Somalia Street får
nye beboere

I 90’erne blev Griffenfeldsgade i København centrum for det somaliske miljø i Danmark. Den anden ende af gaden havde araberne. Men nu har en ny gruppe gjort sit indtog:
Dem med gourmettoasts og iByen-priser

Somalia Street
får nye beboere

I 90’erne blev Griffenfeldsgade i København centrum for det somaliske miljø i Danmark. Den anden ende af gaden havde araberne. Men nu har en ny gruppe gjort sit indtog:
Dem med gourmettoasts og iByen-priser
På de farvede blyindfattede ruder i bedste 70’er stil er panserglas fastmonteret på ydersiden. Langs markisen sidder støvede, farvede pærer, der vidner om en fjern storhedstid. Bag de grønne brædder på Cafe Nørrehus sidder Claus. I de røgede rum nær jukeboksen får han en danskvand. Andre dage en øl. Det gør han efterhånden ret ofte. Claus har boet i Griffenfeldsgade på Nørrebro i snart 40 år, og Cafe Nørrehus har eksisteret i endnu længere tid.

Det er et af Nørrebros ældste værtshuse. Han husker, da Griffenfeldsgade var en levende forretningsgade med slagtere, vaskerier og købmænd. Han husker, da de ’fremmede’ somaliere rykkede ind i 1993. Han husker, da araberne nede foran salonen var små børn, der legede i gaden, og han befinder sig nu midt i en ny bølge, hvor hipsterne rider forrest for at skabe trendy cafeer i en gade, som tidligere tilhørte somaliere i den ene del og araberne i den anden nær Folkets park.
Hør Claus Bo Johansen fortælle om hvordan det har været at bo
i Griffenfeldsgade i 40 år.
1. kapitel
Hvor somalierne I Københavns Lille Afrika diskuterer, om deres storhedstid på gaden er ved at være forbi. Vi er i Griffenfeldsgade 10
Et tropisk regnskyl vælter ned fra himmelen uden varsel. Den travle gade, der før var fuld af liv og mennesker, er nu lagt øde. Moe Aden løber gennem regnen og ned af trapperne til Safari Shop. Da han træder inden for, ryster han dråberne af sin læderjakke og hilser på fire andre somaliske mænd, der tilsyneladende undrer sig over, hvad han skulle ude i det våde vejr.

»Is ka warran,« hilser han.

I Safari Shop står alt i farverig kontrast til den grå regnvejrsdag udenfor. På hylderne står afrikanske hårprodukter, og rummet dufter af parfume og cremer. På knagerækkerne hænger lange farvestrålende silkekjoler ved siden af billige konservative jakkesæt. Mændene i butikken taler sammen på somali.

Moe er ikke gået i Safari Shop for at købe nyt jakkesæt. Det er faktisk meget sjældent, at han overhovedet kommer forbi her længere. Han skulle handle i det lille minimarked Kaah på den anden side af gaden, men gennem ruden kan han se, at butikken er lukket.

»Hvad skal du have?« spørger ekspedienten på somalisk.

»Jeg skulle i Kaah, men han har lukket,« svarer Moe.

»Han er ude og bede.«

I Griffenfeldsgade går dagen frem i afrikansk tempo, hvilket betyder, at folk her også har et afslappet forhold til aftaler og ikke mindst åbningstider.

En mand kommer ind i butikken, hvor Moe og de fire andre mænd har søgt tilflugt for regnen. Han forsvinder ind bag et lille gardin bagest i forretningen, hvor der sidder en mand og arbejder på en gammel computer. Det virker meget hemmelighedsfuldt, det der foregår i baglokalet i Safari Shop, men faktisk er det de små private pengekontorer, der holder til her, der i de sidste 20 år har fået de somaliske kunder til at flokkes om denne lille del af Griffenfeldsgade.
Et par turister anført af en dansk pige fylder pludselig hele shoppen. De har fundet ud af, at man i Safari Shop sælger ’grøn læbestift’. En slags voks du smører på læberne der alt afhængigt af ens personlige pigment giver individuel læbefarve. Foto: Sille Veilmark
Den nordlige ende af Griffenfeldsgade går også under navnet Lille Afrika, men somalierne selv kalder gaden for Somalia Street. Navnet Lille Afrika er noget, journalisterne har fundet på, fordi gaden minder om etniske enklaver som Chinatown og Little Italy i New York. I virkeligheden er det næsten udelukkende somaliere, der driver de afrikanske forretninger.

Medierne har længe været meget interesserede i afrikanerne på Griffenfeldsgade, men interessen er ikke gengældt. Det hele startede med Safari Shop, men manden bag har aldrig ville medvirke i avisernes guides til Lille Afrika. Safari Shops indflydelse er dog altafgørende for Lille Afrika.

På en måde kan Moe godt forstå, hvorfor ejeren af Safari Shop ikke taler med pressen. Hawala handler om tillid, og grunden til, at folk bruger ham, er, at de har tillid til ham. Hvis han taler med medierne, er det ikke sikkert, de stadig vil have tillid til ham. Der er alligevel ikke mange, der forstår, hvad hawala går ud på, så hvorfor forklare dem det? Sådan ved Moe, at mange somaliere tænker. De har tillid til hinanden, men ikke til fremmede. Derfor har somalierne ry for at være en meget lukket og isoleret gruppe af indvandrere. Og derfor har der aldrig været nogen gensidig interesse for de københavnerne, der er fascinerede af byens Lille Afrika.

Derfor taler ejeren af Safari Shop ikke med journalister.

Sådan har Moe det nu ikke. Moe er selv flygtning og kom hertil som 10-årig i 1993. Men han er en af dem, der har fået en uddannelse og ikke hænger ud på Somalia Street hele dagen, fordi han har for travlt med at passe hverdagen. Han laver selv mad, så han behøver ikke komme på den somaliske restaurant hver formiddag, som mange enlige somaliske mænd gør. Han køber tøj i butikker som H&M ligesom andre unge københavnere, og han sender penge til sin familie på mobiltelefonen, så han ikke behøver møde op i hawala-forretningerne. Men selv om han ikke har så meget at gøre med somalierne i Griffenfeldsgade længere, så kommer han her alligevel en gang imellem. En dag som i dag går han herind for at købe varer, man stadig ikke kan få andre steder end her.
Fahan, Dek og Abdi bor ikke i Griffenfeldsgade, men de kommer tit forbi, hilser på bekendte og får ordentlig somalisk mad. »Jeg kan sgu ikke selv finde ud af at lave somalisk mad,« siger Fahan. Foto: Sille Veilmark
Selv om de fleste københavnere kun kender Somalia Street for skønhedsprodukter, frisører, skræddere, kiosker og østafrikanske restauranter, så kom pengeoverførselskontorerne først, og stort set alle somaliere i Danmark benytter sig af dem. Den somaliske diaspora i Vesten sender penge til familiemedlemmer i Somalia, hvor folk stadig lever i krig og i fattigdom. Det er livsnødvendige penge, som har reddet millioner af mennesker i det borgerkrigshærgede land. Det er de penge, der holder hele landets økonomi sammen. Det er derfor, landet ikke er brudt økonomisk sammen, selv om det har været uden centralbank i årtier.

Manden bag gardinet i Safari Shop var den første hawala-operatør i Danmark. Safari Shop åbnede i 1993 som den første somaliske forretning i Griffenfeldsgade. Dengang var der intet afrikansk over gaden, som lå i et traditionelt arbejderkvarter med et lokalt forretningsliv. I dag er gaden fuld af agenter for de somaliske kontorer, som Amal, Kaah, Iftin, Ace, Hodan, Mustaqbal, Amaana. De åbnede alle i løbet af 1990’erne i kølvandet på Safari Shops succes. Restauranterne, frisørerne og købmændene kom bagefter, så folk kunne ordne andre af dagens gøremål, efter de havde sendt penge. Sådan opstod det somaliske gadeliv, som Griffenfeldsgade i dag er kendt for.

Hvert år sender den somaliske diaspora 1,6 milliarder dollar til Somalia gennem firmaer som dem, der ligger tæt op af hinanden i Griffenfeldsgade. Da den somaliske centralbank lukkede mellem 1991 og 2009 var det umuligt at sende penge ind i landet på andre måder. Som reaktion opstod en række private agenter. Systemet kaldes hawala på arabisk, og somalierne kalder det xahualad. Det særlige ved den metode er, at ingen penge rent fysisk bliver flyttet nogen steder hen.

For eksempel får Moe en gang imellem en sms fra sin fætter Jamal i Somalia, som skriver til ham, hvis han er sulten og mangler penge. Når det sker, kan Moe gå ind på et hawala-kontor, betale ekspedienten 200 kroner og sige, at pengene skal afleveres til hans fætter Jamal. Kontoret kontakter så deres folk i Somalia. I hver landsby har kontoret en kontakt til en person, som har fået overdraget en stor sum penge til opbevaring. Mellemmanden i Somalia får besked på, at han skal finde Jamal og aflevere de 200 kroner. Han beholder selv to til fem porcent af beløbet. Systemet går ekstremt hurtigt. Ofte har Moe fået at vide, at overførslen er gennemført, før han overhovedet er kommet ud af butikken.

I dag kan det hele endda klares med en enkelt sms. Somalierne sværger til hawala af flere grunde. For det første havde de i mange år intet alternativ. Der fandtes ingen banker. Men i dag er det stadig billigere, hurtigere og mere pålideligt at bruge hawala, end at overføre penge gennem officielle banksystemer. Det er et system baseret på tillid. Moe har tillid til, at hans mand i pengekontoret får pengene sendt det rigtige sted hen, hurtigt og effektivt, og hvis han får at vide, at hans fætter ingen penge har fået, vil han fortælle alle somaliere, at han ikke er til at stole på, og så er hans forretning forbi. På samme måde er operatøren i Danmark afhængig af, at han kan stole på sine folk i Somalia, som igen arbejder med lokale, som de har tillid til.

Medierne har heller ikke kun været interesserede i somaliernes tøjforretninger. Finanstilsynet og PET har undersøgt hawala-operatørerne flere gange. Ingen har endnu kunne bevise, at penge fra dansk-somaliere går til at støtte terrorister fra den islamistiske terrororganisation Al Shabaab, men flere butikker i Danmark er blevet anmeldt til politiet.
2. kapitel
Hvor duften fra frisøren på Griffenfeldsgade 26 blander sig med gadens rå virkelighed
Man skal ikke langt fra Lille Afrika for at møde duften af aftershave. Den kommer fra Folkets Salon over for Folkets Park. Det er her, de arabiske mænd i lokalområdet får trimmet skægget og sat håret.

Det er lørdag morgen, og klokken er lidt i ti. Bag Folkets Park kommer to unge mænd gående. En af dem er Ahmed Ghannam. Han har arbejdet på Folkets Salon siden 2008. Ved hans side går en anden ung mand, som fægter med armene og griner. Det er dagens første kunde. De har fulgtes ad hele vejen hjemmefra. I Ahmeds salon kender man nemlig sine kunder. Og hvis ikke man kender dem, så kender man for det meste nogen, som gør. Man ved, hvem hinanden er. Det er familie, det er venner. Habibis.

Ahmed låser døren op til den lille salon. Den første kunde tager plads i frisørstolen, mens en ung fyr med en stram, sort T-shirt og solbriller af den hurtige slags træder ind i salonen med en tændt cigaret i hånden. Han vandrer lidt frem og tilbage i det lille lokale og går over og klapper Ahmed på ryggen.

»Hvad så, bror?« siger han.

»Salaam alaikum,« siger Ahmed med et stort smil. Kunden i frisørstolen kigger på den unge fyr gennem det store spejl, som han sidder og betragter sig selv i. Han nikker til ham.

»God arbejdslyst,« siger han og sætter kurs mod døren igen.

»Habibi,« svarer Ahmed.
Mens den dansk-arabiske musik kører på højtryk i salonen, stopper folk op til en hurtig studning og går igen. Foto: Sille Veilmark
I Ahmeds salon kommer man bare forbi, selv om man ikke har et ærinde eller en tid til en klipning. Så siger man hej i stedet for. Fortæller om dagen. Livet. Smutter igen. Det er ikke rigtigt et arbejde for Ahmed, selv om han arbejder alle ugens dage med undtagelse af søndag. For alle hans kunder er familie for ham, og salonen er altid åben.

En hjemløs kommer ind i salonen.

»Can I put this?« spørger han Ahmed med en heftig afrikansk accent.

»Yeah, sure. Over there,« siger Ahmed og peger over på et stik i hjørnet af lokalet.

»Thank you,« bliver der sagt.

»No problem, homie,« siger Ahmed.

Der er ikke strøm i Folkets Park, hvor de hjemløse sover og venter på at komme til i varmestuen overfor. Derfor kommer de nogle gange forbi Ahmeds salon for at lade deres telefoner op, og det siger han ikke nej til.

’Drengene på hjørnet’ over for Folkets Salon hænger ud i Folkets Park, som har en lang og tumultarisk historie. I dag er der bl.a. øldrikkere, hjemløse afrikanere – og så drengene, der hænger ud.

Ni grønne pæle skiller uofficielt somalierne og arabernes Griffenfeldsgade. I samme krydsfelt hærger det urbane cafeliv. Ved borde med bænke sidder unge mennesker med hvidvin i glassene og toast på små fade af metal. Her ligger Fætter Fætter. I Mama Africas gamle lokaler.
3. kapitel
Hvor vi skal besøge den nye del af gaden på Griffenfeldsgade 17
De to fætre har krydset vejen fra de tomme lokaler, og de mangler kun at sætte deres underskrifter på kontrakten, inden de kan overtage rammerne for en endnu ukendt drøm. De drikker en kaffe hos indehaveren af Caf’ M overfor. De har observeret, at han har styr på drengene fra salonen, som de fornemmer er nogle ballademagere, men de tager fejl. Det er dem, der passer på gaden. »I skal ikke have tremmer for vinduerne. Det her er en ordentlig gade, og hvis der sker noget, tager vi os af det,« svarer indehaveren, og siden har det været sådan.

Få uger forinden sidder fætrene Mik og Peter og nyder et glas hvidvin på Cafe Auto, som holder til i det forhenværende automobilværksted på Griffenfeldsgade. De får øje på til leje-skiltet i vinduet overfor. Snakken om at starte egen cafe opstår lige der. Det er en multikulturel upoleret perle, med skæve typer, og mange folk passerer hver eneste dag på cykel, på vej til arbejde og skole, men de færreste stiller cyklen fra sig. Gaden er ikke blevet overtaget af cafemiljøet som Ravnsborggade og Blågårdsgade, og fætrene kan her se muligheder i at være noget for sig selv.

»Vi skal da lave en fucking toastbar,« bliver de enige om.

Halvanden måned senere åbner de Fætter Fætter, og på menukortet kan du vælge deres ’fucking toast’. På Griffenfeldsgade har de forskellige kulturer deres dagligdag side om side uden problemer. Ifølge Peter er der kun få eksempler på uoverensstemmelser i gaden. I december fik Fætter Fætter smadret en rude. Fætrene og drengene fra salonen tror, det er de autonome.

»De har det svært med, at vi er de hippe i gaden. De tror, vi er fra Nordsjælland og har en helvedes masse penge, selv om vi faktisk bare sælger øl til fornuftige penge. De er ikke ude på noget, de vil bare gerne lave larm,« forklarer Peter.
Billige øl og en ’fucking toast’ er blevet populært for unge i nattelivets Griffenfeldsgade. Foto: Sille Veilmark
Cafemiljøet på Griffenfeldsgade spreder sig som ringe i vandet. Cafe Auto var den første outsider i det lille Afrika sammen med spisestedet cafe POP, som nu er lukket. Derefter kom gourmet-toastbaren Fætter Fætter; Depanneur, et fransk-canadisk kioskkoncept, hvor varerne indtages i kiosken; så kom Mikkeller – Ramen To Bíiru, som er en autentisk japansk ramen joint.

Til en festival i Folkets Park sælger araberne burgere i boden Ghettobøfs, som de plejer. Fætter har også en bod og flere food trucks er ankommet. Ghettobøfs mister kunder, og fætrene fornemmer tydeligt, at de er utilfredse. Alle food trucks forsvinder en efter en på drengenes initiativ, men fætrene får lov at blive. De er jo en del af gaden. Peter og Miks forhold til drengene fra salonen er ukompliceret, og de kommer dagligt forbi cafeen og får toast. Drengene kender gaden og alle, der dagligt færdes der. De hilser altid, og de ved, at Ole i nummer 18 har ondt i ryggen for tiden, og hvis biler udefra overstiger fartgrænsen, bliver de bedt om at køre pænt, da der er børn i gaden. De holder øje med hinanden i gaden.

Det, der sker med Griffenfeldsgade i øjeblikket, er en helt velkendt og naturlig del af byudviklingen. I gentrificeringsprocessen gennemgår et kvarter en række stadier, før det kan kategoriseres som trendy. Groft sagt går kvarteret fra at være rustikt og overset, til at være der, det sker. Først kommer de kunstneriske, som bliver tiltrukket af den billige husleje og vil være nyskabende. Gallerierne, cafeerne og efterfølgende restauranterne kommer, når der er et publikum. Boligerne bliver renoveret, og de bliver dyrere. Til sidst indtager kaffekæderne kvarteret.
4. kapitel
Hvor vi besøger Griffenfeldsgade 9 for at finde ud af, om Somalia Street har en fremtid
I Danmark bor der cirka 19.000 danskere med somalisk baggrund, den største afrikanske gruppe i Danmark. De kom i første omgang til Danmark i løbet af 1960’erne som gæstearbejdere. Men efter den somaliske borgerkrig brød ud i 1991, kom omkring 10,000 kom til Danmark som flygtninge i løbet af 1990’erne. Mange fordi de havde familie her.

De somaliske flygtninge kom fra et meget dysfunktionelt samfund, mange var religiøst konservative muslimer, og mændene tyggede khat. Det har betydet, at de også har været en af de sværeste grupper at integrere i det danske samfund.

Ifølge tal fra Justitsministeriet er somaliere i Danmark næsten ti gange så kriminelle som folk med dansk statsborgerskab. Ifølge Danmarks statistik er somalierne den gruppe af indvandrere med den laveste beskæftigelse på 26 procent, så mange lever i dag på overførselsindkomster.

Da Moe kommer udenfor, støder han ind i Mohamed Ahmed, der går med en raslende spand i hånden.

»Det er snart ramadan, og alle butikkerne samler ind til de fattige familier i Somalia, der ikke har råd til at spise mad om aftenen,« siger han. Han samler kun ind hos de somaliske forretninger og spørger ikke de nye cafeer for enden af gaden.

De ser på alle de unge studerende, der nu strømmer til gaden for at hænge ud på Auto, Fætter Fætter, Depanneur og Ramen to Biiru. Det er to meget forskellige verdener, der mødes her.
Griffenfeldsgade er ikke blevet overtaget af cafemiljøet som Ravnsborggade og Blågårdsgade, men da der alligevel er mange mennesker, som kører igennem, er der i midten af gaden åbnet op for et par øl- og spisesteder, hvor også de lokale beboere hænger meget ud. Hunden Hank, er en af dem. Foto: Sille Veilmark
»Jeg tror ikke, at der vil være Lille Afrika her om ti år,« siger Moe.

Han siger det med kynisme i stemmen. Nu er andre ved at tage over. Moe bruger alligevel kun gaden til praktiske ting. Større betydning har den ikke for ham.

Gaden betyder mere for Mohamed Ahmed, der i mange år arbejdede i Safari Shop.

»Somalia Street forsvinder ikke. Det overrasker mig ikke, at andre vil åbne butikker her. Der var somaliere, der prøvede at åbne butik samme sted som Fætter Fætter, men Fætter Fætter bød bare højere. Jeg var med til at åbne Safari Shop i 1993, og jeg kan huske, at alle butikker åbnede lige efter. Sådan er vi somaliere. Vi vil være tætte på hinanden.«

Mens de diskuterer, går en ældre herre på 80 år forbi dem og ned i pengekontoret Iftin Express. Han bruger stok og er klædt i jakkesæt. Hans øjne er blanke og hans rynkede hud bærer mange tegn efter et langt og hårdt liv.

»Han kom til Danmark i 1968,« siger Mohamed.

Han er en af de få somaliere, der ikke kom til som flygtning. Han var sømand for den italienske flåde, fandt en dansk pige og flyttede hertil. Hver uge kommer han og sender penge til familien. Han ser dårligt. Han hører ingenting, og han går dårligt. Men når han kommer ind på kontoret, rejser folk sig straks op og henter en stol til ham.
Til venstre sidder Little Boss Man. Han styrer den somaliske del af gaden. Som regel forholder han sig tavst og hilser med et dybt nik, når dem fra gaden bevæger sig forbi. Men hvis nogen kommer til at parkere forkert, farer han op af stolen og omdirigerer kraftigt med en løftet pegefinger. Foto: Sille Veilmark
»Folk er afhængige af Somalia Street,« siger Mohamed.

Han fortsætter ned i Iftin Express med sin lille spand for at sende dagens indsamling til Somalia. Mahamed skal også videre med dagen.

»Hils familien,« siger de alle sammen til hinanden. Det gør somaliere altid, selv om de alle godt ved, at man ikke går hjem og siger til familien, at man skulle hilse fra alle dem, man har mødt på gaden.

Moe er ikke sentimental over gadens udvikling.

»Jeg synes da, det har været hyggeligt, at der er somali-liv i gaden. Men samtidig vidste man også godt, at det var midlertidigt. Sådan er det jo med alt,« siger han.

Moe smider sin pose med varer i indkøbskurven og springer op på cyklen. Efter at have cyklet få meter er han allerede ude af den del af Griffenfeldsgade, som alle kender som Lille Afrika, og som måske snart bliver endnu mindre.
5. kapitel
Hvor der opstår en spændt stemning hos frisøren
»Ey! Det var fandme hurtigt,« siger Ahmed til en ung mand, som kommer stormende ind i salonen. Hans øjne er udspilede, og han går rastløst frem og tilbage og kigger rundt i lokalet.

»Jeg tager snart afsted igen til Libanon, og denne gang kommer jeg ikke tilbage,« siger han.

Drengene i ventestolene kigger lidt rundt på hinanden, men siger ingenting.

»Mit barn skal fandme ikke vokse op her, mand,« siger han.

En ung dreng, som sidder på en af ventestolene, kigger længe på ham. Han sætter sig frem i stolen og åbner munden en smule, før han lukker den igen. Han ender alligevel med at byde ind.

»Jeg kunne aldrig finde på at flytte,« siger han ud i lokalet.

Der bliver stille i et par sekunder. Helt stille.

»Så skal det i hvert fald være et land, som minder om Danmark,« siger han.

Den febrilske fyr forlader salonen og tilslutter sig den gruppe af drenge, som står og snakker ovre i parken.

»Ham der bliver buschauffør i Istanbul,« siger Ahmed ud i salonen.

De griner højlydt.

»Han har allerede tyrkisk frisure,« siger den anden.

»Det er sgu da bedre, end hvis han tager til Libanon. Ned til Hizbollah, og jeg ved ikke hvad,« siger Ahmed.

Manden i den gule T-shirt går ud af salonen igen og slutter sig til drengene på hjørnet af Folkets Park. De kigger ind mod salonen. De står helt tæt sammen med overkroppen sirligt lænet ind mod hinanden. En høj, mørk og pumpet fyr kommer gående mod frisørsalonen med hastige skridt. Han skyder brystet frem.

»Hvem er det, der er journalisten her?« udbryder han. Han orienterer sig rundt i salonen.

Folk i lokalet kigger lidt rundt på hinanden. Så på ham igen.
Normalt er tre i en kø hos Ahmad, men det har lige været Eid, og folk blev klippet op til festen. I øjeblikket render Ahmad og hans hjælper Kha derfor ind i døde perioder. Foto: Sille Veilmark
Ahmed lægger saksen fra sig og stiller sig over til ham. Han lægger hånden på hans skulder, hvorefter han siger noget på arabisk. Han hæver stemmen en anelse.

»Nej, jeg mener det. Det er altså okay, brow. Det er cool nok‚« siger han så til ham.

»Det er mig, der er journalisten,« siger jeg og prøver at virke fattet.

Den høje, pumpede fyr kigger over mod mig uden at fortrække en mine.

»Skal vi to lige gå en tur?« spørger han så.

»Hvad drejer det her sig om?« spørger jeg og prøver med vilje at virke lidt dum. Jeg er inderst inde godt klar over, hvad det drejer sig om. Drengene, selvfølgelig! Drengene på hjørnet.

»Drengene ude i parken er utrygge, forstår du! De vil ikke have, at du vil skrive alt muligt lort, ok,« udbryder han.

Ahmed fortæller ham, at de ikke har noget at være nervøse for, og at jeg bare vil sidde inde hos dem i salonen.

»Okay. Fint nok,« siger han til ham.

Stemningen bliver øjeblikkeligt bedre, og man kan ane et smil i hans øjne. Han kigger lidt ned i jorden og sænker skuldrene en smule.

»God arbejdslyst, så!« råber han og går ud mod drengene på hjørnet igen, som ser spørgende på ham.

Ramadanen starter på mandag. Ahmed har i den anledning tænkt sig at ændre sine åbningstider. Folk skal have mulighed for at sove ud – sove meget af dagen væk. De må jo ikke spise før kl. ca. 22.00, og det kan gøre dem trætte og irritable. Det betyder, at Ahmed vil have åbent fra 14.00-22.00 i stedet for 10.00-18.00. Sådan er det bare. Stort set alle, der kommer her i salonen, er nemlig muslimer.
6. kapitel
Hvor fætter har tømmermænd, og vi skal tage afsked med Somalia Street
Ovre hos Fætter Fætter har de tømmermænd, fordi de lige har vundet Politikens iByens-pris. Tre drenge træder ind af døren, og der lyder et maskulint brøl og høje klap på ryggen, som giver associationer til en fodboldkamp, men det er det ikke. Det er gourmet­toast. »Tillykke,« råber de i kor.

Claus har drukket sin danskvand færdig på Nørrehus og bevæger sig ned ad gaden mod sin lejlighed, med sin kuglepen i lommen og sit net over armen, som let kan forveksles med dem, som hipsterne på Depanuer og Fætter Fætter bruger. Han hilser på somalierne, der hænger ud i klynger foran butikkerne, på hipsterne i de farverige omgivelser og på araberne foran salonen. En ung kvinde cykler gennem Griffenfeldsgade og råber til drengene, der er ved at krydse gaden, at de skal passe på. En af drengene tager en sten op og kaster den efter hende langt ned ad gaden, mens han aggressivt råber skældsord i hendes retning. Claus ved godt hvorfor. Følelserne er mere ude på tøjet, når der er ramadan. Ude foran Fætter Fætter spiser de uberørt fortsat toast et stenkast derfra.

Det er hverdagen i Griffenfeldsgade.
Folkets Park ved Griffenfeldsgade. Foto: Sille Veilmark
Tekst: Birgitte Kongsgaard, Shani Pedersen & Andreas Jakobsen
Foto: Sille Veilmark
Redaktør: Lotte Folke Kaarsholm
Lyd og digital produktion: Alexander Sjöberg
Dagbladet Information
Publiceret 17. september 2016
En måneds gratis Information digital + papiravisen fredag og lørdag

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Torben Lindegaard
Torben Lindegaard

Er jeg mon den eneste, der får kuldegysninger af "Little Boss Man" og "drengene", der holder orden i gaden?

Jan Weis, Sup Aya Laya, Flemming Berger, Morten Østergaard og ingemaje lange anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

I din farfars ungdom hed det 4. baggård og lokum i gården. Derefter kom totalsaneringer opførelse af moderne socialt boligbyggeri. Røv kedeligt og ensartet. Nu er det beriget med kosmopolitiske kulturindslag, lidt ligesom Vesterbro omkring Hovedbanegården i begyndelsen af 1900-tallet. Her var udenlandske gøglere og sigøjnere. franske kunstnere og kolumbiner, bohemer af alskens slags, en frodig undergrund af liv, som ikke tilbragte tiden med at se House of Cards og og andre amerikanske streamede ting. og sager. Det var mere Paris' Montmartre end Bjerringbro by Night i parcelhuset.

Allan Stampe Kristiansen, Jens Thaarup Nyberg, erik winberg, Per Meinertsen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torben - Nielsen
Torben - Nielsen

I denne artikel er der omtalt drenge, fætre, unge mænd, mænd, ældre mænd, og der er også vist billeder af drenge, fætre, unge mænd, mænd, ældre mænd.

Og er der endeligt omtalt og vist en pige er hun hvid.

Er alle somaliere da mænd??
Eller hvor er pigerne fra Somalia da henne??

Per Torbensen, Jan Weis, Henrik Brøndum, Flemming Berger og Morten Østergaard anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jesper Frimann Ljungberg
Jesper Frimann Ljungberg

@Jan Weis
Som femte generation NørreBronx dreng, så ja... er rummeligheden og hjerte jo en stor del af Nørré Bro sjælen. Og.. for fem generationer siden.. der var det min farfars familie der var indvandrerne og min farmors familie var Anden generations indvandrere.
Så lille afrika eller ej.. det er jo sådan som det altid har været.. Nørré bro er en smeltedigel.. men det ville man jo vide hvis man faktisk kom der fra :)

// Jesper

Niels Nielsen, Maiken Guttorm, Allan Stampe Kristiansen, Flemming Berger, Karsten Aaen, Hans Larsen og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Henrik Plaschke
Henrik Plaschke

Næste gang jeg bevæger mig ind i Griffenfeldsgade for at møde ”Little Boss Mann” og ”drengene” vil jeg med vemod tænke på den eneste gang i mit liv, jeg virkelig har oplevet at blive overfaldet: at få tæv, at blive sparket i hovedet osv. Det var ikke i Mogadishu, hvor jeg har tilbragt to fredelige år, men derimod i den nordlige ende af Griffenfeldsgade – i maj 1986, dengang der endnu ikke var så mange somaliere i byen. Så det var ikke ”Little Boss Mann”, der var efter mig, men derimod en fyr, der både var stiv og skæv og meget mer’. Og så var han rundet af den danske kultur – uden dog nødvendigvis at være repræsentativ. Efterfølgende har jeg dog ikke afholdt mig fra at besøge Griffenfeldsgade. Men nu skal jeg måske begynde at passe lidt mere på…

Brugerbillede for Henrik Brøndum
Henrik Brøndum

Hvor pittoresk: ".... drengene samler en sten op og kaster den efter en pige der cykler forbi ..... " det er bare ægte mandemiljø!

Brugerbillede for Jesper Frimann Ljungberg
Jesper Frimann Ljungberg

@Jan Weis
Nah, det er ikke noget med proletarisk stolthed. Derimod så udtaler du dig om forholdene på Nørré Bro uden rigtig at kende sandheden. Da min fars familie kom til Danmark omkring år 1900, var avisoverskrifterne, som de er i dag. Der var det bare svenskerne, og ikke syrerene der var de fremmede. Se f.eks. http://www.politietsregisterblade.dk/54-temaer/212-svenskere-i-kobenhavn...
Hvis man snakker med 'rigtige' Nørré Bro'ere, så er de mere bekymrede for de massive indvandringer fra Jylland og Bedre Folks Børn fra Whisky Bæltet, der gerne vil ind og lege Autonome.

// Jesper

Michael Kongstad Nielsen, Karsten Aaen og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jan Weis

Minefelt

Det er ikke nemt for venstreorienterede biodanskere at deltage i denne stadig betændte debat om indvandrere og påvirkningen af samfundet på godt eller skidt, meningerne skal helst være forblommede og må ikke støde nogen, og slet ikke indvandrerne og visse dele af dagspressen …

En sorgløshed har bredt sig og eksotiske miljøer betragtes ubetinget som kulturelle berigelser for underklassen, kulørt arbejdernostalgi bortset fra, at der nu er længere mellem arbejderne og indtjeningen til livets ophold øjensynlig kommer fra andre beskæftigelser, f.eks. selvstændig næringsdrivende udi etniske kolonialvarer, måske bare en anden måde arbejderen er blevet socialt ophøjet til ’funktionær’ på …

Ser man på hele sagen oven fra og stadig er i stand til at undre sig, kan det hele næppe være så idyllisk, som man næsten får indtrykket af ved at læse denne rejsebeskrivelse fra Nørrebro anno 2016, men den historie dyrkes desværre kun blandt de højreorienterede, som enhver han se er ved at fejre sejre og det endda helt uden polisk korrekthed …

PS: Dette forsinkede indspark fordi moderationen har efterladt to kommentarer helt uden forbindelse til de oprindelige, inspireret af billedet af lille Gysse ved Verdenshavet – forventet acceptabel humor, dog …

Brugerbillede for Jan Weis

Nye beboere i Griffenfeldsgade

Indvandring er kanon godt, det danske samfund lider af svindsot, fødselsraten falder, befolkningen er delt i en voksende population af folk med penge i banken og så alle de andre, der gerne må se at blive nogle flere, den sociale polarisering og segregering truer velfærden og folkestyret, massemedierne fører sig frem som det eneste kit, som holder sammen på hele konstruktionen – massen er omsider gjort kold og ’eliten’ skutter sig mens de opfører sig som om, de var de virkelige produktive og kreative kulturpersonligheder, alle disse Leporelloer inden for politik, journalistik og tvivlsomme brancher, hvor folk render rundt med deres fancy titler som ingen levende sjæl ved, hvad dækker over …

Kulturel mangfoldighed, som en selvfølgelighed i et homogent samfund som det danske, tilbydes underklassen af den selvbestaltede ’elite’ via religiøse bærere fra fremmedartede kulturkredses nederste lag, en berigelse med afsmittende virkning, forventes det, i et samfund, som også er gået kulturelt i stå i flodbølgen af amerikanske TV- serier og andre ligegyldigheder ’eliten’ er travlt beskæftiget med at proppe i halsen på seerne sammen med deres kulørte historier om det gode liv i etniske enklaver – man ved efterhånden mere om, hvordan det foregår i en amerikansk retssal end i en dansk, mens dem med overskud og læsevaner forsvinder ud af byen mod nord …

Det er derfor godt med nyt blod, som kan vælge alt lortet fra, fordi man ikke forstår en hujende fis og for øvrigt ønsker livet skal foregå på et lavere niveau med mindre ressourceforbrug til følge og ikke så meget ævl og kævl, far her bestemmer, som man er vant til – men det var nu alligevel meget bedre i gamle dage, mumler man …

Hurra, pengene passer … ;-)

Brugerbillede for Jan Weis

Tanker over Griffenfeldsgade som postfaktuelt mediefænomen

Man’s extremity is God’s opportunity

2 Corinthians 1:8-11
We should like you, our brothers, to know something of what we went through in Asia. At that time we were completely overwhelmed, the burden was more than we could bear, in fact we told ourselves that this was the end. Yet we believe now that we had this experience of coming to the end of our tether that we might learn to trust, not in ourselves, but in God who can raise the dead. It was God who preserved us from imminent death, and it is he who still preserves us. Further, we trust him to keep us safe in the future, and here you can join in and help by praying for us, so that the good that is done to us in answer to many prayers will mean eventually that many will thank God for our preservation.
Fra: J.B. Phillips New Testament
The New Testament in Modern English by J.B Phillips copyright © 1960, 1972 J. B. Phillips. Administered by The Archbishops’ Council of the Church of England. Used by Permission.

Et eksempel på denne fatalismetænkning, som vi igen møder blandt mange af de nye danskere, ’om gud vil’, som er mere end bare et mindre tilbageskridt for oplysningsprojektet, men egentlig en katastrofe, hvis den får lov til at brede sig i et ordnet samfund, som bygger på helt andre og mere moderne principper …

Stephen W. Hawking har i en af sine bøger fra 1993, Black Holes and Baby Universes and Other Essays spundet et lille interessant essay netop omkring dette i grunden religiøse fatalismefænomen og dets negative indflydelse på ethvert samfund, hvilket let kan ses i dag med alle disse kiksede nationer (Failed Nations) og hvad deraf følger af eksport af masserne, givetvis på det seneste orkestreret af lokale despoter og diktatorer, ligesom en nu myrdet libysk diktator en gang truede med – at ville oversvømme Europa med sine fattige og fanatiske masser, hvis han ikke fik sin vilje – alle sagde bare, at manden er gal …

Hvis et religiøst fundamentalistisk system gennem århundreder bilder folk ind, at alt i tilværelsen er bestemt af én overordnet magt, en guddom, kan man ikke samtidig mene, at mennesket er udstyret med en fri vilje, og en darwinistisk grund til vores tro på en fri vilje, selvom filosofferne strides bravt om denne ’etablerede’ sandheds rigtighed her i vores kulturkreds …

Et samfund, hvor de enkelte medlemmer føler sig ansvarlig for sine handlinger, selv kriminelle, være bevidste om Kants filosofisk oplysende teser og frigørende kræfter, vil være bedre i stand til at samarbejde og være bedre rustet til at overleve, selv om enhver myretue umiddelbart ser ud til at være antitesen, så er og forbliver deres samfund statisk …

Frie individer, der slutter sig sammen og deler visse grundlæggende principper, et såkaldt civiliseret samfund, kan samarbejde om at nå de definerede mål, men er samtidig fleksibel nok til hele tiden at ændre sig efter omstændighederne og indføre justeringer eller fornyelser – et sådant samfund har større chancer for at kunne udfolde sig og bevare sine landvindinger – hvis altså ikke systemet skal bringes til at opgive, eller justere langt ud over stabilitetsgrænsen, sit basale fundament for fredelig sameksistens med fravær af krige og andet barbari …

Vi savner herhjemme tænkere, som f.eks. filosoffen og fritænkeren Peter Sloterdijk i Karlsruhe, der er i stand til at give seriøse bud på, hvad fanden, der egentlig kunne formodes at foregå og give flere ædruelige bud på, hvori denne kulturelle inkompatibilitet faktisk består – inden ’revolutionen’, læs: borgerkrigen, bryder løs – som også Hans Magnus Enzensberger for længst har set komme i horisonten …

Imens leves der et dansk og etnisk underklasseliv i Griffenfeldsgade på Nørrebro – hvis nogen skulle finde det interessant uden tilladte fakta eller følelser – og slet ingen sociologiske analyser for voksne …

Brugerbillede for Niels Nielsen

Jan Weis: "Hvis et religiøst fundamentalistisk system gennem århundreder bilder folk ind, at alt i tilværelsen er bestemt af én overordnet magt, en guddom, kan man ikke samtidig mene, at mennesket er udstyret med en fri vilje..."

Sande ord. Selv i de moderne, sekulære samfund, er arven fra fundamentalismen stadig eksisterende - nu ikke indhyllet i guddommelige åbenbaringer og Bibelvers, men promoveret af angelsaksisk filosofi, som - måske for at tækkes den amerikanske religiøsitet og opnå bevillinger - bruger fornuften til at bevise det ubeviselige.

Nu er der så kommet en ny underklasse i DK, hvor en del af medlemmerne lader deres liv vejlede af Koranvers. Så udviklingen er på sin vis sat tilbage, dog ikke tilbage Middelalderen, som det ofte hævdes, men tilbage til min barndom. Jeg er vokset op i Vestjylland, på en lille grundtvigiansk og frisindet ø i et hav af Indre Missionske kommuner. Dengang var det os, der var de aparte, og de missionske, der var normale.

Men i dag er Indre Mission ikke længere en faktor, som der er grund til at bruge krudt på. Deres krav om gudelig livsførelse og modstand mod alt, hvad der er sjovt, undergravede sig selv. Jeg spår, at det samme vil ske med Islam. Der vil altid være en lille kerne af fanatiske hyperreligiøse, som har forlæst sig på de hellige tekster, men det store flertal vil finde sig en øllebrødsmuhamedanisme, på niveau med den øllebrødskristendom, som danskerne p.t. fornøjer sig med.

Min pointe er, at der ikke er tale om en stor omvæltning for den danske kultur - blot skal vi fortsætte med at tage den diskussion, som vi troede var i det store og hele afsluttet. At vi kunne afskaffe Indre Mission i løvet af en menneskealder vidner om dansk frisinds styrke - den danske kultur har det godt, og bliver den udsat for lidt modstand, vil den blot blive stærkere.

Den største trussel mod dansk mentalitet og kultur er de paranoide xenofober, som tvivler på kulturens styrke og derfor ønsker at stramme op og forbyde anderledes tænkning - fuldstændig ligesom i sin tid Indre Mission.

Og når man ser, hvor mange præster, der er aktive i modstanden mod kulturberigelsen (sic!) fristes man jo til at tro, at Indre Mission stadig er en faktor. Hvad den måske også er - midlerne er i hvert fald de samme: Ved at spille på befolkningens frygt for en lille minoritet, gennemføres drakoniske sociale forringelser, der rammer alle uden forskel. Målet er at ramme den muslimske befolkning, og at man så også rammer en masse indfødte danskere får ikke højrefløjen til at ryste på hånden, for "Vi er jo alle syndere for Vorherre" som det hedder. Alle, altså ikke de rigeste, men resten.

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Tak til Jesper Frimann for indlæggene om Nørrebro. En smeltedigel, skriver han så rigtigt, jyder og svenskere blandt hverandre m.m.. Nørrebro havde pæne borgerlige 6 - værelses lejligheder ud til hovedgaderne, og mindre og mindre lejligheder ned ad sidegaderne og ind i baggårdene. Nørrebro var pænere end Vesterbro. Mere alá den borgerlighed, arbejderklassen efterstræbte, mindre alá boehme-livet på indre Vesterbro og det sølle arbejderklasse liv på ydre Vesterbro.

Frimanns link
http://www.politietsregisterblade.dk/54-temaer/212-svenskere-i-kobenhavn...
viser godt København i begyndelsen af 1900-tallet, Et godt litterært bud på den tids tilstand er Martin Andersen Nexøs roman "Pelle Erobreren", del 2.

Brugerbillede for Jan Weis

Niels Nielsen: Der ser du, vi er nok ikke så uenige endda - megen af denne hakken på religionen islam fra præsternes side, som lige så godt burde gælde kristendommen, er bare en religions-kamp - så hop ikke på den galej, lad dem om det - vi må snart se at få fjernet alle religiøse tegn og gerningen fra vores sekulære civilsamfund - så vi endelig kan opnå 'den evige fred' ... ;-)...