Gift som barn
Pigen bag det sorte tørklæde
Nada Turki forelskede sig sidste efterår i troen på, at en mand ville gøre hendes tilværelse bedre. I dag er hun – ligesom flere og flere tusinder syriske flygtningepiger i Libanon – giftet bort som barn mod sin vilje. Mød hende og fire andre barnebrude
Tekst: Emma Ellegaard
Video: Mathias Løvgreen Bojesen
Informations udsendte
Libanon
Nada Turki sidder på betongulvet i køkkenet og forstår ikke, hvordan det lige er hende, der er endt med at sidde der. Selve situationen er der intet usædvanligt ved – hun har siddet her med lågen lukket til soveværelset utallige gange de seneste måneder. Alligevel er noget anderledes. Ligegyldigheden ved hendes liv føles mere gennemtrængende. Mere drænende.

Nada Turki kigger på lågen ind til soveværelset og kan høre Mohammed Farou på den anden side. Hun mærker sine salte kinder stivne. Han er ophidset. Hun kan fornemme det på måden, han går rundt. Måden, han skubber til skrivebordet, sparker til sengen. Nada Turki bliver siddende. Krummer sig sammen med knæene mod brystet under den lange kjole. Hun venter, venter på, at lågen smækker, og hun kan høre hans trin bevæge sig væk i gruset udenfor.

Hun er en ung pige. 15 år. Men når Nada Turki sidder på betongulvet i køkkenet, har hun det som en gammel kone. Hun klæder sig hver morgen i kjoler til anklerne og pakker sit hår tæt ind bag et tørklæde, hun har ikke været i skole i flere år, og hendes vigtigste opgave er at sørge for Mohammed Farou. Hun ved, hendes tilværelse går ud på at være gift med ham, altså lave mad, vaske op, gøre rent, tie stille, gøre hvad han siger og på den måde holde hans temperament nede.

Hun kan ikke krydse bjergkæden. Den er ellers få kilometer borte. Hun kan se den, hver gang hun er udenfor. Engang boede hun på den anden side, blot 70 kilometer herfra i forstaden Ghouta ved Syriens hovedstad, Damaskus. Men i 2013, da Nada var 11 år, blev byen ramt af gasangreb, og hendes familie flygtede kort efter.

I dag befinder hun sig på tredje år i et telt.

Det ligger i Libanon i en lille lejr af 20 telte nær byen Zahle i Bekaadalen. Teltet er indrettet som et rigtigt hjem med seng, skrivebord og et lille tv. Men det føles ikke hjemligt. For hver dag, bjergkæden ikke kan passeres, og Mohammed Farous vrede får hende ud i køkkenet, opgiver hun lidt for lidt drømmen om en fremtid, som hun selv bestemmer over.
Konsekvens af krig og konflikt
Nada Turkis ægteskab er ikke noget særligt i sammenligning med de 120 beboere i de 20 nabotelte i lejren, hvor hun bor. Her er størstedelen af de jævnaldrene teenagepiger forlovede eller allerede giftet bort.

Nada Turki og pigerne er en del af en ny tendens blandt de halvanden million syriske flygtninge, der opholder sig i Libanon; en million er officielt registrerede, de resterende opholder sig i landet illegalt, antager FN’s Flygtningehøjkommisariat, UNHCR. Tendensen er, at flere og flere piger bliver giftet bort, før de fylder 18 år.

Flere lokale og internationale organisationer har løbende påpeget udviklingen de seneste år, som også ses blandt syriske flygtninge i Jordan. Men i år udkom en rapport af blandt andet FN’s befolkningsfond, UNFPA, der som den første dokumenterer en direkte sammenhæng mellem borgerkrigen i Syrien og ægteskaberne.

Rapporten viser, at lidt færre end hver 20. pige blev gift som mindreårig i Syrien i 2009 – altså før borgerkrigen. Fem år inde i krigen i 2016, da materialet til rapporten blev indsamlet, var næsten hver fjerde syriske flygtningepige i Libanon blevet gift, før hun fyldte 18 år.

Med andre ord: Flere og flere piger – særligt i alderen 12 til 17 år – bliver barnebrude blandt de syriske flygtninge i Libanon.

Men antallet er svært helt at slå fast, siger Alexia Nisen, der arbejder fra UNFPA’s kontor i Beirut i Libanon og står bag det analytiske arbejde i rapporten. Problemet er, at mange ikke bliver officielt registrerede som ægtepar. De vies blot af en lokal sheik, som svarer til en kommunalansat i dansk regi, og som ikke formelt kan vie et par, men som har autoritet nok i lokalmiljøet til det.

Årsagen til ægteskaberne er, at borgerkrigen har frataget pigernes familier deres job, deres hjem, deres adgang til uddannelse, deres sikkerhed og deres følelse af ære. Familierne er bange for, at pigerne bliver udsat for overgreb, mister deres mødom før et ægteskab, og at pigerne aldrig bliver gift, hvis de ikke gifter dem bort nu. Samtidig fremhæver Alexia Nisen, at mange piger håber, at ægteskaberne vil forbedre deres familiers og deres egen tilværelse.

Imidlertid er alle, der arbejder i de syriske flygtningemiljøer, enige om, at ægteskaberne er en meget dårlig overlevelsesstrategi.

De ender i vold. Fysisk. Psykisk. Pigerne får børn, mens de endnu selv er børn. Risikoen for at få langvarige mén af graviditeten og fødslen er større, hvis pigerne ikke er færdigudviklede. Og hvis pigerne først er blevet gift, forsvinder de som dug for solen for nødhjælpsorganisationer i området og kommer væk fra uddannelse og arbejdsmarkedet.

En generation tabt på gulvet på grund af krigen.
Mandarin Asrin, gift, 17 år.
Bor i en teltlejr
i Bekaadalen
»Mit bryllup fandt sted med det samme, da jeg kom til Libanon med min familie sidste efterår. Næste dag rejste mine forældre tilbage til Syrien igen.«

»Jeg vidste godt, at jeg skulle giftes. Min mand havde ringet til mine forældre i Syrien og spurgt, om han måtte fri til mig. Jeg tror, han havde travlt med at holde sin ære intakt. Han havde allerede været gift én gang, og han havde et barn fra det ægteskab. Men hun havde været sammen med en anden, fik jeg fortalt, og så forlod han hende.«

»Hun bor stadig i samme lejr som os, men jeg har ikke noget med hende at gøre. Jeg er vant til det miljø, vi lever i. Det ligner det, jeg kommer fra i Syrien, hvor jeg har boet som palæstinensisk flygtning hele mit liv. Jeg havde ikke et valg om at rejse hertil, og det kom ikke bag på mig, da han tog kontakt til mine forældre. Men jeg gad godt, at de var blevet lidt længere efter vielsen.«

»Nu bor jeg med hans familie, mindre søskende og mor og far i et telt. Jeg gad godt have lidt mere plads. Privatliv. Jeg er gravid. Men jeg ved ikke, hvad jeg håber for fremtiden. Jeg har aldrig selv gået i skole. Jeg håber, Gud har en bedre plan for mit barn. Til daglig lever vi af de penge, min mand tjener ved at sælge servietpakker i lyskryds og til forbikørende på landevejen.«
Da beskederne fra Mohammed Farou begyndte at tikke ind i Nada Turkis WhatsApp-indbakke, mærkede hun en uvant følelse i kroppen. Hun havde lyst til at smide den væk, for hun vidste, at det var forkert, da hendes hjerte bankede hurtigere ved tanken om ham, men hun kunne ikke lade være med at tjekke mobilen for at se, om han havde skrevet igen.

»Du er sød,« var noget af det første, han skrev til Nada Turki.

»Du er også sød,« skrev hun impulsivt tilbage.

Deres beskeder var ofte længere, men det er i korte sætninger, Nada Turki husker essensen. Det er i dag et år siden, de to begyndte at skrive sammen. Nada Turki svarede, selv om hun vidste, at hun burde holde sig tilbage. Hun var 14 år, han var 20. Hun boede med sin mor og far og farens to andre koner og 15 andre børn. Mohammed Farou var ungkarl uden familie.

Men det var så længe siden, at noget havde fået hende til at skelne mellem i går og i dag, weekend og hverdag. I begyndelsen, da hun kom til lejren for to år siden, gik hendes dage i den lokale skole i Libanon. Men hendes far sagde, at hun skulle hjælpe hjemme. Og da pensum var anderledes end i sjette klasse i Syrien og på engelsk – altså svært – stoppede Nada Turki hurtigt med at møde op i skolen.

UNFPA’s undersøgelse viser ikke blot, at pigerne bliver gift yngre. Den viser også, at der er et fald i antallet af syriske flygtningepiger i Libanon, der går i skole, fra de er fyldt 14 år. Som 12-årige går knap 70 procent af pigerne i skole, når de fylder 14 gør blot hver tredje. I samme aldersgruppe viser undersøgelsen en stigning i antallet af piger, der bliver gift. Om pigerne dropper ud af skolen for at blive gift, eller om de, som Nada Turki, først dropper ud og så bliver gift, mangler stadig at blive undersøgt.

I stedet for at lave regnestykker og læse i bøger, fik Nada Turki tiden til at gå med at lave mad af ris, dej og kartofler til morgen, middag og aften, spejde mod bjergkæden få kilometer borte, sætte hår på de andre piger, lakere negle med lak fra et marked i en nærliggende libanesisk by og sidde omkring et bål med de andre børn, kvinder, ældre og de mænd, der ikke havde arbejde eller var ude at lede efter et. Hun havde dengang en følelse af, at der snart måtte ske hende noget. Altså noget godt.

Efter omkring et år dukkede Mohammed Farou op og flyttede ind hos sin tante og onkel. Nada Turki hørte folk hviske om, at han ville være dårlig for miljøet i lejren, fordi han kom uden forældre og familie, uden job, uden ære. Men han fik lov. Hvor skulle han ellers tage hen?

Nada Turki så ham tit, men talte aldrig med ham. I stedet skrev han. Og så skrev hun. Og han skrev tilbage. Men hun sagde ikke noget højt. Så var det hende, folk pludselig ville hviske om.
Ruller med øjnene
»Er du egentlig en god mand?« spurgte hun ham en dag på WhatsApp.

Hun vidste, at hun som pige ikke kunne konfrontere ham med, at han var arbejdsløs, eller hvad der ellers blev sagt om ham i lejren.

»Jeg er en god mand, ja,« svarede Mohammed Farou.

Nada Turkis to år ældre søster var blevet gift tidligere på sommeren sidste år. Nada Turki havde aldrig været forelsket. Men hun syntes, at hendes søster virkede glad efter at være flyttet fra familien og ind i sit eget hjem, som hendes nye mand havde bygget til dem. Det var opdelt i tre rum af store stykker stof; de havde både stue, soveværelse og køkken.

Selv sov Nada Turki i et telt med ét rum, hun delte med sin mor og lillebror, og som om dagen blev brugt til storkøkken for hendes far og resten af familien.

»Vil du give mig, hvad jeg har brug for? Være god ved mig?« spurgte Nada Turki.

»Du er min eneste ene,« skrev han.

Nada Turki sidder på gulvtæppet i sit omtrent 12 kvadratmeter store telt med det tilstødende køkken, hun i dag bor i med Mohammed Farou. Han skrev en hel masse andre ting dengang, men det er den sætning – »Du er min eneste ene« – hun fremhæver først. Hun stikker sine hænder ind i ærmerne på sin hættetrøje, piller ved stoffet, kigger væk, ned, hen på sengen, ned på hænderne igen, tager så den ene hånd op for munden og taler bag sine fingre.

Som mange andre teenagere taler hun med korte sætninger – »Ja«, »nej«, »jeg ved det ikke« – og ruller med øjnene, når hun synes, noget er for åndssvagt. Men når snakken går på, hvad hun drømte om, at ægteskabet ville give hende, svarer hun lettere kækt, som om det er åbenlyst for alle:

»Jeg håbede jo, at han kunne redde mig.«
Reem Turki, gift, 16 år.
Bor i en teltlejr
i Bekaadalen
»Alle pigerne her i teltlejren var misundelige, da jeg blev gift som 15-årig. Få går i skole, vi har sjældent meget at lave, og hvis vi ikke tager os af vores egne børn og mænd, så tager vi os af andres. Den store drøm er at få sin egen familie.«

»Jeg opgav skolen, allerede da jeg kom hertil for to år siden. I stedet begyndte det meste at handle om, at jeg skulle afsættes. Selv om jeg ikke vil sige, at min familie pressede mig til at blive gift med hvem som helst, så pegede min fremtid i den retning.«

»Først forlovede min far mig med en mand i byen Homs i Syrien. Vi var i lejren her i Libanon, og jeg skulle rejse over grænsen og bo med ham. Det ville jeg ikke. Men jeg fik ikke lov at undgå at blive gift med ham, før jeg selv bragte min nuværende mand på banen. Vi kendte hinanden fra Syrien. Jeg havde længe syntes, han var lidt sød. Det syntes han også, jeg var.«

»Min mand er 20 år, jeg er 16. Mit ægteskab er ikke det værste. Min mand slår mig ikke. Jeg må gå hvorhen, jeg vil. Men hvis jeg siger ham imod, kalder han mig dyrenavne. Jeg kommer aldrig til at sætte spørgsmålstegn ved, hvordan vi gør, eller give udtryk for, at jeg har en anden holdning end ham. Jeg har lært, at manden ved bedst.«
Efter at de over WhatsApp havde aftalt at gifte sig, gik Mohammed Farou sidst på efteråret med sin tante til Nada Turkis far og bad om hendes hånd. Brylluppet skulle finde sted i december, men på grund af et dødsfald i lejren blev det udskudt. Efter forlovelsen samlede Nada Turki mod til at hilse på Mohammed Farou i lejren. Hun smilede til ham, når de sad sammen i et af de større telte eller ved et bål. Men hun husker, at han som regel fnøs ad hende, vendte øjne, ignorerede hende og puffede til en af mændene ved sin side.

»Aaaargh,« vred tankerne sig i Nada Turkis hoved.

Hun slår sig selv i panden, når hun fortæller om, at hun ikke handlede på, at tanken om ham fik hendes mave til at trække sig sammen allerede dengang … Ikke engang de andre mænd, han spillede smart over for kunne jo lide ham, de drillede ham bag hans ryg, lavede dyrelyde.

Men hun lod dagene gå, sneen falde. Hun vidste, at hendes storesøster havde undgået at blive gift med en anden mand, hun var forlovet med. Men han var i Syrien, det var nemmere for hende at slippe ud af.

Nada Turki gik og samlede sig mod, lige indtil den dag hendes far stod i hendes telt. Han var der ikke så ofte, han boede i naboteltet med sin nyeste kone og yngste børn. De to talte aldrig på tomandshånd.

»Du skal giftes nu,« sagde han.

»Ved han, at jeg er kommet i tvivl?« tænkte hun ved sig selv, men kiggede ned og sagde ikke noget. Der var ikke noget at svare på.

»Jeg skal giftes nu,« tænkte hun.
Tre koner, tre etager
Selv om hendes far, mr. Turki, var lederen, høvdingen eller det, man på arabisk kalder en shawish i lejren, havde han ikke mere at leve af, end de 27 dollar han fik pr. familiemedlem om måneden af den humanitære nødhjælpsorganisation World Food Programme, WFP. Havde sønnerne arbejde, havde de som regel 10 dollar med hjem om dagen. Løbende fik de brændeovne, gamle fjernsyn, madrasser og lignende fra nødhjælpsorganisationer. På et tidspunkt havde de endda wifi, men det varede kun, indtil abonnementet skulle betales.

Da han opsøgte sin datter for at sikre, at hun giftede sig, følte han sig ikke som en verdensmand, fortæller han. Sidst i sine 50’ere, stavrende med en stok. Han manglede flere tænder, end han havde tilbage.

Engang var mr. Turki sælger og landmand, der opdrættede sine egne får og solgte dem videre. Han havde gang i en god business, der indbragte ham tre koner og et hus i tre etager; en til hver dame – sådan griner vennerne i hvert fald jokende om hans gamle livsstil, da de en dag er på besøg hos ham i lejren. De bor i en anden lejr tæt på, efter de også er flygtet fra Syrien.

Forinden lejren blev et sted, man kunne have gæster, rejste mr. Turki med noget af familien rundt i Libanon for at finde et sted at slå sig ned, mens Nada Turki og hendes mor, bror og søster ventede i Arsal – en libanesisk by nær den syriske grænse, hvor libanesisk militær flere gange havde været i tætte kampe med militser fra Syrien.

Men mr. Turki havde svært ved at finde et fast sted. I Libanon er det ikke lovligt at opføre formelle, officielle flygtningelejre, fordi man frygter, at de tilkomne vil slå sig ned permanent, hvis omstændighederne gør det muligt.

Som de fleste andre syrere fandt mr. Turki derfor en lokal libanesers mark, hvor han af ejeren fik lov til at opføre det, der sidenhen er blevet til de 20 telte, der ligner rektangulære havepavilloner med teltdug og sølvfarvet isoleringsmateriale som vægge. Mr. Turki indsamler huslejen på omkring 500 dollar pr. år pr. telt til den libanesiske udlejer.

Mr. Turki havde brug for en ekstra til at betale til lejren. Så allerede før Nada Turki fik øje på Mohammed Farou, havde mr. Turki besluttet, at hun skulle giftes. Derfor sagde han til hende, at hun skulle gå ud af skolen, og derfor sagde han ja til Mohammed Farou.

Selv om Mohammed Farou var en skidt mand på papiret, var han bedre end ingen mand. Hvis Nada Turki ikke selv havde været villig, havde han presset hende.

Han har søgt ro i et mindre telt. Her sidder han og slår ud med armene fra sit skød i den hvide kjortel og tænder en af sine mange daglige mistralsmøger nærmest som for at slå de følgende dødsstille sekunder ihjel … I Syrien ville det være anderledes, siger han. I Syrien ville han først have giftet sin datter væk i hendes 20’ere, ligesom hans egne koner alle har været i 20’erne.

Men I Libanon var der ikke andet at gøre. Han havde ingen penge og kunne ikke sørge for hende, som han ville have kunnet i Syrien. Mohammed Farou og Nada Turki blev gift i februar 2017.
Huda al-Hamad, gift, 14 år.
Bor i Chouf-distriktet nær Beirut

»Jeg havde aldrig følt mig smukkere, end da min mand kom listende ind i rummet. Jeg var til kvindernes fest, han kom fra mændenes. Det var vores bryllupsaften. Han måtte ikke se mig endnu, det var for tidligt, det var haram, som vi siger – altså forbudt i vores muslimske praksis. Han syntes, jeg lignede en drøm, det husker jeg, at han sagde. I min hvide kjole. Det var første gang, han så mit hår. Han burde gå igen, men i stedet satte han sig.«

»Første gang, jeg mødte ham, var jeg 13 år, halvt så gammel som ham. Dengang havde jeg lyst til at gå, men min mor tvang mig til at mødes med ham. Vi var netop kommet fra krigen i Syrien, min far var blevet dræbt, mine brødre flygtet til Tyskland. Jeg var den ældste tilbage, og min mor havde brug for en ny mand i huset, vidste jeg. Han skulle tage sig af os.«

»Han drømte om at rejse ud i verden. Jeg ville gerne med, tænkte jeg. Jeg fortalte om mine drømme om at undervise i at male og tegne, og jeg husker, at hans øjne lyttede på samme måde, som de stadig gør i dag. Andet møde arrangerede vi selv. Og et halvt år senere blev vi gift. Jeg havde aldrig troet, jeg skulle giftes, før jeg havde en uddannelse, var voksen.«

»Vi kommer af og til på et center for syrere her i området. De ansatte siger, at vi er et atypisk par. Ikke på grund af aldersforskellen. Tværtimod. Men fordi jeg ikke er ked af, at jeg ikke længere går i skole, og fordi jeg glæder mig til at se min mand hver dag, når han kommer hjem fra arbejde, og jeg glæder mig til at blive mor. Jeg skal føde om en måned.«
I teltet ryster Nada Turki gentagne gange ordene »fools, fools, fools« ud af kroppen, mens hun svinger sengetæppet og reder sengen i hjørnet langs de sølvbelagte vægge i skum og teltdug. Fools er et af de eneste ord, hun kan på engelsk, og hun siger det, så snart ingen lytter. Hvis Mohammed Farou havde været her, havde hun ladet ham snakke og ikke sagt noget. Men han er ude, og hendes storesøster, Reem, sætter sig på den netop redte seng. Nada Turki på gulvtæppet.

»Min mand kalder mig oftere for et dyr end mit rigtige navn,« siger Reem Turki.

»Hvis jeg kaldte ham det samme …«

Hun får ikke talt færdigt, inden Nada Turki afbryder med et fnis. Bare tanken om at svare sin mand igen virker så absurd, at det er sjovt.

» … han ville tryne mig, til jeg begyndte at græde,« afslutter Reem Turki.

»Men dit forhold virker ellers bedre end mit,« svarer Nada Turki.

»Jeg var glad, da han hentede mig, og vi flyttede ind i vores eget telt. Men vi forelsker os alle sammen blindt i drømmen om at blive gift i den hvide kjole,« siger Reem Turki.

Nada Turki kan sagtens huske, hvordan hun drømte om, at det blev hendes tur.

»Vi anede virkelig ikke, hvad vi gik ind til.«

Der er gået to måneder siden brylluppet i februar.

Før hun blev hustru, var Nada Turki med ved bålet om morgenen i lejren, hun gik langs stierne rundt blandt teltene, slog sig ned ved sin tante, besøgte sin søster, sov hos sin mor, spejdede mod bjergkæden. I dag er det så sjældent, at andre ser hende, at hvis nogen endelig skulle spørge, hvor hun er, så er der en, der peger i retning mod hendes telt, og så trækker den, der spurgte, indforstået på skuldrene: »Nårh, ja. Selvfølgelig.«
Ikke mere arbejde på ostefabrikken
Nada Turki og Mohammed Farou bor stadig i den samme lejr i et af dens mindre telte, som han fik lov at låne igennem sin tante og onkel. Han havde ingen andre steder at tage hende hen.

I lejren er Mohammed Farou den, der glemmer at lyne lynlåsen i bukserne, har rodet hår, store armbevægelser, og han er den, både mænd og kvinder taler bagom ryggen på, selv når han er i rum med dem. Mohammed Farou er også den, der har brug for de andres hjælp til at få et job. Han er illegal flygtning, fordi han kom til Libanon efter januar 2015, hvor Libanon indførte en lov om, at man ikke længere kan opnå flygtningestatus i landet. Det strider imod FN’s flygtningekonvention fra 1951. Men den har Libanon aldrig underskrevet.

Uden papirer kan Mohammed Farou ikke gå særlig langt væk fra lejren for at lede efter arbejde. Hvis han bliver stoppet ved en kontrolpost af de libanesiske myndigheder, risikerer han at blive sendt tilbage til Syrien, fortæller han. Han flygtede derfra, fordi han ellers var blevet tvunget til at kæmpe i Assads hær. Hans familie er stadig i Syrien.

Samme dag som Nada Turki og hendes søster slænger sig på værelset og taler om, at deres mænd kalder dem for dyrenavne, er Mohammed Farou væk fra lejren til hen på aftenen. Han er på arbejde på en ostefabrik, hvor Nada Turkis søsters mand har fået ham med.

Men da dagen er ovre, er der ikke mere arbejde til Mohammed Farou.

»Jeg har jeg ingenting. Intet job, intet at spise. Jeg ejer ikke engang mit hjem,« siger han.

Når han ikke arbejder, opbygger han gæld. Han låner fra de lokale butikker, fra mænd i lejren. Lige nu skylder han over 1.000 dollar. Samtidig er han og Nada Turkis ægteskab ikke officielt registreret, så på papiret er han en ugift mand, en af dem, nødhjælpsorganisationer vurderer mest ressourcestærke i modsætning familier, ældre og gamle. Det betyder, at han hverken tjener sine egne penge eller får støtte, og det betyder, at Nada Turki stadig lever af hjælp fra sin mor, der til gengæld får økonomisk støtte af mr. Turki.

Mohammed Farou blev gift med Nada Turki, fordi det var den eneste måde, han kunne få lov at blive i lejren som ugift ungkarl, fortæller han. Det er en uskreven regel. Han følte sig tvunget, og Nada Turki var ikke den første, han opsøgte, men hun var den første, der viste interesse.

»Du forstår ingenting,« udbryder han ofte, når situationen kammer over i det lille telt efter endnu en dag, hvor han ikke har fundet arbejde.

Hun spørger efter juice, kiks, kager, hvad som helst. Han giver ingenting tilbage, men mærker frustrationen presse sig frem.

»Du er jo bare et lille barn!« siger han.

I dag må Nada Turki ikke gå på toilettet uden Mohammed Farous godkendelse. Hun må ikke besøge sin søster tre telte væk uden at fortælle ham det. Hvis han ser hende sludre med de andre kvinder uden at have fået lov, ignorerer han hende, lige til de kommer hjem. Hvis de er i samme rum, undgår Nada ham, nærmest som om hans berøring vil give hende stød.

Jo mere hun afviser ham, besøger sin mor, søster og bror, desto mere vil han høre, hvad hun laver, og desto mindre giver han tilladelse til. Det er hans måde at holde styr på sin situation. Det er den slags mand, han er, siger han til hende. Så hun er, hvor han er. Og det er for det meste inde i deres telt.
Mayar Nasser, forlovet, 17 år.
Bor i Beirut

»Jeg har udskudt vores vielse to gange. Jeg fniser lidt, når jeg fortæller om det. På den ene side synes jeg, at det er fjollet, at jeg har gjort det, fordi jeg godt kan lide min kommende mand, men på den anden side har jeg svært ved skulle rejse fra min mor og familie her i Beirut.«

»Lige nu bor vi i en etværelses stuelejlighed i udkanten af byen. Her arbejder min storebror som vicevært om dagen, om aftenen er han elektriker. Han bor her sammen med mine tre andre storebrødre, min mor og mig. Når vi bliver gift, skal jeg flytte til Sydlibanon, hvor min mand bor. Han har et hjem til os, men jeg vil helst ikke flytte. Ikke endnu.«

»Vores forlovelse blev sat op af min onkel og min forlovedes mor. Hun havde set et billede af mig og vist det til sin søn, som syntes, at jeg var smuk. Jeg blev vred. Hvad bildte de sig ind at sidde og vise billeder frem af mig, snakke om mig? Jeg var 16 år. Han 23.«

»Jeg havde afvist andre mænd tidligere, men min onkel arrangerede alligevel, at vi skulle mødes her i Beirut. Det er et års tid siden nu, og siden da er han kommet på besøg hver tredje weekend, hvor han overnatter hos en fra sin familie, der også bor her i Beirut.«

»Hvis jeg kunne gå i skole i Libanon, havde jeg afvist ham, tror jeg. Men pensum er meget anderledes i forhold til det syriske, og undervisningen er ofte på engelsk. I løbet af de seneste fem år har jeg prøvet at følge med i skolesystemet, men jeg er gledet ud. Jeg gifter mig ikke, fordi min familie tvinger mig, eller fordi de har brug for penge fra min forlovede. Min bror tjener nok til os alle. Jeg har bare ikke andet at give mig til end at blive gift.«
En aften, hvor Mohammed Farou ikke er kommet hjem endnu, er Nada Turki i teltet med et par jævnaldrene piger fra lejren og sin storesøster. Nada Turki lukker døren, der minder om en havelåge, og en pige fra sengen kalder på hende og retter så blikket mod det lille tv, de har fået doneret. Nada Turki ved, hvad der nu skal ske, og finder hurtigt den rigtige kanal.

»Åuh åuh uuuhhh.«

En mand synger på arabisk, pigerne rejser sig, synger med, klapper med hænderne let til den ene side af brystet. De svinger med hofterne, lader hovederne falde bagover, tørklæderne falde med. Nada Turkis hår er farvet rødligt af henna, krøllerne ryster til alle sider, tørklædet flyver over i sengen, og midt i det store smil farer hun med ét sammen, da en af pigerne griber hårdt fat i hende bagfra.

»Huuuurh« gisper Nada Turki, da hun hører, hvad pigen allerede havde hørt. Trin i gruset udenfor.

Hun farer hen til skabet ved sengen, dækker sig med skabslågen, så hun ikke kan ses af dem, der er på vej ind. To af veninderne har allerede tørklæder om håret igen og står foran Nada Turki. En tredje slukker for tv'et. Og en fjerde sætter sig ned på det tæppedækkede betongulv, som hun pludselig fatter stor interesse for.

Mohammed Farou træder ind og kigger sig omkring. Nada Turki kigger tilbage på ham med et sort tørklæde tæt om håret. Da han spørger, hvad de laver, virker det næsten til, at han tror på, de bare har siddet og snakket. Musikken er slukket, en pige har gjort den anden selskab på gulvtæppet, Mohammed Farou kigger undrende på Nada Turki og de to andre ved tøjskabet.

»Hvorfor står I egentlig der?«

Pigerne og nogle mænd, der kom med Mohammed Farou, forsvinder. Tilbage står Nada Turki alene med sin mand.

Måske er det, fordi han stadig kan høre fødderne fra horden af mennesker i gruset udenfor. Måske er det, fordi han er i bedre humør, end han plejer. I dag lader Mohammed Farou i hvert fald Nada Turki være.

Andre dage må hun fare ud i køkkenet. De ved begge, at det ofte er det, der sker. At han slår hende, rusker hende, hvæser af hende. Men hvis først hun når ud i køkkenet, følger han ikke efter, selv om han kan. Der ikke er lås på lågen. Her bliver hun, til hun kan høre hans trin i gruset.

Mohammed Farou følger ikke efter hende ud i køkkenet, fordi han ved, at hun ikke er årsagen til, at han har forladt sin familie i Syrien. Hun kan ikke gøre for, at han ikke kan få et arbejde. Det er ikke hendes skyld, at de andre mænd håner ham, prikker til ham, får ham til at stå alene. Sådan tænker Nada Turki i hvert fald.

Men hun og teltet er det tætteste, Mohammed Farou kommer på en hjemmebane, og det er på hende, at han får afløb, til hun smækker en låge bag sig. Det ved de begge to. Og sådan er det bare.

Når Nada Turki sidder i køkkenet, lukker hun øjnene. Tænker på, hvordan det ville være, hvis han aldrig kom tilbage. Hvis hun aldrig hørte trinene i gruset igen. Hun kan ikke blive skilt, så skiller hun sig nemlig også fra sin familie. Det har hun set før, hvis kvinder er gået. Hun kender ikke personligt til piger, der har haft succes med at blive skilt, selv om de findes derude, ude blandt andre syrere, ude i verden. Det ved hun.

Nada Turki lukker øjnene. Holder op med at tænke på sin fremtid. I går, i morgen, hverdag og weekend kan være det samme. Hun tænker på, hvad Mohammed Farou skal have at spise. Hvordan hun undgår for meget ballade.

Mens kinderne tørrer ud, funkler der nogen gange et lille lys i hende. Hun ville gerne have en ekstra chance til at gå i skole igen. Men bjergkæden ved siden af lejren har ikke flyttet sig, så længe hun har kendt til den, og det har Mohammed Farou heller ikke.
Tekst: Emma Ellegaard
Video: Mathias Løvgreen Bojesen
Redaktion: Mikkel Vuorela
Digital produktion: Jens Christoffersen

4. november 2017
Dagbladet Information

En måneds gratis Information digital + papiravisen fredag og lørdag

Anbefalinger

  • Trond Meiring
  • Niels Duus Nielsen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Kjeld Hansen
  • Viggo Okholm
  • David Zennaro
  • Flemming Berger
  • Kristen Carsten Munk
  • Dorte Sørensen
  • Jakob Trägårdh
  • Michael Hullevad
  • Erik Karlsen
Trond Meiring, Niels Duus Nielsen, Lise Lotte Rahbek, Kjeld Hansen, Viggo Okholm, David Zennaro, Flemming Berger, Kristen Carsten Munk, Dorte Sørensen, Jakob Trägårdh, Michael Hullevad og Erik Karlsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jakob Trägårdh

Endnu en forfærdende bagside af mønten (USD) og kampen om herredømmet over gas og olie mv. Forsiden er snart 100 års fest i Vesten. De fortsatte krige i Mellemøsten garanterer at disse pigers sørgelige skæbner (og de unge mænds ditto) aldrig ændrer sig, for hvordan skulle det ske? Der var et levedygtigt landsbyliv, ganske vist gammeldags, men der var ikke en modernitet, der tog imod og tilbød industrialderens velsignelser (eller var det forbandelser?), da man blev tvunget ud på flugt. Hvad er det bedste håb, som vi kan tilbyde: Fred og investeringer? Før freden kommer der ikke nogen ændringer. Først når flygtningene kan vende hjem og få sikkerhed, et stykke land og et hus, en butik, da kan de komme igang med et liv, og dernæst skolegang og de sociale fornyelser, som de de trænger til og har krav på.

Dorte Sørensen

Hvorfor har Inger Støjberg og medløbere ikke organiseret en indsamling osv så , der kunne komme hjælp til disse forældre - så de ikke af ren overlevelse gav piger væk til ægteskab og forsørgelse andet sted????
I mine øjne er det meget mærkeligt, når Inger Støjberg fortæller hvor meget kun kæmper for barnebrude. Men det er vel også kun et påskud for at hun kan gøre forholdene endnu mere ulidelige for flygtninge og asylansøgere i Danmark.

Jakob Trägårdh

Artiklen kalder det, der foregår i Syrien for en "borgerkrig". Det er en forkert betegnelse. Det er krig påført udefra af både regionale og globale kræfter. En proxy-krig. Og den er som sådan ulovlig. Der er ikke tale om, at en del af befolkningen har rejst sig i en (mere eller mindre) samlet opposition mod regimet og indledt en befrielseskamp.

Flemming Berger, Peter Andersen og Igor Dokic anbefalede denne kommentar
Jakob Trägårdh

Hvad, der ikke bare er forfærdende, men decideret rædselsvækkende at tænke på, det er flygtningepigerne i Libanons syriske, irakiske (med flere) medsøstre—de andre millennials af Mellemøstlig oprindelse—dem der ikke undslap, dem hvis forældre blev, dem der blev solgt som sexslaver, organdonerer, torturofrer—eller bare døde i krigen! Døde på grund af omstændigheder, begivenheder, som de aldrig havde indflydelse på, men som bare skete for at tilfredsstille et monster. Det monster, som “vi” er en del af—vi kan ikke undslå os og de betaler prisen for vores luxus! For vores overforbrug! For vores forældede imperiale adfærd. Deres død og lemlæstelse er vores skam!

Trond Meiring, Niels Duus Nielsen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Jakob Trägårdh

Det er en dyb skam. Så dyb at vi har tabt fredsinitiativet og dermed retten til at benævne området "Mellemøsten". Det er idag Asien, der fører an i fredsbestræbelserne og der kalder man området for: Syd/Vest-Asien.

Beskrivelserne her er virkelig rædselsfulde set ud fra vore normer, men samtidig viser de jo også at alles drøm omkring livet er helt som vores, hvis det var muligt. Det er svært at forstå men godt at få sandheden lige i fjæset.

Dorte Sørensen

Jens Peter Hansen
For deres rettigheder eller imod at de bliver barnebrude. Det er vel en smagssag hvordan det ønsker tolkes - men jeg skulle ha' udtrykt mig lidt klare .
Lige så uklart er hvem IS benævne som barnebrude og sammenboende med ældre mænd.
Hvis "vi" tager de ældre mænd så var de i IS historie mænd fra først i 20'erne til mænd først i 30'erne. Det er ikke den aldersgruppe jeg benævne som ældre mænd. For kvindernes vedkommende var det unge kvinder fra 15-18 år. Det er heller ikke den gruppe som jeg kalder børn.

Min bemærkning med IS var mere at vise , at hvis hun ville gøre noget mod at små piger bliver givet væk til ægteskab - så bør hun arbejde for bedre livsvilkår i flygtningelejrene osv. i stedet for at gøre livet så utåleligt som muligt for "vore" flygtninge og asylansøgere.

Charlotte Svensgaard

Overgreb og voldtægt er en del af patriakatets og krigens psykologi - en rædselsfuld del. Og også en del som Europæiske kvinder har mærket den fulde vægt af i krigstider.

Men det at bortgifte pigebørn er ikke, det er en del af den mellemøstlige og muslimske kultur og den må de selv tage på sig.

Og det kan aldrig blive "vores", "vestens" eller Inger Støjbjerg's skyld!

Dorte Sørensen

Det har desværre også været en anvendt form at bortgifte pigebørn i det kristne Europa
De europæiske fyrste- og kongehuse gik foran i denne praktik.
Vi var bare heldige at blive af med denne "værdi" og det er heller ikke Inger Støjbergs skyld.
Men derfor behøver IS ikke at have til sit livsværk at gøre forholdene så utålelige som muligt for "vore" flygtninge og asylansøgere.

Niels Duus Nielsen

God artikel, og virkelig gode billeder!

Det er simpelthen bevidsthedsudvidende først at læse interviewet med DFeren fra Odense og diverse telegrammer om Inger Støjbergs hærgen, og så bagefter læse denne artikel om "barnebrude".