#jegblevvoldtaget

Jeg var 22. Første gang. Det var sommer, og jeg havde købt en afbestillingsrejse til Rom. Det var første gang, at jeg var i Italien, og jeg glædede mig. Jeg rejste selv, det var en måde at rejse på, som jeg var vant til. Jeg kunne lide at opleve alene.

Det var der, midt i Rom, at han kom hen til mig. Han var sammen med nogle venner, alle mænd, de fnisede lidt, og jeg stod i min lange kjole og var turist. Og kvinde. Han spurgte, hvem jeg var, og vi snakkede lidt. Til sidst spurgte han mig, om jeg ville med ud at se området omkring katakomberne samme aften. Jeg var dum nok til at sige ja.

Ordet. Dum. Det sidder i kødet. Stemplet i sindet. Dum.

Når man sidder i en bil en mørk aften et langt stykke udenfor en storby, som man ikke kender, og ikke ved, hvordan man kommer tilbage, er det svært at sige nej, når en mand lægger hånden på ens lår og siden i ens skød, og begynder at kysse en på mund og hals. Jeg sagde nej. Jeg sagde nej flere gange. Jeg havde virkelig ikke lyst, jeg kendte ham ikke, jeg ville ham ikke. Men han lyttede ikke, blev bare ved. Jeg var bange, hvordan kunne jeg være andet?

Hvordan kunne jeg havde været så dum og godtroende at følge med ham? Igen ordet dum. Det var min egen skyld, at jeg var landet i den situation, var det ikke?

Til sidst gav jeg efter. Jeg kunne ikke overskue andet. Håbede bare, at det ville være hurtigt overstået, og at han ville køre mig tilbage til Rom. Det gjorde han til alt held.

Jeg var 26. Anden gang. Jeg var i USA for at indsamle data til min phd-afhandling. Jeg boede i Chicago og gik på et at byens universiteter, og mine studier gik godt. Igennem en lokal lærer fik jeg kontakt til en kender af sufismen som han talte godt om. Jeg så billeder af ham, og alt tydede på, at her var der tale om et spændende menneske. Jeg skrev til ham, ikke mindst da min bekendte sagde, at han kunne hjælpe mig med at blive i USA. Det ville jeg gerne på det tidspunkt.

Jeg fløj til den by, hvor han boede. Den første aften talte vi om sufisme. Jeg fik mit eget værelse i hans hus. Han beværtede mig, tog mig i biografen, hvilket jeg syntes var lidt underligt. Den anden aften spurgte han, om jeg ville komme ind til ham og se fjernsyn. Jeg var ’dum’ nok til at sige ja. Se, nu bruger jeg ordet igen. Jeg kan analysere mig frem til noget andet, jeg kan råbe mod ordet, men det bliver ved at råbe fordømmende tilbage. Havde du været klogere, kvinde, men det var du ikke.

Han var gammel, og han lugtede dårligt. Han sagde, at nogle ville dø, hvis jeg ikke gav efter. Jeg havde ikke lyst. Hans kinder var indtørrede. Jeg var dybt forelsket i en anden. Men jeg sad i et hus, midt i en by, som jeg kendte dårligt, og jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle komme væk. Så til sidst gav jeg efter. Og forlod min krop så længe, at det varede. Jeg var et sted derude, men jeg var ikke mig, mens det stod på. Og den følelse kan jeg fortsat mærke 20 år senere. Nu som kvalme.

Da han var færdig, gik jeg ind til mig selv og låste døren. Der lå en kniv i rummet, en stor dolk, den havde han tidligere vist mig. Jeg lagde den under min pude.

I flere år efter havde jeg gentagende drømme og fantasier om at slå ham ihjel. Så grusomt som muligt.

Jeg blev udsat for mobning i skolen og fik i en meget ung alder ødelagt mit selvbillede og selvværd. Men så var der jo heldigvis internettet. Jeg chattede rigtig meget med fremmede. Mænd og drenge.

I en alder af 15 år chattede jeg med en ung fyr, der boede i Jylland. Dumdristig og naiv tog jeg over for at besøge ham, og jeg løj for min mor om, hvor jeg var. Manden, der hentede mig på stationen, var bestemt ikke den dreng på billedet, jeg havde snakket med. Men jeg kunne jo ikke bare tage hjem, så jeg tog med ham hjem. Han blev pludselig sur på mig. Jeg kan faktisk ikke huske hvorfor. Men han slog mig i ansigtet og tvang mig til at give ham et blowjob. Senere voldtog mig. Jeg græd og var ked af det, men på intet tidspunkt sagde jeg stop eller nej. Jeg tror ærlig talt ikke, at han er klar over, at han gjorde noget forkert. Dagen efter tog jeg hjem og fortalte det ikke til nogen.

Efter sådan en oplevelse følte jeg mig endnu mindre værd. Jeg var grim og tyk og ulækker, tænkte jeg. Men gang på gang blev jeg bekræftet i det modsatte, af mænd på nettet. Og jeg elskede deres komplimenter. Jeg blev næsten afhængig af dem. Jeg mødte en del, og det gik rigtig godt. Men det skulle jo gå galt.

Som 16-årig skrev jeg en aften med en fyr. Samme aften hentende han mig. Allerede i bilen, kunne jeg mærke, at jeg ikke brød mig om ham. Men jeg bad ham ikke om at køre mig hjem eller sætte mig af. Jeg tog med ham hjem og gik selv med op i lejligheden. Jeg sagde, at jeg vil sove på sofaen, men han mente, at den var for lille, og at jeg skulle sove i sengen med ham. Jeg vendte ryggen til ham og maste mig op mod væggen for at gøre mig lille. Men han blev ved med at røre ved mig, jeg kunne ikke lide det, jeg havde absolut ikke lyst. Men jeg sagde ikke stop. Han trængte op i mig hårdt, og jeg kan egentlig ikke huske så meget andet, end at jeg var glad for, at hans lem var så lille.

Dagen efter kørte han mig til toget og sagde, at jeg var dejlig, og at han håbede, vi sås igen.

Jeg fortalte historien til en anden fyr, jeg snakker med på nettet. Han insisterede på, at det var voldtægt, og at jeg skulle anmelde det. På den første politistation blev jeg udelukkende kun mødt af sure betjente. Jeg oplevede, at de så mig som endnu en af de ’forurettede’ teenagepiger, der forsøgte at lave en falsk anmeldelse. De var mistroiske og ubehagelige. De sendte mig videre til den politistation, hvor overgrebet skete. Endnu engang blev jeg mødt med mistroiskhed. De lavede ingen anmeldelse, da jeg havde ventet i 14 dage med at gøre noget. De sendte mig dog til Rigshospitalet, hvor de var rigtig søde og gav mig nogle forebyggende klamydiapiller.

I bussen, på vej tilbage til ham fyren, der var taget med mig, fik jeg det rigtig dårligt af pillerne. Svimmelhed og lyst til at kaste op. Hjemme hos min ’ven’ var jeg stadig dårlig, men han krævede, at jeg skulle tage hans opvask. Jeg gad ikke, men han slog mig hårdt med et rullet viskestykke. Bagefter ville jeg gerne sove, men han syntes bestemt, at vi skulle have sex. Og jeg sagde ikke nej. Jeg vidste jo godt, at jeg ikke var noget værd. At jeg bare var en grim pige, som mænd kunne bruge til det, de nu har lyst til. Jeg følte ikke rigtigt noget, mens det skete.

Som 18-19 årig var jeg i byen med en veninde. Hun havde lige fået ny kæreste, så hun ville tidligt hjem til ham. Jeg var i godt humør og havde lyst til at feste. Så jeg skrev til en netven, som jeg aldrig havde mødt i virkeligheden. Han spurgte om jeg ikke ville mødes med ham og hans venner, hvis han betalte en taxa. Da han stod ind i taxaen, snakkede og grinede vi. Han var flink, syntes jeg. Vi kørte ikke videre i byen, men hjem til ham. Jeg tænkte, at det er mig, der måtte have misforstået ham. Han bød på en kop kaffe i sin lejlighed. Jeg takkede ja, og vi snakkede længe. Men jeg havde virkelig ikke lyst til at have sex med ham. Og denne gang sagde jeg rent faktisk fra. Mange gange. Der var ingen vold, men han fortsatte. Det eneste jeg tænkte, var at jeg hadede ham. Dybt og langt ind i min sjæl, så hadede jeg ham. Dagen efter kørte han mig hjem til min veninde. Han sagde, at det var skønt, og at han håbede, vi ville se hinanden igen.

Jeg stortudede, da jeg kom hjem til min veninde. Jeg anmeldte ikke noget, for politiet var jo alligevel ligeglade med ’fjollede småpiger’. Det var jo min egen skyld.

Jeg havde en periode på ca. 2-3 år, hvor jeg ikke kan huske ret meget. Jeg søgte aldrig behandling for det, men jeg ved i dag, at min hjerne nok har forsøgt at skåne mig på en eller anden måde.

I rigtig mange år følte jeg mig som kvindeligt affald, som én mænd bare kunne bruge efter deres forgodtbefindende. For hvorfor ikke? En bolledukke har alligevel ingen følelser. Jeg har grædt indeni mange gange, men det ændrer jo ikke noget alligevel.

På et tidspunkt i mit liv tog jeg en beslutning om, at ingen af disse mænd har ret til at nedbryde mig. De skulle ikke have magt over mig. Det er de slet ikke værd. Især ikke, når de sikkert ikke ved, hvad de har gjort.

Jeg er i dag 29 og har det egentlig rigtig godt. Jeg har gået til selvforsvar og bilder mig ind, at jeg aldrig vil lade en mand gøre mig ondt igen. Ikke uden kamp.

Jeg var præst i et lille sogn og havde begravet en mand, hvis voksne børn systematisk hele barndommen havde været udsat for vold. Gennem begravelsessamtalen kom vi tæt på hinanden, og efterfølgende opsøgte flere af børnene mig for at fortsætte samtalen.

En sen aften sad jeg på mit kontor i stueetagen og skrev prædiken for lukket dør, da ét af børnene, en mand fuld af øl og stiv af amfetamin, smækkede min kontordør op, væltede ind i mig og begyndte at kysse mig.

Min første tanke var mine børn, som sov ovenpå. Jeg ville ikke have, at de skulle blive bange. Og jeg var ikke bange for ham. Så jeg lukkede resolut døren til mit kontor, så vi var i enrum, og bad ham stoppe. Men i stedet begyndte han at hive mit tøj af. Jeg sagde nej, men han afbrød hele tiden og sagde ’Jo, du har lyst’. Jeg prøvede at skubbe ham væk, men han tog bare hårdere fat og kyssede mig, mens han rev mit tøj af.

Til sidst skubbede han mig ned på gulvet, og han gennemførte en fuldbyrdet voldtægt. Han var langt stærkere end jeg, så der var ingen grund til at gøre mere modstand og måske risikere vold eller dét, der var værre. Bagefter lå han tungt hen over mig og faldt i søvn.

Jeg var ikke i stand til at melde ham. Jeg kendte hans historie og vidste, hvor meget han havde været igennem. Jeg vidste, at han ikke var et ondt menneske, men et menneske i dyb krise og med et massivt misbrug, der gjorde ham farlig. Jeg følte mig på intet tidspunkt i alvorlig fare, men tænkte bare klart og rationelt under voldtægten, at så længe jeg ikke gjorde modstand, ville han ikke gøre mig noget.

Desuden var jeg bange for hans søskende, som boede lige i nabolaget: Kunne en anmeldelse af denne bror føre til hævn fra den øvrige familie, der stod tæt sammen? Jeg lod ham sove rusen ud på mit kontorgulv. Selv gik jeg ovenpå, gik i bad og lagde mig ind til mine piger.

Næste morgen, da jeg var vågen og i tøjet, gav jeg børnene morgenmad. Så gik jeg ind på kontoret og ruskede ham vågen og hev ham ud gennem døren, mens jeg sagde ’Jeg synes, du skal gå nu’. Jeg låste hoveddøren, efter at han var væk. Og resten af tiden, mens jeg var præst i det sogn, låste jeg hoveddøren om natten.

Min barnepige fortalte mig senere på dagen, at en mystisk mand pludselig havde stået oppe på loftet, hvor hun og børnene sov, og at hun havde været bange. Men så var han gået igen. Jeg sagde til hende, at det bare var et sognebarn, der var beruset, og at jeg havde givet ham lov at sove branderten ud på mit kontor. Det gik op for mig, at jeg ikke var flov over selve voldtægten. Men at jeg var flov over, om nogen havde hørt eller set noget – heriblandt vores au pairpige.

Jeg var en moden kvinde sidst i 30’erne, da voldtægten skete, og den har ikke haft nogen livsomvæltende betydning for mig. Det var en ubehagelig oplevelse, og jeg ved, at andre kvindelige kolleger har oplevet det samme. Det er bare farligt at være en enlig kvindelig præst i et landsogn, hvor døren altid er åben for sognebørn i krise.

Min voldtægtsmand er siden kommet på ret køl og er kommet i gang med en uddannelse. Jeg har, trods voldtægten, ondt af ham.

Forfatteren er anonymiseret for at sikre, at gerningsmanden ikke kan identificeres. Navnet er redaktionen bekendt.