Flemming Rose

Vi er ikke en skid bedre end de medier, der arbejder under diktaturer’

Flemming Rose

Vi er ikke en skid bedre end de medier, der arbejder under diktaturer’

Jyllands-Postens øverste ledelse underlagde daværende udlandsredaktør Flemming Rose strenge restriktioner i årene efter Muhammed-krisen. Det afslører hovedpersonen selv i en ny bog. Her kommer det også frem, at den daværende bestyrelsesformand blandede sig usædvanligt meget i avisens beslutninger.
Jyllands-Postens øverste ledelse underlagde daværende udlandsredaktør Flemming Rose strenge restriktioner i årene efter Muhammed-krisen. Det afslører hovedpersonen selv i en ny bog. Her kommer det også frem, at den daværende bestyrelsesformand blandede sig usædvanligt meget i avisens beslutninger.
Tekst: Sebastian Abrahamsen og Ulrik Dahlin
Foto: Sigrid Nygaard
Flemming Rose vidste, at han måtte skrive den bog. Spørgsmålet var bare hvornår. Egentlig havde han tænkt sig at vente til, han var gået på pension. Måske om 15-20 år. Men en enkelt avisartikel i Politiken fik ham sidste år til at fremrykke udgivelsen med et par årtier.

Bogen, De besatte, udkommer fredag, og den kommer med al sandsynlighed til at hæve nogle øjenbryn på direktionsgangen i JP/Politikens Hus.

I bogen skildrer Flemming Rose efterspillet til Muhammed-krisen i årene 2011-2016 og giver indblik i de magtkampe og dilemmaer, der opstår, når mennesker bliver klemt mellem ønsket om at forsvare deres principper og frygten for vold og terror.

»Det her er en bog om terrorens væsen,« siger Flemming Rose til Information.

»Det er historien om, hvordan frygten æder sjæle, venskaber og faglige fællesskaber.«

I bogen afslører Flemming Rose, hvordan den øverste ledelse i JP/Politikens Hus forsøgte at lukke munden på ham gennem hans fem år som udlandsredaktør af hensyn til husets sikkerhed. Med censur, verbale overfusninger og trusler om fyring. I dag kan han godt se nødvendigheden af at træffe svære beslutninger, når terroren lurer.

Men de gik for vidt, mener han.
Besat
Nerverne var i begyndelsen af 2011 tyndslidte blandt mange af dem, der havde deres daglige gang i JP/Politikens Hus. Det var fem år efter udgivelsen af Muhammed-tegningerne. Men først nu kulminerede truslerne om terror mod huset: I løbet af kort tid var fire terrorangreb mod koncernen blevet afværget, et enkelt af dem i sidste øjeblik. Udgifterne til sikkerhed var høje, og stemningen i huset var anspændt.

Jyllands-Postens stormombruste kulturredaktør Flemming Rose havde kort forinden fået afløb for alt, hvad han havde at sige om Muhammed-krisen i sin bog Tavshedens tyranni, og han havde taget imod en ny stilling som avisens udlandsredaktør. Nu ville ledelsen have Rose til at ligge lavt og skabe ro om hans person.

Men det skulle vise sig at være lettere sagt end gjort.

Rose skrev stadig klummer i avisen, og indimellem berørte han emner som ytringsfrihed og multikulturalisme. Hver gang skabte det røre på direktionsgangen. Husets øverste ledelse frygtede, at han var blevet en mand med en sag.

»Du virker besat,« sagde daværende koncerndirektør Lars Munch til ham ifølge bogen.

Husets daværende koncernbestyrelsesformand Jørgen Ejbøl truede ham sågar med fyring, hvis han stillede op som vidne i en amerikansk retssag, der drejede sig om et forpurret angreb mod netop JP/Politikens Hus.

Og ifølge Flemming Roses bog understregede både Munch og Ejbøl over for ham, at han under ingen omstændigheder måtte optræde i fjernsynet. Hans ansigt virkede som en rød klud på dem, der ville huset det ondt, mente de.

»Perception is everything,« som Ejbøl står citeret for i bogen.

Men de mundtlige formaninger var tilsyneladende ikke nok.

I maj 2011 voksede direktionens frustrationer sig så store, at koncernens bestyrelsesformand Jørgen Ejbøl formulerede en skriftlig begrænsning af Flemming Roses spillerum. Ejbøl gav diktatet navnet ’håndfæstningen’ og videresendte det til koncerndirektør Lars Munch i en mail, som er gengivet i bogen:
Forslag til Rose-håndfæstning:

Virksomheden er i en helt ekstraordinær situation. Sikkerheden vil altid veje tungest. Menneskeliv er vigtigere end principper.

1) Ingen deltagelse i radio- og tv-programmer, nationalt og internationalt.

2) Ingen deltagelse i foredrags-virksomhed eller seminarer, nationalt og internationalt.

3) Afholder sig fra at kommentere religiøse spørgsmål.

4) Afholder sig fra at behandle OIC, Den Islamiske Konference.

5) Afholder sig fra at kommentere tegningerne.

6) Varighed: Foreløbig i et år regnet fra nu.

7) Tvivlsspørgsmål drøftes mellem Munch og Mikkelsen [daværende chefredaktør Jørn Mikkelsen, red.]. Munch træffer den endelige afgørelse.

8) Ved udgivelse af Roses bog i udlandet fastlægges speciel plan. Munch træffer endelig afgørelse.

9) ??

Best
Ejbøl
Med en enkelt mail var Flemming Rose sat under administration.

I bogen spekulerer han over, hvorfor ledelsen ikke bare fyrede ham, hvis han udgjorde så stor en sikkerhedstrussel. Han mener selv, det kan skyldes, at Muhammed-tegningerne slet ikke var hans ide. Det var en opgave, han af sin chefredaktør Jørn Mikkelsen var blevet sat til at løse som kulturredaktør i 2005 og efterfølgende blev sendt i byen for at forsvare. Måske følte avisens ledelse, at de skyldte ham noget.

Håndfæstningen blev ifølge bogen senere forlænget fra at gælde ét år til at gælde, lige så længe Flemming Rose var ansat i JP/Politikens Hus. Godt fire år senere kulminerede spændingerne mellem Ejbøl og Rose i, at Ejbøl overfusede Rose, der til gengæld sagde op.
Tidslinje
Flemming Roses kamp med Jyllands-Posten
2005
2005
30. september
Jyllands-Posten bringer 12 karikaturtegninger af profeten Muhammed. Jyllands-Posten og Danmark bliver genstand for voldsom kritik i den muslimske verden. Daværende kulturredaktør Flemming Rose forsvarer tegningerne i et hav af internationale medier.
2010
2010
Fire planlagte terrorangreb mod Jyllands-Posten bliver afværget.

Et af dem er planlagt af tjetjeneren Lors Dukajev, der bliver arresteret i HC Ørstedsparken i København. Ved et uheld har han detoneret en brevbombe på et toilet, som skulle have været sendt til Jyllands-Postens hovedkvarter i Viby.

Et andet angreb bliver forhindret i sidste øjeblik, da politiet kort før nytår arresterer fire mænd, der er på vej til Rådhuspladsen for at dræbe så mange medarbejdere som muligt i JP Politikens Hus.

Samme år bliver to mænd med planer om at angribe Jyllands-Posten arresteret i Algeriet.

Det fjerde forpurrede angreb er planlagt af tre mænd, der bliver arresteret i Oslo for at planlægge et bombeangreb på Jyllands-Posten i Danmark.
2011
2011
Januar
Daværende koncerndirektør i JP Politikens Hus Lars Munch kommer forbi Flemming Roses kontor for at drøfte to klummer, Rose har skrevet. Den ene omhandler en ny bog, der kritiserer venstrefløjens antiracistiske bevægelse, den anden handler om krænkelse og russisk avantgarde kunst.

»Du bør holde en pause fra den slags emner,« citerer Rose den daværende direktør for at have sagt.
April
Flemming Rose bliver inviteret til at vidne i en retssag i Chicago. Den tiltalte er Tahawwur Hussain Rana, der i 2009 var blevet arresteret og anklaget for at planlægge et terrorangreb mod Jyllands-Posten.

Kort før retssagen bliver han kontaktet af daværende koncernbestyrelsesformand Jørgen Ejbøl. Beskeden er klar: Hvis Rose vidner i retssagen, er han fyret. Ejbøl beskylder ham for at være illoyal og for ikke at have informeret sine chefer godt nok om sagen.
20. juni
Møde mellem Flemming Rose, chefredaktør Jørn Mikkelsen, Lars Munch og Jørgen Ejbøl. Rose bliver præsenteret for en »håndfæstning«, der skal definere rammerne for hans arbejde. Han må hverken optræde i tv eller radio, deltage i foredrag eller seminarer eller kommentere »tegningerne«.

Et år senere bliver håndfæstningen forlænget til at gælde, lige så længe Flemming Rose er ansat i JP Politikens Hus.
2013
2013
3. december
For første gang i næsten tre år blander Flemming Rose sig i debatten om ytringsfrihed. Anledningen er Yahya Hassans digtsamling, som vækker liv i debatten igen. Flemming Rose giver et interview til Politiken og bliver efterfølgende ringet op af en journalist fra Jyllands-Posten, der også vil have en kommentar.

Koncerndirektør Lars Munch nedlægger efter en samtale med Jørgen Ejbøl forbud mod, at Rose udtaler sig yderligere.
2015
2015
7. januar
To brødre angriber det franske satiremagasin Charlie Hebdo, som har bragt flere satiriske tegninger af profeten Muhammed. 12 mennesker bliver dræbt.

Jyllands-Postens chefredaktør Jørn Mikkelsen ringer til Flemming Rose for at forhindre ham i at udtale sig til pressen om sagen.
26. maj
Jørgen Ejbøl overfuser Flemming Rose for at have sagt ja til at stille op til en debat mod den hollandske politiker Geert Wilders under Folkemødet på Bornholm.

»Nærer du en eller anden dødsdrift?!,« spørger Ejbøl ham ifølge bogen og beskylder ham endnu engang for at være illoyal over for JP Politikens Hus.
2. september
Møde på Jørn Mikkelsens kontor. Mikkelsen forklarer på vegne af Jørgen Ejbøl, at Flemming Rose må beslutte sig for, om han vil være redaktør eller debattør.

Jørn Mikkelsen forklarer også, at Ejbøl har forsøgt at standse Flemming Roses kommende bog, 'Hymne til friheden'. På mødet diskuterer de, hvordan de kan »inddæmme skadevirkningerne« af bogen, altså holde udgivelsen af den så hemmelig for offentligheden som muligt.

Rose bliver truet med fyring, hvis ikke han aflyser to debatarrangementer i forbindelse med 10-året for Muhammed-tegningerne.
23. september
Flemming Rose og Jørgen Ejbøl skal begge deltage i overrækkelsen af Jyllands-Postens Ytringsfrihedspris. Ejbøl taber kontrollen og overfuser Flemming Rose, der lever under politibeskyttelse, fordi han har sendt deltagerlisten til PET, hvilket han altid gør.

Ejbøl overfuser også fire PET-livvagter, herunder to der skulle beskytte folketingsmedlemmet Naser Khader. Hverken livvagterne eller Flemming Rose deltager efterfølgende i prisoverrækningen.
25. september
Politiken bringer et interview med Flemming Rose om hans nye bog.
27. september
Politiken bringer et interview med tidligere chefredaktør på Jyllands-Posten Carsten Juste, hvor han for første gang siden 2008 taler ud om Muhammed-tegningerne. Han angriber både Lars Munch og Jørgen Ejbøl.

I samme artikel tager Ejbøl for første gang afstand til tegningerne og den ledsagende tekst, Flemming Rose skrev i 2006. Dermed gør han op med Jyllands-Postens linje gennem de seneste ti år.
28. september
Flemming Rose tager til Aarhus for at aflevere sin opsigelse til Jørn Mikkelsen. De aftaler, at Rose fortsat kan skrive klummer i avisen efter hans sidste arbejdsdag 31. december.

Kort efter nytår ringer Mikkelsen og beklager, at han må udsætte den første klumme, fordi Ejbøl er oppe i det røde felt over noget, Rose har sagt.
2016
2016
11. maj
Jørn Mikkelsen ringer igen for at fortælle, at Jørgen Ejbøl er træt af at se Flemming Roses navn i avisen. Mikkelsen beder Flemming Rose om ikke at tage sin telefon de næste seks måneder, hvis han kan se, at det er en journalist fra Jyllands-Posten, der ringer.
Formanden
I bogen vurderer Flemming Rose, at håndfæstningen af ham i første omgang måske nok drejede sig om husets sikkerhed, men at det senere kom til at handle mere om én mand og hans ønske om at kontrollere Rose: Jørgen Ejbøl.

Ejbøl var koncernbestyrelsesformand i JP/Politikens Hus indtil 2014. I dag er han næstformand i koncernbestyrelsen og formand for Jyllands-Postens fond, en af de to fonde, der ejer JP/Politikens Hus.
Rose beskriver ham i bogen som en magtfuldkommen og intimiderende leder, der manipulerer med husets medarbejdere og blander sig i Jyllands-Postens redaktionelle beslutninger – hvilket er højst usædvanligt for et medlem af bestyrelsen.

Flere gange i perioden 2011-2016 forhindrede Jørgen Ejbøl angiveligt Flemming Rose i at optræde i Jyllands-Postens spalter. Både som skribent og som interviewperson. Ifølge Rose forsøgte Ejbøl også at forhindre udgivelsen af hans bog Hymne til friheden i 2015.

Selv efter at Flemming Rose havde forladt avisen, havde Ejbøl angiveligt held til at holde ham ude af avisens spalter. Eksempelvis indgik Rose efter sin opsigelse en aftale med chefredaktør Jørn Mikkelsen om, at han skulle skrive klummer for avisen. Men det blev ifølge bogen udskudt, fordi Jørgen Ejbøl var utilfreds med noget, Rose havde sagt.

Jørgen Ejbøl i 2002. Foto: Jan Grarup
I bogen gengiver Rose også en samtale med daværende Jørn Mikkelsen, hvor Mikkelsen måtte bede Rose om ikke at tage sin telefon de efterfølgende seks måneder, hvis en journalist fra Jyllands-Posten skulle ringe.

Opkaldet fandt sted flere måneder efter Roses opsigelse. Og igen kom ønsket ifølge bogen fra Jørgen Ejbøl. Han var tilsyneladende træt af at se Flemming Roses navn i avisen. Den samtale står i dag for Flemming Rose som et af de klareste beviser på, at den såkaldte håndfæstning ikke kun var et spørgsmål om sikkerhed. Jørgen Ejbøl kunne simpelthen bare ikke tåle tab af kontrol, mener Rose.

Det er uklart, hvorfor hverken daværende koncerndirektør og nuværende koncernbestyrelsesformand Lars Munch eller daværende chefredaktør Jørn Mikkelsen sagde fra over for Ejbøl. Intet tyder på det, og det undrer stadig Flemming Rose i dag.

Spændingerne imellem Ejbøl og Rose kulminerede den 23. september 2015. Her skulle de begge deltage ved overrækkelsen af Jyllands-Postens Ytringsfrihedspris til juristen Jacob Mchangama.

Men få minutter inden overrækkelsen trak Ejbøl Rose til side og overfusede ham i et raseriudbrud, der er gengivet i detaljer i bogen. Angiveligt fordi Rose, der lever under PET-beskyttelse, havde sendt arrangementets deltagerliste til PET, som han plejede at gøre.

Hverken Rose eller hans PET-vagter deltog herefter i arrangementet, og Ejbøl smed ifølge bogen også folketingsmedlemmet Naser Khaders livvagter ud fra prisoverrækkelsen.

»Jeg er formanden for det hele, og I skal holde jer væk, forstår du det?« spruttede Ejbøl ifølge bogen over for en af vagterne.

Flemming Rose forstår den dag i dag stadig ikke, hvorfor PET-vagternes tilstedeværelse fik Jørgen Ejbøl til at eksplodere på den måde.

Naser Khader bekræfter over for Information, at Jørgen Ejbøl også forhindrede hans vagter i at deltage ved arrangementet. Han mener desuden, at det er en skam, at Jyllands-Posten har forhindret Flemming Rose i at komme til orde i så lang tid.

»Jeg vil ikke bebrejde dem, at de bekymrer sig om medarbejdernes sikkerhed. Jeg har mærket det på egen krop. Jeg har livvagter 24 timer i døgnet. Alligevel mener jeg, at man skal stå fast. Hvis jeg holder min kæft, Flemming Holder sin kæft, og vi holder op med at vise tegningerne, så har demokratiet jo tabt,« siger Khader.
Principper
Men Flemming Rose gik jo selv med til at lægge bånd på sig selv. Hvorfor strittede han ikke imod? Hvorfor sagde han ikke sit job op? Det skyldes især tre forhold, forklarer han.

For det første synes Rose, at terrortruslen virkelig berettigede en form for undtagelsestilstand i JP/Politikens Hus i 2011. I en undtagelsestilstand må man acceptere en vis indskrænkning af sine rettigheder. For det andet havde Flemming Rose allerede sagt alt, hvad han havde at sige om Muhammed-tegningerne, i sin bog Tavshedens Tyranni i 2010. Og for det tredje brød han sig ikke om at blive beskyldt for at være illoyal.

»Det var et meget intimiderende argument,« forklarer han.

»Vi havde haft fem år sammen, hvor vi havde været under stort pres. Så jeg ville ikke have siddende på mig, at jeg bare ville køre mit eget show og ikke tænkte på virksomheden.«

– Kan du forstå de valg, ledelsen træf omkring dig?

»Ja, det kan jeg faktisk godt. Jeg vil sige, at de gik for langt til sidst. Men jeg forstår problemstillingen, og at det gælder om at finde en balance, når man skal håndtere den meget alvorlige trussel, der var.«

– Hvad havde du gjort i deres sted?

»Det vil jeg ikke svare på. For det er bare ren brain fucking. Jeg kan godt sætte mig op på den høje hest og sige, at jeg ville have gjort noget andet. Men jeg har ikke siddet i den situation med det ansvar. Derfor vil jeg ikke gøre mig til dommer over dem. Men det bliver problematisk, når man gør én ting og siger noget andet.«

Mens Jyllands-Posten indadtil lagde bånd på Flemming Rose, forsvarede avisen udadtil ytringsfriheden som et ukrænkeligt princip. Blandt andet stiftede Jyllands-Postens Fond sin egen ytringsfrihedspris.

I 2010 gik prisen til forfatteren Ayaan Hirsi Ali med begrundelsen: »Din kamp for ytringsfrihed er vores kamp.« Den somaliskfødte forfatters personlige skæbne var ifølge priskomiteen en af de direkte årsager til, at Jyllands-Posten bragte de 12 skæbnesvangre tegninger i 2006. Alligevel gav avisen i 2011 Flemming Rose mundkurv på, fordi han forsvarede de samme principper som hende.

– Skulle ledelsen have sagt udadtil, at de havde lagt bånd på dig?

»Nej, men de skulle i hvert fald ikke svinge den der pressefrihedsfane i alle mulige sammenhænge. Der er et element af hykleri i det. Men det er jo svært, ikke. For fanden, altså… Jeg ved ikke, hvad de skulle have sagt udadtil. Det har jeg ikke tænkt igennem. Men der er en diskrepans mellem ord og handling.«

– Men er det ikke bare det, der sker, når virkeligheden melder sig? Så indgår man kompromiser?

»Jo. Men vi er jo pressen! Vi er ikke bare sat i verden for at tjene penge som alle mulige andre private virksomheder. Vi sælger vores troværdighed. Det er det eneste, vi har. Hvis vi gerne vil kritisere politikere og erhvervsledere for at være hykleriske, er vi nødt til selv at være konsistente.«
Illusioner
I løbet af bogen giver Flemming Rose flere eksempler på, hvordan JP/Politikens ledelse i hans øjne er vendt på en tallerken og har svigtet egne idealer. Tydeligst er eksemplet med Jørgen Ejbøl, der i en tale i 2007 sagde:

»Det, vi har brug for i dag, er ikke ytringsfrihed, men ... Ytringsfriheden er den vigtigste mekanisme, vi har. Den kan ikke skæres i skiver.«

Otte år senere, i et interview med Politiken i september 2015, tog Ejbøl pludselig afstand fra beslutningen om at bringe Muhammed-tegningerne og fra den ledsagende tekst, Flemming Rose havde skrevet om, at enhver måtte finde sig i »hån, spot og latterliggørelse«. Tegningerne handlede slet ikke om ytringsfrihed, sagde Ejbøl nu og gjorde dermed op med Jyllands-Postens linje gennem ti år. Det var netop det interview, der gjorde, at Flemming Rose besluttede sig for at skrive bogen nu og ikke efter sin pension.

»Han underminerede simpelthen Jyllands-Postens publicistiske profil i en situation, hvor han er formand for Jyllands-Postens Fond og skal varetage Jyllands-Postens interesser. Han lægger sig op ad Politikens synspunkt i stedet. Jeg fatter ikke, hvorfor det ikke var en kæmpe historie.«

I samme Politiken-artikel sagde tidligere chefredaktør på Jyllands-Posten Carsten Juste, at der ikke længere var ytringsfrihed på avisen. Han fratrådte selv sin stilling i 2008.

»Man opretholder en illusion om redaktionel frihed. Men det holder ikke. Når sager virkelig spidser til, er det kun en illusion«, sagde han dengang.

– Er bogen en hævn?

»Nej, det er den overhovedet ikke. Men jeg har et behov for, at der bliver reflekteret offentligt over de her ting. Fordi jeg synes, det er helt vildt i en pressehistorisk sammenhæng.«

Rose håber, at hans bog vil give kommende generationer indsigt i, hvilke dilemmaer man kan komme i, når den frie presse trues med vold.

»Du kan godt have alle skåltalerne og principperne. Men når truslen melder sig, hvad gør du så? Så begynder du at forbyde, lukke munden på folk og kontrollere dem. Lige så snart eksekveringen af pressefriheden har en pris, som kan være virkelig høj, der er vi ikke en skid bedre end de medier, der arbejder under diktaturer …«

– Er det ikke at gå lidt for vidt?

»Jeg har mistet nogle illusioner,« sukker han.

»Der er en tendens hos os til at tænke, at dem i Mellemøsten; de kan jo meget godt lide at leve i et diktatur, ikke. Hvorfor gør de ikke oprør? Hvorfor sætter de sig ikke op imod de her undertrykkere? Men der skal altså ikke mere til i vores eget meget frie samfund end sådan en trussel i løbet af en årrække, før man begynder at tilpasse sig. Og så begynder man at tilpasse sine argumenter til den nye virkelighed, så man kan se sig selv i øjnene.«
Fanatikere
– Har ledelsen i JP/Politikens Hus ikke ret, når de siger, at du har haft ytringsfrihed og Islam på hjernen?

»Nej,« siger Rose og ler.

»Nej, nej. Da jeg havde skrevet Tavshedens Tyranni i 2010, slap jeg alt det der. Jeg var træt af det, og jeg ville gerne tilbage og skrive om andre ting. Derfor kunne jeg heller ikke lade være med at grine, når de kaldte mig fanatiker. De læste simpelthen ting ind i det, jeg skrev, som jeg ikke selv gjorde.«

– Men har du måske været blind for, hvordan det så ud udadtil, når du mente noget om ytringsfrihed i avisen?

»Det var jo det, de sagde til mig. Perception is everything’, ikk’. Men hvis jeg havde accepteret det argument hele vejen, så havde jeg jo ikke siddet her i dag. Opfattelsen af mig har rent faktisk ændret sig i de sidste ti år. I kraft af at jeg har optrådt og forsøgt at nuancere mit synspunkt. I 2006 fik Uffe Ellemann Jensen Publicistprisen for at have kritiseret blandt andre mig for at ’skamride’ ytringsfriheden. I 2015 fik jeg selv prisen for det stik modsatte.«

– Du skriver i bogen, at de eneste, der har vundet ved det her forløb, er jihadisterne og dem, der støtter dem. Har de vundet kampen?

»Bestemt. Eller kampen slutter aldrig. Men der er slag undervejs, og det er da klart, at JP/Politikens Hus har tabt det slag.«

»Se på Kurt Westergaard, Carsten Juste, Jørn Mikkelsen, Pierre Collignon, Flemming Rose. Ingen af dem er tilbage på Jyllands-Posten i dag. Det var dem, der på en eller anden måde var involveret i det dengang.«

»Og se på, hvad den nye chefredaktør Jacob Nybroe sagde om Muhammed-tegningerne, da han tiltrådte,« siger han.

Ved sin tiltrædelse i september sagde Nybroe i et interview med Jyllands-Posten, at han syntes, avisens kamp for ytringsfrihed havde været »vanvittigt vigtig«. Men han sagde også, at tiden var kommet til at »lette foden fra pedalen«, og at avisen havde været i fare for at »blive en del af kampen«. I indirekte vendinger fik han også kaldt tegningerne for fordomsfulde.

»Det var jo et talepapir fra Ejbøl, han talte ud fra,« mener Rose.

Det afviser Jacob Nybroe i en mail til Information.

»Jyllands-Postens holdning til ytringsfrihed er uændret,« skriver han.

»Vi viser fortsat ikke tegningerne i respekt for sikkerheden for alle medarbejdere i JP/Politikens Hus. Jeg har ikke – i forbindelse med min ansættelse – mødt noget specificeret krav til, hvad jeg skulle mene. Og jeg er ikke stødt på noget talepapir fra Ejbøl eller andre.«

Han afviser desuden, at han nogensinde skulle have taget afstand til tegningerne. Tværtimod, skriver han, fortsætter diskussionen også i Jyllands-Posten gennem »uhildet journalistik og i jævnbyrdig proportion med andre relevante emner, der præger vores samtid«.

Information har forelagt kritikken fra bogen for både Jørgen Ejbøl, Lars Munch, Jørn Mikkelsen, Stig Ørskov og Jacob Nybroe. Kun Ørskov og Munch har ønsket at forholde sig til den.

Stig Ørskov skriver:

»Af princip har jeg ingen kommentarer til tidligere medarbejdere, men glæder mig over, at Flemming Rose er kommet godt videre. Jeg er bekendt med, at Flemming Rose nu giver sin version af nogle begivenheder, som ikke drejede sig om ham, men om sikkerheden for virksomhedens mere end 2000 medarbejdere.«

Lars Munch har en enkelt kommentar, som han også sender i en mail:

»For mig drejede det sig i højere grad om mere end 2.000 loyale medarbejderes sikkerhed end om Flemming Rose. Han giver nu sin version, som jeg ikke har yderligere kommentarer til.«

Jørgen Ejbøl oplyser, at han tilslutter sig Lars Munchs kommentar.
Tekst: Sebastian Abrahamsen og Ulrik Dahlin Foto: Sigrid Nygaard og Jan Grarup Redaktør: Anton Geist Digital produktion: Jens Christoffersen

Publiceret 27. oktober 2016


En måneds gratis Information digital + papiravisen fredag og lørdag

Anbefalinger

  • Robert Kroll
  • Jan Weis
  • Ernst Enevoldsen
  • Niels Duus Nielsen
  • Oluf Husted
  • Robert Ørsted-Jensen
  • Peter Møllgaard
Robert Kroll, Jan Weis, Ernst Enevoldsen, Niels Duus Nielsen, Oluf Husted, Robert Ørsted-Jensen og Peter Møllgaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Olav Bo Hessellund

Et sjældent indblik i, hvad der reelt foregår bag kulisserne i den såkaldt frie presse.

Dagmar Christiandottir, Britt Kristensen, Anne Eriksen, Jørn Andersen, Oluf Husted, Allan Stampe Kristiansen, Jan Weis, Hans Aagaard, peter hansen, Niels Duus Nielsen, Bill Atkins, Robert Ørsted-Jensen og Dorte Sørensen anbefalede denne kommentar
Ole Brockdorff

Dagbladet Information fortjener virkelig et stort kompliment for dette fremragende interview med Flemming Rose, der med sit udsagn èn gang for alle udstiller den øverste ledelse i JP/Politikens Hus som feje usle mennesker, der hellere end gerne modtager over 70 millioner kroner i årlig mediestøtte fra statskassen, men som ikke har tænkt sig på noget tidspunkt, at forsvare ytringsfriheden med alle midler som demokratiets tikkende hjerte, når de bliver intimideret eller truet på livet af terrorister.

Fejheden og usselheden bekræftes meget tydeligt i ”Forslag til Rose-håndfæstning”, hvor Jørgen Ejbøl som topleder i JP/Politikens Hus forbyder Flemming Rose, at kommentere noget som helst om OIC, organisationen for de 58 islamiske regimer på kloden, ligesom han forbyder Rose at kommentere religiøse spørgsmål samt deltage i nationale og internationale foredrag eller seminarer om samme.

Ingen kan overbevise mig om, at Jørgen Ejbøl først og fremmest tænker på de 2000 ansattes personlige sikkerhed, for enhver medarbejder hos Morgenavisen Jyllands-Posten har i 10 år levet med truslerne fra den islamiske verden, og for at modvirke det har ledelsen i JP/Politikens Hus gennemført adskillige sikkerhedsforanstaltninger til at beskytte medarbejderne.

Flemming Roses demaskering af toplederne i JP/Politikens Hus bekræfter desværre bare det som mange danskere avislæsere med politisk indsigt har været klar over i årevis. Nemlig at den tidligere hæderkronede avis for lang tid siden er bukket under for den politiske korrekthed og selvcensur på linje med dagbladet Politiken. Uden skelen til det tab af åndsfrihed som det forårsager hos den brede civilbefolkning, når ingen elektroniske medier eller aviser længere tør forsvare de personlige frihedsrettigheder i et demokratisk land som vores.

”Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre”, skrev George Orwell engang. Men nu ved alle vi frihedselskende demokrater i det mindste, at Morgenavisen Jyllands-Posten aldrig nogensinde kunne drømme om, at forsvare ytringsfriheden med næb og klør. At de gennem mere end 10 år har indhyllet alle os danskere i en kæmpeløgn om, at de til enhver tid vil forsvare alle menneskers ret til at ytre sig frit, selv om de aldrig kunne drømme om at gøre det på grund af politisk korrekthed og deres personlige sikkerhed.

I anstændighedens og hæderlighedens navn bør Jørgen Ejbøl og ledelsen hos JP/Politiken derfor omgående nedlægge deres højt profilerede ”Jyllands-Postens Ytringsfrihedspris”, der ifølge dem selv gives til personer, der har ”udfordret” omgivelserne, selv om ”deres brug af ytringsfriheden ikke har været omkostningsfri”. Hvordan kan man stå og uddele en sådan pris, når man selv optræder fejt og usselt, når det gælder om at udfordre omverdenen?

Under alle omstændigheder har Morgenavisen Jyllands-Posten fra dette øjeblik mistet al sin troværdighed som et fremtrædende medie, og er godt på vej retur til sin fortid som en simpel provinsavis. Også takket være JP/Politiken-ledelsens nylige valg af Jacob Nybroe som ny ansvarshavende chefredaktør, der om nogen er indbegrebet af politisk korrekthed og selvcensur efter sine mange år som nyhedschef på TV 2 Danmark, og hans ansættelse varsler dårligt nyt for avisens fremtidige redaktionelle linje.

Taberne bliver skatteyderne og læserne, der betaler millioner af kroner til Morgenavisen Jyllands-Posten i årlig mediestøtte, for vi kan alle sammen være helt sikre på, at JP/Politikens Hus nok skal sørge for at have fingrene nede i statskassen år efter år. Men når det virkelig brænder på med at forsvare de personlige frihedsrettigheder, herunder ytringsfriheden, som vores forfædre har kæmpet så hårdt for gennem mange generationer, ja, så løber JP/Politiken-lederne væk som feje strudse og stikker hovedet i busken.

Nu forstår man bedre nichemediernes succes på internettet.

Britt Kristensen, Frank Hansen, Jørn Andersen, Egon Stich, erling jensen, Allan Stampe Kristiansen, Lennart Kampmann, Einar Carstensen, Kim Houmøller, Hans Aagaard, Christian Sørensen, Bill Atkins, Henrik Brøndum, Kasper Malskær , Robert Ørsted-Jensen, Jacob Jensen og Niels Johannesen anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

MEN - hvis Flemming Rose ikke ville håne og nedgøre muslimerne i YTRINGSFRIHEDENS hellige navn, så havde JP/Politikens hus ikke skulle leve under beskyttelse mv.

Ole Frank, Arne Lund, Peter Knap og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar

Jeg anser alle friheder for til dels at være defineret af deres grænser. Bevægelige grænser, alt efter temperament. Jeg kan ikke forestille mig friheder uden grænser. Heller ikke ytringsfrihed. Ellers har moral, anstændighed, seksualitet, grænser, kærlighed, ansvar m.m.m. og ytringsfrihed jo ingen mening.

David Zennaro, Karsten Aaen, Peter Knap, Bent Bach og Ole Frank anbefalede denne kommentar
Niels Johannesen

Man må beundre Flemming Rose - i bakspejlet er det virkelig en skamplet at Danmark ikke sluttede samlet op om ham under muhammed-krisen.

Hans Holmegaard, Britt Kristensen, Per Meinertsen, Frank Hansen, Jørn Andersen, erling jensen, Allan Stampe Kristiansen, Martin Lund, Lennart Kampmann, Hans Aagaard, Finn Thøgersen, Henrik Brøndum, Kasper Malskær , Robert Ørsted-Jensen og Martin Schou anbefalede denne kommentar

Ejbøl duer sgudda ikke, med den adfærd er han fuldstændig uegnet til at arbejde med medier. Han må ud!

Robert Ørsted-Jensen

Fremragende og dybt tankevækkende. Håber vi får også engelske oversættelser og udgivelser - det her er uhyre vigtig indsigt

Britt Kristensen, erling jensen og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar

Fra tidslinjen:
"2005 - 30. september - Jyllands-Posten bringer 12 karikaturtegninger af profeten Muhammed."

Jeg kan undrer mig over, at man bliver ved med at hævde, at der er tale om 12 tegninger af profeten Muhammed, når det højst er 3-4 stykker, der muligvis kan være tegninger af ham.
Jeg må indrømme, at jeg først har set alle tegninger samlet nu (jeg husker virkelig ikke at have set andre end Kurt Westergaards tegning tidligere), og flere af tegningerne har jo en helt andet "retning". F.eks. den glimrende tegning af Muhammed fra 7.a i Valby Skole. Eller den af Klaus Rifbjerg (jeg går ud fra, at det er ham).

Kasper Malskær

@ Dorte Sørensen
Håne og nedgøre muslimer? Hvem har hånet og nedgjort muslimer? Der findes rent faktisk muslimer, som ville sige at du nedgører dem, ved at antage at de ikke kan abstrahere fra nogle tegninger trykt i en dansk avis! Tegninger som ikke engang var baseret på opspind, men som tog afsæt i virkeligheden!
ALLE religioner, regeringer, statsoverhoveder m.v., skal man have lov at kritisere - så enkelt er det! Krænkelsesfundementalisterne, som har travlt med at beskytte mod at andre menneskers religiøse følelser skulle lide bare det mindste smule overlast, er en del af problemet, når det kommer til selvcensur. Det er slemt nok, at så mange mennesker er undertrykt af magtsyge individer, der bruger religion som et middel, men når man så skal høre på alle disse "frelste" folk, der bakker op om, at problemerne skal ties ihjel, så må jeg sige, at det gør mig endnu gladere for, at der findes folk som Flemming Rose, der uden tvivl personligt har ofret rigtig meget i ytringsfrihedens navn.

Britt Kristensen, Jørn Andersen, erling jensen, Allan Stampe Kristiansen, Niels Johannesen, Hans Aagaard og Robert Ørsted-Jensen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Ham,Flemming Rose,ville aldrig have en chance som diplomat og i min optik har han misbrugt ytringsfriheden på en provokerende måde der kostede Danmark milliarder i eksportindtægter og flere døde i udlandet samt udgifter til nedbrændte ambassader. Hvad skulle det være godt for når journalister skal leve i en fæstning i dag og mange år fremover. Der må være andre muligheder for kritik af noget man er uenig i. Hvad med at begynde med kritik af det kongelige diktatur i Saudi-arabien.

Dagmar Christiandottir, David Zennaro, Karsten Aaen, Flemming Berger, Arne Lund og Ole Frank anbefalede denne kommentar

Medierne er ikke en skid bedre end de medier der arbejder under diktaturer.. skriver Flemming Rose. Han tænker naturligvis snævert på sin egen modige kamp for at hidse de værste islamister op. Det undre mig bare, at han først indser det nu, hvor han har prøvet at tage et standpunkt uden for dén politiske sfære, der udgør magthavernes kravlegård for journalister. Venstreorienterede journalister har for mange år siden stødt hovedet mod magthavernes grænser for ytringsfrihed.

Carsten Wienholtz, Ole Frank, David Zennaro, Karsten Aaen, Flemming Berger, erling jensen, Peter Jensen og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar
Touhami Bennour

Sandheden kom alligevel ikke frem, eller... Hvad var formålet og af hvem. Var altså ikke Mohammed man ville ramme eller Islam? ikke destomindre hele verden talte ikke om andet end Islam siden mohamed tegningerne udkom I København. Jeg kan ikke få det til at hænge sammen. Var det en amatør kunst foregangsland?

Niels Duus Nielsen

Nu var det jo ikke tegningerne og Flemming Rose, der fik situationen til at eskalere, det var blot anledningen, der efterfølgende udstillede Anders Fogh Rasmussens uduelighed som statsminister.

Situationen kom jo først helt ud af kontrol næsten en hel måned senere, da vores daværende statsminister var for højrøvet til at tage sig en kop kaffe med nogle udenlandske diplomater, der ikke fuldt ud havde forstået den danske ytringsfrihed, i stedet for at forklare dem, hvorfor det ikke var hans bord. Men nej, "der er ikke noget at komme efter", må han have tænkt, "så op i r*ven med diplomatiet".

At vi så efterfølgende her 12 år senere får demonstreret, at den frie presse slet ikke er så fri, som den selv påstår, er vel blot et udtryk for, at der ikke er noget, der er så dårligt, at det ikke er godt for noget.

Carsten Wienholtz, Ole Frank, Karsten Aaen, Poul Sørensen, Oluf Husted, erling jensen, Einar Carstensen, Hans Larsen, Robert Ørsted-Jensen og Bent Bach anbefalede denne kommentar
Touhami Bennour

De kontakter mellem Bush og Anders Fog om demonstrationerne I udlandet.
Var det altså ren tilfældighed, Fog Rasmussen blandene sig, uden at kende hverken flemming Rose eller andre. Kan man udrydde muligvis Islamofobien så.

Touhami Bennour

Jeg tror alligevel at flemming Rose ved mere end han siger, idet han sagde ideen om Mohamed tegningerne kom ikke fra ham. Altså han ved, der var tegninger. som kunne spille en rolle. Og hvad med PET og regeringen, jo de ved også.

Med internettet, digitalisering kan magten ikke kontrollere i samme grad som tidligere.
Det er rystende hvad der efterhånden kommer frem, de man før kaldte konspiratoriske tosser har haft helt ret, ser vi nu!

Hvilke andre skøre konspirationsteorier er sande, tænker jeg???

Efter Jyllands Avisen offentligjorde Mohammed karikaturerne var den første avis der genoptrykte dem en egyptisk avis ved navn El Fagr uden nogle form for protester - de var endog genoptrykt i den hellige maaned Ramadan.

Det var først da en gruppe af danske imamer begyndte en rundrejse til de muslimske lande og viste tegningerne frem, deriblandt til Al Azhar i Egypten - Sunni muslimernes vigtigste institution, (inkluderet den falske Mohammed tegning af en gris fra en Fransk grise konkurrence) at Mohammed krisen blandt muslimer, der aldrig havde set tegningerne, brød ud.

Mohammed krisen blev brugt som en lynafleder af de arabiske regeringer over for befolkningens stigende utilfredshed med deres styrer.

Carsten Wienholtz, Britt Kristensen, Ole Frank, Jørn Andersen, Niels Duus Nielsen, Oluf Husted, Allan Stampe Kristiansen, Roselille Pedersen, Ernst Enevoldsen, Bill Atkins, Robert Ørsted-Jensen og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar

"Flemming Rose havde skrevet om, at enhver måtte finde sig i »hån, spot og latterliggørelse«.

....står der i artiklen, men det Jyllands Posten virkelig kæmpede for var retten til at »håne, spotte og latterliggørelse«.muslimer

Hvis ytringsfrihed?

Hvis nogen skulle have misforstået det, så er det altid avisens ledelses ytringsfrihed over alle andres - den enkelte journalist eller for den sags skyld læsernes …

Der er for få Roser i den danske medieverden …

Britt Kristensen, Hans Aagaard, Jørn Andersen, Oluf Husted og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Jens Erik Starup

Der skeles til magthavernes holdning fra de fleste af samfundets institutioner.
Pressen er vel kun værre and andre, fordi de selv hævder, at de ikke selv skeler.

Touhami Bennour

Bent Bach. 05:04
Det citat I din kommemtar "mohammed krisen blev brugt som den lyn afleder..." blev gentaget af Nyrup I EU parlamentet til den daverende general skretær for den arabisk liga- Amr Mussa-. Og Amr Mussa replicerede "You have a problem" skoven for bare træer. I øvrigt disse leder blev væltet eller ændret kursen. Og de arabiske masse har også deres ledere.

Peter Møllgaard

1. Rose har ikke sagt, at man skal håne, spotte og latterliggøre muslimer. Han har sagt, at man i et demokrati skal kunne tåle hån, spot og latterliggørelse. Der er en væsentlig forskel.
2. Muhammed-tegningerne mobber ikke ”et mindretal”. De er kritiske over for islam – en af de største og mest aktive verdensreligioner, der udøver psykosocial magt over et svimlende antal individer.
3. Det er er løjerligt, at venstrefløjen igen og igen angriber rettet til (eller brugen af) satire. Netop venstrefløjen har en lang (og meget fin!) tradition for at håne og spotte deres modstandere. Listen er lang, men lad mig blot nævne Dario Fo, Røde Mor, Jomfru Ane Band, Trille, Charlie Hebdo. Dem har venstrefløjen i årevis hyldet og grinet med, når de hånede fx højrefløjen, kapitalister og katolikker.

Bjørn Pedersen, Hans Holmegaard, Britt Kristensen, Hans Aagaard, Kasper Malskær , Jørn Andersen og Oluf Husted anbefalede denne kommentar

Jyllandsposten og den tidligere Kulturredaktør, Flemming Rose, burde have optrådt netop kulturelt og have lavet et tema med direkte spørgsmål til de muslimske traditioner i stedet for de famøse og bøvede tegninger.

Carsten Wienholtz, Karsten Aaen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar

Slutfacit er vel, at folk er bange for fysisk vold.

Hvis journalister og andre ved, at visse former for kritik kan medføre deres død og lemlæstelse , så vælge de selvfølgelig at tie stille og kun kritisere forhold/personer, som kun protesterer på civiliseret vis ( f eks ved injurie søgsmål o l).

Så bankerne, kongehus, ministre , fagforeninger , arbejdsgiverforeninger, skuespillere , sportsfolk er vel gode eksempler på hvem, man kan kritisere uden risiko for at blive udsat for vold og terror - og det gør man så.

Man kender vel også situationen fra retssager, hvor der kan være behov for bestkyttelse af vidner - og hvor man uanset vidnebeskyttelse ikke kan få folk til at vidne i retten - vold virker effektivt, og det triste er, at man prøver at bortforklare dette forhold i stedet for at drøfte hvordan, man kan vinde kampen mod volden og derefter gør noget ved det..

Satire Galore
Tiden skriger på satire, skreg Kurt Tucholsky – det gør den stadig, når man ser, hvordan kulturfremmede operettefigurer fra stykket ’Kaliffernes nye Klæder’ tillader sig at fremture, mest i det fordækte, som afsløret i TV – men først skal vi ha’ en lille én, Rose – for bedre at kunne udstøde et højlydt nødskrig om nødvendig politisk handling, kunne man tilføje, set i lyset af denne importerede ’ibrahimisme’, hvor snart alle dele af samfundet oplever en værdiernes uværdige gradvise asymptotisk degradering mod en fjern fortid, man troede vi for længst havde forladt, med eller uden badeforhæng, frækkedeller i turban og mandefri svømmehaller, ved udbredt religiøst ’morakkeri’ eller direkte verbale og voldelige angreb på stort set alle grundlæggende institutioner og demokratiske funktioner i flertalssamfundet … ;-)

Anders Sørensen

@Peter Møllgaard, tror du, JP havde kørt deres kampagne, hvis Danmark havde været muslimfrit? Næppe. Den kan altså med nogen rimelighed siges at være foranlediget af et mindretal i Danmark, og kan - med blot lidt finjustering af ordvalget - siges primært at være "rettet mod" et mindretal. Om der decideret er tale om mobning kan jeg ikke helt blive enig med mig selv om. Det afhænger lidt af mit humør.

Poul Sørensen

Det er hårdt arbejde at overbevise andre om at de bare skal tage imod at de bliver hånet....Hele projektet var vanvid fra begyndelsen.

Niels Duus Nielsen, David Zennaro og Bent Bach anbefalede denne kommentar
Peter Møllgaard

Anders Sørensen - hvad er dit argument? At man ikke bør udøve magtkritik over for en religion, hvis denne religion dyrkes af et mindretal i et land?
Hvis det er det, du siger, så påstår du samtidig, at vi i DK ikke bør kritisere fx katolikker eller jehovas vidner (som jo er minoriteter).

Det hoere med til historien af Jyllands Postens tvetydelige forhold til ytringsfriheden at da Flemming Rose gav udtryk for (paa CNN ) at Jyllands Posten ville trykke en raekke Holocaust satire tegninger i samarbejde med en Iransk avis blev ytringsfriheden pludselig farlig for Jyllands Posten.

Flemming Rose blev sendt paa ferie paa ubestemt tid for hans haandtering af ytringsfriheden for eet er at goere grin med muslimer - men der er graenser !!

"Allerede næste dag undsagdes kulturredaktøren for første gang på både tv-stationen CNN og TV 2, og efterfølgende trak også Rose selv i land. "Jeg har begået en fejl. Jeg står 100 procent bag avisens linje og Carsten Juste i denne sag," sagde han til DR Nyheder."

Ingen Rose uden torne naar ytringsfriheden pludselig bliver farlig.

Ole Frank, Niels Duus Nielsen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Jeg forstår slet ikke, at så enkel en sag, kan vendes og drejes så meget.

Enhver ved sine sansers fulde fem må da kunne indse, at det her handler om retten til at omtale islam i kritiske vendinger - herunder gennem satire. Det kan godt være, at JP ”bare” ville sende en prøveballon op, men i større perspektiv, handler det altså om retten til at kritiserer en kultur, der får større og større magt, netop fordi den forbyder al kritik af systemet, og bruger undertrykkelse, forfølgelse, vold og drab som argumenter.

Det er svært at lade være med at drage paralleller til 30’erne, hvor et terrorregime lod sig opbygge, fordi en hel verdensdel i alt for lang tid valgte at lukke øjnene, i håb om at opnå fred på egen banehalvdel.

Til alle jer der synes, man skal lukke øjnene og stikke fingrene i ørene - ikke kritiserer islamisterne, for således at fremstå som rummelige og hensynsfulde, og for at opnå fred og sikkerhed på hjemmefronten, vil jeg bare spørge: Hvad i al verden er formålet med jeres laden stå til - hvad tror I selv det fører til? Vil islamisterne droppe deres hellige mission? Vil det stoppe folkedrabene?

Frank Hansen, Robert Ørsted-Jensen, Katrine Visby, Torben - Nielsen, Britt Kristensen, Oluf Husted og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar

I en halv snes år - alt for længe - var Rose helt fremme i rampelyset. Masser af virak og berømmelse. Den slags går åbenbart i blodet. Nu er der så blevet lidt mere stille, og det er jo ikke rart. Derfor prøver Rose igen at koge suppe på den udpinte pølsepind - nu tilsat en dosis martyrium.
Og selv om han har fået to-alen-ud-af-et-stykke Naser Khader og Pia Kjærsgård til at røre rundt i gryden, så bliver den ved med at være lige så tynd. Patetisk.
Er der nogen, der har hørt/set om Rose har udtrykt bekymring for de JP-ansattes sikkerhed? Eller drejer det sig fortsat ene og alene om Roses ytringsfrihed.

Ole Frank, Karsten Aaen, Bent Bach og Flemming Berger anbefalede denne kommentar

Hele historien startede faktisk, da Kåre Bluitgen ikke kunne finde nogen, som ville illustrere hans bog om Muhammed. Begrundelsen skulle være, at der i islam er et forbud mod at afbilde profeten. Men det er faktisk ikke korrekt. Der er et generelt forbud mod at afbilde gud, men muslimer er ikke enige i forbuddet mod afbildninger af Muhammed (som jo "kun" er profet). Det stiller efter min mening sagen i et noget andet lys.

Endelig er der hele diskussionen om at tåle hån, spot mm. Det er en ret narren har tiltaget sig historisk set mod overmagten. Det kan aldrig være vores holdning at træde på mennesker, som i forvejen er nederst i vores samfund. Hvis der skal laves kritik af islam, skal den starte blandt de mennesker, for hvem den har betydning, muslimerne.

Carsten Wienholtz, Karsten Aaen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

"Muhammedkrisen" handlede ikke om ytringsfrihed men latterliggørelse, udgrænsning og hån fra avisens side. Den skabte en bølge som højrepopulismen red med på. En højrepopulisme, der nu vil begrænse religiøse ytringer, indføre sindelagskontrol og mere af samme skuffe. Er det noget avisen eller Flemming Rose har en holdning til?!

Måske en god anledning til at tage en debat om vi har fri presse i Danmark.

Det her er ikke kun et spørgsmål om ytringsfrihed. Men om at der er et folkeslag, der tænker meget anderledes end os i Danmark.
Den muslimske verden er kommet tættere på, og vi står i en form for krigsførelse med dem.

Den store fejl man har begået i Europa er at man ikke har gjort det klart for de muslimske indvandrere hvilke værdier vi har her, og hvordan vi forholder os til religion. Det er ikke nok at sige at vi har religionsfrihed.
Uden helt at ville være ved det, har vi underlagt os en vis kontrol og frygt efter de drab der er sket på europæiske borgere.
Hvor langt er vi villige til at gå?

Katrine Visby - det må være den forkerte artikel du har skrevet på. Hvilke værdier er det helt nøjagtigt, du mener det "muslimske folkeslag" er gået glip af??

Robert Ørsted-Jensen

Ole Frank - du synes at have en ufattelig kort hukommelse - må jeg lige mindre om at Salman Rusdie's fatva og serier af islamistiske angreb på ytringsfriheden altså fandt sted flere tiår for muhammedtegningerne - og at dette dokumentere at vi har at gøre m,ed et reelt problem - uanset at du synes at være grebet totalt af et eller andet besynderligt strudse syndrom.

Selvfølgelig handler handler ytringsfriheden om at man har lov at latterligøre religiøse fanatikere - det ahr alle dage været det væsentligste formål

Alene derfor er kongehusets besynderlige opfattelse skildret i nedenstående artikel og udtalelse fra forskellige højrepolitikere - med bullshit om at det er kristendommen er har skabt vores demokrti og ytringsfrihed. Virkeligheden er at vi i århundrede ancvvendte håmn spot og latterligørelse som våben mod religiøs kristen fundamentalisme og at det måtte vi stadig gøre i 60erne med Jesper Jensen og Trille etc etc

Hvad fabnden er der sket med venstreorienteringen i Dannevang - I can da ikke for alvor mener at man hjælper noget mindretal noget sted på kloden ved at genindføre blasfemipraragraffe, selv-censur og bullshit - noget som med sikkerhed vil kaste ethvert mindretal ud som føde for ekstremistiske ulve og løver?

http://politiken.dk/debat/profiler/herbener/ECE3447889/hvad-ved-dronning...

Robert Ørsted Jensen

R:OJ. Nu ved jeg ikke, hvorfor du mener at jeg er angrebet af et strudessyndrom. jeg påpeger blot, at den uindskrænkede ytringsfrihed ikke findes noget sted og at dem, der mener, at en sådan fungerer i praksis, lever i en osteklokke. Hvilket de uden tvivl også gør i praksis, da de hurtigt vil finde sig forladt af de fleste. Der mangler et punkt i den af mig linkede artikel. Nemlig at Jyllandsposten er bange for at miste læsere, der ser Jyllandsposten som en forkæmper fr ytringsfriheden og det nationalkonservative sediment. At ytringsfrihedens væsentligste formål alle dage har været at latterliggøre religiøse fanatikere, som du skriver, er vist udtryk for en kort hukommelse fra din side.