Byen, hvor hele Sverige bor
Der ligger 89 steder i Sverige, der hedder Fagerhult. På den svenske valgdag flyttede Information til én af dem og mødte drømme om jordskredsvalg, en klimaprædikant og en motorgal makker på en crosser

Byen, hvor hele Sverige bor





Der ligger 89 steder i Sverige, der hedder Fagerhult. På den svenske valgdag flyttede Information til én af dem og mødte drømme om jordskredsvalg, en klimaprædikant og en motorgal makker på en crosser
Kristian Villesen, Jakob Stein, Mathias Sindberg og Mikkel Vuorela, tekst
Peter Nygaard Christensen og Sigrid Nygaard, foto

Informations udsendte
Valgdag
Fagerhult 9. september 2018
Først hører man lyden. Så ser man den orange arbejdsjakke, der fræser over vejen på motocrossknallerten. Oven på crosseren, inde i jakken, sidder Jens Dreves på 16, der bruger sin søndag på at drøne rundt i sin hjemby Fagerhult i Småland. Han har slidt tre bagdæk ned, siden han fik crosseren i vinter, og igen i dag cirkler han omkring på landsbyens småveje.

Hen ad Skolvägen og forbi skolen, hvor sognets 537 stemmeberettigede i dag går til valg, videre op forbi Kyrkvägens valgplakater og kirkespir, forbi præstegården, hvor et regnbueflag dasker slapt fra flagstangens top og forbi genboens have, hvor en ung kvinde luger ukrudt fra sit blomsterbed. Man kan altid høre, hvor Jens Dreves er.

Så fræser han ned ad Kyrkvägan igen for fuldt gashåndtag, forbi købmandsbutikken Nära Dej, hvor han drejer så skarpt, at bagdækket skrider ud og efterlader et sort spor i krydset. Den lille flok pensionister foran butikken ænser det knap.
Vi har været for naive
Klokken 12:00
Fagerhults hjerte er købmandsbutikken Nära Dej, og ude foran sidder Lena Eriksson sammen med sine to venner Christer Blomkvist og Mikkel Andersson. De har allerede stemt. På Sverigedemokraterna. I sin ungdom stemte Lena Eriksson på Vänsterpartiet, fortæller hun og laver fredstegn med venstre hånd:

»Peace, love and Woodstock.«

»Men der var ikke bilafbrændinger i 60'erne,« tilføjer hun. På hendes hoved sidder en sort hat, på hendes læber et permanent smil. De seneste mange år har hun stemt på Socialdemokraterna, men i år har hun for første gang stemt Sverigedemokraterna. Prognoserne siger, at mange af hendes landsmænd vil gå samme vej i dag. Men Socialdemokraterna har også været for naive, er de tre venner enige om:

»Vi har alle været for naive,« som Lena Eriksson siger. »Vi har taget flere ind, end vi har råd til. Vi pensionister er fattige. Vi må tænke på de svenske borgere, før vi har råd til at hjælpe andre.«

Fagerhults hjerte er købmandsbutikken Nära Dej, og ude foran sidder Lena Eriksson sammen med sine to venner Christer Blomkvist og Mikkel Andersson. De har allerede stemt. På Sverigedemokraterna. I sin ungdom stemte Lena Eriksson på Vänsterpartiet, fortæller hun og laver fredstegn med venstre hånd:

»Peace, love and Woodstock.«

»Men der var ikke bilafbrændinger i 60’erne,« tilføjer hun. På hendes hoved sidder en sort hat, på hendes læber et permanent smil. De seneste mange år har hun stemt på Socialdemokraterna, men i år har hun for første gang stemt Sverigedemokraterna. Prognoserne siger, at mange af hendes landsmænd vil gå samme vej i dag. Men Socialdemokraterna har også været for naive, er de tre venner enige om:

»Vi har alle været for naive,« som Lena Eriksson siger. »Vi har taget flere ind, end vi har råd til. Vi pensionister er fattige. Vi må tænke på de svenske borgere, før vi har råd til at hjælpe andre.«
Selv har hun ikke mange penge, og i nat skal hun op klokken halv tre og dele aviser ud for at supplere sin pension. De tre venner taler om bilafbrændinger, bander, æresdrab og den generelle utryghed. Den store flygtningekrise i 2015, hvor 163.000 endte med at søge asyl i Sverige, var et vendepunkt, mener de.

Det er ikke, fordi der er blevet utrygt i Fagerhult, slet ikke. Men i kommunens hovedby Högsby er det meget værre, siger Mikkel Andersson. De andre nikker og er enige om, at Sverige var et bedre land for bare 10 år siden. Men Lena Eriksson elsker stadig Sverige.

»Her er så vackert og skønt,« som hun siger.
Det er der mange, der synes. Se bare på byens navn. På gammelsvensk betyder Fagerhult ’smuk skov’, og den slags er der rigeligt af i Sverige. Spredt fra Skåne i syd til Västerbotten mod nord ligger i alt 89 steder, der hedder Fagerhult.

Bynavnet er en levende metafor for den svenske landsby og for den svenske nation, og derfor er vi taget til Fagerhult for at portrættere byen og dens borgere på valgdagen.

I månederne op til valget er der endda meget, der har tydet på, at resten af Sverige er på vej i samme retning som lige præcis denne Fagerhult. Prognoserne spår stor fremgang til Sverigedemokraterna og nedtur til Socialdemokraterna, og det er allerede virkeligheden her. 30,1 procent af stemmerne gik til SD ved sidste valg, hvor de blev sognets største parti.
Nye tider på vej
Klokken 12:15
Marlene Karlsson kan bare mærke det. Det bliver en stor dag. Ikke for hende eller resten af familien i det hvide hus på Prästgårdsvägen, men for Sverige.

»Det er en følelse,« siger Marlene Karlsson, der er ved at luge ukrudt i blomsterbedet. Ligesom sin mand, Daniel Karlsson, var hun overhovedet ikke i tvivl, da de var nede på skolen og stemme i morges.

»Jimmie,« kalder hun bare Sverigedemokraternas leder, Jimmie Åkesson. Han har en klar vision for Sverige.

»Mere end en vision. En stærk drøm,« siger den lille lyshårede kvinde på kraftigt skånsk.

Marlene og Daniel Karlsson mødte hinanden på Facebook for otte år siden. Året efter flyttede Marlene til Oskarshamn, 40 kilometer fra Fagerhult, hvor Daniel arbejdede på en papirfabrik. Marlene arbejder i hjemmeplejen, så det var nemt for hende at finde nyt job.
Daniel Karlsson selv er vokset op her i Fagerhult, men det var i høj grad Marlenes projekt at købe det smukke hvide stenhus i to etager over for præstegården. Hun elsker Fagerhult.

»Det er den bedste af alle Sveriges Fagerhulte,« siger hun og griner. Som taget ud af en Astrid Lindgren-historie.

I dag er Daniel Karlsson glad for, at det lykkedes Marlene at overtale ham til at flytte tilbage til hjemstavnen. Han står under solen i baghaven og beskærer de øverste grene af pæretræet.

»Mine børn skal ikke vokse op i storbyen med al den kriminalitet,« siger han. »Og det syn på fællesskabet, de har i byen.«

Men det er også dyrt at bo på landet, beklager han sig. Benzinpriserne er steget til over 16 kroner literen – også selv om Socialdemokraterna havde lovet, at det ikke ville ske. Med 75 kilometer til lægen bruger Daniel Karlsson nærmest benzin for 500 kroner, hver gang han skal til konsultation, siger han.

Der findes andre ting, de hellere betaler for. Parret handler for eksempel næsten kun i den lokale Nära Dej – også selv om det er lidt dyrere.

»Jeg håber også, at vores børn bliver i Fagerhult og holder liv i byen, når de bliver ældre,« siger Daniel Karlsson.

Marlene sætter sig i en stol foran huset. Facaden ud til vejen er dækket af vinranker. Deres ældste barn ligger ved siden af på græsset og ser tegnefilm på en telefon, mens den mindste leger med familiens dværg-collie.

Valget kommer til at gå godt, gentager Marlene. Det ved hun bare.

»Fordi alt, hvad der går ned, også kommer opad igen,« siger hun. Og gud skal vide, at det er gået nedad i Sverige.

»I 1970’erne var Sverige utrolig rigt, ved du nok. Det gik godt, og vi bekymrede os om hele fællesskabet,« forklarer hun. Skolerne var gode, på sygehuset havde man tid til de syge, og de ældre blev behandlet med respekt.

»Eller var det i 1980’erne?« spørger hun ud i luften.

»Daniel! Daniel!,« råber hun, og Daniel kommer gående rundt om hjørnet med sin beskæringssav.

»Hvornår var det nu, at det gik rigtig godt i Sverige, Daniel? Dengang vi havde penge og velfærd.«

»1960’erne,« svarer han straks.

»1960’erne,« gentager Marlene. »Siden da er det gået dårligt. De har skåret ned på alt det fælles, og de rige har bare fået mere.«

Det er først og fremmest Socialdemokraternas skyld. Men det store borgerlige parti, Moderaterna, kan heller ikke sige sig fri.

Indvandringsspørgsmålet er »så absolut« ikke den afgørende årsag til, at Marlene Karlsson stemmer på Sverigedemokraterna. Sverige har helt klart været for naive, men omvendt kender Marlene en masse fantastiske mennesker, som ikke er født i Sverige.

Når hun stemmer på Sverigedemokraterna, er det, fordi »Jimmie ved, hvad han vil.«

Jimmie vil »gøre Sverige trygt igen«.
De gamle dage
Klokken 12:45
Det er klart, at Fagerhult som så mange landsbyer har set bedre dage. Vejnavnene fortæller historien i sig selv, for der er ikke rigtig nogen industri på Industrivägen, intet gæstgiveri på Gästgiverevägen og her på Stationsvägen, hvor byens gamle lærer, Ingrid Wernersson bor, er der ingen station længere.

Huset, som hun har boet i siden 1985, var engang et nydeligt hotel, og hendes stue var en fin spisesal for gæsterne. Da hun var barn i 50’erne, var der masser af butikker – 22 tæller hun sig frem til – både bank og guldsmed og blomsterhandler. Går vi 100 år tilbage, var der 3.000 indbyggere i sognet. Nu er der omkring 700.
Selv har hun set mange flytte. Deriblandt flere af hendes egne børn. I 35 år var hun lærer på byens skole, så hun har kendt alle ungerne i byen og senere også alle ungernes unger.

Selvfølgelig er der unge, der bliver hængende – men tendensen er klar: De, der drager ud og tager lange uddannelser, vender sjældent tilbage. Men skolen lever, og plejehjemmet lever, og Fagerhult er stadig et dejligt sted. Her går man uden at låse døren, selv om det tager en halv time at gå de 200 meter til købmanden og hjem igen, fordi man møder så mange, man lige skal sludre med.

At byen ikke bare har ændret sig fysisk, men også politisk de senere år, har hun godt lagt mærke til. For syv-otte år siden flyttede et par romafamilier til byen, og pludselig var der indbrud og tyveri.

»Så troede en del i Fagerhult, at alle udlændinge er sådan.«

Nu er romafamilierne flyttet væk, mens et par flygtningefamilier er kommet til. Dem er hun glad for – de sikrer tilgangen til skolen, hvor hendes datter nu arbejder som lærer. Selv har hun også besøgt skolen i dag – for at stemme til valget. Fagerhult er gammelt bondeland, og Centerpartiet er et gammelt bondeparti. De fik hendes stemme.
En trimmet crosser
Klokken 13:30
I Fagerhult bor der kun en eneste 16-årig, og det er Jens Dreves, ham i den orange arbejdsjakke med refleksstriberne. Hele formiddagen har han fræset omkring på sin crosser. »Bare rundt,« forklarer han.

I sidste uge startede han på erhvervsskolen i Växjö, godt 50 kilometer væk for at blive udlært gravemaskinemekaniker. Han skal ikke være automekaniker, for »man skal ikke gøre sin hobby til et job«, som han siger.

Nu er han steget af crosseren og får sig en pause og en rød Level-cigaret foran Nära Dej-købmanden. Med sit halvlange mørke hår og piercingen i venstre øjenbryn ser han noget ældre ud end de to drenge på 13 og 14, der laver tricks på deres mountainbikes foran købmanden.

Men de er kammerater, forklarer Jens. Og inden han fik kværnen i vinter, kørte han også rundt og stejlede på sin mountainbike. For to måneder siden købte han en bil. En Volvo V5 med røde fælge. Han kan først køre lovligt i den om to år.

»Men du ved, nogle gange om natten,« siger han.

Der bor også en på 15 år, en på 17 år og en på 18 år i Fagerhult. Alle drenge, fortæller han.

»Så man må til Kalmar for at kigge på piger.« Det er næsten 100 kilometer væk.

Men det gode er, at politiet aldrig kommer forbi. »Crosseren er nemlig sådan lidt,« siger han og drejer sin højre hånd fra side til side, » ... trimmet.«
Det åndsvage køleskab
Klokken 14:50
Pensionisterne har forladt deres plads foran købmanden, og butiksejerne Christin Sundberg og Jonas Andersson er så småt i gang med at lukke ned, inden de skal de ned på skolen og stemme. De har boet i byen i 10 år, fået fire børn og overtog Nära Dej for et år siden.

»Det er en drøm, Jonas altid har haft,« siger Christin Sundberg højt og griner. Hun har mørkblondt hår og smiler glad til alle kunder, der kommer ind i butikken. Også til Jens Dreves, som har lagt tre vingummiruller på kassebåndet. I højttaleren kører Dolly Partons ’Bargin Store’.

»Men nu er jeg virkelig glad for det,« siger hun om livet som købmand. »Det giver meget mening. Selv om det også kan være heftigt,« siger hun.
Butikken er for lille til at være en del af de store kæder COOP eller ICA. De skal selv forhandle med leverandørerne og derfor er det svært at have lige så gode priser som andre steder. Men der er god opbakning til Nära Dej. De fleste i Fagerhult ved, at de er nødt til at støtte butikken, hvis den skal blive ved med at ligge der.

Og om sommeren er der mange tyske og danske turister. Jonas har en drøm om at udvide med en egentlig café ude foran butikken. »Med fadøl,« siger han og viser med hånden, hvordan han har tænkt sig at stå og skænke op.

Men parret har haft mange udfordringer det første år, eksempelvis er den store kølemontre brudt sammen, så hver gang en kunde skal have mælkevarer, må han gå ud og hente dem i et køleskab i baglokalet. »Jeg ville ønske, at der var mere tid til alt det sjove, men man bruger mange kræfter tid på de her ting,« siger han og nikker hen mod kølemontren.
En god stemme er en blank stemme
Klokken 15:15
Da de har lukket butikken, traver Jonas Andersson og Christin Sundberg ned ad Skolvägen. Begge uafklarede. Christin Sundberg har altid stemt på partier i den røde blok, men efter hun er blevet selvstændig, er hun kommet i tvivl. Der er meget bureaukrati, synes hun, og hun har en idé om, at de borgerlige partier er mere venligt stillede over for små erhvervsdrivende.

Jonas Andersson har tidligere været medlem af Miljöpartiet, men i dag ønsker han frem for alt, at staten skal blive mindre og holde op med at blande sig i folks liv. Han går ind for fuld frihed, og det synspunkt mener han ikke, at der er nogen partier, der repræsenterer:

»Liberalerna hedder Liberalerna, men de er ikke liberale. Alle partierne vil bevare staten og styre folks liv, fra de bliver født, til de bliver gamle,« siger han. Derfor overvejer han enten at stemme blankt eller på Sverigedemokraterna. Ikke på grund af indvandringspolitikken, men på grund af formanden, Jimmie Åkesson:

»Jeg er bestemt ikke enig med ham i alt. Men jeg har sympati for ham. Han er stringent i sine holdninger og siger tingene, som de er.« Det står i modsætning til de andre partiledere, forstår man.
Da de kommer hen til skolen, står Christin Sundberg længe og kigger. I Sverige fungerer det sådan, at der ved valglokalet står en slags sættekasse med en hel masse stemmesedler – og hver stemmeseddel hører til ét parti. Ideen er, at man skal tage én af hver, så der er hemmelig afstemning – og så kan man putte lige præcis sin stemmeseddel i en lille kuvert i stemmeboksen og aflevere ved valgbordet.

En mand i sort tøj kommer forbi og tager hurtigt tre blanke stemmer op ad boksen og ikke andet. »Det er de bedste,« siger han.

»Hvad skal jeg stemme til kommunalvalget?« spørger Christin sin mand.

»Bare ikke socialdemokratisk,« svarer han.

Selv tager Jonas Andersson både de blanke stemmesedler og SD-sedlerne med ind i gymnastiksalen, hvor der står tre små stemmeborde bag grønne forhæng. Foran dem – halvt inde i et håndboldmål sidder tre valgtilforordnede. En af dem er 67-årige Åke Gustafsson, og det er ham, der styrer showet.

I snart 40 år har han haft ansvaret for, at valgene i Fagerhult foregår efter reglerne. Det er bare et par timer siden, han kørte sin beige Fiat Suntraveller-autocamper fra hjemmet tre kilometer væk og til skolen, hvor han udbrød:

»Så er der valg. Vi skal have alle marginalerne med.«

På skolen skal der stemmes til tre forskellige valg. Kommunevalg, et regionalt landstingsvalg, der handler meget om driften af de store sygehuse i Oskarshamn og Kalmar, og så parlamentsvalget i Riksdagen.

Dagen igennem dumper vælgerne ind ad døren med cirka fem minutters mellemrum, og der er stort set aldrig kø til stemmeboksene. Fagerhult er et landsogn, dets beboere er afslappede mennesker, og der er nok lidt flere mænd i skovmandsskjorte, jeans og enten arbejdssko eller træsko end til valget i Stockholm, ligesom der er flere kvinder i blomstrede kjoler, leopardprint, tynde dunjakker og enten Crocs eller sandaler, end du finder i det centrale Göteborg.

Da købmanden Jonas Andersson kommer frem bag stemmeforhænget er han tavs.

– Stemte du?

»Ja,« siger han.

– Hvordan føles det at være sverigedemokrat?

»Det her var en protest,« svarer han: »En protest imod de andre partier.«
Regnbuer over præstegården
Klokken 16:30
I flagstangen foran byens præstegård hænger hverken Sveriges blågule, Smålands rødgrønne eller Kalmars rødgule korsflag, men regnbueflaget. Indenfor går Rose-Marie Emilsson rundt og er lidt træt, men også glad. Hun kom først hjem fra bryllupsfest klokken tre i nat. To af hendes veninder blev gift med hinanden. Rose-Marie Emilsson er diakon i nabobyen Åseda, gift med præsten i Fagerhult, og så er hun lidt bekymret i dag.

Hun sætter sig ved bordet i stuen. Udsigten er som et maleri – småknoldede, grønne marker, store sten, skoven, der rejser sig i baggrunden.

Det er højredrejningen, der gør hende nervøs. Sverigedemokraterna står til stor fremgang.

»I deres valgprogram står der, at mennesket har en essens. At vi er programmeret fra begyndelsen. Så de mener ikke, at man kan være født som et køn og blive et andet,« siger hun.

På bordet ligger en badge med teksten ’Alltid Ällskad’ – også i regnbuefarver.

»Kærlighed er for alle. Det er vigtigt for mig at vise,« siger hun. Det er hendes hjertesag.
Men diakonen ved godt, hvordan det føles at se ned på homoseksuelle. Hun voksede op i Nordsverige og blev som teenager en del af en kristen frimenighed, hvor hun lærte, at homoseksualitet var den værste synd, der fandtes. Det troede hun på. Og hun blev meget vred som 15-årig, da hendes far sprang ud som bøsse.

»Jeg kan ikke vide det,« siger hun. »Men ...«

»Hvis min far havde kunnet være fri, så var han måske ikke blevet alkoholiker.«

Få år senere vendte hendes syn, da en god ven sprang ud, og hun forlod frimenigheden og fik arbejde i den svenske kirke. Senere fik hun en datter, der er lesbisk, og hun er for længst voksen.

Det er nu godt fem år siden, at hun og familien flyttede til Fagerhult, men det er stadig svært for Rose-Marie Emilsson at greje folkene i byen. Hun ved for eksempel ikke, hvad de tænker om alle hendes regnbuer.

»Det svære i Fagerhult er, at ingen siger noget.«

Familien har seks børn. Tre af dem bor hjemme, og en af dem er adopteret fra et afrikansk land. At komme til en by, hvor mere end hver fjerde stemmer på Sverigedemokraterna med en søn med mørk hud – det føltes lidt … Rose-Marie Emilsson afslutter ikke sætningen.

Hun rejser sig og går ud. Tager nøglerne frem og låser hoveddøren. Hendes nøglesnor er regnbuefarvet:

»Jeg er ikke selv LGBT, og jeg repræsenterer dem ikke, men jeg synes, det er vigtigt at vise alle, at jeg er en allieret.«

Så trækker hun sin cykel frem og kører til boldbanen. Datteren Cornelia spiller kamp for byens U13-hold. Det bliver en tæt kamp, men Fagerhult taber 3-2.
Afgørelsens timer
Klokken 20:01
Inde på skolen lukker valgstedet ned, og viceformanden Ulf ringer ind til kommunen. Nu begynder optællingsarbejdet.

De rykker fire skoleborde sammen og vender trækassen med stemmesedlerne på hovedet. Først tæller de antallet af stemmer, og så skal de finde ud af, hvordan de fordeler sig politisk.

Stemmerne bliver optalt i prioriteret rækkefølge: Riksdagen, kommunalvalg og til sidst landstingsvalget.

Samtlige ni valgadministratorer sidder i en aflang firkant med Åke Gustafsson og viceformanden for bordenden. Åke Gustafsson nedfælder de andres optællinger på de officielle papirer og bruger en blå lommeregner med gule taster til at finde ud af, om regnestykket går op. Viceformanden står for at ringe resultaterne ind til kommunen.

Klokken 21:35 er forsamlingen i mål med valgresultaterne. Efter godt halvanden times optælling i højt humør er alle tre valg endelig opgjort.

»Tusinde tak. Fantastisk! Nu skal vi bare pakke ned i bilen,« siger Åke Gustafsson.

Hans stemme drukner næsten i lyden fra en motocrosser, der fræser forbi.
Så flimrer valget over skærmen
Klokken 20:30
Mens valgfolkene tæller op, sidder Fagerhultborgerne trygt i træhusene og ser valg-tv. I den gamle hotelbygning på Stationsvägen har byens gamle lærer, Ingrid Wernersson, skruet højt op for fjernsynet. Hendes mand, Anders, er kommet hjem fra golf, og nu guffer de æblekage. Intet tyder på et jordskredsvalg.

Pludselig går døren op, og datteren Karin Wernersson kommer ind i entreen: »Jeg har ikke mere tyttebærsyltetøj,« råber hun derudefra.

Ingrid Wernersson rejser sig straks og går ud i sit køkken og finder en stor krukke til datteren, der har lavet blodbudding.

Hos familien Karlsson over for præstegården havde Marlene Karlsson egentlig bare tænkt sig at få lidt rygbehandling på sin akupressurmåtte, inden hun gik i seng, men nu tager hun alligevel sin økologiske vaniljechai med ind i sofaen og tænder fjernsynet. Ovenpå sidder manden og spiller computer. Søndag aften er DOTA-aften.

Hun har overhovedet ikke fulgt nyhederne i løbet af dagen, men er stadig overbevist om, at det bliver en stor dag.
På tv-skærmen toner en ekspert frem og siger, at Socialdemokraterna nok ikke går så meget tilbage som forventet.

»Vil du høre hvorfor?« spørger Marlene Karlsson og ryster på hovedet. »Der er så utroligt mange gamle mennesker i Sverige, der aldrig har stemt andet end socialdemokratisk og gør det uanset hvad,« siger hun. »Tro mig. Jeg arbejder med ældre.«

Live fra Sverigedemokraternas valgfest dukker Søren Espersen op på skærmen. Han er begejstret. Sverigedemokraterna er lige så store som Dansk Folkeparti nu. »Men det der tog os 20 år, har de klaret på otte år,« siger han.

Marlene nikker og smiler.

»Det er, fordi Jimmie har så stærk en drøm,« siger hun.
Forsinket af en elg
Klokken 21:15
Ovre i Præstegården på den anden side af vejen er de endnu ikke nået til at se valg-tv. Rose-Marie Emilssons mand – præsten Ola – har siddet i kø nede på hovedvej 37, fordi nogen var kørt ind i en elg. Tidligere i dag holdt han en prædiken i to byer. Og selv om den ikke handlede direkte om valget, så berørte den alligevel det vigtigste.

»Der findes to slags bekymringer,« havde han fortalt. Der er de selvskabte bekymringer om os selv, og så er der de virkelige bekymringer.

»Og de reelle bekymringer handler om, at vi har skabt klimaforandringer og udrydder dyrearter. I Sverige lever vi, som om vi har fire planeter,« siger han nu og fortsætter ud i en politisk-teologisk analyse af en art:

Nok har Jesus gennem korsfæstelsen brudt ondskabens magt, men der findes stadig onde mennesker. Folk, der foragter andre, folk, der er racister. Men flest er de, der lever i fornægtelse og ikke har indset, at klimaforandringerne kræver handling – også fra dem.

»Men det er en hård opgave at være miljøprædikant,« konstaterer han.

Her i præstegården lever den svenske tolerance. Præsteparret hælder til, at moskeerne skal have lov til at lave bønnekald om fredagen og taler om, at voldtægtsstatistikkerne bliver misbrugt politisk, og at man ikke skal ret langt tilbage i svensk historie, før kvinder gik med sjal over håret og sad på andre kirkebænke end mændene. De tror. På Gud, på integrationen og på et bedre Sverige baseret på menneskeligt ligeværd.

Men de er i tvivl om, hvorvidt alle deres landsmænd tror på det samme.
De går op ad trappen til første sal, hvor ilden brænder i pejsen, og tænder tv’et. De er lettede, da den foreløbige optælling viser et lille forspring til den røde blok. Så toner en kommentator frem og siger, at det bliver umådelig svært at finde et parti, der vil samarbejde med Sverigedemokraterna.

Imens tjekker deres søn, Simon, de lokale tal fra Fagerhult og viser dem til forældrene på mobilen. Sverigedemokraterna er gået ét procentpoint tilbage.
Jens får sig en aftensmøg
Klokken 21:55
Drønet fra motoren afslører, at Jens Dreves er på vej ned af Kyrkvägen. Han passerer Nära Dej-købmanden i høj fart, inden han drejer skarpt op af Skolevägen med bremsen. Et øjeblik efter kommer han igen kørende mod købmandsbutikken. Denne gang fra Gästgivarevägen, hvor han bremser hårdt og laver hjulspin hele vejen op. Det stinker af brændt gummi, da han parkerer foran købmanden, hvor ejerne har ladet blomster, gødning og vandkander stå ude, da de lukkede butikken.

Jens Dreves skal op klokken 6:30 dagen efter for at nå i skole. »Men det er jo nu, man kan køre hurtigt,« siger han. Og bestemmer selv, hvornår han kommer hjem.
Jens Dreves tager sin telefon frem og viser en rystet video af nogle udtjente Volvoer, der kører ræs. Faktisk kom han først hjem klokken fem i nat. Han havde kørt rundt i skoven med en kammerat – ham på 17 år – til klokken to. Derefter var de taget op på hovedvejen, hvor de ældre drenge, dem mellem 20 og 25 år, var mødtes for at køre bilræs.

»Det hele handler om at have en bil, der ligner, den kan køre 30 kilometer i timen, men i virkeligheden går op til 300,« siger han og griner.
Som i en skilsmisse
Klokken 6:15
Lena Eriksson har taget en blålilla hat på, og hun er næsten færdig med sin avisrute. Nu holder hun foran en nedlagt ICA-butik i nabobyen Grönskåra i en speciallavet bil, hvor rattet sidder i højre side, så hun lettere kan smide aviserne i postkasserne.

»Jeg kan også holde ind til siden, åbne døren, hoppe ud og tisse, uden nogen opdager det,« griner hun.

I morgenradioen har hun lige hørt nogen tale om, at selv i skilsmisser, hvor folk hader hinanden, må de lære at arbejde sammen. Det gælder også med valget og med Sverigedemokraterna, mener hun.

»At holde nogen udenfor er barnligt. Det er mobning,« siger hun.
Lena Eriksson kører videre for at dele de sidste eksemplarer af Oskarshamns-Tidningen ud. Avisens forside består i dag af én stor grafik. Til venstre en stor rød blok med tallet 40,6 og til højre en blå en, der er lige så stor og med tallet 40,2. I midten er en gul blok med Jimmie Åkessons ansigt og tallet 17,7. Sådan ser fordelingen af stemmer ud. Men hvad det betyder, ved ingen. Under grafikken står to ord med store typer:

»VEM VANN?«
Hvad ville Jesus gøre
Klokken 7:45
På præstegården er Rose-Marie Emilsson trukket i sit sorte diakontøj. Under hagen lyser kirkens smalle hvide bånd, og om hendes ankelled hænger en regnbuefarvet perlekæde. Hendes mand, præsten, sidder i en rød badekåbe, og udlægger sin politiske drøm, der lyder lidt hen ad Lena Erikssons: Hvis bare partierne ville arbejde sammen over midten. Ligesom under Anden Verdenskrig. For der er brug for samling nu. Klimakrisen kræver det.

Dog adskiller han sig fra avisbuddet på ét punkt – for ikke alle kan være med i samlingen.

»Sverigedemokraterna har ikke vist, at de har et demokratisk sindelag. Det kommer med racistiske udtalelser, så de er ikke velkomne.«

Hans hustru er enig i det med at samle partierne og henviser til det gode kirkelige råd i en tvivlssituation: »What would Jesus do?«

»Og det vigtigste er, at de finder en vej sammen. Men Sverigedemokraterna vil ikke betragte mennesker som ligeværdige, og så ved jeg ikke, om det er muligt at have dem med.«

Præsten tager ordet: »Så længe de har racistiske holdninger, kan de ikke være en del af en regering.«

Han mener ikke, at det er udemokratisk at udelukke et parti, der repræsenterer knap en femtedel af befolkningen. De er jo stadig i Riksdagen – med hele 62 mandater. Og der har de selvfølgelige ret til at udtrykke deres holdninger ligesom alle andre.
Rose-Marie Emilsson samler sine tasker, traver ud og sætter sig i familiens eldrevne Nissan Leaf og kører på job. Ola går op og børster tænder – og så skal han til lægen. Han har mødt en masse dygtige indvandrede læger i sundhedssystemet.
Indvandrerne koster
Klokken 9:00
Lige ovre på den anden side af gaden ligger familien Karlssons unger i sofaen og ser tegnefilm på det store fjernsyn. Marlene Karlsson tager en tår kaffe.

»Jeg havde da håbet på mere,« siger hun om Sverigedemokraternas valgresultat. »Men 17 procent er mere end 13 procent.« Nogle meningsmålinger havde spået over 20 procent.

Daniel kommer ned ad trappen. De er kommet meget godt ud af valget, mener han. Højrefløjen har forstået, hvad Sverigedemokraterna vil – nemlig begrænse indvandringen.

»Vi bløder jo penge. Vi har været blinde, og SD bliver nødt til at sætte foden ned over for det kaos, der er i Sverige,« siger Daniel Karlsson.

Sveriges økonomi er dårlig, forklarer han. Skatten stiger og stiger, mens velfærden bliver dårligere.

»Så hvad er det, der koster penge, hvis ikke indvandringen?« spørger han.

»Men mentaliteten i Sverige er, at det er synd for indvandrere. Så de kan gøre, hvad de vil.«
Verden fortsætter
Klokken 9:30
I købmandsforretningen er hverdagen vendt tilbage, som den plejer. Kunder kommer dryssende, køleskabet strejker, og Jonas Andersson må hele tiden om i baglokalet og hente mælk. Han er overrasket over valgresultatet, for han havde regnet med, at Sverigedemokraterna ville få en langt større fremgang og over 20 procent af stemmerne.

Stamkunderne Christer Blomkvist og Mikkel Andersson kommer forbi. Mikkel Andersson er decideret frustreret:

»Det var noget lort,« siger han om Sverigedemokraternas resultat.

»De skulle have været stærkere. Meget stærkere.« Han har siddet oppe og set valg hele natten.

Nu køber Christer Blomkvist kaffe og kager med vaniljecreme, og de to slår sig ned foran butikken:

»Det bliver meget jævnt det hele,« er Christer Blomkvists kommentar til valgresultatet.

Kort efter kommer Lena Eriksson også kørende, nu i sin egen bil – men stadig med hatten på. Hun laver peace-tegn ud ad vinduet og slår sig ned ved vennerne, præcis som de sad dagen før. De snakker om, hvorvidt de andre partier vil arbejde sammen med Sverigedemokraterna. Lena Eriksson siger, at hvis ikke de gør det, flytter hun til udlandet.

»Det passer ikke,« skynder hun sig at tilføje.

»Jeg elsker Sverige.«
Informations Fagerhult-reportage er inspireret af den nye bog ’Fagerhult – Bilder av Sverige’ af Kristian Bengtsson og Johan Wirfält, der har besøgt en lang række af Sveriges Fagerhulter. Det var dem, der anbefalede os at tage til netop denne Fagerhult. Tak.
Tekst: Kristian Villesen, Jakob Stein, Mathias Sindberg og Mikkel Vuorela
Foto: Peter Nygaard Christensen og Sigrid Nygaard
Digital produktion: Sigrid Nygaard

15.september 2018
Dagbladet Information

Anbefalinger

  • Flemming Berger
  • Per Torbensen
  • Brian W. Andersen
  • Steen Voigt
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Carsten Hansen
  • Kristen Carsten Munk
  • jens peter hansen
  • Trond Meiring
  • David Zennaro
Flemming Berger, Per Torbensen, Brian W. Andersen, Steen Voigt, Bjarne Bisgaard Jensen, Carsten Hansen, Kristen Carsten Munk, jens peter hansen, Trond Meiring og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er 1 der udtrykker :
»Det her var en protest,« svarer han: »En protest imod de andre partier.« , efter at have stemt SD.

Der er nok rigtig mangesvenskere der vil udtrykke det samme som ham.

Et budskab de etablerede partier ikke forstår.
De etablerede partier tror at SD-vælgere er racister, mens de i virkeligheden, i stort antal, blot forlanger at de gamle partier gør noget ved problemerne.

Tuomas Sihvonen

"Med 75 kilometer til lægen bruger Daniel Karlsson nærmest benzin for 500 kroner, hver gang han skal til konsultation, siger han."

Sverigedemokraternas förmåga att räkna är lika dålig som deras omdöme i allting annat. Om man betalar 16 kr litern för bensinen, ska man göra av med 31 liter för att komma till en kostnad på 500 kronor. 2 gånger 75 km är 150 km. Om Herr Karlsson kör en bil som slukar över 20 liter/100 km så får han verkligen skylla sig själv.