Boguddrag
Genopdragelsen
Samia blev undertrykt og udsat for social kontrol i sin pakistanske familie i Danmark. Da konflikten kulminerede, blev hun tvunget ud på en genopdragelsesrejse til Pakistan, hvor hun endte med at leve i fangenskab i årevis. Dette er første del af bogen Genopdragelsen, der netop er udkommet på Informations forlag
Sebastian Abrahamsen, Anton Geist og Lasse Skou Andersen, tekst
Sigrid Nygaard, foto
PROLOG
Samia kiggede over på sin far. Han havde konverseret livligt på punjabi med sin sidemand, mens de ventede på, at flyet skulle rulle ud på startbanen og lette. Men nu var samtalen forstummet.

De holdt stille ud for gaten. Ligesom hun selv havde Samias far fået øje på to politibetjente, der netop var steget ombord. Han pressede kæberne sammen og stirrede udtryksløst frem for sig, mens betjentene bevægede sig ned gennem kabinen.

Hendes råb om hjælp var blevet hørt. De uniformerede mænd kom tættere på. Alting foregik i slowmotion.

Betjentene standsede ud for Samia og hendes far og bad dem træde med udenfor.

Hun kunne se, at han kæmpede for at fremstå rolig. De små trækninger i hans sammenbidte kæber afslørede, at raseriet sydede indvendigt.

Flyet var fuldt af pakistanere som dem selv. Kvinder i spraglede tunikaer og mænd i skjorter og lærredsbukser holdt i afdæmpede farver. Børn snakkede og tjattede til hinanden, mens de voksne strakte hals for at få et glimt af far og datter, der blev eskorteret ned ad midtergangen.

Samia vidste, at det her måtte føles frygteligt nedværdigende for hendes far. Han blev udstillet foran sine landsmænd som en anden kriminel. Det var en alvorlig krænkelse af hans ære, og hvis der var noget, han gik op i, så var det hans og familiens ære.

Betjentene bad faren vente ved indgangen til flyet, mens en af dem førte Samia hen til to kvinder fra Den Sociale Døgnvagt. De var kort forinden ankommet i en taxa og stod nu ude i gangen, der førte tilbage til afgangshallen. Den ene kvinde så Samia i øjnene og spurgte, om hun rejste frivilligt.

Nu skulle Samia bare svare »nej«. Det ene ord ville sikkert være nok. Så ville de føre hende væk derfra. Alligevel havde hun svært ved at få ordet over sine læber.

Natten forinden havde hendes far truet med at slå hendes søskende ihjel og lade sig skille fra deres mor, hvis hun ikke rejste med ham til Pakistan. Og han havde holdt hende vågen med en af sine flammetaler om, hvor ulydigt et barn hun var, og hvor stor skam hun havde bragt over familien med sin opførsel.

Hun ville bare gerne leve et almindeligt teenageliv. Hun ville selv vælge, om hun skulle gå til fodbold, og selv vælge, hvilket tøj hun gik i. Om hun skulle have en kæreste, og hvad hun skulle bruge sit liv på. Men han kunne ikke acceptere det.

Nu stod han få meter fra hende og smilede til betjentene og havde travlt med at foregive, at alting var i den skønneste orden.

Samia ville ikke kunne leve med, hvis han virkelig gjorde alvor af sine trusler om at slå hendes søskende ihjel. Han måtte gøre med hende, hvad han ville. Bare han ikke gjorde hendes søskende fortræd.

Så hun løj. Hun sagde til kvinderne, at hun gerne ville med til Pakistan. Hun sørgede for at tale højt og tydeligt, så hendes far kunne høre hende.

Den ene af betjentene spurgte hende, om hun skulle på genopdragelsesrejse.

»Det kan man godt kalde det,« svarede hun tøvende.

En af kvinderne fra Den Sociale Døgnvagt gik væk for at tale i telefon med Kriminalpolitiets centrale vagtleder om, hvad de skulle stille op. Det var tydeligt, at der stak noget under. Pigen kunne meget vel være under et voldsomt pres fra sin familie, og det kunne være baggrunden for, at hun accepterede at rejse. Men spørgsmålet var, om de kunne tvinge hende af flyet, når hun insisterede på, at rejsen var frivillig. Hun fyldte 18 om to måneder og var næsten myndig.

Sekunderne gik. De føltes som timer, syntes Samia.

Så vendte kvinden tilbage. Politiets vagtleder havde besluttet, at der ikke var grundlag for at tilbageholde Samia. Hun havde pakistansk pas og kunne rejse frit, hvis hun fastholdt, at det var frivilligt. Kommunen havde heller ikke fundet grundlag for at tvangsfjerne hende.

Rædslen skød gennem Samias udmattede krop. Men hun sagde stadig ingenting. Hun havde håbet, at de bare kunne føre hende væk derfra, uden at hun blev nødt til at trodse sin far ved at afsløre, hvordan det i virkeligheden hang sammen.

I stedet så hun nu betjentene tage afsked med faren og bede ham om at passe godt på hende. Selvfølgelig, svarede han. Hun var jo hans datter.
*
I 1990’erne var de gamle københavnske arbejderkvarterer omkring Indre By under forandring. Nedslidte murstensbygninger var blevet revet ned og erstattet af almene boliger i beton. Lurvede husfacader var blevet forskønnet. Træer var blevet plantet, og fadøl blev ikke længere kun drukket bag nedrullede gardiner på gulnede værtshuse.

Nu hang unge studerende ud på nyåbnede fortovscafeer, og små lejligheder blev lagt sammen, så børnefamilier ikke behøvede at flytte til forstæderne.

Fattigfirserne og Den Kolde Krig var forbi. Der var økonomisk fremgang, danskerne vandt EM i fodbold og stemte først nej til Maastricht-traktaten og siden ja med fire forbehold.

En duft af varme krydderier fra fjerne lande hang nu i trappeopgangene i de almennyttige boligbyggerier. Kvinder i tørklæder bar indkøbsposer hjem fra nyåbnede butikker med fremmede skrifttegn i vinduerne.

Arabiske halalslagtere, tyrkiske grønthandlere, somaliske basarer.

Mange af de tusindvis af gæstearbejdere, der var kommet til Danmark i 1960’erne og 1970’erne med ambitioner om at spare sammen til et hus i hjemlandet, var endt med at slå sig ned permanent. Nu ernærede en stor del af dem sig som selvstændige forretningsdrivende.

Snart lå der en kiosk eller en grønthandel på hvert gadehjørne. Grønthandlerne var oftest tyrkere, mens kioskerne i høj grad blev drevet af pakistanere.

I midten af 1990’erne var flere end hver tredje herboende pakistaner på arbejdsmarkedet selvforsørgende. En af dem var Samias far.

Han var kommet til Danmark i 1980’erne som søn af en stolt landbrugsfamilie fra Punjab-provinsen. Familien var en del af den jordbesiddende kaste – zamindar. De havde derfor råd til at sende ham til udlandet, og så skulle han til gengæld sende penge hjem.

Han indgik et arrangeret ægteskab med en herboende pakistansk kvinde. Kort efter, en vinterdag i begyndelsen af 1990’erne, fødte hun Samia. Den lille familie slog sig ned i en lejlighed i et af de gamle arbejderkvarterer, og faren åbnede sin egen kiosk.

Fra da af stod han tidligt op og knoklede dagen lang. Familien så ham næsten kun, når han kom hjem for at spise, eller når han listede sig ind om aftenen for at få et par timers søvn, inden pligterne i kiosken kaldte igen.

Samias far var en flot og karismatisk mand. Han havde et gennemborende blik og en kraftig næse med et skarpt knæk på midten, og som så mange pakistanske mænd havde han en sort moustache, der altid så velplejet ud. Handlede man i kiosken, kunne man være sikker på at finde ham bag disken i en nystrøget skjorte, med et smalt ur om håndleddet og en pakke smøger i brystlommen. Rank og imødekommende.

Varer stod snorlige på hylderne, der bød på alt, hvad man kunne ønske sig af en kiosk. Slik, sodavand og basale dagligvarer. Også alkohol, selvom han ikke brød sig om at sælge det. Det var haram. Faktisk var mange ting i det danske samfund haram, hvis man spurgte ham.

Samias far bad kun sjældent, gik endnu sjældnere i moske og havde ikke det store kendskab til Koranen. Alligevel betragtede han sig selv som troende muslim.

Det, han kaldte religion, handlede måske mere om at videreføre familiens traditioner fra hjemlandet. Men de to ting flød sammen for Samias far. Nok boede han nu i Danmark, men han havde bestemt ikke noget ønske om, at han og familien skulle blive ligesom danskerne.

Danskere var i hans øjne alt for optagede af at tilfredsstille deres egne behov. De drak og dyrkede sex før ægteskabet, og kvinderne gik ikke hjemme, men ville klare sig selv.

Der, hvor han kom fra, var der én ting, der overskyggede ethvert personligt behov: hensynet til familien og dens ære.

Familien gav struktur. Den gav tryghed. Den udgjorde selve fundamentet for den livsform i Punjab, han selv var rundet af, og som knap nok havde ændret sig i generationer. Hvert familiemedlem havde en forudbestemt rolle.

For eksempel var det hans rolle som mand at tjene penge til familien, både til den i Pakistan og til hans egen familie i København. Og da hans kone fødte et par yngre søskende til Samia, måtte han arbejde endnu hårdere for at få råd til flyverdragter, skoletasker og fødselsdagsgaver.

Hjemmet var morens domæne. Det var hendes rolle at holde orden, opdrage børnene som gode muslimer og sørge for, at der stod et varmt måltid mad klar til hendes mand, når han kom hjem fra kiosken. Også selvom det betød, at hun måtte stå op klokken et om natten og holde ham med selskab, mens han spiste det.

Børnenes rolle var at gøre, som deres forældre sagde. Hvis nogen ikke udfyldte deres rolle, gik det ud over hele familien. Så vaklede fundamentet.
*
Samias far blev et samlingspunkt i det pakistanske miljø i København. Med sin karisma og veltalenhed fik han hurtigt opbygget et netværk af folk, som også kom og besøgte ham i kiosken. De diskuterede politik, religion, børneopdragelse. Han blev en, man lyttede til. Det faldt ham naturligt at fælde moralsk dom over andre pakistanere og muslimer, som ikke efterlevede hans forestillinger om et ærbart liv.

Der var i det hele taget meget sladder i det pakistanske miljø. Derfor var det også vigtigt, at hans egen familie ikke gjorde sig negativt bemærket. Hjemmet skulle være pletfrit, børnene lydige, og tøjet anstændigt.

Familiens hjem var sparsomt indrettet med billige møbler i læder og plastic. Men det hele blev piftet op af væggene, som var malet i prangende farver, og i stuen stod et par konkrete beviser på farens hårde slid udstillet i en reol: Familien havde fået råd til en videomaskine og et stort billedrørsfjernsyn.

Når faren var hjemme, tilbragte han meget af sin tid i den af familiens to sofaer, som var forbeholdt ham – mens resten af familien kun måtte bruge den anden. Der lå han og røg cigaretter, mens han takket være en stor kabel-tv-pakke kunne se nyheder på urdu og pakistanske serier.

Konkurrencen fra de andre kiosker var hård. Priserne blev presset i bund, og Samias far var nødt til at arbejde fra solopgang til sent om aftenen for at få det hele til at løbe rundt. Han røg tæt og fik et forjaget udtryk i ansigtet.

Flere gange om ugen talte han i telefon med sine forældre og søskende i Pakistan. De var hans livline tilbage til en mere ærbar livsform. Han spurgte dem til råds om, hvordan han skulle opdrage sin egen familie i Danmark. Hvad de skulle spise. Hvornår pigerne burde begynde at gå med tørklæde. Hvordan man skulle lære dem at bede.

Samias mor bevægede sig sjældent uden for hjemmets fire vægge. De fleste af hendes vågne timer gik med at leve op til hendes mands forventninger. Hun var en stille kvinde med mørke rande under øjnene. Hendes dystre ansigtsudtryk stod i kontrast til de glimtende smykker og farverige klædedragter, hun som mange andre pakistanske kvinder ofte gik med. Om halsen hang som regel et løsthængende tørklæde, der kun dækkede det bagerste af håret. Hun så på én gang glamourøs og deprimeret ud.

Det havde ikke været hendes eget valg at indgå ægteskab med den mand, hvis børn hun nu havde født, og hvis strenge krav holdt hende vågen om natten. Men det havde været hendes forældres ønske og derfor hendes skæbne.

Selvom hjemmet var hendes ansvar, var det stadig Samias far, der bestemte. Levede hendes indsats ikke op til hans standarder, kunne han hidse sig voldsomt op. Gjorde børnene noget forkert, eller lå der ikke en nystrøget skjorte klar til ham om morgenen, skældte han hende ud. Smagte middagsmaden ham ikke, kunne han finde på at kyle tallerkenen på gulvet. Han knoklede hårdt for at forsørge sin familie, og når han endelig havde fri, forventede han at komme hjem til en ordentlig lejlighed, hvor der var styr på tingene.

Samia søgte tilflugt for forældrenes konflikter på sit værelse. Her lå hun tit på gulvet og tegnede i malebøger med tuscherne spredt omkring sig.

En dag, da Samia var 4-5 år gammel, trådte hun forsigtigt ud fra badeværelset efter at have overhørt sin far skælde moren ud, mens hun selv var på toilettet. Ude i entreen kunne hun se sin mor dukke frem fra køkkenet og traske duknakket mod stuen. Pludselig kom faren springende ud ad stuedøren og mødte hende i entreen med en flad hånd, der landede på siden af morens hoved med et klask.

Lyden rungede gennem lejligheden. Samia stod helt stille og så sin mor synke sammen i skam. Ingen sagde et ord. Hun følte et sug i maven. Hun var ikke sikker på, hvad hun lige havde set. Men det fyldte hende med en trang til at beskytte sin mor. Og samtidig vidste hun, at hun intet kunne gøre.

Samia lærte at afkode farens kropssprog. Når hun lå på sit værelse og tegnede, lyttede hun efter hans fodtrin fra stuen. De afslørede, hvilket humør han var i. Gik han langsomt, åndede hun lettet op. Gik han stærkt og med kraftfulde skridt, vidste hun, at hendes mor om et øjeblik risikerede at få en lussing.

Der gik ikke længe, før Samia opdagede, at tingene fungerede anderledes i andre familier. Hun så, hvordan andre mødre gik ud og morede sig med deres veninder, havde jobs og fritidsinteresser. Hendes egen mor lavede aldrig andet end at passe hjemmet. Når Samia og hendes søskende bad hende om lov til noget, var hendes svar altid, at de måtte ringe og spørge deres far. Hun kunne ikke træffe beslutning om noget på egen hånd.

Selv i andre pakistanske og arabiske familier med traditionelle kønsroller havde mødrene mere frihed end hendes egen. Samia begyndte at skamme sig over sin familie.

Det var ikke sådan, at hendes far altid var ondskabsfuld. Når han var i godt humør, kunne han være sød og rar og grine og kramme Samia og hendes søskende. Han gik meget op i at give dem flotte gaver til deres fødselsdag. Han elskede fastelavn og spurgte altid mange uger i forvejen, hvad de ville klædes ud som. Og en gang om året tog han dem med til Bakken eller Tivoli, hvor han vinkede til dem nede fra jorden, når de jublende prøvede rutsjebanerne og karrusellerne.

Men han var uforudsigelig og insisterede på, at resten af familien opførte sig, præcist som han ville have. Og hvis de ikke makkede ret, fik de hans vrede at føle.

Samia sagde til sig selv, at når hun en dag blev voksen, så skulle det være slut med at indrette sig efter hendes fars krav. Så ville hun træffe sine egne beslutninger.
Hun var stadig et barn, da Samia første gang forstod, at hun en dag skulle giftes med sin fætter.

Hun gik i anden klasse, og hendes far havde fået den ide at lade hele familien på nær ham selv flytte ned til hans forældre og søskende i Pakistan i en periode. Formålet var at bringe de to familier tættere sammen. Samtidig skulle rejsen give Samia og hendes søskende en vigtig lektion i de kulturelle værdier, som faren selv var vokset op med. De skulle lære om mandens og kvindens naturlige plads i familien og begynde at se sig selv som en del af et skæbnefællesskab. Familien var én organisme, og alle valg, man traf, påvirkede ikke bare en selv, men hele familien. Derfor var det vigtigt, at Samia og hendes søskende lærte at rette sig efter familiens overhoveder. Altså mændene.

Familiens pakistanske hus lå nogle timers kørsel fra lufthavnen. Samia havde tilbragt flere sommerferier der. Men det var første gang, hun skulle bo der i længere tid. Vejen dertil gik ad støvede landeveje, der skar sig gennem endeløse marker.

Så snart hun og familien trillede ind i landsbyen, begyndte hovederne at titte frem gennem huller i de høje mure, som omgav alle husene i byen. Det sidste stykke vej til huset var så snævert, at de var nødt til at parkere ved et hjørne og gå resten af vejen. Da de steg ud af bilen, blev Samia og hendes søskende straks omringet og overdænget med kys og kram af fjerne slægtninge, hun ikke kendte navnene på. For dem var det en begivenhed i sig selv at se en bil på disse kanter.

Alle kendte familien fra Danmark. Alle i byen havde en mere eller mindre nær familiær relation til hinanden. Alle vidste alt om alle.

De ankom til huset fulgt af en hale af nysgerrige landsbyboere og blev modtaget af familiens overhoved, Samias onkel. Han sad i landsbyens ældreråd og ejede flere af markerne omkring byen, hvor unge mænd kom til hvert år for at knokle under den ubønhørlige sol. Han besad med andre ord en ikke ubetydelig magt i den lille landsby.

Onklen boede der med sine voksne sønner, sin søster og deres forældre – Samias farmor og farfar.

Livet i landsbyen var som en rejse tilbage i tiden for Samia.

Væggene var bygget af ler, al madlavning foregik over bål, og toilettet var et hul i jorden. Selve huset bestod af en række primitive værelser med tremmer for vinduerne, der vendte ud mod en tildækket terrasse. Det lignede et fængsel i en western. I forlængelse af terrassen lå en gårdhave, som gjorde det ud for en dagligstue, og hele komplekset var omkranset af en høj mur med en tung jernport som eneste indgang.

Samia blev indskrevet på en lokal skole. Hver morgen stod hun tidligt op for at nå i moskeen og læse koranvers, inden hun skyndte sig tilbage og skiftede til sin skoleuniform – blå kjole, løse hvide bukser og tørklæde.

Der var langt fra klasseværelset i en dansk folkeskole til det støvede betongulv, som udgjorde siddepladserne på skolen i Punjab. Undervisningen foregik ved, at læreren læste – eller nærmest messede – højt af en bog. Efterfølgende var der ingen diskussion eller fortolkning af, hvad de netop havde hørt. Det var ren udenadslære.

Månederne gik.

Samia bemærkede, at nogle af lærerne tog deres vasketøj med i skole og fik pigerne til at vaske det i hånden, når der var frikvarter. Det var nærmest en ære for eleverne. Derhjemme var hun vant til at få alt det legetøj, hun pegede på. Her legede børnene med småsten, de fandt på jorden.

Hun var forundret over de primitive forhold. Syntes hendes far virkelig, at livet her var bedre end i Danmark? Hendes tykke æblekinder var sunket ind, og hun var begyndt at få sorte rande under øjnene som sin mor.

En dag sad Samia i gårdhaven og legede, mens hendes faster underholdt et selskab af byens kvinder. Folk i landsbyen kom og gik hos hinanden og var meget mere sammen, end Samia var vant til fra Danmark. Kvinderne havde slået sig ned på nogle såkaldte charpai, en slags simple, udendørs senge bestående af et stel af jernrør med flettet plasticsnor imellem.

De snakkede og drak te, og midt i slabberasen udbrød Samias faster pludselig, at Samia jo en dag skulle giftes med sin onkels ældste søn. Det var noget, onklen og hendes far havde aftalt, forklarede fasteren til kvinderne.

Samia kunne ikke tro sine egne ører. Fætteren var jo en voksen mand i begyndelsen af 20’erne. Hvordan kunne hendes far overhovedet tænke i de baner?

Hun fik kvalme, og kvalmen blev forstærket af, at hun samtidig var blevet alvorligt syg med leverbetændelse. En sygdom, der endte med at afslutte knap et års ophold i Pakistan for Samia. Familien måtte rejse hjem til Danmark, så hun kunne få behandling og blive rask.

Hjemme i Danmark kunne hun ikke slå det, hun havde overhørt, ud af hovedet.

Tanken om ægteskabet drev en kile ind mellem hende og hendes forældre, og de blev langsomt skubbet fra hinanden. Hun stolede ikke længere på dem.
*
Samia steg ud af bussen. Som sædvanligt havde hun bildt sine forældre ind, at hun skulle på biblioteket for at læse lektier. Det var den eneste acceptable undskyldning for ikke at være hjemme efter skoletid.

Men i stedet var hun kørt til et butikscenter sammen med sin veninde Amal. De var på en mission. Samia og Amal var blevet gode venner, efter Samias familie var flyttet til en lejlighed i en bydel i udkanten af Københavns Kommune, hvor Amal også boede.

Bydelen var oprindeligt opført som et socialdemokratisk prestigebyggeri med grønne arealer og rummelige lejligheder i almennyttige boligblokke. Men efterhånden havde området fået et dårligt ry. Der var sociale problemer, meget kriminalitet og høj arbejdsløshed. Og der var flere indvandrere og efterkommere end folk med dansk oprindelse.

Amals lejlighed lå lige bag det murstensbyggeri, Samias familie var flyttet ind i. Hun var en vild pige, der ligesom Samia elskede sport og eventyr. Sammen tilbragte de mange, lange eftermiddage med at klatre i træer, grave huller og lege vandkamp med de andre børn fra kvarteret.

De to veninder nåede frem til butikscentret og luskede ind i en boghandel. Dagens opgave var simpel: De skulle stjæle noget, hvad som helst, uden at blive opdaget. Samia og Amal havde tit stjålet chokolade fra supermarkeder. Ikke fordi de manglede penge. Samia fik lommepenge hver uge og alt det slik fra sin fars kiosk, hun kunne spise. De gjorde det for spændingens skyld.

Samia så sig omkring i boghandlen. En af hendes yngre søstre samlede på tingeltangel med billeder af musen Diddl på. Måske kunne hun stjæle en Diddlbog til hende, tænkte hun, mens hun scannede butikshylderne og forsøgte at se upåfaldende ud.

Ved nærmere eftertanke var en bog nok lidt for stor til, at man kunne liste den ud af butikken uden at blive opdaget. I stedet fik hun øje på nogle blyanter. De var mere passende. Hun greb en håndfuld, stak dem behændigt ind i ærmet og så sig om efter Amal. Hun havde vist også fået bid. Nu skulle de bare snige sig ud af butikken.

Samia nærmede sig udgangen med målrettede skridt. Endorfinerne rullede igennem hende. Missionen var få meter fra at lykkes. Hvis bare de kunne klare den ud på den anden side af glasdøren, kunne de forsvinde i menneskemængden i centret og spæne tilbage til busstoppestedet. Men bedst som hun kunne smage friheden, landede en tung hånd på hendes skulder. Fuck. Det var butikschefen. Han bad dem følge med ud i baglokalet.

Butikschefen ringede efter politiet, som kørte dem på stationen, hvor de blev afhørt af en ung betjent. De var begge under den kriminelle lavalder og kunne ikke straffes. Men de skulle hentes af deres forældre. Samia brød grædende sammen. Hun tryglede den unge betjent om ikke at ringe efter forældrene. Hun syntes, at hun kunne spore en snert af tvivl i hans blik. En flig af medlidenhed. Men han havde intet valg.

Amals mor kom og hentede hende først. Hun var skuffet, men ikke gal. Hun var den slags voksen, som endnu ikke havde glemt, hvordan det var at være barn.

»Hvad har I dog lavet?«, spurgte hun, mens hun trak afsted med sin datter og efterlod Samia tilbage.

Det her var slet, slet ikke godt, tænkte Samia, mens hun ventede på, at hendes far skulle komme. Straffen ville være hård.

I den seneste tid var skænderierne mellem hendes forældre blevet værre, og hun var selv kommet mere på kant med dem.

Faren slog stadig deres mor, og hun var nu begyndt at slå Samia. Nogle gange var det, fordi hun blev ved med at nægte at gå med tørklæde, sådan som hendes far ville have. Andre gange fordi hun havde klædt sig i upassende tøj – det ville sige i jeans og kortærmede bluser. Eller fordi hun var kommet for sent hjem.

Samia vidste, at moren sjældent havde nogen selvstændig holdning til noget og kun slog hende af frygt for selv at få tæsk af sin mand. Hendes manglende selvstændighed gik næsten Samia lige så meget på som de bank, hun fik af hende.

Når bølgerne gik højest, kunne Samia finde på at råbe ad hende, at hun hellere ville være forældreløs end at have dem som forældre. Men den slags turde hun kun sige, når hendes far ikke var hjemme.

Hun og hendes søskende turde næsten ikke sige noget, når han var der.

De måtte ikke lytte til musik, pigerne måtte under ingen omstændigheder lege med drenge, og de måtte ikke deltage i aktiviteter uden for skolen. Hvis de en aften sad og så fjernsyn og hørte farens fodtrin i trappeopgangen, skyndte moren sig at slukke for fjernsynet.

»Hvorfor,« spurgte Samia sig selv. Han havde jo selv købt det fjernsyn.

Men sådan havde livet i familien udviklet sig. Alle frygtede at træde ved siden af, samtidig med at ingen helt forstod, hvad der var tilladt, og hvad der var forbudt. Børnene turde ikke stille for mange spørgsmål til deres far af frygt for, at han skulle blive rasende. Så for det meste talte de bare ikke med ham.

Samia sad ofte alene i sin vindueskarm og lyttede til musik, mens hun stirrede ud ad vinduet og drømte sig væk til andre steder. Sådan kunne hun sidde i timevis og forestille sig, hvordan det ville være at leve i en anden familie. Hun begyndte også at føre dagbog. I tørre vendinger nedfældede hun sine tanker om hverdagen og om familiens problemer.

Under overskriften »Noget om mig« skrev hun ud for feltet »Højeste ønske«: »at blive lykkelig«.

Hendes far ankom i bil til politistationen sammen med en ven. Familien havde haft gæster, da de havde fået opkaldet fra politiet. Faren var tydeligt vred. Men han skældte ikke ud. I stedet kørte han hende hjem og ventede, til gæsterne havde forladt lejligheden.

Så satte han sig i sofaen, tændte en smøg og smed pakken fra sig på bordet.

Sådan vidste man, at han var gal. Når han smed med pakken. Som altid brugte han et par minutter på at samle tankerne i stilhed. Han skulle lige varme op. Forberede sine argumenter. Han tyggede kæberne sammen og lagde langsomt ud. Han anklagede Samia for at bringe skam over familien og beklagede sig over, hvor ulykkeligt det var, at han skulle trækkes med så ulydige børn.

Han var jo en respekteret mand i det pakistanske miljø. Hvordan skulle familien bevare sin status, når hans egne børn insisterede på at kaste smuds på deres gode navn og opføre sig, som om de var danskere og ikke pakistanere?

Da han havde fået talt sig varm, begyndte han at råbe. Han fik et særligt vildt blik i øjnene, når han skældte ud. Som om han blev overrumplet af sit eget raseri og ikke kunne holde op igen, når først han havde sluppet det løs.

Han tændte den ene cigaret efter den anden, til stuen var tyk af røg. Pludselig rejste han sig og beordrede hele familien ud på gaden og ind i familiens bil. Ingen af dem vidste, hvad der foregik. Samia var rædselsslagen, men forsøgte at skjule det. Hendes far smækkede fordøren og styrede bilen ud i nattemørket.

Samia stirrede tavst ud ad bilruden og betragtede gadelamperne, der gled forbi. Hun følte sig fuldstændig alene, selv om hun sad i en bil sammen med sine forældre og søskende. Fra sin plads bag rattet fortsatte hendes far med at skælde hende ud. Men hun tog ikke længere notits af ordene, der kom ud af hans mund.

De stoppede ved et øde sted, hvor hun ikke havde været før. Da Samia og resten af familien steg ud, kunne hun høre lyden af bølger, der brusede et sted i mørket. Han havde kørt dem til havet.

Hendes far stillede sig frem foran dem alle og stirrede på Samia.

»I kan lige så godt hoppe derned,« snerrede han og pegede i retning af bølgerne.

Hvis hun insisterede på at blive ved med at bringe skam over familien, kunne han lige så godt drukne dem alle sammen og bagefter slå sig selv ihjel. Det var bedre end at leve med skammen.

I lang tid fortsatte faren med at skælde hende ud, før han tillod, at familien igen satte sig ind i bilen, så de kunne køre hjem.
***
Jo tættere man kommer på en livshistorie, desto mere særegen forekommer den i al sin kompleksitet og alle sine detaljer. Men zoomer man lidt ud, træder nogle mønstre frem, som går igen i andres historier.

I Samias tilfælde er det tydeligt, at hun var ved at blive viklet ind i en æresrelateret konflikt og blev udsat for social kontrol. Og det er noget, mange piger og kvinder med indvandrerbaggrund har oplevet.

Lige siden en række fremtrædende socialdemokratiske politikere fra Københavns vestegn i 1980’erne advarede om problemer med kvindeundertrykkelse blandt indvandrere i deres kommuner, har emnet været genstand for offentlig diskussion. En diskussion, som til tider har været ophedet og polariseret, især efter at udlændingeområdet omkring årtusindeskiftet fik en særligt fremtrædende position i dansk politik.

I medierne har danskerne kunnet læse om vold i indvandrerfamilier, tvangsægteskaber og genopdragelsesrejser. I enkelte tilfælde er der ligefrem blevet rapporteret om såkaldte æresdrab begået af fædre og brødre på deres egne døtre eller søstre.

Særligt mordet på den unge dansk-pakistanske kvinde Ghazala Khan rystede Danmark. Hun blev slået ihjel på Banegårdspladsen i Slagelse i september 2005, efter at hun havde giftet sig med en mand, som familien ikke havde accepteret. Hendes egen storebror var gerningsmanden. »Bror, hvad er det, du gør?« nåede hun at udbryde, efter han havde skudt hende med revolver på tæt hold.

Når æreskrænkelser i yderste instans kan få mennesker til at slå deres nærmeste ihjel – hvilket kun er sket ganske sjældent – er det, fordi ære bliver forstået som et kollektivt fænomen.

Hvis en kvinde gør noget skamfuldt, krænker hun hele sin families ære. Som den unge norsk-libanesiske feminist og aktivist Sofia Nesrine Srour siger i en samtale, der gengives i bogen Skamløs: »Du bærer på ære, og når du bringer skam over den ære ... den ære er ikke bare din, den er hele familiens, og så har du på en måde fucket det op for hele familien, slet og ret.«

Det er afgørende, at familien bevarer sin ære i omverdenens øjne. Sladder skal undgås. Hvis et kvindeligt familiemedlem gør noget skamfuldt, kan det derfor blive nødvendigt for familiens overhoved, faren, eller en af hans sønner at handle for at genoprette familiens anseelse.

Allermest skamfuldt er det, hvis kvinden ikke bevarer sin jomfruelighed. Det er årsagen til, at nogle unge kvinder med anden etnisk baggrund får syet noget af deres kønskrans sammen ved et kirurgisk indgreb, før de bliver gift, så der kan opstå blødning på bryllupsnatten.

Dette krav om, at kvinden skal være uberørt, er et gennemgående tema i Sara Omars voldsomme, delvist selvbiografiske romaner Dødevaskeren og Skyggedanseren. Her bliver kvinder fra hovedpersonen Frmesks fødeby i Kurdistan mishandlet og slået ihjel af deres fædre og andre mænd fra deres egen familie, hvis de mistænkes for at have haft sex uden for ægteskabet.

Det er en væsentlig pointe i romanerne, at det underliggende syn på kvinder også eksisterer i kurdiske miljøer i Danmark. Og det gælder ikke alene i fiktionen, men også i virkeligheden. Det er blevet påpeget af blandt andre integrationsvejlederen og SF-folketingsmedlemmet Halime Oguz. Hun har selv levet i et ægteskab med social kontrol, og i forbindelse med udgivelsen af Dødevaskeren berettede hun i Berlingske om sine egne oplevelser med »den nidkære kontrol og den mentale ydmygelse, der reducerer kvinder til et underliv«.

En anden slags æreskrænkelse, som går igen i fortællinger fra unge muslimer, handler ikke om kvinders jomfruelighed. I hvert fald ikke direkte. Den handler om, at de ikke må blive for danske. Eksempelvis forklarer flere unge kvinder i rapporter om social kontrol, at de får problemer, hvis de går klædt ligesom danskere.

I bogen Sort land om det belastede boligkvarter Askerød beskriver Ahmad Mahmoud denne antipati mod danskhed. Han skriver om et parallelsamfund, hvor mange ikke ønsker at være danskere, fordi de synes, at danskerne er urene. Derfor gør de ifølge forfatteren »alt for ikke at opdrage deres børn til at have en dansk identitet« og lever i »frygt for at miste børnene og kulturen til den rådne danskhed«.

Alt tyder på, at det er et mindretal af indvandrerforældre, som forsøger at styre deres børn væk fra det danske samfund på den måde, som Ahmad Mahmoud beskriver i sit vrede vidnesbyrd fra Askerød. Men der er ingen tvivl om, at et langtfra ubetydeligt mindretal af unge med ikkevestlig oprindelse oplever indskrænkninger i deres handlefrihed. Og det gælder særligt for unge kvinder.
Hanne havde sat sig i det varme sand og betragtede sine elever løbe rundt med opsmøgede bukser i strandkanten, mens solen nærmede sig horisonten og tonede himmel og hav i orange nuancer.

Det var en helt magisk sensommeraften kort efter ferien. Klassen var taget på ryste-sammen-lejrtur til en koloni ved vandet i det nordvestlige Sjælland. Børnene havde glemt alle deres små skænderier og konflikter, og nu hyggede de sig bare.

Pigerne og drengene skiftedes til at løbe efter hinanden. De skubbede og hev og grinede og hvinede. Uden at tænke nærmere over det begyndte Hanne at følge Samia med øjnene. Hvor var hun dog smuk, og hvor så hun ubekymret ud, som hun løb rundt der i aftenlyset.

Hanne underviste klassen i dansk og var deres klasselærer sammen med matematiklæreren Søren. Med et videokamera for øjnene stod han nu et stykke fra hende og filmede børnene. Det var typisk ham. Han var altid opmærksom på at få gode optagelser i kassen, som han kunne klippe sammen til små film og vise til forældremøder.

Samia var sammen med sine veninder Leila og Nadia kommet ind i klassen i det nye skoleår, fordi deres egen klasse var blevet så lille, at eleverne måtte fordeles ud mellem de to andre syvendeklasser på skolen.

Allerede på forhånd havde Hanne haft et indtryk af, hvem Samia var. Hende den kække med det lange, mørke hår og de fine ansigtstræk. Hende, der sammen med veninderne fes rundt på gangene og lavede ballade og kunne finde på at smøre æg på dørhåndtaget til Hannes mønsterklasses klasseværelse. Hende, der hang ud med de seje drenge og altid skulle vise sig over for de andre børn.

Men det var, som om Samia skjulte et eller andet, tænkte Hanne. Som om hendes selvsikre ydre dækkede over noget melankolsk og nærmest frygtsomt.

Hanne var vant til, at piger med indvandrerbaggrund ikke så sjældent kunne have svære vilkår derhjemme. Og en episode på skolen kort efter lejrturen overbeviste hende om, at Samia var en af den slags piger.

Sammen med Leila og Nadia kom Samia hen til Hanne og Søren efter en time, hvor de to lærere havde undervist sammen.

»Det der video, er det noget, som vil blive vist til forældremøder og til sidste skoledag eller noget?« spurgte hun forsigtigt.

Med det samme var begge lærere klar over, hvad det her handlede om. Samias forældre måtte ikke se hende midt i den glade, løsslupne leg med drengene. Den slags kendte Hanne og Søren kun alt for godt til. Hanne skyndte sig derfor at sige, at de gerne ville vise videoen til et forældremøde, men at de nok skulle lade være med at tage klippene fra stranden med i filmen. Og hun kunne tydeligt se på udtrykket i Samias øjne, at det var en stor lettelse for hende.

Episoden var med til at vende rundt på forholdet mellem de to lærere og Samia. Da hun og hendes veninder var kommet ind i klassen, havde de til at begynde med været meget dominerende og havde hele tiden forsøgt at sætte spørgsmålstegn ved deres nye læreres autoritet. Men nu opdagede de, at lærerne også kunne være deres allierede, og Samia fik i løbet af året en tættere og tættere relation til Hanne og Søren.

Søren havde et særligt tag på børn. Han var en veltrænet, ung forhenværende bartender med et stort smil og en kæbe som en postkasse. Efterhånden begyndte Samia nærmest at se ham som en slags reservestorebror. Hun gik endda i gang med at styrketræne i et træningslokale på skolen, så hun kunne få et vaskebræt på maven ligesom ham – selvfølgelig uden at hendes far vidste besked om det.

Hanne var mere den moderlige type. Omsorgsfuld og altid klar med et kram, men også insisterende på at stille klare krav til sine elever.

Sammen bestræbte de to lærere sig på at skabe et klassemiljø baseret på gensidig tillid og tydelige forventninger til eleverne. Det med forventningerne skulle Samia lige vænne sig til.

Det var tydeligt for Hanne, at Samia var en intelligent pige. Men for pokker, hvor var hun dog ustruktureret. Hun var mere optaget af at fjante rundt med sine veninder end af skolearbejde, og hendes opgaver var altid et kludetæppe af løse ideer og strøtanker skrevet på et mangelfuldt dansk.

En dag trak Hanne Samia til side og forklarede hende, at hun kunne nå langt og blive til meget, men at det krævede, at hun lagde stilen om. Hvis hun gjorde sig forhåbninger om at komme i gymnasiet, var hun nødt til at tage sig sammen. Det ramte tydeligvis Samia på forfængeligheden. Ingen skulle komme og fortælle hende, at der var noget, hun ikke var i stand til.

Fra da af rykkede Samia sig virkelig. Hun engagerede sig i timerne og viste, at hun kunne formulere selvstændige tanker om emner som religion og ligestilling. Hun tog ansvar for de andre elever i klassen og var ikke bange for at skælde drengene ud. Hun stavede stadig dårligt, men man kunne se på hendes afleveringer, at hun var begyndt at bruge tid på dem.

Hendes udseende forandrede sig også. Om morgenen, når Samia forlod lejligheden, smuttede hun ned i en kælderhals og skiftede fra de lange kjoler, hendes far ville have hende til at gå i, til stramme jeans og bluse eller blazer over en T-shirt. Og på skolens toilet lagde hun en diskret makeup.
*
Mørket var så småt begyndt at falde på, da Samia en aften løb ind på en oplyst boldbane. Hun havde sat håret i en knold og var, iført shorts og fodboldklubbens spillertrøje, klar til en træningskamp med hold blandet mellem piger og drenge.

En idrætslærer på skolen havde opdaget, at Samia havde talent for både at spille fodbold og at træne andre i det. Han havde forbindelser til en lokal klub og havde sørget for, at Samia kunne komme og træne et hold med yngre piger. Hendes ældste lillesøster kunne spille med på holdet, og hun kunne selv få en plads på et hold for piger på sin egen alder.

Deres far havde ikke været glad for ideen. Men hun og søsteren havde bildt ham ind, at det havde noget at gøre med skolen. Det gjorde alting mere spiseligt.

Idet hun luntede ind på græstæppet, kastede hun et blik ud mod sidelinjen, hvor en lille gruppe tilhængere havde samlet sig. Pludselig frøs hun. Dér, blandt de andre silhuetter i tusmørket, genkendte hun sin far. Han stod tavst og betragtede hendes bevægelser på banen. Samia var som forstenet. Hun fik svært ved at trække vejret. Tankerne begyndte at strømme gennem hovedet på hende.

Hvad tænkte hendes far ikke om synet af sin halvvoksne teenagedatter, der løb rundt i mørket med blottet hår og bare ben for øjnene af unge mænd.

Og lige så slemt: Hvis han kunne finde på at dukke uanmeldt op til hendes kamp, ville det så sige, at han også kunne finde på at troppe op på biblioteket eller andre steder og opdage, at hun løj om, hvor hun opholdt sig? Holdt han øje med hende?

I det forgangne års tid var konflikterne mellem Samia og hendes far eskaleret yderligere.

Hun var begyndt at svare igen, når han skældte ud. Hvis han hævede stemmen, gjorde hun det samme. Hun tog oftere sin mor i forsvar. Når hun så faren slå hende, skubbede hun ham væk og skreg, at han skulle holde op. Det havde ført til, at han nu også bankede Samia. Nogle gange kom hun i skole med blå mærker, som hun forsøgte at dække med sminke.

Det førte til mange sammenstød, at Samia var begyndt at tale om at blive dansk statsborger. Hun opfattede sig selv som dansk og kunne ikke forstå, hvorfor hun skulle have pakistansk pas. Da hendes klasse skulle på en endagstur til Tyskland, blev de spurgt, om de alle sammen var danske statsborgere. Kun hun og en dreng fra klassen svarede nej. Det viste sig, at de godt kunne komme med alligevel, fordi de med deres danske opholdstilladelse kunne rejse frit i Schengen-området. Men det var en ydmygende oplevelse, syntes hun.

Det chokerede hendes far, at hun kunne finde på overhovedet at tale om at blive dansk statsborger. Det var en hån mod hendes familie og kultur, fnysede han, som han under ingen omstændigheder ville tillade.

Andre gange skyldtes konflikterne, at Samias far havde opdaget, at hun gik omkring i tøj, som ikke var ærbart. Én ting var, at hun nægtede at følge hans krav om at bære tørklæde. I hans verden var det i sig selv utilstedeligt. Men nu var hun i det hele taget begyndt at klæde sig som en dansker, sagde han med foragt i stemmen.

Når hun blev afsløret i at gå for dansk klædt, vidste hun aldrig, om det var hendes far selv, der havde set hende på gaden i løbet af dagen. Eller om han var blevet ringet op af en bekendt fra det pakistanske miljø, som havde sladret. Han var hemmelighedsfuld i sin måde at kontrollere hende på. Nøjedes med at antyde, at han vidste alt, hvad hun foretog sig.

Samia begyndte at søge skjul, når hun så en tørklædeklædt kvinde eller en pakistansk mand på gaden.

Hendes dobbelte tilværelse havde bredt sig til alle aspekter af hendes liv. Og efterhånden som puslespillet voksede, blev det sværere at holde styr på alle brikkerne.

Enkelte gange havde hun forsøgt at bryde barriererne mellem de to liv ned. For eksempel da hun stolt havde fortalt sin far, at hun havde fået et job i en butik. Det havde gjort ham så rasende, at han havde beordret hendes mor til ikke længere at lave aftensmad til hende. Hun skulle nøjes med at passe sin skole og hjælpe til i hjemmet.

På trods af sin fars vrede tog Samia imod jobbet og beholdt det i nogle uger. I den periode måtte hun selv sørge for sin aftensmad, men til sidst stoppede hun igen. Hun kunne ikke længere udholde sin fars raserianfald over jobbet og sin mors konstante forsøg på at få hende til at droppe det. Det var umuligt. Hun var spændt ud mellem to idealer, der lå så langt fra hinanden, at hun var ved at knække midtover.

Hun anskaffede sig en mobiltelefon, som hun holdt skjult for sine forældre, og brugte den blandt andet til at flirte med en fyr, som hun havde mødt gennem Amal. Han hed Alan og var en høj og veltrænet fyr med kurdiske rødder. Selvom Samia virkede handlekraftig, drømte hun i hemmelighed om, at en smuk og stærk mand ville komme og føre hende bort fra hendes forældre. Hun og Alan mødtes i smug og kyssede i parker og trappeskakte. Hun var forelsket i ham, men han virkede kun moderat interesseret i hende.

Samia var ikke i tvivl om, at hendes far ville gå amok, hvis han hørte om forholdet. I hans verden var det utænkeligt, at hans datter kunne have et forhold til en dreng. Piger skulle gemme sig selv, til de blev gift. Alt andet ville være uhørt skamfuldt for hele familien.

Efter skole tog hun ofte hjem til Nadia sammen med Leila. De bagte pandekager og dansede rundt til MTV. Den slags var forbudt hjemme hos Samia. Nadia havde marokkanske rødder og boede alene med sin mor, der var fraskilt og endda havde et arbejde. Samia havde flere gange spurgt sin egen mor, hvorfor hun ikke kunne sige fra over for sin mand. Til det svarede hun som regel, at det var hendes forældre, der havde bestemt, at de skulle giftes, og at de vidste bedre end hende.

Samia holdt sig generelt væk fra sit eget hjem så mange timer i døgnet som muligt. Hun tilbragte urealistisk meget tid »på biblioteket«. Mens hun bildte sine forældre ind, at hun sad med næsen i bøgerne, var hun i virkeligheden på Strøget for at shoppe med Leila og Nadia eller sad i en park og drak øl og røg cigaretter.

Så snart Samia kom hjem til sig selv, var dagen forbi. Her skiftede hun til den pakistanske nationaldragt shalwar kameez, der består af posede bukser med en tunika ovenover, og kastede et løstsiddende tørklæde, et dupatta, over skuldrene. Og så gav hun sig til at vente, til hun skulle i seng.

Over for sine venner omtalte hun konsekvent sin far som ’idioten’. Men han var ikke dum. Han kunne godt regne ud, at hun ikke havde været på biblioteket til klokken 18, hvis de lukkede klokken 17. Og hver gang han tog hende i at lyve, faldt hammeren.

Han samlede hele familien i stuen, hvor han gav sig til at holde timelange enetaler om, hvor ulykkeligt det var, at han skulle trækkes med så ulydige børn og en hustru, som ikke kunne finde ud af at opdrage dem.

Som regel indledte han med at ryge tre-fire cigaretter, mens han arrangerede elementerne i sin tale i den rette rækkefølge. Så lagde han for eksempel ud med at spørge Samia om, hvad hun havde lavet oppe på torvet midt i skoletiden. Dramaturgien var pinefuld. Lag for lag afslørede han, hvor meget han vidste, mens Samia febrilsk forsøgte at tænke tilbage på hændelsen, så hun kunne forberede sit forsvar. Hvilket tøj havde hun haft på? Hvem havde hun været sammen med? Havde der været drenge?

Faren fortalte lange historier om børn, der havde bevæget sig væk fra deres rødder, var blevet for danske og var endt i den rene elendighed. Han fortalte, at andre pakistanske børn var så velopdragne, at de uden at kny ville lade sig sælge af deres forældre, hvis de krævede det af dem. Hvorfor kunne hans egne børn ikke være sådan?

Han kunne køre på i timevis, ofte til langt ud på natten.

Samia blev nedbrudt af de mange søvnløse nætter. Nogle gange endte det med, at hendes far slog hende, og endnu oftere slog han hendes mor. Moren tiggede Samia om, at hun skulle bede sin far »om tilgivelse«. Men Samia ville ikke gå med på, at det, hun havde gjort, var så forkert.

Tingene flød sammen, og skænderier, der lå langt tilbage, blev pludselig hevet frem igen for at underbygge farens pointer om, hvor slemt det stod til. Han beskyldte hende også for at lede sine mindre søskende i fordærv.

En dag truede han Samia og en af hendes lillesøstre med at køre dem til Istedgade og efterlade dem dér sammen med de prostituerede, de alligevel gik klædt som. Han gjorde aldrig alvor af det. Men hans raseri spredte sig ud i hver en krog af lejligheden. Kun når han ikke var hjemme, turde Samia og resten af familien trække vejret roligt.

På den oplyste fodboldbane, hvor faren pludselig stod ude ved sidelinjen, gennemførte Samia kampen stort set uden at bevæge sig. Da hun var færdig med at spille, fulgtes hun hjem med sin far. Til hendes overraskelse nævnte han ikke hendes lårkorte shorts, men det behøvede han heller ikke. Hun vidste, at han ikke så med milde øjne på den påklædning.

Det rystede hende, at han havde vist sig til kampen. De to spor i hendes dobbeltliv kunne ikke holdes adskilt. Uanset hvor hun var, kunne hun ikke undslippe sin fars blik.
Lægerne på den psykiatriske afdeling havde mange samtaler med både Samia og hendes forældre, hvor de forsøgte at understrege, at hun var et selvstændigt individ, som selv kunne bestemme over sin fremtid. Kilde: Region H.
En morgen, kort før eksaminerne i niende klasse, stavrede Samia klatøjet ind i klasseværelset på skolen. Det var søndag. Men Søren havde arrangeret en filmdag, hvor eleverne kunne gense nogle af de film, de havde set i engelskundervisningen i løbet af skoleåret.

Da Samia trådte gennem døren, troede nogle af eleverne, at hun var fuld. Hun hang med skuldrene og svajede usikkert. Et par af de tætteste veninder tog hende under armen og fulgte hende ud på gangen. Var hun virkelig dukket stiv op til filmdagen? Nej, fortalte hun dem. Hun havde gjort noget langt værre.

Veninderne havde længe været bekymrede for hende. Hun var ikke den samme længere.

Samia, der før havde været fuld af energi og initiativ – et naturligt samlingspunkt for andre – havde lukket sig mere og mere om sig selv. Hun var begyndt at melde afbud til aftaler med veninderne og undskylde sig med, at hun havde andre planer. I virkeligheden lå hun hjemme i sin seng og stirrede ud i luften.

Flere gange havde de oplevet hende hallucinere og bryde sammen i voldsomme angstanfald. Hun følte, at der var nogen efter hende. Når hun gik på gaden, hørte hun stemmer, der råbte hendes navn. Om natten, når hun lå i sin seng, blev hun holdt vågen af lyden af et par sko, der nærmede sig på trappen. Klak-klak-klak. Men der kom ingen.

Der var også dukket små ar op på hendes håndled. Synet af blod dulmede angsten, når det hele blev for meget. Men kun kortvarigt.

I midten af skoleåret var Samia begyndt at åbne op over for Søren. Hun havde fortalt ham om det store pres, hun var under derhjemme, og om de symptomer, hun oplevede. Hun havde trykken for brystet, følte sig udbrændt og led af hallucinationer og angstanfald. Han havde sagt, at det for ham kunne lyde, som om hun havde fået en slags depression, og at hun burde gå til lægen.

Det havde virket sært opløftende på Samia. Måske var der et navn for det, hun gik og følte. Måske var hun slet ikke så unormal. Hun led bare af en sygdom, som kunne kureres. Hun var gået til sin læge og havde fået udskrevet benzodiazepiner mod angst og depression. Pillerne havde hensat hende i en sløv tilstand, som hun godt kunne lide.

Hun var også begyndt at komme hos en psykolog, som hun fortalte om angsten og hallucinationerne. Men hun var stoppet igen efter få gange.

Samias far slog hende stadig oftere, når hun tog sin mor i forsvar og råbte ad ham, om han dog ikke kunne forstå, at han var ved at drive dem alle sammen til vanvid.

Selvom hun forsvarede sin mor, kom hun også oftere op at skændes med hende. Hun følte, at hun kæmpede en kamp for dem begge, og var skuffet over, at moren fortsatte med at tale faren efter munden i stedet for at støtte hende. Hendes mor truede med, at de snart ville gifte hende væk, så de kunne få fred for hende.

Hun havde mistet appetitten og var begyndt at tabe hår. Hun havde svært ved at se pointen med noget som helst, hvis alt, hvad hun drømte om, var forkert i hendes forældres øjne. Hun ønskede sig langt væk, men magtede ikke at række ud til nogen efter hjælp.

Tidligt den morgen, hvor Samia skulle til filmdag på skolen, var det hele blevet for meget for hende. Hun ville ikke nødvendigvis dø, men falde i en lang søvn og ligesom forsvinde. Hun var stået op og havde fundet sit pilleglas med angstdæmpende medicin frem, slugt fem piller og lagt sig ind i sengen igen.

Få dage forinden havde hun forsøgt noget lignende, da hun havde slugt tre piller og skyllet efter med en vodkadrink, som hun havde købt i en lokal kiosk. Det havde dog ikke ført andet med sig, end at hun var blevet meget træt.

Det samme var sket denne gang, havde hun kunnet konstatere, da hun kort efter var vågnet ved, at hendes mor havde stået og rusket i hende. Moren havde grædt hjælpeløst, ude af stand til at forstå, hvad der var galt med hendes halvt bevidstløse datter.

Samia havde kæmpet sig ud af sengen og videre ud ad døren. Hun kunne ikke overskue at trøste sin mor, når det var hende selv, der lige havde taget en overdosis piller.

Henne i skolen slæbte veninderne Samia fra gangen tilbage ind i klassen med hendes arme hængende slapt over deres skuldre. De tog fat i Søren og forklarede, hvad hun havde gjort. Han kastede et blik på Samia, der sad og hang ind over et bord, knap i stand til at holde øjnene åbne.

Det stod hurtigt klart for ham, at hun måtte på skadestuen. Søren skyndte sig at ringe til hendes far, som kort efter ankom til skolen i sin bil, og sammen kørte de afsted med Samia. Der blev ikke sagt et ord under hele køreturen.
Samia kunne nærmest hverken gå eller se ud af øjnene, da hun dukkede op i skolen efter at have taget en overdosis af sin medicin. Hun kunne ikke overskue at leve længere. Kilde: Region H.
Hvor meget modstand kan et ungt menneske klare? Den almindelige forventning til forældre er, at de skal støtte deres børn, give dem kærlighed og anerkendelse og hjælpe dem med at finde fodfæste. Men hvad hvis de i stedet modarbejder dem og kontrollerer dem, straffer dem og udsætter dem for trusler og tvang for at få dem til at forkaste deres egne ønsker og idealer og blive, ligesom forældrene mener, de skal være?

Samia havde modstået meget. Hun stod midt imellem en frisindet dansk levemåde og en patriarkalsk kultur med rødder i det landlige Pakistan. Hun ønskede inderligt at være fri til at leve ligesom andre unge i Danmark, men hendes far nægtede hende den frihed og udnyttede til fulde sin magt over hende. Og til sidst knækkede hun sammen.

Det er velkendt blandt fagfolk, at unge, der udsættes for social kontrol, i mange tilfælde reagerer ved at begynde at leve et dobbeltliv hvis de altså ikke vælger at indordne sig eller omvendt bryder med deres forældre. Undersøgelser viser også, at unge, der lever et dobbeltliv som følge af social kontrol, er i en såkaldt højrisikogruppe for mistrivsel. Og det er ikke så underligt.

At skulle holde styr på forskellige løgne i forskellige sammenhænge er et vedvarende pres. En psykolog forklarer det sådan her i en rapport om dobbeltliv blandt unge med æresrelaterede problemer:

»De historier, man fortæller, skal være konsistente, og det er en konstant belastning. Når belastningen bliver for stor, eller der er ydre handlinger, der gør, at den unge er nødt til at forholde sig til nye omstændigheder, bliver problemerne typisk så voldsomme, at de må forholde sig til dem. Summen af belastningerne vil vise sig før eller senere.«

Det er typisk, at unge, der lever under sådan et pres, udvikler stress. Og dernæst følger ofte flere lidelser. De frygter hele tiden at blive afsløret, og samtidig udsættes de måske for pres og savner omsorg. Det kan sætte sig i dem som angst. Og angsten kan, sammen med den håbløshed og afmagt, mange oplever, føre til depression.

Samias forløb var med andre ord lige efter bogen. Men det vidste hun intet om. For skolepigen, der stod midt i begivenhedernes gang, var det hele ét stort, mørkt kaos.
På skadestuen fortalte Samia personalet, at hun havde ondt i hele kroppen og havde lyst til at stikke knive i sig selv. Hun kunne ikke se, at livet var værd at leve, sagde hun.

Lægerne satte hende i en taxa. Hun skulle overføres til et andet sygehus i byen, hvor hun blev indlagt akut på den lukkede børne- og ungdomspsykiatriske afdeling.

En ung mand med briller tog imod hende og viste hende hen til et værelse. Det lå for enden af en lang gang. Der var en reol, en seng, eget badeværelse og et vindue, som vendte ud mod en parkeringsplads. Det skulle blive hendes hjem i de kommende uger.

Samia faldt omgående i søvn. Hendes forældre forstod ikke, hvad der var sket. De stod begge og græd ved synet af deres afkræftede datter i en hospitalsseng. Ingen af dem havde noget begreb om, hvad det ville sige at være psykisk syg.

Da Samia vågnede dagen efter, var hun kolossalt træt. Livet føltes stadig meningsløst. Men i det mindste var hun ikke derhjemme.

Hun var nu patient i det psykiatriske system, og personalet skrev løbende deres observationer af Samias og hendes fars adfærd ned i hendes journal. En journal, der fortæller historien om en ung kvinde forpint af depression og angst – og om en mand, der nægtede at indse, hvad hun fejlede, hvad årsagen var, og hvad der skulle til, for at hun kunne få det bedre.

Hverdagen på den lukkede børne- og ungdomspsykiatriske afdeling begyndte med fælles morgenmad. Samia var med sine 17 år blandt de ældste patienter. De var inddelt efter diagnoser. Pigerne med spiseforstyrrelser sad for sig selv og fulgte en særlig diæt. Efter morgenmaden fulgtes man med en sygeplejerske til medicinrummet for at få udleveret sine piller.

Om formiddagen talte Samia typisk med sin kontaktperson, som spurgte til, hvordan hun havde det. Til at begynde med havde hun svært ved at tro på, at personalet var oprigtigt interesserede i at hjælpe hende. Hun var mistroisk over for alle.

Men i de følgende dage åbnede hun langsomt op og begyndte at fortælle om problemerne derhjemme. Om at hendes forældre ikke forstod hende, men fandt fejl i alt, hvad hun gjorde, og at hendes mor havde truet med at gifte hende væk. Om at hun gerne ville være dansk statsborger, men at hendes forældre modsatte sig. Og om tomheden og selvmordstankerne, der ikke ville gå væk.

Hun sagde også, at hun var nervøs for en ferierejse til Pakistan, som faren havde planlagt for hele familien om få uger. Det samme fortalte hun sin lærer Søren, som ofte besøgte hende. Hun forklarede ham, at hun var bange for, om hendes far kunne finde på at gifte hende bort eller lade hende blive i Pakistan som straf for, at hun var så oprørsk.

Lægerne og sygeplejerskerne var opmærksomme på risikoen ved rejsen. I et referat fra en såkaldt dispositionskonference skrev de, at Samia »måske vil blive udsat for tvangsægteskab af sin far eller skal efterlades til 1 mdr. ’opdragelseslejr’ i Pakistan«.

Om eftermiddagen deltog Samia i fællesaktiviteterne på afdelingen. De unge patienter gik i skole, spillede basketball i haven og lavede mad sammen. Om aftenen mødtes de til »hyggen«, hvor de så film og spillede PlayStation i fællesrummet.

Det føltes ikke som et hospital, men snarere som en fritidsklub, hvor man boede døgnet rundt. Bortset fra at Samia og de andre børn var under konstant opsyn af personalet. Hun var stadig selvmordstruet, noterede lægerne i journalen. Hun hørte stemmer, der skældte hende ud, og lyden af sko, der nærmede sig. Klak-klakklak. Om natten tog hallucinationerne til. Indimellem lå hun i sin seng og kradsede sig på armene, til hun blødte. Det kunne trænge det andet i baggrunden.

Løbende fik hun besøg af Nadia, men det var, som om hendes gamle veninde så anderledes på hende nu, hvor hun var indlagt på en psykiatrisk afdeling. Deres venskab havde forandret sig. Leila var netop flyttet til London med sin familie, og Alan, som hun stadig var håbløst forelsket i, ville ikke have hende alligevel. Hun følte, at alle forlod hende.

Hendes far var ikke overbevist om, at hun virkelig var syg. Han blev ved med at spørge lægerne om, hvornår hun kunne blive udskrevet, og derhjemme sagde han til resten af familien, at personalet holdt dem alle sammen for nar.

I Samias journal skrev personalet, at hendes far havde »meget besvær med/indsigt i pigens vanskeligheder«, og at de uden held havde forsøgt at forklare ham, hvad der var galt med hans datter. Samias far mente, at den bedste behandling var den, man kunne få derhjemme, ikke på et hospital. Desuden fandt han hele situationen frygteligt skamfuld for familien.

Han accepterede ikke deres forklaringer om, at behandlingen ville kræve lang tid, men at en depression var en forbigående tilstand. Og han accepterede særligt ikke deres antydninger af, at Samias lidelse kunne have noget at gøre med hans egen adfærd. Han, der havde gjort alt for sine børn.

Sommerferien til Pakistan gik han med til at udskyde. Men aflyse den ville han ikke.
*
En torsdag eftermiddag, mens lægerne holdt møde om, hvornår de skulle sætte gang i Samias antipsykotiske behandling, var Samia selv opslugt af andre tanker. Hun skulle til afslutningsfest på skolen og havde travlt med at blive klar.

Det var næsten en måned siden, hun havde set de fleste af sine gamle klassekammerater. De havde haft læseferie, og kun få af dem vidste, at hun nu boede på en psykiatrisk afdeling og så og hørte ting, som ikke var der, og at hun kradsede sig selv til blods om natten.

De vidste ikke, at hun var kollapset så tæt på målstregen og ikke havde været i stand til at gennemføre sine sidste eksamener. Ville de mon genkende hende som den gode gamle Samia? Mønstereleven, der altid klarede sig godt og var fuld af selvtillid. Eller ville de gennemskue den facade, hun havde tænkt sig at stille op for at gennemføre denne sidste aften i deres selskab?

Hun mindede sig selv om, at hun trods sine problemer var blevet erklæret egnet til gymnasiet og som den eneste på hele skolen var blevet optaget på et eftertragtet nyt gymnasium i byen. Hun skulle gå på en medielinje og drømte om at blive journalist eller på anden måde arbejde i mediebranchen. Hun havde slidt i det i to år for at kravle op på et snit på 9,3 på den gamle karakterskala. Den bedrift kunne ingen tage fra hende.

Samia havde lige sagt farvel til sine forældre, der havde været på besøg, og nu havde hun travlt. Hun havde kun en time til at blive klar. Søren havde lovet at hente hende klokken 18 på afdelingen og køre hende til skolen, og hun skulle både nå at lægge makeup, sætte hår og prøve tøj inden. Det skulle være en helt perfekt aften.

Samia var den eneste af eleverne, der ikke havde inviteret sine forældre til afslutningsfesten. Faktisk havde hun med vilje holdt festen skjult for dem, men hun var nervøs for, om de ville høre om den ad andre veje. Hun ville bare gerne have denne ene sidste aften for sig selv. En aften uden bekymringer.

Personalet på afdelingen var noget modvilligt gået med til ikke at fortælle hendes forældre om hendes planer. Det ville ikke se så godt ud, hvis der skete noget, mens hun var væk. Hun var stadig kun 17 år.

Lærerværelset på skolen var pyntet op til fest. Der var balloner overalt, og alle bordene var samlet til to langborde, hvor forældre og elever sad side om side med lærerne.

Hanne spottede Samia, med det samme hun trådte ind i rummet. Hun gik imod hende med åbne arme og omfavnede hende i et langt knus, aede hende på kinden og spurgte hende, hvordan det gik. Samia svarede lidt afværgende. Hun var ikke helt sig selv. Medicinen gjorde hende sløv.

I de foregående dage havde Hanne forberedt en tale til hver enkelt elev. De skulle alle have et par ord med på vejen og en gave, som symboliserede deres personlighed. Først havde hun tænkt på at give Samia en blomst, en gul marguerit, som billede på, hvor vidunderligt det havde været at se hende blomstre op og blive en af årgangens dygtigste elever. Men det havde sgu alligevel været for tyndt. Samia var stadig indlagt og havde brug for noget særligt. Noget, der kunne minde hende om, at der var lys for enden af tunellen. Derfor havde Hanne i stedet købt et stort bloklys, der stod på en høj stilk med en fod.

Da Søren var færdig med at vise videoklip fra elevernes skoletid, rejste Hanne sig og holdt en tale til hver af dem.

Hanne havde forberedt talen til Samia ekstra godt. Da turen kom til hende, så hun hende i øjnene og sagde, at hun, med alt sit talent og gåpåmod, nok skulle blive til noget her i verden. Og hvis det indimellem så sort ud, skulle hun tænde bloklyset og huske på, at mørket aldrig ville vare for evigt.

Da Hanne havde holdt sine taler til eleverne, rejste Samia sig pludselig og bad om at få ordet. Hun havde altid været god til at stå foran et publikum. Fra hun var helt lille, havde hun meldt sig frivilligt til alt, hvad der handlede om at optræde. Men denne aften var hun nervøs.

Hun fandt et papir frem og skridtede ud midt i lokalet.

Den foregående aften havde hun brugt på at forberede en tale til Hanne og Søren. Hun takkede dem for at have været der for hende i en svær tid. Kun få i lokalet vidste, hvad det var for en tid, hun refererede til. Men de vigtigste forstod budskabet. Hanne kunne ikke holde tårerne tilbage, og selv Søren måtte tørre lidt fugt væk fra øjenkrogen. Han fattede ikke, at hun stadig havde styrken til at stille sig frem på den måde.

Da hun efter talen så ud over de andre familier, der nu sad og klappede omkring hende, fornemmede hun et lille jag i mellemgulvet. Pludselig følte hun sig meget alene.

Resten af aftenen festede hun med de andre elever og lærerne. Hun smilede og prøvede at virke glad. Men hun var ked af det.

Ved 23-tiden kørte Søren hende tilbage til hospitalet. Hun gik direkte i seng og lå lidt med lyset tændt, før hun faldt i søvn.
Samias hallucinationer blev nogle gange så kraftige, at hun ikke kunne holde ud at være i sin egen krop. En nat blev hun så psykotisk, at hun måtte overmandes af fire ansatte og bæltefikseres, hvilket er det voldsomste indgreb, man kan gøre brug af i psykiatrien. Kilde: Region H.
En aften, kort før midnat, gik alarmen hos nattevagten på den lukkede børnepsykiatriske afdeling. Hun skyndte sig ind på Samias værelse og fandt hende i sengen, dybt forpint af hallucinationer.

Tidligere på dagen havde Samia været i zoologisk have med de andre fra afdelingen og var gået en tur med sine forældre. Hun havde spist en is og pjattet med de andre patienter. Men efter sengetid, da hun igen havde ligget alene på sit værelse, var hallucinationerne kommet krybende ud af mørket.

Et kor af stemmer, der alle kaldte hendes navn, havde langsomt taget til i styrke og var blevet til hæslige skrig. Stemmerne havde fået selskab af lyden af en enorm tromme, der bragede løs, og døre, der smækkede. Larmen var blevet så overvældende, at hun nu lå og vred sig i smerte og holdt sig for ørerne.

Nattevagten gav hende en dosis antipsykotisk medicin. Men en halv time senere hørte personalet larm fra Samias værelse. To medarbejdere fandt hende denne gang siddende i brusekabinen, hvor hun var i færd med at trække totter af hår ud af hovedet på sig selv og bore sine negle ned i håndryggen.

Samia nægtede at tage imod mere medicin. Det eneste, der ville hjælpe, sagde hun, var, hvis hun fik blod at se – eller hvis hun begik selvmord. Hun blev mere og mere ophidset. De to medarbejdere løftede hende op og måtte holde fast om hende for at forhindre hende i at hive mere hår ud af hovedet, mens de førte hende ud af badeværelset.

De lagde hende tilbage i seng, hvor hun spjættede og kæmpede så voldsomt imod, at i alt fire medarbejdere måtte holde hende nede.

Hun var så opkørt, at personalet besluttede at bæltefiksere hende – et af de voldsomste indgreb på en psykiatrisk afdeling. Da de kiggede ind til hende igen en halv times tid senere, var hun endnu ikke faldet ned. Hendes spinkle krop sitrede og vred sig i smerte, mens hun forsøgte at holde sig for øjne og ører for at holde hallucinationerne på afstand. Personalet gav hende nu en anden form for antipsykotisk medicin. Igen måtte hun holdes nede af fire personer, mens medicinen blev sprøjtet i hende med kanyle, fordi hun nægtede at tage den i pilleform.

Denne gang virkede det. Hun faldt kort efter i søvn og sov næsten hele den følgende dag.

En læge ringede til hendes far og fortalte, hvad der var sket. Men hun var ikke helt sikker på, om han forstod, hvad hun fortalte ham.

Lægerne vurderede, at det ville være gavnligt at beholde Samia lidt længere. De ville forsøge at finde plads til hende på en åben afdeling, hvor de kunne stille en mere præcis diagnose.

Samia indvilgede i at blive flyttet til en åben afdeling, når der var plads, men tilføjede over for sin læge: »Hvis jeg vil leve til den tid.«

Hun var nu også begyndt at udvise »symptomer på spiseforstyrrelse«, skrev personalet i hendes journal. Hun spiste for meget for derefter at kaste det hele op igen. Ligesom når hun skar og kradsede sig, fjernede det fysiske ubehag ved opkastningen tankerne fra hendes psykiske problemer for en stund.

Hospitalet kontaktede Københavns Kommune og oplyste om familiens problemer. Samia fik tilknyttet en etnisk konsulent, som hun fortalte, at hun ikke havde lyst til at flytte hjem til sin familie igen.

Lægerne på hospitalet og kommunens sagsbehandlere begyndte at drøfte muligheden for at få hende fjernet fra hjemmet.

I samme periode dukkede hendes far stadig oftere op på hospitalet og krævede at få sin datter at se. Personalet havde svært ved at forklare ham, at han ikke bare kunne komme uanmeldt. Han måtte bestille en tid. I det hele taget lod kommunikationen mellem faren og hospitalet meget tilbage at ønske. Uanset hvor tit de forsøgte at forklare ham, hvad en depression var, og at Samias tilstand var udløst af problemer i hjemmet, rystede han på hovedet af dem.

Han gik dog med til, at hospitalet kunne beholde hans datter lidt endnu, og at hun kunne overflyttes til en åben afdeling, når der var plads. Det betød også, at han endelig måtte udskyde familiens sommerrejse til Pakistan på ubestemt tid. Han ville ikke kunne forklare sin familie, hvorfor Samia ikke rejste med.

Senere på sommeren færdiggjorde kommunen en undersøgelse, hvor sagsbehandlerne anbefalede, at Samia skulle »anbringes uden for hjemmet«. For eksempel på et kollegium, hvor hun kunne få tilknyttet en støtteperson, som kunne hjælpe hende med at forene sin pakistanske baggrund og den danske kultur. Men det nægtede hendes far at gå med til. Han mente fortsat ikke, at konflikten mellem de to kulturer spillede nogen rolle for hendes lidelse.
*
Mens hospitalet og kommunen kæmpede en forgæves kamp med Samias far, begyndte hendes situation at vende. Hun oplevede færre og færre hallucinationer. Selvmordstankerne blev trængt i baggrunden, og i stedet kom tanker om fremtiden til at fylde. Hun mærkede et ønske om at komme videre i livet. Gymnasiet ventede, og måske kunne det faktisk blive helt godt. Men hun havde brug for at finde et sted at bo. Hun kunne ikke blive på hospitalet for evigt.

Sammen med en familierådgiver fra kommunen var hun begyndt at undersøge mulighederne. Hun ville helst bo på et kollegium i nærheden af sit nye gymnasium. Klare sig selv. Men hun vidste godt, at hun stadig havde brug for støtte.

Familierådgiveren havde foreslået en børneog ungdomspension i en mindre by på Midtsjælland. En institution, hvor børn og unge med psykiske problemer kunne få hjælp til at lære at begå sig socialt og udvikle en stærkere identitet. Tryghed, struktur og forudsigelighed var nøgleordene.

Samia var instinktivt skeptisk over for ideen. Hun så sig selv som et bymenneske. De eneste erfaringer, hun havde med at bo uden for byen, var fra Pakistan, og de var bestemt ikke positive. Men hun sagde ja til at køre en tur ned til stedet sammen med familierådgiveren for at se, om det alligevel kunne være noget for hende.

På vejen så hun marker og bondegårde passere forbi gennem bilruden. Ved ankomsten blev hun vist ind på et kontor, hvor personalet gav hende nogle pjecer, hun kunne tage med hjem. Der stod blandt andet, at institutionen ofte tog imod børn, der aldersmæssigt hørte til i syvende klasse, men rent fagligt var på tredje-fjerde klasses niveau. Institutionens mål var at løfte eleverne ved hjælp af et individuelt tilrettelagt forløb, som også havde til formål at styrke barnets selvtillid. Samia faldt i staver og stirrede ud ad vinduet. Hvordan skulle hun dog passe ind her, spurgte hun sig selv.

Efterfølgende blev hun vist rundt på pensionen. De gik igennem et fælleslokale, hvor nogle unge beboere sad i stilhed og spillede brætspil, mens andre sad for sig selv og stirrede ud i luften. Det var deprimerende. De børn, der boede her, virkede meget mere syge end hende selv.

Omvendt var hun fast besluttet på ikke at flytte hjem til sin familie igen.

Tilbage på hospitalet var hun i syv sind. I første omgang gik hun med til at flytte midlertidigt til pensionen, hvis kommunen lovede at forsøge at finde noget tættere på København på længere sigt.

Men kort efter ændrede hun mening. Det var alligevel for langt fra København og fra gymnasiet. Men da hospitalet vurderede, at hun nu var færdigbehandlet og klar til at blive udskrevet til hjemmet, skiftede hun mening igen.

Hun kunne ikke forestille sig at flytte hjem til sine forældre. Men det ville hendes far ikke finde sig i. Han kontaktede kommunen og råbte, at han ikke ville acceptere, at hun flyttede. Og hendes mor ringede jævnligt til hende, kun for at skælde ud og dernæst smide røret på.

Farens modstand betød, at Samia måtte blive på hospitalet lidt endnu, mens kommunen forsøgte at bløde ham op. Hun blev derfor overflyttet til en åben afdeling.

Nu havde hun ikke været psykotisk i ugevis, og for første gang længe var hun håbefuld og ligefrem spændt på fremtiden.
*
Aftenen efter overflytningen til den åbne afdeling så en sygeplejerske Samias far vandre ind på afdelingen. Klokken var omkring 22, og hun gik resolut hen til ham og understregede, at han måtte komme tilbage, når der var besøgstid.

Men faren nægtede at forlade afdelingen. Han hidsede sig mere og mere op, satte sig ved et bord og forlangte at komme til at tale med sin datter. Mens han talte med sygeplejersken, kom Samia forbi. Hun sluttede sig til dem og indvilgede i at sidde et par minutter med sin far.

Faren slog over i punjabi og hævede stemmen, mens Samia sænkede hovedet. Han sagde, at han følte, han havde fejlet som far. At han ikke havde været i stand til at passe på hende. Han græd og tryglede hende om at komme hjem. Sådan havde hun aldrig set ham før. Nogle gange havde han på en indirekte måde forsøgt at give hende dårlig samvittighed over, at hendes fravær gik ud over hele familien.

»Se mig i øjnene, se, hvad du har gjort ved din far,« plejede han at sige. Og han havde forsøgt at overbevise hende om, at hospitalet manipulerede hende til at tage afstand fra sit muslimske ophav. At det hele var led i en racistisk konspiration.

Men han havde aldrig bedt hende så direkte om at komme hjem, som han gjorde nu. Det var, som om han kastede håndklædet i ringen. Han græd og skældte ud på samme tid. Han var blevet tyndere og havde rander under øjnene. Samia forestillede sig, hvordan han sad derhjemme og kæderøg i sofaen, manisk og hjælpeløs.

Pludselig udbrød han, at hvis Samia havde tænkt sig at flytte hjemmefra, ville han vise hende, hvad det virkelig ville sige at begå selvmord. Han ville tage livet af sig selv. Hellere dø end at leve med skammen ved at have mistet sin datter. Samia var lamslået. Hun vidste, at han muligvis var ærekær nok til at gøre alvor af ordene. Hun sad i tavshed og tog imod truslerne. Kort efter gik han igen.

Dagen efter talte Samia med en af lægerne på afdelingen. Hun fortalte om farens optrin den foregående aften, og at hun nu endeligt havde besluttet sig for, at hun ville flytte hjem igen.

»Jeg må tage min skæbne på mig,« sagde hun til lægen, der noterede hendes udsagn ned i hendes journal.

Hvis det var det, der skulle til for at forhindre en ulykke, ville hun gøre det.

Lægen spurgte, om hun troede, at hendes forældre ville gifte hende bort. Hun svarede, at det ville de sikkert.

»Men så vil jeg hellere dø,« tilføjede hun.

Samia var klar til at lade sig udskrive samme eftermiddag. Men lægen fik hende overtalt til at blive boende på den åbne afdeling lidt endnu. Det ville købe hospitalet og kommunen tid til at gøre et sidste forsøg på at bearbejde hendes far.
*
Næste eftermiddag kom Samias far igen på uanmeldt besøg. Personalet vidste efterhånden ikke, hvad de skulle gøre for at få ham til at respektere hospitalets regler.

Ligesom dagen før kom Samia ud og satte sig med ham på gangen. En sygeplejerske understregede over for dem, at det skulle være et kort besøg, da det ikke var aftalt på forhånd. Samias far vrissede af hende, men accepterede vilkårene. De nåede dog ikke at tale længe sammen, før Samias veninde Leila dukkede op. Hun var flyttet til England tidligere på året, og Samia havde glædet sig til at se hende igen. I modsætning til faren havde Leila bestilt en besøgstid, og de to piger gik afsted og efterlod Samias far alene på gangen.

Han så nedtrykt ud. Sygeplejersken henvendte sig til ham og spurgte, hvordan han havde det. Først forsøgte han at verfe hende af. Han sagde, at hun og resten af personalet var løgnere. Han forstod ikke, hvorfor ingen kunne fortælle ham, hvor mange patienter der blev raske af den medicin, Samia fik. Sygeplejersken lovede ham at undersøge det, men understregede samtidig, at medicinen ikke var nok i sig selv. Samia skulle lære at blive sig selv. Et selvstændigt individ. Det ville kræve tid.

Det var tydeligt, at Samias far følte sig misforstået. Hele forløbet havde været en omvæltning for ham, og en stor del af hans raseri skyldtes, at han ikke forstod, hvad der foregik. Sygeplejersken så ham i øjnene og sagde:

»Jeg er sikker på, at du elsker din datter, og at du vil hende det bedste.«

Samias far blev stille. Han sad og skumlede lidt, før tårer brød frem i hans udkørte ansigt.

»Jeg har selv brug for at blive indlagt her,« udbrød han.

Sygeplejersken trøstede ham, før han rejste sig og gik ind til Samia, gav hende et knus og forlod afdelingen alene.

Resten af aftenen tilbragte Samia med Leila. Men hun kunne ikke glemme synet af sin fars ansigt. Han så syg ud.
Selvom Samias far kunne virke brysk og dominerende, krakelerede hans facade ind imellem og afslørede en sårbar mand, som ikke forstod, hvad der foregik. Som da han en dag brød grædende sammen på hospitalet og sagde, at han selv burde blive indlagt. Kilde: Region H.
Samia stod i familiens stue og så ned ad den kjole, hun lige havde taget på. Hun var på udgang og skulle til introfest på gymnasiet samme aften. Ved siden af sad hendes far og fulgte med. Ikke alene havde han givet hende lov til at deltage i festen. Han havde også lovet at køre hende derhen.

Hun rettede lidt på kjolen og spurgte ham, hvordan hun så ud. Han så på hende og grinede. Alting føltes underligt let og ligetil.

Han havde virkelig forandret sig på det seneste. De havde stadig deres uenigheder, og han ville fortsat ikke lade hende flytte hjemmefra. Men det var, som om han var blødt op.

Samia havde med tiden fået lov at forlade hospitalet flere gange om ugen. For det meste brugte hun sine udgange til at besøge familien eller gå tur med sin far.

Hun tilbragte mere tid med ham, end hun nogensinde havde gjort før. De gik ud at spise sammen, hun besøgte ham i hans kiosk, og de gik lange ture, hvor de talte om deres uenigheder. Hun fortalte ham, hvor traumatiserende det havde været for hende at se ham banke hendes mor så ofte. Han forsvarede sig med, at han jo havde gjort det for hendes og hendes søskendes skyld. For at deres mor skulle gøre sig umage. Hun forsøgte også at forklare ham, at hun var meget ked af det. Han nikkede forstående og sagde, at nogle gange kunne man blive ked af det, når man skammede sig over alle de forkerte ting, man havde gjort.

De talte med andre ord forbi hinanden. Ikke desto mindre fandt Samia en smule trøst i, at de nu i det mindste talte sammen. Hun fik lov at opleve en snert af det far-datter-forhold, som hun altid havde drømt om.

Han var endda begyndt at tillade børnene at tale dansk i hjemmet. De behøvede ikke tale urdu eller punjabi, som han normalt forlangte.

I bilen, på vej til gymnasiet, indrømmede han, at han var nervøs for at lade hende tage alene til fest. Der kunne jo ske så meget. Hun beroligede ham og lovede, at hun ville passe på. Et lille smil bredte sig under hans overskæg.

Han satte hende af på parkeringspladsen ved gymnasiet, og de aftalte, at hun skulle ringe, når hun ville hjem. Han skulle nok vente i bilen i nærheden. Helt fri var hun endnu ikke. Men for første gang følte hun, at det var lykkedes hende at forene ønsket om at leve sit eget liv med ønsket om at opnå sine forældres kærlighed. Hun behøvede ikke længere holde noget skjult. Tusind sorte skyer var blevet fortrængt.

Samia trådte ind i en højloftet sal, hvor en DJ spillede høj musik i skæret fra kulørte lamper. Hun gik straks hen og hilste på nogle elever fra sin egen årgang. Ingen af dem vidste, at hun boede på en psykiatrisk afdeling.

Studiestart havde været en prøvelse for Samia. Uddannelse havde længe repræsenteret en udvej for hende. En vej til selvstændighed. Hendes sagsbehandler fra kommunen havde opfordret hende til at udskyde studiestart til året efter, så hun kunne nå at blive helt rask. Men Samia havde insisteret. Hun havde kæmpet så hårdt for at komme ind, og hun agtede ikke at spilde et minut længere.

Men hun havde svært ved at koncentrere sig om undervisningen. Og selvom det var sjovt at lave gruppearbejde og slæbe kameraer omkring på gymnasiet, når de havde mediefag, slap angsten aldrig sit tag i hende. Den truede med at presse al energi ud af hende, hvert øjeblik det skulle være, hvis ikke hun var på vagt.

Hun talte ikke ret meget med sine gamle venner længere. Der var kommet en alvor over hende, som de ikke forstod. Det var, som om de var vokset fra hinanden. De nye venner i gymnasiet var søde, men hun kendte ingen af dem godt nok til at lukke dem helt indenfor. Det var en ensom tid.

Men i aften ville hun bare danse. Danse og være glad. Hun hvirvlede rundt om sig selv og smilede fra øre til øre. Endelig havde hendes far accepteret hende, som hun var. Sådan da.

Ved ettiden ringede hun til ham og sagde, at hun var klar til at køre hjem. I bilen spurgte han, om det havde været en god fest. Samia nikkede og smilede for sig selv.
Hospitalets personale forsøgte mange gange at få Samias far til at forstå, hvad det vil sige at lide af en psykisk sygdom. Men han var overbevist om, at hans datters indlæggelse var én lang maskerade, som kun havde til formål at ydmyge ham, hans familie og deres kultur. Kilde: Region H.
En eftermiddag i september gjorde hospitalet et sidste forsøg på at overbevise Samias far om, at det ville være bedst for hans datter at flytte hjemmefra.

Lægerne havde vurderet, at hun nu var stabil, men at hun stadig var skrøbelig og havde brug for behandling.

En af lægerne havde skrevet til Københavns Kommune, at det var af »afgørende betydning« for Samias fortsatte velbefindende, at hun ikke flyttede tilbage til familien. I stedet burde hun flytte til et behandlingstilbud. Ellers ville hendes sygdom med al sandsynlighed forværres igen.

Der var derfor meget på spil, da Samias far satte sig til rette ved mødebordet denne eftermiddag. Foruden ham deltog Samia, en læge, hospitalets socialrådgiver, en sagsbehandler fra kommunen og en tolk.

Lægen lagde ud med at forklare, at Samia nu var blevet stabiliseret, men at hun stadig havde brug for behandling. Det var vigtigt, sagde lægen, at Samia kom til at bo et sted, hvor hun kunne »udvikle sig«.

Faren havde hørt det hele før.

I de foregående måneder havde han deltaget i talrige møder med læger, psykiatere, socialrådgivere og kommunale sagsbehandlere. Fælles for hvert eneste møde havde været, at Samias far havde afvist enhver snak om, at hendes sygdom kunne have noget at gøre med hans egen adfærd eller forholdene i familiens hjem.

I stedet havde han luftet en række af sine egne teorier om, hvad der kunne være galt med hende.

For eksempel, at hendes sygdom kunne skyldes luft i maven eller vitaminmangel. Han havde også lanceret den ide, at Samia slet ikke havde forsøgt at tage en overdosis af piller før indlæggelsen. Hun havde bare taget lidt ekstra medicin i håb om at blive hurtigere rask.

Desuden havde han kategorisk afvist enhver tale om at lade Samia flytte hjemmefra, selvom hun var få måneder fra at fylde 18.

Mødet i september, skulle det vise sig, blev ingen undtagelse.

Da lægen havde leveret sine argumenter for at lade Samia flytte hjemmefra, brød hendes far ind. Han tordnede løs om, at hospitalet havde »hjernevasket« hans datter, og ja, faktisk også ham selv og hele hans familie. Han var oprevet over, at ingen lyttede til hans forslag. For eksempel havde hospitalet endnu ikke lavet en fysisk undersøgelse af Samia for at finde ud af, om hendes sygdom skyldes luft i maven eller vitaminmangel. Han gjorde det klart, at han ikke ville acceptere, at Samia flyttede andre steder hen end hjem til ham.

Samias kinder begyndte at blusse. Hvorfor lyttede den mand aldrig til, hvad andre sagde? Lægerne havde forklaret ham flere gange, at det også var hendes eget ønske at flytte hjemmefra. Nu sad en læge og sagde til ham, at det var helt afgørende, at hun flyttede, hvis ikke hun skulle blive syg igen. Hvordan kunne han være så ligeglad med hende? Det eneste, han gik op i, var at bevare familiens ære. Om så alle psykiatere og sagsbehandlere i verden fandt sammen, ville de ikke kunne overbevise ham om, at det var hans egen skyld, at hans datter var blevet syg. Han var umulig. Samia sad i stilhed og lyttede til sin far råbe ad lægen, indtil hun til sidst sprang op af stolen med et kraftigt ryk, stormede ud af lokalet og smækkede døren efter sig.

Sådan fik faren det sidste ord.
*
Efter fire måneders indlæggelse blev Samia udskrevet og flyttede direkte hjem til sin familie. Stik imod lægernes anbefaling og alt, hvad hun havde lovet sig selv få uger forinden.

Kommunen havde ikke fundet grundlag for en tvangsfjernelse, som ellers tidligere havde været på tale. Samia håbede, at den seneste tids tøbrud mellem hende og hendes far var et forvarsel om, at de kunne starte på en frisk. Farens opførsel til den sidste samtale på hospitalet havde givet hende bange anelser. Måske var hans opblødning bare en manøvre, der skulle få hende hjem igen? Hun frygtede det, men besluttede at give familien endnu en chance.

I dagene efter udskrivelsen var faren meget stille. De talte ikke så meget sammen, men de skændtes heller ikke.

Indtil han en dag, lidt henkastet, bad Samias mor om at kalde på hende.

Moren gjorde som befalet, og Samia dukkede frem fra sit værelse uden helt at vide, hvad hun havde i vente.

Faren lagde ud med at stille hende et spørgsmål. Han ville vide, om hun nu havde fået ro på. Om hun var glad for at have gjort sin familie til grin og for den falske omsorg, hun havde modtaget på hospitalet. Han tog et hidsigt drag på sin cigaret og stirrede på Samia.

»Åh nej,« tænkte hun. Så havde hans venligere stil bare været noget, han foregav. En maskerade, sat i scene for at vriste hende ud af kløerne på de næsvise læger og sagsbehandlere.

Samia satte sig i en sofa ved siden af sin mor. Ingen af dem sagde et ord, mens faren hidsede sig op og beskyldte Samia for slet ikke at være syg. Der fandtes ikke noget, der hed psykisk sygdom, påstod han. Hele forløbet havde kun været et forsøg på at stikke af fra familien, og Samia havde sammen med kommunen og hospitalet opført et teaterstykke, som havde haft til formål at ydmyge faren og nedgøre deres pakistanske kultur.

Han rejste sig fra sofaen og skubbede hårdt til Samia.

»Skal du prøve at begå selvmord?« brølede han. »Så gå bare ud og dræb dig selv!«

Hadet i hans toneleje var mere udtalt end tidligere.

Han fortsatte fra midt på eftermiddagen til langt ud på aftenen. Samia mærkede mørket komme snigende igen.

Samme scene udspillede sig stort set hver dag i de følgende uger. Stemningen var værre end nogensinde før.

Han slog hende oftere. Hvor hun før havde fået en enkelt lussing i ny og næ, fik hun nu tre-fire ad gangen, og de var langt hårdere end tidligere. Han lod måneders indestængt raseri få frit løb. Han holdt hende vågen flere nætter i træk med lange foredrag om, hvor stor skam hun havde bragt over familien, og han hånede hende ved at sige, at hun aldrig ville blive accepteret af hverken det danske eller det pakistanske samfund. Hun var rodløs. Fortabt.

De første par gange græd hun. Senere blev hun kold. Hun følte ikke, at hun kunne synke længere ned. Nogle gange søgte hun tilflugt fra ham ved at gå på toilettet og derfra direkte ind på sit bedetæppe.

Men han fulgte efter hende og rev hende op fra gulvet og råbte, at hun ikke var god nok til at sidde på det tæppe. Hun havde bragt skam over sin religion, og den eneste måde at rette op på det var, hvis hun begyndte at adlyde sine forældre. Han tog fat i nakken på hende og holdt hendes ansigt tæt ind til sit, mens han råbte hende ind i hovedet.

Samia læste op på, hvad der stod i Koranen, og fortalte ham, at han havde misforstået islam. Allah var barmhjertig og tilgivende, og det måtte være et forbillede for alle muslimer. Men det gjorde ham kun endnu mere rasende.

Han havde hele tiden været skeptisk over for lægernes medicin, og nu konfiskerede han hendes beroligende piller. Hurtigt gled hun tilbage ned i det sorte hul, hun havde brugt det seneste halve år på at kravle op af. Konflikterne med hendes far drænede hende for energi.

Hele efterårsferien tilbragte hun i sin seng. Hun lå og stirrede ud i luften og levede kun af chokolade og cola. Hun så ikke længere sine venner. Alting virkede meningsløst. Hun havde hverken lyst til at leve eller dø. Hun følte, at hun kørte igennem en lang tunnel, hvor man ikke kunne se lys for enden.

Hver 14. dag gik hun til samtaler hos en læge fra afdelingen, hvor hun havde været indlagt. Lægen konkluderede, at Samia havde fået et »svært tilbagefald«. De aftalte, at hun måtte indlægges igen. Men hun dukkede aldrig op til indlæggelsen. Kommunens sagsbehandlere forsøgte at ringe til hende, men hun tog den ikke. Hun svævede omkring som et tyndt slør i vinden, uden nogen retning.
En aften kørte to kvinder fra kommunens Sociale Døgnvagt ud til familiens adresse. De var bekymrede for Samia, som ikke var dukket op til sin indlæggelse. Ingen kunne få fat på hende. Kvinderne ringede på og blev mødt af Samias far. De havde afbrudt ham midt i et af hans raseriudbrud.

Kvinderne trådte ind i familiens entré, og dørene til de tilstødende værelser lukkede i som på kommando. Faren var mildest talt utilfreds med, at hospitalet havde involveret kommunen. Der var ingen grund til at bekymre sig for Samia, forsikrede han med en sammenbidt mine. Hun skulle ikke indlægges igen.

De to kvinder henvendte sig til Samia, som stod og så fortabt ud. Hun gav sin far ret. Hun ville ikke indlægges. Inden de kunne nå at spørge til, hvordan hun havde det, havde hendes far åbnet døren igen og signaleret, at det var tid til at gå.

Han bad dem tage hen til nogle mennesker, som havde brug for dem, og smækkede døren i hovedet på dem.
*
Farens krav til Samia blev større. Han forlangte nu, at hun droppede ud af gymnasiet og i stedet rejste et par måneder til Pakistan for at bo og studere på en koranskole. Hendes sjælekvaler skyldtes ikke forholdene i hjemmet, mente han, men at hun havde bevæget sig for langt væk fra sin religion og sit kulturelle ophav. Den eneste kur var intense koranstudier i Punjab.

Samia strittede imod. Hun havde kæmpet hårdt for at blive erklæret egnet til gymnasiet, og hun havde ikke tænkt sig at smide det hele på gulvet for at stille ham tilfreds.

Hans modtræk var at konfiskere hendes bærbare computer. Det gjorde det umuligt for hende at følge med i undervisningen, som foregik uden bøger.

Deres forhold havde endnu en gang udviklet sig til én lang udmattelseskamp. De var begge stædige. Men han var mere udholdende end hende. Mere kompromisløs. Og i sidste ende var det ham, der havde magten.

En nat i slutningen af 2007 kulminerede striden. Samias far sad i stuen og havde endnu en gang kørt sig selv op. Han skældte ud og truede med at slå hendes søskende ihjel og lade sig skille fra deres mor, hvis hun ikke gik med til at rejse til Pakistan, som han havde forlangt.

Han sagde, at rejsen var hendes chance for at gøre det hele godt igen.

Samia havde hørt det hele før. Det, der ramte hende særlig hårdt denne nat, var ikke så meget farens raseri. Det var mest af alt det svigt, hun oplevede fra sin mor.

Sent om natten, da hendes far havde leveret sit budskab, efterlod han Samia og hendes mor i stuen med ordene:

»Nu må I finde en løsning på det her.«

Det var tydeligt, hvad han forventede. Han vidste, at Samias mor ville støtte ham i, at deres ældste datter måtte rejse til Pakistan. Han kunne lide at foregive, at det var morens opgave at opdrage børnene. Men i virkeligheden var hun kun hans stedfortræder.

Så snart Samias far havde forladt lokalet, faldt hendes mor på knæ for hende. Hun græd og tryglede sin datter om at redde familien.

»Tænk på dine søskende,« bad hun. »Se, hvad det hele er endt med. Det er din skyld. Tag afsted, så løser det hele sig.«

Samia væmmedes ved synet af sin mor, der lå og skrabede på gulvet. Hun var ude af stand til at sige fra over for sin mand. I stedet for at beskytte sin datter og være omsorgsfuld og kærlig over for hende forsøgte hun at presse Samia ud på en rejse, der havde til formål at knække hende og få hende til at indordne sig. Til helvede med hende.

Ti års indestængte frustrationer vældede op i Samia. Hun brød grædende sammen og kunne ikke holde op igen. Sådan sad mor og datter og hulkede sammen, begge rædselsslagne for det, som den anden ville have.

Da hendes far trådte ind i stuen igen, havde Samia stadig tårer i øjnene. Han så på moren og konstaterede:

»Vi tager afsted i morgen.«

Samia trak sig tilbage til sit værelse, satte sig på sengen og stirrede ud i luften. Der blev hun siddende, til solen stod op.
Næste eftermiddag modtog Søren en SMS fra Samia. Han var lige kommet hjem fra skolen og var overrasket over at høre fra hende.

I beskeden forklarede Samia, at hun skulle med sin far til Pakistan. Det gav ingen mening, tænkte Søren. Så vidt han vidste, var tingene blevet bedre, siden Samia var blevet udskrevet fra hospitalet. Hun var endelig begyndt i gymnasiet, som hun havde kæmpet så hårdt for at komme ind på. Og nu skulle hun rejse væk fra det hele.

Søren skyndte sig at ringe til Hanne, og de blev hurtigt enige om, at han skulle kontakte skolens SSP-repræsentant og informere hende om, hvad der foregik. SSP-repræsentanten blev alarmeret over hans beskrivelse af beskeden fra Samia og ringede videre til Den Sociale Døgnvagt, hvor en medarbejder oprettede en sag på baggrund af henvendelsen fra Samia til Søren.

Imens ringede Søren til Samia og kom igennem til hende.

»Jeg vil bare sige tak for alt. Jeg skal ud til lufthavnen om lidt, og vi skal til Pakistan,« sagde hun.

Hun fortalte, at hun regnede med at være afsted i en måneds tid eller to. Så lagde hun på.

To måneder?! Det var jo stort set det samme som at droppe ud, tænkte Søren.

Han ringede tilbage til Hanne og drøftede med hende, hvad de kunne gøre. Det var helt galt, det her. De blev enige om, at Søren også skulle kontakte lufthavnspolitiet. De kunne måske nå at stoppe Samia og hendes far.

Søren lagde på og ringede med det samme op til lufthavnspolitiet. Han fortalte om sin dialog med Samia og forklarede, at hun havde været indlagt på psykiatrisk afdeling, og at hendes far havde tæsket hende og truet med at slå hendes søskende ihjel. Det vidste han fra tidligere.

Manden i den anden ende af røret tog situationen alvorligt. Han bad Søren om at finde et billede af Samia og faxe det hurtigst muligt. Søren gennemrodede febrilsk de billeder, han gennem årene havde taget af Samias klasse. Det lykkedes ham at finde et portrætfoto af hende.

Han stak billedet i lommen og skyndte sig ud ad døren, løb ned ad trappen og fortsatte med raske skridt ned til en kiosk, hvor han fik lov at låne faxmaskinen og sendte billedet til politiet. Samtidig koordinerede lufthavnspolitiet med Den Sociale Døgnvagt, og kort efter sprang to kvinder fra døgnvagten i en taxa og satte kurs mod Kastrup Lufthavn.

Søren sad rastløs hjemme i sin lejlighed. Han kunne ikke lade være med at spørge sig selv, om han havde gjort alt, hvad han kunne for at hjælpe Samia. Eller om han burde have gjort mere, da hun første gang kom til ham med sine problemer. Nu var hun på vej ud på den rejse, hun havde frygtet så meget. Han vidste jo godt, hvad der foregik hjemme hos hende. Men havde politiet nu også forstået det?

Han ringede til lufthavnspolitiet igen. Denne gang for at fortælle dem, at Samia formentlig ville sige, at hun var indforstået med at skulle til Pakistan. Men at det kun ville være, fordi hun var under stort pres fra familien. Han gentog, at Samia havde fået bank og lagde så på. Nu måtte de have forstået det, tænkte han.

Hjemme hos Samia var hele familien samlet. To af morens søstre var kommet forbi for at sige farvel.

Så sker det virkelig, tænkte Samia. Hendes far var kørt afsted samme morgen for at købe flybilletterne og sad nu og ventede i bilen.

Hendes mor, som ikke kunne holde op med at græde, havde i al hast smidt to sæt tøj til dem begge i en kuffert. Traditionelt pakistansk tøj, som hendes far foretrak det. Alting gik så stærkt. Flyet skulle lette samme aften.

Hendes ene søster var kommet hjem fra skole og virkede forvirret over hele optrinnet. Samia gav hende et kram og hviskede:

»Det skal nok gå. Jeg kommer hjem igen.«

Så vendte hun sig mod sin mor, som stadig stod og græd. Moren gav hende et knus og fremstammede noget om en god tur. Samia sagde ingenting. Hun fortsatte bare mod døren og videre ud til bilen, hvor hendes far ventede med billetterne.

Han havde endelig fået sin vilje.
Hverken politiet eller kommunens socialarbejdere mente, at der var grundlag for at forhindre Samia og hendes far i at rejse til Pakistan. Samia havde håbet, at de bare kunne få hende væk derfra, uden hun behøvede at fortælle dem sandheden foran sin far. Kilde: Den Sociale Døgnvagt, Københavns Kommune
Mens Samia og hendes far kørte mod lufthavnen, parkerede bilen, gik gennem check-in og sikkerhedskontrollen, ud til gaten og om bord på det grønog hvidmalede Pakistan International Airlines-fly, blev Søren stadigt mere bekymret. Igen og igen ringede han tilbage til lufthavnspolitiet. Hver gang var svaret, at de ikke kunne sige noget endnu, men nok skulle vende tilbage.

Timerne gik. Søren ringede endnu en gang og fik nu endelig en politimand i røret, der kunne fortælle, at de havde haft fat i både Samia og hendes far.

De havde hentet dem ud af flyet og talt med dem hver for sig. Begge havde fastholdt, at rejsen var frivillig. Derfor var der ikke noget at gøre.

Og så tilføjede politimanden noget, som Søren gang på gang skulle komme til at tænke tilbage på i de følgende år. »Den far,« sagde han, »virker ikke til at være rask.«
Genopdragelsen
Du har læst første del af Genopdragelsen, der består af i alt tre dele.

Bogen er netop udkommet på Informations Forlag.
Tekst: Sebastian Abrahamsen, Anton Geist og Lasse Skou Andersen
Foto: Sigrid Nygaard

27. november 2020
Dagbladet Information

Hvem har skrevet det grå "forklarende" afsnit, der starter med "Jo tættere man kommer på en livshistorie...", er det også en del af bogen? Eller er Informations redaktion bange for at læseren af denne medrivende/oprivende historie ikke kan tænke selv?

Svend Jespersen

Flemming Olsen.

Det er nok bare endnu et eksempel på, at man ikke kan skrive om den slags livshistorier uden at påkalde sig vrede og fordømmelse fra nogle kredse, medmindre man kan dokumentere essensen af indholdet. Det er jo ikke alle pakistanere eller muslimer, som gør sådan, vel?

Det er lidt lige som, når mange medier og mennesker taler om DF’s fremmedhad og islamofobi og derefter straks tilføjer, at ”sådan mener alle DF’ere selvfølgeligt ikke” :-)

Jeg synes, det virker temmelig overflødigt, fjollet og belærende fra Informations side. Det fremgår tydeligt af konteksten, at vi har at gøre med en bog om en enkelt piges problematiske opvækst og ikke resultaterne af en kvantitativ statistisk analyse af forholdene i pakistanske familier generelt bygget på tal og spørgeskemaer.

jens christian jacobsen

Flemming, mener du at der 'bare' er tale om 'en enkelt piges problematiske opvækst?' Så du trækker på skulderen og læser videre i din Information og afventer at 'kvantitative' undersøgelser kan fortælle mere end en enkelt historie?
Et skoleeksempel på en del af venstrefløjens ikke se- ikke høre-ikke tale indtillinger til ubehagelige afsløringer af forhold, som de ideologisk ikke kan rumme. Religionskritik er fx totalt fraværende hos de samme mennesker.
Ikke min venstrefløj.

Peter Mikkelsen, Mads Greve Haaning, Henrik Andersen, Jens Christian Jensen, Estermarie Mandelquist, Emil Davidsen, Carl Chr Søndergård, Peter Møllgaard, Svend Jespersen og Carsten Hansen anbefalede denne kommentar

Heller ikke min venstrefløj!.

Jeg har svært ved at se det er synd for fundamentalistiske religionsdyrkere at vi venstreorienterede er efter dem, når de udfører deres kvinde- og pigeundertrykkende adfærd.
Og jeg kan ikke bruge et forsvar for dette uvæsen med at : "sådan var det også en gang i Danmark.
Det har været en sej kamp at gøre op med religiøs og patriarkalsk anakronisme i Danmark.
Lad os hellere støtte de unge muslimer, hinduer og enhver anden undertrykt person i deres kamp for frihed, lighed og broder- og søsterskab, i stedet for, i misforstået solidaritet, at godkende religiøst/kulturelt bagstræberi..

Peter Mikkelsen, Mads Greve Haaning, Emil Davidsen, Flemming Berger og Estermarie Mandelquist anbefalede denne kommentar
Flemming Berger

En i sandhed rystende beretning, skrevet og oplevet i Danmark i det 21. århundrede.