HOMOREVOLUTIONEN
Sådan holdt Danmark op med at hade homoseksuelle
I 1962 mente selv De Radikale, at bøsser skulle holde sig fra at være skolelærere. I næste uge når Pride-paraden snor sig gennem København, jubler både Forsvaret og statsministeren. Danskernes syn på homoseksuelle har gennemgået en revolution. Men hvordan gik det til?
HOMOREVOLUTIONEN
Sådan holdt Danmark op med at hade homoseksuelle
I 1962 mente selv De Radikale, at bøsser skulle holde sig fra at være skolelærere. I næste uge når Pride-paraden snor sig gennem København, jubler både Forsvaret og statsministeren. Danskernes syn på homoseksuelle har gennemgået en revolution. Men hvordan gik det til?
En dag i slutningen af 1950’erne åbnede 15-årige Erik Ladefoged porten til en anden verden. Han skulle egentlig bare tisse, man da han slog døren op til det offentlige toilet på Amager, hvor han boede sammen med sin mor, så han noget, han aldrig skulle glemme.

»Der stod bare en mand og viftede med den,« husker Erik Ladefoged.

»En anden havde stiv pik.«

Han var chokeret, men ikke bange. Nærmere ophidset. Og selv om han skammede sig over det, begyndte han fra den dag at komme jævnligt på toilettet.

»Hver gang jeg havde været der, sagde jeg til mig selv: ’Nu er det sidste gang.’ Jeg havde stadig en forestilling om, at jeg skulle finde en kone og få en familie.«

I dag sidder Erik Ladefoged i en lyserød Ralph Lauren-polo i en lys Østerbro-lejlighed, hvor han bor med sin mand, Kim Nørgaard. Han er 72 år og pensioneret lærer – og han har været med hele vejen: Fra dengang homoseksuelle måtte skjule sig i parker og på toiletter, til 1960'ernes protestbevægelser og til de første homoægteskaber i 1989.

»I dag kan vi det hele,« siger Erik Ladefoged og smiler.

Han er sommersolbrændt og har maosko på fødderne.

»Vi kan blive velsignet i kirken, adoptere børn, blive insemineret. Hvad er der tilbage? Det har været en overraskende hurtig udvikling.«
Blovstrødsagen
Siden Erik Ladefoged var ung, har danskernes forhold til homoseksualitet gennemgået en utrolig tranformation. Tag bare den såkaldte Blovstrødsag: I 1961 blev en 58-årig overlærer i den lille by Blovstrød på Nordsjælland presset til at sige op efter 35 år som lærer på den lokale skole, fordi en kollega havde fundet homoerotiske nøgenbilleder på hans værelse.

Episoden vakte så stor debat, at Gallup i 1962 udkom med en landsdækkende meningsmåling – kun 15 procent af danskerne mente, at en overlærer skulle have lov at fortsætte i sit job, hvis han var bøsse. Den Radikale undervisningsminister Kristen Helveg Petersen udtalte til Information, at han personligt ville »fraråde homoseksuelle at vælge lærergerningen«.

Sådan var holdningen dengang. Viggo Kampmann var statsminister, Bob Dylan havde netop udgivet sin første plade, og danskerne var massivt imod homoseksualitet.

Så hvordan gik det til, at der kun skulle gå 27 år, før to ældre herrer i matchende hørjakkesæt en lun efterårsdag i 1989 kunne træde ud fra Københavns Rådhus som verdens første homoseksuelle ægtepar? I 2007 kunne homoseksuelle blive kunstigt befrugtet, i 2010 kunne de adoptere børn, og fra 2012 kunne de blive viet i kirken. Hvordan gik det så hurtigt?
Homofobi. Den 20. januar 1962 viser en måling fra analyseinstituttet Gallup, at de fleste danskere ikke mener, homoseksuelle kan være skolelærer. Kun 15 procent synes, det går an.
Dansk homoforsknings grand old man, Henning Bech, gennemgik i en bog fra 2002 de historiske meningsmålinger og konkluderede, at der i 1999 kun var omkring 7 procent af befolkningen med »en udpræget modvilje« mod homoseksuelle. Modstanden er »støt og roligt smuldret«, som forfatter Peter Edelberg formulerer det i bogen Storbyen Trækker.

Det kan mærkes. Da Dansk Folkepartis nestor, Søren Krarup, i maj i år brugte udtrykket brugte udtrykket »lille bøssedreng« i en debat på DR2, blev han offentligt fordømt. Sådan gør man altså ikke i år 2017.

I dag kan man nærmest blive fyret for at mene det, to tredjedele af danskerne mente i 1962. Homoseksualitet er – som kønsforsker Michael Nebeling Petersen har konkluderet i en ph.d.-afhandling fra 2015 – gået fra et være en trussel imod den sociale orden til at være et symbol på danske værdier. Så når Copenhagen Pride i næste uge snor sig gennem hovedstaden, bliver paraden tiljublet af både børnefamilier, statsministeren og Forsvaret.
Storbyen trækker
Sådan var det ikke, da Erik Ladefoged var ung. Han frekventerede byens homomødesteder – parker og S-togstoiletterne (»der var altid bid i myldretiden,« som han siger) – men han holdt det for sig selv. Han kendte ingen andre homoseksuelle, og der var ingen homoseksuelle idoler.

En dag blev han anholdt på toilettet på Amager.

»Der stod en civilbetjent derinde med den fremme; uden at tisse,« fortæller Erik Ladefoged.
»Men så snart vi andre begyndte at gøre noget, så værsgo: Ud i salatfadet udenfor. Når betjenten så havde fanget 0tte-ti stykker, blev vi kørt ind på stationen. Vi sad i et venteværelse og ventede på at skulle afhøres, og jeg kan tydelig huske, at nogle af mændene sad og lavede aftaler med hinanden.«

Efter Anden Verdenskrig var der vokset en homoseksuel subkultur frem i København med trækkerdrenge og anonym toiletsex. Befolkningen var skræmt fra vid og sans. Mange så homoseksualitet som en social sygdom, forklarer Peter Edelberg, der med Storbyen Trækker har beskrevet homoseksualitet i Danmark fra 1945 til 1976. Hvis unge mennesker hang for meget ud med de homoseksuelle ville de blive ’smittet’, og så var de på den.

Bundfald’. Dansk film fra 1957 af Palle Kjærulff-Schmidt og Robert Saaskin om en ung jysk fyr (Ib Mossin), der bliver ødelagt af Københavns trækkerdrengemiljøet.
DET DANSKE FILMINSTITUT
Flere af tidens store spillefilm handlede netop om, hvordan storbyens trækkerdrenge lokker sunde jyske fyre i uføre, blandt andet Farlig Ungdom (1953) og Bundfald (1957) – begge med Ib Mossin i hovedrollen.

Det ændrede sig i 1960’erne.
Bankmanden
En dag i 1967, mens Erik Ladefoged læste på seminariet, prikkede hans siddekammerat ham på skulderen.

»Jeg har været på et nyt sted inde i byen,« fortalte han. »Dér skal vi hen. Der danser mændene med hinanden. Det er lige noget for dig.«

Erik Ladefoged havde ellers aldrig fortalt vennen om sit dobbeltliv – men måske kunne han fornemme det. De tog i hvert fald i byen på en lukket klub på Åbenrå (gade i det indre København, red.), hvor Erik Ladefoged dansede med en anden mand for første gang i sit liv.

»Det var en lidt ældre bankmand. En flot fyr,« husker han.

»Han syntes, at vi skulle tage hen til ham, men det turde jeg ikke.«

Bankmanden gav Erik Ladefoged sin adresse – han boede på Bjelkes Allé på Nørrebro – og da Erik Ladefoged nogle timer senere traskede op til bussen gennem de natmørke gader, tænkte han stadig på den flotte fyr fra klubben. Hans hjerte bankede. Og så traf han en beslutning: »Jeg kører derud!«

Han prajede en taxa og satte kursen mod Nørrebro, men ved Nørrebros Rundel fik han kolde fødder.

»Nej, vent, vi skal til Amager,« sagde han til chaufføren.

Vognen vendte om.

Men ved Nørreport, fortrød han igen.

»Nej, vi skal alligevel til Nørrebro.«

Chaufføren stoppede bilen. Han ville vide, om Erik Ladefoged havde nok til den lange tur, men det gik an, og så stod han pludselig alene foran lejligheden på Bjelkes Allé med hjertet i halsen. Klokken var 23, da han endelig ringede på døren. Efter et øjeblik lukkede bankmanden op, han havde stort set ikke noget tøj på.

»Hej. Det er mig,« sagde Erik Ladefoged og smilede.

»Det er altså ikke så godt,« svarede bankmanden.

»Jeg har en anden med hjem.«

Og så tog Erik Ladefoged sporvognen tilbage til Amager.

Men noget var forandret.

»Efter den aften, kunne jeg ikke lyve for mig selv mere,« siger han.

»Jeg begyndte at se i øjnene, at ja, jeg var homoseksuel.«
Med hele vejen. Da Erik Ladefoged var ung i 60'erne kunne han kun være bøsse på S-togstoiletterne. I december 1989 kunne han gifte sig med sin kæreste..
JAKOB DALL
Én, to, tredje køn
76-årige Wilhelm von Rosen drikker en lille fadøl ved vinduet på homobaren Oscar Bar Café i det indre København. Han er nybarberet, gråhåret og har smilende øjne. Og så er han tidligere seniorforsker på Rigsarkivet – få mennesker i landet ved mere om homoseksuelles historie end ham.

»Det hele begynder i slutningen af 1800-tallet,« siger Wilhelm von Rosen og knytter hænderne i ren iver.

»Dér blev homoseksualitet opfundet, og der opstod en helt ny mennesketype: Én, to, tredje køn. Bum!«

I middelalderen og renæssancen fandtes der ikke homoseksuelle, forklarer han, sex mellem to mennesker af samme køn, var en (ulovlig) handling – ikke en personlighed. Men det ændrede sig i 1800-tallet. Videnskaben skubbede langsomt kristendom og biedermeier til side, og pludselig fiflede tyske psykiatere med den revolutionerende tanke, at homoseksualitet ikke var en handling – det var noget, man var født med.

»Det blev noget, man var,« som Wilhelm von Rosen siger.

Og det var både godt og skidt: På den ene side har det nye syn på homoseksuelle skabt fordomme om, at alle homoseksuelle er på en bestemt måde – bøsser er pivede; lesbiske er voldsomme. På den anden side har det også sået frøene til den homoseksuelle frigørelse – for hvis man ikke kan lave homoseksuelle om, er samfundet måske nødt til at acceptere dem, som de er.
190.000 - 340.000

Center for Alternativ Samfundsanalyse anslog i 2009, at der lever mellem 190.000 og 340.000 LGBT-personer i Danmark.
4 - 8 procent

Ifølge Sundhedsstyrelsens rapport ’Ung 2006’ har 4 procent af mænd og 8 procent af kvinder mellem 15 og 24 år mindst én gang haft sex med en af samme køn.
En ny tid
I slutningen af 1960’erne begyndte Erik Ladefoged langsomt at fortælle sine venner, hvordan tingene hang sammen – de tog det alle sammen pænt, flere var faktisk skuffede over, at han havde holdt det hemmeligt. Det sværeste var hans mor. Hun satte sig i en stol og græd, da hun fik det at vide.

»Da jeg stod op næste morgen, sad hun i den samme stol,« siger Erik Ladefoged.

»Hun bebrejdede sig selv og sagde, at jeg ikke måtte sige noget til familien.«

Men katten var ude af sækken, og da Erik Ladefoged i 1969 blev tilbudt et job som lærer på N. Zahles Seminarieskole i indre København, sagde han det, som det var:

»Jeg sagde: ’Jeg vil have jobbet, hvis jeg kan være åben bøsse’. Og så svarede rektoren – jeg husker det helt tydeligt: ’Der gælder det samme for dig, som for alle andre lærere: Du skal opføre dig ordentligt. Så det er ikke noget problem.’«

Kun otte år efter, at overlæreren i Blovstrød måtte sige op, fordi han var bøsse, kunne Erik Ladefoged være åbent homoseksuel på en dansk skole.

Frisindet ankom i tre etaper, forklarer professor i sexologi ved Aalborg Universitet, Christian Graugaard. Først Det Moderne Gennembrud og den spirende feminisme. Så Mellemkrigstiden, hvor de kulturradikale talte om at sætte seksualiteten fri. Og så – efter en altødelæggende krig og et helt årtis europæisk depression – den seksuelle revolution i 1960’erne.

Babyboomerne var vokset op med fred, velfærd og økonomisk vækst, og de så anderledes på samfundet end deres forældre. De ville bekæmpe ’ligusterfascisme’, kønsstereotyper og professorvælde; tilværelsen skulle ikke bare være en kasse, man kunne passe ind i – det var noget, man selv skabte. Og pludselig skulle folkeskoleelever ikke bare regne og læse, men også »vokse op som harmoniske, lykkelige og gode mennesker«, som det hed i ’Den Blå Betænkning’ i Folkeskoleloven fra 1960. Det var en ny tid.
Gay people are angry. Medlemmer af Gay Liberation Front demonstrerer i Greenwich Village i New York, 10. marts 1970. De homoseksuelle protestbevægelser blev vækket af Stonewall-optøjerne i 1969..
RICHARD GUMMERE/New York Post Archives
Hvordan kan du vide, du ikke er bøsse?
Det var højest overraskende. Da politiet i New York en varm junimorgen i 1969 forsøgte at rydde homobaren Stonewall Inn i Greenwich Village, gik de homoseksuelle til modangreb. De var rasende; frustrerede og trætte af årtiers diskrimination, og en bølge af optøjer skyllede pludselig gennem byen – det varede i tre dage og endte med oprettelsen af Gay Liberation Front. De homoseksuelle gjorde som borgerrettighedsbevægelsen, feministerne og Vietnam-demonstranterne: De organiserede sig og protesterede.

I Danmark blev Bøssernes Befrielsesfront dannet i 1971.

»Der opstod en ny bevidsthed blandt unge homoseksuelle,« siger Wilhelm Von Rosen, der var med til at starte Bøssernes Befrielses Front.

»Begrebet 'at leve i skabet' blev født her. Før var homoseksuelle født til altid at leve i skabet – det var for farligt at afsløre sig. Men nu skulle man ud. Både for ens egen skyld og for samfundets skyld. Mentaliteten ændrede sig, så mange tænkte: 'Vi skal ikke finde os i det her.'«

I 1975 udgav Bent Jacobsen fra Bøssernes Befrielsesfront en LP, der slet og ret hed 'Bøsse'.
’Hvordan kan du vide?’
Fra Bent Jacobsens album 'Bøsse' fra 1975
»Hvordan kan du vide, du ikke er bøsse, hvis du aldrig har turdet at holde en mand i hånden,« sang Bent Jacobsen akkompagneret af tidens musikstjerner: Anders Koppel, Kasper Winding og Jens Rugsted.

Kærlighedens kroppe spørger ikke om køn
En mands krop er smuk og varm
Som en kvindes
Forstår du ikke det?
Forstår du da ingenting?

Men danskerne forstod det faktisk godt. I en Gallup-undersøgelse fra 1971 mente kun 10 procent, at homoseksuelle havde en dårligere moral end andre mennesker, og kun 16 procent svarede, at homoseksuelle selv var »skyld« i deres seksualitet. På ét årti var alt blevet vendt op og ned.

»Det er ligesom i 1789,« siger Wilhelm Von Rosen.

»Ludvig den 16. skrev i sin dagbog den 14. juli 1789: ’Intet at bemærke’. Og dagen efter blev Bastillen stormet.«
Og vi græd af glæde
Bent Hansen, sekretariatsleder for Landsforeningen af Bøsser og Lesbiske fra 1984 til 1994, var nervøs, da han den 26. maj 1989 satte sig på en af de grønpolstrede stole på Folketingets tilhørerpladser. I årevis havde han kæmpet for homoseksuelles ret til at blive gift – han havde holdt møder med politikere og eksperter og endda fået nedsat en kommission om »homoseksuelles vilkår«, og nu skulle det hele stå sin prøve; nu skulle Folketinget, som det første parlament i verden, stemme om at give homoseksuelle lov til at blive viet på landets rådhuse. Uden for vinduerne skinnede solen varmt og symbolsk, men han følte sig langtfra sikker.

»Vi havde lavet et kæmpe lobbyarbejde,« siger Bent Hansen, som i dag er 69 år gammel.

»Vi vidste, at vi ikke ville komme igennem med at kalde det ægteskab, så vi fandt på at kalde det ’registreret partnerskab’. Det lød tilstrækkelig nøgternt. Men tiden havde også arbejdet for os: kvindebevægelsen, studenteroprør, fri abort.«

»De Konservative – regeringen – var imod alt, hvad vi foreslog, så dem opgav vi meget hurtigt. Vores allierede var De Radikale, SF, Socialdemokratiet og VS.«

Bent Hansen var sikker på, at Socialdemokraterne, SF og VS ville stemme for forslaget – det vidste alle – men hvad med De Radikale? I 1988 havde Poul Schlüter udskrevet valg, og nu sad Bent Hansens allierede pludselig i regeringen, så ingen vidste, om de ville stemme sammen med De Konservative.

Men det gik. De Radikale folketingsmedlemmer stemte for, og partiets ministre forlod salen, så de ikke behøvede stemme imod. Sejr! Både Venstre, Konservative, De Radikale og Fremskridtspartiet havde stillet deres medlemmer frit til at stemme, som de ville – med enkelte undtagelser stemte hele Venstre og Konservative imod, mens Fremskridtpartiet var splittet i to dele. Alt i alt en komfortabel sejr for de homoseksuelle.

»Vi havde besluttet, at hvis det blev stemt igennem, ville vi ikke råbe hurra,« siger Bent Hansen.

»Vi ville rejse os op, tage hinanden i hænderne og bukke. Så det gjorde vi. Og vi græd af glæde.«

Bagefter holdt Landsforeningen af Bøsser og Lesbiske fest i Knaphulstræde, hvor ja-politikerne som Torben Lund (SF) og Pia Gjellerup (S) kom til fadøl og solskin. Det var historisk.
Verdens første. Efter 40 års forlovelse bliver Axel Lundahl-Madsen og Eigil Eskildsen den 1. oktober 1989 viet på Københavns rådhus som verdens første homoseksuelle ægtepar.
OLE BUNTZEN
Nååå ja, dén lille detalje
Knap seks måneder senere blev Erik Ladefoged gift med sin kæreste Kim Nørgaard på Frederiksberg Rådhus. Kommunen havde ikke fået lavet nye vielsesattester, så der stod stadig ’hustruens underskrift’ og ’mandens underskrift’ – de trak lod om, hvem der skulle være manden. Da de trådte ud fra rådhuset, sang en gruppe venner for dem.

»Det greb mig mere, end jeg havde regnet med,« siger Erik Ladefoged.

»Det må jeg indrømme.«

Når man i dag går op ad trappen i Erik Ladefogeds opgang på Østerbro, bliver man mødt af en stor dørmåtte: »Her bor Kim & Erik.« Så er ingen i tvivl.

»I dag ville min mors reaktion være et særsyn, på den måde har tingene virkelig ændret sig,« siger Erik Ladefoged.

Han føler sig hverken begrænset eller diskrimineret på grund af sin seksualitet. Bastillen er faldet, og verden er forandret.

»Nu er der så mange flere åbne homoseksuelle – politikere, kunstnere, skuespillere. Så når folk hører om en bøsse, tænker de bare: ’Nååå ja, dén lille detalje’.«
Tidslinje
Kampen om retten til at være homoseksuel
1869
1869
Ordet homoseksuel optræder for første gang i en pamflet af den østrigske forfatter Karl-Maria Kertbeny.
1933
1933
Sex mellem to af samme køn afkriminaliseres i Danmark.
1948
1948
I bedste foreningsdanmark-stil danner danske homoseksuelle foreningen Forbundet af 1948. I dag hedder organisationen LGBT Danmark.
1955
1955
Københavns politi laver omfattende razziaer, anholdelser og afhøringer af hele det homoseksuelle miljø i København. Mellem 600 og 1500 afhøres i den såkaldte Pornografiaffære. Og mellem 30 og 70 homoseksuelle begår selvmord.
1969
1969
LGBT-personer demonstrerer imod politiets og samfundets diskrimination ved klubben Stonewall Inn i New York. Optøjerne bliver et vendepunkt for homoseksuelles rettigheder og fører til oprettelsen af Gay Liberation Front. I Danmark bliver Bøssernes Befrielsesfront dannet i 1971.
1989
1989
Som den første nation i verden gør Danmark det lovligt for homoseksuelle at gifte sig på landets rådhuse.
2006
2006
Lesbiske får ret til kunstig befrugtning.
2010
2010
Homoseksuelle kan nu adoptere børn på lige fod med heteroseksuelle. Den daværende VK-regering er i mod forslaget, men flere Venstre-medlemmer bryder partilinjen.
2012
2012
Homoseksuelle kan blive viet i danske kirker.
En progressiv revolution – men stadig problemer
Selv om LGBT-personer i Danmark får det bedre og bedre, er der stadig problemer. I 2009 viste en rapport fra Center for Alternativ Samfundsanalyse, at unge homoseksuelle oplever mere angst og uro end unge heteroseksuelle, og en undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed fandt i 2015, at der er tre gange så mange selvmordsforsøg blandt homo- og biseksuelle end i resten af befolkningen.

»Det er stadig ganske vanskeligt at være transkønnet, homoseksuel og – især – biseksuel,« siger professor i sexologi ved Aalborg Universitet Christian Graugaard, der forsker i LGBT-personers trivsel.

Et andet væsentligt problem er homofobi i indvandrermiljøer. I 2009 svarede 55 procent af danske muslimer i en undersøgelse fra meningsmålingsinstituttet Capacent, at homoseksualitet var »helt« eller »overvejende« uacceptabel – blandt de 18 til 34-årige var tallet 45 procent.

»Det knytter sig til familiens ære,« siger Mateen Hussain, der er forperson for foreningen Saabah, som støtter LGBT-personer med anden etnisk baggrund. »Vi hører tit at folk siger: ’Jeg kan ikke springe ud, for så går det ud over min lillebror, som ikke kan blive gift’.«
Pride. Copenhagen Pride startede i 1996 og er i dag en folkefest med tusindvis af deltagere. Årets program starter tirsdag og kulminerer lørdag den 19. august med den traditionsrige parade gennem København.
FINN FRANDSEN
Man kan høre Erik Ladefogeds fortælle mere om den anonyme sex blandt homoseksuelle i Radio24syvs dokumentar En Nat i Parken.

I en tidligere version af denne artikel hed det, at Bent Hansen var formanden for Landsforeningen af Bøsser og Lesbiske fra 1984 til 1994. Det er ikke korrekt. Bent Hansen var sekretariatsleder i foreningen fra 1984 til 1994. Han var formand fra 1998 til 2002.
Tekst: Christian Bennike
Cover: Privatfoto
Redaktion: Mikkel Vuorela
Digital produktion: Jens Christoffersen

12. august 2017
Dagbladet Information

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for David Zennaro
David Zennaro

Super. Men hvorfor er der ingen lesbiske kilder til den historie?

Peter Ussing, Mette Poulsen, Anna K. Jørgensen, Jeppe Larsen, Susan Peters, Henriette Bøhne, Hans Ingolfsdottir, Henrik Nielsen, Niels Nielsen og Ehm Hjorth Miltersen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ehm Hjorth Miltersen
Ehm Hjorth Miltersen

Jeg blev glad for at se det, lille sidste afsnit af artiklen om at der "stadig er problemer", men det kunne måske godt have fyldt mere. Journalisten sammenligner befolkningens holdning til homoseksuelle i 1962 med opnåelsen af kirkevielser i 2012 og kalder udviklingen "hurtig" (selvom jeg ikke ved om jeg er enig i at 50 år er et acceptabelt hurtigt tempo ...), men juridiske rettigheder er ikke lig med accept. Vi kan blive gift og er beskyttede mod at blive fyret fra vores arbejdsplads på baggrund af vores seksualitet, men børn og unge mener stadig at "bøsse" er et af de værste skældsord man kan kalde hinanden, og man risikerer stadig at blive råbt af på gaden hvis man holder sin kæreste i hånden. Artiklen giver et godt historisk overblik over den juridiske kamp, som selvfølgelig hænger sammen med generel accept, men det er ikke et 1:1 forhold sådan som det antydes her.

Bjarne Bisgaard Jensen, Anna K. Jørgensen, Karsten Aaen, Henriette Bøhne, Hans Ingolfsdottir, Henrik Nielsen, Johnny Winther Ronnenberg og Niels Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Hans  Ingolfsdottir
Hans Ingolfsdottir

@David Zennaro.

Måske er Hr. Bennike en af de mænd der ikke mener lesbiske er rigtige homoseksuelle, at det kun er mænd der kan være det, når det samtidig skl ses som ulækkert. En lesbisk kvinde ses af mange mænd blot på som liderlig kvinde der kan pifte deres seksliv op. Det være sig når de wanker til lesbisk pornografi, eller hvis de er så heldige at få sig en trekant.
Dem findes der sørgeligt nok stadig en del af.

Brugerbillede for Trond Meiring
Trond Meiring

Hvor lang tid skal der gå, inden at f.eks. psykiatribrugere, rusmisbrugere og muslimer opnår den samme sociale aksept?

Brugerbillede for Susan Peters

@David Zennaro.
At der ingen lesbiske kilder er, bliver så meget mere mærkeligt når man ved at LBL (nuværnede LGBT) i 1989 fik en kvinde som forperson. Hvordan forfatteren kommer frem til at det var Bent Hansen der var formand i 1989 er lidt mystisk.

Brugerbillede for Trond Meiring
Trond Meiring

jens peter hansen,
Lad os sige at en person er både psykiatribruger, rusmisbruger, muslim, sort og homoseksuel.
Tror du ikke, at vedkommende let kan blive "femfoldigt" stigmatiseret? Eller kvadrupelt, hvis det er i orden at han er homoseksuel, men ikke det andet. Men det hjælper måske ikke så meget for vor eksemplariske og ultimative outsider.

Brugerbillede for Leo Nygaard

Jo flere, jo bedre. Det hjælper på befolknings eksplosionen. Globalt set !
Danmark bør gå foran i den store omstilling.
Bivirkning : færre danskere, flere indvandrede muslimer, mere gay-parades.

Brugerbillede for Tino Rozzo

Mon vi nogen sinde kommer så langt, at ALLE er totalt ligeglade med, hvem der kysser på hvem og hvorfor?
Det angår jo i bund og grund kun de kyssende.

Bjarne Bisgaard Jensen, Elisabeth Andersen og Hans Ingolfsdottir anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Tino Rozzo

PS.: Homofobi er egentlig en forkert betegnelse.
Hvis man har en fobi, er man bange for noget.
Homofoberne er ikke spor bange for homoerne.
De hader og foragter dem bare.

Brugerbillede for Hans  Ingolfsdottir
Hans Ingolfsdottir

Det ved jeg nu ikke Tino. Jeg tror homohaderner er ret bage for om de selv kunne have det i sig. Bange for at blive lagt an på og bange for hvordan de skal takle situationen.

Henriette Bøhne, Tino Rozzo og Henrik L Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Trond Meiring
Trond Meiring

Fobi betyder frygt/angst. Der er ofte en sammenhæng imellem frygt og aggression, nok også afstedkommende had, men dette er altså tre forskellige følelser, eller hvad man nu vil kalde det.

Brugerbillede for Henriette Bøhne
Henriette Bøhne

Det er en fejl at antage, at DK er et homogent land, hvad angår accept af homoseksuelle - der er forskel på Frederiksberg og Fjerritslev.
Man skal ikke langt ud på landet for at opleve homofobi. Imorges sad jeg i et S-tog fra Vestegnen mod Københavns Hovedbanegård og kunne lægge øre til en flok etnisk danske unge mænd, som højlydt udtrykte deres mishag overfor homoseksuelle. "Bøssesvin, klamme og ulækre" var nogle af de betegnelser, som blev anvendt. En kvinde, noget yngre end jeg, konfronterede dem på ved afstigning med deres holdninger, hvilket de naturligvis gled helt af på og hun indkasserede på vej ud af toget tilråbet "lebbe" til stor morskab fra hele flokken.
Der er lang vej endnu.

Bjarne Bisgaard Jensen, Thorkil Søe og Hans Ingolfsdottir anbefalede denne kommentar