Det er anden skoledag på den magiske troldmandsskole College of Wizardry. Liv Slyngborg står sammen med halvanden hundrede andre elever iført troldmandskapper og et par spøgelser i den kolde fællessal på det gamle slot Czocha, og alle kigger op på rektor, der spejder ud over de studerende fra en balkon og råber navne op på en sær blanding af rullende skotsk med en norsk accent.

I aften er den store fordelingsaften, hvor Liv Slyngborg og alle de andre nye elever får at vide, hvilket af kostskolens huse de passer bedst ind i, og som de skal være en del af resten af deres studietid. Hører de til hos de hippieagtige i huset Libusa? Eller er de snarere reserverede og snedige som dem i huset Molin? Det er et skæbnesvangert øjeblik, der vil forme resten af deres tid på slottet.

Pludselig når rektor til Liv.

»Durentius,« råber han. Det er hashhovedernes og sportsidioternes hus, og tårerne begynder at trille ned ad Livs kinder.

Hun kommer fra et gammelt konservativt familiedynasti af fuldblodstroldmænd, og gennem tiderne har de fleste af dem tilhørt huset Faust – et hus, der står for viden, magt og ambition. Siden Liv Slyngborg ankom til slottet, der danner ramme om skolen, ja, faktisk siden hun var barn, har alle forventet, at hun ville blive anbragt i det samme hus som sine ligesindede. Men det er nu mislykkedes, og det er en katastrofe.

Liv Slyngborg prøver at tørre tårerne væk med bagsiden af sin hånd. En veninde aer Liv Slyngborg på kinden, og hendes forlovede lægger en arm om hendes skulder og hvisker i hendes øre, men det hjælper ikke. Liv Slyngborg ser ud til at være helt og aldeles i chok.

Intet af dette er virkelighed. Liv Slyngborg er 19 år og fra Odense, hvor hun studerer religion og samfundsvidenskab. Den unge mand er ikke hendes forlovede, men en svensk fyr, som hun ikke kender særlig godt i forvejen, og scenen er en del af det Harry Potter-rollespil, som Liv Slyngborg er taget til det sydlige Polen for at deltage i. Men Livs tårer er ægte.

»Da jeg stod der og fandt ud af, at jeg ikke var kommet ind i det hus, jeg havde håbet på, så fik jeg nok et slags panikanfald,« fortæller hun tre dage senere, da rollespillet er slut.

Selv om ordet 'rollespil' leder tankerne hen på teenagere, der løber rundt en halv eftermiddag i en kold skov og slår på hinanden med skumgummisværd, er College of Wizardry mere avanceret end som så. Konceptet hedder Nordic Larp, hvilket står for live action roleplay, og mens klassisk rollespil ofte handler om at bekæmpe en eller anden fælles fjende, handler det her om at skabe relationer og lære sig selv bedre at kende ved at spille en anden.

Cirka fire gange om året åbner middelalderslottet Czocha i Polen portene for 140 personer over 18 år (gennemsnitsalderen er lige under 30 år) fra hele verden. De har fået tildelt gode sider (som for eksempel 'Du forsvarer de elever, der bliver mobbet') og dårlige sider (som for eksempel 'Du er voldelig'), de har fået at vide, hvem på slottet, de er kærester med, hvem de er hemmeligt forelskede i, og hvem deres ærkefjender er. Resten af karakterens personlighedstræk har de selv udtænkt og forberedt i op til seks måneder før rollespillet. Nogle spiller professorer, men de fleste spiller studerende, der skal følge undervisning i løbet af dagen og gøre, hvad studerende med magiske evner ellers gør i resten af tiden.

I tre dage skal de glemme, hvem de er til hverdag og spille rollen fuldt ud. Der er ingen regler, og historien på slottet udvikler sig på spillernes initiativ i løbet af eventet, som deltagerne har betalt 520 euro for at være en del af. Og det er ikke bare for sjov. Rollespil har en vigtig pædagogisk funktion for deltagerne, der lærer at sætte sig i andres sted.

Som journalist på slottet, kan man ikke bare gå rundt og sige, at man kommer fra Dagbladet Information. Man bliver selv nødt til at spille en rolle. I starten af spillet bærer jeg derfor rundt på en skæv tryllestav og forsøger mig med rollen som giftig og snagende journalist fra en magisk avis a la den forfærdelige reporter Rita Skeeter fra Harry Potter.

Jeg finder også ud af, at der findes en belejlig besværgelse ved navn espriige, som jeg kan kaste over spillerne, så de lader paraderne falde og øser ud af deres tanker uden filter.

Men nogle gange er det bedre at være fluen på væggen, og det kan man heldigvis blive ved at tage en brun kappe på, som gør én usynlig.

Andre gange kan man fange nogle af deltagerne i off game-rummet, hvor man kan sætte sig i nogle minutter, hvis man for eksempel lige vil ringe til sin mor, eller når det bare bliver lidt for meget at spille uafbrudt.

Her sidder Edin Jankovic Sumar lørdag morgen på en stol og ser udmattet ud.

Ved dette spil skal han være en højtråbende, bølleagtig sportsdreng fra huset Durentius, men det er hårdt at gå rundt og lave ballade og mobbe folk hele dagen, når man i virkeligheden er en flink fyr. Derfor har han taget en pause inde i rummet.

Ud over selv at spille med er Edin Jankovic Sumar en af hjernerne bag spillets karakterer, som han skriver fra spil til spil. Han har også forfattet noget af det magiske baggrundstæppe for spillet.

College of Wizardry startede oprindeligt som et rollespil i et Harry Potter-univers. Men så kom advokaterne fra Warner Bros. (filmselskabet bag filmatiseringen af Harry Potter) efter det dansk-polske rollespilsfirma bag College of Wizardry og kaldte eventet for et brud på ophavsret. Derfor måtte skaberne af rollespilsskolen opdigte deres eget magiske univers.

Nu hedder besværgelserne noget andet end 'wingardium leviosa' og 'crucio', og dem uden magisk blod hedder 'mundanes' i stedet for 'mugglere'. Men i bund og grund er der tale om en magisk skole fyldt med traditioner, rivaler og en masse metaforer for virkelighedens sociale problemer – ligesom man ser det i Harry Potter.

»Man kan næsten ikke komme uden om, at der er politiske emner i spillet. Og noget af det har vi arvet fra Harry Potter, for eksempel hele spørgsmålet om rent troldmandsblod, som selvfølgelig er en meget klar stand-in for racisme,« siger Edin Jankovic Sumar.

»Et andet stort tema i spillet, som ikke ses i Harry Potter, er varulverettigheder, som har vist sig at være en rigtig god metafor for mange emner. Varulve, der gemmer sig, og som ikke afslører, hvad de i virkeligheden er, fungerer rigtig godt som en metafor for LGBT-folk, der er i skabet. Troldmandssamfundets frygt for, at varulvene pludselig skal gå amok, selv om det ikke sker særlig ofte, er en rigtig god metafor for islamofobi og frygten for terror,« forklarer den 24-årige dansker, der er karseklippet og klædt i en skrigorange sportsjakke med hvide striber på ærmerne.

Orange er huset Durentius' farve, og sportsjakken bæres af alle de studerende, der repræsenterer huset i den store magiske skoleturnering i høvdingebold, som finder sted senere på dagen.

Noget af det, Edin Jankovic Sumars holder mest af ved Harry Potter, er netop de politiske og samfundsmæssige referencer. Han har dog altid syntes, at den systematiske samfundskritik i Harry Potter har været ret svag, fordi for mange af karaktererne ifølge ham er unuancerede.

»De Harry Potter-figurer, der er racister, fremstilles også som dårlige mennesker helt generelt. Men sådan er verden jo ikke i virkeligheden. Det er ikke så sort-hvidt,« siger han og forklarer, at han derfor har prøvet at skrive rollerne sådan, så karakterer med reaktionære holdninger samtidig kan være gode mennesker. Det er en mere nuanceret politisk kritik, synes han.

– Men hvad kan man bruge politisk kritik i et rollespil til i den virkelige verden?

»Jeg tror, at rigtig mange mennesker har et billede af verden, hvor der er en skarp skillelinje mellem godt og ondt. Men det er et dårligt udgangspunkt, hvis man vil ændre verden. I stedet er det mere effektivt at se på den som et produkt af socialt pres og systemer, som bliver genskabt hele tiden. Ved at lade spillerne leve sådan i tre dage, tror jeg, at de kan komme til den erkendelse,« siger Edin Jankovic Sumar, inden han rejser sig, forlader køkkenet og træder ind på in game-området igen.

»HVA' SÅ NØRDER?« brøler han ad et par små førsteårsstuderende, der ser oprigtigt skræmte ud, inden han lukker døren bag sig.

De mennesker, der i dag er fra midten af 20'erne og op til begyndelsen af 30'erne, og som voksede op med Harry Potter-bøgerne, mens de udkom, er blevet kaldt Harry Potter-generationen. Det er dem, der drømte om, at en ugle ville levere et brev på deres 11-års fødselsdag med beskeden om, at de havde magisk blod i årerne og derfor skulle gå i skole på Hogwarts.

Den amerikanske professor i politik Anthony Gierzynski kommer i sine studier, der er samlet i bogen Harry Potter and the Millennials: Research Methods and the Politics of the Muggle Generation fra 2013, frem til, at Harry Potter-generationen generelt er mere tolerant over for minoriteter og desuden skulle være særligt opmærksom på og skeptisk over for diktatorisk og autoritær adfærd.

Et andet studie fra 2014 viser ligeledes, at historien om Harry Potter gør unge læsere mere åbne over for mennesker, der er anderledes end dem selv. Studiet blev udført ad to omgange på italienske skolebørn og senere på engelske gymnasieelever. Det viste sig, at de elever, der havde læst passager fra Harry Potter-bøgerne, der handlede om diskrimination og undertrykkelse, kun en uge efter havde udviklet en større tolerance over for henholdsvis udlændinge, homoseksuelle og flygtninge. Holdninger hos de børn og unge, der havde læst neutrale passager fra bøgerne, var uændret.

Og ligesom Harry Potter kan styrke læserens forståelse for andre, så kan rollespil generelt også være empatiopbyggende. Det fortæller Sarah Lynne Bowman, der er professor i kommunikation på Texas University, hvor hun blandt andet har forsket i, hvordan mennesker bruger rollespil til at opbygge deres egen identitet.

»Jeg kan se, at rollespil hjælper med at opbygge empati og bevidsthed. Ved at sætte dig i andre menneskers sted og ind i deres tanker, finder du ud af, at de måske er virkelig bange for selv at blive drillet, så de mobber aktivt andre. Med andre ord skaber rollespillet en forståelse for forskellige dynamikker set fra forskellige perspektiver. Samtidig gør det folk opmærksomme på, at vi alle har disse negative sider – vi har alle evnen til at opføre os ondt. Det giver et øjeblik af refleksion, hvor du kan finde ud af, hvordan du gerne vil have din egen identitet til at være,« siger den amerikanske forsker.

På skolens gange finder man en del karakterer, der mere eller mindre spiller sig selv. Men der er også mennesker i 50'erne, der spiller purunge førsteårsstuderende, introverte mænd, der spiller skolens alfahanner og venstrefløjsaktivister, der spiller gennemførte racister.

Når rollespillere har lyst til at spille folk, der mobber, racister eller andre karakterer med åbenlyst negative personlighedstræk, bunder det i, at der er et stærkt ønske hos mennesker generelt om at forstå, hvordan det føles at være 'på den anden side', mener Sarah Lynne Bowman.

»Når man er inde i en anden karakter i en fiktionel verden, så har man et alibi. Det er en måde, hvorpå man kan sige: 'Det var ikke mig, der gjorde det, det var min rolle'. Altså kan man udleve hvilket som helst aspekt af sig selv – positivt eller negativt – og gennem rollespillet få en slags fripas. På den måde kan vi udforske dele af os selv.«

Lørdag eftermiddag er der hemmeligt møde i den konservative loge Black Lounge Society. Logens medlemmer består af et par professorer og en håndfuld studerende, og de har klemt sig sammen på en professors lille værelse i en afkrog af slottet.

»Professor, må vi tage vores kapper af?« spørger én, mens en anden åbner en flaske champagne og skænker op til de andre.

Liv Slyngborgs uskyldige og lidt naive karakter er der også. Hendes kusiner og hendes forlovede tilhører den populære, hårde kerne af konservative elever på skolen, der er aktive i den racistiske bevægelse A.R.M., som er imod, at troldmandssamfundet forurenes af varulve og andet beskidt blod. Medlemmer af A.R.M er også en del af Black Lounge Society, der er et hemmeligt selskab for dem, der tror på, at fuldblodsmagikere er mere værd end andre.

Liv er som ny studerende med for første gang, og hendes karakter stikker ud med sit lyserøde tøj og troskyldige blik blandt de selvsikre piger klædt i sorte miniskørter og fyrene i tweed og mørke jakkesæt.

Senere på eftermiddagen kommer en kvinde, der ikke ønsker sit navn oplyst, ind i off game-rummet for at spise sin frokost og tage en kort pause. Hun er fra sydstaterne i USA, og det er første gang, hun spiller med i College of Wizardry.

»Det her er den længste samtale jeg har haft som mig selv i to dage. Det er virkelig syret,« siger hun, efter at vi har talt sammen i et par minutter.

Kvinden er 23 år gammel og har fået et stipendium til at rejse verden rundt i et år for at undersøge »nørdekultur«. Nu er hun her på slottet, hvor de fleste er fra Europa, men hvor der også er en del amerikanske og canadiske deltagere.

I USA kunne man ikke lave et rollespil som dette, forklarer hun. Bare det, at unge mænd og kvinder deler værelser på slottet, ville kunne anses som problematisk i hendes hjemland, og man ville aldrig tillade al den sex, som bliver dyrket her, siger amerikaneren.

»Har du hørt, at nogle af deltagerne har sex med deres karakterers kæreste – altså, mens de er in game?« siger hun og åbner munden for at signalere chok.

Allerede på førstedagen, inden deltagerne trådte ind i deres roller, blev der talt om samtykke, og at man skal huske at træde ud af sin karakter og sikre sig, at den anden har lyst. Hvis vedkommende siger ja, kan man træde tilbage i rollen og knalde.

Derfor er der ikke bare tamponer og tandpasta til fri afbenyttelse, men også kondomer og fortrydelsespiller, som spillerne kan hente i fornødenhedsrummet kvit og frit.

»Jeg har været fristet et par gange. Men rigtig sex er upraktisk i rollespil, fordi det tager lang tid fra spillet, og fordi folk kan komme brasende ind ad døren. Så skal man i hvert fald gå ud i den forbudte skov bag slottet om natten, men det er ikke noget, jeg har praktiseret. Det er altså ikke en swingerklub. Det er rollespil,« siger hun og fortæller, at to spillere kan simulere sex ved for eksempel at gnubbe hænderne op og ned ad et stearinlys, mens de kigger hinanden dybt i øjnene.

Lørdag aften er det tid til den store finale: afslutningsballet. De lange sorte skolekapper ryger, og kavalererne i farverige og gammeldags smokinger står og tripper ude på de lange gange, mens de venter på, at deres dates hopper i balkjolerne.

I dagene op til den store fest har de fleste fundet en medstuderende at følges med, og jeg har både overværet nervøse frierier med romantisk poesi og store bejlerscener for øjnene af hele skolen midt i den store fælleshal under frokosten.

Efter en vals offentliggøres det, hvilket hus der har samlet flest point for god opførsel og akademisk overlegenhed, og som dermed har vundet skolepokalen, og præfekterne fra de huse, der har tabt, holder storladne tabertaler oppe fra balkonen. Når de forskellige huse råber deres kampråb, der runger mellem de gamle murstensvægge, får jeg gåsehud, og lige der føles det hele et øjeblik virkeligt.

Og så lige pludselig er spillet slut, dansegulvet bliver fyldt, folk omfavner hinanden, og nogle græder.

Oppe på et af værelserne er Aurora, den arrogante og diskriminerende kvinde fra den sorte loge, ved at skifte ud af sit baltøj.

»Heeeeeej! Hvor er det sjovt at tale med jer i den virkelige verden,« siger hun til mig og Informations fotograf. Hun er i virkeligheden slet ikke led, men svensk og så sød, at det lige tager et par minutter at vænne sig til det.

Senere ude i mørket på slotspladsen støder jeg ind i Stefan Lindgren. Han har spillet én af de lede fyre, der har klippet skægget af folk og givet dem buksevand. Nu har han helt røde øjne.

»Fuck, det har været hårdt,« siger han, tager et sug af en cigaret og griber fat i en kvinde, der kommer gående forbi.

»Hey, du må virkelig undskylde, at jeg har været så led ved dig det sidste par dage. Er du okay?«.

Kvinden synes, at han har spillet sin rolle rigtig godt, siger hun, og de krammer hinanden længe.

Tilbage på slottet står en af fyrene, som lidt tidligere stod og kyssede med en pige. Nu har han tungen nede i halsen på en dreng. Inde på dansegulvet kommer den amerikanske kvinde løbende hen til mig, og hun bliver nødt til at råbe for at overdøve musikken, der er skiftet fra klassisk til Kanye West.

»Jeg har lige fundet ud af, at ham, jeg har boet på værelse med de sidste par dage, er læge. Og det finder jeg først ud af nu!«

Også Liv Slyngborg er kommet ud af sin lyserøde mundering og er klar til at være sig selv igen.

»Nu har jeg lagt min rolle til side. Men det føles også underligt bare sådan at skære forbindelsen på den måde. Jeg kommer nok til at tude hele vejen hjem i morgen.«

– Tror du, at rollespillet er en form for virkelighedsflugt for dig?

»Nej. Jeg ser det mere, som om jeg tager på ferie i følelser.«