Portugal går til valg
Portugal viser vejen for Europas socialdemokrater: det er muligt at gøre op med sparepolitikken
Socialdemokraterne i Portugal har gjort det, ingen troede var muligt: Hævet lønninger og pensioner og samtidig skabt vækst og nedbragt underskuddet. De har brudt med sparepolitikken. Det her er historien om, hvordan
Christian Bennike, tekst
Sarah Hartvigsen Juncker, foto
Informations udsendte
Lissabon, Portugal
Bussen svinger ud mod vandet, så vi kan se Lissabons bakker på den anden side af floden, og Portugals premierminister sidder allerbagerst og griner. Jeg har lige spurgt ham, om ikke Cristiano Ronaldo og Portugals finalesejr ved EM i fodbold i 2016 har betydet lige så meget for landets økonomiske succes, som regeringens reformer. Økonomi handler jo trods alt om andet end tal og kurver, det handler om følelser, om at skabe optimisme.

»Ja, økonomi er forventninger,« siger 58-årige António Costa, som i fire år har stået i spidsen for landet.

»Det afgørende for Portugal har været en ny optimistisk attitude, fra regeringen, fra premierministeren, fra hele landet. At skabe selvtillid, som så skaber investeringer.«

– Er du optimistisk af natur?

»Jeg er realistisk af natur. Og nu gør realiteterne mig optimistisk.«

Efter årevis med nedskæringer og finanskrise dannede António Costa i 2015 en historisk alliance med de yderste venstrefløjspartier, og siden har Portugal gjort det, som EU og IMF ikke troede kunne lade sig gøre: De har hævet lønninger og pensioner, men samtidig skabt vækst, og i år ventes statsbudgettet at gå i nul for første gang siden 1990’erne. Arbejdsløsheden er halveret til cirka seks procent, finansmarkederne er ikke gået amok, og der er ikke opstået en radikal højrefløj.

Portugal har kort sagt brudt med sparepolitikken og fået succes. Men hvordan i alverden er det gået til?

Søndag går landet til valg, og det mest spændende er, om Costa får absolut flertal eller ej. Lige nu står hans socialistparti til knap 40 procent af stemmerne og en klar sejr.
Det er varmt. Buschaufføren har glemt at tænde for bussens aircondition. António Costa sidder helt oppe bag i bussen i et hjørne. Han læner sig frem, taler med manden foran ham. Dupper kort sin pande. Pludselig blæser kold luft ud af ventilerne i loftet. Alle griner lettet.
Vi hopper ud ad bussen foran en togstation, og en hel flok kamerafolk og journalister løber efter Costa. Det er jo fandeme valgkamp det her, og hele formiddagen har han kørt rundt i bus og tog og metro for at tale om den kollektive trafik, som han tilfældigvis lige har sænket priserne på. Jeg har fulgt i hælene på ham hele morgenen.

Nogle servitricer, der skænker espresso for morgenpendlerne, får øje på Costa og hviner, så det kan høres i hele ankomsthallen. Han skynder sig over til dem, kindkysser og tager en hurtig kaffe, mens fotograferne går amok. Så maser vi os op på en perron og ind i det første og bedste passagertog mod Lissabon, hvor alle står sammenmast på gangen.

Landets indenrigsminister, der dufter voldsomt af aftershave, prikker mig på skulderen for at sige, at han faktisk enormt godt kan lide Mattias Tesfaye, som han lige har holdt møde med i Bruxelles.

»Han er jo fra Eritrea,« siger han.

Og jeg nikker, selv om det vist er Etiopien, Tesfayes far kom fra.

»Fin mand, meget sød.«

Premierminister Costa siger, at han jo kender Frank Jensen, fra dengang de begge var justitsministre. I øvrigt er Mette Frederiksen »meget venlig«, siger han.

Toget bumler af sted.

»Se lige det her,« siger Costa og tager fat i min underarm.

Han peger ud ad vinduet, hvor havet og Lissabons bakker dukker frem. Vi er på vej ud på en høj bro, og byen lyser i solen.

»Der er en fantastisk udsigt herfra.«

António Costa er sådan en fyr, man kan lide med det samme. Som altid smiler en lille smule. Som ser folk i øjnene og siger »bom dia« med en dyb stemme, der næsten lyder som en lydbogsoplæser. Som slentrer rundt med venstre lap i lommen, som husker ens navn og spørger til børnene. Hans briller sidder lavt på næseryggen og giver ham et nysgerrigt og godmodigt udtryk. Han er tyk, øjnene er næsten helt sorte, og håret er blevet hvidt, så han ligner en solbrændt julemand i jakkesæt. Hans karisma er ikke overrumplende som Macrons eller Bill Clintons, det er en mere rolig tiltrækning. Tryghed, måske.

Han er født her i byen, opvokset hos akademikerforældre og uddannet jurist, men endte i politik, før han for alvor blev advokat: Først i byrådet, så minister i 90’ernes socialistregeringer, så en tur i Europa-Parlamentet, inden han blev borgmester i Lissabon fra 2007 til 2015.
Og så premierminister.
Mændene i den lille by Moscavide har samlet sig for at se premierminister Antonio Costas optog gennem byen. De stemmer alle på ham. Det gør de fleste i området. De holder sig på afstand af folkemængden og har i stedet placeret sig i skyggen fra et træ, på den modsatte side af gaden. En gang imellem udveksler de et enkelt ord, men ellers er de stille.
Det var virkelig en skandale, hvad han gjorde efter valget i 2015. At en god socialdemokrat rakte hånden ud, ikke bare til partiet Venstreblokken, der minder lidt om SF, men til kommunisterne! Aldrig, aldrig før havde sosserne i Portugal samarbejdet med kommunister, for i Portugal er kommunister sådan nogle, der stadig ser glasnost og perestrojka som forræderi.

Måske var det udsigten til endnu en centrum-højre-regering, der skræmte hans eget parti. Måske hjalp det, at Costas far var en kendt kommunistisk forfatter. Måske var det bare politisk håndværk. Han fik i hvert fald dannet en etpartiregering med støtte fra venstrefløjen, der kort efter fremlagde et skandaløst budget:

Han annullerede de værste nedskæringer af lønninger og pensioner, hævede mindstelønnen og sænkede prisen på el og vand. Indkomstskatten blev sænket og erstattet af afgifter på benzin, alkohol, tobak og ikke mindst dyre lejligheder.

Den slags koster penge. Portugal brød EU's budgetregler – budgetunderskuddet endte på 4,4 procent af BNP i stedet for de aftalte 2,7 – og det var bestemt »meget negativt«, mente Angela Merkel. Ja, det var faktisk »det værst tænkelige tidspunkt for radikale forandringer«, sagde landets egen præsident, Anibal Cavaco Silva.

I dag, fire år senere, står Portugal som et eksempel til efterfølgelse, også i EU, hvor Costas tidligere finansminister, Mário Centeno, nu er formand for eurogruppen. Reformerne har nemlig virket.

»Det er ret enkelt,« siger Ricardo Cabral, der er lektor i økonomi på universitetet på Madeira.

»Det begyndte at gå godt i Portugal, da nedskæringspolitikken blev stoppet. Stabiliteten var afgørende, folk sad ikke og ventede på den næste nedskæring. No more bad news

Costa åbnede også op for udenlandske investeringer via alverdens skatterabatter, golden visas og fri adgang til velfærdsstaten for udenlandske pensionister, der ville slå sig ned i landet og bruge løs af deres pensionsopsparing (franskmændene er allerede strømmet til).

Turismen er eksploderet, og ifølge FN’s turistorganisation er Portugal gået fra 6,8 millioner turister i 2010 til 18,2 millioner i 2016.

»Costa brød med EU's regler, men det var et begrænset brud, altså, han lavede jo ikke storstilede offentlige investeringer,« siger Joao Ferreira do Amaral, som er økonomiprofessor på Lissabon Universitet, ISEG.

Den slags ville have skabt panik. EU ville have uddelt bøder og indefrosset penge, ratingbureauerne ville være gået amok, renten ville være steget, investorerne ville have holdt sig væk.

»Han gik til grænsen af, hvad der er muligt inden for euroen,« siger Joao Ferreira do Amaral.

Og måske er det Costas virkelige bedrift: At bryde med sparepolitikken uden at skræmme alt og alle fra vid og sans.
Inden vi kommer for godt i gang, skal vi lige have styr på, hvorfor Portugal overhovedet blevet ramt så hårdt af finanskrisen.

Det hele starter i 1999, hvor landet indførte euroen, og set i bakspejlet var det en rigtig dårlig idé. Den nye valuta var så stærk, at landets eksportvarer – fisk, sko, tøj, kork osv. – blev dyrere. Eksporten faldt, væksten fladede ud, og underskuddet på betalingsbalancen voksede.

Samtidig blev det billigere at låne. Tyske og franske banker lånte milliarder til portugisiske banker, som lånte videre til portugiserne, som optog huslån.

Staten tabte indtægter og måtte låne en masse for at betale pensioner og sundhedsudgifter, og så steg den offentlige gæld. Portugal havde ikke noget 00’er-boom som Grækenland og Spanien, De skyldte bare en masse penge til en masse udlændinge i en valuta, som de ikke selv kunne trykke. Og så kom krisen.

Fra den ene dag til den anden holdt klodens banker op med at låne ud til hinanden, nu skulle gælden betales. Men Portugiserne var tvunget ud på det private lånemarked for at holde butikken kørende, men nu kostede det pludselig ti-tyve procent at låne. Ingen turde hælde penge i et lille land med en masse gæld.

Statens udgifter til lån steg, væksten forsvandt, og ledigheden eksploderede.

Det eneste, der for alvor kunne have hjulpet, var at afskrive en masse gæld, men no way, sagde man i Berlin og Paris, for det var jo deres banker, der havde lånt penge ud, og hvad så med det tyske og det franske bankvæsen, ja hvad så med resten af Europas banker, for det hele hang jo sammen, det hele var én stor pyramide, som bare ikke måtte vælte. Så ingen gjorde noget.

Og i 2011 var det slut for Portugal: For ikke at gå bankerot tog landet imod et megalån på 78 milliarder euro fra EU, ECB og den Internationale Valutafond. Pengene kom med en betingelse: Skær ned. På alt.

Så det gjorde regeringen: lønninger, pensioner, arbejdsløshedsunderstøttelse, bonusser, uddannelser, læger, politi. Alt. Skatter blev hævet, momsen steg, og økonomien gik totalt i stå. Ungdomsarbejdsløsheden ramte 40 procent, og 200.000 unge forlod landet.
Hornorkesteret kan høres i hele gaden, da det leder António Costa og resten af optoget gennem Moscavide -området. Nogle ser på gennem persiennerne i vinduet, andre kæmper sig frem mellem de omkring hundrede fremmødte for at komme tættere på premierministeren.
Når man spørger António Costa selv, hvad han er mest stolt af efter fire år på magten, siger han »arbejdspladser«.

»Arbejdsløsheden er halveret fra 12,6 til 6,2 procent. Vi har givet familierne flere penge mellem hænderne og skabt optimisme i økonomien. Det har øget efterspørgslen. De private investeringer er vokset. Det har skabt 350.000 nye job, og vi har hævet lønningerne. Mindstelønnen er steget med 20 procent, og en families lønindtægt er øget med 9,2 procent.«

(Økonomerne Ricardo Cabral og Joao Martins Ferreira do Amaral nikker til tallene, men er begge usikre på, hvor permanente de nye job er.)

Men Costa har heller ikke ligefrem været uheldig:

De internationale konjunkturer vendte, da han kom til, olieprisen faldt, ECB’s opkøb af portugisiske statsobligationer har fået renten nogenlunde i ro, og terrorangreb i Nordafrika har skubbet turister nordpå til Portugal.

Og midt i det hele vandt Portugal først EM i fodbold i 2016 og året efter det internationale Melodi Grand Prix. Den slags skal man ikke undervurdere.

Det er en optimisme i Portugal, som ikke findes i Italien eller Grækenland.

For fem-seks år siden flygtede de unge portugisere ud af landet, 50.000 om året. Jeg bor selv i Bruxelles og spiller fodbold med to unge portugisere, der ikke kunne leve af deres løn og derfor migrerede.

Det er slut nu.

Da jeg kommer tilbage ind til Lissabon om aftenen, møder jeg en flok studerende fra universitetet, der er på rustur gennem de snørklede brostensgader. De bæller vin direkte fra store bag in box-poser og ryger hjemmerullede cigaretter under de gule gadelygter.

Ingen af dem, jeg taler med, har planer om at flytte væk. Bevares, de er da trætte af Airbnb, som presser boligpriserne op, og de er frustrerede over lavtlønnede praktikpladser. Men de er ikke på vej væk.

»Se dig omkring,« siger 19-årige Marta Fraga, som studerer grammatik og bor hos sine forældre på den anden side af floden.

»Den her by er fantastisk.«
60 procent af de 25-29-årige portugisere bor hos deres forældre. De har ikke råd til andet. I Danmark er tallet 2,4 procent.
Næste dag spiser jeg morgenmad med David Dinis, der er redaktør på den intellektuelle ugeavis Expresso. Vi sidder udendørs ved et lille cafébord. Han bestiller espresso og en pastel de nata, og ryger på en eller anden underlig e-cigaret, der ikke damper.

Der er noget ved Portugal, som længe har undret mig, siger jeg til ham: Mens resten af Europa slås med højrepopulisme, identitetspolitik og kaotiske parlamentsvalg har Portugal et stabilt politisk system. Selv efter en dyb krise er det de samme fem-seks partier i parlamentet. Ingen højrepopulister, et stærkt socialdemokrati og næsten ingen snak om identitet og migration.

»Ja, vi har old fashion-politik. Her handler det stadig om økonomi,« siger David Dinis.

For selv om det går bedre i Portugal, går det stadig ikke rigtig-rigtig godt. Lønninger og pensioner er på samme niveau som i 2010, og der har trods alt været inflation i mellemtiden. Krisen er væk, men folk tjener for lidt, og derfor er økonomi stadig det mest presserende politiske spørgsmål.

Desuden har Portugal ikke rigtig modtaget nogen migranter fra Mellemøsten – landet er for geografisk isoleret, og hvorfor egentlig risikere livet for at ende i et land uden arbejdspladser?

Den fascistiske fortid (Portugal var et diktatur indtil 1974) fungerer stadig som en slags vaccine mod højreekstrem politik. Og på venstrefløjen har partiet Venstreblokken opsuget de fleste proteststemmer.

»Men når det er sagt, bobler der måske en ny politik under overfladen,« siger David Dinis

Ved EU-valget i maj fik det nye økoparti, PAN, højst overraskende 5,1 procent af stemmerne.

Jo bedre det går økonomisk, desto mere plads er der til andre dagsordner, ikke mindst klimaet.

Og flere af de studerende, jeg mødte dagen før, talte netop om det parti. Om Greta Thunberg og klimademonstrationer.

»Traditionelt har de unge været meget svære at mobilisere politisk, men det ser ud til at ændre sig på grund af klimaspørgsmålet,« siger David Dinis

Men også denne gang har valgkampen handlet om økonomi. Nu er det Costa, som ikke vil bruge penge. Venstreblokken vil hæve de offentlige lønninger, men Costa siger nej, han vil have budgettet til at gå i nul. Det har været den store debat.

Manden, der kom til magten på at bryde med sparepolitikken, vil nu genvinde magten ved at signalere stabilitet. Venstrefløjen kalder det »sparepolitik light«.

Da vi sad i bussen på vej til togstationen, spurgte jeg Costa, om han selv mente at have fundet en ny vej frem for Europas socialdemokrater.

Han vil ikke give andre råd, siger han, for »alle lande er forskellige«.

Han smiler alligevel, så de sorte øjne næsten forsvinder.

»Jeg vil ikke sige, at det er en ny vej,« svarer han.

»Men det er den rigtige vej.«
Tekst: Christian Bennike
Foto: Sarah Hartvigsen Juncker
Redaktion: Emil Rottbøll
Digital produktion: Sigrid Nygaard

4. oktober 2019
Dagbladet Information

Anbefalinger

  • Claus Høeg
  • Thomas Tanghus
  • Arne Albatros Olsen
  • Carsten Mortensen
  • Per Holm
  • Alvin Jensen
  • Torben Skov
  • ingemaje lange
  • Jørn Vilvig
  • Steen K Petersen
  • Torben K L Jensen
  • Kurt Nielsen
Claus Høeg, Thomas Tanghus, Arne Albatros Olsen, Carsten Mortensen, Per Holm, Alvin Jensen, Torben Skov, ingemaje lange, Jørn Vilvig, Steen K Petersen, Torben K L Jensen og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeppe Lindholm

Selvfølgelig kan det lade sig gøre. Det har det gjort i velfærdstaten Danmark i årtier inden Den-Lille-Svindler forsøgte at blide os alle ind det er umulig.

Hannah Werk, Ole Henriksen, Allan Stampe Kristiansen, Arne Albatros Olsen, Mogens Holme, Estermarie Mandelquist, Alvin Jensen, Susanne Kaspersen, Torben Skov, Torben Bruhn Andersen og Torben Kjeldsen anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

@Jeppe Lindholm
Portugal har det samme problem som Danmark har.

Regningen der ikke er betalt, pseudo økonomisk vækst uden bæredygtig energi, hvor der ingen udsigt er til alternativer til fossilt brændstof i de mængder, det kræver, at opretholde den nuværende forbrugerisme.

Portugal’s extreme weather: When climate change knocks at your door.

“In the past year, I have been unfortunate enough to experience two climatic events that shook my home nation, Portugal. Two events that I have never before experienced, and that I am afraid my son, and daughter, my nephews and nieces will experience a lot more frequently in the years to come.”

Link: https://www.cdp.net/en/articles/climate/portugals-extreme-weather-when-c...

Jørgen Wind-Willassen

Sikke dog en gang mikrofonholderi.
Ikke meget analytisk og kritisk sans hos journalisten.
Hvad er dagsordenen?
Iøvrigt har stort set alle EU lande haft samme samme udvikling de sidste 4 år.
Faldende arbejdsløshed, bedre økonomi, voksende offentlig sektor( det gælder også i DK).
Så hvad er det specielle i Portugal?
Det er vel blot, at det tog dem 10 år at erkende at som medlem af euroen var devalueringsmuligheden borte og man nu skulle vænne sig til en økonomi med lavinflation, og lønninger der ikke steg - altså numerisk.
Samt at gæld er noget man betaler afdrag på.

Deres idekatalog kan ikke direkte overføres til vores breddegrader det må vi vente med at have til gode i en ikke så fjerm fremtid når temperatuiren sydpå er steget til ulidelige højder. Det eneste element vi kunne tage ved lære af er at bryde EUs budgetregler med henblik på at skaffe midler til f.eks. grøn omstilling. Men så bliver Angela og co. nok meget sure og tager bødehæftet frem,
Der er desværre ikke meget at hente for regeringen her.

Thomas Østergaard

Det der først og fremmest har gjort "umulige" opsving muligt er at Portugals problem ikke så meget var en høj gæld som en lav produktivitet/eksport.

Så man har næsten kunnet løse problemet med den beskrevne tredobling af turismen over 6 år, samt at booste økonomien med udenlandske investeringer fra bl.a. Kina.

Problemet med at basere sin økonomi på turisme er, at det hæmmer produktiviteten ved f.eks. at gøre det mere lukrativt at være tjener på en fortovscafe (eller at investere i en) end at være almindelig ansat/investere i en virksomhed der producerer varer eller knowhow. Kystnære storbyer med historiske monumenter boomer (og køber udenlandske luksusvarer), mens provinsen hensygner. Og så er det naturligvis altid farligt at samle sine æg i en kurv, som Venezuela har måttet sande med råolien.

Problemet ved at booste økonomien med udenlandske investeringer er, at investorer som regel forventer et afkast af deres investering, og før eller siden begynder det afkast at løbe ud af landet på samme måde som renter på lån, hvorefter man igen skal ud og tiltrække nye udenlandske investorer med skatterabatter.

Kenneth Krabat

Det er naturligvis ikke enkelt, og som det siges er der også brug for lidt held - men held rækker man efter.

Hvis man tror, at nedskæringer er FORMLEN, ser man ikke på mennesker. Hverken i dag eller i fremtiden. Nedskæringer er et blik på fortiden, ikke på fremtiden. Det er historisk projektion og ønske om fastholdelse - og på den måde ikke det fjerneste i tråd med tiden ( = fleksibilitet).

Evolution ("vedvarende vækst") handler set fra oven godt nok om at "det overflødige" skæres bort, men det er ikke individerne, der begår selvmord eller kasserer sig selv - det er en tilpasning til omgivelserne over tid, udgør forandringerne. At gøre dét med økonomi og menneskers liv indvolverede er anti-evolution. Destruktion. Overlagt selvmord.