Folkerepublikken donetsk

Separatisme i praksis

Af Erika Fatland
Foto: Christopher Nunn
Hvordan er det at bo i verdens yngste udbryderrepublik? For to år siden erklærede Folkerepublikken Donetsk sig uafhængig af resten af Ukraine. Inden for Folkerepublikkens porøse grænser forsøger de lokale myndigheder at få et statsapparat op at køre. De mangler det meste.
Hvordan er det at bo i verdens yngste udbryderrepublik? For to år siden erklærede Folkerepublikken Donetsk sig uafhængig af resten af Ukraine. Inden for Folkerepublikkens porøse grænser forsøger de lokale myndigheder at få et statsapparat op at køre. De mangler det meste.
En grænsevagt iført elefanthue og med en Kalasjnikov dinglende over brystet, bukker sig ned mod det nedrullede bilvindue og tager vores pas. I det fjerne høres knitrende skud. Det lyder som fyrværkeri.

»Bliv siddende i bilen,« formaner Dima, vores chauffør. »Det er miner overalt. For nogle uger siden blev jeg vidne til, hvordan fire personer blev sprængt i stumper og stykker, mens de stod og i kø og ventede på jorden her.

Da vi får passene tilbage, kører vi videre til den officielle grænsestation, en nedlagt benzintank. Der er kuglehuller overalt. I murene, i taget, på benzinstanderne og på skiltene med literpriser. Dima tager vores dokumenter og lunter og til en af lugerne, hvor der velsagtens blev solgt pølser før krigen. Før vi får lov at køre videre, tjekker en svært bevæbnet soldat bagagerummet. Han kaster et langt blik på den cognacflaske, fotografen har med.

»Det er udlændingenes,« forklarer Dima hurtigt.

Soldaten vinker os slukøret videre, og vi ruller ind i Folkerepublikken Donetsk, som sammen med naboen, Folkerepublikken Lugansk, er verdens yngste udbryderrepublik. Det har været et bureaukratisk mareridt at få de nødvendige tilladelser til at rejse via den såkaldte antiterror-operationszone på ukrainsk side og ind i den selvbestaltede republik. I alt fik vi brug for tre tilladelser fra tre forskellige kontorer i tre forskellige byer, alle med højst tilfældige åbningstider. Disse tre tilladelser må under ingen omstændigheder vises samlet.

»Gem det ukrainske pressekort nu!«, formaner Dima, idet vi nærmer os første kontrolpost. »Hvis de forkerte personer får øje på det her, risikerer I at blive arresteret. Her er det Donetsk-akkrediteringen, som gælder, okay?«

Vinduerne i de elendige rønner langs vejkanten er enten knust eller helt nye. Hvert eneste skilt er gennemhullet af kugler. Selve vejen er forbavsende god efter ukrainske standarder, bred og nogenlunde hel. Denne luksus varer dog kun få kilometer, indtil vi ved et checkpoint får besked om at tage en anden vej til Donetsk. Situationen lidt længere herfra er »hed«, forklarer soldaten. Senere på dagen får vi at vide, at grænseovergangen blev lukket, lige efter at vi havde passeret. Situationen var også der blevet 'hed'.

I teorien gælder Minsk II-aftalen fra 12. februar sidste år fortsat, da der blev indgået våbenhvile mellem Ukraine og de prorussiske oprørere i udbryderrepublikkerne Donetsk og Lugansk. I praksis bliver aftalen dog brudt hver eneste dag. Konflikten brød ud i lys lue i begyndelsen af april 2014, i kølvandet på demonstrationerne på Maidan-pladsen og Ruslands annektering af Krim. Godt hjulpet af militær og materiel støtte fra Rusland krævede prorussiske oprørere, at Donbass-regionen skulle løsrives fra Ukraine. På kort tid udviklede konflikten sig til blodig krig. Vigtige byer som Slavjansk og Mariupol blev i løbet af sommeren og efteråret 2014 vundet tilbage af ukrainske styrker, men oprørerne kontrollerer fremdeles de centrale byer i Donetsk- og Lugansk-regionerne. Det er disse, som i dag udgør de ikke-anerkendte folkerepublikker Donetsk og Lugansk. Ifølge estimater fra Røde Kors er fire millioner mennesker direkte ramt af konflikten.
Mønsterby med spærretid
Omvejen fører os gennem byen Gorlivka, hvor der før krigen boede en kvart million mennesker. Af det, som engang var en kirke, står kun det udbrændte skelet tilbage. I en boligblok er et af hjørnerne skrællet af. På en græsplæne umiddelbart ved siden af står tre kvinder i farvestrålende slåbrokker, fordybet i samtale.

Anja, en veninde af fotografen, måtte da krigen begyndte som så mange andre forlade sit job og sin lejlighed i Donetsk og flytte til en provinsby på ukrainsk side. Hun har ikke været tilbage i to år. Tavs betragter hun igennem bilvinduet sporene af krigens hærgen.

»Det må være trist at se alle de ødelæggelser«, siger jeg.

Hun trækker på skuldrene.

»Alt var så gammelt og forfaldent her før, så krigen gør næsten ingen forskel«, svarer hun. I genskinnet fra ruderne kan jeg se, at hendes øjne er blanke.

For den, som har rejst lidt rundt i Østukraine, virker byen Donetsk som en åbenbaring. Gaderne er brede og pertentligt rene, blomsterbedene velplejede, bygningerne moderne og velholdte. Millionbyen var en af værtsbyerne for fodbold-EM i 2012, og blev i den anledning opgraderet med landets mest moderne lufthavn og et funklende nyt fodboldstadion. Samme år blev den daværende præsident Janukovitjs hjemby af Forbes Magazine kåret til Ukraines bedste by at gøre forretninger i.

I dag er det ikke tilrådeligt at besøge den smule, som står intakt tilbage af lufthavnen, uden hjelm og skudsikker vest. Stadionet er gjort til suppekøkken og lagerplads, og de udenlandske investorer har for længst forladt byen. De brede gader er dog fortsat lige skinnende rene, men næsten tomme for biler og mennesker. Det er længe siden, der var trafikpropper i Donetsk. Kl. 22 lukker byen helt, og fra kl. 23 om aftenen til fem om morgenen er der udgangsforbud. Den, som bliver taget på fersk gerning i færd med at vandre rundt ved nattetid, ryger direkte i varetægtsfængsel. Medmindre det skulle lykkes ham at få en mindelig aftale i stand med politiet, som ikke just har ry for at være ubestikkelige.
Kvindernes dag
På vores første dag i Donetsk er der imidlertid tilløb til muntert folkeliv i de ellers så stille gader. Kvindedagen er offentlig fridag og en stor festdag i hele det tidligere Sovjetunionen, også i udbryderrepublikkerne. Allerede tidligt om morgenen er der lange køer af mænd uden for blomsterbutikkerne. At glemme at give sin kone blomster på kvindedagen er værre end at glemme det på bryllupsdagen.
Vi er inviteret hjem til en russisk soldat. Dem findes der stadig mange af i folkerepublikken.

»Beklager rodet,« undskylder 30-årige Linar smilende. »Vi er i gang med at renovere børneværelset, men det er ikke helt færdigt endnu.«

Den elleve år yngre kone, Vika, serverer te. På køkkenbordet står der en frisk blomsterbuket.

»Da jeg hørte om det, som skete på Krim, tog jeg straks derhen for at tilbyde min hjælp,« forklarer Linar.

Du var altså på Krim under annekteringen?

»Det var ikke en annektering, men en folkeafstemning,« korrigerer han. »Krim har altid været russisk, lige siden Katarina den Store. Før jeg drog til Krim, var jeg tre år i Tjetjenien som soldat i den russiske hær. I 2008, under krigen i Georgien, var jeg i Sydossetien som frivillig. Jeg ville også være taget til Syrien, men jeg fik ikke lov af min kone. Jeg drager hen overalt, hvor det russiske folk er truet. Men jeg er her som frivillig. Ingen betaler mig. Det er vigtigt, at du får det frem.«

Så det var derfor, du tog til Østukraine? For at hjælpe truede russere?

»Sig mig, hvad er egentlig 'Ukraine'?«, spørger Linar retorisk. »Præcis! Der findes intet Ukraine! Folk her kalder sig for ukrainere, men de er i realiteten russere. Der findes visse russiske dialekter, som kan være svære at forstå. Ukrainsk er en sådan dialekt.«

»Præsident Porosjenko begyndte at tage vores rettigheder fra os,« bryder Vika ind. »Der blev kun talt ukrainsk i tv, i skolen skulle alt foregå på ukrainsk, men her har vi altid talt russisk. I efteråret 2014 begyndte ukrainerne at skyde på fredelige indbyggere. Vores hus blev ødelagt. Jeg følte, at jeg måtte gøre noget, så jeg tog til Donetsk for at hjælpe soldaterne, lave mad til dem og den slags. Det var på den måde, jeg mødte Linar.«
Hun lægger en hånd over hans. Han ser kærligt på den kuglerunde gravide mave, som stikker synligt frem under joggingtøjet.

»Det var kærlighed ved første blik«, erklærer han.

»Det bliver en dreng,« siger Vika og smiler genert.«

Vi går hen til pc'en, som står i et hjørne af soveværelset. Scener fra bryllupsfesten ruller hen over skærmen: Alle gæsterne er i uniform. Til trods for den høje musik på videooptagelserne, kan man også høre granatnedslag og skyderier uden for festlokalet. Vika bedyrer, at hendes familie også er til stede, men jeg kan ikke få øje på nogen i civil ud over bruden selv, to-tre børn og et par kvinder i temmelig korte kjoler. Ud på aften ender kvinderne i hedt favntag med nogle af soldaterne. Hen imod slutningen af videoen ifører et par soldater sig kvindeparykker, og nogle lokale akrobater optræder med deres kunster. Linar og Vika fniser og peger.

»Sådan er et soldaterbryllup,« griner Vika.
Nye optagelser af krigshandlinger nær Donetsk, april 2016 (Kilde: Youtube)
Da det bliver fotografens tur, finder Linar Kalasjnikoven frem og begynder at posere i køkkenet.

»Det giver måske ikke det helt rigtige indtryk,« siger han usikkert. »Skulle jeg hellere lægge den bort, synes du? Vi er fredelige mennesker her. Vi er her ikke for at slås. Vi forsvarer os bare. Det må du få med. Jeg kom her tomhændet, uden våben. Jeg kunne jo ikke krydse grænsen med våben. Alle mine våben er trofæer.«

»Hvor mange har du dræbt«, spørger jeg.

For første gang under samtalen stopper talestrømmen. Der kommer en skygge over de klare blå øjne.

»Jeg … Jeg ved det ikke … Jeg har aldrig set nogen … Det er altid mørkt, jeg … « Han bliver tavs og kigger direkte på mig. »Den slags må du aldrig spørge en soldat om, forstår du? Aldrig.«

Bagefter går vi ud i solskinnet. Det er varmt, næsten forårsagtigt. På gårdspladsen er fire-fem soldater i gang med at grille sjaslik. De byder på øl og kød og insisterer på, at vi skal smage på deres marinerede hvidløg.

»Sådan har vi det på kvindedagen!«, smasker en af soldaterne fornøjet.

Men hvor er kvinderne?
»Tja ...« Han kigger rundt. »De er vel inde og skære salat eller noget!«.

Mændene brøler af latter og skænker mere øl i plastkrusene.
Orden og disciplin
Den næste morgen besøger vi instituttet, hvor Folkerepublikkens fremtidige officerer udklækkes. I et varmt, fugtigt klasserum sveder omkring tyve 18-årige over engelskopgaverne.

»I study at military school,« fremstammer en af eleverne, helt rød i ansigtet. »I get up at 6.30 in the morning. First we have morning exercise. We study English, Russian, Military skills and higher mathematics.«

»Very good,« roser den unge lærerinde. »Åh, det er ikke så enkelt,« klager hun, da jeg får hende på tomandshånd. »Jeg underviser egentlig på universitetet, men de havde ikke nogen engelsklærere her. Vi har hverken lærerbøger eller udstyr. Alt hvad jeg har, er tavle og kridt.«

Hun smiler tappert.

»Måske bliver det bedre til næste år.«
I et varmt, fugtigt klasselokale sveder omkring tyve 18-årige over engelskopgaverne. Fremtidige officerer udklækkes her.
Militærskolen åbner dørene igen til næste sommer. Stadig hænger her plakater af ukrainske sportsstjerner på væggene, men i stedet for det ukrainske flag har alle nu bogstaverne 'DNR' – Donetskaja Narodnaja Respublika, 'Folkerepublikken Donetsk', syet på uniformen. For tiden er der 180 elever på skolen, 170 drenge og 10 piger, deriblandt de 19-år gamle tvillingepiger Zjenia og Sasja.

»Jeg kan godt lide disciplinen her,« siger Zjenia.

»Dagen er lagt i faste rammer,« siger Sasja. »Alt er organiseret, rationelt. Vi spilder ikke tiden.«

»Ukrainerne har aldrig brudt sig om os alligevel,« mener Zjenia. »Under demonstrationerne på Maidan-pladsen sad de bare der, mens vi knoklede i minerne. Vi holdt hele Ukraine i gang.«

»Vi er allerede vant til krigen,« siger Sasja. »Til at begynde med var det rædselsfuldt, men så blev vi ligegyldige over for det. Bomberne og skyderierne begyndte at kede os. Men ukrainerne dræber små børn,« tilføjer hun i fuld alvor. »Det er værst for børnene. Det bedste ville nok være, hvis vi blev en del af Rusland, men det er også fint, hvis vi kan være selvstændige. Så længe vi ikke bliver en del af Ukraine igen. Det er det allervigtigste.«

»I er unge,« siger jeg. »Har I nogen drømme for jeres liv?«

De tænker sig længe om.

»Ja, jeg har en drøm,« siger Zjenia. »Jeg har lyst til at bygge en lille modelbil helt fra grunden af. En, som kan køre af sig selv. På elektricitet. Jeg har lyst til at lave hele bilen selv, maskinen, motoren, det hele.«
Der er 180 elever på Militærskolen, 170 drenge og 10 piger, deriblandt de 19-år gamle tvillingepiger Zjenia og Sasja (t.v.). For dem er det vigtigste, at de ikke bliver en del af Ukraine igen.
'Vi har skudt alle'
Næste morgen ved daggry er det tid for en af de to månedlige skydeøvelser. Oprømte haster eleverne ind på kasernens våbendepot for at hente kalasjnikover og ammunition. Derefter stuver de sig sammen på to lastbilslad. En høj mand i 40-årsalderen slentrer hen til fotografen og mig.

»I bliver sammen med mig, forstået? I må ikke vige en centimeter til højre eller venstre, er I med? Jeg hedder for resten Vladimir. Følg mig!«.

Vi tager lydigt plads i hans bil, en skinnende hvid jeep. Med popmusik drønende på højeste lydstyrke kører vi efter lastbilerne. I øst stiger en rødmende sol op over Donetsk. Himlen bliver orange – og derefter mælkehvid.

»Før krigen var jeg professor i historie,« oplyser Vladimir. »Så blev jeg kampvognsfører. Hvis I søger på YouTube kan I finde flere videoer af mig ved frontlinjen. Jeg er blevet ret berømt.«

I en lille landsby bliver eleverne sat af for at marchere det sidste stykke til fods. Vi kører videre, helt frem til skydebanen. En af lærerne er ikke højere end 150 centimeter, lys og tætbygget. Han kommer hen til mig.

»Så du er fra Norge?«.

Jeg nikker.

»Der er mange homoer der, har jeg hørt. Her er der ingen! Vi har skudt dem alle.« Han flirter. »Sig mig, er det normalt, at en mand knalder en anden mand?«

Over bakkekammen kommer omsider eleverne til syne, taktfast marcherende. Da de kommer frem, bliver de delt i fem grupper og får besked på at skifte mellem de forskellige discipliner, som spænder fra ren skydetræning til demontering af kalasjnikoven på tid. Jeg går fra øvelse til øvelse og opfanger brudstykker af sætninger.

»Det her er ikke nogen børnehave!«, »fokuser, drenge og piger, fjenden kan være hvor som helst.« I baggrunden lyder der skarpe skud fra skydebanen.

Vladimir kører os tilbage til centrum.

»Hele Donbass må blive en del af Rusland igen,« erklærer han. »Folk i Mariupol og Kramatorsk længes efter at blive befriet. Vesten er ved at blive ødelagt af muslimer og homoer. Kun Rusland er stærkt. Vil I have lidt kaffe? Der er et skvæt cognac i, armensk cognac. Min kone lavede den i morges. Min anden kone. Hun er meget yngre end mig.«

Da han svinger ind foran hotellet, vender han sig mod mig:

»Hvornår skal du føde børn?«

»Undskyld?«

»Hvor gammel er du egentlig? Tiden går!«

Mens det i Donetsk kun er udgangsforbuddet og det diskrete gennemsigtige tapekryds på hotelvinduet, som minder os om, at vi befinder os i en krigszone, behøver vi ikke at tage langt væk for at komme ud af boblen. I landsbyen Nikisjine i nord, ved grænsen til Folkerepublikken Lugansk, var der hårde kampe helt frem til, at våbenhvilen blev indgået i februar sidste år. 90 procent af landsbyen er ødelagt. De to parallelgader, som udgør landsbyen, minder om scener fra Balkan i 1990'erne. Række på række af udbrændte, ubeboelige huse.

»Før krigen boede der 836 mennesker i Nikisjine,« fortæller Natasja, som arbejder i kommunaladministrationen. »Nu er der kun 235 tilbage. Fra september 2014 til februar sidste år, da krigen hærgede værst, var der kun en håndfuld her. Alle, som havde et sted at tage hen, tog afsted. De, som ikke havde noget, tog også afsted.«
Kadetter fra Militærskolen marcherer
En af dem, som aldrig forlod landsbyen, er Larissa (ikke hendes virkelige navn, red.), en enorm kvinde i begyndelsen af tresserne med orange hår og rosa morgenkåbe.

»Kom, kom,« siger hun og ler hæst. »Jeg skal vise jer ødelæggelserne, og hvad de har gjort imod os.«

Larissa viser rundt på den rodede gårdsplads og peger på et stort hul i jorden. »Her slog der en granat ned!« Så peger hun på grøften på den anden side af gaden. »Her lå der en dræbt soldat!« Hun ler igen og insisterer på, at vi skal komme ind og besøge hende. Huset er stort, men enkelt indrettet. På det lille køkkenbord står der en stor bolle med sukker.

»Selv er jeg diabetiker, så det er kun til gæster. Kaffe eller te?«

To katte smyger sig imellem vores ben. En gammel mand halter gennem køkkenet, 73-årige Ivan Ivanovitsj. Da hans hus blev ødelagt, flyttede han ind til Larissa, hvor han har boet lige siden.

»Der var fuld af folk før krigen«, fortæller hun. »Der lå soldater overalt, i alle værelser. Jeg aner ikke, hvor mange de var. De var over det hele!«.

»Hvis I lader være med at tage billeder af mig og fortælle mit navn, skal jeg fortælle jer alt. De stjal mine biler, begge to, og traktoren og solgte dem. Det var de russiske soldater, som gjorde det – vores egne! Jeg har været inde i Donetsk og afgive forklaring og vist dem dokumenterne, men de gør ingenting. Ingenting!«

Hun ler på ny. En raspende, melankolsk latter.

»Vi havde hverken strøm eller vand. Nogle gange havde vi ikke engang mad, uha-uha. Af og til bombede de så meget, at vi ikke kunne gå på lokum! Jeg græd hver dag, da de var her, og græd, da de tog væk. De fleste af dem var gode drenge. Selv er jeg fra Rusland, jeg er russer. Min søster bor i Moskva, men siden krigen begyndte, har vi ikke været på talefod. Hvor skulle jeg være taget hen? Hvis jeg var taget afsted, ville mit hus ikke have stået her i dag, det er jeg sikker på«.

I parallelgaden, som er i en endnu værre forfatning, støder vi på 63 år gamle Ljubov Vladimirovna og hendes mand. De flyttede tilbage i februar sidste år, så snart soldaterne var taget herfra. I løbet af sommeren fik de rejst en lille interimistisk hytte i ruinerne af de to huse, der før var deres hjem. I det lille rum er der kun lige plads til en taburet, to smalle senge og et lille fjernsyn.

»Vi var her, da de kom, fascisterne – eller skal jeg hellere kalde dem nazister?«, råber Ljubov. »Skriv det ned, ja skriv også mit navn, for jeg står inde for det, jeg siger. Jeg var her, da de kom, disse ukrainske bataljoner. De havde hagekors, akkurat som tyskerne. De ville udrydde os. Vi vil ikke være en del af Ukraine længere, det er jeg absolut og kategorisk imod! De vil lave koncentrationslejre til os. De mener, vi er andenrangsborgere. »Sådan,« siger hun og slår ud med hånden … »Sådan bor vi nu. Vi har mistet alt, vi havde. Alt hvad vi ønsker, er, at ukrainerne skal lade os være i fred.«
Ljubov betyder kærlighed på russisk.
Kadetterne fra Militærskolen spiser frokost
Turismeministeriet
Der er gået to år, siden Folkerepublikken Donetsk erklærede sig selvstændig fra resten af Ukraine. Til at begynde med troede mange, at territoriet ville blive en integreret del af Rusland – ligesom Krim. Men nu virker det mere sandsynligt, at Donetsk vil ende som Abkhasien eller Transdjenstr: en udbryderrepublik og international paria, som ikke er anerkendt af resten af verden.

At opbygge en stat fra grunden, selv om den ikke er anerkendt af nogen, er et stort og møjsommeligt arbejde. Et af de vigtigste apparater, propagandaapparatet, arbejder tilsyneladende både dag og nat. Hele Donetsk centrum er plastret til med farverige plakater. Mange af dem opmuntrer de unge til at lade sig hverve til hæren, mens andre takker Rusland i overstrømmende vendinger for hjælpen, og fra andre gratulerer den stedlige premierminister, Aleksandr Zakharsjenko, republikkens kvindelige borgere med kvindedagen.

Fra finansministeriet får vi afslag på vores interviewforespørgsel. Vi ville have spurgt, hvornår den bebudede Novorossija-rubel, Donetsks egen valuta, skal indføres, men spørgsmålet er for sensitivt. Indtil videre benyttes der russiske rubler i udbryderrepublikken. Udenlandske kreditkort kan ikke benyttes.

Heller ikke i turistministeriet er man synderligt indstillet på at mødes med os, men efter gentagne forespørgsler får vi dog bevilget et kort møde. Ministeriet, som officielt hedder 'Ministeriet for sport, ungdom og turisme' har til huse i en boligblok ved siden af et vaskeri. Irina Kravtsova, en ung kvinde, som er udstyret med den særegne titel 'chefspecialist', skæver nervøst imod os.

»Vores ministerium åbnede sine døre i november 2014,« fortæller hun. »Vi arbejder godt 40 mennesker her, hvilket gør det til det mindste af alle ministerier, men jeg vil vove at påstå, at vi er blandt de mest aktive. Sport er nok vores mest udviklede domæne. For nylig vandt en af vores kvindelige udøvere en svømmekonkurrence i Moskva.«

»Deltog hun for Folkerepublikken Donetsk eller for Ukraine?« spørger jeg.

»Det ved jeg faktisk ikke,« svarer hun.

»Hvad er hovedattraktionen for turister her?«

»Kirken i Slavjansk og Artemivsk er nok de mest populære attraktioner.«

»Ligger ikke både Slavjansk og Artemivsk på ukrainsk territorium?«

»Jo, det er sandt.« Irina tænker sig om. »Ellers har vi jo Azov-søen. Der er der vældig interessant fauna og dyreliv. Vi har virkelig mange interessante steder her i Donetsk. I Gorlivka har vi et miniaturebogmuseum, f.eks. Vi har også en stor zoo. For tiden kan vi desværre ikke garantere turisternes tryghed, men takket være den humanitære hjælp, vi får fra Rusland, har vi kunnet investere i sportsudstyr. Vores strategi lige nu er først og fremmest at opbygge den indenlandske turisme. Vi håber, at der vil komme omtale af vores seværdigheder, og denne vil sprede sig fra mund til mund og til sidste også nå til udlandet.«
Patriotisk dannelse
Vi er kommet inden for dørene på Skole nr. 57, før en kvinde med rødt, kort hår kommer styrtende imod os.

»Hvad bestiller I her?«, spørger hun vredt. »Jeg er rektor ved denne skole. Hvorfor har jeg ikke fået besked om, at I er her? I har ødelagt min dag!«

»Vi har tilladelse fra undervisningsministeriet,« forklarer vi.

»Det har jeg ikke hørt noget om! Hvilke spørgsmål har I? Vi har det udmærket her, tak. Børnene lider selvfølgelig. Der er krig. De savner deres venner. Så, nu har jeg svaret på jeres spørgsmål! Hvorfor er I her så stadig?«

Vi forklarer, at vi gerne vil tale med nogen af eleverne og lærerne også. Rektor stamper i gulvet og marcherer hen på sit kontor for at ringe til ministeriet. Da hun kommer tilbage, er hun betydeligt blidere stemt og inviterer på te og kage.

Skole nr. 57 er en af de skoler i Donetsk, som ligger nærmest frontlinjen. Før krigen var der 450 elever i skolen. Nu er tallet 140. Den 1. oktober 2014 slog en granat ned lige foran skolebygningen. Biologilæreren, som stod på trappen, da den landede, blev dræbt.

Med den nu velvillige rektors velsignelse får vi lov at besøge et klasseværelse. Halvdelen af pultene står tomme. En pige kaldes op til tavlen og bliver bedt om at læse op af den stil, de har fået til opgave at skrive til i dag.

»Folkerepublikken Donetsk blev grundlagt den 7. april 2014, og folkerepublikkens flag er sort, blåt og rødt,« remser hun op. »Det sorte står for kullet, det blå for søen, og det røde for soldaternes blod.«

»Bravo, Sasja,« roser lærerinden. »Er der nogen af jer, som kan navnet på nogen berømte personer fra Donetsk.«

En spinkel pige rækker hånden op.

»Lenin?«

Da timen nærmer sig afslutningen, samler lærerinden børnene foran tavlen og beder dem synge nationalsangen. Lydigt begynder børnene at synge en sang på samme melodi som den gamle Sovjet-hymnes. I den nyskrevne Donetsk-version dukker ordet 'minearbejder' hyppigt op.

»Faget 'patriotisk dannelse' er så nyt, at vi ikke har lærebøger endnu,« forklarer lærerinden, Violetta Boiko. »Det blev indført i januar i år og er obligatorisk for alle elever.«

Hvor mange af indbyggerne i Folkerepublikken Donetsk støtter i grunden op om det nye regime? Måske taler de folketomme gader for sig selv.
Lenin-statuen i Donetsk (foto: Wikimedia)
I januar blev statuen på Lenin-pladsen i Donetsk forsøgt sprængt i luften. Efter denne hændelse blev det bestemt, at alle Lenin-statuerne i udbryderrepublikken skulle bevogtes døgnet rundt.

Den sidste aften møder jeg Sasja og Sveta, to af Anjas bedste venner fra Donetsk. De er begge i godt humør, næsten euforiske. Sasja, som er 53 og allerede pensionist, har ikke været ude af sin lejlighed i uger.

»Vi kan ikke alle flygte«, siger Sveta. »Sasja og jeg er for gamle til at begynde forfra et andet sted.«

»Mange støtter kun Folkerepublikken, fordi de ikke kan udstå Porosjenko og den ukrainske regering,« forklarer Sasja. »Al propagandaen, alle våbnene, alt kommer fra Rusland. Men Rusland behøver ikke Donetsk. Hvad skal de med os? Rusland behøver en blødende arm. De har brug for, at Ukraine bløder.« »Vi håber, at Donetsk bliver en del af Ukraine igen,« siger Sveta. »Men håbet svinder for hver dag, der går«.

Køen for at komme ud af Folkerepublikken er mindst en kilometer lang. Dima, chaufføren, vifter med vores pressekort, og dermed får vi lov til at køre forbi alle de ventende biler. En soldat kaster et uinteresseret blik på vores bagage. Der er ingen, som smugler varer ud af Donetsk.

»Husk at gemme jeres Donetsk-pressekort, når I kommer over på ukrainsk side,« formaner han, før han vinker os over grænsen.

På den ukrainske side er køen om muligt endnu længere.

»De har ventet siden i går,« siger Dima, chaufføren. »Af og til er køerne så lange, at folk må vente i tre-fire dage, før de slipper over.«

Mange fra Donetsk tager med jævne mellemrum over på ukrainsk side for at hente deres pensioner, besøge familie eller fylde op i køleskabet. Smugling er udbredt. I Folkerepublikken er det meste en mangelvare.

»Hvordan var det at være tilbage efter så lang tid?«, spørger jeg Anja, da vi ruller ind på ukrainsk territorium.

Hendes øjne fyldes af tårer.

»Det er blevet så anderledes der,« siger hun. »Der er så få mennesker på gaderne. Det plejede at være sådan en livlig by. Ingen smiler der nu. Mange af de venner, jeg havde der, er ikke længere mine venner. De har slugt propagandaen råt og er blevet prorussiske. Denne konflikt splitter folk og driver dem fra hinanden.«
Epilog: Kijev, militærsygehuset
Unge mænd triller gennem gangene i rullestol; nogle af dem stavrer forbi ved hjælp af krykker. Sygehuset er enormt; det er som en labyrint, men ikke en eneste seng står tom.

En af de mænd, som møjsommeligt bevæger sig ned ad gangen, meter for meter, er 25 år gamle Pima. Hans ansigt er fuldt af ar, og munden og øjnene har mistet deres oprindelige form. Den jordhule, han gemte sig i, blev ramt af en stor bombe. De sidste to år har han tilbragt på sygehuset.

»Jeg blev mobiliseret,« fortæller han. »Jeg tog til fronten for at forsvare fædrelandet, og jeg tog afsted med glæde. Dette er Ruslands krig mod os. Putin er som Hitler. Hvordan kan et land i det 21. århundrede bare komme og tage et andet?«

Inde på en firesengsstue sidder en kraftig fyr i fyrrene. Han vil ikke fotograferes og vil ikke sige, hvad han hedder. Men han snakker gerne.

»Jeg er blevet syg i hovedet på grund af denne krig«, siger han. »Det er vi alle. Regeringen betragter os ikke som mennesker. For dem er vi bare kanonføde. Vi fik ikke engang normal mad ved fronten. Ukraine var slet ikke klar til at føre krig. Ukraine var 200 procent ikke klar! Udstyret var gammelt. Se her, det er de patroner, vi brugte. De er fra sovjettiden. Alt vores udstyr var fra sovjettiden.«

På en anden stue møder jeg 42 år gamle Vasilij. Hans højre arm er fuld af ar; underarmen er i gips. Han blev såret den 12. august 2014. Siden da har han været indlagt på sygehuse over hele Ukraine. Armen er blevet kortere efter alle operationerne, men han har stadig følelse i fingrene.

»Jeg kan i det mindste stadig bede,« siger han og viser, hvordan han kan flette fingrene sammen. »Jeg blev mobiliseret i den allerførste gruppe. Havde de spurgt mig igen, ville jeg været taget tilbage igen. Jeg kæmper for mine egne, for min kone, mine børn, for den ukrainske jord. Ikke for regeringen eller for parlamentsmedlemmerne. Næsten alle mænd i min familie har været soldater.«

Han fingerer ved korset, der hænger som en lænke omkring hans hals, sammen med en lille identifikationsbrik i metal.

»Min farfar var i Berlin. Min far var på Cuba. Min onkel var i Syrien under krigen mellem Israel og Egypten. Min bror var i Afghanistan. Jeg havnede i Donetsk. Det må være rigeligt. Nu håber jeg bare, at min søn slipper.«
Af Erika Fatland
Norsk forfatter og socialantropolog
Reportagen blev første gang bragt i den norske avis Morgenbladet.
Copyright © Erika Fatland 2016. Trykt med tilladelse af CLA, København.
Foto: Christopher Nunn
Grafik: iBureauet
Oversat af Niels Ivar Larsen
Redaktør: Peter Nielsen
Digital produktion: Troels Behrendt Jørgensen
En måneds gratis Information digital + papiravisen fredag og lørdag

Anbefalinger

  • Dagmar Christiandottir
  • Torben Selch
  • Claus Oreskov
  • Niels Duus Nielsen
Dagmar Christiandottir, Torben Selch, Claus Oreskov og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

erik mørk thomsen

Kunne man dog bare, afholde en reel folkeafstemning om, hvilket land, folk vil tilhøre, kunne de komme videre.
Men det vil vesten ikke tillade, for så vil folk i Spanien os.v. også kræve, at de måtte stemme om, at de kunne få deres eget land.

Jacob Jensen, Niels Duus Nielsen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Claus Oreskov

@erik mørk thomsen. Jeg tvivler på at USA & Eu vil anerkende en folkeafstemning!

Torben Skov, Dagmar Christiandottir, erik mørk thomsen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Fra DR Nyheder 12. februar 2015:

Om Minsk II aftalen.
Billedtekst: "De fire statsledere fra Rusland, Tyskland, Frankrig og Ukraine har aftalt, at der skal findes en særstatus for de østukrainske byer Donetsk og Lugansk. (Foto: Andrei Stasevich © Scanpix)"

Fra aftalens 13 punkter:

Dialog om lokale valg:
Fra våbenhvilens første dag skal der sættes gang i en dialog om lokale valg i overensstemmelse med loven om "selvregering i særlige områder af Donetsk og Luhansk," som tidligere er vedtaget i Kiev. Området skal specificeres af den ukrainske regering senest 30 dage efter fredsaftalen.

•Amnesti til seperatisterne:
Der skal sikres amnesti ved vedtagelse af en ny lov, som forhindrer, at personer, som har kæmpet i østukraine, retsforfølges.

•Frigivelse af krigsfanger:
Alle personer, som er taget til fange i forbindelse med kampe i Østukraine skal sættes på fri fod. Det sker på begge sider og skal være løst allerede fem dage efter våbenhvilens ikrafttrædelse.

•Humanitært arbejde skal sikres:
Der skal være sikker adgang, levering, opbevaring og distribution af humanitær hjælp i området.

•Velfærden tilbage til Ukraine:
Der skal retableres et socioøkonomisk system, hvor beboere i området igen skal betale skat og kan modtage ydelser ud fra ukrainsk lovgivning. Ukraine vil i den forbindelse genvinde kontrollen med banksystemet i østukraine, så det praktisk kan lade sig gøre.

•Ny grænsekontrol:
Ukraine skal igen overtage grænsekontrollen, men først efter der senere i år har været valg i Donetsk og Luhansk-regionerne, som også vil definere den nye grænsesætning.

•Tilbagetrækning af alle udenlandske styrker:
Alt udenlandsk militært udstyr og mandskab skal trække sig tilbage under overvågning af OSCE. Illegale grupper skal smide våbnene.
•Ny grundlov:
Grundloven reformeres og træder i kraft i slutningen af 2015. Den nye grundlov har decentralisering som kerneelement. Herunder skal Luhansk og Donetsk implementeres som områder med særstatus.

https://www.dr.dk/nyheder/udland/overblik-her-er-aftalen-om-vaabenhvile

Torben Selch, Flemming Berger og Jacob Jensen anbefalede denne kommentar
Bill Atkins

Den ukrainske hær har lidt tre afgørende nederlag i Luhansk-Donekst området. Ilovaisk, Donetsk Lufthavn og Debaltserve, og derefter er krigen gået over til at være en psykisk opslidningskrig ført af lejetropper, der på afstand sporadisk sender granater ind over byområderne Luhansk-Donekst. Oprørerne i Luhansk-Donekst føler at Mnsk2 er trukket ned over hovederne på dem af en på hjemmefronten presset Putin. Godt endelig at se noget vestlig journalistik fra folkerepublikkerne der ikke er direkte løgn. En knyttet næve fra mig.

Jacob Jensen, Dagmar Christiandottir, Claus Oreskov og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Minsk har reddet mange menneskeliv.
Og sat muligheden for selvstyre på dagsordenen.
Desuden mener jeg, at oprørernes ledere var indkaldt til Minsk, og samtykkede i aftalen.

Dagmar Christiandottir og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Ja, MKN, så vidt jeg kan vurdere, er det Kiev, der er den fodslæbende part i at gennemføre aftalen.

Dagmar Christiandottir, Torben Selch, Claus Oreskov, Jacob Jensen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Touhami Bennour

Den ukrainske-Russiske konflikt om UkrainRussiske talende republikker lignier konflikten om "spansk sahara", den der vinder får ret. Det vil ikke ændre på noget strategisk I området (Rusland er stort nok og Ukrain det er lige meget om det bliver større eller mindre) de taler samme sprog og har same historie. konfliten om grænser dragning er ikke så dyb som mellem Frankrig og Tyskland eller danmark,

Dagmar Christiandottir og Claus Oreskov anbefalede denne kommentar
Touhami Bennour

Det synspunkt har jeg haft I 1991 da Irak invaderede Kuweit, men der er Olie derover og USA ville ikke se omvæltning I olie marked.

Dagmar Christiandottir og Claus Oreskov anbefalede denne kommentar