En dag med Asrin MESBAH

’I starten blev jeg helt ødelagt. Nu græder jeg ikke så meget mere’

Det hele startede med en syrer, der sultestrejkede. Asrin Mesbah hjalp ham med en klage, og så rullede det derfra
En dag med Asrin MESBAH

’I starten blev jeg helt ødelagt. Nu græder jeg ikke så meget mere’

Det hele startede med en syrer, der sultestrejkede. Asrin Mesbah hjalp ham med en klage, og så rullede det derfra
Af: Johanne Ramskov Erichsen
Foto: Ulrik Hasemann og Sigrid Nygaard
Klokken er 06.50 og Asrin Mesbah har netop slået øjnene op. Fra hendes vindue kan man se ud over søerne og broerne. Det er gråt derude.

Hun griber efter sine cigaretter og går i sin sorte natkjole, ud af lejligheden og ud mod den store fælles betonaltan for enden af kollegiegangen.

»Jeg starter og slutter min dag lige her,« fortæller hun, mens hun tænder dagens første cigaret.

Røgen driver ud over altanen og ud mod søerne, hvor løbere lunter rundt. »De løber seriøst på alle tider af døgnet, det er jo vanvittigt.«

Asrin Mesbah bor på sjette sal på det tidligere plejehjem Sølund i Ryesgade på Nørrebro, der i dag er studieboliger. Her bor hun sammen med sine to sønner, indtil hun er færdiguddannet jurist til januar.

Hver morgen indtil klokken er lidt over syv, sidder hun lige her på altanen. Hun drikker kaffe, ryger og tjekker sin telefon. Der er masser af mails i indbakken, masser af beskeder på Facebook og opslag, hun skal holde øje med. De fleste handler om flygtninge. Nogle handler om hende. »Skønt, så ligger der endnu en af dem her,« siger hun og læser op fra sin telefon: »Fuck dig din iraner-luder.«

Hun sukker.

»Så er dagen ligesom i gang.«
For et år siden var Asrin Mesbah bare en almindelig jurastuderende, der passede sine studier og sine drenge, men så besluttede hun at bruge sin sommerferie på at hjælpe flygtninge med juridiske problemer. Det førte til, at hun stiftede JuraRådgivningen, der består af frivillige jurister og jurastuderende, der yder gratis juridisk hjælp og vejledning til flygtninge.

Siden er Asrin Mesbahs sommerferieprojekt bare vokset og vokset. Frem til nu har de lukket 101 sager – primært om familiesammenføring – mens 117 sager er i gang. Om to dage skal de have den første sag i Udlændingenævnet.

Med engagementet er hun havnet midt i flygtningedebatten, der er på alles læber. Men for hende er det ikke et stort politisk projekt, der ligger bag.

»For mig handler det ikke om flygtninge og hele den debat. Det handler om at hjælpe dem, der er i nød og ikke har nogen stemme. Det kunne have været kontanthjælpsmodtagere,« siger hun.

»Der er mange, der tror, at jeg er helt vildt rød og går ind for åbne grænser. Jeg har siddet i debatter, hvor det er blevet kastet i ansigtet på mig. Så bliver de helt paf, når jeg siger, at jeg ikke nødvendigvis går ind for åbne grænser. Jeg går ind for, at vi behandler dem, der er her ordentligt. For alle har da rettigheder. Af og til har jeg lyst til at læse Grundloven op for politikerne,« siger hun og griner, mens hun skodder en smøg.
En 19-årig syrer
At det blev flygtninge, Asrin Mesbah arbejder med, var et rent tilfælde.

»Jeg gik forbi Udlændingestyrelsen en dag for et år siden, og så lå der en 19-årig syrer ude foran,« fortæller hun.

»Han var alene og bange og sultestrejkede, fordi han havde fået afslag på familiesammenføring med sin mor.«

Hun besluttede, at hun ville hjælpe ham med at skrive en klage til Udlændingestyrelsen.

Efter det tænkte hun, at der måske var andre, der kunne bruge juridisk hjælp. Derfor meldte hun sig ind i Facebook-gruppen Venligboerne, hvor hun skrev et opslag om, at hun kunne hjælpe med juridiske problemer. Og så begyndte beskederne ellers at tikke ind.

»På ingen tid havde jeg 50 henvendelser. Der var så mange sager, at jeg måtte bede om hjælp. Så jeg kontaktede et par folk fra jurastudiet, og så gik vi i gang.«

Da de havde søgt aktindsigt i 19 sager om familiesammenføring, og der var fejl i dem alle, besluttede hun sig for, at der måtte gøres noget mere. Og så stiftede hun JuraRådgivningen, der tilbyder gratis jurarådgivning til asylansøgere.

Siden er der gået et år. JuraRådgivningen består nu af ti studerende, to pensionerede jurister, og to advokater, der er tilknyttet og tager sager probono. De mødes i Asrin Mesbahs lejlighed hver mandag. Snart får de også en sekretær og nye lokaler.
Det er mandag i dag, og jurarådgiverne kommer mellem ni og tolv. Inden det skal hendes to drenge ud af deres senge og i skole.

Klokken er 07.15, da hun første gang kalder på dem. Imens redder hun sin egen seng i stuen.

»Skat, spis din morgenmad, jeg går i bad.« Den store søn, Hakim på 13 år er stadig i sengen, mens den lille Bobby på 11 år sætter sig til at spise.

Klokken 07.50 er Bobby på vej ud. Han får et kys og en madpakke med. Hakim er også oppe, men kommer kun lige lynhurtigt ud efter sin taske for så at smutte ud af døren.

»Nu skal jeg ryge,« siger Asrin Mesbah.

Hun har skiftet til hvid skjorte, jeans og høje sko. Håret er sat op.

På altanen fortæller hun om sine drenge. »Engang var der en lærer, der pegede på Hakim og kaldte ham indvandrer. Så svarede han, at han altså var født i Danmark, og at det var hende, der var indvandrer, for hun var flyttet hertil fra Spanien.«

Hun smiler og rejser sig for at gå ind. Om en time kommer juristerne, og hun skal forberede sig.

Lidt over otte begynder hendes telefon at ringe. Hun svarer på juridiske spørgsmål, lægger på og arbejder videre. Den ringer igen.

»Det her er et fuldtidsarbejde for mig, og det kan jeg kun, fordi min SU betaler huslejen,« siger hun.

Heldigvis bor hun billigt i kollegielejligheden, og hun fortæller, at JuraRådgivningen netop har fået 100.000 kroner af en fond. Pengene rækker dog ikke langt, for det er ikke nok til at give en advokat løn.

»Til januar er jeg færdiguddannet, og så stopper min SU. Det betyder nok, at jeg skal ud og have et rigtigt job, og at JuraRådgivningen ikke kan køre længere.«

Hun fortæller, at hvis hun var rig, ville hun betale et par advokater fuldtid. Sådan er det bare ikke, og derfor skal JuraRådgivningen nu i gang med at søge midler, så de kan fortsætte deres arbejde i fremtiden.

Klokken 09.00 begynder medlemmerne af JuraRådgivningen at komme. Asrin Mesbah går straks i gang med at fortælle de andre om en ny sag.

»Kommunen har svigtet her – de har simpelthen ikke overholdt lovgivningen i forhold til et uledsaget barn. Nu skal der bare klages.«

Hun afbrydes af telefonen.

»JuraRådgivningen, det er Asrin.«

Hun rådgiver en person i den anden ende.

»Nej, sultestrejke hjælper ikke, det får han ikke en afgørelse af.«

Tre timers intensivt arbejde slutter klokken 12.

Hun rydder op og sætter ny kaffe over. Der kommer snart en ny klient.
’Jeg skal satme kende mine rettigheder’
Klokken 12.30 kommer den nye klient. Asrin Mesbah viser ham hen i kollegiets fælleslokale. Der er pyntet op med farverige flag i loftet. Der bliver tolket over telefonen, og den nye klient, som er fra Syrien, fortæller, at hans kone og fire børn er i en flygtningelejr i Jordan uden mulighed for at få lavet den DNA-test, der kræves, for at de kan få familiesammenføring.

Klienten græder. De taler mulighederne igennem.

»Det skal nok gå! Vi finder en løsning,« siger Asrin Mesbah, da mødet er ved at være slut.

Hun rydder op og bærer kopper og kaffe tilbage i lejligheden.

»Det er hårdt at se voksne mænd græde. I starten blev jeg helt ødelagt. Nu græder jeg ikke så meget mere.«

At Asrin Mesbah skulle være jurist kom pludseligt. Som 14-årig mødte hun sine børns far. De to var sammen, til hun var 26 år. I et forhold, som hun kæmpede for, men som ikke var godt.

»Det var et hårdt forhold. En aften var jeg bange for ham, og jeg trak en kniv.«

Hun gjorde ham ikke noget med kniven, men bagefter var hun chokeret over sin handling. »Jeg ringede til politiet og bad dem om at komme og anholde mig. Da betjenten kom, sagde han, at jeg havde handlet i nødværge. At det var okay. What the fuck, tænkte jeg, og så tænkte jeg: Jeg skal være jurist. Jeg skal satme kende mine rettigheder.«

Efter det pakkede hun med sine to drenge på to og fire år og flyttede 50 kilometer væk fra Farum, hvor de boede. Herefter startede hun på HF og så jura. Siden har hun været alene med drengene. Deres far bor i dag i Pakistan, hvor han oprindeligt er fra, med en ny kone.
Forstår sin far
Da Asrin Mesbah var fem år, flygtede hun sammen med sin mor og sin bror til Danmark fra Iran. Hendes far var rejst i forvejen, og efter fem år fik resten af familien familiesammenføring.

Hun husker ikke sin flugt særlig godt, hendes forældre har aldrig talt om det. De var opsat på at komme videre og få et nyt liv uden at se sig tilbage.

»Både min mor og far var uddannede lærere i Iran. De ville bare glemme, at de var flygtninge.«

Hendes mor uddannede sig først til pædagog og så psykolog og skrev speciale om uledsagede flygtningebørn. I dag arbejder hun i statsforvaltningen som børnepsykolog.

»Min mor fortæller altid en historie om en betjent, hun aldrig har glemt. Hun var så bange for ham, fordi hun havde et falsk pas. Men han lagde bare hånden på hendes skulder og fortalte, at nu kunne hun være tryg og ikke længere bange. Det er jo det, det hele handler om. At få et godt førstehåndsindtryk.«

For Asrin Mesbahs far var det sværere at komme videre. Hun husker ham som mærkelig og til tider voldsom. Og i søvne græd, slog og skreg han ofte. I en alder af 14 år ringede hun til politiet og bad dem komme og hente ham. Det førte til forældrenes skilsmisse, men ingen talte om, hvad der var galt med faren. Asrin Mesbah forstod det ikke.

Faktisk skulle hun blive 37 år og stå midt i en teltlejr for flygtninge, før hun forstod sin far. Sammen med forfatter og venligboen Anne Lise Marstrand-Jørgensen var hun på besøg i lejren i Haderslev for at sikre, at beboernes rettigheder blev overholdt.

»I teltlejren mødte jeg tre iranske mænd. De fortalte om, hvordan de græd og skreg om natten, fordi de havde onde drømme. De mindede mig om min far.«

Da hun kom hjem, fortalte hun om oplevelsen til sin mor.

»Min mor var helt rolig og sagde: ’Ja, far har jo posttraumatisk stress,’ og så stod jeg der. Som 37- årig forstod jeg endelig min far. På grund af en teltlejr. Det var vildt.«
Hatten af for Støjberg
Klokken er 13.30. Asrin Mesbah ryger på altanen og svarer på mails. Hun har gang i tusind ting på en gang. En socialrådgiver svarer ikke på hendes mails, en anden har ikke sendt det, hun skulle, og hun chatter med en mand med racistiske holdninger, som hun prøver at tale til fornuft.

Inde i lejligheden igen lægger hun sig på sofaen, lukker øjnene et øjeblik. Så ringer hendes telefon. En ny sag skal drøftes. Hun ender samtalen og tager sig sammen til at rejse sig igen. Om lidt har hun en aftale på et advokatkontor, der ligger lige over for Udlændingestyrelsen. De skal give hende råd i en sag.

Det tager tre minutter at cykle ned til det lille kontor fra hendes lejlighed, der er tre advokater til stede.

»Udlændingestyrelsen kan ikke lide os, vi ødelægger deres arbejde,« siger den ene og griner. Asrin Mesbah fortæller om sagen, hun sidder med, og de kigger alle på papirer og regler.

Hun lærte advokaterne på kontoret at kende, da hun begyndte sit arbejde. En dag havde hun brug for hjælp med en sag, og så bankede hun på deres dør.

»Jeg har været her hver dag siden,« siger hun og griner.
Efter besøget kører hun i Netto. Bøffer, bearnaise, bønner og kartofler ryger i kurven. »Det er en af de rolige dage i dag. Det er dejligt, der er tid til at lave mad.«

Hun taler i telefon på cyklen hjem, og da hun træder ind i lejligheden, smider hun indkøbsposen fra sig og skynder sig hen til sit dokumentskab for at kigge på sagen, hun diskuterede med de andre advokater.

»Jeg kan slet ikke vente med at se, om jeg kan bruge de ting, de sagde.«

Hun hopper op af stolen og jubler. »Yes! Det ser godt ud det her.« Hun sidder med et stamtræ. Det hele handler om, hvor langt ude de er i familie, for at de kan få familiesammenføring.

»Mor, kom lige,« lyder det fra værelset. Hakim er kommet hjem fra skole. Men hun skal lige kigge færdig. Hun er helt opslugt. Sagen er en af dem, det hele startede med. En af de sultestrejkende, hun mødte for et år siden. »Det ville være fantastisk, at vinde hans sag.«

Hakim smutter gennem stuen og ud af døren for at mødes med et par venner. Bobby er i klub. Klokken er 16, og hun sætter sig på sofaen. Det er svært for hende, at lade børnene smutte ud.

»Jeg skal lære at give slip på dem,« siger hun. »Det er ikke fordi, jeg er bange for, at de laver ballade, men jeg frygter, at de skal møde en som Inger Støjberg, der fortæller dem, at de er indvandrere og skal tage sig sammen.«

Hun lukker øjnene. To minutter efter ringer telefonen, og hun rejser sig op for at finde et papir frem. Hun lægger på og smider sig tilbage i sofaen. Tre minutter efter ringer den igen.

Da samtalen er forbi, fisker hun smøgerne frem og sætter sig ud på altanen. Inger Støjberg er ikke helt ude af hendes hoved, så hun fortsætter, hvor hun slap.

»Hun får så mange dårlige ting igennem. Men man skal ikke tage fejl. Hun har et helt hold bag sig, der er enige. Hun er jo bare en af de eneste, der tør stå ved sin politik. Hatten af for det.«
Klokken er 16.30, da Asrin Mesbah skifter til afslapningstøj. Hun tjekker mail, tager imod opkald og rydder lidt op, før hun begynder at lave mad.

Drengene ringer begge to og plager om at få lov til at blive ude. Efter en længere diskussion giver hun sig.

»Så står jeg her og laver mad, og så kommer de ikke engang hjem,« siger hun og griner.

Klokken 19.30 kommer Hakim hjem. De taler om dagen og pjatter og griner. Lidt efter kommer Bobby nærmest løbende ind ad døren. Han skal flytte skole efter sommerferien og starte i 6. klasse på den katolske privatskole Niels Steensens Gymnasium, hvor Hakim også går. I dag er der kommet mail om, hvilken klasse han er kommet i.

De sidder tæt i sofaen og fisker mailen ud af hendes telefon. Imens taler de om den nye skole og dagen i morgen, før Bobby går ind for at spille computer.

Asrin Mesbah brygger kaffe og finder kopper frem.

»Den skole er det bedste, jeg nogensinde har brugt penge på. De bliver respekteret, uanset hvilken religion de har, eller hvordan de ser ud,« siger hun og fortæller, hvordan det er vigtigt for hende, at drengene selv får lov til at udforske, hvem de er, og hvad de tror på.

»Jeg er muslim, men ikke praktiserende. Hakim derimod har de sidste år udforsket Islam mere, og det skal han have lov til. Jeg vil have, at mine drenge selv skal finde deres vej med respekt for andre. Og jeg tror, det giver en vigtig forståelse for andre at gå på en skole, hvor læreren er katolik, din bedste ven er protestant og din sidemand ateist. Mens du selv er muslim.«

Klokken er 21.00, og drengene skal i seng. Nu er de sultne, og der varmes sovs og kød op igen.

Klokken 21.30 banker det på, og naboveninden Sofie kommer ind. De skal holde negleaften på altanen. Drengene får besked på at gøre sig klar til seng.
På altanen spreder pigerne tæpper ud og bærer kaffe, kopper og en skål med chips derud. Og neglelak.

Der tikker stadig opkald og sms’er ind på Asrin Mesbahs telefon. Men lige nu lakerer hun sine negle lilla, taler om den kjole, hun skal have på i weekenden og om alt muligt andet, der ikke handler om flygtninge. Lige nu holder hun neglehygge på altanen med den store sorte nattehimmel hen over søerne i baggrunden.

Ved 23-tiden krammer de godnat og går ind i hver deres lejlighed. Drengene sover, og Asrin Mesbah vasker op.

I morgen starter det hele forfra. Med nye møder og nye sager. Af og til kan det godt føles uendeligt og for hårdt.

»Men så tænker jeg på drengen på alder med min søn, som er her alene. Jeg troede, jeg havde oplevet meget lort, men det er ingenting i forhold til de her mennesker.« Hun sætter sig ned og tænker et øjeblik.

»Jeg havde en kæreste på et tidspunkt. Han spurgte, om jeg ikke bare kunne lade være med at arbejde så meget. Det var jo bare frivilligt, sagde han. Ham gik jeg fra. Hvad regnede han med?«

klokken 23.30 er Asrin Mesbah klar til at gå i seng. Over hendes seng hænger en plakat af en lille pige, der rækker armen ud efter en hjerteformet rød ballon.

»There is always hope,« står der på plakaten.
Blå bog: Asrin Mesbah
37 år og jurastuderende. I sommeren 2015 stiftede hun JuraRådgivningen, som yder gratis retshjælp til flygtninge. I dag har JuraRådgivningen lukket 101 sager – primært om familiesammenføring – mens 117 sager stadig kører. I 1984 fik Asrin Mesbah, hendes mor og hendes bror familiesammenføring med hendes far her i Danmark. De flygtede fra Iran. Asrin Mesbach bor på Nørrebro sammen med sine to sønner Hakim og Bobby. Til januar er hun uddannet jurist.
Tekst: Johanne Ramskov Erichsen
Foto: Ulrik Hasemann og Sigrid Nygaard
Redaktør: Lotte Folke Kaarsholm
Digital produktion: Sigrid Nygaard

Publiceret 9. juli 2016
Dagbladet Information
En måneds gratis Information digital + papiravisen fredag og lørdag

Anbefalinger

  • Nikolai Beier
  • Bill Atkins
  • ingemaje lange
  • Malan Helge
  • Anker Nielsen
  • Jørgen Steen Andersen
Nikolai Beier, Bill Atkins, ingemaje lange, Malan Helge, Anker Nielsen og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Det er helt præcis det, som er årsagen til, at man skal have SU på kandidatdelen, så man kan lave den slags praktiske arbejde plus i øvrigt finde de specialer, man vil beskæftige sig med indenfor den store paraply, som et universitært fag er.

charlie white

Det her er svært at forstå, ikke at man skaber ordentlige forhold, men at vores egne unge går rundt med tung gang uden håb om en fremtid, uden bolig, uden tilbud om arbejde eller uddannelse uden anden udsigt til en fremtid tanken om at gøre en ende på det, de føler sig uønskede i eget land.

Selvmord bland de 15 - 19 årige er stigende og ligger stabilt for 20 - 25 årige.

Omkostningerne for de riges velstand kan aflæses direkte på de unges elendige forhold.

Mads Kjærgård, ingemaje lange og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Det er godt givet ud, at give unge mennesker en god start ...hvor jeg dog hade mig selv for den lønsomhedsbetragtning jeg lige lukkede ud der. Det er tydeligvis ikke sådanne tanker der rumsterer i hovedet på Asrin Mesbah.

Erkendt, det blev lidt overfladisk - jeg lukrerer jo voldsomt på, at mange gode mennesker gør et kæmpe stykke arbejde. Jeg tænker meget på dem.

... og egentlig ville jeg faktisk lige se om, det foto, som fungerer som link ind til artiklen fandtes i stort format her inde i artiklen.