Forført

Ud på et sidespor, ødelægge hans ry, dræbe ham

Hele sit liv havde han levet efter reglerne, men nu blev han altså nødt til at slå sin rival ihjel
Resumé
Den ensomme computernørd fra Østjylland, Bjarne, var havnet midt i et digitalt trekantsdrama. Han havde søgt kærligheden på internettet og havde fundet den i form af en smuk ung kvinde fra Ukraine ved navn Inna. I løbet af ingen tid var han parat til at gifte sig med hende, selv om de aldrig havde mødtes i virkeligheden.

Men efter få måneder havde det vist sig, at hun havde genoptaget kontakten til en gammel flamme, som hun stadig havde følelser for. Bjarne var ved at gå til af jalousi. En jalousi, som skulle drive ham ud i de mørkeste afkroge af sit eget sind og af en kriminel underverden på internettet.

Information bringer i denne serie hele historien om Bjarne og hans ulykkelige forelskelse. Artiklerne er baseret på interviews med sagens hovedperson, hans personlige optegnelser og mailkorrespondancer, aktindsigt i dokumenter fra Østjyllands Politi og de amerikanske domstole samt interviews med den danske anklagemyndighed og forbundspolitiet i USA.

Bjarne er et opdigtet navn. Information er bekendt med hans sande identitet.

Dette er en virkelig historie.
KAPITEL 4
Ud på et sidespor
En aften, kort efter nyheden om kysset i Kiev, befandt Bjarne sig midt på en øde mark. Mørket var for længst faldet på, og Bjarne sad alene i lyset fra en pandelampe og skuttede sig i sin bil.

Han var udstationeret på marken for at udføre en simpel opgave. Aflæse noget måleudstyr. Men det eneste, han kunne tænke på, var Inna stående på en togstation i favnen på en anden mand.

I det øjeblik, alene på marken, besluttede han sig for, at han ville tage kampen op. Han måtte slås for kærligheden. Hvis det ikke lykkedes denne gang, tænkte han for sig selv, så vil det aldrig komme til at ske.

Han måtte køre ekskæresten ud på et sidespor, skade ham økonomisk, ødelægge hans omdømme eller i yderste konsekvens: tage livet af ham.

Tanken om at begå et mord havde ulmet i ham, siden Inna første gang havde nævnt sin ekskæreste. Nu besluttede han sig endeligt for at se det som en reel mulighed. Inderst inde vidste han, at det var en gal mands tanker. Men han var parat til at overskride alle grænser i jagten på kærligheden.

Han havde forklaret hende om sin smerte.
Jeg har det ikke så godt for tiden.
Hun svarede, at han ikke måtte pine sig selv på den måde. Livet var så smukt, og han måtte ikke se små begivenheder som tragedier. Hun var bange for at såre ham.
Du må finde dig nogle nye mål i livet.
Bjarne kunne ikke forstå det. For få uger siden havde han talt med hende om at stifte familie. Nu afviste hun ham ligesom alle andre kvinder, han nogensinde havde elsket. Hvad var der sket? Bjarne kunne ikke klare flere nederlag. Denne gang skulle det blive anderledes, tænkte han.
Hele sit liv havde han levet efter reglerne. Siden han i ungdommen var begyndt at interessere sig for politik, havde han forfægtet alle menneskers grundlæggende rettigheder, demonstreret mod krig og forurening og troet på en bedre verden. Men hvad havde det nyttet? Hvor megen lykke havde det bragt ham? Han var færdig med at sidde og se passivt til, mens kvinderne i hans liv vragede ham til fordel for sleske forretningsmænd og andre machotyper. Han var nødt til at handle.

Som altid, når Bjarne blev optaget af et problem, bevægede hans tanker sig kaotisk i alle retninger. Han havde brug for at få overblik. Overveje alle muligheder og lægge en plan for ethvert tænkeligt scenarie, ligesom han var vant til fra sit arbejde.

Han fiskede en af de grønne notesblokke frem, som han normalt brugte til at huske kemiske formler og strukturere sine kaotiske tankestrømme. I lyset fra pandelampen begyndte han at nedfælde brudstykkerne til en slagplan:

»I Milano fra sidst november,« skrev han. Bjarne vidste fra sin mailkorrespondance med Inna, at hun og eks’en planlagde en tur til Milano. Mens han skrev, voksede tanker om at gå til yderligheder sig stærkere, og han fortsatte sin brainstorm i fragmentarisk stil:

»Hotel? Gas? Explosiver. Trafikuheld. Italiensk mafia ... kontakt. Detonator remote styretøj/bremse/hjul«.

Han overvejede, om han selv skulle opsøge ekskæresten og gøre det af med ham, eller om han skulle hyre en professionel. På den ene side var det bedst ikke at involvere andre. Det ville bare øge risikoen for at blive opdaget af myndighederne. På den anden side var Bjarne ikke sikker på, at han selv var i stand til at begå et mord. I tankerne var han. Men måske ville viljestyrken svigte ham, når fantasien om hans rival først materialiserede sig til et menneske af kød og blod, der stod foran ham.

Bjarne kendte stadig ikke identiteten på Innas ekskæreste. Men hans research på de sociale medier pegede fortsat mod manden fra det nordlige Tyrkiet.

»Tyrkiet mulige hitmen,« skrev han og begyndte at overveje mulighederne for at slå til i Tyrkiet:

»- må være oprørere fra Syrien da mangler penge, - våben og lign burde kunne skaffes her, - PKK?, - Snige sig ind i Tyrkiet, hvordan«
’Hvordan’ er et godt spørgsmål. For hvis vi stopper fortællingen et øjeblik og forsøger at se det hele udefra, er det jo tydeligt, at vi er nået langt ud i ekstremerne.

Bjarne, den godmodige og fredsommelige særling, planlægger nu mordet på en mand, han aldrig har mødt. Hvordan kan han – for anden gang i sit liv – forelske sig i en vildt fremmed person, han kun har mødt på nettet? Hvordan kan det være, at han ikke opgiver Inna, når hun er mere interesseret i en anden? Og hvordan kan kærligheden til en fremmed kvinde ende i dunkle planer om at tage et andet menneskes liv?

Siden barndommen havde Bjarne tilbragt en stor del af sit liv foran en computerskærm. Det var hans tilflugtssted. Hans hjemmebane.

Han var vokset op på et gammelt husmandssted på Lolland med begge sine forældre.

Hans mor var flygtet fra et voldeligt ægteskab. Nu dyrkede hun new age-spiritualitet og forsøgte at ernære sig som billedkunstner.

Hendes nye mand, Bjarnes far, var bipolær og led i lange perioder af depression.

Bjarne selv brugte sine dage på at tumle omkring i naturen med sin lillebror og plaske rundt på stranden med de andre børn fra byen. I naturen fandt han ro. Ro og fred for de skænderier, depressioner og spirituelle udsvævelser, der prægede familiens hjem.

Da han var teenager, blev hans forældre skilt for anden gang, og han besluttede sig for at blive boende hos sin far. Sammen endte de med at føre en kummerlig tilværelse. Ingen af dem lavede mad, og mens spindelvævet voksede sig tættere omkring dem, sank Bjarnes far dybere og dybere ned i sin depression. Bjarne selv flyttede ind foran sin nye computer. Her sad han til langt ud på natten og spillede spil og lærte sig selv at programmere. Den nye digitale virkelighed formede ham og åbnede nye muligheder for at opnå den sociale kontakt, han altid havde savnet. Men han lærte aldrig, hvordan man kommer i kontakt med andre mennesker i den virkelige verden.

På nettet kunne han være den, han ville. Og han vænnede sig til at knytte bånd til personer, hvis sande identitet han ikke kendte.

Kort efter Bjarnes 20-års fødselsdag døde hans far. Han endte med at tage livet af sig selv.

Bjarne frygtede, at han skulle ende ligesom ham. Deprimeret, ensom og melankolsk. Han begyndte at gå til psykolog. Men da han flyttede ind i sit røde murstenshus i 2013, havde han efterhånden accepteret tanken om, at han skulle leve resten af sit liv alene.

Inna havde repræsenteret en fornyet tro på livet.
Måske derfor reagerede han så voldsomt, da Mr. Big dukkede op og truede med at forstyrre tingenes orden. Måske foretrak han at forblive i den lykkelige, blinde fantasi, han levede i med Inna, hvor uopnåelig drømmen end måtte være i virkeligheden, frem for at blive konfronteret med sin egen ensomhed. Kærligheden – og frygten for at være ensom – havde gjort ham blind.

Nu var Bjarne faret vild på sin egen hjemmebane og befandt sig i det digitale paradoks, som så mange moderne menneske befinder sig i: Internettet havde på én gang forbundet ham med resten af verden og samtidig gjort ham uendeligt ensom. Han sad alene foran sin computerskærm og drømte om en kvinde, han ikke kunne række ud og røre ved. Måske fandtes hun slet ikke. Måske var de tusindvis af kroner, han havde brugt på deres samtaler, røget lige i lommen på en ukrainsk svindler. Måske var der heller ingen Mr. Big.

Men hvis der var, måtte Bjarne sørge for at få ham til at forsvinde igen.
Måske derfor reagerede han så voldsomt, da Mr. Big dukkede op og truede med at forstyrre tingenes orden. Måske foretrak han at forblive i den lykkelige, blinde fantasi, han levede i med Inna, hvor uopnåelig drømmen end måtte være i virkeligheden, frem for at blive konfronteret med sin egen ensomhed. Kærligheden – og frygten for at være ensom – havde gjort ham blind.

Nu var Bjarne faret vild på sin egen hjemmebane, og befandt sig i det digitale paradoks, som så mange moderne menneske befinder sig i: Internettet havde på én gang forbundet ham med resten af verden og samtidig gjort ham uendeligt ensom. Han sad alene foran sin computerskærm og drømte om en kvinde, han ikke kunne række ud og røre ved. Måske fandtes hun slet ikke. Måske var de tusindvis af kroner, han havde brugt på deres samtaler, røget lige i lommen på en ukrainsk svindler. Måske var der heller ingen Mr. Big.

Men hvis der var, måtte Bjarne sørge for at få ham til at forsvinde igen.

Foto: Østjyllands Politi
Nu sad han så på marken og overvejede mulighederne for at komme i kontakt med tidligere ansatte i den sovjetiske efterretningstjeneste KGB eller en detektiv, der kunne finde noget smuds på ekskæresten, som han kunne bruge imod ham.

Sådan fortsatte han sin brainstorm. Et væld af fantasifulde og drastiske ideer blev skrevet ned: Han overvejede at forgifte manden med blodtrykssænkende medicin, pumpe ham med adrenalin eller arrangere et trafikuheld. Hvad som helst, der kunne sætte rivalen ud af spillet.

Men uanset hvilken plan han udtænkte, var der et problem: penge. Bjarne havde sådan set nok af dem. I den periode tjente han knap 60.000 kroner om måneden. Men han havde set spionfilm nok til at vide, at penge altid efterlader et spor. Han havde brug for kontanter. Helst euro. Han overvejede at sælge sin gamle bil, 'Åse', afhænde nogle Vestas-aktier eller sælge nogle ting til en kollega eller gennem Den Blå Avis.

Samtidig havde han brug for et alibi. Hvis han besluttede sig for at gøre det selv, måtte intet afsløre, at han havde opholdt sig i samme land som ekskæresten, mens mordet blev begået. Han overvejede, hvordan han kunne skaffe sig en falsk identitet, et stjålet pas og kørekort samt en ældre mobiltelefon med taletidskort. Mens han opholdt sig i udlandet, ville han bruge programmet Teamviewer til at fjernstyre sin computer derhjemme. På den måde ville det se ud, som om han havde siddet ved sit skrivebord i Østjylland, mens han i virkeligheden begik et snigmord i Tyrkiet eller et andet land.

Det skulle være den perfekte forbrydelse.

Han vidste, at han var på vej ud på et overdrev. Ingen mennesker fortjente jo at dø. Men det var for sent at vende om nu. Han havde truffet sin beslutning. Denne gang skulle kærligheden sejre. Det var tid til at »level the playing field«, som han skrev til sig selv.

Men først måtte han finde ud af, præcis hvem denne mr. Big var.
I næste afsnit:

Hvad gør man, når man er ved at miste sit livs kærlighed til en anden mand? Man hyrer hjælp udefra.
Tekst: Sebastian Abrahamsen, Mathias Koch Stræde
Foto: Østjyllands Politi
Cover: Østjyllands Politi
Redaktør: Anton Geist
Digital produktion: Jens Christoffersen

Dagbladet Information

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer