ADHD

Min søsters kamp mod sig selv

Tekst: Christian Ågård Bennike
Foto: Ulrik Hasemann / Privatfotos
Da vi var små, troede vi bare, hun var doven. Da hun flyttede hjemmefra, blev vi nervøse. Tre pct. af alle danskere har ADHD – én af dem er min lillesøster.
I dag trodser hun de negative statistikker om misbrug og førtidspension.
Hendes liv er på vej til at lykkes. Men det holdt hårdt
Da min mor, Dorte Ågård, fik beskeden fra psykiaterne på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Risskov, satte hun sig ved skrivebordet i den store villa på Jyllands Allé i Aarhus, hvor der var plads til alle fem sammenbragte børn, og åbnede Google. Med to pegefingre tastede hun fire blokbogstaver: ADHD.

»Jeg anede overhovedet ikke, hvad det var,« husker hun, men efterhånden som de amerikanske hjemmesider poppede frem på skærmen, gav det hele mening.

»Jeg tænkte bare: Wow. Og så faldt brikkerne på plads.«

Da vi var børn, vidste ingen af os, hvad ADHD var. Vi tænkte bare, at min lillesøster var langsom. Lidt sløv og rodet. Vores mor kunne råbe ad hende: »Du skulle rydde op på dit værelse, kom nu!« Men hun kunne ikke. Hun satte sig bare midt i eksplosionen af bamser og barbiedukker og bøjede sit lille hoved ned mod gulvtæppet.

Når vi gik ned ad gaden om sommeren, kunne hun pludselig være væk – måske havde hun set en kat eller noget slik i et butiksvindue og glemt alt om os. Flere gange kom hun i skole uden sin taske.

»Story of my life,« fortæller min lillesøster, Marie Ågård Bennike. »Jeg bliver distraheret. Da jeg var lille, tænkte jeg nogle gange, at mit klædeskab lignede lort, så jeg hev alt tøjet ud med henblik på at lægge det pænt sammen. Men efter et par bluser stoppede jeg bare. Så har jeg måske alfabetiseret alle mine cd'er i stedet, mens resten af værelset flød. Mikrofokus i kaos.«

Christian Bennike med søsteren Marie Bennike.
Fotoet er fra foråret 1994. Christian er er 8 år, Marie er 5
På ganske få år er ADHD vokset fra en næsten ukendt lidelse til et omdiskuteret samfundsproblem. Man anslår, at to til tre pct. af hele befolkningen har en form for ADHD, og de er overrepræsenteret i stort set alle negative statistikker: misbrug, depression, overvægt, førtidspension, hjemløshed, tidlig død, kriminalitet, trafikuheld – you name it.
På et tidspunkt havde hun smadret et fyldt askebæger inde i stuen, og det lå bare dér på gulvet i dagevis med aske ud over det hele
ADHD-piger har forhøjet risiko for selvmordsforsøg og cutting, ADHD-drenge ender oftere i fængsel end andre – op til halvdelen af alle indsatte i danske fængsler menes at have ADHD.

Der var da også en periode i min søsters liv, hvor hun kunne være endt som et tal i de triste statistikker. Da hun flyttede hjemmefra i 2009, flød hendes lille taglejlighed med pizzabakker, overfyldte askebægre og tomme vinflasker. Hun stod ikke ud af sengen før klokken tre om eftermiddagen. Hun blev fyret fra sit job. Hun tog 30 kilo på. Hun var rent ud sagt på vej i hundene.

»Jeg var oppe og muge ud mange gange,« husker vores mor. »Det var så ubeskrivelig trist at se hende. På et tidspunkt havde hun smadret et fyldt askebæger inde i stuen, og det lå bare dér på gulvet i dagevis med aske ud over det hele.«

Min søster var så langt ude, at vores mor overvejede at finde et bosted til hende. Men sådan gik det ikke.

Marie blev hverken kontanthjælpsmodtager eller alkoholiker – i dag er hun 27 år gammel og ét år fra at kunne kalde sig cand.mag. i engelsk. Hun er glad, hun er forlovet, og hun har styr på sit liv.

Men hvordan er det gået sådan? Jeg har taget toget til Aarhus for at undersøge, hvorfor min søsters liv lykkes, når så mange andre ADHD-liv mislykkes.
ADHD-piger har forhøjet risiko for selvmordsforsøg og cutting, ADHD-drenge ender oftere i fængsel end andre – op til halvdelen af alle indsatte i danske fængsler menes at have ADHD.

Der var da også en periode i min søsters liv, hvor hun kunne være endt som et tal i de triste statistikker. Da hun flyttede hjemmefra i 2009, flød hendes lille taglejlighed med pizzabakker, overfyldte askebægre og tomme vinflasker. Hun stod ikke ud af sengen før klokken tre om eftermiddagen. Hun blev fyret fra sit job. Hun tog 30 kilo på. Hun var rent ud sagt på vej i hundene.

»Jeg var oppe og muge ud mange gange,« husker vores mor. »Det var så ubeskrivelig trist at se hende. På et tidspunkt havde hun smadret et fyldt askebæger inde i stuen, og det lå bare dér på gulvet i dagevis med aske ud over det hele.«

Min søster var så langt ude, at vores mor overvejede at finde et bosted til hende. Men sådan gik det ikke.

Marie blev hverken kontanthjælpsmodtager eller alkoholiker – i dag er hun 27 år gammel og ét år fra at kunne kalde sig cand.mag. i engelsk. Hun er glad, hun er forlovet, og hun har styr på sit liv.

Men hvordan er det gået sådan? Jeg har taget toget til Aarhus for at undersøge, hvorfor min søsters liv lykkes, når så mange andre ADHD-liv mislykkes.
ADHD:

35 pct. af voksne med ADHD er straffet for kriminalitet (inkl. bøder). Det gælder kun for 20 pct. af den øvrige befolkning.

66 pct. er uden job.

40 pct. har været i et færdselsuheld (mod 6 pct. i kontrolgruppen)

Børn med ADHD har 50 gange dårligere mulighed end andre børn for at have en god ven.

Kun 19 pct. af unge med ADHD i Danmark starter på en ungdomsuddannelse, og et amerikansk studie viser, at

kun 3,7 pct. fuldfører uddannelsen (mod 29,4 pct. i kontrolgruppen).

Kilder:
Rockwool Fonden,
ADHD-foreningen
For få ledninger
Hvis jeg skal forstå, hvad der foregår i min lillesøsters hjerne, forestiller jeg mig altid, at jeg har holdt fest i min lejlighed. Det er blevet sent, vi er blevet fulde, og nu vågner jeg dagen derpå efter fire timers søvn med tømmermænd. Hele huset flyder. Jeg skal rydde op, tage opvasken, støvsuge, vaske gulv, gå ned med flasker – og jeg aner ikke, hvor jeg skal starte. Sådan har min søster det hver dag. Med alt.

Personer med ADHD har en fejl i hjernens eksekutive funktioner – det er den del af hjernen, som styrer selvbevidsthed og behovsudsættelse; planlægning og problemløsning; motivation og arbejdshukommelse. Hvis hjernen var et orkester, ville de eksekutive funktioner være dirigenten.

Man kan sammenligne ADHD med et stykke dårligt udført elektrikerarbejde, fortæller psykiatriprofessor på University of South Carolina, Russell Barkley, en af verdens førende ADHD-eksperter.

»Ledningerne fungerer ikke lige så godt, som de burde. Man har forbundet dem til de forkerte steder, og man har ikke lagt ledninger nok. Det er derfor, de er uopmærksomme og emotionelle, ikkevedholdende og ikkemotiverede; derfor de bliver kaldt dovne og har svært ved at gøre det, man siger til dem,« siger Russell Barkley.

Det var i gymnasiet, at vi for alvor blev bekymrede for Marie. En morgen, da hun havde overnattet hos en veninde, vågnede hun ved, at nogen ruskede i hende. Det var vores mor. Veninden havde ikke kunnet vække hende og var blevet nødt til at ringe efter hjælp.

Marie var allerede diagnosticeret med OCD ligesom vores far – hun bevægede sig f.eks. i et særligt mønster på gaden for at skabe balance mellem hendes fødder og fliserne – men OCD'en forklarede slet ikke hendes problemer. Vores mor brugte timer på at få hende op om morgenen – de kunne føre lange samtaler, som Marie efterfølgende ikke kunne huske. Sådan har det været gennem hele vores barndom.

»Der var bare slukket,« siger Marie. Hvis ingen vækkede hende, kunne hun sove til klokken »tre-fire stykker om eftermiddagen«, og i gymnasiet begyndte det for alvor at påvirke hendes liv.

»Ikke nok med at jeg fik højt fravær. Jeg fik også dårlige karakterer, og det slog hårdt. Særligt i dansk. Så jeg besluttede, at jeg hellere måtte lave de der lektier, som folk snakkede så meget om.«

Men selv om hun gerne ville, kunne hun ikke.

»Jeg kunne sidde i sofaen og tænke: 'Nu skal jeg også have læst …' Og så pludselig var klokken syv. Der var et eller andet, som lige fangede mig, og så gik der bare to timer.«

Vores mor var rasende. »Kan du så lette røven! Nu har du siddet her og set tv i tre timer, og du har hverken lagt vasketøjet sammen eller lavet lektier!«

Sådan fortsatte det indtil den 26. oktober 2006, hvor min mor skrev et brev til en psykiater på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Risskov. Hun ville have Marie undersøgt igen.

»Marie udskyder handlinger,« skrev hun i brevet, »og når hun endelig går i gang, har hun svært ved at koncentrere sig, lader sig distrahere af andre ting, er fysisk meget urolig (piller f.eks. sine fingre), gør tingene meget langsomt og har svært ved at skynde sig.«

Psykiateren indvilgede i at se på sagen, og Marie tog bus nummer 9 frem og tilbage til Risskov. Efter nogle samtaler kunne de konstatere, at ja – ups – de havde faktisk overset det vigtigste. ADHD.
Diagnosen
Selv om ADHD diagnosticeres med et simpelt ja eller nej – enten har man det, eller også har man det ikke – er sygdommen reelt et spektrum. Grader. Marie fik konstateret ADD – 'pige-ADHD' som det ofte kaldes. I modsætning til de hyperaktive ADHD-drenge er symptomer hos piger ofte mere indadvendte: uopmærksomhed og mentalt kaos. Det kan være svært at spotte, og derfor er piger stadig notorisk underdiagnosticerede. Men det er ved at ændre sig.

En amerikansk undersøgelse i Journal of Clinical Psychiatry viste i december, at antallet af ADHD-diagnoser til piger steg med 55 pct. fra 2003 til 2011, mens stigningen for drenge var 40 pct. Selv om der endnu ikke findes lignende undersøgelser i Danmark, tyder udviklingen i medicinforbruget på en lignede tendens – forskellen mellem kønnene bliver mindre.

Diagnosen
Selv om ADHD diagnosticeres med et simpelt ja eller nej – enten har man det, eller også har man det ikke – er sygdommen reelt et spektrum. Grader. Marie fik konstateret ADD – 'pige-ADHD' som det ofte kaldes. I modsætning til de hyperaktive ADHD-drenge er symptomer hos piger ofte mere indadvendte: uopmærksomhed og mentalt kaos. Det kan være svært at spotte, og derfor er piger stadig notorisk underdiagnosticerede. Men det er ved at ændre sig.

En amerikansk undersøgelse i Journal of Clinical Psychiatry viste i december, at antallet af ADHD-diagnoser til piger steg med 55 pct. fra 2003 til 2011, mens stigningen for drenge var 40 pct. Selv om der endnu ikke findes lignende undersøgelser i Danmark, tyder udviklingen i medicinforbruget på en lignede tendens – forskellen mellem kønnene bliver mindre.
Marie var »nærmest ekstatisk«, da hun fik diagnosen.

»Alternativet var jo, at jeg bare var en nederen og doven person, som min familie syntes var træls,« siger hun i dag.

Jeg husker det selv tydeligt; følelsen af, at jeg hele livet havde råbt og skreget ad hende, når hun igen-igen-igen sneg sig uden om opvasken eller faldt i staver, når vi skulle ud ad døren. »Kom nu, Marie!?« Måske var det slet ikke hendes skyld.

»Fra den ene dag til den anden holdt vi op med at skælde hende ud. Det var en stor befrielse for begge parter,« siger min mor. »Diagnosen var både en kæmpe lettelse og en stor sorg over, at det var noget kronisk. Jeg blev meget ked af, at min datter havde haft det svært, uden at vi havde forstået det.«

En 12-årig 17-årig
Der dufter svagt af ramsløg fra skoven ved indgangen til Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center i Risskov, som troner på en bakketop over det kolde vand i Aarhusbugten. Det var her, Marie blev diagnosticeret for 10 år siden, og det er her, Danmarks førende ADHD-forsker, Per Hove Thomsen, har kontor.

Selv om antallet af ADHD-diagnoser er eksploderet de sidste 10 år, er ADHD ikke nyt-nyt, fortæller han. Der var også personer med ADHD i antikken og i renæssancen, men det var først med indførelsen af obligatorisk skoleundervisning i slutningen af 1800-tallet, at de begyndte at stikke ud. I 1902 beskrev en britisk børnelæge »en unormal moralsk defekt hos børn«. De kunne ikke sidde stille.

Siden er udviklingen eskaleret. Det moderne individ skal kunne tage sig sammen, styre sit eget liv og tage ansvar for egen læring.

»Der er gruppearbejde og selvvalgt hjemmeeksamen i skolen, og det kan personer med ADHD ikke finde ud af. De har ingen tidsfornemmelse, de har svært ved at koncentrere sig og kommer til at afbryde de andre,« siger Per Hove Thomsen.

I ungdomsårene kan en ADHD-hjerne være tre-fem år bagud, fortæller han, så da 17-årige Marie begyndte i gymnasiet, var de eksekutive funktioner i hendes hjerne måske som en 12-årigs.

»Det gør det svært at komme i gang i god tid med den danske stil. At stå op om morgenen, at få madpakken med, at koncentrere sig, når timerne er kedelige. Man har mindre impulsstyring, svinger humørmæssigt og bliver hurtigere uvenner med folk,« siger Per Hove Thomsen.
Nedturen
Marie klarede med nød og næppe gymnasiet – det krævede et års orlov og en periode med depression, men hun klarede det. Det var, da hun flyttede hjemmefra, at det for alvor gik galt.

Hun kom ikke op om morgenen og brugte det meste af dagen på at ryge cigaretter foran fjernsynet. Hun blev væk fra sit arbejde. Og da hun skulle begynde på en daghøjskole i Aarhus, mødte hun ikke op den første dag, fordi hun sov til klokken tre om eftermiddagen. Samtidig var vores far dødeligt syg, og både Marie og jeg var knust – men hun tog det særlig slemt.

»Jeg drak rigtig meget. Og jeg spiste rigtig meget takeawaymad. Det var stort, hvis jeg lavede mad. Når jeg spiste, var det både en burger og en pizza, og så var jeg så mæt, at jeg ikke kunne gøre noget. Det distraherer kroppen og psyken at være så mæt,« siger Marie.

Lejligheden flød altid, når jeg besøgte hende. Hun gjorde ikke rent, hun ryddede ikke op, og hun luftede ikke ud. Bankudskrifter har senere vist, at hun det år brugte 25.000 kroner på fastfood fra Just-eat.dk.

I september 2010 begyndte hun på engelsk på Aarhus Universitet, men allerede efter 14 dage kunne vores mor se, at hun ikke kom ud af døren.

I den periode kunne min lillesøsters liv have taget en skæbnesvanger drejning. Her kunne en tilværelse med kontanthjælp, kroniske alkoholproblemer, overvægt og ensomhed let have taget sin begyndelse – præcis som den gør for så mange andre med ADHD. Når det ikke skete, skyldtes det først og fremmest, at min mor og hendes mand tog en radikal beslutning.

»Vi besluttede, at jeg skulle tage ned til hende hver morgen, vække hende og køre hende op på universitetet,« siger min mor.

»Så det gjorde jeg hver dag i to måneder. Og jeg var ved at dø. Det var så hårdt at blive konfronteret med hende hver morgen, men vi vidste, at hvis hun ikke fik fat, ville hun aldrig komme i gang med at studere.«

Efter to måneder kunne hun ikke mere – det var for hårdt. Så de satte en annonce i lokalavisen Århus Onsdag og hyrede en »kernesund pædagogstuderende«, som fik nøglen til Maries lejlighed, så hun hver morgen kunne låse sig ind og vække hende.

»Nu skal du tage din Ritalin,« sagde hun til Marie, og så ventede den pædagogstuderende et kvarters tid, indtil det amfetaminlignende præparat sparkede gang i Maries frontallapper. Så talte hun til Marie, indtil hun vågnede, og så tog de sammen bussen op til universitetet.
Antallet af danskere, der har indløst recept på et lægemiddel til ADHD-behandling, er eksploderet fra 1.812 i 1999 til 41.654 i 2015.

Marie er en af dem. Hun tager en pille morgen og middag.
Medicin
Cirka 85 pct. af alle ADHD-patienter får det bedre, når de tager medicin – hvis de altså finder den rigtige dosis og den rigtige pille. Til sammenligning får 15 pct. det bedre af placebotabletter, og det spænd – mellem 15 og 85 pct. – er det største gab mellem aktiv medicin og placebo i hele psykiatrien.

»Det er ligesom med diabetikere: Ja, du kan prøve at ændre din diæt og din hygiejne, men det er temmelig sikkert, at du også har brug for insulin. Der er intet, der er mere effektivt,« siger Russell Barkley.

Alligevel er der udbredt skepsis over for ADHD-medicin i befolkningen. Der er jævnligt overskrifter i aviserne, som advarer om bivirkninger og forgiftninger, og i 2014 lavede komikeren Anders Stjernholm, som selv har ADHD, et kritisk tv-program om psykofarmaka.

»Medicinen, jeg fik, gav mig alvorlige bivirkninger, så i dag har jeg fundet ud af at leve uden medicin,« fortalte Stjernholm i programmet.

Men selv om nogle oplever bivirkninger – især i indkøringsperioden – er der ifølge Russell Barkley »intet, der tyder på, at medicinen skulle være skadelig«. Tværtimod.

»Der er nu 31 studier, som viser, at jo længere tid børn tager ADHD-medicin, desto mere normal er deres hjerneudvikling. Medicinen ser ud til at booste hjerneudvikling for børn, og det er forunderligt. Vi finder ingen andre steder i psykiatrien, hvor piller udvikler hjernen, og alligevel ser det ud til at være tilfældet her,« siger Russell Barkley.

Antallet af danskere, der har indløst recept på et lægemiddel til ADHD-behandling, er eksploderet fra 1.812 i 1999 til 41.654 i 2015. Marie er en af dem. Hun tager en pille morgen og middag – et lille 'kling' fra iPhonen minder hende om det. Hun kalder dem »bunden af mit korthus«.

Vi har diskuteret medicinen mange gange, og hun bruger altid det samme eksempel: Hvis man er nærsynet, hjælper det jo også at bruge briller, ikke?
At se Marie'erne
Der gik flere år, før den kernesunde pædagogstuderende kunne nøjes med at ringe og sige:

»Nu skal du tage din pille,« inden hun låste sig ind i lejligheden. Selv da min lillesøsters forlovede begyndte at overnatte hos hende, kom hun. Men efterhånden var det tilstrækkeligt med et telefonopkald, og til sidst – for et år siden – behøvede Marie ikke længere hjælp. Skridt for skridt for skridt.

Samtidig kæmpede min mor og hendes mand på en anden front: De ansøgte Aarhus Kommune om en bostøtte, der kunne hjælpe med at planlægge indkøb, oprydning og studier, men kommunen satte Marie på en venteliste bag 438 andre. Min mor og papfar klagede, telefonerede og mailede med sagsbehandlere og socialrådgivere, og til sidst blev kommunens ventelisteordning erklæret ulovlig af ankestyrelsen. Marie fik en bostøtte.

Langsomt blev der vævet et net omkring hende. På universitetet fik hun bevilget en faglig mentor, som hjalp med at planlægge læsning og eksamener. Hun fik forhøjet SU og lov til at studere på nedsat tid, så hun ender med at bruge 6,5 år på en kandidatgrad i stedet for 5.

»Det var hjælp til selvhjælp. Jeg lærte at lægge skemaer og strukturere min tid. Jeg lærte virkelig meget i den proces,« siger Marie.

Men hjælpen kom ikke af sig selv. Det krævede en forenet indsats fra min mor og hendes mand – begge såkaldt ressourcestærke mennesker med lange uddannelser og høje indtægter. Vores papfar var endda socialdirektør i Randers Kommune og kendte til det kommunale bureaukratis mørke krinkelkroge.

»Det skal siges rigtig højt, at det har været pissehamrende svært for os at få noget til at ske. Og vi har ellers haft mange håndtag til rådighed. Tænk, hvis man ikke har det,« siger min mor.

Rockwool Fonden beregnede i 2014, at ubehandlet ADHD hvert år koster samfundet 2,8 mia. kroner – det giver i alt cirka 150.000 kroner pr. person med ADHD. Det kan man få mange bostøtter for.

»Det kan gå to veje,« siger vores papfar, Knud Aarup, som i dag er formand for Socialpolitisk Forening. »Man kan blive 21-årig mor og ende på førtidspension. Eller man kan ende som specialist i ordblindhed, som Marie nu er på vej til (i dag arbejder Marie med dyslektiske studerende på universitet, red.). Der er ingen tvivl om, at førtidspensionisten koster samfundet meget mere – inklusive hvad hendes barn kommer til at koste. Tænk, hvis samfundet var indstillet på at se Marie'erne.«
Fremtids-Marie
Der hænger et skema på min søsters køleskabsdør, som minutiøst beskriver, hvornår hun skal tørre støv af, og hvornår hun skal skure ovnen. Den slags skemaer laver hun mange af til sig selv. Læseplaner. Faste vasketider. En telefon proppet med påmindelser.

»Ellers skulle jeg have det hele i hovedet,« siger hun.

»En stor del af mit liv er at opstille regler for mig selv.«

Jo mere planlægning, jo bedre. Hvis hun står op om morgenen uden at vide, hvad hun skal, gør hun nemlig ingenting. Sådan var det også, da vi var børn. Hun »tuller«, som hun kalder det: Ligger i sengen i timevis med sin telefon. Bruger en time på at lave morgenmad og hænger foran fjernsynet, indtil klokken pludselig er fem, og hun tænker: 'Hov, jeg havde da en aftale.'

Fremtids-Marie
Der hænger et skema på min søsters køleskabsdør, som minutiøst beskriver, hvornår hun skal tørre støv af, og hvornår hun skal skure ovnen. Den slags skemaer laver hun mange af til sig selv. Læseplaner. Faste vasketider. En telefon proppet med påmindelser.

»Ellers skulle jeg have det hele i hovedet,« siger hun.

»En stor del af mit liv er at opstille regler for mig selv.«

Jo mere planlægning, jo bedre. Hvis hun står op om morgenen uden at vide, hvad hun skal, gør hun nemlig ingenting. Sådan var det også, da vi var børn. Hun »tuller«, som hun kalder det: Ligger i sengen i timevis med sin telefon. Bruger en time på at lave morgenmad og hænger foran fjernsynet, indtil klokken pludselig er fem, og hun tænker: 'Hov, jeg havde da en aftale.'
Alt skal struktureres. I mange år styrede papfar Knud hendes økonomi. Ordningen var, at hun fik 100 kroner fem dage om ugen og 200 kroner to dage om ugen. Det var dét. Hvis hun skulle bruge lidt ekstra, skulle hun ringe til ham.

»Jeg tror aldrig, jeg har sagt nej. Det var princippet i, at hun ikke bare selv kunne gøre det,« siger han.

Princippet er, at hun hele tiden skal narre »Fremtids-Marie«, for hun ved godt, at Fremtids-Marie ikke får tingene gjort. Så inden hun tager på universitetet, pakker hun en taske med træningstøj og booker en tid på sit Thai Bo-hold i Fitness World, præcis tre timer efter undervisningen slutter. På den måde sætter hun Fremtids-Marie i en prekær situation: Når hun står efter undervisningen og tænker: »Jeg kan ikke overskue at læse, og jeg kan ikke overskue at træne«, er tretimersfristen for at melde afbud til Thai Bo uden en bøde allerede overskredet. Fitness World ligger alligevel på vejen hjem, og hun har allerede slæbt rundt på træningstøjet hele dagen. Bøde, tøj, ruten hjem. Det hele skubber hende i retning af at gøre det, hun godt ved, hun skal: sætte sig og læse i to timer til sit fag i fonetik og så tage i Fitness World.

Taktikken virker. Hun har fået 12 i sine seneste eksamener og har et job på universitetet, hvor hun hjælper ordblinde studerende med at overskue studierne.

Det er helt anderledes at besøge hende i dag end for fem-seks år siden. Selv om opvasken stadig tårner sig op i køkkenet, kan man mærke, at der er styr på tingene. Hun har en plan.

»Jeg plejede at hade kvinder på uni med nyføntørret hår,« griner hun. »Det ville jo sige, at de både havde været i bad og haft tid til at tørre deres hår om morgenen – jeg forstod ikke, hvordan det var muligt, og de tværede deres fucking føntørrede hår i hovedet på mig. Nu gør jeg det selv hver dag.«
Antal personer der har købt ADHD-medicin mindst én gang det pågældende år:
Jeg fucker op
Vi ved ikke, hvorfor Marie har ADHD, og jeg ikke har. Sygdommens arvegang er ikke kortlagt endnu, men det er sikkert, at der ikke findes ét ADHD-gen. Man arver en række gener, som tilsammen skaber en tilbøjelighed til psykisk sårbarhed – en skrøbelighed i hjernen, om man vil, som hænger sammen med andre lidelser, bl.a. tourettes, angst eller OCD. Derfor har op til 85 pct. af alle med ADHD også en anden psykisk lidelse.

Den er især gal med de gener, som styrer produktionen af dopamin, et transportstof i hjernen, der som små færger fragter kemiske signaler fra én nervebane til en anden. Har man for lidt dopamin, bliver forbindelserne sløve.

Selv om jeg ikke har ADHD, kan jeg sagtens genkende de ting, min søster slås med. Det er hårdt at skabe gode vaner; man gider ikke altid træne og arbejde. Sådan har vi det alle sammen.

»Forskellen er bare, at du ikke falder helt igennem, hvis du ikke strukturerer det fuldstændigt,« siger Marie.

»Det gør jeg. Jeg fucker helt op.«

Professor Russell Barkley har gennemtrawlet forskningen og lavet en liste over de vigtigste ting, man kan gøre for at leve et godt liv med ADHD. Nummer ét er: accepter din sygdom.

»Hvis man nægter, kan man intet gøre,« som han siger.

Og det er måske det mest imponerende ved min søsters udvikling: Hun kender sig selv og accepterer sine mangler. Hun kan kun narre Fremtids-Marie, fordi hun kender hende ud og ind.

Desuden bør mennesker med ADHD ifølge Barkley: tage medicin. Indrette sig med hjælpemidler – f.eks. have opvaskemaskine og en motoriseret cykel. Lære alt om ADHD – Marie ved alt om dopamin­underskud i synapsespalterne og ADHD's indflydelse på trafikuheld og rygning. Og så skal man træne sin adfærd. Det er nemlig ikke kun den praktiske hverdag, som er svær, når man har ADHD – energiunderskuddet i hjernen påvirker også den sociale intelligens.

Marie har altid talt mere, end hun har lyttet – uafbrudt – og manglet situationsfornemmelse. Da vi var yngre, kunne hun fortabe sig i de kedeligste historier om ubetydelige detaljer fra sin hverdag, eller hun kunne zone ud af samtalerne ved middagsbordet, hvis de ikke lige handlede om hende. Det er hårdt hjernearbejde at forholde sig til andre mennesker, og hendes energi rakte ikke altid til det. Hun har mistet veninder på den konto – én sagde direkte, at hun ikke gad al den selvoptagede snak.

»Da jeg startede på uni, kunne jeg godt mærke, at der var nogle, som syntes, jeg var irriterende,« siger hun.

Så hun lavede nogle regler: 'Husk at nikke bekræftende, når andre taler. Stil opfølgende spørgsmål. Ikke afbryde.'

»Nogle gange glemmer jeg helt at lytte, når jeg taler med folk, fordi jeg skal huske det. Og det er svært at vide, at hvis jeg bare er mig selv, så synes andre måske, jeg er irriterede. Det er svært at slappe af.«
Tusind regler, ingen intuition
Det er let for mig at læse ADHD ind i alt, Marie gør. Måden, hun tømmer opvaskeren på. Måden, hun går på. Men er det hendes ADHD? Er det medicinen? Eller er det hende?

På et tidspunkt, da bølgerne gik højt, råbte vores papfar til hende, at han ikke gad diskutere, før hun havde taget sin medicin. Marie får stadig tårer i øjnene, når hun tænker på det.

»Jeg ved ikke, hvorfor jeg stadig bliver så ked af det over det. Det gjorde bare ondt. Måske fordi jeg havde eksisteret i 17 år uden medicin. Betød det, at den person, jeg havde været, ikke var værd at tale med? Det er et meget klassisk identitetsspørgsmål: Hvad er mig, og hvad er ADHD? I begyndelsen tænkte jeg på ADHD som en slags tumor, der kunne skæres væk, og så blev jeg ægte. Det gør jeg ikke mere.«

Mange med ADHD gør sig lignende tanker. Det er ikke unormalt, at teenagere nægter at tage deres piller, fordi de vil være 'sig selv', og i disse år vinder den såkaldte neurodiversitetsbevægelse frem i USA. Her er filosofien, at det, vi kalder sygdomme i hjernen – autisme, bipolar lidelse og ADHD – slet ikke er sygdomme, men andre måder at være menneske på. Det er ikke handicap, men diversitet og bør derfor betragtes som en styrke frem for en mangel. Men den køber Marie ikke.

»For mig er der ingen aspekter af ADHD, som er en gave. Det er en handlingslammelse – jeg vil gerne, men jeg kan ikke. Jeg kører i første gear det meste af tiden. Jeg kommer på en weekendtur til Paris, efter at jeg har udskudt at planlægge det i fire år,« siger hun.
Når Marie i dag trodser de negative statistikker, er det netop, fordi hun har taget sine problemer alvorligt.

»Hvis min ADHD har givet mig særlige evner, skyldes det, at jeg har været tvunget til at lære dem. Jeg har lært at være struktureret på samme måde, som man lærer et nyt sprog: tusind regler og ingen intuition.«
Fotos: Foto: Ulrik Hasemann / Privatfoto
Redaktør: Anton Geist
Digital produktion: Troels Behrendt Jørgensen

© Dagbladet Information
Publiceret 29. april 2016
En måneds gratis Information digital + papiravisen fredag og lørdag

Anbefalinger

  • Malan Helge
  • Poul Solrart Sørensen
  • Britta Hansen
  • Jørgen Wassmann
  • Robert Kroll
  • Hans Paulin
  • Niels Duus Nielsen
  • Anker Nielsen
  • Robert Ørsted-Jensen
  • Sup Aya Laya
  • odd bjertnes
  • Peter Møllgaard
  • Dorte Ågård
  • Anders Jensen
Malan Helge, Poul Solrart Sørensen, Britta Hansen, Jørgen Wassmann, Robert Kroll, Hans Paulin, Niels Duus Nielsen, Anker Nielsen, Robert Ørsted-Jensen, Sup Aya Laya, odd bjertnes, Peter Møllgaard, Dorte Ågård og Anders Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tak for en fin beskrivelse af ADHD symptomer og diagnosens indflydelse for i en familie og for Marie Ågård Bennike.

Piiift for en flot opsætning på web!

rasmus kruse, Rikke Nielsen, Hans Paulin, Kim Houmøller og Robert Ørsted-Jensen anbefalede denne kommentar
Robert Ørsted-Jensen

Diagnosen er formentli kun stigende fordi vi først begyndte at anvende den fra slutningen af 90erne. jeg er personligt overbevist om at statistikken er uanvendelig. Disse problemer har eksisteret så længe der har været mennesker til. Men de er ofte end i misbrug af den ene eller anden art og derefter en tidlig død

Michal Bagger

@Sup Aya Laya

Du har ret så langt, at artiklen er et godt stykke over, hvad pædagogisk udviklingschef for Træningsskolens Arbejdsmarkedsuddannelser (TAMU), Rasmus Kjær, fik præsteret i januar:

https://www.information.dk/debat/2016/01/adhd-unge-moeder-faa-krav-skolen

Men når der skrives om kemisk ubalance i hjernen, så er det på tide at stå af. Lyt nu til en dansk forsker, af international topklasse, Peter Gøtzsche:

https://www.youtube.com/watch?v=i1LQiow_ZIQ

Gøtzsche’s anekdote om netop, overvismanden på AUH-Risskov, er priceless… Det er så tilfældigvis også samme sted, hvor en borger kan blive mødt af institutionaliserede Florence, får ordineret medicin til 2 uger, og efterfølgende får beskeden, kom igen om 2 måneder. AUH-Risskov er et helt særegent sted… One flew over the cookoo’s nest, rinder i hu.

Anne-Marie Krogsbøll, Mette Poulsen, Kurt Nielsen og Anders Jensen anbefalede denne kommentar

Jeg er en arg modstander af medicinering på grundlag af såkaldte "udredninger".
Udredninger er medicindesignede, og naive før og efter historier hører til i ugebladene.
Peter Götsche er allerede nævnt i tråden og der skal ikke søges meget på Barkley:
"He has also conducted trials on sluggish cognitive tempo for Eli Lilly and Company, a pharmaceutical entity whose financial ties to Barkley have led to public criticism for a perceived conflict of interest"

Anders Sørensen

Artiklen her er kritisabel på mange punkter.
Jeg kan jeg ikke undgå at få associationer til filmen "den du frygter", hvor hovedpersonen deltager i et forsøg med antidepressiva. Samme dag han begynder at tage pillerne begynder han også at skrive dagbog, overveje sin tilværelse, motionere og i det hele taget lave ting, der giver ham overskud. Efter noget tid får han det klart bedre; en fortjeneste, han helt og holdent tilskriver pillerne.
Det er altid interessant at se på hvilke faktorer, der også ændrer sig ved tidspunktet for begivenheder som diagnosticering og begyndende medicinsk behandling (ja, og alt anden behandling...). Her nævner forældrene selv, at "Fra den ene dag til den anden holdt vi op med at skælde hende ud", samtidig med at de alle fik den så vigtige forklaring på det, der hidtil havde været uforklarligt - en faktor, der i sig selv er forklaringsværdi over for en del positiv forandring (hun nævner selv manglende forståelsen og forklaringen som en vigtig del af processen, det samme gør forældrene. Altså er selve tilstanden af uforståenhed kilde til lidelse...). Pigen forklarer tilmed, hvordan hun af sin familie blevet oplevet som ”nederen og doven”.
Så hvordan kan vi vide, at det lige er pillerne i sig selv, der er skyld i effekten? Jeg kunne godt tænke mig at se hvad der var sket, hvis samme forståelse og ændret forældreadfærd var opnået uden medicinen. Men som forældrene selv siger.

Det er skræmmende, at deres eneste alternative forklaring til en medicinsk forklaring er "at jeg bare var en nederen og doven person, som min familie syntes var træls". Med det ganske vist sparsomme antal "ADHD-børn" jeg har mødt i min tid som lærervikar i folkeskolen, har jeg aldrig nogensinde mødt et eksemplar, hvis symptomer ikke var forståelige, så snart jeg begyndte at interessere mig dybdegående for personens historie og aktuelle – ofte familiære – tilstand. Mangel på opmærksomhed er fx en klassiker – et fuldstændig fundamentalt og forståeligt behov. Hertil kan man så diskutere, hvorvidt medicinsk behandling reelt bidrager til løsning af den problemstilling.

Jeg siger ikke, at alle tilfælde af ADHD bunder i mangel på opmærksomhed eller lignende, sådan som diskussionen ofte tager form af, at der om lidt med sikkerhed – og berettigelse – melder sig et eksempel af ADHD symptomatik uden de årsager, jeg også her nævner som mulige. Indforstået ”så kan du jo ikke have ret, Anders...”. Tværtimod er min pointe lige nøjagtig, at diagnosticering sådan som den foregår nu på ingen måde når disse niveauer af viden omkring den enkelte person. Men folk finder hurtigt de officielle diagnosekriterier, som jo desværre blot fungerer efter afkrydsning af symptomer, og får den der "Wow. Og så faldt brikkerne på plads”. At der så i samme omgang hører forklaringen fra den medicinske model med, er dybt problematisk, da der virkelig findes mange andre veje ind til det symptombillede - og stik imod hvad rigid kognitiv adfærdsterapi og DSM og ICD mener, så ér årsager udslagsgivende for effektiv behandling.
Så længe man insisterer på, at selve eksistensen af ændringer i hjernen er ensbetydende med, at "de kom først" = at det er årsagen, så sidder man fast i den medicinske model. Også her eksisterer der efterhånden et utal af alternative, og langt mere holdbare, forklaringer på disse ændringer, andet end at det er noget kronisk hjernemæssigt. Så det kan da godt være, at der er neurobiologiske ændringer ved ADHD, men det kan skyldes så meget, og det finder vi da ved gud ikke ud af ved at anvende diagnosticering som den foregår her.

Mette Poulsen, Torsten Jacobsen, Roselille Pedersen, Niels Duus Nielsen, Karsten Aaen og Olav Storm Jensen anbefalede denne kommentar
olivier goulin

Jeg tror ikke ADHD, eller andre 'mentale defekter' har været lige udbredt gennem historien.
Jeg tror det er et fænomen, der er under epidemisk udbredelse i vor tid, grundet sociale og livsstilsmæssige faktorer, som går i arv i en eller anden forstand. Det er et symptom på vor tid, og det er ikke svært at se koblingen til livsstil og forbrug.

Om 5-10 generationer vil det være et majoritetsfænomen.

/O

@ Michal Bagger 08:33
Hvis du kendte mig og mine kommentarer, ville du vide at jeg er ret kritisk overfor den allopatiske medicin og dens udøvere ;)
Min tidligere kommentar gik på beskrivelsen af familiens oplevelser

Michal Bagger

Nu var det lige forholdet omkring medicinen, der først faldt mig for brystet, idet de er hovedløst ukritiske fremstillinger, fremsat af medicinalindustriens frontlinje soldater, psykiaterne. Jeg er ikke i tvivl om, at familiens oplevelser er reelle. Men hvis nu man forsøger, at sætte fortællingen i kontekst, så tegner der sig et lidt andet billede.

Kender du Jyllands Allé i Århus? Groft sagt kan man sige at, i den ene ende bor de lidt mindre begunstigede borgere, og i den anden (mod Fredensvang) bor de mere begunstigede borgere. Det er netop sådan Region Midtjylland omtaler borgerne, i den Sundhedsaftale de har lagt frem på deres hjemmeside. Den aftale kan findes her:

https://www.rm.dk/sundhed/faginfo/samarbejde-med-kommunerne/sundhedsafta...

Jo, jeg har bemærket mange af dine kommentarer, hvor du ofte udtrykker dig eksemplarisk ved, at du undrer dig over diverse forhold. Respekt for det. For nu at tage den praksis op, så kan det vel godt undre en og anden, at Sundhedvæsenet som eneste myndighed i landet arbejder for lighed (i sundhed), når så godt som, alle andre myndigheder arbejder for det modsatte. Tænk engang, hvis der blev arbejdet lige så ihærdigt med den socioøkonomiske lighed, eller rettere mangel på samme. Således hedder det sig, i omtalte sundhedsaftale:

“Mere begunstigede borgere vil være langt mere tilbøjelige til selv at opsøge tilbud, end mindre begunstigede borgere. Det er derfor et væsentligt mål, at vi øger antallet af henvisninger til forebyggelsestilbud.”
Ligheden i sundhed, eller mangel på samme (alt efter temperament), er det jo svært, at indvende noget imod. Det er når den bliver afkoblet, fra den socioøkonomiske lighed, det bliver problematisk. Det er her, den moral-ideologiske klassekamp, træder i karakter, de mindre begunstigede borgere, bliver implicit omtalt som, moralsk anløbne, og den side af sagen kan der læses om her:

Moralsk oprustning - af Jan Mølgaard
http://www.kritiskdebat.dk/articles.php?article_id=1186

Kampen om sundheden - af Einar Baldursson
http://www.kritiskdebat.dk/articles.php?article_id=1230

Men det set stopper bare ikke her, nej der bliver ikke sparet på tiltagene, for at få borgerens pårørende (familien) inddraget i processen. Hvordan mon Sundhedsvæsenet, er kommet frem til nødvendigheden af, at inddrage pårørende, i helbredelsen af de ’syge’? Magter de ikke at løfte opgaven selv? ‘Lægevidenskaben’ har jo altid stillet sig til rådighed, uanset om det drejer sig om ECT, lobotomi, eller eugenik, så det er nok ikke her svaret skal søges. Men hvor kommer tankegangen så fra?

For nu at komme tilbage til artiklen om ad(h)d, så opstår sådan en diagnose, på baggrund af skærpede samfundsmæssige krav, og dermed en indsnævring af normalitetsbegrebet. Længere er den sådan set ikke, men uvidenhed om disse forhold, giver grobund for fortalere, som tidligere nævnt, streng konsekvenspædagogik - naturligvis helt uagtet, at det kan være invaliderende, for nogle, på længere sigt - til de mere underholdene, med kommentarer som, da de var unge kunne man få job som cykelvikar.

Det er jo uomgængeligt positivt, at lillesøster klarede den, ingen tvivl om det, men hvad med lillebror? Hvordan skal det gå med ham, hvis han ikke har pårørende, eller den støtte, der er altafgørende for om man kan ‘klare den’. Det står skrevet i efterhånden talrige rapporter vedr. ad(h)d, at unge giver udtryk for, at det kan gøre mere ondt, at få behandlingen, end det det gør at undvære den. Dét bør vække stof til eftertanke.

Det er godt at høre, lillesøster klarede den, men kan hun tage en videregående uddannelse, så kan hun også komme af med medicinen.

Alexandar Søndergaard

Uddannelse er godt, men inddannelse er bedre. Udsigt er også godt, men hvis man har indsigter bliver udsigten i mange tilfælde bedre. Og de indsigter mangler efter min mening hos familien ”med det vanskelige barn”.

Ud fra det jeg læser i artiklen, så er Marie aldrig blevet set som den Marie hun er, men den Marie som hendes familie gerne vil have hun skal være. Ingen har tænkt på, at gøre Marie glad for Maries skyld. Hvis man ikke passer ind i samfundsnormerne, så er man ikke normal. Det kunne være, at det var normerne, der var noget galt med. Ud fra artiklen, så ser jeg ikke Marie som en glad og velfungerende pige, men som en pige der med vold og magt skulle LÆRE at være glad med de normer for glæde og et godt liv, som hendes familie havde.
Marie skulle på gymnasiet, hun skulle på universitetet og få 12, for det var trygt, sikkert og godt og så var hendes mor og far sikre på, at hun ville blive accepteret af venner og bekendte og det bedsteborgerlige samfund. Så ville datteren (læs familien) fra den store villa på Jyllands Alle i Århus ikke blive set skævt til.
Tænk hvis Marie ville have været kunstner. Hvorfor sendte man ikke Marie på naturskole, i lære som snedker eller eksv. murer. Der er mange måder at lære på, og man behøver ikke nødvendigvis en akademisk uddannelse for at være et godt menneske.
Men det er ligesom de puttekasser vi har haft som børn. Man kan ikke komme en trekantet klods ned i et rundt hul, men det SKULLE Marie.

Tænk på hvor meget kreativitet man dræber ved at sygeliggøre mennesker der ikke lever op til normerne. Tænk på hvor meget man stækker kreative og anderledes mennesker ved at give dem Ritalin. Det kan godt være at du ikke passer ind i samfundet, men det skal vi nok sørge for at du kommer til. Ellers så propper vi en pille i halsen på dig. Så er VI glade. For så kan du passe ind i VORES samfund.

Ingen tog hensyn til hvad Marie gerne ville. Hensynet gik kun på hvad hendes familie ville for hende. Hvis man forsøger at se sine børn, som de er, i stedet for at ville lave dem om, så tror jeg personligt på, at der kommer meget mere velfungerende og samfundsnyttige børn ud af det.
jeg har taget sætninger fra artiklen, som for mig i forkortet form beskriver det det hele handler om.

”Fra den ene dag til den anden holdt vi op med at skælde hende ud”

”Marie klarede med nød og næppe gymnasiet”

”I september 2010 begyndte hun på engelsk på Aarhus Universitet, men allerede efter 14 dage kunne vores mor se, at hun ikke kom ud af døren.”

”Så de satte en annonce i lokalavisen Århus Onsdag og hyrede en »kernesund pædagogstuderende«, som fik nøglen til Maries lejlighed, så hun hver morgen kunne låse sig ind og vække hende.”

»Nu skal du tage din Ritalin,« sagde hun til Marie, og så ventede den pædagogstuderende et kvarters tid, indtil det amfetaminlignende præparat sparkede gang i Maries frontallapper”.

Nu skal du tage din pille,«

”Princippet er, at hun hele tiden skal narre »Fremtids-Marie«,

”Taktikken virker. Hun har fået 12 i sine seneste eksamener og har et job på universitetet,”

»Jeg plejede at hade kvinder på uni med nyføntørret hår,« griner hun. »Det ville jo sige, at de både havde været i bad og haft tid til at tørre deres hår om morgenen – jeg forstod ikke, hvordan det var muligt, og de tværede deres fucking føntørrede hår i hovedet på mig. Nu gør jeg det selv hver dag.«

”På et tidspunkt, da bølgerne gik højt, råbte vores papfar til hende, at han ikke gad diskutere, før hun havde taget sin medicin. Marie får stadig tårer i øjnene, når hun tænker på det.”

Alle, familie og venner og villaen på Jyllands Alle, er glade undtagen ”Fremtids Marie”, for hun er dopet til ukendelighed.

Hanne Koplev

Der er ingen arvelige sygdomme, som udvikler sig nærmest ekspotentiel i en befolkning, men sygdomme, forårsaget af miljøgifte, kan udvikle sig på sådan måde, og følsomheden overfor miljøgifte kan være arvelig.
ADHD er derfor formentlig ikke en arvelig sygdom.
Afdøde psykiater Per Dalén, Sverige har skrevet en ganske læseværdig artikel om dette emne
http://art-bin.com/art/dalen_sw.html

Angående brug af lægemidler f.eks. Ritalin ved ADHD, så er behandlingen kun en symptombehandling og ikke en årsagsbehandling.
Der bør, set med mine øjne, forskes i mulige årsager til ADHD.

Hans Nielsen

ADHD er ren business også i Danmark.
ADHDforeningens hovedindtægt er "private tilskud, kurser og bogsalg" og den var i 2012 i omegnen af 10 millioner. Man har let ved at gætte, hvor de mange millioner, der triller ind i den uskyldigt udseende og tilsyneladende græsrodsagtige forening, kommer fra. (Jeg blev mistænksom, da jeg så den dyre og glossy pjece, som gratis sendes til "foreningens medlemmer", og googlede derefter lidt på sagen.)
Og hvorfor diskuteres grundlaget for ADHD projektet ikke mere på baggrund af:
http://www.naturalnews.com/040938_ADHD_fictitious_disease_psychiatry.html#

Lars Kjeldsen

Mange tak til Christian Ågård Bennike for en rigtig god artikel om den svære psykiatriske diagnose ADHD. Jeg er en ganske erfaren specialundervisningslærer og har efterhånden læst en del om lidelsen ADHD, men nok aldrig før har jeg som i dag under læsningen af den lange artikel følt, hvordan jeg virkelig kom ind under huden på et menneske der led af svær ADHD.
Maries liv lå nærmest i ruiner før diagnosen blev stillet. Og hendes familie forstod jo ikke hvorfor hun udviste så destruktiv adfærd som beskrevet i artiklen. Men den psykiatriske udredning ændrede hendes adfærd, og pludselig kunne hun selv og familien årsagsforklare, hvorfor hendes liv formede sig som det gjorde. Og derfor udeblev forældrenes skælden-ud fra den ene dag til den anden.
Jeg har dyb respekt for familiens enestående kamp for at hjælpe deres datter, og til sidst lykkes det efter min mening næsten som i et eventyr, ja, et eventyr.
Jeg er overbevist om, at medicinering - i tilfælde som Marie i artiklen - er en stor hjælp.
Jeg vil gerne tillade mig at citere mig selv fra en tidligere kommentar her på information.dk til den også spændende artikel om ADHD: Baryleren, der blev DAMP barn, der blev psykiatrisk patient (Information d. 16. juli 2013):
“Jeg ved fra mit arbejde som spcuv-lærer, at diagnosen skal tages meget alvorligt, og at børn med ADHD som regel har brug for omfattende specialforanstaltninger i skolen. Diagnosen er en hjælp for barnet, fordi den åbner døre hos det offentlige og giver pædagoger/lærere et fingerpeg om barnets vanskeligheder. Jeg ser i mit arbejde, at Ritalin ofte hjælper børnene til at få orden i det totale kaos der råder i deres hoved, når de starter i en specialklasse. Et kaos, der ofte er ved at ødelægge deres barndom fuldstændigt.”
Jeg formoder billedet er totalt det samme i hjemmet.
Til sidst vil jeg sige, at mange af kommentarerne til Christian Ågård Bennikes artikel efter min mening faktisk ikke er ret lødige - ikke mindst Alexandar Søndergaard, der helt har mistet jordforbindelsen i sin romantisering af børn der “bare” er lidt anderledes. Men det kan vi måske diskutere en anden gang.

Poul Solrart Sørensen

Det er dejligt at læse hvor langt en familje kan nå med hårdt arbejde. Det er på den anden side bekymrende at tænke på hvor langt en familje med færre resurce ville nå....

Hej Christian, Marie og Famile,

Tak for artiklen. Jeg kan nikke genkendende til en stor del af beskrivelserne i artiklen. Jeg er nysgerrig om Marie's skjoldsbrugskirtel funktion er blevet testet i forbindelse med diagnosen. Især TPO, T3 og T4. Jeg er også nysgerrig om hun er testet for fødevareallergier og om der i den direkte famile findes PTSD eller Complex PTSD? I min personlige research er der stor overlap mellem de 3 faktorer samt ADHD/Autism. Jeg er også interesseret i at finde ud af om der er andre der er igang med at undersøge sammenhængen mellem specielt disse diagnoser.

På forhånd mange tak!

Pernille Stougaard

@anni holm. Hvilken research laver du? Min datter fik konstateret Graves (Højt stofskifte) i starten af 2014 og i 2017 fik hun diagnosen Adhd. Jeg vil meget gerne høre mere.