Anna Shefferan bærer på en hemmelighed, som hendes nærmeste venner ikke må kende.

Hun fyldte 18 år for en måned siden, og i denne uge stemte hun for første gang. På grund af corona har knap halvdelen af Texas' registrerede vælgere allerede stemt – et rekordstort tal. Og de har ikke bare sat kryds ved en præsidentkandidat, men peget på kandidater til en lang række politiske embeder.

»Og jeg stemte blåt hele vejen ned ad listen,« siger Anna Shefferan.

Hun har blødt, brunt hår og en dybrød maske over næse og mund.

»Jeg stemte demokratisk ved alt lige fra præsidenten og ned til jernbanekommisæren.«

Det er hendes hemmelighed.

Hun sidder derhjemme. I et dejligt, hvidt hus i nabolaget Ridglea Hills i den vestlige del af byen Fort Worth i det nordlige Texas. Det er forstadsland, det er øvre middelklasse, det er hjem med Bach-noder på flygelet, coffee table-udgave af Salmernes Bog på glasbordet og en opskrift på chocolate pumpkin pie på køkkenbordets grå marmor. Det er her, hun er vokset op og nu bor med sin lillesøster og sine forældre. En sund amerikansk familie i et sundt kvarter, hvor forhaverne er fyldt med selvlysende skeletter, oppustede spøgelser og skilte for politiske kandidater.

Halloween er på vej, ligesom valget. Død og politik står side om side som en utilsigtet understregning af et af valgets store temaer: pandemien, der har kostet flere hundrede tusinde amerikanske liv.

Men måske, der er noget tredje og usynligt svævende over plænerne og gaderne og de store biler i år – et omslag i det politiske vejrsystem, en forandring på vej.

Anna Shefferan har netop taget hul på sit sidste år i high school, og på grund af pandemien er hun hjemme de fleste dage. Så sidder hun ved et lille skrivebord, som er oprettet i familiens vaskerum lige bag to kæmpemæssige grå vaskemaskiner, og deltager i undervisning over Zoom, ser forelæsninger, løser opgaver og læser.

Som den første i sin familie – hun har to ældre søskende – går hun på et offentligt gymnasium. Det har påvirket, hvordan hun ser på verden, og nok også, hvordan hun satte sine krydser. Selv vil hun definere sig som en midtervælger, der hælder lidt til venstre. Hun vil ikke kalde sig liberal, altså decideret venstreorienteret – ikke endnu i hvert fald. Indtil videre har hun stadig en fod i den republikanske lejr.

Gennem hele opvæksten blev hun hjemmeskolet af sin mor, hun blev opdraget med konservative, kristne værdier og fandt sine venner i den evangeliske kirke. Det er den ene del af hendes verden. Den højreorienterede del. Gymnasiet, hvor flertallet har en anden baggrund end hvid, og de fleste åbent omfavner det liberale, er hendes anden verden, den venstreorienterede verden.

»Og de to verdener mødes ikke,« siger hun. »Det vil jeg heller ikke have.«

Hendes eget politiske ståsted holder hun hemmeligt.

»De fleste af mine gamle venner ved ikke, at jeg er mere venstreorienteret end dem. Nogle af dem ville synes, det var meget umoralsk af mig at stemme demokratisk. Andre ville simpelthen opgive mig på grund af det,« siger hun.

»Og en dag skal jeg tale med dem om det, men det er ikke den dag endnu.«

I Anna Shefferans tilfælde er det særligt spørgsmålet om abort, der skaber splid i hendes kristne bagland, men det kunne være så meget andet.

De seneste år har medierne ikke ligefrem manglet historier om og analyser af det polariserede USA, The Divided States of America. Nationen står hugget midt over af politisk uenighed og en præsident, der skamløst spiller på splittelsen.

Det er derfor, vi er taget til Fort Worth, Texas, en kedelig, fladtrykt kæmpeby, der ud fra sit lille skyskrabercentrum bare flyder ud som en stor vulkan af forstadsland opdelt af motorvejssystemer i brutalt svungne udfletninger og i næste niveau af brede veje fyldt med ejendomsmæglere og fastfoodkæder.

Fort Worth fylder det meste af Tarrant County, der ligger mellem den demokratiske storby Dallas på den ene side og det tyndtbefolkede prærieland, hvor mindst 80 procent stemmer Trump, på den anden.

I Fort Worth siger de, at Vesten begynder her, men man kunne lige såvel sige, at byen begynder her. Det er midtimellemland. Faktisk så meget, at stemmefordelingen i Tarrant County ved de seneste mange præsidentvalg stort set har matchet stemmefordelingen i resten af Texas, hvilket vil sige sejr til republikanerne hver gang, men dog i svindende grad.

På en måde kan man sige, at 18-årige Anna Shefferan er inkarnationen af byens og statens udviklingstendens. Fra strengt konservativ til noget mere demokratisk. Fra rød til lilla til … hvem ved?

Op til dette præsidentvalg bliver der endda spekuleret i, om et flertal i Texas ligefrem vil stemme på den demokratiske kandidat. Meningsmålingerne står stort set lige mellem Biden og Trump, og demokraterne meddelte i denne uge, at de ville sende vicepræsidentkandidat Kamala Harris til Texas i et sjældent forsøg på at vinde de afgørende stemmer i en stat, der ikke har støttet en demokrat, siden Jimmy Carter stillede op i 1976.

Men det er nu ikke for at spekulere over udfaldet i Texas, at vi er taget hertil. Vi er i Fort Worth for at udforske et sted, hvor demokrater og republikanere bor side om side. For det er efterhånden lidt af en sjældenhed. USA er ikke bare delt politisk, landet er også delt geografisk. Kigger man på amtsgrænserne, går de politiske skel skarpt mellem de demokratiske storbyer og de republikanske småbyer og landområder. Det store spørgsmål: Hvorfor er det sådan?

Præsidentvalget i år er langtfra det første, hvor polarisering er et kæmpetema. Amter, kommuner, kvarterer, familier og enkeltpersoner har mærket splittelsen i årevis, og man har ved de seneste mange valg kunnet læse lange artikler om emnet i avisernes weekendudgaver.

Sådan var det også i 2004, da George W. Bush stillede op som præsident for anden gang. Texas-journalisten Bill Bishop havde dengang længe gået og undret sig over, hvorfor nogle steder blomstrede økonomisk, og andre sygnede hen, og for at finde ud af det slog han sig sammen med sociologen Robert Cushing og begyndte at undersøge den geografiske udvikling i USA gennem data.

Først så de på, hvor i USA der blev udviklet patenter over tid. Fra at være bredt fordelt i 1950'erne havde de klumpet sig mere og mere sammen de seneste årtier. Så kiggede de på mønstrene for teknologivirksomheder, lønninger og uddannelsesniveau, og også her så de en stigende koncentration i nogle få områder. Intern migration i USA havde på afgørende vis forandret landet.

»Og så kiggede vi på det politiske,« siger Bill Bishop. Det var her, det for alvor blev spændende. Når man ser politiske kort over USA, viser de for det meste staterne farvet blå og røde alt efter, om der er demokratisk eller republikansk flertal i staten. Men faktisk er det billede totalt misvisende, mener Bishop.

»For kortet viser ikke, hvor folk bor,« siger han. Ser man nærmere på mønstrene internt i staterne, kan man konstatere, at byerne, med deres store og sammensatte befolkningsgrupper, er blå. Og ser man på landets counties, opdager man, hvordan USA består af et stort rødt, republikansk hav med en masse blå, befolkningstætte og demokratiske øer i. Det er storbyerne over for landet. Men sådan har det ikke altid været.

Ved præsidentvalget i 1976 var kun cirka en fjerdedel af landets amter såkaldte jordskredsamter – altså steder, hvor det ene parti vandt stort over det andet med over 20 procentpoint af stemmerne. I 2004 var det tal steget eksplosivt til omtrent halvdelen af amterne, og ved præsidentvalget i 2016 var det 60 procent.

Engang boede folk i langt højere grad sammen på tværs af uddannelsesniveau og lønninger og politiske interesser – det, man kan kalde lilla områder. Men så begyndte republikanere og demokrater i tiltagende grad at klumpe sig sammen hver for sig i røde og blå områder. Bishop og Cushing gav tendensen et navn: The Big Sort – den store sortering, et begreb, der gik sin sejrsgang over USA og blev titlen på makkerparrets bog, der udkom i 2008.

»Der er en opdeling i gang på alle niveauer, hvor folk flytter sig internt i landet – og den vægtigste årsag handler om livsstil,« siger Bill Bishop.

Splittelsen i landet er altså ikke alene politisk, men i høj grad kulturel og nu også geografisk. Dybest nede handler det om, hvad man værdsætter, hvad man tror på, og hvad man forventer af tilværelsen. Skillelinjer kan være spørgsmål om religion, om våben, om abort, om børneopdragelse, om skolebøger, om race, om homoseksualitet og klima – og lige for tiden: om brugen af mundbind.

Ultrakort fortalt begyndte den store sortering ifølge Bill Bishop midt i 60'erne med økonomisk optur, individualisering og en svækkelse af de traditionelle bånd til lokalsamfund, kirke og autoritet. En ny form for migration tog fart, og den var ikke som tidligere drevet af økonomisk nød eller håb om at prøve lykken, men i langt højere grad formet af livsstilsmønstre. Unge fra landet flyttede til en lille håndfuld store byer, de højtlønnede samledes i for eksempel Austin eller San Fransisco, sorte strømmede mod Atlanta og Washington, universitetsuddannende mod Portland, de lavere uddannede mod Las Vegas – i høj grad ansporet af en drift mod at bo med folk som dem selv.

Mennesker vil gerne være sammen med deres egen stamme, følge de samme medier, blive forstået og anerkendt af naboen, men det har en pris.

»Polariseringen stiger, tilliden falder, og partierne driver længere og længere ud på fløjene. Der er en tendens til, at folk bliver mere ekstreme, når de er sammen med folk, der synes det samme som dem. Er man blandt højreorienterede, er det en lille smule federe at være lidt mere til højre end de andre. Det samme til venstre,« siger Bishop.

– Og hvad er der sket, siden I skrev bogen?

»Dybest set bare mere af det samme. Opdelingen efter uddannelse er øget. Også efter formue, efter patenter og efter counties. Det kører stille og roligt derudad.«

Fort Worth er spændt ud imellem to verdener. Kigger man på et kort over, hvordan folk stemmer her, er der røde, konservative områder, og der er områder, som er tydeligt blå og demokratiske – ofte befolket af sorte med en indkomst under gennemsnittet eller yngre typer og tilflyttere med lidt flere penge.

Lidt uden for downtown, hvor tykke skyskraberes toppe forsvinder i disen, ligger Magnolia Avenue. For ti år siden var stedet domineret af mekanikere og småværksteder. Nu er det fyldt med restauranter, co-working spaces og indtil flere bagerier og cafeer.

Hos kaffebaren Avoca hænger regnbueflaget i døren, og man kan vælge mellem havremælk, mandelmælk, sojamælk, hampemælk og komælk i kaffen. Nede ved bagvæggen sidder en makker, der er som klippet ud af en hvilken som helst københavnsk café – lille hipsterhue, skæg, tatoveringer, og en bærbar computer med et lysende æble. Han arbejder faktisk på stedet, viser det sig. Kyle Bradford er navnet, og han forklarer, at området her er klart demokratisk. Og klart i forandring. Især er der mange tilflyttere fra Californien, og de tager deres liberale ideer med. Medicinalvirksomheder har gjort området rigere, og Magnolia Avenue har gjort området hippere og fået nye beboere til at flytte ind i de traditionelt sorte kvarterer lige bagved. Byen forandrer sig, og det er tilflytterne, der skubber på. Det er én slags Fort Worth.

Kører man stik nord, havner man i The Stockyards, et underholdningsdistrikt, der hylder byens cowboyfortid – det er en helt anden slags by. Det er westernnostalgi med countrymusik fra højttalere i gaderne og en mand i cowboyhat og megafon, der råber ud mod en lille flok turister på den stenbelagte hovedgade. Det er koldt, det småregner, men de er klar.

»Fort Worth er den eneste by i verden, hvor vi har kvægdrivning to gange dagligt,« skratter han gennem megafonen.

»Vi gør det ikke for showets skyld, men for vores historie, for vores arv.«

Fra 1866-1890, årene efter den ødelæggende borgerkrig, gjorde cowboys og millioner af kvæg holdt her, inden kvæget blev drevet videre mod nord, hvor der var mangel på kød og store summer at tjene.

»De sagde, det ikke kunne lade sig gøre. Men du skal aldrig sige til en texaner, at noget er umuligt,« skratter manden videre.

»Derfor driver vi kvæget i dag. Ikke for at se os tilbage, men for at fortsætte med at se fremad.«

Så høres hovslagene på stenbelægningen. Fire ryttere i lange gule regnfrakker og en lille flok kvæg med lange horn skrumpler langsomt over hovedgaden og er væk igen et par minutter senere.

»Det var awesome,« siger en tilskuer.

At opmåle kontrasten mellem det nye og det gamle i Fort Worth er let, og blikket har det med at søge skellene og de skarpe linjer – de røde og de blå områder. Men faktisk er det forstædernes kæmpestore midtimellemstrup, som gør stedet her til noget særligt. En plet på det politiske kort fyldt med røde og blå prikker midt imellem hinanden. Den lunkne verden.

I kvarteret Ridglea Hills Addition tager Krista Roberts imod på hjørnet mellem gaderne Overhill og Valhalla. Hun har løbetights, gummistøvler og regnfrakke på, for vejret er slået om, det er koldt, vådt og blæsende. Men hun har tilbudt at tage os med rundt i kvarteret og introducere os til naboerne.

For en dansker er landskabet på en gang velkendt og fremmed. Etplanshuse på hver sin parcel strøet ud over bløde bakker og med egern pilende over vejbanen. Men de kæmpestore biler i indkørslerne er anderledes end hjemme. Og der er ingen fortove og ingen ligusterhække. Græsplænernes velklippede tæppe løber helt ned til kantstenen, og der er frit udsyn til folks hjem. Kvarteret tiltrækker mennesker med vidt forskellige værdier. På det ene hjørne bor Timothy Koirtyohann, 100 procent demokrat i 50'erne, som røger sin egen laks og arbejder med tech.

»Siden Reagan har vi fået at vide, at hvad regeringen gør er skidt, at det ikke virker, at det skal skæres ned. Det har været en selvopfyldende profeti. Man har skåret ned på skolerne, og så siger folk: Offentlige skoler stinker. Vi skal privatisere dem. Efter fire årtier med det har vi helt tabt grebet om, hvad det offentlige er,« siger han.

»Men vi er det offentlige. Mine naboer er det offentlige. Det er lærere, politibetjente og folk i sundhedsvæsenet. I sidste ende er staten til for at beskytte os«.

Det er én måde at se verden på.

Et par huse længere nede finder man en anden. Her bor Alberto Reyes, en familiefar med mexicanske rødder, militærbaggrund og fire små børn, der kravler rundt på ham, mens han står i døråbningen. Familien er tilflyttere – de er kommet hertil fra det progressive Californien, men det er ikke ligefrem dem, der trækker byen i en demokratisk retning. I forhaven står et Trump-skilt.

»Det er svært at bo i Californien, hvis du har en anden holdning. Så bliver du sortlistet,« siger han. »Vi er katolikker og pro-life, og det er ikke til diskussion for os.«

Da de besluttede sig for at flytte, kiggede han og hustruen på et kort og spurgte sig selv: Hvilket sted afspejler vores værdier? Og sådan havnede de her, lige mellem Trump-tilhængere og Biden-støtter. Familien er lykkelige for at være sluppet ud af Californien og endt her, hvor folk er forskellige, men hvor de også oplever, at der er plads til at være det.

Sådan kan man zigzagge mellem holdninger og værdier på få meter. Går man et par huse længere ned, kommer man til Lacey Imbert, der har dekoreret forhaven med Biden-skilte, mens naboen har placeret Trump-skilte helt op til skellet mellem de to forhaver.

»Det er et blandet kvarter. Vi er tæt på byliv, og det har den samme stemning som en lille by,« siger Lacey Impert iført sort mundbind og joggingbukser med stjernebilleder på. Hun er vokset op på landet i en konservativ familie, men tillagde sig andre værdier. Og med tiden er det faktisk lykkedes at få forældrene til at blive demokrater.

»Det kræver mange hårde og ærlige samtaler at flytte folk. Men hvis du ikke kan have det med din familie, hvordan skulle du så kunne have det med dine venner eller kolleger?« spørger hun, og opremser så de typiske stridspunkter: racisme, homoseksuelles rettigheder, religion og klimaforandringer.

Det betyder noget, hvem man bor iblandt. I Bill Bishops bog The Big Sort opremses en række forbløffende forskelle mellem tilsyneladende ensartede grupper i forskellige områder.

De kristne evangelicals, der nærmest over en kam er konservative, støttede for eksempel i høj grad krigen i Irak, da man undersøgte spørgsmålet i 2004. Tre fjerdedele af dem bakkede op, men det gjaldt kun, hvis de boede i et republikansk domineret amt: Kiggede man på evangelicals i demokratisk dominerede områder, støttede under halvdelen pludselig krigen. Samme bevægelse kunne man se på tværs af andre grupper. 30 procentpoint flere fagforeningsmedlemmer støttede krigen, hvis de boede i konservative områder frem for demokratiske, og 23 procentpoint flere kvinder støttede den i konservative områder. Og det er ganske sigende, for når det kommer til en række nøgleområder – fra abort til klimahandling – deler amerikanerne sig typisk i to fløje og efterlader midten som en gold, V-formet kløft.

Så snart man krydser Tarrant Countys amtsgrænse mod vest, slipper byen op, og Texas' åbne land breder sig ud og minder om, hvorfor den amerikanske kunstner Georgia O'Keeffee ikke troede sine øjne, da hun første gang så Texas og derfor beskrev staten som inkarnerende »den samme store og vidunderlige ting, som oceaner og de højeste bjerge er gjort af«.

Den texanske identitet er speciel. Stor og skæbnetung, splittet mellem selvbegejstring og tvivl, fortæller Steven Harrigan, forfatter til en omfattende historisk bog om Texas, der hedder Big Wonderful Thing efter O'Keeffes citat. Og ja, siger han, staten er som så mange andre delt op i de blå storbyer og de røde landområder – bortset fra i grænseegnene sydpå, hvor en meget stor del af befolkningen er latinoer og overvejende demokratiske.

Men det særlige ved identiteten er følelsen af uafhængighed, af at være sin egen kat på vejen. I ti år var Texas rent faktisk en selvstændig nation, da den løsrev sig fra Mexico, og inden den tilsluttede sig USA som en af de slavebegejstrede sydstater.

Nu, siger Harrigan, står landet over for det vigtigste valg siden valget af Lincoln. Det er blevet en folkeafstemning om »hvilket slags land, vi tillader os selv at være«. Selv anser han Trump for »inkarnationen af ondskab, autokrati og inkompetence«, men han bor altså også nede i Austin – demokraternes absolutte bastion. I hans kvarter er der kun Biden-skilte i forhaven, siger han. Og uden for bygrænsen tager folk mundbindet af – og det ved man godt, hvad betyder.

I Fort Worth er det anderledes. Naboer, der skulder ved skulder stemmer forskelligt. Hjemme hos Krista Roberts – vores forstadsguide – stemmer hun og manden Greg endda på hver sin kandidat.

»Vi er et splittet hus,« siger Greg Roberts over sine aftentacos.

Han stemmer på Trump, hun på Biden.

»Jeg er ligeglad med, hvem hun stemmer på, det går mig ikke det mindste på,« fortsætter Greg Roberts.

Hundene Coco og Trip piber lidt omkring ham, og datteren Raeleigh beroliger dem.

»Jeg bryder mig ikke om nogen af kandidaterne. De er for gamle begge to. Det er de værste kandidater, vi har haft i otte år. Og Hillary var ellers en skurk.«

»Det sidste er jeg faktisk enig i,« siger hustruen Krista.

Selv om præsidentvalget er binært – Biden eller Trump – er forstadsfolkets årsager til at stemme, som de gør, vidt forskellige. Forholdet til staten, forholdet til skydevåbnene, behandlingen af migranterne.

Ovre i Ridglea Hills var det Black Lives Matter-protesterne, der fik Ann til at handle. Brændende gader og krav om nedskæringer hos politiet gjorde, at hun denne sommer pludselig fandt sig selv stående i haven med en skovl. Så gravede hun et stort hul, købte en flagstang og hejste et amerikansk flag med en blå linje for at vise sin støtte til politiet. Nu vajer et Trump-Pence-flag i vinden.

»Jeg er den eneste her med sådan et stort flag, og når folk går forbi, hvisker de til mig: fedt flag,«, fortæller hun.

Hun har boet her de senere år og beskriver Fort Worth som den største lilleby i USA.

»Alle mine naboer er Trump-støtter bortset fra én,« siger hun.

Politiske synspunkter er ikke noget, man går og putter med, men hun oplever, at nogle af kvarterets Biden-støtter er pibede og bliver stødt over hendes flag, og det undrer hende. Men for nylig så hun dokumentaren The Social Dilemma om, hvordan sociale medier radikaliserer folk, og hun spekulerer på, om det ikke er det, som har ramt Bidens støtter. De er blevet fanget i algoritmernes filterbobler og ser kun negative og løgnagtige historier om Trump og hans familie og oplever ikke glæden ved, at han har skåret i skatten, skåret i staten og strammet indvandringspolitikken.

»Måske kunne vi faktiske have råd til sygesikring, hvis vi ikke skulle betale for alle de migranter,« siger hun.

Mørket er faldet på over forstaden. En to meter høj figur af manden med leen står og blafrer foran et gråt hus, og lidt længere henne – hos familien Shefferan – er der ild i pejsen. David Shefferan sidder i en blød stol foran en reol med scrabble og fuglekikkert. Overfor sidder datteren Anna, den 18-årige førstegangsvælger, som ikke vil fortælle sine venner, hvordan hun har stemt.

Faren tager ordet.

»Jeg har været republikaner hele livet,« siger han. »Og jeg stemte republikansk hele vejen ned ad listen i år.«

På den måde kunne han næppe have placeret sig meget mere anderledes end datteren – bortset fra på et afgørende punkt.

»Ved præsidentvalget stemte jeg på Biden,« fortæller han.

I haven står et skilt med teksten »your vote, your voice«.

Overfor nikker datteren. Det kan være, at Trump har splittet landet endnu mere, end det var i forvejen, men han har også ført nogle folk sammen. Denne gang stemte den konservative far det samme som sin demokratiske datter.