»Jeg er en si, man hælder verden igennem,
og så kommer der noget ud«

Bisse har udgivet fem plader på halvandet år, er blevet udråbt som ny samtidspoet og betegnet som et overdådigt talent, men han har endnu ikke ramt den brede radioflade og den indtjening, der følger med. Selv er han ikke bange for at sælge ud.
Han er bange for ikke at sælge nok

»Jeg er en si, man hælder verden igennem, og så kommer der noget ud«

Bisse har udgivet fem plader på halvandet år, er blevet udråbt som ny samtidspoet og betegnet som et overdådigt talent, men han har endnu ikke ramt den brede radioflade og den indtjening, der følger med. Selv er han ikke bange for at sælge ud.
Han er bange for ikke at sælge nok
Tekst: Laura Friis Wang
Foto: Cathrine Ertmann
Den store bandbus er kun lige drejet ind på motorvejen med kurs mod Jylland, da Bisses keyboardspiller, Adi Zukanović, udbryder:

»Hvorfor er vi egentlig på vej til Frederikshavn, når der er P3 Guld i aften?«

Spørgsmålet er bare for sjov. For passagererne i tourbussen er helt bevidste om, at de ikke ligefrem er P3 Guld-materiale.

»P3's lyttere er så vant til at få serveret Happy Meals, at de ikke kan fordøje andet,« siger Lars Bech Pilgaard, der spiller guitar til Bisses sange.

Bisse, den nye danske kunstner, der med sine fem plader på bare halvandet år har vundet anmeldernes hjerter.
Berlingske har beskrevet hans seneste plade, Højlandet, som »årets hidtil bedste og mest fantasifulde dansksprogede udspil«, og Politiken kaldte den »stor samtidspoesi«. Weekendavisen skriver om Bisse, at han er en »vanvittigt dragende popkunstner«, og denne avis' anmelder kalder ham for et »overdådigt talent«. Flere har udråbt ham til arvtager efter C.V. Jørgensen, som er Bisses eget musikalske forbillede.

Ud over Højlandet har Bisse skrevet og produceret Blodtrilogien og den hiphopinspirerede breakup-plade Bitchin. Men selv om Bisse så småt har slået sit navn fast i den danske musikverden, er der ikke meget mainstream over ham. Han er da heller ikke overrasket over, at han ikke har fået et hit på P3 endnu.

Der er stadig langt fra den koncert, han skal spille i Frederikshavn i aften, og som er grunden til, at vi suser ud ad motorvejen med trommer, forstærkere og guitarer i bagagerummet – og så til DR-værternes hyldest af danske musikere ved P3 Guld i Koncertsalen.

»Har du hørt, hvad de spiller?« spørger han.
Bisse og hans 'Bissebande' – keyboardspiller Adi Zukanovic, guitarspiller Lars Bech Pilgaard, trommespiller Bjørn Heebøll samt lydmand Jonas Graverholt – er lige nu på turné i Danmark i forbindelse med udgivelsen af det 81 minutter lange album Højlandet.
Foto: Cathrine Ertmann
Kompromisløs
Dagen før møder jeg 29-årige Bisse, hvis borgerlige navn er Thorbjørn Radisch, i hans lejlighed på indre Amager, som hans forældre ejer. Et vaskeægte forældrekøb. I 2020 skal forældrene til at betale af på lånet, og så må Bisse og hans bror flytte, medmindre Bisse køber den for de »to-tre millioner, den koster«.

Allerede inden han har sat kaffen over, og jeg har tændt for båndoptageren, taler han om sin økonomi. Min forestilling om, at han er blevet så rig af sin musik, at han kan købe lejligheden af sin forældre om fire år, får et stort, ironisk smil til at brede sig på hans ansigt.

»Det kommer ikke til at ske. Hvis jeg er meget heldig, kan det være, at jeg kommer til at lave et P3-hit, men det er vist også at stramme den.«
Bisse har endnu ikke tjent mange penge på sine fem album, og derfor er han også begyndt på Rytmisk Musikkonservatorium igen. I 2013 kom han ellers i et åbent opgør med skolen, hvor han i tre år havde gået på sangskriverlinjen. Efter at have færdiggjort sin bachelor i 2014 holdt han en pause, og da albummet Happy Meal kom på gaden i begyndelsen af 2016, vedlagde han 'manifestet' Connie & Kunsten, en kritik af skolen og en diskussion af kunstbegrebet, sammen med vinlyen.

Bisse gider ikke at lytte til andre. Han vil gøre tingene på sin egen måde, og derfor er konservatoriet ikke et sted for ham. Her »arbejder folk ikke med sig selv eller deres ting. Går ikke i dybden med det, de laver«, siger han. Der er for meget forberedelse og sonderen, for mange ting, der skal prøves af. Bisse vil ikke spilde tiden på at flyde rundt i vandet.

»Skolen er en kontrast til den kunstneriske praksis. De siger, at den fremmer kunsten, men den modarbejder den jo.«

Men noget skal Bisse forsørge sig af, mens han skriver sine to næste plader, der udkommer i 2017. En plads på konservatoriet giver i det mindste SU.
I tourbussen spørger Bisse, om han skal droppe neglelak og læbestift til koncerten i Frederikshavn i aften. En time, før han går på, tager han sin mønstrede makeuppung frem og begynder at lægge sin sædvanlige makeup. Foto: Cathrine Ertmann
I tourbussen spørger Bisse, om han skal droppe neglelak og læbestift til koncerten i Frederikshavn i aften. En time, før han går på, tager han sin mønstrede makeuppung frem og begynder at lægge sin sædvanlige makeup. Foto: Cathrine Ertmann
Bisse har endnu ikke tjent mange penge på sine fem album, og derfor er han også begyndt på Rytmisk Musikkonservatorium igen. I 2013 kom han ellers i et åbent opgør med skolen, hvor han i tre år havde gået på sangskriverlinjen. Efter at have færdiggjort sin bachelor i 2014 holdt han en pause, og da albummet Happy Meal kom på gaden i begyndelsen af 2016, vedlagde han 'manifestet' Connie & Kunsten, en kritik af skolen og en diskussion af kunstbegrebet, sammen med vinlyen.

Bisse gider ikke at lytte til andre. Han vil gøre tingene på sin egen måde, og derfor er konservatoriet ikke et sted for ham. Her »arbejder folk ikke med sig selv eller deres ting. Går ikke i dybden med det, de laver«, siger han. Der er for meget forberedelse og sonderen, for mange ting, der skal prøves af. Bisse vil ikke spilde tiden på at flyde rundt i vandet.

»Skolen er en kontrast til den kunstneriske praksis. De siger, at den fremmer kunsten, men den modarbejder den jo.«

Men noget skal Bisse forsørge sig af, mens han skriver sine to næste plader, der udkommer i 2017. En plads på konservatoriet giver i det mindste SU.
Kunsten at Bisse
Mens tourbussen bevæger sig længere nordpå, bliver der talt om Beethoven og Bach, om Morten Messerschmidt og om noget musik, jeg ikke har hørt om før.

Bisses øjne er lukkede, men smilet, der engang imellem dukker op på hans læber, afslører, at han er vågen. Én i bussen læser James Joyce. Der er ikke meget sex, drugs and rock'n'roll over tourbussens passagerer.

Bisse tager ikke til Frederikshavn for at blive en rockstjerne. For ham er tourlivet »et triumftog, et sejrstogt«, som hører med, når man har lavet en plade, men det er ikke til koncerterne, at magien opstår.

»Det kan godt være, at nogle kommer sådan lidt skeptiske, og at en enkelt har forvildet sig derhen, fordi han troede, han skulle ind og høre Alex Vargas (nomineret til P3 Guld, red.), men de fleste kommer jo, fordi de allerede har en holdning til mig.«

For Bisse handler det om at fortsætte med at skrive tekster og 'bygge sit hus'. Uden gelænder på trappen og altid med fare for at falde ud over kanten. Han er ikke bange for at skrive om kærlighed, mørket eller solnedgangen, bare fordi Nik og Jay har gjort det.

»Der er ikke noget, der er forbudt, for klichefyldt eller for let, men det må ikke blive forudsigeligt,« siger han.
Han skrev og indspillede albummet Bitchin på en eftermiddag i sit lille studie hjemme i lejligheden på Amager, efter hans kæreste havde slået op med ham. Mens Bisses første album er præget af vrede og uregerlige numre, er Højlandet et kærlighedsalbum med mere blide og melodiøse sange.
Fanden får mig til tasterne i dag
jeg anmelder livet i dag
verden er den rene poesi
du ska bare ta
så ska den nok gi
Sådan synger han på sin nye single, Seks Hjerter, der ifølge anmeldere er hans hidtil mest iørefaldende og 'crowdpleasende' single.

For Bisse er det pæne det, der er mest grænseoverskridende og angstprovokerende at lave for ham lige nu. Netop derfor dyrker han det.

»På singlen Seks Hjerter er der så meget plads til min vokal, at jeg stadig ikke ved, om den kan holde til det. Det er i hvert fald lige på grænsen. Men det er jo der, det bliver spændende. Når man står på kanten og er ved at falde ud over afgrunden.«

På sin 30 års fødselsdag til sommer planlægger han at udgive et album med sange om sin barndom. Ligesom Højlandet skal det være et personligt, følelsesfuldt kærlighedsværk, fortæller han. Efter barndomsalbummet vil han lave noget helt andet, for de personlige sange bliver en metode, som er let af forfalde til, hvis ikke man stopper med at benytte sig af den.
Musikvideoen til Bisses single Seks Hjerter fra albummet Højlandet, der har ligget nummer 1 på vinyllisten i to uger. Ifølge anmeldere er singlen hans hidtil mest lyttervenlige nummer. Se den ovenfor.
Bisse drømmer om at lave et album, der skal handle om den tidligere amerikanske efterretningsagent og whistleblower Chelsea Manning, der lækkede flere tusinde hemmelige dokumenter til Wikileaks, skiftede køn og blev til en kvinde, inden hun fik en fængselsdom på 35 år. Bisse vil skrive sange, der kæder Chelsea Mannings historie sammen med amerikanernes nedskydning af civile i Irak, som hun var med til at afsløre.

»Man bliver altid tiltrukket af det, man ikke tror, man kan. Og det her ville være noget helt anderledes og meget fjernt for mig selv.«
I højlandet
Bisse vil gerne gå en tur i Mols Bjerge, da vi er ankommet til Ebeltoft med færgen. Bissebanden og medlemmerne af bandet Den fjerde væg, som også skal spille i Frederikshavn i aften og derfor sidder med i bussen, er mindre begejstrede for ideen.

»Det er en nationalpark,« argumenterer Bisse.

Men det regner og blæser udenfor, og vejret lægger ikke op til at gå ud og udforske det danske højland.

Kompromisset, som Bisse ellers sjældent forfalder til, bliver et stop på en rasteplads lidt uden for Ebeltoft. Nu øsregner det. Bisse står ud af bilen, råber »ahh« og går lidt væk for at tisse. Hans gule hår og grønne jakke falder i ét med efterårets farver.

Sidste vinter besluttede Bisse sig for at blive rødhåret. Først måtte han afblege sine mørkebrune lokker, og han blev så glad for det gule hår, at han valgte at lade det blive sådan. Måske derfor blev han i foråret tagget på Facebook af en journalist fra Politiken, der skrev, at han lignede den blonde Thor fra den danske X-factor-succes Citybois.

Det er næppe alle, der tænker på den danske popdreng fra DR's underholdningsprogram, når de ser Bisse. Hans lange hår, det fine, spidse ansigt og de røde negle giver ham et androgynt look, når han træder ind på en scene. Sådan helt Bowie-agtig. Bisse synes, at kommentaren på Facebook var komisk og skrev en sang om den.
Citybois er i byen
ved ikke hvor jeg skal gøre af mig selv
Har stadig ik fundet ud af
hvordan jeg får ram på
den brede smag
mig og mit band
drømmer også om
at blive til rigtige citybois en dag

En af drengene fra Bissebanden kalder Bisse for en gammel mand. Han læser Proust, Mann, Musil, Walser og Bernhard, og hans seneste album er inspireret af Bob Dylans 16,5 minutter lange nummer Highlands fra 1997.

I foråret rejste Bisse til det skotske højland for at lade sig inspirere til at skrive de sange, der har fået de danske anmeldere til rundhåndet at drysse stjerner og hjerter ud over ham.

Forud for koncerten i aften, der er led i Bisses efterårsturné, har Nordjyske Stiftstidende en artikel om ham på forsiden med overskriften »Fra nummer 1 på vinyllisten til Frederikshavn«. Trods al den omtale og anmeldersucces, han har fået det seneste halve år, er Bisse alligevel nervøs for, hvor mange der kommer til koncerten i Frederikshavn i aften.

»Der er jo fredag. Der er både Toppen af Poppen og Vild med dans i aften,« siger han.
Inden, at Bisse går på scenen, slapper han af med sin Bissebande og lader op til den kraftpræstation, det er at levere et show, siger keyboardspiller Adi Zucanovic.
Foto: Cathrine Ertmann
Håndværket og kunsten
Man skal være varsom, hvis man vil have sin kunst i fred, ved Bisse. Da Bob Dylan i 1997 afspillede Highlands for sin manager, bad denne ham om at spille den korte version af nummeret for at tækkes markedet og radioen. På det tidspunkt var Bob Dylans status som en af verdens største rockmusikere allerede konsolideret.

»Alligevel havde manageren den frækhed at sige, at hans sang skulle kortes ned. De her folk, som tjente kassen på ham, havde ikke tillid til, at han gjorde, hvad han skulle gøre,« siger Bisse. Forarget og forundret.

Bob Dylan svarede manageren, at det mere end et kvarter lange nummer var den korte version af Highlands, og sådan burde flere musikere reagere, når nogen vil lave om på deres værker, mener Bisse.

»Bob Dylan er inspirerende, fordi han gør, hvad han vil. Det er ikke nogen stor ting, men det er jo den eneste ting, man kan tage seriøst.«

Som kunstner skal man være nådesløs. Man må ikke tage gidsler. Det er på eget ansvar, at man går ind i sit værk, mener Bisse.

»Hvis man skulle tage en kunstner seriøst, der lyttede til andre, ville det hele blive sådan en grå papmachémasse.«
Selvom Bisse er blevet kaldt den nye C.V. Jørgensen, tror han ikke selv, at han nogensinde kommer til at spille på hans banehalvdel. »Jeg vil altid være alt for meget, for svær at indfange, for brovtende og plat.«
Foto: Cathrine Ertmann
Selv om Bisse lagde op til en diskussion af kunstbegrebet, da han droppede ud af Rytmisk Musikkonservatorium i foråret, vil han helst ikke tale for meget om kunsten i dag.

»Jeg får sådan lidt en dårlig smag i munden, når jeg spiller mine sange, efter jeg har forsøgt at kloge mig på den,« siger han og tilføjer, at han ikke føler sig sikker på, hvad kunst egentlig er.

»Tag sådan nogle som Kendrick Lamar og Kanye West. De flirter jo sygt meget med P3-lyden og det meget skårne. I hvert fald gør nogle af deres numre, men når man så hører deres værker som en helhed, så er der alle mulige grotter og faldlemmer og ting, som åbner sig. Det er jo det, der gør dem til meget mere end bare popsangere.«
Kaffegrums
Bisses sange er, hvad de bliver til. De er ikke skrevet med et bestemt formål. Han er ikke presset af nogen til at lave noget, der har et bestemt tempo, et omkvæd, man kan synge med på, eller som fremstiller ham som lækker. Måske er dét forskellen på en dygtig musikalsk håndværker og en kunstner, mener han.

»Christoffer må have nogle kampe. Nogle ting, der skal gå op, et pladeselskab, der skal sige ja. Han skal være ugens uundgåelige. Han er jo ikke fri, man!«

Selv gør Bisse det bare. Som han synger på det nostalgiske nummer »Laurentii Tårer« på sin nye plade.
Der var dengang
alle grænser var åbne
det var dengang
vi ikke spurgte men bare gjorde det

Lytter man til pladeselskaberne og popmusikkens dogmer, bliver det »for pædagogisk og fucking korrekt«. Man skal kunne mærke den frihed, der gør, at man aldrig helt ved, hvor man har værket.

Bisse har lavet sange, hvor han – med egne ord – er frastødende, selvhøjtidelig, helt normal eller bare ynkelig. Nogle gange laver han gode sange.

»For det meste er de dårlige,« siger kunstneren, som selv mener, at hans sange er en kontrast til bands som When Saints Go Machines »flotte arkitektoniske, perfektionerede, skinnende numre«.

Når den 29-årige kunstner skal fælde dom over sin musik, siger han, den er som en rodebutik. I hvert fald, hvis man »kommer ind i den ad den forkerte dør«. Den lyder smadret og irriterende, og det danske sprog er klodset og ubehjælpsomt i forhold til den skønne, engelske falsetsang.

»Jeg kommer aldrig til at synge rigtig godt, men det er bare heller ikke det, det handler om for mig.«

Bisse har en undren, han vil dele. Vil have folk til at kigge op på stjernerne, som drengen i Solen er så rød mor. Han vil have, at folk tænker over, hvad det er for en verden, de lever i, og hvorfor de er her. De skal »lade sig indhylle i det mysterium, de er indhyllet i, men som de for det meste lader, som om de ikke er indhyllet i«.

»Jeg er en si, man hælder verden ned igennem, og så kommer der noget ud. Et eller andet kaffemønster. Kaffegrums.«
Blå bog: Bisse
Født den 19. juni 1987 i Kirke Saaby
Bachelor fra Musikkonservatoriet i København.
Kandidatstuderende på sangskriverlinjen på Rytmisk Musikkonservatorium i København.
Var en del af bandet Spillemændene fra 2012, før han gik solo og begyndte at udgive sine egne sange under kunstnernavnet Bisse.

Diskografi
'PMS', marts, 2015
'Umage', september, 2015
'Bitchin', november, 2015
'Happy Meal', februar, 2016
'EP Big Tasty', maj, 2016
'Højlandet', oktober, 2016
Donald Trump
Tourbussen er ankommet til Frederikshavn, og den lokale booker viser bandet ind gennem en stor musiksal og ind til en mindre scene.

»Den ser mere passende ud,« siger Bisse, der en time før, han skal optræde, spørger mig og fotografen, om vi lover at være der til at »dokumentere faldet«.

Under en af sine første solokoncerter stod han på en forstærker og bevægede sig med en sådan vildskab, at han faldt ned og besvimede. Men det er vist ikke det, han mener, når han taler om at falde. Han er stadig nervøs for, at der ikke dukker nogen op til koncerten.

Bisse er ikke bange for at sælge ud, for han kommer aldrig til at passe ind i et bestemt marked, men han er bange for, at han ikke sælger nok. Der er stadig lang vej fra hans sange til C.V. Jørgensens folkehit »Costa del Sol«.

»Det var jo den sang, C.V. Jørgensen kunne leve af. Det var den fucking sang, der gjorde, at han kunne købe sin villa og lave det, han ville, efterfølgende.«

Bisse tager en halskæde med en stor blomst på, smyger en rødmønstret kimono om sin spinkle, trænede overkrop og propper den ned i sine sorte cowboybukser.
Bisse har ikke et mål om at lave danse- og underholdningsmusik, der passer til P3's radioflade. Han vil have folk til at tænke over livet: »C.V. Jørgensen er jo heller ikke ude på at gøre folk glade. Det kan godt være, at han gjorde folk glade med Costa del Sol – det var en grisefest, men det var også meget mere end det. Han satte jo ild til grisefesten med den sang.
Foto: Cathrine Ertmann
»Fjern stjernestøvet fra mit verdensbillede, fjerner støv fra mit åsyn,« synger han.

Så finder han sin mønstrede makeuppung frem. Sætter sig ved et bord og maler neglene røde. Tidligere på dagen i tourbussen kunne han ikke beslutte sig for, om det var en god idé at gå på scenen med sin sædvanlige makeup til en lille koncert i Frederikshavn. Han må have besluttet sig i mellemtiden.

»De skal have en rigtig havnebisse,« siger han og trækker spejlet i backstagelokalet til sig.

Først lægger han eyeliner, som han lidt ubehjælpsomt forsøger at fordele lige og jævnt under øjnene. Herefter mascara og til sidst den røde læbestift.

»Hvorfor spiller vi ikke sådan noget Kidd-musik?« Så havde der været helt udsolgt i aften,« spørger han, mens neglelakken tørrer.

På trods af spørgsmålet tror Bisse ikke, at han en dag giver efter for de uimodståelige, kommercielle kræfter, der risikerer at indhylle ham i populærmusikkens banaliteter, ligesom det er sket med kunstnere før ham.

Han siger, at han minder mere om Donald Trump end om Hillary Clinton: Kan ikke finde ud af det politiske værktøj. Eller det musikalske. Han er fuldstændig hjælpeløs, hvis han prøver at gøre det på andre måder end sin egen.
En gang i mellem tager Bisse sig selv i at lave en dårlig sang, og så kan han godt komme til at tænke »åh gud, de kaldte mig den nye C.V. Jørgensen.« Så kommer der gudskelov en gang imellem en ny, god sang, siger han.
Foto: Cathrine Ertmann
Forløsning
Trommeslageren Bjørn Heebøll og lydmanden Jonas Graverholt er gået i gang med fællesyoga i backstagelokalet og har taget hul på flere flasker vin. Adi Zukonović fortæller, at Bisse efter sine første plader, hvor ingen rigtig syntes at have opdaget, »hvor genial han var«, opførte sig så vildt og voldsomt og demonstrativt på scenen, at det var, som om han forsøgte at få omverdenens anerkendelse ved at skrige på den.

»Det var dengang, vi var unge og vilde,« siger Bisse.

Nu ligger han på en sofa med sin kasket omvendt på, så den skygger for hans ansigt.

På omtrent samme tidspunkt som Bisse går på scenen i Frederikshavn, er P3's værter klar til at annoncere de nominerede til årets guldpris i København.
»Nu skal vi have en fest,« siger Bisse, da han træder op på scenen og kigger ud over 30-40 mennesker, der står klar til at blive svøbt ind i hans forunderlige tekst- og lydunivers.

»Vi er til toppen af poppen, X-Factor, Bagedysten, Vild med Dans,« siger han med lange pauser mellem hver af de underholdningsprogrammer, han remser op. Bissebanden spiller bag ham, da han råber ud i rummet:

»Her kommer vores fredagsprogram.«

To midaldrende damer står og fniser tøset, da Bisse lader sin kimono folde ud som vingerne på en sommerfugl, så hans bare overkrop blottes.

En håndfuld teenagere, både drenge og piger, står fortryllede foran scenen. De synger med, danser og er som forstenede, da Bisse går ned blandt dem og leverer sine tekster op i ansigtet på dem.
Med fem plader på halvandet år har Bisse ikke haft tid til at sammenligne sig med andre. Men nogle gange kan han alligevel godt føle sig »lidt gammeldags« i forhold til kunstnere som for eksempel Frank Ocean, hvis seneste album han lytter meget til.
Foto: Cathrine Ertmann
»Forhåbentlig, når nogen hører min koncert, finder de ud af, at min musik ikke er noget, de kan stå på afstand af med korslagte arme. Og lige pludselig står de selv og tænker, at de er fucking Kong Christian den 11.,« sagde Bisse til mig dagen før.

Mens jeg står lidt bag i salen og overværer koncerten, forstår jeg, hvad han mener.

»Længe leve dem, der ikke kom her i aften. Som er derude. I den store, vilde, voldsomme, vidunderlige, vide verden,« messer Bisse ud til sit publikum, inden han slutter af med at spille Seks Hjerter.

Tre store mænd med tatoveringer står arm i arm og svinger frem og tilbage til sangen. At dømme efter sammensætningen af det lille publikum i Frederikshavn, har Bisse måske alligevel ramt bredt.

Efter koncerten kommer det midaldrende venindepar, der fnes under koncerten, over til Bisse, der står ved et bord og sælger sine fem vinylplader. Giver autografer og taler med sine fans. Kvinderne vil høre, hvad hans planer er for fremtiden, men allervigtigst hvornår han spiller i Nordjylland igen.

Bisse svarer, at han spiller i Skagen allerede til foråret, og lover, at han til den tid har lavet noget »mere lyttervenligt«, han kan spille for dem.

»Nej, nej, nej, nej,« udbryder den nordjyske kvinde oprørt.

»Du skal lave lige præcis det, du gør.«
Med fem plader på halvandet år har Bisse ikke haft tid til at sammenligne sig med andre. Men nogle gange kan han alligevel godt føle sig »lidt gammeldags« i forhold til kunstnere som for eksempel Frank Ocean, hvis seneste album han lytter meget til.
Foto: Cathrine Ertmann
»Nu skal vi have en fest,« siger Bisse, da han står på scenen og kigger ud over 30-40 mennesker, der er klar til at blive svøbt ind i hans forunderlige tekst- og lydunivers.

»Vi er til toppen af poppen, X-Factor, Bagedysten, Vild med Dans,« siger han med lange pauser mellem hver af de underholdningsprogrammer, han remser op. Bissebanden spiller bag ham, da han råber ud i rummet:

»Her kommer vores fredagsprogram.«

To midaldrende damer står og fniser tøset, da Bisse lader sin kimono folde ud som vingerne på en sommerfugl, så hans bare overkrop blottes.

En håndfuld teenagere, både drenge og piger, står fortryllede foran scenen. De synger med, danser og er som forstenede, da Bisse går ned blandt dem og leverer sine tekster op i ansigtet på dem.

»Forhåbentlig, når nogen hører min koncert, finder de ud af, at min musik ikke er noget, de kan stå på afstand af med korslagte arme. Og lige pludselig står de selv og tænker, at de er fucking Kong Christian den 11.,« sagde Bisse til mig dagen før.

Mens jeg står lidt bag i salen og overværer koncerten, forstår jeg, hvad han mener.

»Længe leve dem, der ikke kom her i aften. Som er derude. I den store, vilde, voldsomme, vidunderlige, vide verden,« messer Bisse ud til sit publikum, inden han slutter af med at spille Seks Hjerter.

Tre store mænd med tatoveringer står arm i arm og svinger frem og tilbage til sangen. At dømme efter sammensætningen af det lille publikum i Frederikshavn, har Bisse måske alligevel ramt bredt.

Efter koncerten kommer det midaldrende venindepar, der fnes under koncerten, over til Bisse, der står ved et bord og sælger sine fem vinylplader. Giver autografer og taler med sine fans. Kvinderne vil høre, hvad hans planer er for fremtiden, men allervigtigst hvornår han spiller i Nordjylland igen.

Bisse svarer, at han spiller i Skagen allerede til foråret, og lover, at han til den tid har lavet noget »mere lyttervenligt«, han kan spille for dem.

»Nej, nej, nej, nej,« udbryder den nordjyske kvinde oprørt.

»Du skal lave lige præcis det, du gør.«
Tekst: Laura Friis Wang
Foto: Cathrine Ertmann

Redaktør: Johanne Pontoppidan Tuxen
Digital produktion: Alexander Sjöberg

© Dagbladet Information
Publiceret 28. oktober 2016
En måneds gratis Information digital + papiravisen fredag og lørdag

Anbefalinger

  • Morten P. Nielsen
  • kim Norrgren
  • Bill Atkins
Morten P. Nielsen, kim Norrgren og Bill Atkins anbefalede denne artikel

Kommentarer

Fra reportagen:
Da Bob Dylan i 1997 afspillede Highlands for sin manager, bad denne ham om at spille den korte version af nummeret for at tækkes markedet og radioen. På det tidspunkt var Bob Dylans status som en af verdens største rockmusikere allerede konsolideret.

Ja, mon ikke Dylan var det. Er det Bisse eller journalisten som ikke har styr på historien? Mon ikke Dylan allerede var konsolideret i 1965, som 24 årig?