Seks franske film
På sporet af nutidens Frankrig
Af Christian Monggaard
Filmredaktør, Information
Politikerlede, arbejdsløshed, terror, indvandring, flygtninge, racisme, social opløsning – det er ikke det smukke, intellektuelle Frankrig, som går til valg på søndag. Det er et splittet samfund i et splittet Europa.

Men egentlig burde det ikke være nogen overraskelse, at det står så slemt til, i hvert fald ikke hvis man ser franske film. Gennem de seneste 20 år har franske filmskabere skildret de knap så pæne sider af det franske samfund for både egne landsmænd og for resten af verden. Og der er ikke meget af den banebrydende franske nybølges skønånd eller formeksperimenter over den franske samtidsfilm. I stedet bliver man konfronteret med en grum og grim virkelighed, som den former sig for mange mennesker, der ellers kun sjældent optræder i den offentlige debat.

De bedste af filmene er mere eller mindre desperate opråb, og tilsammen tegner de et alt andet end flatterende billede af et land, der er fuld af de modsætninger, den manglende forståelse og det had, som giver næring til en fremadstormende højrepopulisme.

I Laurent Cantets Guldpalmevinder, den virkelighedsbaserede Klassen (2008), ser vi f.eks., hvordan en skolelærer, François, kæmper for at uddanne de ikke altid lige villige elever i et multikulturelt, socialt belastet kvarter i Paris. Han viser dem respekt og indgår i dialog med dem, fordi han har tiltro til, at de godt kan og vil, og fordi han vil give dem mulighed for at blive ligeværdige medlemmer af et samfund, som ellers har opgivet dem.

François er helten i fortællingen, fordi han ser ud over fordommene og insisterer på at behandle alle mennesker lige og lige godt. Han bliver et billede på republikkens idealer, det demokratiske og oplyste Frankrig. Men Klassen er ikke en heltefortælling, den er et stykke kompleks virkelighed og et studie af den sociale slagmark. For det lykkes ikke François at engagere alle elever, og nogle giver selv op. Hans fiaskoer bliver således også et billede på Frankrigs krise.

Nedenfor har vi samlet seks stærke, franske film, moderne klassikere, der på hver deres måde forsøger at beskrive og behandle nogle af problemerne, som også har været diskuteret op til søndagens franske valg.
1. Racisme
Der er en grund til, at man plejer at hive Mathieu Kassovitz’ spillefilmdebut, Hadet, frem, når der ikke sjældent er uroligheder i de parisiske forstæder – senest i februar og marts i år. Filmen, der foregår i løbet af 24 timer efter en specielt voldsom aften og nat i forstaden, er god at blive klog af, når det kommer til splittelserne i det franske samfund, og den er samtidig et både energisk, morsomt og tragisk portræt af tre unge mænd, muslimske Saïd (Saïd Taghmaoui), Vinz (Vincent Cassel) og sorte Hubert (Hubert Koundé) og deres udsigtsløse liv i en betonghetto.

»Jeg er nødt til at komme væk herfra,« siger Hubert på et tidspunkt til sin mor, men måske er det allerede for sent for ham – og for snaksaglige Saïd og aggressive Vinz, der dog til gengæld synes at have det okay med deres tildelte roller som det franske samfunds desperadoer. Baggrunden for optøjerne er, at politibetjente har gennembanket en anden ung mand fra kvarteret, en af trekløverets venner, og mens ghettoens krigeriske unge og politiet lurer på hinanden – det hele synes at kunne eksplodere når som helst – er de øvrige lokale beboere fanget i midten.

»Had avler had,« siger fornuftens stemme, Hubert, mens han forsøger at berolige Saïd og især Vinz, men han taler for døve øren og skubbes selv længere og længere ud i mødet med et politi, der ingen forståelse har for de unge mennesker og deres vilkår. Det er en ond cirkel af racisme, fordomme og mangel på forståelse og inklusion fra myndighedernes side og desperation, kedsomhed og ungdommeligt overmod fra de unges side. Georgrafisk ligger forstaden ikke så langt fra det centrale Paris, som man kan se i horisonten, men mentalt og socialt er der endog meget langt mellem de to bydele.
Hadet
Mathieu Kassovitz, 1995
2. Kolonialismens arv
Ligesom mange andre europæiske lande, inklusive Danmark, har Frankrig en alt andet end glorværdig fortid som brutal kolonimagt i blandt andet Nordafrika, og få film tackler emnet med samme intensitet og intelligens som østrigske Michael Hanekes fransksprogede thrillerdrama, Skjult.

Haneke, der bevæger sig lige så hjemmevant i Frankrig som i Østrig, er en af Europas vigtige samfundsrevsere. Hans film skildrer den vestlige verdens værdisammenbrud, og han holder sjældent igen i sin diagnose af de systemiske sygdomme – intolerance, egoisme og glemsel – han ser i såkaldt civiliserede samfund med meget på samvittigheden.

Skjult handler om et økonomisk og intellektuelt velbjærget parisisk ægtepar, Georges og Anne (spillet af Daniel Auteuil og Juliette Binoche), der en dag finder ud af, at de bliver overvåget. Af hvem eller hvorfor ved de ikke, men det er begyndelsen på en nådesløs dissektion af både den personlige og den kollektive skyld i det franske samfund. Som dreng gjorde Georges en jævnaldrende algerisk dreng, Majid, stor uret. Nogenlunde samtidig, i 1961, angreb politiet i Paris en stor, men fredelig demonstration mod kolonimagten Frankrigs tilstedeværelse i Algeriet og dræbte mange af de deltagende algeriere ved enten at skyde eller skubbe dem i Seinen.

»I alle lande er der mørke hjørner af kollektiv skyld, der vejer tungt på alles samvittighed,« sagde Haneke i 2005 i et interview med Information.

»Skjult stiller spørgsmål, som har med fransk politik at gøre, men situationen, den skildrer, er meget mere kompleks og universel end det. Jeg beskæftiger mig mere med måden, vi hver især håndterer skyld, når vi konfronteres med den.«
Skjult
Michael Haneke, 2005
3. Inklusion
Laurent Cantet fortæller i Klassen dramatisk og humoristisk om et skoleår i en multietnisk skoleklasse i et hårdt kvarter i Paris.

Med udgangspunkt i respekt for og dialog med sine elever slås den idealistiske lærer François for at inspirere og uddanne dem og gøre dem til en ligeværdig del af et Frankrig, som ser skævt til dem. François spilles af den rigtige lærer, François Bégaudeau, som også har skrevet den selvbiografiske bog bag filmen.

Klassen
, der kan ses som et akkompagnement til Hadet, er et modsvar på den stigmatisering, unge mennesker i Frankrig bliver udsat for. Det snakkede Cantet blandt andet om i 2008 i et interview med Information:

»De bliver altid bedømt og peget fingre ad, og de føler ikke, at samfundet har brug for dem. Jeg tror, at hvis man virkelig lytter til, hvad de har at sige, inden de som her i Paris begynder at brænde biler af, vil man måske kunne løse en masse problemer. Jeg kan godt lide den scene i filmen, hvor en af eleverne, Esmeralda, siger, at hun ikke er stolt af at være fransk. Selvfølgelig er hun ikke det, fordi Frankrig er ikke villig til at indlemme hende i fællesskabet. Hvis man føler sig uønsket, gør man, som man vil. Man har ikke nogen trang til at vise folk, at man er med dem. At vise, at man respekterer og interesserer sig for det, de siger, er den eneste måde at løse problemerne på. Urolighederne er kun det primære udtryk for de problemer.«

Det lyder som noget, der lige så godt kunne foregå i Danmark.
Klassen
Laurent Cantet, 2008
4. Flygtningekrisen
Simon, en fransk svømmelærer, bliver gode venner med en 17-årig kurder, Bilal, der i Philippe Loirets samfundskritiske Welcome er på flugt fra krigen i Irak.

Filmen foregår i havnebyen Calais, hvor tusindvis af flygtninge ventede i lejren Calais-junglen på at kunne flygte videre til et bedre liv i Storbritannien, indtil lejren blev ryddet i oktober 2016. Welcome handler ikke mindst om den skammelige måde, man behandler dem på.

Med Simon og Bilal sætter Lioret et menneskeligt ansigt på den ulykkelige situation, og han lader Simon, der til at begynde med ikke er særlig interesseret i verden omkring sig, opleve en menneskelig vækkelse gennem drengen. Han begynder at engagere sig og forsøger at hjælpe Bilal med at komme til England, selv om det er ulovligt.

»Noget må virkelig ske,« sagde Lioret til Information i 2010.

»De europæiske regeringer må blive enige om at være fair i forhold til de mennesker, flygtningene og de illegale indvandrere. De kommer her jo ikke for deres fornøjelses skyld, men fordi de flygter fra fattigdom og krig. De vil hellere end gerne rejse hjem, hvis det bliver muligt. De er ikke ved at invadere Europa, hvilket ellers er regeringernes populistiske måde at udtrykke det på. De vil stigmatisere de fremmede. Men de har brug for vores hjælp, og især i Frankrig, England, Italien og Spanien er det vores humanistiske forpligtelse at hjælpe, og den forpligtelse lever vi ikke op til.«
Welcome
Philippe Lioret, 2009
5. Arbejdsløshed
»En kompromisløs fortælling om, hvordan det moderne arbejdsmarked har mistet sin sidste rest af menneskelighed.«

Således beskrev Ralf Christensen Stéphane Brizés Markedets lov her i avisen, da filmen havde premiere i 2016.

Vincent Lindon fik fortjent en skuespilpris på filmfestivalen i Cannes for rollen som den 51-årige familiefar, Thierry, der er blevet arbejdsløs og er kommet i kløerne på arbejdsformidlingen. Han sendes i ørkesløs jobtræning, lærer at begå sig til jobsamtaler, han aldrig skal til, og fratages langsomt sin værdighed og sin livsglæde. Da han endelig får et arbejde, er det som sikkerhedsvagt i et supermarked, hvor han ikke blot skal holde øje med, om kunderne stjæler, nej, han skal også holde øje med de andre ansatte, sine kolleger. Det er én lang nedtur mod ydmygelsen for Thierry og hans familie, der har brug for, at han tjener penge.

Og Markedets lov er, som titlen også indikerer, et frontalangreb på både et offentligt system i Frankrig, der ikke længere behandler mennesker som mennesker, og et privat arbejdsmarked, der udnytter og ydmyger de menige ansatte, det tjener fedt på. Det er ikke virksomhedsejerne, der lider under finanskrisen – de sender i stedet regningen, både den finansielle og den menneskelige, videre ned ad i systemet i et samfund, hvor ca. 10 procent er arbejdsløse.
Markedets lov
Stéphane Brizé, 2015
6. Integration
Da Information i 2015 mødte instruktøren Jacques Audiard på filmfestivalen i Cannes til en snak om hans senere Guldpalmevinder, Dheepan, forklarede han, at den ikke var tænkt som en politisk film:

»Vi snakkede faktisk ikke om flygtningesituationen i løbet af vores arbejde med filmen, for det var ikke, hvad det drejede sig om for os. Vi ville fortælle om den følelsesmæssige rejse.«

Men hvad enten Audiard ville være ved det eller ej, var og er filmen tillige et dystert portræt af et Frankrig – og et Europa – der ikke for alvor er interesseret i at integrere de tilstrømmende flygtninge.

Titlens Dheepan er også navnet på en tidligere tamilsk tiger, der flygter fra borgerkrigen i Sri Lanka sammen med en kvinde og en lille pige, han ikke kendte i forvejen. Det er nemlig nemmere at slippe ind i Frankrig, hvis man har kone og barn. De tre slår sig ned i et nedslidt betonkvarter i udkanten af Paris. Her er fyldt med indvandrere, flygtninge og hærgende, kriminelle bander, og for den sammenbragte 'familie' er det som at komme fra én krigszone til en anden. Dheepan skildrer både de tre hovedpersoners følelsesmæssige rejse, som Audiard nævnte – kan de finde ud af at elske hinanden og være en rigtig familie? – og deres mere basale kamp for overlevelse og et værdigt liv i fred og fordragelighed. Det er dog ikke nemt, når man ikke ligefrem føler sig velkommen i det land, man er endt i.

Jacques Audiard fortalte en beslægtet historie i gangsterdramaet Profeten (2009), der handler om en ung, arabisk mand, der må lære at begå sig blandt de hårdeste af de hårde kriminelle i et fransk fængsel. Ligesom Tobias Lindholm og Michael Noers R (2010) lagde Profeten op til en diskussion af et fængselssystem og en måde at tænke straf på, som ikke ligefrem rehabiliterer de indsatte.
Dheepan
Jacques Audiard, 2015
Tekst: Christian Monggaard

Redaktion: Johanne Pontoppidan Tuxen
Cover: Still fra ’Skjult’, Michael Haneke, 2005
Digital produktion: Jens Christoffersen

Dagbladet Information

En måneds gratis Information digital + papiravisen fredag og lørdag

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Morten Pedersen
    Morten Pedersen
  • Brugerbillede for Flemming Berger
    Flemming Berger
  • Brugerbillede for Per Torbensen
    Per Torbensen
Morten Pedersen, Flemming Berger og Per Torbensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Nu er der bare det ved det, at danskere se anglo-amerikanske film, ikke franske.

Einar Carstensen, Flemming Berger og Søren Kristensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Søren Kristensen
Søren Kristensen

Samt at DR og TV-2 sjældent sender franske film i den bedste sendetid - kun anglo-amerikanske. Måske ud fra devisen: hellere en anglo-amerikansk genudsendelse end en fransk præmiere. Man kender vel sit publikum.

Einar Carstensen, Per Torbensen, Carsten Wienholtz, Michael Kongstad Nielsen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar