Nu skyder København i vejret

Højhuse er storpolitik og penisforlængere, og nu skyder de op i København for at imødekomme tilflytningen. Men ifølge kritikerne ødelægger skyskraberne ikke bare bymiljøet, de eroderer også samfundets værdier

Tekst: Sebastian Stryhn Kjeldtoft
Illustration: Mia Mottelson/iBureauet

»Det danske vejr er Ga-Jol-vejr,« står bøjet i neon på taget af Vesterbrogade nr. 13 i København. Ga-Jol-manden med paraplyen har reklameret for halspastiller siden 1969, og lige siden fotograf Anders Giversen var helt lille, har han drømt om at klatre derop og hilse på.

»Den er ikonisk, den reklame, også dengang den stod ude hos Galle og Jessen ved Hans Knudsens Plads, inden de flyttede den til Vesterbrogade. En dag opdagede jeg et stillads længere nede af vejen – og hov, hvad nu hvis jeg klatrede op ad det?«

Anders Giversen steg til vejrs i nattemørket og kravlede langs tagene for at nå sit mål. Det var svært at møde Ga-Jol-manden, husker han.

»Jeg måtte sidde overskrævs på en skrå tagryg og møve mig frem. Og svinge mig uden om skorstenene – det var lidt sketchy. Et sted kunne jeg kravle ind i et tørloft og ud gennem et vindue på den anden side ... Og så stod jeg pludselig ved reklamen. Endelig.«

Om manden med paraplyen var starten på det hele, ved Anders Giversen ikke, men fascinationen for højder er fortsat. Han er den ene del af fotografteamet CphCph, der i et årti har besteget Københavns tage, kraner og højhuse for at tage fotos fra toppen af verden.

De ’susen i maven’-indgydende fotos kan nydes i bogen Natten er Vores fra 2014, som også er et slags tidsbillede på en skyline i forandring. På et København, som er begyndt at skyde i vejret.

For der er aktuelt 44 nye højhuse på vej i hovedstaden. Altså byggeri i over 40 meters højde eller huse, »der i forhold til deres omgivelser opfattes som høje«, viser en opgørelse fra Københavns Kommune fra maj 2016 over højhuse, som enten er under opførelse eller vedtaget i lokalplanen.

Indre By er fredet, men ellers skyder tårnene op på Nørrebro, Vesterbro og Valby, i Nordhavn og på begge sider af Amager, der mere og mere ligner det ’Københavns Manhattan’, som øens ejendomsmæglere i årevis har smisket om.

Anders Giversen glæder sig til højhusene, som en bjergbestiger glæder sig ved base camp. Flere københavnere i denne artikel deler ikke hans begejstring. For dem indvarsler stålkolosserne et neoliberalistisk opgør med den hundred år gamle filosofi med lave karreer, der har gjort hovedstaden til en levende og attraktiv by.

Det er store ord at bruge om tårne. Men måske ikke for store netop for tårne. Hvad er det egentlig, vi efterlader i skyggerne, når vi bygger ind i himlen?

Anders Giversen og Thue Kramp på vej op ad en skorsten, 76 meter over Turbinehallerne i Adelgade, København.
Foto: CphCph

Højhusets mytologi

Højhusets konfliktfyldte natur er omdrejningspunkt for Malene Woltmanns bog Babelstårnet – utopien og Arkitekturen fra 2009, hvor hun påpeger, at kulturen altid har forholdt sig til tårnets særlige mytologi.

»Ser man f.eks. på store publikumssucceser som filmtrilogierne Ringenes Herrer og The Matrix henviser begge til Babelstårnet og dets iboende problemstillinger såsom forholdet mellem enhed og mangfoldighed, samling og spredning, menneskets muligheder og begrænsninger, opbygning og nedbrydning.«

Woltmann trækker en lige linje fra Babelstårnet i Første Mosebog – »Lad os bygge en by med et tårn, som når op til himlen, og skabe os et navn, for at vi ikke skal blive spredt ud over hele jorden« – og videre til World Trade Center i New York. Hun mener, at mennesket altid har været fascineret af tårnbyggermyten. Vi bøjer nakken bagover for at beskue himlen og det menneskelige skaberværk.

»Endvidere kan man se myten som et udtryk for kulturens opståen, idet mennesket opbygger et tårn og en by af forarbejdede materialer, hvormed de adskiller sig fra den natur, som de oprindelig var en del af: civilisationens opståen, via menneskets sammenhold og stræben i byen med tårnet, samt individualitetens opståen, idet mennesket ville skabe sig et navn via by og tårn.«

Københavnerkapitalisme

Denne dualisme mellem civilisation og individ er særlig meget på spil i dag, hvor Københavns ’gamle’ tårne trues af nye. Det forklarer Carsten Juel-Christiansen, arkitekt og professor i bygningskunst ved Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering (KADK).

»Københavns bybillede er udviklet i middelalderbyen og er kendetegnet ved sine kirkespir, som rager op over den jævne horisont. Det var et tydeligt billede på forholdet mellem himmel og jord, som man fastholdt i en lang periode.«

»I dag er den himmelske sfære, som spirerne peger på, rykket længere væk. Men det visuelle billede af byen er stadig et billede af samfundet. Den er udtryk for de kræfter og den socialitet – hele den sociale vulkan – som ligger under en by,« forklarer Juel-Christiansen.

Dermed mener han også, at man kan læse en liberalisering af det danske samfund ind i Københavns 44 nye højhuse.

»Byen er det mest konkrete udtryk for samfundet, som vi er fælles om. Et udtryk vi alle sammen forholder os til hver eneste dag. Fra at være et udtryk for religiøs stræben, er ’tårnet’ i dag blevet et billede på den frie vækst og den tilsvarende fri bevægelighed af investorkapital.«

Meyer i mørket

Den bibelske konflikt om højhusene udspiller sig lige nu på Christianshavn, som i nyere tid er blevet et symbol på modstanden mod socialdemokraternes saneringsbølge i det 20. århundrede.

»Riv gammelt ned og byg nyt op,« lød det fra Urban Hansen til Egon Weidekamp og Anker Jørgensen, der i 1970’erne kritiserede tv-serien Huset på Christianshavn for at idyllisere arbejderslummen. Anker Jørgensen var selv vokset op i en kummerlig lejlighed på Amagergade, hvor serien udspiller sig i hus nr. 7.

I et afsnit lykkes det beboerne at forhindre en bysanering og genhusning, der vil rykke dem væk fra deres elskede Christianshavn – et billede på den kamp, der også udspillede sig i virkelighedens København i brokvartererne de år.

Med sine kanaler, brostensbelagte gader og gamle pakhuse er Christianshavn i dag ifølge Visit Copenhagens turisthjemmeside den »mest charmerende bydel« i København. I byplanmæssig forstand er den alt det, New York ikke er; jantelovens arbejderboliger over for storkapitalens betonmonolitter.

Men det forandrer sig måske snart. Københavns Kommune har godkendt en overbygning på SAS Radisson-hotellet på Islands Brygge, der forhøjer huset fra 86 til ca. 120 meter. Det er på niveau med Danmarks i dag højeste hus, Herlev Hospital på 120 meter. Og måske er det nok til at lægge Flyttemand Olsens og Meyers Christianshavn i permanent skygge.

Det frygter Anne Beim, som er professor og leder af center for industriel arkitektur på KADK. Og så bor hun på Christianshavn: »Allerede i dag rækker hotellets skygge langt ind på volden på Christianshavn i vinterhalvåret, hvor solen står lavt. Nu bliver hele Christianshavn mørkelagt.«

Kranen over byggepladsen hvor Safiren på Kalvebod Brygge er ved at blive bygget. Bagved ses H.C. Andersens Boulevard.
Foto: CphCph

Den røde danske tegl

Hvis man vil, kan man læse den danske kulturhistorie ind i byens arkitektur, mener Anne Beim.

»Jeg tror, det ligger dybt i den danske folkesjæl, at vi ikke vil stræbe for højt. Vi ønsker ikke være for storladne,« forklarer Beim.

Hun ser gode grunde til at være stolt af den danske byggetradition med lave huse, som er vokset ud af den danske geografi og brug af lokale materialer som træ og tegl. Dertil har mange af vores byer og bygninger »høj kvalitet« sammenlignet med andre lande.

»Vi har meget vind i Danmark, og højhuse giver alene i kraft af deres arkitektur meget vindturbulens. Hvis du går forbi de høje facader, oplever du tit et stød i ryggen, hårde vindpust. Højhuse skaber ofte tomme byrum. Én af grundene er, at folk ikke har lyst til at opholde sig ved foden af de høje bygninger,« siger hun.

»Og så er der lyset, som er essentielt i dansk byggetradition. Vi går meget op i at have vinduer både til gården og til gaden, så vi får gennemlyste rum. Her i Norden har vi lave solhøjder, der kaster meget lange skygger. Når vi bygger lavt, kan lyset trænge ind mellem husene og nå gadeplan.«

Penisforlængere

Når byplanlæggere taler om højhusets konkrete effekt på byens trivsel, handler det ikke bare om ’not in my back yard’-argumenter om lyset og mørket. Skyskraberne kan også føre til økonomisk gentrificering og affolkning af storbyen – og skræmmeeksemplet er London.

Her har to årtiers liberal højhuspolitik skabt glitrende, men tomme paladser for de rige og berømte, som sjældent opholder sig i byen mere end et par måneder om året. Som igler suger de på Londons kulturliv, men giver intet tilbage, lyder kritikken.

Senest har det 50-etagers høje The Tower – som på grund af sin form er døbt ’næsehårsklipperen’ af det britiske folkedyb – skabt furore. I maj måned kunne The Guardian afdække, hvordan to tredjedele af de 214 luksuslejligheder i The Tower er solgt til udlændinge. Priserne ligger mellem 5,5 mio. og 500 mio. kr., mens London – ligesom København – kæmper med at finde boliger til arbejder- og middelklassen.

The Tower er dermed blevet et symbol på, hvordan skyskrabere kan ødelægge storbyen og undertrykke de svage, skriver The Guardian-journalist Simon Jenkins:

»Om natten kan den vulgære belysning, som mere passer til et kasino, ikke skjule det faktum, at bygningens indre er mørkelagt, ejet af fraværende russere, nigerianere og kinesere. Den bidrager ikke mere til London end en guldbarre i en bankboks, men den er meget mere prominent, en stor plet af fordærvet rigdom på byens horisont.«

Det er kendetegnende for moderne tid, at højhuse er symboler på velstand og fremgang; en slags »her kommer jeg«-attitude, mener professor Anne Beim fra Christianshavn.

»Højhuse er udtryk for væksttænkning, et ønske om at vise verden, at vi kan noget ekstraordinært. Det moderne højhus stammer fra Chicago i slutningen af 1800-tallet, som efter en stor brand ville vise fremgang og en voksende økonomi. Og i dag er Chicagos skyline måske den smukkeste verden, hvis du spørger mig.«

Andre steder kan det virke vulgært, mener hun. Som Burj Khalifa i Dubai, der med sine 828 meter er verdens højeste tårn, men ikke er tænkt ind i en bymæssig sammenhæng, som det er tilfældet i Chicago eller på Manhattan.

»Det er jo dybest set penisforlængere, den slags højhuse, det har jeg tit tænkt på. Se, hvad jeg kan få op at stå! Min er størst, ikke?«

Anne Beim griner.

»Det er jo helt sikkert mænd, der sidder i de tekniske teams og tegner den slags huse. Jeg har tit tænkt på, at hvis kvinder fik lov at lave det samme, ville de så foreslå et stort hul i stedet?«

Nødvendighedens politik

København er ikke i nærheden af Londons spøgelsestårne, blandt andet fordi udlændinge som udgangspunkt ikke kan købe fast ejendom i Danmark. Men hvis du går en tur langs Islands Brygge, og vinden slår kolbøtter mod havnefrontens nye højhuse, kan der alligevel godt dufte lidt af fish'n'chips.

Sidste år kunne Information afsløre, at ud af de 4.341 ejerlejligheder, der blev opført i Københavns Kommune fra 2000 til 2014, står hver tiende i dag registreret som ubeboet, hvilket en beretning fra Boligøkonomisk Videnscenter viser. Herunder luksuslejlighederne i de 42 meter høje Gemini Residence-siloer, som er den eneste plet på Islands Brygge, der ikke er pakket med mennesker om sommeren. Store 'ophold forbudt'-skilte sørger for netop det.

Sidste år var der ikke registreret en folkeregisteradresse på 33 af de 84 ejerlejligheder i Gemini Residence. Det er ferieboliger uden bopælspligt for velhavende danskere, som står tomme store dele af året. Samtidig vokser København med omtrent 10.000 mennesker om året, som mangler tag over hovedet.

Kranen over byggepladsen, hvor Bjarke Ingels Group opfører affaldsforbrændingen Amager Bakke.
Foto: CphCph

Enestående udsigt

Koblingen mellem at bo højt og at være økonomisk højt på strå går igen i flere af de nye højhuse, der er på vej i København. Det bedste eksempel er det 100 meter høje Bohrs Tårn i Carlsberg Byen, hvor en fireværelses lejlighed på 29. etage koster 16 mio. kr. Til prisen får man en enestående udsigt, fortæller Peter Nordvig, som er ejendomsmægler fra Living Homes:

»Vi danskere er ikke vant til højhuse, men det er naturligt, at Carlsberg Byen udnytter deres byggerettigheder for at få mest muligt ud af investeringen. Og som ejendomsmægler er det enormt spændende at være med i et projekt, der kommer til at definere byens skyline. Bare du står på tiende etage i Bohrs Tårn, kan du se helt til Stevns.«

Living Homes har foreløbig solgt 30 pct. af lejlighederne i Bohrs Tårn, som først står færdigt i 2017, og interessen for den unikke udsigt er stor.

»En del af køberne er udlandsdanskere, som vi også havde regnet med, som bruger lejligheden et par måneder om året. Det er i stedet for at bo på hotel, så har de en feriebolig centralt i København. Men størstedelen er fastboende, og sådan skal det også være, for det er ikke spændende at have en ejendom stående halvtom,« siger Peter Nordvig.

– I princippet kan du vel være ligeglad, om lejlighederne står tomme en del af året?

»Du har ret, min opgave som ejendomsmægler er bare at få solgt nogle bygninger. Men jeg er også københavner, og jeg har en holdning til byen. Jeg går ofte forbi den her superfede bygning ude på Langelinie Alle nr. 15, der blev opført før finanskrisen. Den står som en halv spøgelsesbygning om vinteren. Det er jo ikke intentionen.«

Mørket fra Mordor

Mens Carlsbergs nye liebhavere nyder udsigten mod Stevns, står der en mand i toppen af Københavns rådhustårn, byens tredjehøjeste på 105 meter, og stirrer olmt mod Carlsberg. Det er miljø- og teknikborgmester Morten Kabell fra Enhedslisten, og for ham spreder Bohrs Tårn selve mørket fra Mordor og er alt det, København ikke bør være:

»Bohrs Tårn kommer til at smadre aftensolen i Istedgade. Alle de kommende højhuse i Carlsberg Byen er store klodser, der ikke giver noget tilbage. Det er ikke sådan, vi skal bygge by. Bohrs Tårn er et højhus for de meget få – du kan jo ikke engang købe en lejlighed der på en borgmesterløn. Med mindre min bankmand skjuler noget for mig!«

Kabell ser de seneste 10-15 års byggetilladelser som et »nybrud« – højhusene er blevet en ideologisk kampplads for politikerne.

»I mange år sagde kommunen blankt nej til højhuse, men nu er pendulet svinget over i den anden side, hvor der bare er givet los. Jeg håber, vi kan lande et sted i midten, for vi har brug for højhuse til at byfortætte og imødekomme de mange tilflyttere. Og hvis vi lægger højhusene omkring tog- og metrostationer, kan det også understøtte den offentlige trafik,« mener han.

Spredt fægtning

Det er ikke første gang, pendulet svinger sig op i højderne. Det forklarer Peter Olesen, forfatter til bogen Københavns tårne om de omtrent 500 middelalderlige tårne og spir, der stikker huller i atmosfæren på Frederiksberg og i ’Gammel’-København.

»Vi lider af højhusforskrækkelse i Danmark, men i 1950'erne turde vi jo godt, med Bellahøj eller SAS-hotellet eller Scandic-hotellet,« indleder Peter Olesen. Han elsker følelsen af at stå på toppen af verden og »følge byens puls«. Og han bliver træt i hovedet af de højhusmodstandere, der ikke vil lade København vokse ind i fremtiden.

»Særligt Bellahøj er et æstetisk meget flot byggeri, men det er også Københavns eneste sammenhængende højhusbyggeri, for så droppede man den slags igen. Men nu indstiller vi Bellahøj til fredning og tildeler priser i et væk, det har ingen længere ondt i røven over.«

»Bellahøj fortæller os dermed noget vigtigt: Københavns problem er ikke, at vi bygger højhuse, men at vi lægger dem i spredt fægtning uden en samlet idé bag,« mener han.

Også professor Carsten Juel-Christiansen ser stor arkitektonisk værdi i Bellahøj, der fungerer som en geografisk markør for bygrænsen og udfaldsvejen ud af København.

»Tilbageslaget for Bellahøj-tanken var nogle sociologiske bekymringer om, hvor stor afstand der måtte være mellem børnenes legeplads på jorden og den hjemmegående husmor oppe på altanen,« siger han og tilføjer, at det hensyn for længst er overhalet af samfundsudviklingen.

»Men så er der selvfølgelig frygten for ghettodannelse, som er en reel overvejelse, der har meget på sig. Men højhusbyggeri kan jo fungere, og skoleeksemplet er selvfølgelig Manhattan.«

Skilt over hotellet CPH Square på Rådhuspladsen.
Foto: CphCph

Fremtidens København?

De 44 højhuse markerer en brydningstid for København. En bevægelse fra noget gammelt til noget nyt, det er alle eksperter, politikere, højde- og tårnfanatikere i denne artikel enige om.

For Anne Beim er det i sidste ende et spørgsmål om, hvilke kvaliteter vi vil have vores bygninger og byer skal byde på, og hvordan det skal udtrykkes i vores hovedstad:

»Højhusprojekterne vidner om, at vi er begyndt at orientere os mere internationalt, vi adopterer den her globale forståelse af magt og symboler, som er udtrykt i tårnet. Men vi bør ikke gøre det ukritisk.«

Hun peger mod Kalvebod Brygge i Sydhavn, på Ørestad og det nye Nordhavn, de seneste forsøg på at smede et nyt København. Og hun smiler ikke:

»For mig er det døde byområder, der vokser frem. Ingen har lyst til at opholde sig der, du bliver blæst omkuld eller sidder i skyggen. Der er intet liv og ingen mangfoldighed. Jeg er ikke per definition imod at bygge høje huse, men jeg synes, at vi skal stille ambitiøse krav til beslutningstagerne og dem, der bygger, så København udvikler sig som en levende by, hvor folk får mulighed for at komme hinanden ved.«

Opgøret med skaberværket

Mere positivt stemt er Anders Giversen, der har hængt i betonlianerne hele vejen fra toppen af kranerne over Bella Sky og Bohrs Tårn.

»I’m all for it, højhusene. København må udvikle sig, og rent logistisk er der behov for at stable flere mennesker, så vi kan være her på den begrænsede plads. Folk vil gerne bo centralt, og så må du bygge opad. Det er en forældet tanke, at København kun skal være fem etager, fordi det er dertil, brandstigen kan nå. Bare vi holder fast i det historiske indre by, som turisterne nærmest opfatter som et levende udendørsmuseum.«

Han mener, at danskerne skal turde kigge fremad – og opad – uden for voldene. Han kan godt forstå, hvorfor arkitekter, velhavere og bybestigere drømmer om at stå på toppen af skyskrabere i fremtidens København. For det har altid været menneskets natur at ville sætte sit aftryk højt oppe i skyerne.

»Uanset hvor jeg har kravlet op, finder jeg altid spor fra andre, der har været der før mig. I Københavns gamle tårne har jeg fundet graffiti fra 1800-tallet, i stålskorstenene på Carlsberg var der skriblet alle 100 meter op. Det er også derfor, jeg altid tager fotos – så jeg kan vise, at jeg var der.«

Højhuset repræsenterer dermed også et ønske om at skrive sig ind i historien. Om udødeligheden og opgøret med skaberværket, som fik Herren til at sabotere byggeriet af Babelstårnet i Første Mosebog. Thi, »Når de begynder at handle sådan, vil intet af det, de planlægger, være umuligt for dem.«

For nylig hørte Anders Giversen, at væggene på Den Internationale Rumstation i 386 kilometers højde også er ridset til med graffiti. ’Forglem mig ej’-aftryk fra Jordens astronauter. Den tanke kan han godt lide. For på en måde er det fjernt – flere hundrede kilometer fjernt – fra at hænge i Københavns betonlianer eller bade i Ga-Jol-mandens neonlys.

Men på en måde er det præcis det samme.

Tekst: Sebastian Stryhn Kjeldtoft
Illustration: Mia Mottelson/iBureauet
Redaktør: Anna von Sperling
Digital produktion: Johanne Pontoppidan Tuxen og Jens Christoffersen

Publiceret 10. juni 2016

En måneds gratis Information digital + papiravisen fredag og lørdag

Klik her

Kommentarer (20)

Lasse Glavind

17. juni, 2016 - 11:27

Argumenterne for højhuse i København er jo nært beslægtede med de politiske argumenter for 'reformer'. Der er abstrakte økonomiske argumenter, der er 'vi må følge med tiden'-argumenter - dem, der imod, er bagstræberiske, og så er der det helt specielle at tilhængerne af både højhuse og reformer meget, meget sjældent selv udsættes for de konkrete konsekvenser af deres holdninger - og når gør, så ændrer de holdning.

Arne Lund

17. juni, 2016 - 14:15

Nødvendighedens arkitektur ville Corydong nok kalde det.

Søren Jensen

17. juni, 2016 - 15:06

Det kan være meget fint med høje højhuse, men der er steder hvor det er upassende. At de rejser klodser ude på amagerfælled gør, ikke noget, for så kan alle de, der vil sidde i en kasse og se på kasser være sammen om det, men det går jo ikke at god eksisterende miljøer med en kæmpe skygge, der skal rage op og stjæle lyset.

Jørgen Steen Andersen

17. juni, 2016 - 16:13

Det er igen igen mere af det neoliberale klamme væksthysteri, som ingen superrige eller den kreative klasse kunne drømme om at bo i.
Det bliver igen underklassen, som aldrig er hjemme alligevel, for de har 2 eller 3 jobs, og så er de skæve af hash fra Christiania for at kunne holde ud at bo i de betonkasser som burhøns.
Det er skamstøtter over en menneskefjendsk, inhuman kultur, som sikkert inden længe har set sine sidste dage.

Benjamin Bach

17. juni, 2016 - 17:05

The Guardian skrev en fin artikel om, hvordan Londons højhuse ikke er en løsning på boligkrisen, men et symbol på selvsamme: The London skyscraper that is a stark symbol of the housing crisis

https://www.theguardian.com/society/2016/may/24/revealed-foreign-buyers-...

Benjamin Bach

17. juni, 2016 - 17:05

Og det dér argument om Bella Høj.. hold nu op, hvor er det søgt. Ja, lad os da endelig sende kampfly til Syrien, fordi der var engang nogen, der sagde at Bella Høj var grim, og nu har nogen andre givet den en pris. Det har intet med 120 meter SAS / Radisson at gøre. Intet. Der kommer med garanti ingen og giver den en pris om 50 år. Der kommer nok snarere en sprængstofekspert og laver en Rødovre på den.

odd bjertnes

17. juni, 2016 - 17:53

Det løser jo Københavns hjemløse-problem i det mindste. Men lad dem nu bygge færdig først, og så ... haps !

Anders Sørensen

17. juni, 2016 - 19:29

Det er helt fint med penisforlængere i byrummet og i underrubrikker.

Personligt får jeg altid jern på, når jeg kører gennem limfjordstunnelen, eller kussekanalen, som de kalder den i Norge, hvor de i øvrigt har obskønt høje bjerge.

Michael Kongstad Nielsen

17. juni, 2016 - 19:53

Det er da godt, at Indre By er "fredet". Det burde faktisk være hele poetdistriktet København K. inklusiv Frederiksstaden og Nyboder og Kastellet.
Længere ude kan der godt etableres noget variation med nogle højhuse eller grupper af højhuse i forskellig højde. Carlsberg og Vestamager er gode placeringer, Nordhavn lidt tvivlsom, fordi den lukker Østerbro inde,

Søren Kristensen

17. juni, 2016 - 20:01

Hvorfor laver Information ikke en grafik der viser præcis hvor skyggen fra Radisson vil vandre over Christianshavn. Altså på sådan god gammeldags aktivist manér? (Hvis det kniber med teknikken, så få evt. lidt hjælp af nogle 1. års studerende på arkitektskolen.)

Henrik Klausen

18. juni, 2016 - 00:30

Rigtig mange mennesker vil gerne bo i København. Det synes jeg de skal have lov til. Løsningen er bl.a. at bygge opad, så der bliver plads til flere. Ellers stiger boligpriserne bare endnu mere, og der kommer endnu flere penge under bordet. Der skal naturligvis være bopælspligt.

Det behøver ikke have noget med liberalisme at gøre. Tværtimod øger det uligheden mellem ejere og ikke-ejere, hvis der er knaphed på boliger.

Sup Aya Laya

18. juni, 2016 - 01:25

Dejligt med en artikel om dette emne!
Jeg har undret mig over, om der har foregået en offentlig debat om dette emne - som er forbigået min opmærksomhed ...

At politikerne i en årrække har prioriteret de liberale erhverv højere end byens beboere, er Nykredits Glaskube på Kalvebod Brygge et klart eksempel på. Bygningen skygger for aftensolen i Havneparken - der er et yndet opholdssted for pøblen. Som mangeårig beboer på Islands Brygge, kan jeg kun nikke genkendende til Anne Beims argumenter vedrørende skygge og vindforhold. Sidstnævnte har ændret sig markant imedens det vedvarende byggeri af Ørestaden og langs havnen har stået på, og kastevindene når nu helt ind langs Københavns rådhus.

I artiklen citeres Carsten Juel-Christiansen: ”Dermed mener han også, at man kan læse en liberalisering af det danske samfund ind i Københavns 44 nye højhuse. »Byen er det mest konkrete udtryk for samfundet, som vi er fælles om. Et udtryk vi alle sammen forholder os til hver eneste dag. Fra at være et udtryk for religiøs stræben, er ’tårnet’ i dag blevet et billede på den frie vækst og den tilsvarende fri bevægelighed af investorkapital.«”

Visse forskere mener, at der i det præcolumbianske Mesoamerika var byer opført som kosmogrammer, og dermed dannede en korrelation imellem kosmografien - der for mesoamerikanerne var funderet på et religiøst verdenssyn - og de fysiske omgivelser. Oversættes korrelationen mellem verdenssyn og byplanlægning til vore breddegrader, kan det erindres at bankerne i en årrække var at finde på hjørnelejemålene - det var dog før de hellere ville operere i det skjulte. I vor sekulariserede kultur var det finanssektoren der kunne gøre brug af byens synlige og attraktive lokaliteter.
Pt pågår byggeriet af BLOX på Christians Brygge. Højden på dette byggeri fratager de mange trafikanter der dagligt benytter Langebro udsigten til dels vores folkevalgte politikeres arbejdsplads, Christiansborg, dels udsigten til ét af de smukkeste tage i København - taget på Christian IV's Bryghus. Således fjerner BLOX os fra den visuelle repræsentation for demokratiet der ikke længere er synlig, ligesom afskæringen af udsynet til Christian IV's Bryghus bidrager til historieløsheden også på dette konkrete plan.
Til gengæld får byens borgere mastodonter som Axel Towers på Scala-grunden og Panum tårnet blæst ind i synsfeltet, når de bevæger sig rundt i byen. Og bliver mindet om betydningen af dels forbindelsen mellem sundhedsindustri og kapital, dels advokatstandens betydning i konkurrencestaten.

Jørgen Steen Andersen

18. juni, 2016 - 08:26

Sup Aya Laya 01:25
Tak for gode forklaringer og synspunkter.
Jeg kan ikke forstå, at der gives byggetilladelse til disse kæmpebyggerier, for når en parcelhusejer vil bygge er der en masse restriktioner ellers kræves bygningen revet ned, men det lader ikke til at de samme regler gælder i København.
Det er da hverken behageligt eller kønt at bo, leve eller gå i en by, hvor skyggerne dominerer og udsigt kun er til " Det tårnhøje helvede" i forskellige skrækindjagende udgaver.

Henrik Bjerre

18. juni, 2016 - 09:33

Morten Kabel for President! Selvfølgelig skal der være højhuse med nogle billige eller i det mindste overkommelige boliger. Skygge/blæst/spekulationsproblemerne - er der helt sikkert nogen der er kvikke nok til at håndtere - så København ikke gør Londons fejl om.

Rasmus Knus

18. juni, 2016 - 10:57

Apropos London.
De har The Shard, The Gherkin etc. i det mindste interessante og nyskabende former, selvom man selvfølgelig kan diskutere betydningen/placeringen af disse kapitalmanifestationer i det senmoderne engelske samfund.

Hvad har vi fået i København?
Bohrs(sic) tårn er et hundrede meter brunt rektangel med lidt fluffy burværk på toppen. Bygningen giver ingen æstetisk oplevelse overhovedet, hverken tæt på eller langt fra (den er nærmest bare i vejen) og med priser fra 5 mio. til 17 mio. er det bare endnu et spekulationsfetisch, i det der før var et arbejderdomæne. Inspireret af Londons skyskraber branding er den blevet døbt The Turd i min omgangskreds.

olivier goulin

18. juni, 2016 - 20:20

Det er en dårlig idé at blande lavt og højt byggeri, bl.a. af de grunde artiklen nævner - men også fordi det næsten altid ender i et æstetisk rod.

Hvis man endelig ønsker at bygge højjt - og det kan være både fornuftigt og pænt - så skal man bygge helt nye kvarterer med højhuse, og samle al det høje byggeri dér - som man har gjort i Paris i La Défence. Paris med sin respektfulde byplanlægning bør være forbilledet - ikke London.

Det er helt oplagt at samle højhusbyggeriet i Ørestaden. Dér ødelægger den ikke noget.

Michael Kongstad Nielsen

18. juni, 2016 - 21:00

olivier goulin - Ørestaden ja, for der er alt allerede ødelagt

Jens Wolff

22. juni, 2016 - 12:44

De våde drømme på Rådhuset bliver i paksis omsat til mareridt om dagen - se bare nybyggerierne på østkysten af Amager. Man kunne efterlyse lidt kvalitetssans.

Christian de Thurah

24. juni, 2016 - 09:23

Ud over de mange andre gode argumenter mod at bygge højt i det centrale København kunne man nævne, at med højhusbyggeri kommer de forskellige storbyer til at ligne hinanden. København har i dag en meget karakteristisk - og internationalt kendt - skyline domineret af nogle karakteristiske tårne. Der skal ikke meget højhusbyggeri i centrum til at sløre denne unikke profil og gøre det umuligt at skelne København fra alle mulige andre større byer. Det er muligvis praktisk, men det er også kedeligt.

Mikkel Nielsen

21. august, 2016 - 13:00

Et af de største problem er som arkitekten nævner, netop at de høje bygninger resultere i voldsomme kastevinde, ved man her ikke hvad der tales om, vil jeg råde til et besøg områderne nær og omkring københavns efterhånden mange malplacerede tårnhøje bygninger. Men hvis vindforholdende ikke resulterede i at folk hold sig væk, så skal skyggen og den manglende atmosfære nok sørge for resten. det er desværre ganske goldt, koldt og ikke mindst skyggefuldt at befinde sig i nærheden af nogle af disse mastodonter. Der desværre er begyndt at tage solen fra de gamle 4-6 etagers byggerier der førhen dominerede bybilledet. Resultet bliver at nogle af disse næsten står i skygge det meste af døgnet i vinterhalvåret, denne form for solskinstyverri har ingen positiv indvirkning for de mennesker der må leve i næsten konstant skygge i nabobyggerierne.

Et problem er når disse mastodonter er uden bopælspligt, ender man ikke blot med halvtomme bygninger, men også med at kvadratmeterpriserne bliver presset yderligere op fordi folk der ellers lovmæssigt ville være forhindret nu kan være med i budrunden. Det er et kæmpe problem for de mande med en alm. Indkomst som i forvejen har vanskeligt ved at få råd til en ejerlejlighed eller betale huslejen som for længst har oversteget 10.000 plus forbrug for en toværelses på det private marked. Vi har allerede set konsekvensen af dette på andelsboligmarkedet hvor selv håndværkertilbud går til maksimalpriser og hvor folk gerne putter penge under bordet ved at købe løsøre til overpriser!

Det kan være meget godt at bygge op af men kun i områder hvor det ikke ødelægger det for de mange andre. Men her skal man stadig sikre sig at det ikke kun er rigmands lejligheder som det desværre ofte har været tilfældet. Det skal krydres med mindre lejligheder en med alm. løninkomst har råd til, almennyttige og andelsboliger og så skal man sørge for at området omk. Ikke ender som en vindtunnel og tilbyder noget til dets lokalområde, noget vi til stadighed ikke har formået i københavn, Ørestaden, Kalvebod og Nordhavn er alle omdannet til kolde, vindblæst ingenmandsland ingen københavner drømmer om at bo i nærheden af.

Ønsker du at kommentere artiklerne på information.dk?

Du skal være registreret bruger for at kommentere.
Log ind eller opret bruger »