på et hotel uden for orkanens rækkevidde.

»Vi kunne være kørt til Kentucky i vores bil. Men vi havde ikke penge til at købe benzin til at vende hjem igen,« fortæller Leanne Day.

Nogle har ikke engang nok benzin til at køre fra deres hjem til den nærmeste by, hvor Røde Kors, kirker og private uddeler varm mad og diverse nødtørftige ting.

Til dem hører Kimberly Dansbys søstre Lisa Smith og Pam Mayo. Lørdag eftermiddag kører de i bil fra Altha til Blounstown, en afstand på 20 km, for at hente varm mad hos en gruppe frivillige fra Texas, der står i et travlt gadekryds.
Folk fra byen Blountstown og omegn i Florida, der ikke havde mulighed for at blive evakueret inden orkanen, får udleveret mad og vand.
I skyggen af den bagende sol står texanere og deler varm mad ud til børn og voksne, herunder kalkun og oksespidsbryst tilberedt i ovne på ladet af en lastbil. Da Lisa og Pam har spist og pakket mad til familien hjemme i Altha, viser det sig, at deres sorte Cherokee er løbet tør for benzin.

Men det bliver hurtigt fikset af de effektive texanere. De hælder 40 liter benzin ned i tanken og stikker Lisa en 20 dollar-seddel.

Men ikke alle frivillige behandler fattige amerikanere lige godt. Efter at have leveret en sæk isterninger til texanerne, siger en ældre kvinde klædt i en hvid kjoledragt spydigt til Information:

»Du skal ikke lytte til de tudemarier. Søstrene er kendt her i byen som nogle nasserøve. De gider ikke arbejde. De dovner den bare af.«

– Hvordan ved du det?

»Jeg arbejdede i mange år som politibetjent i Blounstown.«
Myndighedernes svigt
Historien gentager sig under hver orkan. Myndighederne opfordrer befolkningen til at evakuere uden at stille transportmidler til rådighed for dem, der ikke har råd. The National Guard – civilforsvaret – bliver først sat ind, efter at stormen er drevet over, frem for at benytte styrken til at transportere folk ud af farezonen og bosætte dem midlertidigt på militære baser.

Det er ikke fordi, de velstillede ikke er bevidste om forskelsbehandlingen. Søndag eftermiddag har Sarah og Richard Kennedy taget deres cykler, som er specialfremstillet i Newport, Californien, frem for at køre rundt i downtown Panama City for at besigtige de skader, orkanen har forvoldt.

»Vi har tegnet forsikring mod orkaner og installeret orkansikrede vinduer i vores nye hus, så der er få skader på vores ejendom,« fortæller Sarah Kennedy.

»Men jeg kan se, hvor slemt det må være for de fattige. Myndighederne burde gøre mere for at hjælpe dem.«

Øst for Panama City ligger Allanton, en bebyggelse med strandvillaer og et par mobile homes. Her er skaderne fra orkanen omfattende. Men i modsætning til situationen i Altha har beboere i Allanton penge til at få deres haver ryddet for faldne træer, udspænde presseninger over hullede tage og lappe skadede vægge.

De har også råd til at købe generatorer til strømforsyning.

Jeff og Lisa Miley var væk under stormen, og er netop vendt tilbage for at bese skaderne på deres store villa, da et redningshold dukker op for at tjekke husstanden.

»Vi er ikke bekymrede for den økonomiske byrde,« siger Lisa Miley. Men hun udtrykker sympati for dem, der ikke har råd til at tegne forsikring og nu har mistet deres hus.

Hendes mand har arbejdet mange år i oliefelter i Ohio. Han har købt en generator, masser af krydsfiner og andet udstyr til at reparere eventuelle skader.

»Vi skal nok klare os. Jeg må bare tage fra sparebøssen,« bemærker Jeff Miley.
Jeff og Lisa Miley er netop vendt hjem til deres hus i Allanton for at tilse skaderne. De var begge ude at rejse, da stormen ramte deres hus i kystbyen.
I Altha og andre fattige byer i det katastroferamte område er redningshold endnu ikke blevet sat ind i weekenden. Ej heller kan man se elselskabets lastbiler genrejse faldne elmaster. Som sædvanligt står de fattige hvide i Florida sidst i køen.

»I Panama er der 100.000 vælgere. De betaler mere i skat, end vi gør. Hos os i Altha er der måske 500 vælgere. Hvorfor skulle politikerne gøre noget for os,« siger 71-årige Mike Mills, der ejer 25 huse og mobile homes i Altha, hvoraf halvdelen blev ødelagt af orkanen.

I Panama City arbejder 3-4.000 elektricitetsarbejdere fra Florida og flere andre delstater døgnet rundt med at skaffe strøm tilbage.

»Alle de lastbiler kører bare forbi os i Altha på vej til Panama City. De standser ikke,« konstaterer Mike Mills.
Tekst: Martin Burcharth
Foto: Sigrid Nygaard
Grafik: Sofie Holm Larsen
Redaktion: Emil Rottbøll
Digital produktion: Sigrid Nygaard og Mikka Tecza


17.oktober 2018
Dagbladet Information

Anbefalinger

  • Vivi Rindom
  • Trond Meiring
  • Lise Lotte Rahbek
Vivi Rindom, Trond Meiring og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Philip B. Johnsen

Olieindustrien og deres politikere har manipuleret og indoktrineret befolkningen med deres løgne alt for længe i håbet om at kunne skabe tvivl om den nødvendige omstilling, men der eksistere i den virkelige verden, ikke reelt tvivl om nødvendigheden af en absolut ekstrem og akut bæredygtig omstilling i blandt klimaforskere i modsætning til den nuværende førte symbolpolitik.

Olieindustrien har investeret i forbedring af deres udnyttelse af olie og gas udvinding i et halt århundrede, i takt med de selvskabte klimaforandringer forbedre deres mulighed for nye forekomster i tidligere permafrost områder og skabt denne tvivl købt politikkere og debatøre for penge i kølvandet lige siden også i Danmark.

“Center for Olie og Gas' ved Danmarks Tekniske Universitet, som har fået en bevilling på 1 milliard kroner fra olieindustrien til forskning i udvinding af olie og gas de næste 10 år.”
Link: https://videnskab.dk/kultur-samfund/fuldstaendig-absurd-industrien-betal...

“Globally, 82% of today’s reserves must be left underground. In major coal producing nations like the US, Australia and Russia, more than 90% of coal reserves are unused in meeting the 2C pledge. In China and India, both heavy and growing coal users, 66% of reserves are unburnable.”
Link: https://www.theguardian.com/environment/2015/jan/07/much-worlds-fossil-f...

"Det er afgørende for regeringen, at vi gør alt, hvad vi overhovedet kan for at understøtte, at Danmark fortsat er et førende olie og gasland."
Citat Klimaminister Lars Christian Lilleholt.

"Der bør ikke være begrænsninger for, hvor meget olie og gas, der må pumpes op af den danske undergrund på trods af den nye klimaaftales målsætning om at holde den globale opvarmning »et godt stykke under to grader«.
Citat Klimaminister Lars Christian

Det mener et bredt politisk flertal i Folketinget, som dermed bakker op om Energi, Forsynings- og Klimaminister Lars Christian Lilleholt (V)."
Link: https://www.dr.dk/nyheder/penge/minister-danmark-skal-vaere-et-foerende-...

"Exxon Mobile, BP, Shell, Chevron, Total og Maersk bidrager flittigt til, at man på universiteter herhjemme forsker i at få mere olie og gas op af jorden.

"Videnskab.dk har søgt aktindsigt i universiteternes private bevillinger, hvoraf det fremgår, at danske universiteter har modtaget mindst 275 millioner kroner af olieindustrien fra 2009 til 2014.

Størstedelen af midlerne går til at forske i, hvordan man hiver endnu mere olie og gas på af de eksisterende olie- og gaslommer.

En tiårig bevilling på godt en milliard finansierer et Center for Olie og Gas på Danmarks Tekniske Universitet med samme formål.

Udviklingen i olieforskningen kan forekomme mærkelig, når man ved, at klimaforskning viser, at man for at begrænse temperaturstigningen på Jorden til 2 grader må lade allerede kendte olie og gasforekomster blive i jorden.

»Det er fuldstændig absurd at lede efter ny olie, når vi ved, vi ikke må brænde det af af hensyn til klimaet. Det er på alle måder den forkerte vej at gå.«

siger ph.d.-studerende Emil Urhammer, som forsker i bæredygtig omstilling ved Aalborg Universitet i København, til Videnskab.dk."
https://videnskab.dk/kultur-samfund/fuldstaendig-absurd-industrien-betal...

Det er nu der bør handles, denne livsstil bør ikke fortsætte.

Som skrevet den der har evnen, har pligten, Danmark har ikke kun evnen og pligten, men også ansvaret, som det førende eksempel i verden på, hvad andre lande ikke bør gøre.

Elisabeth Andersen, Jens Jensen, Trond Meiring og Bettina Jensen anbefalede denne kommentar
Jørgen Clausen

I "over there" i guds eget land kunne bare have stemt på Bernie Sanders. Men nej, det skulle være milliarderen Trump som jo vil jer det godt. Ik.

Bettina Jensen

Bernie Sanders fik negativ særbehandling og blev nærmest mobbet af Demokraternes ledelse i nomineringskampen mod Hillary Clinton, så de amerikanske vælgere ikke risikerede at vælge en folkedemokratisk indstillet præsident. Forretningen bliver beskyttet.

Jørgen Clausen

Mette Poulsen. Jo, Bernie Sanders stillede op som præsident kandidat for demokraterne. Men Hillary Clinton vandt, som bekendt, nomineringen.