Retssagen efter Omar el-hussein

Vejen til en dom

Hvem gjorde det? Hvem dræbte Dan Uzan og forsøgte at dræbe to politifolk foran synagogen i København? Terroristen Omar El-Hussein på egen hånd? Eller Omar med hjælp fra sine venner i Mjølnerparken?
Tekst: Morten Frich
Cover: Mia Mottelsen
Illustrationer: Mia Mottelsen og Line Høstrup
Siden marts 2016 har Informations Morten Frich fra plads nummer 6 i retssal 60 i Københavns Byret rekonstrueret forbrydelsen og sagen efter Omar El-Hussein.

Læs her hans moderne retssalsfortælling over 12 uger, forstå sagens beviser, juridiske spørgsmål, de fire unge mænd, som har været tiltalt i sagen, og den omstændelige, indimellem dramatiske vej hen til en dom i et samfund, der måske har fået terror på hjernen.
’Alle rejser sig for retten’
De tre dommere tager plads ved podiet, og de syv nævninge føres ind i retssal 60 i Københavns Byret. Hovedpersonen er her ikke. I hans sted sidder fire mænd tiltalt for tilskyndelse og medvirken til terrorisme. Det er den alvorligste forbrydelse, et menneske kan begå. To blev dræbt, fire politibetjente forsøgt dræbt. Men det er ikke det, der gør forbrydelsen så alvorlig.

Omar El-Hussein gjorde, hvad han gjorde. Men samtidig tvang han os til at se på. Han gjorde os til vidner og skræmte en hel befolkning. På en måde er vi alle terroristens ofre.
Luk øjnene. Forestil dig , at du ser en overvågningsvideo fra en taxa.

Døren går op, en ung dansk-palæstinenser sætter sig ind på bagsædet. Han bærer en sort jakke, en sort hue og en rød halsedisse. I hånden har han en plasticsæk med en aflang genstand.

Vi ser videoen i retten. Der er ingen lyd på optagelser som denne, ofte er de grynede og ude af fokus. Det gør dem på en måde bare endnu mere uhyggelige.

Nu ser vi ham. Han er her. Her på den store skærm i retten. På dommernes, anklagemyndighedens, forsvarernes og nævningenes skærme. På alles skærme.

Vi kan ikke stille spørgsmål til ham, vi kan ikke tyde ham. Han er bare en kraft, der lydløst og roligt sætter sig i bevægelse.

Videoen slutter her.

Men det gør vores tanker ikke. Vi ved, han er på vej til Kulturhuset Krudttønden. Vi ved, at han undervejs logger på sin facebookprofil. Vi ved, han poster en YouTube-video med en sang om jihad.

»Snart, snart vil I se det ubeskrivelige.«

Medvirken til terrorisme kan give fængsel indtil livstid, hvilket i Danmark gennemsnitligt vil sige 17 år. Men vi har også fanger, for hvem livstid faktisk bliver fængsel på livstid, eller det, der ligner. Politimorderen Palle Sørensen sad i fængsel i 33 år og 8 måneder.
Soldaterne fra Mjølnerparken
BH er fra Mjølnerparken, en praktisk og realistisk mand på 26 år.

Internetcafeen Power Point, som lå på Nørrebrogade 197, og hvor de tiltalte opholdt sig dag ud og dag ind, måtte lukke efter terrorskyderiet. Banden Brothas, hvor BH var medlem, blev selv kort før retssagens begyndelse opløst.

Jeg skriver mand om BH, ikke dreng, selv om ingen af de tiltalte Brothas-medlemmer er trådt ind i voksenlivet, som de fleste kender det. De arbejder ikke, i det mindste ikke med noget, de kan fortælle ret meget om, og de uddanner sig ikke.

Alligevel forstår man straks, at BH har dygtiggjort sig. Blokkens soldat kender overvågningskameraernes placering, husker at se sig over skulderen, har forstand på våben, og hvordan man får dem til at forsvinde, taler ikke om kriminalitet over sin telefon og stikker aldrig.

»Snitches need stitches,« forklarer han i retten.

Som alle de fire tiltalte nægter han sig skyldig, men risikerer fængsel indtil livstid, hvis retten måtte komme til det modsatte resultat.
Krudttønden, vi alle sidder på
Hverdagen maser sin flade røv ned over de fire tiltalte, da retssagen genoptages efter et par ugers pause. Jeg føler den, udmattelsen, antydningen af en kedsommelighed omkring hele dette maskineri.

MR smiler og flirter med sin kæreste på tilhørerpladserne. Nu har dommeren fået nok og smider ham ud. Så ryger sikringen på MR: »SO,« hvæser han. Nu er det for sent, han kan ikke holde det tilbage længere:

»SOM OM DU SKAL BESTEMME, OM JEG MÅ SMILE TIL MIN KÆRESTE.«

Han føres ud af retten af betjentene.

»DU SKAL SUTTE MIN FUCKING OMSKÅRNE PIK.«

Det sidste han når at råbe til retsformanden er: »NAZIST-LUDER!«

Så er han væk. Og nu kunne man tro, at dagens retsmøde var slut, men retsmaskineriet kører videre, præcis som hverdagen altid gør. MR tvinges til at lytte med på en højttaler, selv om han ønsker at blive ført tilbage til sin celle på Københavns Politigård.

Hvad er medvirken egentlig?
UGE 4

Sagen efter Omar El-Hussein kan koges ned til ét spørgsmål, efter at alle fire tiltalte nu har afgivet deres forklaring: Forholdt de fire tiltalte sig ved deres psykiske og fysiske opbakning accepterende til muligheden for et terrordrab og drabsforsøg, som dem Omar El-Hussein begik foran synagogen 15. februar 2015?

Selv et barn kan forstå, at man kan straffes, hvis man indser eller burde have indset, at ens handlen medvirker til terrordrab eller drabsforsøg – hvad enten man har vished for, at det vil følge af ens handling, eller det blot vil følge med overvejende sandsynlighed. Men hvad nu hvis man medvirker til at foretage en handling, hvor følgen, lad os holde det til terrordrab eller drabsforsøg, anses for mindre sandsynlig?

Hypotetisk forsæt indtræder, når den, der anser noget for blot muligt, altså mindre end 50 procent sandsynligt, antages at ville have handlet på samme måde, som hvis den pågældende havde vished for følgen. Nøgleordet er »antages«. For hvem ved, hvordan nogen ville have handlet, hvis…?

Kan man virkelig dømmes på en antagelse? Ja. Sådan er loven. Kan man også dømmes for medvirken til drab og drabsforsøg i en terror-sag, hvis et hypotetisk forsæt foreligger? Ja. Sådan er loven.

Modsat: Det giver normalt ingen mening at dømme et menneske for medvirken til en forbrydelse, vedkommende ikke ønskede, ikke kunne eller burde have set som sandsynlig eller i det mindste ved sine handlinger at have forholdt sig accepterende til muligheden for.

Så langt så godt. Men hvad er medvirken egentlig?
Ulven døde ensom
Omar El-Hussein står dér fastfrosset på skærmen foran os i retssal 60.

Så hvad siger han efter de to selvmordsaktioner, som han imod alle odds har overlevet, til den ven, som måske kendte ham bedst – tiltalte IA – som han tog sine første skridt i verden med i Mjølnerparkens gangarealer.

Ham, som han har begået kriminalitet med. Og ham, som han søgte til efter det mislykkede angreb på Lars Vilks ved Krudttønden?

Hvad siger han på et tidspunkt, hvor barndomsvennen IA har indset, at politiet kan storme ind når som helst? Hvor de ved, og at det kan koste både ham og Omar El-Hussein livet?

Næste gang vi ser Omar El-Hussein, ligger han på den kolde asfalt på Svanevej dræbt af skud fra politiets aktionssstyrke.

Hvad er det sidste, han siger til sine venner?

»Bliv lidt.«

Paradis og martyrdøden kunne vel vente.

Omar El-Hussein sagde det igen og igen, forklarer IA:

»Bliv lidt.«

Men brødrene blev ikke. De forlod Omar og Nørrebro, fyldte bilen med piger og kørte mod en fest under opsejling i det indre København.
’That’s why they call them dogs’
Der hersker et specielt bånd imellem retsformand Marianne Madsen og MR. Gennem hele sagen har MR forsøgt at fravriste den strikse dommer herredømmet.
Journalisten fra Politiken har en teori.

»MR har det svært med at skulle rette sig efter kvinder,« skriver politiken.dk.

MR kan ikke vinde konflikten. Det siger sig selv. Men det skal ikke forhindre ham i at forsøge.

Det er slet ikke sikkert, at det handler om et særligt had til kvinder. Dybest set er det en kamp mellem to sæt af regler: gadens og statens.

Statens regler er dem, alle vi andre spiller efter. Det er lov og orden og fællesskab, tidligt op om morgenen, skole og uddannelse og job, familie og bolig og en meningsfuld fritid. Det er de regler, som Marianne Madsen og de fleste af vi andre lever efter.

Og så er der gadens regler. Dem, som de fire tiltalte fra Mjølnerparken har banket ind i hinanden, siden de begyndte at hænge sammen og opdrage på hinanden i gården, på boldbanen og Nørrebros gader, hvor de i dag laver deres kriminalitet.

Regel nummer 1: Den stærkeste har altid ret.

Regel nummer 2: Man snakker ikke med politiet.

Gadens regler byder tiltalte IA at give Omar El-Hussein en hættetrøje, når han spørger; gadens regler får BH til at tage imod sækken med geværet anvendt i angrebet på Krudttønden; gaden, får, hvis anklagemyndigheden har ret i sin påstand, MR til at købe tasken til Omar; gaden gør det umuligt at anmelde Omar El-Hussein for det, de ved han har gjort, og umuligt at standse det, der – med eller uden deres viden – sker ved synagogen.

Det er gadens regler, som får dem til at tie over for politiet eller fabrikere en løgnehistorie for at komme af krogen.

Men det er også gadens regler, som får BH til uden omsvøb at fortælle, hvad han har gjort, klar til at tage sin straf, da først han sidder foran Marianne Madsen, de to andre dommere, de syv nævninge og alle vi andre.

Kald det bare en slags ære blandt tyveknægte, for de fire tiltalte har lidt af et synderegister allerede før denne sag.

De ved, at de ikke kan slå systemet, ved, at staten er så meget stærkere end gaden. Kunne de få øje på en anden vej, en vej ud, en vej væk fra sagen efter Omar El-Hussein, så havde de taget den.

Men hvis hun tror, hun kan bestemme det hele i retssal 60, skal de nok lære hende noget andet.
Volden er fremmed for de fleste af os. Nogle gange glemmer vi hvor fremmed
På skærmene i retten vises en optagelse fra kamera 7 i Nyborg Statsfængsel den 21. marts 2016. Optagelsen varer ca. 30 sekunder.

IA har en brun kedeldragt på, mens han føres til sin celle af tre fængselsbetjente.

Vi kan ikke se, hvad der foregår i cellen, men vi ser en af fængselsbetjentene gå efter IA ind i cellen, mens de to andre bliver stående uden for.

Fængselsbetjenten, som gik med ind i cellen, bakker pludselig ud. Så kommer IA.

Som en naturkraft, voldsomt og hurtigt og tilsyneladende helt uden varsel, rammer han fængselsbetjenten med et flyvende spark, han driver ham op i et hjørne og tildeler ham to knytnæveslag.

Det er sådan, vold ser ud. Der bliver stille i retten.

To af de andre tiltalte smiler og nikker til IA og griner bøvet, da IA kommenterer, at 7-8 fængselsfunktionærer iler til og kaster sig oven på IA:

»De laver bunkepul.«

Helt sjovt var det dog ikke – IA følte, han var ved at blive kvalt. Men på den anden side:

»Jeg gør ikke ting for sjovt. Jeg handlede.«

Historien er ikke slut endnu: To dage senere truede han igen en fængselsfunktionær:

»Vi ses om seks måneder. Jeg tager gerne 12 år mere.«

IA skal have sagt »Gud er stor« på arabisk, før han satte trumf på:

»Jeg har heller ikke noget problem med at tage 16 år. Jeg tager din kone og dine børn.«
Skriften på væggen
På et lokum i Politigårdens Fængsel kan en af de fire tiltalte i sagen efter Omar El-Hussein have fældet dommen over sig selv – og i yderste konsekvens de tre øvrige tiltalte, som alle nægter sig skyldige.

Anklager Sidsel Jessen-Klixbüll begynder oplæsningen af teksten fra toilettet:

Fra holdet her: Den her besked er til alle de danske svin. Vi er kommet til jeres land af en grund. For at dræbe jer alle. Vi vil lægge jeres liv i ruiner. Der vil komme nogle sultne løver, der ikke frygter døden for at dræbe jer hver og en. Kalifat Stat. Islamisk stat. Jeg sværger, vi er lige startet, der er ikke nogen, der kan gemme sig fra os.
Der var også en troskabserklæring til lederen af Islamisk Stat, Abu al Bakra al Baghdadi, ikke ulig den Omar El-Hussein uploadede til sin facebookprofil – den med billedet af en ensom ulv – få minutter før angrebet på Krudttønden.

Nogle gange taler vi om en rygende pistol, når vi taler om beviser. Det her ligner en kanon, som der endnu er ild i.

Ikke fordi den beviser noget som helst omkring sagens faktiske omstændigheder den 14.-15. februar 2015. Men den giver et motiv, og den sår tvivl om IA's forklaringer om, hvad vi har set på overvågningsvideoerne den dag.

Hvis det altså er IA, som har skrevet teksten.
En taske er en taske er en taske
Anklager Bo Bjerregaard bruger en del tid på Højesterets dom efter rydningen af Ungdomshuset.

Tre personer blev dømt for medvirken til vold mod politiet, alene fordi de havde deltaget i mandagsmøderne i huset og taget ophold i huset.

Ingen af dem havde aktivt taget del i vold mod politiet.

»På samme måde som i sagen fra Ungdomshuset giver de fire tiltalte deres opbakning til angrebet ved at købe tasken og give ammunitionen og være omkring Omar El-Hussein. Man kan ikke bebrejde dem, at Omar selv opsøgte dem, men man kan bebrejde de tiltalte, at de ikke sagde fra, var neutrale eller gik hjem. Når de giver ham støtte som person, giver de ham deres fremadrettede opbakning til angrebet på synagogen.«

Avantgardens store dame, Gertrude Stein, skrev den berømte sætning: En rose er en rose er en rose. Her blev, sagde hun selv, rosen rød for første gang i engelsk poesi i hundrede år, fordi den igen blev konkret, igen blev en rose og ikke bare en klichémetafor for den romantiske kærlighed.

I sagen efter Omar El-Hussein har anklagemyndigheden i sin procedure skåret sagen til, gjort tasken til en taske, ammunitionen til ammunition og de fire tiltalte til holdet bag Omar El-Husseins terrordrab.

Det er ikke dumt gjort.

’Man vil have nogen dømt i den her sag. Og man kan ikke dømme Omar, for han er død’
Forsvarsadvokat Michael Juul Eriksen taler hurtigt, præcist, ulidenskabeligt om det hele. Han ser over på nævningene, som om han bare vil hjælpe dem med at skære igennem tågerne i denne sag og nå frem til den eneste rigtige afgørelse.

Den tiltalte MR – manden, som kaldte dommeren »naziluder« – kigger hypnotiseret på Michael Juul Eriksen og nikker.

Omsider er det blevet de tiltaltes tur. De har skulle høre på meget, og nu, lige her i retssalen foran vores øjne, kan dommerne og nævningene og vi alle sammen høre, hvordan det hele i virkeligheden er efter deres opfattelse.

»Hvad er det sket? Hvad har vi set? Kig på Omar. Her er en mand, der har handlet helt på egen hånd. De tiltalte finder ud af, at Omar har gjort det på Krudttønden. De er nysgerrige. Da de har fået stillet deres nysgerrighed, går alle hver til sit. Deres veje krydses kortvarigt, og alle spiser sammen. Er det ikke reelt, hvad der er sket? Skulle det være strafbar medvirken? Selvfølgelig er det ikke det.«

IA takker Michael Juul Eriksen efter proceduren. IA's ansigt er nærmest kalket hvidt, så bleg er han hen over sommeren blevet i fængslet. Men der er sket noget med ham og de øvrige tiltalte under Michael Juul Eriksens procedure. BH, IA og MR, ja, selv LE, storhashrygeren, som ellers synes at befinde sig i en anden verden meget af tiden, er vågnet. De nikker og smiler til hinanden.

Jeg tog fejl.

Den mest genkendelige følelse i verden er ikke håbet, der brister eller frygten og lidelsen, der gør hjertet koldt. Den mest genkendelige følelse i verden er at se et andet menneske komme til sig selv, rejse sig og børste håbløsheden af, idet glæden bryder frem og oplyser ansigtet.

Der er altid en chance til. Og hvem ved, måske får man den alligevel.

Feberen i vores tid
Den amerikanske filosof Brian Massumi mener, at vi alle sammen er ramt af en slags feber efter angrebene på World Trade Center og Pentagon i 2001.

Vi er som besatte af sikkerhed og terror, der pr. definition retter sig mod det kommende og ubestemmelige, men også er til stede og virker her og nu som frygt uden at have manifesteret sig konkret.

Vi er så optaget af at foregribe terroren, at staten træffer beslutninger i affekt, som når George Bush invaderer Irak på et åbenlyst forkert grundlag, men forsvarer det med, at vi i dag ikke ved, hvordan det ville være endt, hvis ikke vi havde slået til.

Massumi taler om de mange »could have’s« og »would have’s« – altså fælles antagelser eller gæt om, hvad der ville kunne hænde hvis ikke ...

Frygt er ikke længere bare frygt. Frygt bliver til handlinger, der skal foregribe fjendtligheder uanset fakta. Dens ’bløde’ udtryk er overvågningen, dens ’hårde’ droneangreb og invasioner.

»Det er ikke bare en doktrin – foregribelsen har fået sit eget liv. Den sætter i værk, hver gang vi føler os truede. I vor tids flerdimensionelle trusselsbillede så er den overalt.«

»Could have’s« og »would have’s«. Det er, hvad vi hører hele tiden i sagen efter Omar El-Hussein. Hvad de fire tiltale ville, kunne burde, skulle, måtte have indset og accepteret ville blive følgen af en evt. medvirken til terror.

Jeg funderer over, hvordan man afsiger en retfærdig dom i en verden, hvor vi i større eller mindre udstrækning hele tiden foregriber »potentielle trusler«. Massumi har lært os, hvor vidunderligt et ord, det er. Som om truslen ikke altid er potientel.
’Er der ramt forkert? Muligvis. Betyder det noget? Nej.’
I september skændede en eller flere ukendte gerningsmænd Omar El-Husseins grav. Eller det var i det mindste, hvad de troede, de gjorde.

Til Ekstra Bladet udtalte politikommissær Henrik Hougaard, leder af lokalefterforskning øst hos Vestegnens Politi:

»Jeg kan bekræfte, at vi fredag i sidste uge modtog en anmeldelse, der gik på, at man havde fundet et grisehoved på en grav.«

Men ikke terroristens grav.

»Ifølge personalet er det ikke Omar El-Husseins grav, det er gået ud over.«

Efter alt at dømme er der tale om en forveksling.

I hvert fald citerede bloggen Uriasposten en anonym person, som omtaler sig selv som en af gerningsmændene bag hærværket.

»Vi kan forstå, at medarbejdere ude på den muslimske gravplads i Brøndby har udtalt, at det er det forkerte gravsted, der er ramt med grisehoved og griseblod.«

Den pågældende mener ellers, at man har gjort sig umage med at finde »svinet Omars gravplads«.

»Er der ramt forkert? Muligvis. Betyder det noget? Nej.«

Man må forstå, at det gælder en større kamp.

Normalt i medvirkenssager er der tale om, at den eller de medvirkende er tilstede på gerningsstedet eller gerningstidspunktet. I sagen efter Omar El-Hussein skal denne medvirken have fundet sted mange timer tidligere, og endnu før Omar El-Hussein selv havde lagt sig fast på et gerningssted.

Megen af bevisførelsen har været bygget om kontakten mellem de fire tiltalte og Omar El-Hussein.

Den konkrete medvirkenshandling skal være indkøbet af en dametaske, som Omar El-Hussein transporterede sine pistoler i, betalingen for computeren på Powerplay og tre patroner, som ifølge anklagemyndigheden stammer fra MR, men som man ikke har ført bevis for overdragelsen af.

Ser man bort fra de tre patroner, er der tale om hverdagshandlinger, som hvis ikke de var sket i konteksten af Krudttønden, næppe havde kunnet bære en terrorsag. Med sagen efter Omar El-Hussein tester vi grænsen for medvirkenshandlinger i en tid,
hvor det kan være svært ikke at få terror på hjernen.

Gravskænderne skrev:

»Er der ramt forkert? Muligvis. Betyder det noget? Nej.«

Det synspunkt kan aldrig være retsstatens.
27. september 2016
Omars venner frifindes for terror
Et enigt nævningeting frikender den 27.september fire mænd for medvirken til terror. Selv om de fire tiltalte hjalp Omar El-Hussein tidligere på dagen 14. februar 2015, havde de ikke forsæt til terror, har Københavns Byret fundet.

Retten mener, at der var tale om terror. Men først da Omar El-Hussein klokken 21.17 begynder at søge efter nye mål på forskellige adresser – herunder synagogen – fra internetcaféen Powerplay, havde Omar El-Hussein, ifølge dommen, forsæt til terrorangrebet. Derfor kunne de tiltalte heller ikke have medvirket til angrebet før dette tidspunkt.

Retten finder, at deres kontakt til Omar El-Hussein efter dette tidspunkt hverken var vedvarende eller tæt nok til i sig selv at kunne udgøre medvirken.

Dagbladet Information 27. september 2016

Tekst: Morten Frich Cover: Mia Mottelsen Illustrationer: Mia Mottelsen og Line Høstrup Digital produktion: Mikka Tecza
En måneds gratis Information digital + papiravisen fredag og lørdag

Anbefalinger

  • Palle Yndal-Olsen
Palle Yndal-Olsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Brøndum

Jeg synes ikke anklagemyndigheden er alene om at puste denne sag op. Omar var en ret skør mislykket kriminel - der øjnede en udgang som terrorist. Han var en sølle mand - ikke meget anderledes end en bondekarl der slår nogen ihjel ved at køre fuld i bil under et Rambo-påskud.

Tak til information for at kalde gerningen en forbrydelse i stedet for "terror".

Tænk at jeg kan være enig om noget med hr. Brøndum! :-)

Peter Bækgaard

Og bondekarlen sætter sig så til at lede efter andre ofre bagefter som også skal dø. Jo de har meget tilfælles bondekarlen og terroristen.

Torben - Nielsen

Forskellen mellem Omar og så bondeknolden, er valget af redskab og udstyr.

Bondeknolden vælger at benytte sin bil til at køre hjem i, selv om han er spritstiv, og det er nok også sprittens skyld, at han ikke kan koordinere rat, speeder og bremse, så kontrollen opretholdes over køretøjet.

Omar valgte at benytte en millitærriffel og automatpistol. Disse redskaber er beregnet til at slå andre mennesker ihjel med. Omar var nogenlunde ædru og havde kontrol over de redskaber han brugte.

Planen var, at der var nogen mennesker skulle dø, og hvis ikke det var de rigtige mennesker, som var foran mundingen på Omar’s våben, så bare nogen.

Bare nogen.

Bare nogen.